Matadora/3/13
XIII. KAPITEL.
aa Danmarks Nordspids skulde altsaa Brylluppet fejres.
Carmen spurgte ikke, men hun tænkte sit. Danmarks Nordspids var næppe langt fra selve Nordpolen, der var naturligvis Is og Sne og Bjørne, som gik løse omkring. Gud skulde vide, hvordan hun vilde kunne klare sig deroppe med sin Garderobe.
Turen gennem det smilende Danmark, der laa i sin skønne, lidt dystre Efteraarspragt med mørk Schattering i Landskabets Skove og Bakker, fik hende derfor til at juble af Glæde. Selv de smaa Færgeture med de hvide Maagesværme, der fulgte Fartøjet, beredte hende en sand Overraskelsens Fryd, netop fordi hun havde været saa bange for Vandet.
Og saa naaede de Frederikshavn og kørte med den lille Bane videre til Skagen.
Carmen var helt optaget af det ejendommelige, sandede Landskab, og de mærkelige Fortællinger, som Don Fernando berettede hende om Kirken, der var fyget til, om den vidunderlige Marehalm, som bandt Sandet ligesom en Polyp med Fangarme, og om de modige, brunede Helte, der boede heroppe.
Saa kom de endelig til Skagen. Hvilken Modsætning mellem de ofte sødladne spanske Fiskere og det altid blaa Hav ved San Sebastian og saa disse vejrbidte, rynkede Mænd, og de to store Have, der ud over Grenen brød sig som et Par vilde, skummende Heste i Kamp.
I selve Skagen havde Meddelelsen om Bryllupet vakt stor Røre. En spansk Brud, der kom lige fra det nye Raadhus i København, det var man ikke vant til heroppe, hvor man ellers dog saa alle Slags Mennesker, og ofte i de mærkeligste Paaklædninger.
Hugo Hjorths Atelier laa ude i Plantagen omgivet af Træer saa store, som den skarpe Vind tillader dem at trives paa Skagen.
Der var hejst Flag paa den smukke Bygning, og paa første Sal var der sat to Værelser i Stand til Brudefolkene. Man skulde spise i det store Atelier, der var smykket med Guirlander af Blomster og Grønt og et mægtigt Vaabenskjold med Niels Castellas og Carmens Navnetræk.
Kunstneren, der var vant til at leve temmelig tilbagetrukket, havde glædet sig til denne Dag som et Barn, og han havde selv lavet den nydelige, fixe Menu-Seddel, der stod foran Brudens Plads, og paa hvilken der var malet den fineste lille Akvarel af det Hus, i hvilket de havde boet nede i San Sebastian.
Alle Koloniens Koryfæer var indbudt, foruden Gæster fra København og blandt dem Jens Thomsen. Selve Bryllupsmiddagen forløb i den gemytligste Stemning, der forhøjedes ved det ejendommelige Interiør med alle de mange spanske Billeder og Skitser paa Væggene, thi Hugo Hjorth havde med Villie søgt alt frem, hvad der mindede om Spanien.
Den lille Carmen med det venlige, barnlige Væsen og de trofaste, sorte Øjne blev feteret som en Dronning, medens hun sad i en Henrykkelse over alle de rare Mennesker, der talte, sang og drak til hendes Pris i Ord, som Don Fernando var utrættelig i at oversætte for hende.
Da Middagen, ved hvilken det var gaaet meget flot til, endelig var forbi, var Mørket begyndt at falde paa. Ude i Anlæget var der indrettet en lille Danseestrade, der var helt festligt illumineret med kulørte Lamper.
Vejret var mildt, stille og sommerligt. Man havde ondt ved at finde hjem, men endelig maatte man jo bryde op af Hensyn til de nygifte Ægtefolk.
Straalende af Lykke og Taknemlighed trak Castella og Carmen sig tilbage. Hugo Hjorth blev siddende lidt alene, medens der blev gjort foreløbig istand i Atelieret.
For at forslaa Tiden tog han Posten, som Telegrafbudet havde bragt ud sammen med Lykønskningerne til Brudeparret. Der var et Par ligegyldige Breve, Dagens Blade og saa en spansk Avis, der først var sendt til København, hvor man havde rettet dens Adresse. Den var bestemt til Donna Carmen. Var det tilfældigt, eller var der maaske en særlig Meddelelse af Interesse i den.
Hugo Hjorth blev nysgerrig og foldede Bladet ud. I Smaatryksrubrikken var indstreget en lille Nyhed, i hvilken der stod:
„Skuespillerinden Lola Montero, den berømte Madrid-Stjerne, der er saa kendt her i San Sebastian under Navnet Matadora, bliver idag viet til Marquis de Plane.“
Hugo Hjorth lod Bladet synke. Længe sad han i dybe Tanker, saa gik han hen foran en stor Akvarel af en pragtfuld Kvinde, der i en udfordrende og dog gratiøs Stilling stirrede kækt hen for sig, medens hun med Kastagnetterne i Haanden beredte sig til at slaa over i Dans.
Saadan havde Hugo Hjorth en Aften set Matadora ved en lille Fest i Bombatinis Have, og saadan havde han fæstnet hende i et af sine kæreste Arbejder fra den lykkelige Tid.
Længe stod han tavs foran Billedet. Saa tog han sin Hat og gik ud. Han trængte til at være alene og til at svale sin hede Pande. Han gik og gik gennem Sandet helt ud til Grenen, hvor Skagerak og Kattegat syntes at løbe sammen i en hvid, legende Sølvstribe. Havet skyllede blødt ind med langlige Bølger, der trak sig tilbage i store, flade Skumkager paa den bløde Strands bonede Gulv.
Men selv denne mægtige Ro formaaede ikke at dulme Hugo Hjorths ophidsede Nerver. Han vidste jo godt, at denne Kvinde aldrig havde kunnet blive hans, selv om han havde prøvet paa at vinde hendes Hjerte. Det vilde kun have været Skuffelse for ham som for hende. Dumme Tanker! Og alligevel, nu da han vidste, at hun tilhørte en anden, at alt Haab var slukt, og at han aldrig mere vilde kunne nærme sig hende som i gamle Dage, hvis deres Veje atter mødtes, saa følte han et Stik i Hjertet, en pludselig Tomhed, en Livslede, som, hvis den engang faldt over ham ligesom nu og i længere Tid ad Gangen. vilde kunne gøre ham til et ulykkeligt Menneske.
Hugo Hjorth kom først hjem, da alle Lys var slukkede i Atelier-Bygningen, og da det allerede begyndte saa smaat at dages.