Matadora/2/20
XX. KAPITEL.
dskillelsens Time nærmede sig! Niels Castella, hvis Stipendiepenge nu var slupne op, skulde atter hjem til et Liv, der med dets Informationer og smaa Næringssorger ofte kunde være brydsomt nok.
Hugo Hjorth, der selv havde lidt Formue, og som, medens han arbejdede, levede meget billigt i Syden, havde besluttet sig til at blive ude paa ubestemt Tid.
Det var et tungt Øjeblik, da Niels Castella skulde meddele den lille Senora Carmen, at han nu maatte forlade San Sebastian for at drage hjem til Danmark.
— Te Danmar! gentog hun. Disse Ord huskede hun saa godt. De havde præget sig dybt i hendes Erindring paa den lille Udflugt til Madrid. Hvor langt er det?
— Det er ikke en Gang fulde to Dage med Jernbane.
— To Dage med Jernbane! Det er vist altfor længe for mig.
— De tør ikke tage med mig, Senora?
Den lille Fru Carmen saa alvorligt op paa Niels Castella, saa alvorlig, som han aldrig før havde set hende. Saa sagde hun:
— I den Tid, De har boet her, Don Fernando, er jeg kommet til at holde meget af Dem, og det har været min lykkeligste Tid i mange Aar.
Men naar man som De er ude, slutter man let Bekendtskaber og Venskaber og synes, at de Mennesker, man har levet sammen med, er de bedste i Verden.
Naar man saa kommer hjem til sine egne, saa glemmer man hurtigt de fremmede.
— Saadan er jeg ikke, Donna Carmen.
— Ja, ja! Det tror jeg nu heller ikke, Don Fernando. Men De maa ogsaa huske paa, at det vilde være et stort, endog et meget stort Ansvar for Dem at tage mig med til Deres Land. Jeg har det jo saa nogenlunde her, og jeg kan klare mig og altid faa lidt Støtte fra Venner og Bekendte. Det er vist fornuftigst af mig at blive her.
— Saa vilde De aldrig kunne tænke Dem at følge med mig?
— Maaske! Men ikke nu. Jeg vil ikke være Dem nogen Klods om Benet. Rejs De blot hjem, som om De vilde aflægge et Besøg. De har jo Lov at skrive til mig, saa meget De vil. Jeg skal nok mærke paa Deres Breve, om De stadig bevarer de samme Følelser overfor mig, eller om de lidt efter lidt kølnes og gaar over. Skulde det ske, saa vil jeg ikke bære noget Nag til Dem af den Grund, men jeg vil glæde mig ved Mindet om den Tid, vi har været sammen, og ved Tanken om, at vi ikke kom til at falde hinanden til Byrde.
Den lille Komponist var lige ved at græde.
— Netop naar De taler saa fornuftigt, næsten moderligt til mig, holder jeg allermest af Dem. Jeg tror godt, at De vilde kunne befinde Dem vel oppe hos os, og selv om jeg ikke har det videre flot, saa skal jeg nok arbejde for at skaffe Føden til os begge.
— Nej, nej! Jeg vil ikke hæmme Dem. Rejs De hjem og tænk over Sagen, naar De først er faldet til Ro. Lad os nu ikke tale mere om det. Men naar De rejser, saa siger vi ikke Farvel til hinanden; men: Paa Gensyn!
Og de to rare Mennesker kyssede hinanden, som om Gensynet allerede var der.
Saa spiste de tre Venner det sidste Maaltid i en underlig blandet Stemning af Vemod og det sidste Samværs koncentrerede Oprømthed.
Da man var færdig og Afskedsglasset var drukket paa en lykkelig Rejse, holdt Drosken med den rødhuede Kusk udenfor Døren, og Komponisten fik sin Bagage stablet op paa Bukken.
Niels Castella og Senora Carmen sad paa Forsædet med hinanden i Haanden. De sagde ikke et Ord, men begges Øjne havde en fugtig Glans.
Heller ikke Hugo Hjorth, der havde Plads paa det lille Bagsæde, aabnede Munden. Han vilde ikke bryde de tos Stemning.
Da man naaede Stationen, skulde Toget til Madrid først expederes.
Det Syn, der mødte de to Venner, mindede dem saa levende om den første lykkelige Dag i San Sebastian. Men ogsaa dette Syn havde Adskillelsens Vemod over sig.
Paa Perronen var der fuldt af Tyrefægtere, der stod i Gruppe foran en første Klasses Kupé, i hvilken der sad en elegant Dame indhyllet i en tynd Silkerejsekappe. I Haanden holdt hun en pragtfuld Buket Roser, der tydeligt nok var skænkede hende til Afsked.
Da Toget satte sig i Bevægelse, røg alle Hattene til Vejrs, og fra de skægløse Munde lød:
— Leve Matadora!
Længe vedblev et hvidt Lommetørklæde at vifte som Hilsen fra Kupévinduet. Saa kastede Tyrefægterne deres Kapper over Skuldrene og forlod Jernbanestationen.
— Toget til Bordeaux!
Hugo Hjorth og Niels Castella trykkede hjertelig hinandens Hænder. Saa blev Komponisten og Senora Carmen staaende et Øjeblik og betragtede hinanden. Men det var saa heldigt, at Maleren i dette Moment syntes helt optaget af noget andet, saa at han vedblev at vende Ryggen imod dem, indtil man begyndte at slaa Kupédørene i.
Saa kyssede Komponisten og den lille, spanske Donna hinanden for sidste Gang, og saa prøvede de alle paa med Vold at smile over hele Ansigtet.
— Hils hjemme i Danmark!
Det var Hugo Hjorths sidste Afskedsraab, da Toget forsvandt.
Men da han og Senora Carmen forlod Banegaarden og kom ind i Byen, saa syntes de, at den var bleven saa underlig øde, tom og forladt.
Og saa var det dog kun en lille, dansk Komponist, der var rejst.