Matadora/2/11
XI. KAPITEL.
orospladsen var endnu mere stuvende fuld end ved de tidligere Forestillinger, og det saa meget mere, som man paa Kæmpeplakaterne havde averteret, at den indiske Fakir iaften med sit Blik vilde tæmme en pragtfuld, isabellafarvet Tyr, der havde været indelukket i Mørke flere Dage for at blive rigtig vild.
Paa Tilskuerpladsen saas Marquis de Plane. Han sad alene i en lille Loge, i hvilken Toros-Folkene kom og gik under Forestillingen. Der var noget nervøst over hans Væsen, og hans Kikkert søgte ofte over mod den Loge, i hvilken Matadora havde taget Plads iført et elegant Parisertoilette af sidste Mode. Skønt ogsaa hun oftere satte Kikkerten for Øjet og spejdede rundt efter kendte Ansigter, skænkede hun dog aldrig i saa meget som et Øjeblik Marquien nogen Opmærksomhed.
Nede i den rundtløbende Gang saa man af og til Bombatinis Skikkelse dukke frem. Skønt han ikke skulde optræde, var han dog iført Matadorens Kostume, men det var antagelig, fordi han som Pladsdirektør ledede Forestillingen.
Nu lød Trompetskraldene, og Corridaen tog sin Begyndelse. Nøglen til Tyrestalden blev kastet ned fra Præsidentlogen, og den i middelalderligt Kostume klædte Rytter greb den behændigt i Luften.
Saa blev der lukket op for Tyrebaasen.
Et pragtfuldt Dyr traadte langsomt og majestætisk ind. Dets lyse Lød var fin som Silke, dets Horn buede sig brede og blanke næsten som poleret Elfenben, de store, mørke Øjne havde et skønt, dybt, melankolsk Blik.
Tyren hilstes med Jubel, Hujen, Piben og Tilraab, der syntes at hidse dens Sanser. Udtrykket i Blikket blev mørkere, den hævede Hovedet og udstødte et langt, tungt Brøl fra sit brede Brysts Dyb.
I det Samme flimrede en af de røde Kapper som et Blodlyn forbi Dyrets Øjne og med en hurtig Bevægelse fløj Tyren efter Capadoren, der med et ilsomt Spring foer over Barrieren ned i Gangen. Han var lige ved at falde i Hovedet paa Bombatini, der havde trykket sig ind i et af de smaa Redningsskilderhuse, der tjener som Tilflugtssted, hvis Tyren skulde fare over Forhindringen.
— Det er en vild Satan og Pokkers behændig! henkastede Tyrefægteren i Forbifarten.
— Saa meget desto bedre! svarede Bombatini rolig og blev staaende i sit Skjul, medens hans Øjne ufravendt var rettede mod det store Styrtevandsapparat, der hang oppe i Luften.
Legen med Tyren fortsattes, og for at faa Dyret rigtig tirret op, plantede en af Banderilleroerne et Par Ildris paa hver Side af dens Hals. Ildrisene var forsynede med hule Pigge, gennem hvilke Blodet kunde trænge ind og ad kemisk Vej tænde et Bundt kinesiske Pistoler.
Disse futtede af med smaa Knald, og en Regn af Gnister faldt ned paa Dyrets Hud, saa at der over Arenaen bredte sig en sveden Stank af brændt Haar og Kød.
Ophidselsen var nu paa sit højeste baade hos Tyren, hos Publikum og hos Tyrefægterne.
Det store Øjeblik var kommet.
Ved Hjælp af de røde Klæder fik Capadorerne Dyret draget hen til en Side i Arenaen. Trompeterne skrattede og Lamperne slukkedes, den elektriske Projektør udsendte sin Lyskegle, og alle Øjne stirrede spændte i Vejret.
Ganske langsomt begyndte Tribunen at sænke sig, og midt paa den stod Tordalkado ligesom de foregaaende Gange i kridhvidt Gevandt.
Endnu holdt Tyrefægterne ved deres Leg Tyrens Opmærksomhed fangen. Om lidt vilde de springe til Side og lade det rasende Dyr have fri Passage mod sin nye, mystiske Fjende.
Publikum trak Vejret tungt og dæmpet. Matadora havde lænet sig ud over Logeranden med skinnende Øjne og opspilede Næseboer, der gav hendes Ansigt et vildt, næsten blodtørstigt Udtryk.
Alle ventede det vidunderlige, og saa skete der noget endnu vidunderligere eller i hvert Fald noget endnu mere overraskende, end det, som det spændte Publikum havde været forberedt paa.
Bombatini var i et Spring sat over Barrieren ind paa Arenaen. Han havde ikke i Haanden som sædvanlig sin blanke Klinge, men en kort Øxe, hvis skarpe Blad flimrede i Lysskæret. Hurtig sprang han som en vild Indianer, der svinger sin Tomahavk, lige løs paa den lille Tribune og gav den med voldsom Kraft to Hug, saa at den sprang i to Dele.
I det samme hørte man nogle underlige, pibende Lyde, og ud gennem Podiets Aabninger væltede som Myrer af en aabnet Tue nogle ækle, smaa bæltede, rotteagtige Dyr, der udsendte en hæslig Stank, som var det Giftbylder, der havde faaet Ben.
Bombatini traadte et Skridt tilbage fuld af Væmmelse, medens de hæslige Kryb pilede afsted ind mellem Benene paa den ventende Flok Køer, dér løftede Halerne i Vejret og brølede af Forskrækkelse.
— Slaa dem ihjel! Slaa dem ihjel! skreg Bombatini, ude af sig selv af Ophidselse. Luk alle Udgangene!
De vise Aber begyndte en vild Jagt paa de smaa Utysker, der hist og her satte sig til Modværge og viste deres skarpe Tænder i de lange spidse Snuder. Hver Gang en af de ækle Rotter kom i Nærheden af Tyren, pustede og snøftede den, som havde man kildret den i dens spilede Næsebor.
De vise Aber havde nu omtrent faaet slaaet alle Bæltedyrene ihjel med deres Pilekæppe.
Tyren, der atter følte sig kæk, sænkede Hornene og for lige løs paa Tordalkado, der havde staaet som forstenet paa Resterne af den sønderslaaede Tribune.
Nu samlede han sit Gevandt om sig, og med et Skrig, der udtrykte den højeste Rædsel og Dødsangst, fo'r han mod Barrieren og kravlede over den.
Et dyrisk Hyl af Raseri, Forfærdelse og Overraskelse hævede sig fra Torospladsen som et Baal af flammende Lyde op mod den stille, stjerneklare Nattehimmel.