Matadora/1/10
X. KAPITEL
aa Trekløveret Carmen, Castella og Hugo havde Overværelsen af Tyrefægtningen gjort et højst forskelligt Indtryk
Carmen havde været glad som et Barn. For hende var det hele blodige Skuespil en ligesaa naturlig Folkeforlystelse som en Beriderforestilling eller Opførelsen af et Teaterstykke for en Nordbo. Hun havde kun været optaget af den eneste Følelse, at hun atter engang var ude for at more sig, og at hun burde gøre det til Gavns, da hun aldrig vidste, naar Lejligheden kom igen.
Hun havde derfor paa ægte spansk Maner skældt baade Tyrefægteren og Tyren ud med de skrækkeligste Ord, naar de ikke var dristige nok til at gaa paa, hun havde kastet Appelsiner og Cigaretter i Hovedet paa Matadoren, og hun havde jublet og viftet med sit Lommetørklæde omkap med de fine Damer, da Bombatini begravede den 60 Centimeter lange, blanke Staalklinge i Tyrens brede Nakke.
Castella havde under Kampen haft sin Opmærksomhed ligelig delt mellem Carmen og Optrinene dernede i Arenaen. Han havde moret sig og følt sig lykkelig, fordi Carmen var lykkelig, han havde nydt hendes barnlige Glæde og Taknemlighed imod ham, fordi han havde taget hende med.
Men samtidig havde han ikke opgivet sin Indignation over, at saadanne Skuespil kunde opføres. Han hørte, trods sin spanske Afstamning, til den ret almindelige nordiske Pedanttype, der finder Behag i at opsøge det Forargelige for at kunne lade sig indignere over fremmed Umoralitet.
Medens man nu spadserede hjem langs Strandpromenaden, var han fuldt optaget af at holde et længere Foredrag for Carmen om, hvor umenneskeligt det var at forlyste sig ved sine Medskabningers Lidelser.
— Aah pyt! svarede Carmen i en gemytlig Tone. De bliver jo godt betalt for det.
— Men Tyrene og Hestene! fortsatte Komponisten.
— Ja! svarede Carmen. Det har jeg saamænd aldrig tænkt paa. Det er jo kun Dyr.
— Kun Dyr! Men Dyrene er jo ogsaa vore Medskabninger, som vi ikke har Lov til at pine og plage.
Carmen saa helt betuttet paa Senor Fernando og svarede:
— Det har De ogsaa Ret i. Jeg kunde saamænd aldrig nænne at slaa min Kat eller gøre min Kanariefugl Fortræd. Men Tyrene er jo engang til for det samme.
— Ja, her! Men ikke hos os!
— Har De ingen Tyrefægtninger dér?
— Nej! Nej!
— Det maa være kedeligt, fløj det ud af Munden paa Carmen. Men lidt efter tilføjede hun, ligesom om hun fortrød, hvad hun havde sagt: De er vist meget bedre Mennesker oppe hos Dem, end vi er.
Castella rystede paa Hovedet. Hans spanske Blod fornægtede sig ikke. I Virkeligheden var han ligesaa betaget at Tyrefægtningens brogede Billede som Carmen. Han trængte kun til at give sine moralske Tømmermænd Luft. Lidt efter var de to midt i en livlig Diskussion om, hvornaar der næste Gang var Forestilling paa Torospladsen, og Castella lovede Carmen, at hun skulde faa Lov til at følge med.
— Hugo Hjorth gik tavs. For ham stod det hele farvemættede Sceneri kun som en fjern Baggrund, en Staffage om en enkelt Figur, der trængte sig frem i forreste Plan og helt dominerede den.
Det var Matadora!
Han kunde ikke faa hendes Billede ud af sin Tanke, det vedblev at lyse imod ham snart med et kælent, sværmerisk Udtryk ide store, mørke Øjne bag de lange, sorte Vipper, snart med et næsten blodtørstigt Smil fra de hvide Tænder under den letdunede Overlæbe.
Da de var naaet hjem, og Carmen under mange fornyede Taksigelser havde trukket sig tilbage, blev de to Venner siddende alene ude paa Balkonen, medens de drak et Glas Vin.
Hugo, der gerne selv ønskede at sprede de Tanker, hvis Net han med en vis Ængstelse følte filtre sig tættere og tættere om hans Hjerne, sagde derfor efter en Pavse til Komponisten:
— Naa, hvordan gik det saa med den Skat, som vi kom fra før?
— Ja, ser Du, i Begyndelsen tog jeg jo voldsomt fat. Jeg kastede mig strax over Enhver, der har Navnet Castella, men jeg maa indrømme, at jeg ikke blev lige venligt modtaget overalt. De fleste af dem, jeg opsøgte, troede vistnok, at de havde med en gal Mand at bestille. Saa opdagede jeg efterhaanden hurtigt, at det næsten var lige saa svært at finde den rigtige Castella i Spanien som at finde den rigtige Peter Sørensen i Danmark.
Men lidt Held havde jeg dog, da jeg opsøgte Firmaet Christobal Cordova & Co. i Barcelona. Det existerede endnu, og den ældste af de nuværende Chefer, der var en meget elskværdig og forekommende Mand, gjorde sig virkelig den Ulejlighed at se Bøgerne efter fra gammel Tid.
Da jeg kom igen nogle Dage senere, meddelte han mig, at han langt tilbage var stødt paa Navnet: Fernando Castella, og det syntes, som om der virkelig var korresponderet med København paa denne Klients Vegne. Hvad det havde ført til, og hvad det havde drejet sig om, det kunde han endnu ikke danne sig et klart Billede af, men det var muligt, at man kunde faa Færten deraf, naar man fik gennemgaaet nogle gamle Papirer, der endnu opbevaredes i Forretningens Arkiv. Hvis han fandt Oplysninger, der kunde være mig til Gavn, skulde han lade mig det vide.
— Og har Du hørt fra ham? spurgte Hugo adspredt, men for at sige noget, idet han med et halvt Øre havde lyttet til sin Vens Beretning.
— Nej, Gu' har jeg ej! udbrød Komponisten ærgerlig. Og nu er jeg begyndt at tro, at jeg heller ikke vil høre noget fra ham. Han har vist bare givet mig en Sludder for en Sladder for at blive mig kvit.
— Naa! Haabet beskæmmer Ingen.
— Det er netop ogsaa det, jeg tænker. Og skulde jeg blive en rig Mand hernede og komme hjem med en Skat, saa....
— Saa?
— Det kan være ligemeget. Det var bare saadan en dum Tanke, der faldt mig ind.
Der gled et næsten umærkeligt Smil over Hugo Hjorths Ansigt! Komponisten saa det ikke eller lod i hvert Fald, som om han ikke saa det.
Begge faldt derefter i Tanker og blev siddende tavse, medens de lyttede til Sangen og Mandolinspillet, der, isprængt Lyden af klaprende Kastagnetter, lød op til dem henne fra den store aabne Plads.
Saa hørte de Uhret slaa elleve paa Santa Maria. Duggen faldt stærkt, og Natten var lummer med let Brise ind fra Havet.
De drak deres Glas ud og sagde Godnat til hinanden.
Saa gik hver ind i sit Værelse.