Maria Magdalene
MARIA MAGDALENE
I
erre — jeg elsker dig.“
„Sig det ikke, Maria Magdalene.”
„Herre jeg elsker dig.”
„Ti stille, Maria Magdalene — du véd ikke, hvad du siger.”
„Herre, husk jødernes Had!”
„Maria Magdalene, jeg husker Menneskenes Savn.”
„Jesus, se min Barm! — Jesus, jeg kan favne, jeg kan kysse — —“
„Jeg véd det — det har mange sandet.”
„Herre, jeg elsker dig.”
„Du elsker mig i Sommer — men til Vinter?“
„Herre, jeg elsker, elsker dig!”
„Maria Magdalene, jeg kender dig — det bliver Kors på Golgata, og det bliver Kors hos dig — men det stumme Golgatatræ, det har aldrig elsket mig.”
II
„Maria, jeg elsker din Søn.“
„Magdalene, Magdalene — agter du ham i sådan Fare!“
„Maria, hvad mener du?“
„At du lokker mig, hans Moder, med at du, Maria Magdalene, elsker ham!“
„O du stolte Kvinde!”
„Magdalene — stolt — O ja — og — og angst — O, hvorfor er jeg hans Moder!“
III
„Judas, vi er Venner.“
„Venner?“
„Judas, jeg véd, du vil forråde ham.“
„Kvinde! — — — og du?“
„Jeg vil elske ham.“
„Jeg forstår dig ikke.”
„Judas, tru ham med Golgata — og han er min!”
„Tåbe!“
„Hvad siger du?“
„Tåbe!“
„Du mener, han bliver tro?“
„Kvinde, hvorfor skulde jeg ellers hævne mig?“