Maria. En Bog om Kærlighed/43
XLIII.
Jeg vidste kun, at jeg sad som en Konge med den kosteligste Skat i min Haand. Skatten var i min Haand, og jeg var Konge. Kunde bruge den eller skænke den bort, alt efter mit kongelige Lune.
Hovmodig sad jeg med min Skat, holdt den triumferende op for mine kyndige Øjne og sagde: Denne Skat er i Sandhed sjælden, og ve den, der vil vove at stjæle den fra mig. Den er min af Guds Naade, jeg skylder Ingen Regnskab for den. Den behager mig, denne Skat, det lyster mig at bruge den. Men maaske det imorgen behager mig at slænge den bort; thi jeg er Konge og mit Skatkammer er fuldt.
Som en hovmodig Konge holdt jeg Maria i min Haand. Tryg i min Herskerret legede jeg med hende, slap hende overmodigt og nød det dobbelt at erobre hende tilbage. Vidste, at naar jeg sagde: kom! saa kom hun, og naar jeg sagde: gaa! saa gik hun. Men vidste ikke, at den Dag skulde opfinde, da jeg i fattig Angst og Vaande glemte alt Hovmod og bad: Bliv hos mig, min sjældneste, min eneste Skat.