Maria. En Bog om Kærlighed/4
IV.
Hun kom til mig som et uvidende Barn. Jeg ser hende endnu, som hun den Gang var. Saa overlegen og selvsikker som kun de Uskyldige kan være. Hun gav sig en Mine af at være en Dame med den modneste Erfaring. Hun talte om Livet, som om hun kendte det til Bunds, havde prøvet og vraget, var skuffet og forlængst træt. Hun forsikrede med nysgærrige Baby-Øjne, at hun for Alvor tænkte paa at gaa i Kloster. Hvad havde hun at haabe af Livet? Hun vidste, at kun i stille Resignation fandtes den taalelige Lod, der var hende beskaaren for Resten af hendes Levetid.
Thi — som hun sagde med Overbevisning — alene i Kærlighed er der Lykke. Og med Kærligheden er jeg færdig. Jeg har en Gang elsket. Den Student, jeg var forlovet med, foragter jeg nu. Hans Kærtegn var mig modbydelige. Hans forelskede Talemaader vamlede mig. Jeg egner mig ikke til Kærlighed.
Det sagde hun med træt Stemme, med blussende Kinder og skinnende Øjne. En til Kydskhed indviet Kvinde, der kun egnede sig til ét: Kærlighed.
Det var, da hun stod foran mig, den høje, spinkle Pige, og talte om sine triste Erfaringer, at jeg blev forelsket i hende.
Hvor nydelig hun var i sin troskyldige Bedrøvelse, hvor sød hun saá ud i sin fine Kjole!