Maria. En Bog om Kærlighed/35
XXXV.
Maria var bleven mangfoldigere. Jeg forlod hende som jeg modtog hende: en yndig Blomst fra Naturens Haand. Den er smuk, fordi den ikke kan være andet, men den kender ikke sin Skønhed. Den folder sig smilende ud med alle de Blade, den har, naar Solen skinner paa den, og den putter sig forknyt og gør sig lille, naar et koldt Vindpust strejfer den. Maria var en elskende Pige uden Anelse om Kærlighedens Kunst.
Hvilken Naturens Trolddom er det, der forvandler den vilde Rose til en svulmende la France? Jeg genfandt Maria som en kyndig Kvinde, der sikkert beregner sin Skønhed, opløser sit Væsen i utallige Nuancer og sammensætter dem til stadigt nye Tillokkelser.
Var det virkeligt min lille beskedne, min uvidende og barnagtige Pige, som nu traadte ind ad min Dør, straalende og sejrsikker, fornem som en Prinsesse, i raslende Silkeskrud og spredende om sig en hed Drivhus-Em?
Maria, dejlig var Du i din Pragt. Men allerdejligst, fordi der altid gennem de mange Farveskiftninger tonede min vilde Roses simple ene Farve, gennem den hede Drivhus-Em bølgede din Naturligheds svale friske Duft.