Maria. En Bog om Kærlighed/28
XXVIII.
Gemsel, Du gode Fugl med de bløde sorte Vinger, sænk Dig over det Leje, hvor Maria har hvilet. Hold Vagt over mine Drømme, at de ikke skal gøgle hende frem i hendes nøgne Dejlighed. Syng din dulmende Sang for min Længsel, at den ikke skal vaagne.
Maria er ikke mere, hører Du Glemsel, hun maa ikke være mere. Dine tomme Øjne stirrer spottende paa mig. Tror Du mig ikke? Vil Du flygte fra mig?
Glemsel, Du troløse Fugl — Du maa ikke svigte mig, naar Natten vælder frem med de vildsomme Tanker og koglende Syner, der flagrer om min søvnløse Hvile. Ved Dag, naar Solen maner alt Blændværk til Jorden, har jeg dig ikke behov. Men flyv ikke fra mig nu, det er Nat.
Glemsel, jeg slipper Dig ikke. Jeg river mine Hænder til Blods paa dine skarpe Kløer, mens jeg med Magt drager dine kølende Vinger ned over mit hede Hoved. Aldrig havde jeg troet det saa svært at glemme.