Maria. En Bog om Kærlighed/14
XIV.
Maria var min saameget, jeg vilde.
Blandt de mange bondefiffigt beregnende Kærligheds-Lærdomme, vore unge Kvinder fyldes med, er den allergrimmeste den, at Kvinden bør gøre sig kostbar. Der ligger heri en Antydning af Kærligheden som en Handel, hvor Kvinden sælger sig saa dyrt som muligt. Lærdommen er en Nedværdigelse af Kærligheden, men først og fremmest af Kvinden. Han elsker hende og hun ham. Begge har samme Trang og Lyst til Hengivelse. Hvor hæsligt da, ifald hun nægter sin Ven hans selvfølgelige Ret og kun tildeler ham den som en Naade, han ydmygt maa bede om!
Hvis en Kvinde sagde, hun elskede mig, og dog surmulede, naar jeg forelsket begærede hende, jeg rejste mig med et grovt Ord og forlod hende paa Stedet som en uværdig.
I Marias Mund var der aldrig Nej. Hun fulgte min Kalden saa fromt som Lammet følger Hyrdens kælne Fløjten. Jeg har kaldt paa Maria til alle Døgnets Timer, jeg har kaldt paa hende, naar hun var træt og naar hun sov — altid er hun kommen med et smilende Ansigt, aldrig har hun følt andet end Glæde over at opfylde sin Elskers Bøn, Stolthed over, at han saa gærne og ofte bad hende.
Om Højsangens kongelige Digter havde kendt Dig, Maria, han havde skrevet Dig et Vers:
»Hyrden sidder i Dalen og spiller paa sin Rørfløjte. Han længes efter den Elskede, der er fulgt med sine Søstre over Bjærgene. Men se, paa Bjærgets Top staar hun med Vandringsstav i Haanden, spejdende efter Hyrden, som spiller den kendte Melodi. Og da hun har Øje paa ham i Dalen, springer hun som Gazellen ned ad Bjærget, gennem Tidsler og tjørnede Kaktus, over de spidse Stene. Hun kaster Vandringsstaven for at komme des hurtigere frem. Tjørnene river hendes Kjole sønder og hudfletter de hvide Ben, Stenene skærer Sandalerne itu og flænger hendes Fødder til Blods. Pigens Vej ned ad Bjærget er rød af rindende Blod. Men hun ænser det ikke, thi hun hører sin Elskedes kaldende Spil. Og hun kaster sig for Hyrdens Fod, hun kysser hans Kappes Flig, sigende: Vredes ikke, Herre, at jeg ikke kom før!
Min Elskede, siger Hyrden, er hastig og gavmild som en fremspringende Kilde. Hun lader mig ikke vansmægte.«