Maria. En Bog om Kærlighed/12
XII.
Den Mand, der aldrig har overværet sin Elskedes Toilette, kender hende ikke. Hendes Skønhed, hendes Tillokkelse er under Afklædningen mangfoldig. Hun bliver ny for hvert Klædningsstykke, der falder. Det er den kvindelige Dragts Ynde: den forvandler.
… Maria er ved Toilettet. Dér staar hun slank og høj i sin tætsluttende mørke Dragt. Hendes Mine er ærbar, hendes Væsen korrekt. En fin og velopdragen ung Frøken. Saadan ser I Maria, naar hun om Formiddagen skrider ned ad Gaden mellem de andre korrekte og ærbare Ungmøer.
Men … den mørke Kjole forsvinder, den fine lille Frøken med den, og der aabenbarer sig en skælmsk Soubrette med bare Arme, bar Hals og i et kort stribet Silkeskørt. Der er kommet Farve i Kinderne, Glød i Øjnene. Du ligner jo en rigtig Bondepige, Maria, en Bondepige fra Operetterne.
Da løses Baand og Hægter; Korset og Skørter glider ned. Den sødeste Buksetrold gemmer sig ind til mit Bryst. Saa lille hun er bleven i sit Mandfolke-Kostyme, den store voksne Pige.
Og saa endelig staar hun i sin lange brusende Chemise med et lyseblaat Silkebaand gennem Halslinningens Broderi. En ganske lille Pige, et Barn, som dovent strækker Armene frem og beder om at blive lagt til Sengs.