Møllen/5/3
III.
— Puh! bemærkede Dragen, knappede et Par Knapper af Vesten op og strøg sig med Pegefingren mellem Halsen og Kraven, der begyndte at krympe sig i fugtige Folder; og lænende sig tilbage paa Bænken stirrede han op mod Himlen. Skjønt det led mod Solnedgang, var den underlig farveløs — »hvidlig« vilde man maaske have kaldet den, hvis ikke det store Pæretræs Blomsterklynger lige i Forgrunden havde forvænt Øiet, saa at det stillede ganske anderledes Fordringer til hvad der vilde benævnes hvidt.
— Hyh! yttrede Dragen endnu en Gang med let men sindrig Modulation og lod de smaa Øine, der syntes at svømme i Fedt som Vægen i en Natlampe, gaa rundt i Selskabet — blinke til Mutter, som ligeoverfor sad stiv paa Bænken i sin hundredaarige, arvede Silke, ved Siden af Hanne, — stirre spørgende paa Skovfogden, der blæste smaa Røgskyer og undertiden vellykkede Ringe ud i den stille Luft, og bebreidende paa Svogeren.
Det var et af de Øieblikke, da der gaar en Engel — ikke gjennem Stuen, for man befandt sig foran i Haven udenfor Dagligstuen; og den brave Gaardeier var af den beskedne Mening at det forholdsvis veltalende Bidrag til Underholdningen, som han nu to Gange havde svunget sig op til, gjerne kunde have mødt mere Paaskjønnelse og Tilslutning, end det lod til at have fundet.
— Det er virkelig varmt iaften! samstemmede Hanne af høflig Medlidenhed med den hjelpeløse Drage.
Dermed var Tungebaandene løst. Man enedes om at finde det luftløst, lummert, trykkende. Og ophidset ved saa almindeligt Bifald brølede Dragen: »Ja, det ved Gud, det er trykkende, det ved Gud, det er lummert!« mens han gned sit Ansigt med et rødtærnet Lommetørklæde, saa det glødede endnu blankere — »Puh! saa luftløst og saadan en Hede, ligesom Hovedet skulde sprænges!« — Og saaledes saae det unægtelig ud, maaske dog lige saa meget paa Grund af den til det solide Aftensmaaltid nedskyllede Portvin som paa Grund af den ydre Varme.
— Møllen kan dog gaa, bemærkede Madam Andersen med et Blik op over Taget.
— Ja, det er smaat nok, men vi maa tage alting med i denne Tid, sagde Mølleren.
— Det skulde saamænd slet ikke undre mig, om der kom Uveir iaften, mente Skovfogden.
— Ja, lad det bare komme, naar det blot vil pladske ordentlig ned, vi kan sgu bruge Alt, hvad vi kan faa nu, sagde Dragen høirøstet. Jorden er Fanden gale mig saa tør, saa man kan — —
Verden erfoer ikke, hvad man kunde, da Dragen fik Ordene i den gale Hals, hvad der førte til et Hosteanfald, der gjorde en apoplektisk Sprængning meget sandsynlig. Allerede ved hans »sgu« havde Madam Andersen rynket Brynene, og da Fanden galede, rystede hun saa bistert paa Hovedet, at Sønnen ganske gik fra Concepterne. Hun havde paa hele den korte Vei til Møllen formanet ham til at tage sig sammen og holde sig i den rigtige Tone, men fremfor Alt ikke bande i de to »Helliges« Nærværelse, som man jo nu kom i et Slags Familieforhold til — og han blev noget nedstemt ved Tanken om den Straffeprædiken, som han ikke vilde kunne undgaa. Han havde vist ogsaa drukket for meget ved Bordet; hun havde en Gang set paa ham, da han fyldte sit Glas, og det var ogsaa derfor at han var saa snakkesalig.
Men ryge maatte han da Gudskelov, saa meget han vilde.
— Aa, Jakob! du har vist en Cigar.
Mølleren foer sammen og saae et Øieblik aandsfraværende paa Svogeren, inden det gik op for ham hvad denne begjærede. Han havde staaet lænet til Dørstolpen og betragtet Hanne — eller rettere Hans, som stod ved Siden af hende, havde lagt Hovedet i hendes Skjød og saae op paa hende.
Det var ikke undgaaet Mølleren, at Drengen i Vinterens Forløb havde savnet den Omgang med Skovfogdens, som Sommeren og Efteraaret havde gjort til en fast Vane, og som ved det tre Ugers Ophold i Skovfogedhuset havde faaet en hjemlig Fortrolighed. Da han den Gang var kommen hjem igjen til Møllen, havde Alt her været saa forandret, og ogsaa for ham var der kommen Skræk over Stedet. Hvert Øieblik maatte han tænke paa Jørgen men især paa den gode Lise, der var kommen saa frygtelig af Dage. Undertiden — saaledes i Jule-Ugen — kom han vel ud til Onkel Vilhelm og Tante Hanne, men saa følte han det som et Savn, at Faderen ikke var med. Og da denne endelig henimod Foraarstiden havde rystet sin Menneskeskyhed saa meget af sig, at han et Par Gange havde ledsaget Drengen ud til Vennerne i Skoven, saa mærkede Hans dog meget godt Forskjellen fra Sommerbesøgene.
Nu havde Drengen idag faaet at vide, at Tante Hanne ikke længer skulde være Tante, men »Moder«. Madam Andersen havde paataget sig det Hverv at sige det til ham, og hun glemte ikke at tilføie, at hans salig Moder havde holdt meget af Hanne, og at hun vilde glæde sig i Himlen, naar han var rigtig kjærlig og god mod sin nye Moder. Mølleren var meget ængstelig ved Tanken om, hvad Indtryk det vilde gjøre paa ham. Der faldt en Sten fra hans Hjerte, da Drengen kom stormende imod ham og uden at kunne sige Noget trykkede sig ind til ham med Glædestaarer i Øinene. Og idet han nu saae sin Søn og sin Forlovede sammen, fyldtes han af en stille Glæde, og sagde beroliget til sig selv, at han ganske vist havde handlet rigtig, allerede af Hensyn til Hans. Drengen havde i denne Vinter hverken haft Moder eller Fader, og saaledes kunde det ikke blive ved at gaa. Om han end selv ved sin Vildfarelse og sin Forbrydelse havde forbrudt alt Krav paa huslig Lykke — saa kunde dette jo dog ikke blive hjemsøgt paa det uskyldige Barn; og naar han gav det en Moder, snarere end at han selv tog sig en Hustru, saa vilde der vel ogsaa kunne straale nogen Fred over paa ham selv, og den vilde blive undt ham for Barnets Skyld.
Da han kom tilbage med Cigarerne og bød sin Svoger, spurgte Madam Andersen Hanne om hvem der nu kom til at vie dem, da jo deres egen Sognepræst lige var død.
— Aa, det bliver vel ham Religionsgrossereren, bemærkede Dragen, idet han dreiede sin Cigar rundt i Munden og slikkede paa Dækbladet.
— Provsten mener du vel? spurgte Moderen med et strengt Blik, som om hun aldrig betjente sig af saadanne Udtryk.
— Naa ja, saadan kalder vi ham jo —
— Jeg veed ikke, hvad det er for »vi« du snakker om , afviste Moderen ham med et saa unaadigt Blik, at han mumlede en Undskyldning.
— Naa ja, der er sgu ikke noget Ondt ment med det! Provsten er jo en svært berygtet Mand, Gud bevares, og det kan jo ogsaa passe nok saa godt, for han hører jo til Deres Folk, Religions — — Provsten, det gjør han jo da … Vores gamle Præst han tog det jo gemytligere, he! Han holdt Pinedød nok af at faa sig sin L'Hombre — Whist var det da ellers, han mest spillede, og den gik sgu høit mangen Gang. En Aften skal han have spillet baade Vogn og Heste bort inde i Nykjøbing.
— Aa, Folk skal nu ogsaa altid gjøre saadan Noget værre end det er, sagde Moderen skarpt.
Dragen følte sig ramt af hendes mest utilfredse Blik og havde en dump Fornemmelse af, at han »ikke traf Tonen«. Det eneste sikre vilde være at holde Mund. Han dampede stærkt og ærgerlig paa sin Cigar. Fanden maa vide, hvad der stikker mig, at jeg har faaet saadan ind at snakke paa iaften! Puh! det maa være Heden! Men jeg vil sgu holde Kjæft, det bliver bare værre af det.
Skovfogden bemærkede, at det var jo temmelig pludselig at Præsten var død. Og neppe havde Søsteren indskudt en deltagende Bemærkning og Madam Andersen rystet tungsindig paa Hovedet og aabnet Munden for at berette, hvor bestyrtet hun var bleven ved Efterretningen — før Dragen slog sig paa Laaret og vendte sig om mod Skovfogden:
— Ja, det er dog min Sæl og Salighed ogsaa — kan De ikke huske, Skovfoged — for et Aarstid siden — her ved Begravelsen, at Pastorens Glas sprang — og vi blev sgu alle saa underlige — det ved Gud, jeg blev saadan helt … saa — ja det er sgu dog ogsaa mærkværdigt, det kan man ikke sige Andet.
Da hans Høiærværdighed ikke længer havde været nogen Aarsunge, da han i lang Tid havde lidt af en indre Svaghed, og da han endelig var i Embede og ikke ved Titlen »emeritus« var gjort fast mod Dødens Anløb, saa syntes der ikke at være noget saa overordentlig Overraskende i Begivenheden, men ikke desto mindre lod de Alle til at være enige med Dragen i at finde det høist paafaldende.
Navnlig Madam Andersen var stærkt rystet:
— Aa Gud — at tænke sig, det var saamænd mig, der var saa uforsigtig! jeg kom til at støde saadan med mit Glas mod Pastorens …
Det var uklart, hvor direkte eller indirekte hun anklagede sig selv for at have foraarsaget Mandens Død, og under denne Uklarhed krympede hendes Søn sig synlig, mens han kløede sig i Nakken og rystede paa Hovedet:
— Ja, mærkeligt er det sgu! … Men min Salighed, om jeg kan forstaa, hvorfor Manden ikke kunde leve, fordi det Glas fik en Revne.
— Det er jo heller ikke saadan at forstaa, svarede Skovfogden, der ærgrede sig over at Gaardeierens Dumhed kastede et komisk Skjær over en Sag, der i og for sig var alvorlig og betydningsfuld. Det er et Tegn, som blev givet ham, for at han kunde have Tid til at forberede sig paa Døden — ikke rives bort midt i sine Synder.
— Naa saadan! Tak skal De have for den Slags Tegn. Nei, maa jeg bede om at faa Lov til at være i Fred, saalænge jeg har at leve! — Fy for Pokker! at skulle gaa saadan et Aarstid og plage sig med de Tanker, saa hverken Mad eller Øl smagte En længer — nei Tak, — maa jeg bede om at blive forskaanet med Varsler.
Og han blinkede fortrolig over til Moderen, som til en tilforladelig Meningsfælle: — »vi to Gamle, vi vil nok helst kunne faa Mad i Ro lige saa længe, indtil vi skal afsted.« Men Madammen modtog ikke hans Blik; hun fornægtede ham med en sammensnerpet og misfornøiet Mine, ja overantvortede ham endogsaa sluttelig til Modstanderne med den fromme Bemærkning:
— Ak Gud ja, Hr. Skovfoged! det er saadan med Varsler, de kommer fra Vorherre, det er alt sammen til vort Bedste.
Og da det var hende paafaldende, at Mølleren stirrede saa mørkt og aandsfraværende hen for sig, skjøndt han dog for et Øieblik siden med synligt Velbehag havde betragtet Hanne og lille Hans, og hun gjerne vilde bringe ham paa lysere og til Anledningen mere passende Tanker: saa begyndte hun at hentyde til, at de jo ogsaa havde haft et andet Varsel, der Intet havde med Døden at gjøre, og som man snarere burde tænke paa iaften.
— Hvad er da det for Noget? spurgte Dragen.
— Aa, det veed du jo meget godt, Henrik.
— Naa, du mener det med at det bankede der ude? Ja, at Christine vilde gjøre sig den Anstrengelse, saadan lige da hun var paa sit Yderste! det havde hun da kunnet spare sig, for det var vel nok kommen i Orden uden det, hvad Jakob?
Mølleren foer paany sammen ved Svogerens Henvendelse. — Hos ham havde Skovfogdens Ord vakt det frygtelige Billede af dem, som han havde sendt bort »midt i Synden« uden Varsel — og Selskabet havde været som forsvundet for ham. Han greb nu uvilkaarlig til Kassen med Cigarerne, som han havde stillet fra sig paa en Stol, og bød Svogeren.
Denne brød ud i en skraldende Latter:
— Nei Tak, du! i saadan bansat Fart kan jeg da heller ikke faa Has paa en Cigar — fine Varer forresten, ja, du veed nok, hvad der er godt. Nei, hvad det var jeg sagde, det var nok kommen i Orden uden det.
— Hvad var kommet i Orden?
Da brølte Dragen formelig af Latter, vred sig paa Bænken og blev saa carmoisinrød i Hovedet, at Faren for en Sprængning var overhængende.
— Haha! som han gaar i Giftetanker! — henvendte han sig endelig til Selskabet i Almindelighed, uden at bemærke, at de Andre, langt fra at more sig over Møllerens Aandsfraværelse, snarere vare trykkede af den og neppe tilbøielige til at give Giftetanker Skylden: — som han gaar i Giftetanker, det har jeg min Salighed aldrig set Mage til! Og saa skulde det ikke være kommet i Stand, uden at Christine behøvede at gjøre sig den Anstrengelse. Men det er nu det jeg siger, Christine har Pinedød altid været kuriøs med det, at hun ikke kunde lade Noget gaa sin egen Gang, uden at hun skulde have sin Finger i det — ja, det kan ikke nytte Noget, at du ryster paa Hovedet, Mutter —
Mutter vedblev imidlertid at ryste meget utaalmodig paa Hovedet.
— Det kan ikke nytte Noget, for hun skulde saagu have sin Finger med overalt, og saa maatte den da ogsaa til aller sidst derud og pikke paa Ruden — he, he, som aldrig noget andet fornuftigt Menneske havde hittet paa.
Hanne reiste sig og gik langsomt ad Gangstien bort mellem de gamle Æbletræer, bag hvis hvide, rødspættede Blomsterklynger den hvidlige Himmel havde gjennemtrukket sig med en bleg Rødme. Det var hende pinligt, at hendes Livs lille Mysterium, der helligede hendes Kjærlighed og gjorde den til Noget mere end en ren jordisk Flamme, profaneredes af den plumpe Gaardmands fjantede Spøg. Hun trængte ogsaa til at være alene med sine Tanker, og det var hende ikke helt kjært, da hun hørte smaa hurtige Skridt bag ved sig. Men Hans blev kaldt tilbage af Bedstemoderen, som gav sig til at spørge ham ud om Skolen og om hans Bedrifter der.
Mølleren fulgte med Øinene den jomfruelige Skikkelse, der i en lys rosa Kjole mer og mer smeltede sammen med al denne rødmende Hvidhed af Luft og Blomster. Og han længtes efter at være ene med hende.
Han havde det gode Indfald at mumle Noget om en Toddy — med en vis Forlegenhed, som viste sig at være ganske overflødig:
— Jeg siger ikke nei, Jakob. Naar den bliver budt, saa er jeg ikke den, der siger nei, det ved Gud jeg ikke er, bedyrede Svogeren høirøstet og ivrig, som om Nogen havde haft ham mistænkt for en saadan Ugemytlighed.
Mølleren gik ud i Kjøkkenet og gav Pigen Besked om Toddyen, slentrede saa om i Gaarden, som om han vilde se et eller andet efter, og skyndte sig gjennem Kjøkkenhaven ud i Frugthaven — idet han omhyggelig undgik at komme indenfor Synsvinklen af dem, der sad ved Havestuen. Han kunde ogsaa uden det naa ned til Dammen.
Hanne var ganske rigtig gaaet lige derned og havde sat sig paa en Sten — der hvor hun paa Begravelsesdagen havde staaet med sin Broder og Mølleren. Det lille Kjær laa der i Skyggen af de ludende Hyldebuske og var ligesaa sortegrønt som den Gang; de to hvide Ænder svømmede endnu bestandig om i det, blanke Ringe trak hen over det, hist og her vippede en lille seilende Fjer. Der havde ikke forandret sig det mindste. Og hun tænkte paa hvad der laa mellem da og nu — i Grunden Alt, hvad hun havde oplevet i sit stille Liv. Hvorledes hendes Tilbøielighed for Mølleren langsomt var voxet — den stille Glæde ved hans Besøg — Længslen, naar de udeblev i nogen Tid; ingen heftig, pinlig Længsel, tvertimod: naar hun tænkte tilbage paa den, syntes hun det havde været yndige Tider ogsaa de, naar hun om Aftenen talte efter, hvor længe det var siden at han havde været der — om Morgenen strax efter sin Morgenbøn kiggede ud for at se hvordan Veiret var, om det ikke var egnet til at lokke ham fra Møllen ud til Skovfogedhuset — og midt paa Dagen sad med sit Haandarbeide ved Vinduet, hvorfra man kunde se (og hyppig saae!) ned ad Skovveien, om Ingen kom. En Eftermiddag, kunde hun huske, havde hun staaet og raabt paa Jenny, og det var faldet hende ind: hvis han nu kunde høre det ovre i Møllen, mon han saa vilde faa Lyst til at komme herud? Og saa hvorledes det begyndte fra et frygtsomt tvivlende Haab at blive til Vished, at Mølleren ogsaa holdt af hende … Og Hans, der bestandig sluttede sig ømmere til hende, og som hun selv stedse fik kjærere, han var der imellem dem som en lille blind og uvidende Amor. De talte sammen om hans Natur og Anlæg, hans Opdragelse, hvordan man bedst skulde tage ham — og de talte snart sammen om Alt hvad der bevæger et Menneskegemyt dybest, om de store Spørgsmaal, de evige Sandheder. Her var hun videre end han — hun havde baade læst og tænkt mere derover — og han var snarest den modtagende, han der dog skulde være hendes »Hoved«. Det var ikke Noget, hun hovmodede sig af, men der var dog en eiendommelig stolt Glæde ved saaledes at føre ham paa Veien til Gud. Og hun mindedes deres Vandringer ved det blanke Sund, mellem de askegraa Bøgestammer under et Løvtag, der fra Gang til Gang blev mere broncegyldent, eller om Aftenen i det stille, fromme Maaneskin, der gjennemaandede Høstskoven med sit Sølvlys.
Og saa var det at det Frygtelige var hændedes ham paa Møllen, et Par Timer efter at de havde talt sammen i hendes fredelige lille Dagligstue. Det forekom hende saa underligt, at dette faldt sammen med at hendes kjære Jenny var bleven skudt af Lises Broder. Det var ligesom om Raadyret havde været Idyllens Aand, der var veget bort fra deres Liv, som der nu skulde falde saa mørk en Skygge over. Men et stort høihedsfuldt Moment indeholdt dog ogsaa dette Skyggeparti: det var da hun i Forhøret overfor Herredsfogeden maatte sætte sig ud over al pigeagtig Undseelse og berette om sin og Møllerens Kjærlighed — den, der aldrig med rene Ord, ja neppe nok antydningsvis havde været paa Tale mellem dem selv — klart og udførlig berette de mindste Smaating, der kunde have nogen Betydning, for at Sandheden kunde komme for en Dag, og den elskede Mand blive renset for en ligesaa frygtelig som urimelig Beskyldning. Ved den Leilighed havde hun da ogsaa erfaret, hvorledes det egentlig forholdt sig med den mystiske Banken paa hendes Vindue — hvad hun indtil da kun momentvis havde anet — og faaet Bekræftelse paa, hvor langt de vare fra at krænke Pieteten mod Christine, naar de allerede havde Kjærlighed til hinanden og tænkte paa Ægteskab …
Saa var der kommet en trist og død Tid, i de langsommelige mørke Vintermaaneder. Det var jo intet Under, at der laa et Tryk over Møllerens Sind, at han ikke saadan udenvidere kunde vende sig fra hin forfærdelige og uhyre Begivenhed, ved hvilken han havde tjent som Redskab, og hengive sig til Kjærlighedens ømme Forhaabninger — hun vilde neppe kunne have forstaaet, hvis det havde været anderledes. Undertiden syntes hun jo nok, at han kunde have været mindre menneskesky — i alt Fald overfor dem — kommet oftere og talt aabnere; men han havde jo en Gang Ord for at være en tung Natur. Det maatte komme af sig selv, lidt efter lidt; det var ogsaa hendes Broders Mening, naar de talte sammen derom.
Og nu var det kommet! Med Is og Sne var ogsaa hans Hjerte smeltet, med Løvspring og Blomstring havde Haab og Livsmod atter udfoldet sig. Maatte det nu ogsaa blot lykkes hende for bestandig at holde de mørke Tanker borte fra ham, saa at de aldrig mer fik Overhaand! Thi endnu laa de paa Lur og truede, det mærkede hun vel, og det forstod hun; det kunde ikke være anderledes. Om kort Tid vilde dette være hendes Hjem, hun vilde have sin daglige Gang her. Maatte hun da aldrig sidde her ensom og græde, fordi hendes Kjærlighed dog ikke havde mægtet at forjage de mørke Skygger og give ham Fred!
Fordybet i saadanne Betragtninger mærkede hun ikke, at der kom Nogen, før Mølleren stod ved Siden af hende.
— Jeg vidste nok, at jeg kunde træffe dig her, Hanne, sagde han.
— Ja, jeg trængte til at være her igjen … Det er saa kjønt af dig, at du kommer til mig.
Mølleren satte sig ned i Græsset ved Siden af hende.
— Jeg holder ogsaa meget af Dammen her — siden den Dag … Jeg har saa tidt staaet hernede og tænkt paa dig.
— Har du virkelig, Jakob?
Hun greb hans Haand, som han havde lagt paa hendes Knæ, og de saae paa hinanden med en Ømhed, der endnu var noget sky og tilbagetrængt.
— Veed du hvad, Jakob? at den Dag, da troer jeg allerede, at jeg holdt af dig.
— Aa nei, Hanne! det kunde du da vel ikke gjøre.
— Det var jo ikke rigtigt af mig, og jeg kunde jo heller slet ikke tænke paa at gjøre det, men jeg troer nok, at jeg holdt af dig alligevel inderst inde.
— Min kjære, kjære Hanne! udbrød Mølleren og trykkede et Kys paa hendes Haand.
Hun drog den varsomt til sig, foldede Hænderne i Skjødet og stirrede ud paa Dammen — paa en af de smaa hvide Fjer, der seilede over imod hende.
— Den Gang, da du talte om, at Christine havde tænkt saadan paa mig i sin sidste Time — du sagde, at det vidste du, skjøndt hun alligevel ikke havde talt om mig — da troer jeg ogsaa, at jeg ligesom anede, hvordan det var … det faldt mig ikke ind med en Tanke, men jeg er vis paa, at jeg alligevel vidste det — jeg kan føle endnu, hvordan det var —
— Du blev ligesom noget ængstelig, bemærkede han.
Hun nikkede eftertænksomt.
— Er du det ogsaa nu, Hanne? spurgte han frygtsomt.
Hanne løftede sit Hoved og saae ham ind i Øinene med et freidigt Smil:
— Nei, nei! nu ikke … Jeg veed jo, at jeg tør — —
Men dette aabne og tillidsfulde Blik, denne Klang af en usammensat hel Stemning, af en ren og enfoldig Sjæls ubetingede Hengivenhed — den forvirrede og beskjæmmede Mølleren. Han blev sig med frygtelig Klarhed det Usande i sin egen Stilling bevidst og følte som ingensinde før det Ansvar, som han paatog sig ved at knytte dette uskyldige og fromme Væsen til et Liv, der var forbrudt. Og dog nyttede det saa lidt at gjøre sig Skrupler derover, for det var jo afgjort, og han kunde dog nu ikke længer trække sig tilbage — nu ganske umuligt, om han ogsaa maaske kunde have gjort det for et Par Dage siden.
Hanne bemærkede strax den pludselige Skygge, der gik over hans Træk, og fortolkede den paa sin Maade. Hun bøiede sig lidt frem imod ham og strøg let med Haanden over hans Pande:
— Ja, Jakob, og jeg veed ogsaa, at Gud har givet mig en Opgave her, og den vil jeg med hans Hjælp ogsaa løse.
— Aa, Hanne! du har altid været min gode Engel! udbrød Mølleren.
— Nei, Jakob — saadan maa du da ikke tale!
— Jo, Hanne, det maa jeg nok, for jeg har altid følt det saadan. Du er den, der skulde føre mig frem til det Gode … Aa, men naar jeg nu dog ikke kan komme med — jeg veed, at hvis Nogen kunde det, saa maatte du kunne det, men maaske bliver det anderledes, end du har tænkt dig … Du veed ikke, hvor svært jeg har det med mit eget Sind — det kan du ikke forstaa —
— Jo, min Ven! jeg vil nok kunne forstaa det — efterhaanden — du skal se, vi kan tale sammen ogsaa om det — som gode Ægtefolk skal kunne tale om Alt — vi skal dele det sammen —
— Nei, nei! dele —? — du med mig? aa, nei, du veed jo slet ikke, hvordan det er med mig — det er noget helt Andet — saa — aa, det er er saa frygteligt — det kan jeg aldrig forklare dig — aldrig! … Du er jo — aa, du er som en Engel, ja, det veed jeg — naar jeg saadan ser paa dig, saa er det ligesom jeg skulde folde Hænderne og bede til dig.
I sin Betagethed havde han reist sig halvt op og laa næsten paa Knæ ved Siden af hende.
Hun stirrede forskrækket paa hans Ansigt, der viste den underligste Blanding af Sjæleangst og inderlig Hengivenhed.
— Jakob! du maa ikke tale saadan, hører du, det maa du aldrig mer — det er syndigt! saadan et svagt og syndigt Menneske, som jeg er — du maa aldrig sige saadan noget til mig og heller ikke tænke det — vel?
— Det kan jeg ikke andet, Hanne! jeg maa tilbede —
— Jo, vist kan du! du maa tænke mer paa Gud og du maa bede til ham for mig — saa vil du ogsaa huske, at jeg er ligesaadan et stakkels Menneske som du selv, og at vi skal gaa sammen og se at hjelpes ad og vinde frem sammen — saa vil du slet ikke tænke paa at tilbede, men du vil holde af mig — for — elske mig en Smule, det maa du jo nok, Jakob.
Hun blev ganske rød, da hun lidt frygtsomt tilføiede de sidste Ord, for det forekom hende selv, at de indeholdt lidt kvindeligt Koketteri, som hun skammede sig over at give Udtryk, og allermest i denne Sammenhæng. Men derimod undgik det hende, at de i Virkeligheden kom fra en langt dybere Kilde. Der havde jo altid i hans Optræden overfor hende været lidt for meget af denne Tilbedelse og noget for lidt af den jordiske Forelskelse, som hun — i sin svage Menneskelighed — dog ogsaa tørstede efter — som Kvinden, den unge Pige i hende, havde næret et hemmeligt, utilstaaet Savn efter.
Men skjøndt hun selv neppe hørte den — Mølleren hørte den skjulte kjærlige Bebreidelse i hendes Ord, og følte sig truffet. Ja, det havde jo været saaledes, at der havde været mere Høiagtelse, Beundring og en vis Andagt i hans Følelse for hende end netop Kjærlighed — ogsaa Noget mer, som han ikke kunde give Ord — en sælsom Betagethed, men dog ikke Kjærlighed, sikkert ikke Forelskelse. Saaledes havde det været. Men idag tog hun sig just saa nydelig ud i sin lyse sommerlige Dragt og i Skjæret af den Brudestemning, der forklarede hele hendes Væsen, at han atter og atter havde stjaalet sig til at se paa hende og følt et nyt Velbehag ved at følge hende med sit Blik, naar hun gik om i Stuerne eller ned ad en Havegang. Han havde anet en Lykke ved nu at turde kalde hende sin, som han ikke havde ventet eller turdet haabe; og det var med den redeligste Overbevisning om at sige Sandheden, at han greb sin Forlovedes Haand og forsikrede hende — for første Gang — at han elskede hende høiere end alt Andet i Verden, og at hun var den eneste, som han nogensinde saadan ganske af Hjertet havde elsket; — thi det forekom ham nu som en Vanhelligelse af Kjærlighedens Navn at anvende det paa den dumpe, feberagtige Rus, der havde draget ham til Lise.
— Hvor kan du sige det? bebreidede Hanne ham — det er ikke kjønt mod Christine!
— Aa, Christine har jeg holdt af, det er rigtig nok, men det var dog noget Andet, det. Vi var voxet op fra Smaa sammen og havde vænet os til hinanden, og det faldt saadan af sig selv, at vi giftede os. Og vi holdt ogsaa af hinanden begge to, men det var dog lidt paa en anden Maade — saadan som dig har jeg ikke elsket hende alligevel.
Det var ingenlunde Hanne ukjært at høre denne Forsikring opretholdt og gjentaget, men hun rystede dog afværgende paa Hovedet, som om hun mente, at det vel kun var Noget, han indbildte sig nu.
— Troer du ikke ogsaa, vedblev han, at Christine nu er paa et Sted, hvor der ikke gives den Slags Tanker, saadan som at der skulde være nogen Synd mod hende i det, som du siger. Jeg synes, det er ligesom om hun saae ned paa os nu; og saa veed jeg ogsaa vist, at hun har sin Glæde af vor Kjærlighed, og at hun velsigner os.
Hanne saae paa ham med et lyst Smil: det var som talt ud af hendes Hjerte. Saaledes var da dette pinlige Dilemma paa den mest tilfredsstillende og frommeste Maade bragt ud af Verden.
— Ja, det troer jeg hun gjør, sagde Hanne, og saa ser hun ogsaa, hvor inderlig kjær vi har hende. Aa, jeg er hende saa taknemlig, fordi hun undte os at faa hinanden … at hun selv i levende Live har tænkt paa det — endnu før Nogen af os havde tænkt det mindste derpaa — for, ikke sandt, det havde du dog ikke gjort — den Gang?
— Nei, det havde jeg ikke.
— Aa, jeg veed saa godt, at hvis det ikke havde været saadan, hvis hun ikke selv havde villet have det saadan, saa kunde jeg aldrig være bleven saa lykkelig, som jeg nu er.
Hun saae i Virkeligheden lykkelig ud. Glæden over at turde elske, den blufærdige Opvaagnen af Naturen, der følte sig tryg i sin helligede Ret, lod det unge Blod farve hendes Kinder varmere end ellers, gjorde hendes Smil livfuldere, gav hendes Blik en Glands, der aldrig før havde tindret gjennem dets rolige Klarhed, ja meddelte hele Bevægelsen af hendes Legeme, som det nu bøiede sig let frem, en uvant sandselig Ynde.
Et Øieblik gyste der gjennem Mølleren ligesom en glimtvis Række Sammenligninger mellem Lise og hende, lutter Modsætninger, men dog med et forbindende Element af det Attraavækkende, det Lokkende, det Fortryllende — Lighed som den mellem »sort« og »hvid« Magie — — —
Men da Hanne nu strax bemærkede den Skygge, der slørede hans Blik, og bekymret bøiede sig tættere ind imod ham, smilede ømmere og kjærtegnede ham, halvt ængstelig og halvt med moderlig Overlegenhed, for at stryge Sorgerne bort fra hans Pande: — da rystede han ogsaa selv med vredladen Villieskraft sin Svaghed af sig. Nei, han vilde ikke være et Offer for sin Fortid. Han vilde ikke forsagt finde sig i, at dens Spøgelser jagede ham, rugede over hans hvileløse Søvn som Marer, drak hans Blod og Livsglæde som Vampyrer — han vilde ikke overgive sig til dem. Se, her sad den unge, smukke og gode Kvinde, givet ham af Gud som et Pant paa, at der ikke hang nogen vred Straffedom over hans Hoved, at han ikke for stedse havde forspildt sin Livslykke, da han hin frygtelige Aften blev et Redskab for Forsynets uransagelige og strenge Villie — som Skovfogden havde sagt: — et Redskab, ja, thi hvad Andet havde han været? Vel ikke — som Skovfogden maatte antage — et ubevidst Redskab saaledes som Persebom, Gangspil og Blæsten, der saa betydningsfuldt vendte sig; men dog neppe mindre villieløs end de, blindet som han havde været af Lidenskabens Bælgmørke, der isolerede ham i et enkelt Nu, uden igaar eller imorgen. Nei, hvad han ude af sig selv havde begaaet, det skulde ikke hjemsøges paa ham selv — her var der Tilgivelse; i denne fromme Piges Favn var der Frihed for de hævnende Skygger, nyt Liv og Salighed — blot han behjertet greb til.
Og med en heftig Inderlighed sluttede Mølleren Hanne i sine Arme og kyssede hende paa Mund, Øine og Pande, medens han hviskede eller mumlede saadanne Kjælenavne, Taknemligheds- og Elskovsforsikringer og underlig-kjælne Spørgsmaal, som netop hulter til bulter dukkede op i hans Fantasi — for en stor Del indholdsløse og uforstaaelige, hvis man ikke vilde nøies med den almindelige Forklaring, at Høimølleren var dødelig forelsket i sin »søde lille Kone«; hvad Hanne gjorde, og gjengjældte hans Kjærtegn og besvarede hans Veltalenhed og baade græd og lo — — indtil hun med et foer sammen med et Skrig.
Det havde blinket i det sorte Vand foran dem, som om Kjæret var et dæmonisk Øie, der sendte dem et lynende Blik; og nu rullede en dump, høitidelig Torden over deres Hoveder. Hyldebuskene, hvis Blade før i det blændende Skumringslys havde reist mørke, gjennemsigtige Kupler mod Aftenhimlen, vare nu neppe til at skjelne paa den blaasorte Baggrund af en mægtig Sky, hvis øvre, dampagtig sammenrullede Lag havde et varmt, brunt Skjær, medens dens Top med en let Rosaglød kneiste mod det begyndende Natteblaa i Zenith.
Hanne gjorde sig løs og sprang op. Ogsaa Mølleren reiste sig. Hans lykkelige, forhaabningsfulde Stemning var paa en brutal Maade bleven sønderflænget af dette Lyn, og ved Tordenens barske Stemme blegnede han — men det var for dunkelt til at man kunde se det, og iøvrig saae Hanne heller ikke paa ham. Lidt forlegen vendte hun sig bort og glattede paa sin Krave.
Den store Sky lige for dem — i Nordost — var ikke den eneste Forandring paa Himlen; ud over Markerne tilhøire stod der en violet Taagemur, der først høit oppe med en smudsig-rød Rand gav Plads for den lysere Luft. Da de rettede deres Blikke mod den, blev den pludselig oplyst ligesom inde fra. Men de vare med deres tøvende Gang naaet næsten helt hen til Huset, før de hørte den dæmpede, langtrukne Torden.
— Min Broder faar nok Ret — og din Svoger faar sit Ønske opfyldt, sagde Hanne.
I Havestuen var der tændt Lys, og Dørene stod aabne.
Et Par Frugttræer dannede et sidste Grændseskjel af Skygge mod det Skjær, der strømmede ud fra Huset. Der standsede Mølleren og lagde sin Arm om Hannes Skulder: —
— Det var saa rart, Hanne! at sidde saadan sammen dernede … At det nu ogsaa skulde komme og skræmme os bort!
Hun svarede ikke, men rystede paa Hovedet og gik et Par Skridt frem.
Saa vendte hun sig pludselig om, greb ham ved Skuldrene og saae paa ham. Et mat Lyn kastede sit Strejflys ind under Træerne; der glimrede Taarer i hendes Øine. Hun trykkede sig ind til ham, kyssede ham heftig og hviskede:
— Du har Ret, Jakob. Jeg vil aldrig glemme den Time! … Maaske oplever vi aldrig saadan en igjen.
— Hvad siger du? hvorfor skulde vi ikke det? udbrød han forskrækket. Han syntes, at han selv havde tænkt det samme.
— Jeg veed ikke — det kom kun saadan over mig — bryd dig ikke om det — det er vist saa dumt.
Hun tørrede hurtig sine Øine og gik hen imod Huset.
Det lille Selskab var samlet om Divansbordet, paa hvilket Tjenestepigen just stillede en dampende Kande. Hun tøvede endnu med Haanden paa Hanken for i en ydmyg Tone at besvare Dragemoers velvillige Spørgsmaal, om hun ogsaa kunde komme ud af det i Bageriet og om hvordan det gik hjemme »lille Ane«? — for det var ingen anden end Hareane, som nu endelig havde fundet den ønskede Plads paa Møllen. Men Dragen tøvede ikke med at lette sin svære Krop fra Sofahjørnet, blidelig men bestemt tage Kanden ud af Haanden paa Ane og blande sig en Toddy med en Mine, som naar en Professor foretager en chemisk Blanding til et meget vigtigt ja endogsaa farligt Experiment.
Først da Drikken var tilstrækkelig »væget« — hvilket var af mer end en letfærdig gastronomisk Betydning, da en Toddy, der ikke var tre Gange saa stærk som den andre Dødelige pleie at drikke, efter Dragens Mening vilde skade hans Mave og gjøre ham uskikket til Arbeide i flere Dage — først altsaa da et tilstrækkeligt dunkelt Fluidum havde fyldt Glasset tilstrækkelig, og han fik sine Sandsers frie Brug igjen, bemærkede han, at Mølleren var kommen ind og traadt hen til Bordet. Og da samtidig Anes Røst peb i hans Øre, dannede der sig en af de kostelige og overraskende Ideeforbindelser, som han altid beundrede hos sig selv. Som en Følge deraf satte han hurtig Glasset fra sig, som han allerede havde løftet for at sætte Smag paa, lod sig plumpe ned i Sofaen, slog sig kladskende paa Laarene og brød ud i en meget støiende, men lidt kunstig Latter, der imidlertid ganske løste sin Opgave, at henvende Alles Opmærksomhed paa ham — ogsaa Anes, som egentlig just var bleven allernaadigst afskediget af Madammen og nu ikke vidste, om det var rigtigst at blive eller gaa, da en fiffig Blinken af det lille Drageøie udtrykkelig syntes at ville holde hende fast.
— Kan du huske, Jakob, brød det nu løs — kan du huske den Aften, du og Hareenken var hos os? … Det var den Gang der just var Tale om, at du skulde her paa Møllen, min Pige … Da vilde du sgu'tte ha'e hende — han vilde sgu'tte ha'e dig — han turde ikke for Lise, nei, gu' min S'æl om han turde.
Og i sit fedtbepandsrede Hjertes Uskyld lo han for hele Selskabet, uden at mærke, hvilket Indtryk hans Bemærkning gjorde paa de Andre, og uden at ane, i hvilken Grad han havde Ret i, at Jakob ikke turde for Lise. Det sidste anede foruden Mølleren, som var bleven meget bleg, kun Madam Andersen, der i tavs Fortvivlelse over sin Søns selskabelige Talenter vred sine Hænder under Bordet, saa Knoglerne knagede. Men ogsaa paa de Andre gjorde denne Omtale af Lise en uhyggelig Virkning. Hans, som Skovfogden i sin Onkel-Egenskab havde paa sit Knæ, skjøndt han egentlig var for stor til det, brast i Graad; og forgjæves søgte Dragen at trøste ham med et Forslag om en Slurk af hans Extra-Blanding.
Imidlertid vilde hans Moder give Selskabsstemningen en passelig Retning og bemærkede spøgende, at hun havde ladet en ny Kande varmt Vand komme og i det Hele spillet Værtinde — det var jo sidste Gang hun gjorde det. Nu kom der En, der nok selv vilde være Værtinde, og det var ogsaa saadan det skulde være; — hvortil Hanne svarede, at Madam Andersen forhaabentlig altid vilde være som hjemme i Christines gamle Hjem. Nu vilde hun kun være saa meget Værtinde, at hun lavede Toddy til Jakob, hvad hun udførte med megen Omhu og til Dragens levende Forargelse. Hvad? saadan noget Sprøit vilde hun da ikke tylle i Jakob! det var jo rent at forgive Manden! Han greb Romflasken for at væge Blandingen, men Hanne afværgede det leende. Rigtignok mente den trods sin Pietisme ofte humant dømmende Skovfoged, at den nok kunde taale en Kjende til; men Mølleren erklærede, at han var ganske tilfreds, og at Hanne netop havde truffet hans Smag. Ved at se hende staa saa muntert der og haandtere med Glas, Flaske og Kande, Theske og Sukker i den hyggelige Damp, som hvirvlede op i Lampelyset, var han atter kommen ud af den Misstemning, som Dragens Humor havde paadraget ham. Han lagde sin Arm om Hannes Liv nød med største Velbehag et Par Slurke af hendes Bryg — uanset, at den i Virkeligheden nok kunde vække Mistanke om at være lavet efter den bekjendte Recept: man række Tungen ud ad Vinduet i varmt og fugtigt Veir.
I det samme slog den ene af Havedørene i med en let Klingren af Ruderne, og ude fra Haven kom en Lyd som af et stort Dyr, der skuttede sig. Hareane var traadt ind fra Forstuen.
— Med Forlov, Husbond! spurgte hun — mon det kan være rigtigt, at Møllen gaar endnu — —?
— Hvad for Noget?
— Ja, den har Seilene helt paa, og det trækker jo dog svært op.
Mølleren satte Glasset haardt fra sig.
— Saa skulde da ogsaa —! … Er da Christian rent tovelig!
Hanne og Dragemo'er gav uvilkaarlig et lille Skrig fra sig, da et usædvanlig stærkt Lyn oplyste Haven. Ane skyndte sig hen at lukke Havedørene. Mølleren gik hurtig ud i Forstuen og rev utaalmodig Døren op til Gaarden.
Der stod Møllen og dreiede ganske rolig sine fuldt beseilede Vinger — saa rolig, at man neppe kunde se Bevægelsen. Vendt bort imod Sydvest, hvor der endnu var temmelig klar Aftenluft, syntes den aldeles ikke at have bemærket de skumle Skymasser, der gigantisk havde stablet sig op over hinanden og skjulte hele den øvrige Himmel. Skjøndt Tordenen netop i dette Øieblik buldrede hørlig nok, fremturede den i dorsk Tryghed — sendte ingen Svend ad den aabne Dør ud paa Galleriet for at se, hvad der var i Veien — ja den gav ikke engang med et Lys deroppe tilkjende, at den var ved vaagen Bevidsthed.
Dens Eier mumlede en Ed mellem Tænderne og lukkede Døren op til Storstuen.
— Aa, undskyld mig et Øieblik, raabte han ind; jeg kommer til at gaa lidt over paa Møllen.