Gyldendalske Boghandels Forlag Kjøbenhavn


Møllen.djvu Møllen.djvu/9 319-353

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

III.

Mølleren saae paa sit Uhr, da han ved Nørre Kirkeby dreiede om ad Sundskoven til. Klokken manglede kun lidt i tre.

Paa denne Tid havde han tænkt at han vilde være et helt andet Sted, maaske ved Hasselager Mølle, hvor man første Gang faar Øie paa Kjøbstaden, som strækker sig langs Sundet med sine røde Tage og det spidse Kirketaarn, og hvorfra det saa gaar nedad i muntert Trav mod det nære Maal.

Og nu var han paa Veien til Skovfogedhuset.

Han var først kjørt til Præstegaarden med en Del Hjertebeklemmelse. Thi han vidste vel, at Pastoren vilde undre sig meget over dette pludselige Giftermaal, der kom upassende snart efter hans første Kones Død. Der var ingen Tvivl om at hans Velærværdighed vilde plage ham med ubehagelige Spørgsmaal, trænge ind paa ham, at han skulde vente, og formane ham til i alt Fald at gaa paa Raad med sin Familie. Hvor han gruede for denne Underholdning! Gjerne havde han betalt Præsten det Dobbelte, naar denne saa blot med forretningsmæssig Tørhed havde taget mod hans Anmeldelse og aftalt det Fornødne med ham. Saa var det da en sand Lettelse for ham ikke at træffe den Guds Mand hjemme. Ganske vist blev den ubehagelige Samtale derved kun skubbet længer ud — men ogsaa det var han taknemmelig for. Han betalte sin Smaaredsel til Datteren og rullede videre ad Byen til.

En god Mil fra Præstegaarden bedede han efter Sædvane i en Mølle ved Landeveien, hvor der ogsaa var Krohold. Mens Hesten fik sit Foder i Stalden, tog han ogsaa en Bid i Skjænkestuen, og snakkede imens med sin gamle Bekjendte, Møllerværten, der for Selskabs Skyld drak en Snaps eller to med. Da denne nu hørte, at Høimølleren var paa Veien til Byen for at tale med hans gode Ven Kornhandler Madsen, fortalte han at denne netop i Øieblikket var paa en Forretningsreise til Bogø, men sikkert kom hjem imorgen Aften.

Der var altsaa ikke noget Bedre for Høimølleren at gjøre end at opsætte Byreisen til om Mandagen og vende om. Han kjørte hjemad. Men da han havde tilbagelagt en lille halv Mil og der gik en Vei af tilhøire, der først førte ad Stranden til, men derpaa, som han vel vidste, svingede nordpaa og løb ind i den sydlige Ende af den langstrakte Sundskov: — saa bestemte han sig pludselig for at gjøre denne temmelig betydelige Omvei og fik i det sidste Øieblik Hesten vendt, der ikke viste overdreven Lyst til at forlade den lige Retning hjemad.

Imidlertid kunde den dog finde nogen Trøst i den Betragtning, at Møllen ikke laa synderlig nærmere end Skovfogedhuset; men ganske vist var disse Biveie betydelig tungere end den slagne Landevei.

At Skovfogedhuset nu var det foreløbige Maal, anede Svenskeren nemlig strax; og det blev til Vished, da der ikke gjordes nogen Modstand mod at den, hvor Veien delte sig, dreiede ad Skoven til i Stedet for at løbe til Nørre Kirkeby — en Vished, der strax ytrede sig i en lidt livfuldere Bevægelse. Svenskeren havde sin Topographi paa rede Haand, da den for et Aars Tid siden havde gjort den samme Tur med Mølleren; det var den Gang gaaet en Kjende trægere her paa Biveiene, fordi han havde haft sin Kone med — og hun havde dog altid veiet lidt til, skjøndt dens Madamme og Dragen jo rigtignok var noget Andet at trækkes med!

Saaledes mødtes dens Tanker med Møllerens, hvilke ogsaa beskjæftigede sig med hin Kjøretur. Mens han sad der, vugget og blødt skumplet med den beroligende og tankeudløsende Bevægelse, som en let Fjervogn frembringer paa en landlig Bivei: — som han sad der, selvkjørende og dog uden Kudskebeskjæftigelse, med Linerne løst i venstre Haand, medens den høire ørkesløst lod Pidskesnerten svippe paa Veikanten og snart klippe et Neldeblad igjennem, snart skjære Frugtknuden af en Løvetand: — som han sad der, omfavnet af Agestolens Polstre, fastsnøret i sin Kavai, viklet ind i Tæppet og knappet fast af Forlæderet, med Kraven slaaet op om Hovedet som et Par Skyklapper, ud fra hvilke han næsten hypnotisk stirrede paa den lille trinde gule Hestekrop, hvor der fra den mørke Man trak sig en brun Stribe langs ad Ryggen og helt ud gjennem Halen: — som han sad der, kunde han næsten ikke skjelne mellem nu og da, saa ens var det altsammen. Den Gang havde det heller ikke været det mindste mere stille end nu. Som det blæste her, hvor Veien gik jævnsides Stranden, der graanede tilhøire over de flade Marker! Vinden førte Linerne helt over tilvenstre, hvor de holdt sig svævende i en stor Bue, ja undertiden tog den endogsaa den lille Hestehale med sig og blæste ogsaa Haarene tilside, blottende den gummigraa Halerod; og oppe paa Krydset lavede den en snurrig lille strid Haarhvirvel. Netop disse Smaating, der saa nøiagtig vare de samme som den Gang, holdt ham mod hans Villie trylleagtig fangen i denne Erindring, der slet ikke passede til Dagens Anledning, ja lod den stige til en saadan Illusion, at han et Øieblik næsten ikke kunde afværge den Forestilling, at Christine maatte sidde der ved Siden af ham. Og saa var dog Alt saa grundforskjelligt: — den Gang havde han endnu aldrig set Lise!

Lise! hvorfor var han ikke skyndsomst paa den gjenneste Vei hjem til hende? Han fortrød halvveis, at han var dreiet bort fra Møllen, som han endnu kunde se langt ude tilvenstre og lidt tilbage, naar han med en Kraftanstrengelse dreiede sig om.

Hvad vilde han egentlig hos Skovfogdens? Naa, det var jo snart otte Dage siden han havde set lille Hans. Han vilde høre, hvordan det gik Drengen, om de var fornøiede med at have ham derude, og om det maaske skulde stemme overens med et almindeligt Ønske i Skovfogedhuset, at hans Ophold der blev forlænget lidt. Han kunde ikke nægte, at det slet ikke vilde være ham bekvemt, hvis den lille Fyr pludselig imorgen eller maaske endnu iaften indfandt sig paa Møllen, og det maaske endda kun fordi de brave Folk mente, at Faderen savnede ham altfor meget! Byreisen paa Mandag, der let kunde komme til at vare et Par Dage, var jo ogsaa et fortræffeligt Paaskud til at lade ham blive derude i Skoven, jo længer desto bedre; thi han tænkte med Angst paa Drengens Hjemkomst. Men mere endnu end denne praktiske Grund havde dog en pludselig Længsel virket — en uimodstaaelig Lyst til at se Skovfogedhuset og tage Afsked med Erindringerne der. For hvem vidste, om han nogensinde igjen vilde komme der? I alt Fald vilde alting da være saa helt forandret, og den gamle Fortrolighed vilde aldrig mer indfinde sig …

Saa rullede Mølleren da Klokken tre ind i Skoven, og Møllen, som han under hele den foregaaende Rundfart bestandig havde kunnet se, forsvandt bag Træerne. Det var lutter Bøge, ikke synderlig høie, men kraftige. Alle havde de noget underligt Knortet, næsten Forkrøblet i Stamme og Forgrening — især ved selve Grendelingen. Der voxede intet Mos paa dem, men kun en graa Lav paa Siden ind imod Land; paa Søsiden var deres Bark ganske glat og nøgen, af en paafaldende lysegraa, silkeglindsende Lød. Tilhøire sortnede og skinnede bag disse Stammer det oprørte Sund med sine hvidblinkende Bølgekamme, der paa den flade Havstok samlede sig i en langstrakt sydende Skumstribe. Til den anden Side flød Træerne, som her efterhaanden blev slankere, sammen i een rødliggraa Taagemasse. Kun hvor hist og her et Par høit opløbne Ege holdt Stand midt i den fjendtlige Mængde, lyste foroven gult Løv igjennem; og nedenunder glødede overalt det kobberrøde Løv — de eneste nogenlunde livlige Farver, som brød det ensformige Graa. Skoven bruste — ikke frisk og muntert, som da dens brogede Pragt havde hilst de første Høststorme, men tungt og vredt, pidskende Luften med sine Ris. Og derude paa Stranden hvæsede det ligesom med fraadende, tangskjæggede Vandlæber af et gobleagtigt Uhyre, som laa der fladt paa Bugen og vilde hidse Skoven op. Af og til voxede saa dens Brusen til et vanvittigt Kog, der overdøvede Hjulenes Knirken og Fjedrenes Piben, og hobevis fløi da det visne Løv over Grøften og raslede tvers over Veien.

Høit oppe over Trætoppene kredsede et Musvaage-Par, uafladelig skrigende.

Den mørke Skovstemning sænkede sig sløragtig over Møllergemyttet. Det var som om han, saa saare han havde tabt Møllen af Syne og var bleven omringet af Træer, var kommen fra en Trolddom over i en anden. Rigtignok var det ikke den Del af Sundskoven, som omgav Skovfogedhuset. Maaske var Hanne aldrig gaaet her, ja høist sandsynlig havde ikke engang hendes letfodede Dyregenius forvildet sig hid, Jennys lille Sølvklokke var vel aldrig bleven hørt af disse undersætsige, knortede og silkebarkede Bøge. Men saa lignede de igjen nøiagtig dem, der stod nord for Skovfogedhuset, hvor han ofte var vandret med Hanne, lyttende til saa mange gode og kloge Ord fra hendes Læber, til hvilke Bøgene havde hvisket Bifald udfra deres hundredaarige Erfaring og dybt rodfæstede Naturvisdom.

Og saa kom igjen Erindringerne fra den eneste Gang, da han selv var kjørt her. Dér var den høie Eg tilhøire for Veien, med Storkereden i Toppen, som Christine havde gjort ham opmærksom paa. Det var ham livagtig, som om hun sad der ved Siden af ham og nikkede bifaldende: — »Det er ret, Jakob! nu kjører du ad den rigtige Vei! Men derude var du rigtignok fælt paa afveie!« — Ja visselig, saadan vilde hun have sagt, saadan sagde hun, for hun var der jo virkelig, om end ikke synlig og hørlig. — Ja men, det er jo ikke saadan at jeg kjører derhen — blot for at tage Afsked. — »Har du da ikke lovet mig det, Jakob? Og hvorfor kjøre hen for at tage Afsked? Fordi du vil gifte dig med Lise! Og har du ikke lovet mig ikke at gjøre det? Siig ikke, at der ingen Navne ere nævnede! to Gange vil du bryde det Løfte, du har givet din døende Hustru?« … Det kan ikke være Andet, Christine! Jeg kan ikke Andet! Jeg har kjæmpet, — du maa jo vide det — jeg kan ikke længer! Det opriver mig; jeg maatte bryde overtvert, og nu er det gjort. — »Endnu ikke, Jakob! Endnu er der Tid!«

Og rundt om bruste det hemmelighedsfuldt alvorlig, som om alle Plantesjælene havde forstaaet denne Aandesamtale og nu mumlende formanede ham til at holde sig trofast til Skoven. Men den Dyresjæl, der foran Vognen var legemliggjort i Klepperten, syntes ikke at have Sands for den Slags Spøgeri, thi den viste ikke mindste Tegn paa Uro; tvertimod, da Linerne bestandig slappere dinglede om dens Laar og al Svippen af Pidsken udeblev, var den fra et stedse langsommere Trav tilsidst faldet over i magelig Skridtgang, af hvilken endelig et Hib ublidt skræmmede den op.

Mølleren sank imidlertid snart igjen tilbage i sin Grublen, ja han mærkede ikke engang, at Veien til Skovfogedhuset dreiede af tilhøire. Men det gjorde Svenskeren og slog selv ind paa den med saa skarp en Dreining, at Baghjulet stødte mod en Sten ved Grøftekanten. Mølleren foer op. Han havde netop overveiet, om det dog ikke maaske var bedre at kjøre lige til Møllen, til hvilken Veien gik af tilvenstre et Par hundrede Skridt længer fremme. Nu saae han allerede den velbekjendte Skovvei foran sig: snorlige løb dens sortebrune Stribe mellem de lillagraa Bøgevægge, indtil disse til begge Sider gav Plads for Granernes kraftige Grønt; som saa afsluttedes af det hvide Hus, der lukkede det lange Perspektiv. Det havde altid behaget ham saa meget, at denne Vei ikke førte videre, men standsede ved Huset, som om det var Verdens Ende. Til Siden gik der kun et Par mindre Veie af, der var lukkede ved Led, saa det var ikke muligt at undslippe, naar man en Gang var her; og denne Tanke havde for Høimølleren noget Beroligende. Han var hjulpet bort over sin Beslutning af den resolutte Svensker, som nu i al Mag befordrede ham til hans Bestemmelsessted. Da denne Sidevei ikke var stenlagt, havde Skovkjørslerne pløiet den frygtelig op: Hjulene skar dybt ned i de vandfyldte Hjulspor, og Klepperten gik her med fuld Ret i Skridtgang, med sænket Hoved og sættende Bagbenene langt ud fra hinanden. For Møllerens Skyld kunde Farten gjerne være gaaet endnu langsommere for sig. Jo nærmere han kom til Maalet, desto mismodigere blev han. Hvad vilde han der egentlig? Og hvad skulde han sige? Rigtig, der var det med Hans! Og saa? De vilde sikkert nok lægge Mærke til den underlige Stemning han var i, og plage ham med Spørgsmaal. Egentlig burde han meddele dem hvad han havde for; det vilde være det Rigtigste, ja det var han dem endogsaa skyldig — i alt Fald Vilhelm … Nei, nei! hvad kunde det nytte? de vilde jo tidsnok faa det at vide.

Hvor helt anderledes tilmode pleiede han ikke at skridte hen ad denne Vei, befriet fra de Bekymringer, som tyngede ham hjemme og nu!

Han foer op i Agestolen og lyttede.

»Jenny, Jenny, Jenny, Jenny — lil-le Jen-ny!«  lød det ud fra Granerne.

Endnu et Par Minutter, og Hans og Hanne sprang over Grøften, og bød ham Velkommen med megen Glæde.

— Nu kommer De vel for at tage Hans fra os?

— Jeg har rigtignok tænkt paa det. Naar De gjerne vil være af med ham, saa kjører han med hjem.

— Nei, nei! vi vil ikke være af med ham.

— Ja, saa kan han ogsaa blive her. Jeg maa dog paa Mandag tage bort paa et Par Dage.

— Aa, saa bliver jeg her hele næste Uge, raabte Hans.

— Vær nu ikke strax saa ubeskeden!

Et Dask af Linerne paa Hesteryggen satte Kjøretøiet i Gang. Hanne og Hans gik ved Siden af Vognen.

— Er Vilhelm hjemme?

— Nei; — jeg troede, at De allerede havde talt med ham. Han maa dog være lige ved Veien.

— Nei, jeg er kommet en anden Vei idag. Egentlig kjører jeg i Forretninger. Jeg vilde blot paa Tilbageveien se ind her, hvordan det gik.

— Men De bliver dog og spiser til Aften med os?

— Nei Tak, det kan jeg ikke.

— Det var da kjedeligt!

Hun var aabenbart skuffet og lagde heller ikke Skjul derpaa.

Mølleren følte sig pinlig berørt. Hun holder allerede af mig, tænkte han — men det har nu ikke skullet være saadan! … Det er forbi og kan ikke mere gjøres om. Og han sukkede dybt … Hanne saae forundret paa ham. Han fattede sig hurtig og spurgte efter Jenny.

— Aa, den vil slet ikke komme idag! Jeg har raabt imorges tidlig og i Middags og nu … Igaar var den her. Og jeg er saa bange for den, for inat er der blevet skudt i Skoven — og slet ikke langt borte fra Huset.

— Ja, og veed du hvad, Fader! Onkel Vilhelm siger, at det var Lises Broder, hans Bøsse knalder saa skarpt, siger Onkel Vilhelm, ikke saadan som de Andres.

Vognen holdt foran Huset. Mølleren kastede Tøilerne paa Ryggen af Hesten, steg ud, spændte Skaglerne fra og vendte sig saa om for at gaa ind.

— Hvad? Spænder De ikke fra?

— Aa, det er saamænd ikke Uleiligheden værd.

— Jo, vist saa! Hvorfor skal Hesten staa saa trist herude, den er ganske varm. Derinde kan den æde omkap med de Smaa.

— Saamænd! De har Ret, og det er jo hurtig gjort.

Og betjent af sex Hænder blev Svenskeren spændt fra og sat i Stald, hvor den forsynedes rigelig med Foder.

— De drikker vel nok en Kop Kaffe? spurgte Hanne, da de vare traadt ind i Stuen og Mølleren med et Udtryk af dyb Udmattelse lod sig synke ned i Sofaen.

— Nei, tusind Tak, nei — svarede han næsten forskrækket, da han kom til at tænke paa sin sidste Kaffescene.

— Maa jeg da slet ikke byde Dem Noget? heller ikke et Glas Øl?

— Jo Tak, et Glas Øl vil jeg meget gjerne drikke.

Hanne gik ud. Hans krøb op i Sofaen til Faderen og pludrede løs om Alt, hvad han havde oplevet i disse Skovdage. Mølleren hørte det neppe. Han klappede ham paa Hovedet og spurgte ham om et og andet, mens han saae sig om i Stuen. — Der var Blomsterbordet i Hjørnet, hvor hendes Yndlinge trivedes saa smukt; hendes Symaskine ved Vinduet; den lille blanke Ovn med Kobberkjedlen i Midterrummet og — mellem den og Døren — Bogskabet, hvor ikke blot Opbyggelsesskrifter men ogsaa de smukke Digterværker, som hun efterhaanden havde samlet sig, stod i pyntelige Rækker. I en af dem var der et Hul; det Bind, der passede ind der, havde han selv hjemme.

Paa Klaveret stod et Nodehefte opslaaet. Han traadte derhen, netop som Hanne kom ind og satte en Bakke med Kande og Glas paa Bordet.

— Ja, der kan De se, nu indøver jeg alle de Stykker, og jeg haaber at jeg snart kan spille dem ganske pænt for Dem.

— Aa, spil nu strax lidt for mig, — blot det ene lille Stykke, De veed nok.

Hanne satte sig til Klaveret og spillede først det lille Stykke, der »klinger saa lifligt og klinger saa sødt« og derpaa »I disse hellige Haller« som behagede hende selv mest.

Mølleren sad sammensunken i sig selv. Tonerne sang for ham om et tabt Paradis og om et forjættet Land, som han havde forspildt sin Ret til. Med usvigelig Sikkerhed følte han, at hine Minutter den forgangne Søndag Aften, da dette lille Toneunder fra hans Barndomstid atter svævede ham forbi, fremtryllet af hendes flinke Hænder, de havde været det uigjenkaldelig sidste sjælerene og virkelig lykkelige Øieblik i hans Liv.

Hanne saae op fra Noderne og kiggede hen til ham i Forventning om et rosende Ord — for hun syntes at hun havde gjort sine Sager ganske godt. Men han tav, sænkede Blikket og vendte det bort; Øiet blinkede, han gjorde en uvilkaarlig Bevægelse, som naar man vil jage en Flue væk, men det hjalp ikke: en stor Taare rullede ned ad hans Kind.

— De skal ikke skamme Dem over Deres Taarer, sagde Hanne og stod op. — Det er virkelig saa smukt, at man maa græde; det har jeg ogsaa gjort, naar jeg spillede det for mig selv alene.

— Ja, det er meget for smukt og godt for mig! Den Gang jeg først hørte det — som Barn — det var noget Andet … Du gode Gud, hvor jeg har forandret mig! … Det kom saadan over mig, da jeg hørte det, og saa kom Taarerne … Men det kan De ikke føle, for De er endnu god og ren.

— Jo, det kan jeg da nok føle, svarede Hanne og satte sig ved Siden af ham. — Ja, saadan barnlig Uskyldighed er smuk og rørende, men den skal dog ikke blive ved at være der altid. Vi skal jo komme til Indsigt og lære vor syndige Natur at kjende — hvad blev der ellers af Anger og Omvendelse?

— Ja men Frelseren siger dog, at vi ikke kan komme ind i Himmeriges Rige, uden at vi bliver som Børn.

Mølleren var ret stolt over at have »sat« hende, den Bibelfaste, med et Skriftsprog — som han mente.

— Ja, det siger han ogsaa, svarede Hanne: — han siger vi skal blive som Børn, og det sker ved Guds Naade, saa bliver vi gjenfødte ; men vi skal ikke blive ved med at være Børn, selv om vi kunde det. Hvis det var nok, saa vilde saadan en Uskyldig jo slet ikke trænge til Forløsning, han vilde kunne undvære Christi Offerdød, men saadan et Menneske kan der ikke gives. Vi er Alle født i Synd, og det maa vi lære at forstaa.

Mølleren var høist forundret over den Lethed og Sikkerhed, hvormed hun klarede den Vanskelighed, som han mente hun maatte sidde ganske fast i. — Jeg troer virkelig, Frøken Hanne, at De vilde kunne prædike meget bedre end vores Præst.

Hanne reiste sig uvillig:

— Hvorfor skal De gjøre Nar af mig? Det er ikke saa let at sige saadan Noget rigtig, men det var godt ment.

Hun var lige ved at græde og vilde vende sig bort. Men Mølleren greb hendes Haand og holdt hende tilbage.

— Hvor kan De tro det om mig, Frøken Hanne! Men jeg kan jo sige det samme: Det er ikke saa let at udtrykke saadan Noget, som man føler det, men det var godt ment … Jeg mente jo blot, at hvad De siger er altid godt og smukt, og man vilde ønske, at man altid kunde høre det.

— Naa, jeg synes saamænd De faar mig tidt nok at høre! svarede Hanne med spøgende Læber, mens Kindens Rødme og det undvigende Blik forraadte, at Spøgen ikke var saa alvorlig ment: — jeg er bange for at jeg allerede tidt har kjedet Dem.

— Kjedet mig! Hvor kan De dog sige det?

Mølleren sagde dette lidt ængstelig og blev af lutter Forvirring ved at holde fast paa hendes Haand. »Herregud«, tænkte han: »hvad er det nu, jeg der har sagt? Hun maa jo næsten tro, at det er en forklædt Beilen, især hvis Vilhelm allerede har sagt hende Noget.

Drengen havde allerede i al Stilhed grædt en Smule med, da han saae Taarer paa Faderens Kind; og nu undrede og foruroligede det ham i høi Grad, da han mærkede, at Fader og Tante Hanne, hvem han ellers betragtede som de bedste Venner af Verden, aabenbart var i Færd med at sige hinanden Ting, hvormed de gjensidig bedrøvede hinanden. Han brød derfor op fra sin afsides Sofakrog og trykkede sig ængstelig op til Tante Hanne, og det saaledes, at det saae ud som om han vilde skubbe hende over til Faderen — ligesom en Amorin paa et Frierbillede fra Rococotiden. Samtidig kiggede han spørgende op til Faderen med Ansigtet halvt skjult i Kjolefolderne, saa at Mølleren næsten kun saae hans store graa Øine. Disse havde — især med dette Udtryk — en levende Lighed med Moderens, og Mølleren blev under deres Blik helt uhyggelig til Mode. Og da de nu endogsaa begyndte at smile, kom atter hin Forestilling fra Kjøreturen, kun langt mere levende: hun var der, Christine; hun betragtede ham gjennem disse Øine og smilede bifaldende til ham: — Ja, det var Ret, Jakob! Nu har Du faaet fat i den rette Haand, men i Formiddags havde du rigtignok grebet slemt feil.

Herved blev han nu opmærksom paa at han endnu bestandig holdt hendes Haand, og han gav næsten forskrækket slip paa den. For det var jo ikke Meningen, og det kunde ikke blive Meningen — om ogsaa et helligt Løfte blev brudt, det kunde ikke!

Men Hanne benyttede strax den frigivne Haand til at klappe Drengens silkebløde, gule Haar og spøgende rulle hans Hoved frem og tilbage, mens hun drillede ham med, at han sagtens kom saa kjælent for at bede om at maatte kjøre hjem med Faderen. Han var hende ret velkommen som Afleder for hendes Forlegenhed, der i Virkeligheden ikke havde været ringere end Møllerens. Thi hun havde ganske vist opfattet hans Yttringer saaledes, som om de vare ham indgivne af Kjærlighed til hende og maaske ogsaa havde til Hensigt at lade hende skimte denne. Da en stille Tilbøielighed for den alvorlige Husven var i rolig Væxt hos hende, saa maatte Virkningen af hans Ord være inderlig velgjørende, saa meget mere som al ophidsende Overraskelse var udelukket. Thi vel havde Broderen ikke sagt hende Noget om sin Samtale med Vennen i Skoven, men der var af sig selv dæmret en Anelse op hos hende om den særlige Betydning som der vel kunne ligge i hin mystiske Banken paa Ruden, og enkelte Bemærkninger af Broderen, som egentlig ikke vare bestemte til at forstaas, havde betroet hendes hurtige kvindelige Forstand, at Giftermaalet allerede havde været foreløbig drøftet. Men paa den anden Side var det dog ikke ønskeligt at forvilde sig altfor langt henimod dette Emne med den kjære Ven, for efter hendes Begreber maatte der gaa en rum Tid endnu, før det var passende, at Kjærlighed og Ægteskab kom paa Tale mellem dem selv. Og saa var det dog igjen vanskeligt at komme ud af denne Tone og ind i en ligegyldigere, saa at hun var meget taknemlig, fordi Hans i sin Uskyldighed kom hende til Hjelp.

Mølleren havde drukket et Glas Øl — og rost det, for det var egen Bryg. Nu reiste han sig for at tage Afsked.

— Det er sandt, sagde han, da hans Blik faldt paa Bogrækken med Hullet i, — jeg har jo Christian Winthers Digte. Da jeg kjørte hjemmefra, vidste jeg ikke, at jeg kom denne Vei, ellers havde jeg taget den med.

— Aa, det haster jo ikke.

Den Tillidsfuldhed, som laa i disse simple Ord, berørte Mølleren pinligere end alt Andet ved dette Besøg. Saa bittert vemodig havde han endnu ikke følt, at han stod her for at tage Afsked. Ja, hvor skulde hun ogsaa kunne ane, at det nok kunde haste lidt med at give Bogen tilbage? Var det da virkelig muligt, at det var forbi med alt det Gode og Skjønne herude? Han kunde ikke fatte det, men han vidste det jo: — ja, det var forbi!

— Saa? Jeg mente blot at De maaske savnede Bogen, sagde han og gik hen til Døren.

— Nei, nei! Jeg læser rigtignok gjerne i den, men jeg under ogsaa Dem den.

Dette blev sagt med et meget venligt Blik. Hanne følte selv, at det maaske havde været forsigtigere, ikke at se saadan paa ham; men naar man under Nogen noget Godt, kan man dog heller ikke se bistert paa ham; og det var ikke mer end en tilladelig Høflighed at sige ham det. Ganske vist stod der netop i den Bog en hel Del om Kjærlighed: naar hun tænkte nærmere efter, stod der i Grunden ikke om Andet end om Kjærlighed — og det endda om Kjærlighed paa Landet, i den grønne Skov, paa Mark og Eng og i Landsbyen. Om en Mølle var der rigtignok ikke — jo! i et Digt var der Tale om en Mølle, men det var en Vandmølle. Hun vilde gjerne have haft, at der ogsaa var et Digt om en Veirmølle. Ved denne Tanke kom hun til at smile, og dette Smil var heller ikke overdrevent forsigtigt.

— De synes da nok om Digtene? spurgte hun.

— Jo, det gjør jeg da rigtignok.

— Det glæder mig! Jeg har ogsaa læst høit for Vilhelm af dem, om Aftenen naar han sidder og skjærer Grene til — men det var ikke Noget for ham. Han kan ikke lide Vers, naar de ikke er af Salmebogen. Men vi vil efterhaanden gjøre ham fornuftigere, ikke sandt?

Mølleren søgte at se fortrøstningsfuld ud og mumlede noget Samstemmende; men i det samme aabnede han Døren, og Skovens Brusen overdøvede hans Ord.

Svenskeren var snart spændt for. Hans kravlede op i Agestolen, for han vilde selvfølgelig ikke forsømme denne Leilighed til en lille Kjøretur. Han kunde saa blive derude hos Onkel Vilhelm, hvem de sikkert vilde træffe.

— Hils ham fra mig, raabte Hanne, og sig ham, at han skal komme i god Tid hjem til Aftensmaden. Og hvis De skulde se Jenny underveis, saa send det slemme Dyr hjem.

Atter arbeidede den lille Hest sig fremad med sænket Hoved og vidt fra hinanden stillede Ben, og Hjulene dreiede sig knirkende i de dybe, vaade Spor. Undertiden plumpede det ene pludselig ned i et Hul, og Hans morede sig kostelig, naar han derved fik et dygtig Stød og foer tilveirs. Han sad overhovedet meget urolig og dreiede sig hele Tiden om, og det maatte Mølleren ogsaa gjøre; for dér stod jo Tante Hanne foran Huset og holdt med sin ene Haand den snurrige Hue fast paa Hovedet, medens den anden svingede et Lommetørklæde — utvivlsomt kun for at more Drengen. Hun drev imidlertid dette Tantearbeide med en saa rørende Udholdenhed, at rigtignok ikke længer det flagrende Lommetørklæde, men vel hun selv endnu var synlig som en lille sort Plet paa den hvide Mur, da de dreiede ind paa Hovedveien og Svenskeren satte i et ret anstændigt Trav.

Mølleren blev derved vækket op af sin Vemods-Døs. Det gik altsaa nu til Skovfogden. Skulde han da ikke saa sige ham det? Det var klart, at det var det Rigtigste! Ikke just sige, at han vilde ægte Lise, det behøvede han egentlig ikke: men kun at Skovfogden ikke skulde holde sig til, hvad de den Gang havde talt om, for han kunde dog ikke ægte Hanne? Ja, men naar saa Skovfogden spurgte ham, hvorfor ikke? hvad der da havde forandret sig? — hvad skulde han saa svare? Nei, det var dog lige saa godt strax at sige Alt ligeud. Men nu var Drengen der; i hans Paahør kunde han ikke sige Noget. Men hvis han fjernede sig — ligefrem sende ham bort, vilde han ikke saa gjerne, saa kunde Drengen sige til Hanne, at Fader og Onkel Vilhelm havde Hemmeligheder sammen, og det vilde hun udlægge paa sin Maade; men hvis han af sig selv gik bort, saa vilde han tale aabent og ærlig med Skovfogden, det stod fast.

Neppe vare de bøiet om ad Veien, der førte tvers gjennem Skoven til Møllen, før de hørte Klangen af Øxeslagene og Savenes Hvæsen. Snart lyste en Række hvide Pletter frem nede ved Skovbunden; det var en fældet Bøg, hvis lange Stamme allerede var savet i regelmæssige Stykker. Foroven heldede Toppen af en anden Bøg, som endnu holdtes oppe af Tove; dens lange nøgne Grene slog ynkelig frem og tilbage i Luften, som om de haabede at faa et eller andet at holde sig i. Ved Siden af den bruste to høitopskudte Ege gladelig med deres gule Løv, vel vidende, at deres to Fjender faldt for deres Skyld, at de kunde faa Luft og Lys. Og naar deres Blade fløi bort, syntes det at ske i den Hensigt at bringe andre smægtende og omringede Ege det forhaabningsfulde Budskab.

Vilhelms Stemme hørtes nu ogsaa gjennem de andre, og snart fik de Øie paa ham. Han stod med Ryggen til dem og saae op ad mod Trækronen, medens han med sin Stok ledede Arbeidernes Bevægelser.

Vognen holdt og Hans sprang ned. Ogsaa Mølleren steg ud, viklede Linen fast om Lygtepiben og spændte Skaglerne af. Han havde vel ikke i Sinde at opholde sig længe der, men ved en saadan Samtale, som den han havde i Sinde at føre, mente han at det vilde være ubekvemt at sidde fastgroet i Agestolen. Med lidt Besvær sprang han i sin store Kavai over Grøften; og dér kom ogsaa allerede Skovfogden marscherende løs paa dem, idet han med store soldatermæssige Skridt snart plantede sin lerede Støvle i en sprøitende Pyt, snart svang den gjennem en alenhøi Løvbunke, saa Bladene fløi til Siden som Støv.

— Er du der, Jakob! Du kommer vel fra os?

— Ja vel … Hvordan gaar det, Vilhelm?

— Jo Tak. Det var pænt at du vilde hente mig. Vi er snart færdige.

— Nei, jeg kan ikke blive idag, jeg maa hjem.

— Aa, det er kun saadan en Smule Besøg, mens Broderen er til Skovs! Og paa Henveien er du smuttet saadan ganske sagte forbi — ei, ei, Jakob!

— Jeg kom gjennem Kirkeby, egentlig var jeg paa Veien til Byen — —

Skovfogden lo lystig og slog ham paa Skuldren:

— Naa, det maa jeg sige, saa maa det trække mægtig, for det er ikke just den nærmeste Vei til Byen.

Mølleren smilede tvungent. Han følte sig høist pinlig berørt ved disse fortrolige Drillerier, men saae tillige i dem en maaske ikke ganske overflødig Maning om det som han skulde have frem. Og i det samme fjernede Hans sig.

— Hør en Gang, Vilhelm! Hvad jeg vilde sige — —

— Ja vel Hans! ikke derhen, bliv pænt her hos os … Jeg tør ikke lade ham løbe derhen, der kan dog passere Noget.

— Vist saa.

— Naa, du vilde sige Noget?

Men nu stod Drengen der ved Siden af dem med sine store Øren. Umuligt!

— Ja, hvad var det nu? Aa, det var angaaende Drengen; han vil jo saa gjerne blive. Men sig mig nu ogsaa oprigtig, om han ikke er jer til Uleilighed, for din Søster stoler jeg ikke rigtig paa.

— Til Uleilighed! men hvor kan det dog falde dig ind …? det er os naturligvis bare en Fornøielse. Og desuden — her antydede et klogt Pædagogblik til Drengen, at der nu kom Noget, som han ikke behøvede at høre —: desuden er det jo godt, at de to rigtig vænner sig til hinanden.

— Hvad mener du egentlig med det, Onkel Vilhelm? spurgte Hans.

Skovfogden stirrede forbauset paa Barnet.

— Nei, som den Fyr har Ørene med sig! I hans Alder havde jeg sandelig ikke hørt det.

Mølleren maatte smile, skjøndt han ikke var meget lystig tilmode.

— Hvad havde du ikke hørt, Onkel Vilhelm? spurgte det inqvisitoriske Barn.

— Naa, bliv nu artig her hos Fader, sagde Skovfogden, idet han viselig lod de ubekvemme Spørgsmaal ubesvarede. Han havde uafbrudt ladet det venstre Øie skele tilbage over Skuldren henimod det heldende Træ. — Undskyld mig et Øieblik, Jakob, nu gaar det strax løs.

Og han støvlede af igjen, gjennem Løv og Søle.

Mølleren satte sig paa en Træstub. Han tog Pibe og Tobakspung op af Kavailommen, stoppede, tændte og blæste tankefuld tykke Røgskyer ud, som den viltre Vind rigtignok øieblikkelig rev ham bort fra Læberne og i en Haandevending usynliggjorde. I den friske Skovatmosphære, der sammenvævedes af Lugt af fugtigt Muld, vissent Løv, raadnende Plantedele og nyspaltet Træ, blandede sig paa en hyggelig Maade Duften af den narkotiske Røgelse, beroligende og tankevækkende. Det mindede ham om mangen god Gang, da han havde smøget en Pibe med sin Ven her ude i hans Skov. Den Bemærkning, som Hans havde undret sig over, lød endnu i hans Øre: det var godt, at de to vænte sig til hinanden. Mere indtrængende kunde han ikke mindes om, hvor nødvendigt det var, at han oplyste Vennen om Sagernes virkelige Stand — og samtidig havde den gjort hans Erklæring endnu vanskeligere.

Rygende og grublende stirrede han hen for sig.

Skyerne jog hastig hen over de gyngende Trætoppe, der nu kun vare store Risbundter — ikke enkelte faste Skyer, men lave, i hinanden udflydende Taagemasser, pletvis dunklere og lysere. Tungsindig drog de hen over den store Eng, der aabnede sig et halvthundrede Skridt borte, mere straagraa end bleggrøn, begrændset af den hinsidige Skovrand, der laa dér som en lillagraa Taagebanke mod hvilken enkelte Birkegrupper paa Engen stod lysende med deres gjennemsigtige gule Bladnet.

Toppen af den heldende Bøg nikkede tungt. Lydeligere og hurtigere klang Øxehuggene. Folkene raabte i Munden paa hinanden, men overdøvedes næsten af Skrigen og Kraklen fra Kragerne, der tog levende Del i denne Skovbegivenhed og i en sort Sværm kredsede over Stedet.

Alt sammen saare trist og saare efteraarsagtigt. Men ogsaa han selv var hverken lystig eller vaarlig tilmode. Det var et Stykke Liv, der tog Afsked.

»Aa, hei? aa, hei!« 

Krak.

En brusende og bragende Larm, og med alle Grene slaaende om sig og i hinanden laa Bøgen dér for Fødderne af de to susende Ege …

Skovfogden kom igjen hen til ham, og Hans, hvem nu ingen Fare truede længer, løb hen for at bese den faldne Kjæmpe. Øieblikket var saa gunstigt som vel muligt for en fortrolig Meddelelse.

— Det var meget godt, at du netop kom idag, begyndte Skovfogden, idet han satte sig ligeover for ham og gav sig til at gjøre sit Pibetøi i Stand. — For det har nok opmuntret Hanne lidt, og hun var noget sørgmodig stemt — over Jenny.

— Ja, hun fortalte mig det. Hun stod netop og kaldte paa den, da jeg kom … Men den kan jo da nok komme endnu.

— Naturligvis, det kan den jo nok, indrømmede Skovfogden. Men der er rigtignok blevet skudt inat ikke ti Minutter fra Huset, og det var denne Peer Vibe — aa, det Knald kjender jeg.

Han tændte og dampende barsk løs.

— Han har Mage til min her, vedblev han, klappende Kolben af sin Bøsse, — en ægte Greener. Min har Kammerherren foræret mig en Gang, da han var særlig tilfreds med mig; naa, den kommer jo ogsaa ham selv tilgode. Han har skudt og stjaalet sin sammen, det Bæst.

— Den bringer ham maaske Pengene ind igjen.

— Det passer, det passer lige paa en Prik, svarede Vennen med en bister Latter; — for den har allerede næsten indbragt ham en Ansættelse med god Løn — ja vel, naar jeg ikke havde været der. Det er saamænd ikke mer end en Time siden, saa kommer Kammerherren ridende her forbi. Naa, jeg fortæller ham jo blandt Andet, at Peer Vibe har været paa Spil igjen inat. Og saa siger Kammerherren, han har allerede spekuleret Noget ud. Han vilde ansætte Peer her som Skovbetjent, ellers stjal han os alt Vildtet væk, mente han.

— Det synes jeg var at gjøre Ulven til Faarehyrde.

— Aa nei, aa nei, saa dumt var det just ikke. Vores Vildt havde han saa nok ladt i Fred. Der er jo Skove nok tilovers for hans Maaneskinsnætter — Kongeskoven og ogsaa nordpaa Kovænget naaer han ganske bekvemt … Men skal man maaske taale saadan Noget, at Forbrydelsen bliver belønnet? Her gaar mangen brav fattig Mand og vilde være lykkelig over den Stilling, og saa skulde han ikke faa den, fordi man er bange for saadan en Skarnsknegt og vil bestikke ham! Det var mig dog for galt, og saa talte jeg ogsaa rigtig fra Leveren: om Kammerherren tiltroede mig, at jeg vilde have Noget med det slette Menneske at gjøre, som man endogsaa sagde, havde været med til at slaa min Formand ihjel? Om det var rigtigt og forsvarligt saadan at forbinde sig med den Onde? Og hvad jeg lige nu sagde om de skikkelige Folk, der trængte til saadan en Stilling — jeg nævnede den og den. Nei, sagde jeg, Kammerherren maa ikke tage mig det ilde op, men det faar De ikke Vilhelm Christensen med til.

— Maa, hvad sagde saa Kammerherren til det?

— Ja, hvad skulde han sige? han kaldte mig en Stivnakke og rev en Vittighed af for at dække over det, men Planen maatte han opgive. Han skammede sig jo ogsaa, fordi han saae, at han havde Uret. Nei, nei, Jakob! Det bringer ikke Nogen Godt at forbinde sig med den Onde.

Skovfogden tav, dampede mægtig og stirrede barsk hen for sig, paany oprørt ved Tanken om det nedværdigende Forslag.

Nu var der aaben Plads for Møllerens Meddelelse. Men han havde grundig mistet Modet. Skulde han nu sige til Skovfogden, at han i Stedet for at ægte Søsteren, vilde besvogre sig med denne selv samme Peer Vibe — thi det kunde han vel vide, at naar han først begyndte med Fortrolighed, saa kunde han heller ikke blive staaende paa Halvveien. Skulde han da altsaa virkelig meddele Vennen, at han stod i Begreb med at forsage det Gode og »forbinde sig med den Onde« — thi saaledes maatte Vilhelm opfatte det: — og var det ikke ogsaa saaledes?

Han reiste sig.

— Naa, jeg maa vel tænke paa Hjemreisen.

— Allerede? Ja, ja da!

Skovfogden fulgte ham hen til Vognen og spændte den venstre Skagle paa.

— Hvad har du der for en pæn lille Hest? spurgte han og klappede den paa Krydset.

— Det er min Svogers, svarede Mølleren, idet han steg op: og ved Ordet »Svoger« maatte han — ingenlunde til sin Opmuntring — tænke paa den nye Svoger.

— Har du ikke været kjørende med den en Gang før hos os?

— Jo, for et Aarstid siden.

— Ja vel — nu husker jeg det tydelig: Christine var med, og da I skulde til at kjøre, knappede Hanne Forlæderet ved denne Side, som jeg nu gjør det, og saa bøiede Christine sig ned og kyssede hende. Ak ja, den gode Sjæl! Naa, hun har det godt nu, og jeg haaber hun vil endnu have sin Glæde af Hanne — det kan ikke feile.

Mølleren bøiede sig netop til den anden Side for at knappe Forlæderet der, hvilket voldte ham en Del Møie, saa at han var meget rød i Hovedet, da han endelig reiste sig.

— Nu maa du snart komme igjen, Jakob, sagde Skovfogden og trykkede trohjertig hans Haand — men for Alvor — det vil sige ogsaa til mig.

— Ja Tak, det skal jeg. Farvel.

Mølleren kladskede med Linerne paa Hesteryggen, og Vognen rullede bort.

Langsomt drog Træerne forbi — næsten hvert af dem en gammel Bekjendt — saa ofte var han kommen den Vei: — der den store Bøg, hvis Kuppel hvælvede sig saa meget høiere og bredere end de Andres: — nu de to, de vare voxet sammen; her den, der indtil høit op i Kronen var omranket af Epheu, hvis smaragdgrønne Blade skinnede saa kraftig midt i alt det farveløse Graa og ganske anderledes end om Sommeren udmærkede dette Træ fremfor dets Naboer — som da overhovedet ethvert Træ i denne bladløse Tilstand traadte særlig individuelt frem. Med denne Individualitet betragtede de ham bebreidende, hvert paa sin Maade: dette barsk, hint vemodig; det ene bortvendt, det andet gribende efter ham med stærke Grene; den fine Birk hist svingende med en gul Løvfane, ligesom Hanne med sit Tørklæde — men Alle forenende sig til den uendelige melancholske Brusen, der næsten gjorde ham fortvivlet.

Men nu lysnede Skoven: hist skinnede Luften mellem Stammerne — livligere end før paa denne Dag, syntes han. Skovløberhuset med sin Tjørnehæk gled forbi, Træerne forsvandt til begge Sider, rundt om ham bredte Markerne sig — det aabne Land — og paa dets høieste Punkt ligefor ham knejste Høimøllen.

Det var som om der blev trukket et Slør bort fra hans Sind. Men ogsaa udenfor, i Naturen, afsløredes Noget: Lyset, Farverne. Bestandig klarere lyseblaa og bestandig høiere hvælvede den hidtil saa lave, flade og lergraa Himmel sig over en Mylder af stedse mere brændende gulrøde Skyer, fra hvilke en purpurglødende Lysregn dryppede ned over Sletten.

Paaskyndet af Pidsken og opmuntret af den nære Udsigt til Stalden satte Hesten i skarpt Trav.

Snart vare de udenfor Skovens Læstrøg. Blæsten var ikke mindsket af, men de havde den paa Ryggen, og den syntes kun at være en lystig Medbør paa Hjemfarten.

Bag ham i Skovskyggen laa nu alle Tanker om Hanne. Han saae kun Lise for sig — Lise, der i Skikkelse af hendes kjære Mølle allerede tilvinkede ham, svingende sine Seil i Stedet for et Lommetørklæde: og som fire saadanne Mølleseil til eet Dame-Lommetørklæde, saaledes forholdt hendes Magt sig nu til Hannes.

Hyp! Pidsken knaldede, Hovene klaprede, og Vandet sprøitede fra de snurrende Hjul.

Men hvor langt var hun selv fra at ane, at han kom! Hvilken glad Overraskelse for hende, hvilken jublende Modtagelse for ham! Og denne Aften, som de havde troet at skulle tilbringe hver for sig — —

Hyp, hyp! Hesten sprang, den lette Fjervogn syntes at hoppe hen ad Veien.

Tilhøire var Solen gaaet ned. Men ligefor ham, under det røde Skylag, trak en gul metalglindsende Stribe sig hen langs Horisonten, og op imod den reiste Møllen sig kulsort. Paa den snorlige, haarde Landevei stod Hjulsporene fulde af Vand; det saae ud, som om Jorden kun var en tynd Plade, der her var slidt igjennem, saa at man ogsaa saae Himlen nedenunder.

Glad og forhaabningsfuld jog Mølleren ind i denne Glands.

Men Møllen var sort.