Gyldendalske Boghandels Forlag Kjøbenhavn


Møllen.djvu Møllen.djvu/9 113-131

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

II.

Da Hanne traadte ind i Storstuen, var Selskabet opløst i Grupper. Mølleren var ikke derinde. Han talte foran i Haven med Skovfogden eller med Skolelæreren og en eller anden af Bønderkonerne, som alle havde søgt ud i det i Fri — undtagen Madam Andersen, der lod sig trøste af Pastoren i det lille Hjørneværelse, hvor Datteren var død. Alle Spor af Sygestue vare udslettede; der stod kun en Komode, et lille Bord og et Par Stole i dette Kammer, som sædvanlig ikke benyttedes. Døren var aaben ind til Storstuen, hvor Gaardeierne havde taget Plads om Divansbordet, og som de havde fyldt med blaalig Tobaksdamp, hvis forskjellige Lag vare i roterende Bevægelse henimod eller bort fra den aabne Havedør.

Overalt hvilede Trykket af en vis indre Modsigelse: Det var en selskabelig Sammenkomst, og en saadan maa være livlig og munter; paa den anden Side var Anledningen Død og Begravelse, følgelig burde man være trist og høitidelig. Paa Landet veed man sædvanlig ganske godt at løse denne Modsigelse til Fordel for det første Hensyn, men her var der noget vist trykket og uroligt over Værtens Væsen, som hindrede den ved saadanne Leiligheder normale Tone i at indfinde sig. Mest af Alle led den Afdødes Broder under denne Dobbelthed.

Henrik Andersen, i sin Egenskab af Dragegaardens Eier efter Falstersk Skik almindeligvis kaldet Dragen, var en blond Mand i Trediveaars Alderen, blussende rødmusset og med begyndende Fedme. I og for sig var han tilbøielig til ikke at betragte Sagen fra den aller sorteste Side: han havde gjennemsnitlig set sin Søster en Gang om Fjerdingaaret, og naar han nu i Resten af Livet en Gang mindre om Fjerdingaaret nød denne Lykke, saa forekom det ham egentlig ikke, at der deri laa nogen Grund til at hænge med Næbet. Dertil kom at baade Kaffe og Kager, Portvin og Cigar smagte ham fortræffelig, samt at hans Haab i Retning af Aftensmaden var blevet oplivet ved et Ord, som hans Moder i Forbigaaende havde ladet falde om en lækker Kalvesteg. Og endelig havde han selv sin rundelige Del af den Følelse, der hovedsagelig besjælede denne stærkt kropslige Gruppe, at man nu, efter at have givet Døden hvad dens var, ogsaa skyldte Livet hvad dets var, understøttet af den kontrastforhøiede Bevidsthed om at man selv var ganske dygtig i Live og neppe saa snart vilde give Anledning til et Begravelsesgilde. Over alt dette glemte han dog heller ikke helt sin Stilling som en af »de sørgende Efterladte«. — Heraf resulterede nu temmelig bratte Omslag — saaledes netop i dette Øieblik, da han lige havde skyllet et nyt Glas Portvin ned og smadskede let med de bredt smilende Læber, men ved at se Hanne træde ind pludselig sænkede Mundvigen, trak Pandehuden tilveirs og lod det velbehagelige »A—ha!«, der var paa Vei for at rose den fortræffelige Drik, fortone sig i et dybt sukkende Aandedrag: — den sørgende Efterladte.

Som om det ikke var nok med at en enkelt af disse gav sig tilkjende, lød i det samme fra Sideværelset en graadfuld Stemme, der knækkede over i det høieste Jammerregister.

Madam Andersen, der i Kjøkkenet havde været saa sundt optagen af praktiske Tanker, var aldrig saa snart kommen i Nærheden af Præsten, før hun følte Trækninger i Ansigtet og stedse tiltagende Fugtighed i Næse og Øine, der gjorde Brug af det Kammerdugs Lommetørklæde nødvendig — Reflexvirkninger, fremkaldte ved Mindelsen om det Øieblik, da Pastoren havde henledt Forsamlingens Opmærksomhed paa den dybt sørgende Moder. Da nu Præsten, for uforstyrret af det øvrige Selskab at tale et Par hjertelige Ord, førte hende ind i Hjørneværelset, saa overvældede Stedet hende med dets Erindringer om saa mange Timer ved Sygeleiet. Hvor meget Kamret end havde forandret sig, var det dog den samme Udsigt: til den ene Side Forhaven med Blomsterbedene, den klippede Tjørnehæk, der begyndte at tyndes for neden, og Markerne med deres Poppelhegn — til den anden Side Frugttræerne med deres knudrede Grene og mossede Stammer. Og hun begyndte at græde lydelig og jamre sig, dels af Sindsbevægelse, endnu mere fordi hun syntes at det passede sig.

Præsten, en førlig Mand med tykke Læber, en stor, bred Næse og kruset graat Haar, sagde mangt et Trøstens Ord, og da det ikke hjalp, talte han hende ogsaa strengelig til. Det var ikke ret, det var især ikke christelig at tage det saadan. Snarere skulde vi misunde — skjøndt misunde ikke er Ordet — de Afdøde, der ere hensovede i Herren og nu smage hans Salighed. Derved var han selv kommen over Tabet af sin salig Hustru, og daglig bad han om at han snart maatte forenes med hende. Saaledes havde de første Christne feiret Dødsdagen som den salige Sjæls Fødselsdag, ja endog nogle af Oldtidens Hedningefolk havde været gjennemtrængte af en Anelse herom, idet man hos dem fandt den samme Skik.

— Ja, det har saamænd Pastoren Ret i, klynkede Gaardmandskonen — det er ikke andet end Slid og Slæb det hele Liv igjennem, det veed den gode Gud, det ikke er.

De traadte atter ind i Storstuen, hvor Dragen hilste dem ved at sænke Mundvigen en Streg og rynke Panden op.

— En Draabe Vin vil gjøre Dem godt, skal De se, kjære Madam Andersen, mente Præsten.

Han traadte hen til Bordet, skjænkede et Glas halvt fuldt til hende og gav et andet en lille Bunddækker til selv — thi han fandt ikke Møllerens Portvin saa god, som Dragen fandt den.

— Lad os tømme vort Glas, henvendte han sig til dem alle, — med det Ønske, at vor kjære Ven her i Møllen maa faa Naade til at han ikke … at—t … hans store Sorg maa forklares …

Alle løftede Glassene med en dump, koragtig Bifaldsmumlen, og Henrik følte sig opfordret til som Korfører at give denne Mumlen Udtryk:

— Aa jo, det vil jo da nok klare sig — med Guds Hjælp — Hr. Pastor — det vil det jo da.

— Gud velsigne Pastoren for de smukke Ord, tilføiede Madam Andersen og stødte sit Glas mod Præstens.

Det gav en bedrøvelig mat Klang, gjennemskaaret af en underlig Lyd — som om en Nisse hikkede.

Og hvis dette havde været Tilfældet, kunde Madam Andersen dog neppe have sat et mere forfærdet Ansigt op. Hun stirrede med store Øine paa Præstens Glas — hvorhen ogsaa hele Koret vendte sine Blikke, med en uvilkaarlig betænkelig Mumlen, mens det glemte at drikke.

Ogsaa Præsten glemte det — ogsaa hans Blik var fasttryllet til Glasset, som han endnu holdt med halvt udstrakt Arm: det havde en lysende Revne fra Randen helt ned i Bunden. Han var ganske hvid i Ansigtet, og Haanden rystede saa stærkt, at den gode Vin vilde være bleven spildt — hvis den havde været bedre.

Endelig fattede han sig, skyllede Drikken ned med en Mine, som om han drak Gift — hvilket iøvrig aabenbart Intet havde med dens Qvalitet at skaffe — saae sig om og sagde med spæd Stemme og et usikkert Smil:

— Naa, vi er jo ikke overtroiske.

Sandheden var imidlertid, at han hørte til en Familie, der roste sig af at være synsk, og hvor allehaande Anelser og Varsler grasserede; saa at han i dette Øieblik følte sig forvisset om, at den Salighed, han lige havde prist, snart vilde gjøre sine Fordringer paa ham som Borger af en bedre Verden gjældende, og hans daglige Bøn blive opfyldt inden Aaret var omme. Den Gang hans salig Hustru var død, havde de været tretten tilbords!

Midt under denne Rystelse mere følte end sandsede han, at et Blik hvilte paa ham, der ikke hørte til denne Kreds. Han havde ikke bemærket, at Skovfogden var traadt hen til Bordet for at tage en Cigar. Dette Skovmenneske havde, som næsten Alle, der ere i stadig Berøring med Naturen, en svulmende mystisk Aare; han troede maaske mer end alle de Andre tilsammen paa Varsler, og var strax klar over Situationen. Da Præsten saae op, mødte han det gjennemtrængende Blik fra de klare og kolde blaa Øine under de buskede Bryn; han vidste at denne Pietist havde ham mistænkt for Verdslighed — en Lhombrepræst — som om det var en Synd at spille lidt Kort en Gang imellem! Han læste i dette Blik en aabenbar Foragt for den Dødsangst, som Ordets Mand ikke mægtede at skjule. Det er endda godt, tænkte han, at han ikke hørte mig tale før med Madam Andersen, skjøndt han burde vide af Skriften, at Aanden er vel redebon, men Kjødet er skrøbeligt.

Præsten følte sig ubehagelig tilmode i denne Kreds og navnlig i denne Mands Nærværelse — han traadte ud i Haven. Ah — hvor velgjørende, efter Stuens tætte Cigarrøg, der ingenlunde var et Produkt af Havanna, at aande denne milde, fugtige Vaarluft, der havde blandet et Stænk af Søens skarpe Friskhed i sin Duft af Markernes Grøde. Om han end var en »feig« Mand — endnu levede han og aandede af fulde Lunger denne Jammerdals Luft.

Hans Velærværdighed saae sig om med et Smil, der lyste Velsignelse over de Tilstedeværende, og fik Gaardmandskonerne, som sad tilhøire paa en lang Bænk, som Høns paa en Pind, til at tie i ærefrygtsom Forlegenhed. Herved foranledigedes Præsten til at træde hen til dem og fordybe sig i en praktisk og for hans Sindsligevægt høist velgjørende Samtale om de vedkommende Gaardes Bedrift, om Udsigterne for Sæden og om Præstegaards-Forpagtningen, der snart var udløben. Kun et Øieblik fik han en Forstyrrelse, da Skovfogden traadte ud og streifede ham med sit Blik. Men denne sluttede sig til sin Søster og Mølleren, og de gik sammen længer ind i Haven, mellem de gamle Frugttræer. Paa Bænken ligeoverfor blev kun Skolelæreren og den lille Hans tilbage, et Par ligesaa harmløse Skabninger som Pudlen Trofast, der sad paa Gruset foran dem og kilede sin Snude ind imellem dem, betragtende dem vexelvis.

Drengen havde grædt stride Taarer paa Kirkegaarden; men efterhaanden havde de mange Fremmede, der gav sig saa meget af med ham, adspredt hans Tanker, og Kaffen og Kagen havde ogsaa virket opmuntrende. Nu var han i bedre Hænder end før, da Kvindfolkene reves om ham og kappedes om at forkjæle ham; Skolelæreren havde mandig befriet ham fra hans Skjørtefængsel og selv ganske helliget sig til ham. Det var en meget ung, bleg og noget sygelig Mand, Børneven mere af Raisonnement end af Natur, opfyldt af en endnu usvækket Kjærlighed til sit »Kald« som Lærer for den næste Generation og af en naiv Tro paa Opdragelsens Magt. Han bestræbte sig nu trolig for at opbinde denne lille Plante, der var tilbøielig til at hænge med Toppen, og udmalede, hvordan Hans til næste Aar hver Dag skulde gaa i Skole og lære at læse Bogstaver og at skrive med en Griffel paa en Tavle. Og da det Misundelsesværdige ved saadanne Sysselsættelser ikke syntes at være umiddelbart indlysende for Drengen, føiede han til, at Hans skulde klatre op ad Stænger, hvoraf nogle stod lige op som en Flagstang, medens andre gik paa skraa, og dem hang man i baade med Hænder og Fødder ligesom en Abekat. Dette morede Hans saa meget, at han løb ind for at hente en Billedbog og vise Læreren den morsomme Abekat i Træet; og da det blev ham klart, at der i Skolen var mange andre Drenge og Smaapiger, og at han ogsaa kunde lege med dem, følte han sig ret tilfredsstillet ved Skoleudsigten og indrettede sig i denne Fremtid ved Hjælp af mange indgaaende Spørgsmaal …

Imidlertid havde Mølleren med sin Ven og hans Søster flere Gange gjennemvandret Haven og var standset i et Hjørne, hvor Hyldebuske ludede over en Smule Dam. To hvide Ænder bevægede sig lysende i Skyggen, og det mørke Vand blinkede med en Række Ringbølger; hist og her vippede en lille krum Brystfjer, som et Alfeskib. — Samtalen var gaaet istaa; Mølleren selv var for urolig bevæget til at kunne holde den i Gang, og paa Sødskendeparrets Side var det, som om Noget vilde frem, der hidtil ikke havde fundet Ledighed eller haft Mod.

Dette Sted vart bortgjemt og dets sortegrønne Vand havde en mystisk Glands; det var tavst og opfordrede til at tale.

— Jakob, begyndte Skovfogden sagte og med en Stemme, der lød anderledes end sædvanlig, veed du bestemt, paa hvad Klokkeslet din Kone døde?

— Jo, det veed jeg da nok, svarede Mølleren efter et Øiebliks Betænkning — for jeg hørte Klokken slaa tolv, da holdt jeg hende endnu i mine Arme.

Hanne og Broderen vexlede et betydningsfuldt Blik, men Mølleren bemærkede det ikke, da han stod og stirrede ned i Vandet.

— Ja, det kunde vi jo da ogsaa nok tænke.

Mølleren saae forundret op:

— Hvad mener du? hvordan kunde I tænke det?

— Jo, det blev da ligesom kundgjort os. Men det kan jo ellers Hanne bedre fortælle end jeg.

Søsteren blev rød i Hovedet og saae til Siden, bort fra det sælsomme, lidt ængstelige Blik, der rettede sig spørgende mod hende.

— Hvad var det da, der — — hvordan, Frøken Hanne?

Hun knugede Hænderne nervøst sammen og stirrede haardnakket efter en af de smaa hvide Fjer, der seilede tvers over den mørke Dam.

— Det var blot, at den samme Nat, saa var jeg gaaet i Seng til sædvanlig Tid — saadan Klokken ti — og med eet vaagnede jeg op og var pludselig helt vaagen; og saa var det, at det bankede paa Ruden.

— Hvem bankede? spurgte Mølleren. Han var bleven ganske bleg og havde grebet hende i Armen, som han dog øieblikkelig slap igjen i stor Forlegenhed.

— Der var vist Ingen, der bankede, det lød blot saadan.

— Ligesom naar En banker paa med Knoen, supplerede Broderen.

— Men saae De da ikke efter?

— Ikke strax … Jeg blev lidt forskrækket, men saa vendte jeg mig om for at sove ind igjen … Jeg troede dog, at jeg maatte have taget feil. Saa hørte jeg ganske tydelig at det bankede, ligesom før. Jeg sprang ud af Sengen og løb hen til Vinduet, men der var Ingen. Det var temmelig lyst, for Maanen stod oppe over Granerne, og man kunde se meget tydelig hen til hvor deres Skygge begyndte, men der var Ingen.

— Ingen —? men var De da ikke frygtelig angst?

— Nei, jeg var slet ikke angst, men saa underlig høitidelig tilmode. Jeg tog saa strax min Kjole paa og gik ind til Vilhelm; han sad endnu i Dagligstuen.

— Jeg havde nemlig et Regnskab, der skulde afleveres til Skovrideren om Søndagen, og jeg havde lige set paa mit Uhr, at Klokken var strax tolv, og jeg syntes, at det var lige sent nok at sidde og rode med det — saa var det at Hanne kom ind — hun saae ikke angst eller forskræmt ud, men nok saadan lidt underlig, ligesom hun selv siger. Og aldrig saasnart havde hun fortalt mig det, saa siger jeg — uden egentlig at tænke over det, det var ligesom det faldt af sig selv: — »Ja, saa er nok Møllerkonen død« siger jeg.

— Saa var det saa underligt, at da Vilhelm sagde det, saa var det mig, ligesom jeg selv havde tænkt det samme — hele Tiden, skjøndt jeg da ikke veed af, at jeg havde gjort mig bestemte Tanker om, hvad det kunde have at betyde.

— Saa foldede vi vore Hænder og bad stille for hendes Sjæl …

Skovfogden mumlede dette og slog Blikket ned under Indflydelse af den religiøse Blufærdighed, som bevirker at selv den Frommeste bliver skamfuld ved at overraskes i Bønnen og heller ikke uden en vis Overvindelse kan tale om den.

— Det var kjønt af jer! det var godt at I bad for Christine, sagde Mølleren stærkt bevæget — trykket af den Bevidsthed, at han selv, hvem det nærmest tilkom, ikke havde gjort det; hans Sind havde været optaget af verdslig Sindsbevægelse og kjødelig Angst.

— Ja egentlig troer jeg ikke just, at saadan en Bøn kan nytte Noget, svarede Skovfogden. For hvad kan en Andens Bøn have at sige? Enhver maa jo dømmes efter sit eget Liv og sin Tro. Men naar Bønnen ikke kan gavne den Afdøde, saa kan den jo da gavne En selv … Saa tændte jeg da forresten en Lygte, og vi gik ud sammen og saae efter, for det er jo da det Rigtigste at undersøge saadan Noget nøiagtig, om ikke Andet saa for andre Folks Skyld … Og det er vist, at der havde Ingen været ved Vinduet, for der var ingen Spor at se, og Jorden var saa blød, at vore egne Fodtrin de var kjendelige nok.

— Hm. Mølleren stirrede ned for sig og rystede langsomt paa Hovedet, snarere betænksomt end tvivlende. Imidlertid syntes Skovfogden at opfatte Bevægelsen paa den sidste Maade.

— Hvem skulde ogsaa have fundet paa det? tilføiede han efter en kort Tavshed … Nei, det var nok ingen Menneskehaand, der bankede der, Jakob.

Hanne, der i sin Egenskab af Medium — om end kun ved denne Leilighed — følte sig noget krænket ved Møllerens formentlige Skepsis, vendte sig imod ham:

— Det har man da ogsaa nok hørt om før, at Sjælen har saadan underlige Kræfter, især naar den skiller sig fra Legemet — hos Døende — —

— Der var det ved Christine, at hun havde saadanne Kræfter allerede ilive, mumlede Mølleren.

— Saa? virkelig? hvordan det? spurgte de to Sødskende, stærkt interesserede.

— Jo … at sige, det kom først under hendes Sygdom.

— Ja, naar Legemet falder sammen, saa rører Sjælen Vingerne, det er dens Udødelighed, der viser sig, udbrød Hanne med lysende Øine.

— Hvad var da det for Kræfter, Jakob?

— Jo, hun saae og hørte mer end det var muligt med det legemlige Øie og Øren — Alt hvad der foregik her paa Møllen, mens hun laa til Sengs, det kjendte hun til, hvad hun brød sig om at vide, det vidste hun, ja mænd gjorde hun det.

— Ja, se saa er det jo da heller ikke saa underligt, mente Skovfogden.

— Det kan jo være, at hun da Døden nærmede sig har tænkt paa sine Venner, og saa har hun vel ogsaa tænkt paa os, bemærkede Hanne.

— Ja, det har hun, udbrød Mølleren. Nei hun har tænkt paa Dem ganske særlig, det veed jeg — tænkt helt anderledes paa Dem end paa Andre, saadan rigtig — ja netop saa det kunde — drage hendes Sjæl til Dem — for med sin sidste Villie — ligesom at give Dem en Arv — —

Han stødte Ordene frem med en ophidset, indtrængende Stemme og saae Hanne ind i Øinene med et underligt Blik — det høitidelige Blik fra Kirkegaardsporten, kun ligesom mere mystisk uddybet. Hun blev ganske forvirret, saa meget mer som hun ikke forstod, hvad han sagde: hvad skulde det være for en Arv — og hvordan kunde hun komme til at optage Møllerkonens Tanker i hendes Dødstime? — saa nær havde de da ikke staaet hinanden. Det havde været hende en kjær Tanke, at en Døende saaledes havde taget Afsked med hende, ja der var en Udmærkelse deri, som endogsaa smigrede hendes fromme Forfængelighed; — men Mølleren tog det paa en saadan Maade, at der næsten faldt en Skygge af noget Dæmonisk over det, som foruroligede hende. Hun følte sit Hjerte banke heftig.

— Naa saa talte hun altsaa om Hanne? spurgte Broderen.

— Ja — det vil sige — nei, ikke ligefrem, hun nævnte hende slet ikke … Men hun tænkte paa hende — hun gik helt op i Tanken om hende, det var ligesom hun klyngede sig til den …

— Hm … Hvordan yttrede det sig da?

— Ja, det kan jeg ikke saadan — det er ikke saa lige at forklare.

— Naa ja — det er blot fordi — man vil jo gjerne … Det er saadan et eget Tilfælde, og man træffer jo nu saa mange Vantro, der lader haant om alt den Slags — hvad de ikke ligefrem kan tage og føle paa — Materialisterne, som de kalder dem … Naar man saa ligefrem kan pege paa det og paavise saadan og saadan … Jeg synes man skulde samle paa alt den Slags — —

— Ja en anden Gang — jeg skal nok sige dig hvordan det — yttrede sig — senere … naar Tiden dertil er kommet.

Møllerens hemmelighedsfulde Forlegenhed meddelte sig til Hanne, der vendte sig og gik henimod Huset. De to Mænd fulgte langsomt efter, hver taus fordybet i sine egne Tanker. Og Møllerens Blik veg ikke fra den jomfruelige Skikkelse forude, som han nu ikke blot følte sig knyttet til ved et Løfte, givet til en døende Hustru, men trylleagtig forbunden med ved en usynlig Aandehaand.

Da de nærmede sig til Siddepladsen foran Havestuedøren, løb Hans henimod dem — glad ved at slippe fri for Skolelæreren, hvis velmente Bestræbelser kjedede ham saa smaat. Han mindede Faderen om, at denne havde lovet ham, at de snart skulde besøge »Tante Hanne og Onkel Vilhelm« i Skoven. Derved kom han til at tænke paa, at Faderen havde talt derom den Aften paa Høien, da Moderen levede endnu og de den næste Dag vilde gaa i Kirke og bede for hende, og Taarene brød frem igjen. Hanne satte sig paa Bænken med Drengen paa Skjødet, og det lykkedes hende nogenlunde at stille Graaden ved Udmalingen af Skovherligheden, der snart vilde forsødes af Jordbær og Hindbær, og ved at fortælle om Hektor og Jenny og de to brune Ponyer. Med stigende Tilfredshed saae Mølleren, hvor instinktmæssig hun forudgreb den moderlige Rolle, som hun sikkert ikke anede var hende tildelt af Forsynet, og ikke mindre glædede det ham, at Drengen af sig selv med barnlig Tillid sluttede sig til hende.

Men Skolelæreren, der med Uvillie saae at aldrig saa snart var Drengen kommen i Fruentimmerhænder, før den begrædelige Stemning havde indfundet sig, søgte at opreise den sunkne Aand hos den unge Statsborger ved Udsigt til mandlig Syslen med Bog og Pen og legemlige Øvelser, idet han høirøstet talte om Skolen og dens Krav — ja endogsaa kaldte Præsten til Hjælp:

— Ikke sandt, Hr. Pastor! til næste Aar — — —

Det gav et Ryk i Pastoren — han hørte en mat Klang og en spinkel Lyd, som om en Nisse hikkede — — næste Aar!

I dette Øieblik traadte Lise ud fra Storstuen for at hente nogle Tallerkener og Kopper, der stod paa et Havebord.

A ha! allerede Drengen paa Skjødet! ja hun forstod at slaa ind paa de gjenneste Veie, denne udspekulerede Hyklerske! Og hvor han hængte op ad hende, dette Afskum af en muggen Dreng, som hun selv forgjæves lokkede for. Der stod Mølleren — det var altsaa saadan han saae paa hende — »saa underlig«, som Lars sagde. Hvilket rørende Familiebillede! Og Præst og Skolelærer var ogsaa med, som om de allerede skulde klappes sammen!

Hele hendes Legeme dirrede af Forbittrelse. En smuk forgyldt Kop trillede hen ad Gruset og knustes mod Stentrinnet.

Alles Øine vendte sig imod hende.

Men inden hun havde fundet den sønderknuste Mine og Holdning, der sømmer sig for et samvittighedsfuldt Tyende, som kommer til at slaa et Familiestykke itu, var der undfløiet hende et Blik, som kun Mølleren opfangede.

Og over hans Ansigt gik der en Skygge, der neppe kunde skrives paa Regning af den ituslagne Kop.