Møllen/1/3
III.
Lise var ganske rigtig derinde.
Hun havde Favnen fuld af en Dyne, som hun stod og boltrede med, og kun hendes tilbagebøiede Ryg og Nakken viste sig tydelig mod det svage Lys, der kom ind ad det lille Vindue mod Øst. Midt paa Gulvet mødtes det med en Smule Dagskjær fra den aabne Dør ud til Underkjørslen; men til begge Sider flød Rummet ud i Tusmørke, og skjøndt det ikke var synderlig stort, dæmrede Kalkvæggene kun mat om utydelige, dunkle Masser — Senge, Kister, et Skab og ophængte Klædningsstykker.
— Naa, du er her! udbrød Jørgen, endnu i Døren, med et Forsøg paa at give den Overraskede.
Lise dreiede Hovedet, snarere fordi Dynen truede med at slaa sammen om Næsen paa hende, end for at se paa Jørgen.
— Ja jeg er saamænd, sagde hun, og uden at tage videre Notits af hans Nærværelse kastede hun Dynen ned paa Sengen og gav sig til at bearbeide den med kraftige Haandkladsk.
Jørgen satte sig paa en Stol, som hun havde skubbet ud midt paa Gulvet.
— Veed du hvem det var, der kom kjørende? spurgte han, da Dynen havde antaget sin Form og Larmen sagtnede.
— Nei, jeg var henne aa gi'e Grisen, da Christian kom, og siden har jeg ikke set ham; jeg tænker han er inde aa faa Mad.
Jørgen ønskede i sit stille Sind, at den maatte smage ham længe.
Lise gik hen og hentede en Pude, der var kastet hen paa Sengen ved den anden Væg; paa Veien blev hun staaende lidt og saae ud ad Vinduet, over mod Huset.
— Jeg saae de Brune stod inde i Stalden og dampede som et Par Kjedler; han maa have haft et farligt Jav, bemærkede hun.
— Aa ja, det kan jo være rimeligt nok.
Lise lagde Puden paa sin Plads, trak Lagnet hen over den og stoppede det ned rundt om — altsammen med en vis lad Omhyggelighed, imens hun ventede paa, at Jørgen skulde gaa videre i Texten. Men Jørgen var haardnakket, som En, der sidder inde med en Trumf, den han ikke vil spille ud, før der er godt Stik.
— Veed du kanske, hvad han har været efter? spurgte hun endelig.
— Ja, det er Præsten, der er derinde.
— Jøsses da! hviskede hun i en forskrækket Tone og vendte sig helt om.
Der lød en sagte Miaven, og noget Hvidligt bevægede sig nede i Skyggen. Det var Pilatus, som Jørgen ikke havde bemærket, da den havde siddet halvt inde under Sengen. Den gnubbede sig op ad hendes Skjørt og strakte Hals med en kjælen Knurren, saa at dens bredkjæbede Hoved, der i Dunkelheden lignede et uhyre Slangehoved, næsten naaede til hendes Knæ; de gule Pupiller syntes at blive større og skinne stærkere. Jørgen fik en Følelse af Uhygge overfor dette stilfærdige, snigende Væsen, der syntes at høre med til hendes Person ligesom det Dyr, der tillægges en Gudinde. Det var, som om den med et uforklarligt Instinkt sporede, at der var noget Vigtigt paa Færde, at dens Herskerinde var i Begreb med at stige, og derfor saa meget ivrigere søgte at indsmigre sig hos hende, der stod der og aandede ganske kort af Sindsbevægelse, med en behagelig kildrende Fornemmelse af den varme, pelsklædte Dyrekrop, som gned sig op ad hendes Ben.
— Ja, saa er der vel ikke langt igjen, sagde han.
— Nei, det er der — vel ikke, fremstødte hun, uhyggelig berørt ved at han udtalte hendes Tanke.
— Hvad sagde ellers han — Doktoren?
Lise bøiede sig ned, ligesom givende efter for Kattens Kjærtegn, og klappede den.
— Det veed jeg ikke.
— Jo, for du stod og lyttede, sagde Jørgen tørt.
— Jeg? du er vel ikke rigtig klog!
— Jo, inde i Fadeburet.
— Jeg havde noget at gjøre der.
— Henne ved Vinduet —?
— Ja netop henne ved Vinduet? Du skal ogsaa altid staa et eller andet Sted og glo.
Jørgen lo drilsk.
— Lyttede, vedblev hun i en ærgerlig Tone. Hvad skulde jeg lytte efter? Kommer det kanske mig ved, om Konen lever eller døer?
Hun stod endnu bøiet ned over Katten, der havde væltet sig om paa Ryggen af Velbehag og med sine Kløer hagede sig fast i Ærmet, medens hendes Fingre begravede sig i Bugens tykke Pels. Hendes Nakkehaar var næsten henne ved Jørgens Knæ. Han bøiede sig frem og hviskede hende ind i Øret:
— Det er som man tager det, Lise.
Lise rettede sig pludselig op og lo med en kort, fræk Latter:
— Er jeg da saa kjær af hende?
Der opstod en Pause, i hvilken man hørte Katten ryste sig.
— Naa, hvad sagde saa Doktoren? spurgte Jørgen haardnakket.
— Aa, han sagde, at der var ikke meget Haab — men at man skulde ikke fortvivle … Alt stod jo i Guds Haand — og saadan Noget … hvad han nu saadan kunde sige.
— Ja, det tænkte jeg jo nok.
— Trofast har hylet inat … og Kjedlen tudede for Lig imorges, bemærkede Lise hemmelighedsfuldt.
Nei —? Jørgen stirrede paa hende med overtroisk Skræk i de opspilede Øine. Hun nikkede betydningsfuldt:
— Og saa — nu er jo ogsaa Præsten der.
Lise overveiede ikke, at der var gaaet Bud efter Præsten, før Doktoren havde været der, og at det altsaa ikke føiede noget Nyt til; for hende var Præstens Komme Prikken over I-et: — Nu maatte hun da til det.
— Det tog nok svært paa Mølleren hvad Doktoren sagde, fortsatte Jørgen, hvis Tanker vare vendte tilbage til den Gruppe, han havde set oppe fra Omgangen. — Jeg kunde ordentlig se, hvordan Hænderne rystede paa ham — ja, du var jo lige ved dem — —
— Hans Stemme var saa aparte, jeg troer han var lige ved at græde.
— Ja, det er dog underligt!
— Naa, det er jo da hans Kone.
— Jo, det er rigtig nok, men at — — jeg synes ligegodt, naar man saadan altid løber efter en anden og er ligesom man var besat, kan jeg gjerne sige — — man skulde jo snart tro, at han helst maatte ville være af med hende.
— Fy da! være af med hende!
Den moralske Indignation, der skulde vise sig i dette Udbrud, lod ikke til at gjøre Indtryk paa Jørgen. Han reiste sig, satte det ene Knæ op paa Stolesædet, støttede Albuen paa Ryglænet og saae fast paa Pigen:
— Du, Lise! naar hun nu døer, saa veed jeg nok, hvem der bliver Møllerkone.
— Aa, du skal ogsaa altid komme med saa megen løs Snak.
— Ja, det er nu ligemeget … jeg veed nok hvad jeg veed, og der er ogsaa Andre, der veed det, og du selv veed det nok aller bedst.
— Naa, man veed jo aldrig, hvordan det kan føie sig, indrømmede Lise. Vilde du da saa nødig have mig til Madmoder?
— Aa, jeg veed saamænd ikke hvad jeg vilde, det er ikke saa lige at svare paa … For der er jo det ved det, at hvis hun her havde levet, eller hvis der kom en anden, saa kunde hun jo blive uens med dig og jage dig bort.
— Vilde det gjøre dig ondt, Jørgen?
Hun spurgte i en indsmigrende, øm Tone, og trods Dunkelheden kunde han mærke, at hun saae paa ham med meget gode Øine. Tanken om, at hun kunde blive sendt bort, havde allerede næsten taget Veiret fra ham; den bløde Stemme med det fortrolige »Jørgen« løb ham ligesom kildrende ned over Ryggen, og under dette Blik følte han, at alt Blodet steg ham til Hovedet, og at det begyndte at løbe rundt for ham.
— Jo, det vilde da være det Værste, stammede han.
— Ja, da kan du tage Gift paa, Jørgen, at hvis hun derinde kom sig, saa maatte jeg snart løbe om med min Skudsmaalsbog.
Hun sagde dette halvt hviskende og i en meget indtrængende Tone, som om det var af yderste Vigtighed at han overbeviste sig om, hvor nødvendigt det var for dem begge, at Møllerkonen døde; hendes Stemme rystede endogsaa lidt og fik kun stødvis Ordene frem — det var ligesom hun frygtede, at ved at haabe anderledes end hun kunde han ødelægge Spillet for hende; som om et Ønske eller en Bøn kunde holde en Døende i Live! For det var jo muligt, at Skinsyge paa Mølleren kunde bringe ham til den Dumhed. Var det ikke det, der laa i hans Ord »saa veed jeg nok, hvem der bliver Møllerkone«?
Jørgen betænkte sig et Øieblik.
— Ja men, jeg kan jo altid blive sendt bort, hvis Husbond skulde finde paa at ville være af med mig, og saa er det jo lige galt — — for mig da.
— Nei, Jørgen, svarede Lise ganske beroliget, — naar jeg først er blevet Kone i Huset, saa kommer jeg vel nok til at tale et Ord med, og der skal ikke være Tale om andet, end at du kan blive her, saalænge du bare vil, og jeg skal saamænd sørge godt for dig … og jeg synes nu, vi kunde have det godt alle sammen.
Hun dvælede lidt paa de sidste Ord og tog saa pludselig Pilatus, der igjen var begyndt at gnide sig op ad hende, løftede den op i sin Favn og trykkede den til sit Bryst som et Barn: »Ja, vi skulde faa det saa godt sammen, alle sammen, ikke sandt, Pilatus?« — kjælede hun i en syngende Tone, og Katten svarede med en salig Knurren, mens den med usigeligt Velbehag rullede sig tilrette i denne bløde Rede af en kraftig Kvindes Bryster og Arme — hvorfra dens store, gule dæmoniske Øine stirrede paa Jørgen; og lidt ovenover dem kunde han se at Lises Ansigt smilede til ham — Tændernes Emaille skinnede, og Øinenes Glandslys blev ligesom mere tindrende.
Og Jørgen mindedes Jomfru Mette og Væbneren i den natlige Bøgeskov, hvor Jagtbaalenes Skjær flakkede om hendes smilende Mund og glimtede paa Bægeret, som hun dryssede Gift i.
Pludselig traadte han helt hen til Lise.
— Hør, naar jeg nu havde en Mølle — saadan en som Stubbemøllen ovre i Utterslev — — vilde du saa lade hende derinde leve?
I sin Forskrækkelse over dette Spørgsmaal lod hun Armene synke slapt ned. Pilatus, der var vant til saadanne bratte Overgange, plumpede blødt ned paa Gulvet, rystede sig og gik et Par Skridt bort fra de altfor urolige Menneskebørn.
— Hvad er det for noget Snak? Jeg slaaer hende da ikke ihjel!
— Nei, det er vist nok, saadan var det da heller ikke ment. Jeg mente blot, om du saa ikke heller vilde være Møllerkone paa min Mølle.
— Naar det nu kun var en Stubbemølle, hvorfor skulde jeg saa ikke heller tage en hollandsk?
Denne praktiske Betragtning afvæbnede næsten Jørgen.
— Nei, det er jo meget rigtig, men — jeg troede lige godt ikke, at du brød dig saa farlig om ham Mølleren.
— Troer du da, jeg bryder mig saa farlig om dig? lo hun ham op i Ansigtet.
Jørgen tav ganske betuttet.
— Og saa skulde jeg vel sidde og vente, til du havde lagt Penge op af din Løn til at kjøbe saadan en Stubbemølle, sagde hun alvorligere.
— Aa, det behøvedes slet ikke, man kan ogsaa kjøbe en Mølle uden Penge.
— Kjøbe uden Penge? du har det nok ikke godt iaften!
Denne Gang lo hun rigtig af Hjertet, saa det klukkede.
— Ja, det lyder jo kunstig nok, men det kan da ligegodt lade sig gjøre, sagde Jørgen. For saadan er det gaaet ovre paa Lund Mølle. Mølleren havde ikke Lyst til at drive Møllen længer, han syntes han havde nok med Avlsbruget, og saa overtog første Svend Møllen. Han betaler tusind Kroner af om Aaret paa Kjøbesummen, og det gaar meget godt, jeg hørte selv Mølleren sige til Husbond, at det skulde nok gaa, — han var flink nok, Svenden, sagde han.
— Troer du da, Nogen vilde give dig en Mølle paa den Maade?
— Nei, maaske ikke saadan strax.
— Og det skulde man gaa og vente paa — nei du —!
Jørgen sukkede — resigneret, men med en vis hemmelig Lettelse. Han var nemlig bleven noget urolig ved den positive Vending, Samtalen havde taget. I Grunden havde han kun villet aflokke hende en Ømhedserklæring, og hvis Lise havde taget ham paa Ordet og givet ham Haand og Hjerte som Forskud paa hans improviserede Mesterskab, vilde saa stor en Lykke have sat ham i alvorlig Forlegenhed. — Han havde nu taget sin Træpibe i Vindueskarmen og vilde lukke Vinduet op for at kradse den ud, da en rasende Hvæsen fik ham til at vende sig om.
Lars stod i Døren; ved hans Fødder laa en lille Klump med et Par lysende Pletter, og midt paa Gulvet krummede Pilatus Ryg: — det var de to fjendtlige Husaander, der var mødtes i et Grændseland, til hvilket hver af dem havde en vis Ret som hørende til dens Domaine.
Møllekatten var et magert, graastribet Dyr. Den levede næsten udelukkende i selve Møllen, hvor den fandt Overflod af Mus og undertiden, i de høiere Regioner, endog kunde snappe sig en Spurv. Tidligere havde Pilatus haft denne Post, men kort efter at Lise var kommen, blev den Møllen utro og installerede sig i Kjøkkenet. En fælleds Sympathi forbandt den med Pigen; i hendes Pleie blev fed og lad, og der var ikke gaaet mange Maaneder, før en Mus med nogenlunde Tryghed kunde have løbet forbi den i et Par Favnes Afstand. Saa indfandt den graastribede Hankat sig paa Møllen og tog den i Besiddelse, uden at Nogen vidste, hvorfra den kom. Den var af en selvstændig, uomgjængelig Natur, lod ingen Haand røre sig eller række den Noget. Derfor lød den heller ikke noget menneskeligt Navn — som Pilatus i saa udpræget Grad nød godt af — men man kaldte den simpelthen med dens Artsnavn »Kis«. Pilatus afskyede den med det instinktive Had, som det vilde Dyr, der nærer sig flittig og ofte kummerlig af sit Jagtbytte, har til det tæmmede, som fornedrer Slægten ved at tage sit Foder af Menneskets Naade; og Pilatus paa sin Side saae ned paa Kiss fra sit magelige Velvære som paa en ynkelig Proletar, der levede fra Haanden i Munden. Forresten mødtes de sjelden og da næsten altid i dette Kammer. Da det laa i selve Møllebygningen, ligeoverfor Magasinet, hvor Kiss havde sit allerbedste Revier, og da det heller ikke altid selv var frit for Besøg af Mus, kunde Kiss med Rette regne det til sit Territorium; men Pilatus havde ogsaa Noget for sig, naar den mente, at da dens Herskerinde daglig havde sin Gang og sit Arbeide der, saa kunde den ogsaa betræde det, ja at det som Beboelsesrum overhovedet ikke egentlig faldt ind under Begrebet »Mølle« — et Begreb, som den iøvrig fuldt ud respekterede. For selv naar Lise gik op med Mad til Møllersvendene, fulgte den aldrig med; her derimod formente den endnu at være paa sin Boldgade.
— Nei, se de to Bæster igjen, som de skaber sig! udbrød Lise.
Neppe havde hun sagt det, før de var faret i hinanden. Lise skreg op og huggede efter det rasende Hvirvel-Par med en Skraamadrads, som hun rev fra en uredt Seng — aabenbart et haabløst Foretagende. Men pludselig havde Lars faaet Kiss i Nakken og slængte den ud ad den aabne Dør, og da Modstanderen var fjernet, gav Pilatus efter for Skraamadradsens Paavirkning og krøb ind under Sengen.
— Men Gud, at du turde! de kunde jo have kradset dig frygtelig, sagde Lise.
— Kiss kunde have revet et Øie ud paa Pilatus, og saa var du bleven vred paa mig, svarede Lars troskyldig.
— Det var flinkt af dig, at du turde tage ham — Tak skal du have … Fy du slemme Pilatus! skam sig!
— Er du færdig deroppe? spurgte Jørgen.
— Ja.
— Baade paa Kværnloftet og paa Broloftet?
— Ja.
— Naa, jeg skal nok komme op og se efter, brummede Jørgen mistroisk.
Men Lars var saa stolt af sin Daad og af den Ros, som Lise havde ydet ham, at Svendens Overlegenhed gled fuldstændig af paa ham. Han stak Hænderne i Buxelommerne og lænede sig til Dørkarmen: »Ja, du vilde nok gjerne være af med mig, men her staar jeg,« — tænkte han. »Du troer nu at du er den eneste, Lise bryder sig om; men har du maaske vovet dit Skind for at faa Kattene skilte?«
Jørgen tilkastede ham et rasende Blik, der dog vilde have været ganske frugtesløst, selv om det ikke var gaaet tabt underveis i Dunkelheden. Men det Blik, som Lise, der nu havde givet sig i Lag med den anden Seng, sendte Lars over Skuldren, syntes han at han kunde opfange med alt dets Indhold: »Nu ser hun paa mig! Han er ikke bange af sig, tænker hun. Maaske tænker hun ogsaa: »Jeg kunde gjerne kysse ham for det.« Han følte at han blev helt rød i Hovedet, og han foer sammen, da Lise talte til ham.
— Lars, det er sandt, jeg har sat en Rundtenom med Ost og noget Øl af til dig, hvis du har Lyst; det staar inde i Borgestuen.
— Tak skal du have, Lise, sagde Lars og tradskede af, overordentlig rørt over denne Opmærksomhed. »Den har ærgret Jørgen! det kan nok være, jeg er i Kridthuset hos hende.«
— Saa blev vi dog af med ham, lo Jørgen. »Hvor snildt hun har udtænkt det i Forveien, for at vi kunde være alene,« tænkte han.
Men i Virkeligheden var det et Stykke Smørrebrød, som hun selv ikke havde kunnet spise, og Øllet var ved at blive surt.
Medens Lars i Borgestuen med Andagt nød dette Kjærlighedsmaaltid og kom i Snak med Christian, der havde faaet sin Grød tillivs men ikke gad reise sig, sad Jørgen ved Vinduet, dampende af sin Pibe, og fortalte Lise om den deilige Historie, som han læste i Almanakken. Lise havde sat sig paa Sengekanten og hørte forundret efter; af og til afbrød hun ham med et naivt Udbrud af sin Forbauselse over at han havde læst alt det og kunde huske det altsammen.
— Og hvad saa mer? spurgte hun spændt.
— Ja videre kom jeg ikke, for jeg kunde ikke se længer.
— Det var da et fælt Fruentimmer!
— Aa ja, vist saa, men ellers er hun da grumme indtagende saadan at læse om.
»Indtagende« var et Ord, som han havde mærket sig fra sin Lekture. Lise studsede i sit stille Sind over Ordet, men fandt det smukt og mente, at det maaske kunde passe paa hende selv.
— Ja men, det kommer man da i Helvede for, sagde hun.
— Ja—a …
Jørgen havde aldrig tænkt synderlig paa Helvede, men han forestillede sig uvilkaarlig dets kvindelige Beboere som gamle hæslige Kjærlinger, lutter Eventyr-Hexe, og det var ham en overraskende og saare frygtelig Tanke, at saa skjønt og fint et Væsen som Jomfru Mette skulde opholde sig der.
— Men det var vel kun den Gang, at Folk kunde være saa onde, sagde hun sagte og trippede med Fødderne paa Gulvet.
— Nei, det slaar ikke til Lise. Har du ikke hørt om hende, der blev rettet ovre i Tostrup Præsteskov; det er jo lige ved jert?
— Ja jeg har nok hørt der er saadan En, som man siger spøger der om Natten.
— Ja, det er da vist, for min Fader saae hende selv en Maaneskinsnat, da han maatte gjennem Skoven — —
— Han var vel ude paa Krybskytteri? spurgte den forfarne Lise.
— Ja, jeg troer nok, det var en lille Buk han var ude efter. Og han beskrev hende lyslevende som hans Fader havde set hende, da hun blev rettet, hun var saa deilig at de allesammen maatte græde, sagde han.
— Hvad havde hun da gjort?
— Hun tog Livet af sin Kjærreste, Præsten — med forgiftede Pandekager.
— Saa troer du vel ogsaa, jeg har givet hende derovre forgiftede Pandekager.
— Nei Kors da, Lise! siig dog ikke saadan Noget! det er helt fælt at høre paa, især saadan i Mørke.
Lise lo. Det var en kort og haard Latter.
Hun stod op, stillede sig ved Siden af ham og saae ud ad Vinduet. Det var et lille Vindue og sad lavt, og for bekvemmere at kunne se ud bøiede hun sig helt ned over ham, saa hendes Hage næsten berørte hans Pande, og Armen, der holdt sig fast ved Stoleryggen, laa om hans Skulder. Aldrig havde hun været ham saa nær, men hvad det saa havde gjældt, havde han i dette Øieblik ikke turdet røre ved hende med det mindste Kjærtegn. For han var bange for hende, og hun vidste det, og han følte, at hun vidste det. De stirrede begge over mod Huset. I Forhaven smuttede et Par spinkle Straaler tæt ved hinanden fra Gren til Gren mellem Buskene, overstregede Gangstien og flød sammen i et vagt Skjær paa Plainens Græs; de maatte komme fra et Vindue paa Gavlsiden, hvor Rullegardinet var rullet ned. Derinde laa den Syge, den Døende.
Nei, hun havde ikke dræbt hende. For en Maaneds Tid siden, da Møllerkonen pludselig syntes at komme til Kræfter og at ville faa Bugt med Feberen, da havde hun rigtignok tænkt noget derover, om man ikke kunde hjælpe lidt til — med en lille Tilsætning i hendes Suppe eller The. Men det var netop Vanskeligheden med denne Tilsætning; det eneste, hun kunde faa fat i, var Rottegift, og det blev nok saa let opdaget. Hun havde ikke gjort det, Gud ske Lov! For det havde jo ikke været nødvendigt. Det skete alligevel — nu ganske sikkert! Præsten var kommen, og hun laa derinde, hvor Straalerne kom fra, og tog Afsked med Verden. Nei, hun havde ikke forgivet hendes Legeme! Om hun havde forgiftet hendes Liv, og om der derved var blevet banet Vei for Døden — ja, hvem kunde sige det, hvem kunde beskylde En for saadan Noget? … Og det kom man vel heller ikke saadan uden videre i Helvede for!
Det var de Tanker, der gik gjennem hendes Hoved, mens hun stirrede over mod Straalerne fra et nedbrændende Livslys.
Af og til, med regelmæssige Mellemrum, afbrødes disse Straaler midt paa Gangstien for et Øieblik af et mørkt Legeme, og en Skygge gled hen over Græsset — nu frem imod dem — nu bort fra dem: — det var Mølleren, hendes Bytte, som gik derude.
Dreven af en ængstelig Nysgjerrighed efter at se hende, der stod saadan lige over ham, strøg Jørgen en Tændstik af — ligesom for at tænde sin Pibe, der længst var gaaet ud. Det pludselige Skjær slog op imod den brede Underhage med dens atlaskglatte Hud, glimtede streifvis paa Hjørnetandens Emaille, lyste purpurrødt op i det store udbuede Næseboer og gjennemglødede dets Ydervæg, der dirrede som paa en veirende Hund. Skyggen af det fremspringende Kindben lod Tindingen falde ind og Øiet skjule sig helt i sin sorte Hule, over hvilken de ellers næsten usynlige Bynhaar gnistrede som et lille gyldent Gjærde. Denne Belysning fra neden fremhævede alle de Flader, som ellers skjulte sig, og svøbte dem i Skygge, der pleiede at have det stærkeste Lys; den gav saa at sige et omvendt Billede og viste ham et Ansigt, som han ikke kunde finde sig tilrette i, ved sin fortrolige Fremmethed paa een Gang frastødende og hemmelighedsfuldt tiltrækkende. Naar man hos en Bekjendt pludselig opdager nye Egenskaber og tilmed saadanne, der synes at være i Strid med dem, som man længst har anerkjendt, saa virker dette i ethvert Tilfælde foruroligende, men denne Foruroligelse kan være af tilskyndende Art. Saaledes var det, at Jørgen paavirkedes af dette Lises nye Ansigt — især nu, da det paa en underlig gjækkende Maade snart næsten forsvandt, snart dukkede frem igjen, men bestandig utydeligere, mer og mer visionært, fremmanet og udslettet af det flakkende Skjær fra Svovlstikken, der uden at tænde hans Pibe var faldet ned paa Gulvet.
— Jørgen, hviskede hun, troer du det er muligt at se inde fra Stuen, hvor hun ligger, og her over i Møllen?
— Hvad mener du? Der er jo Vægge imellem.
— Eller høre?
— Paa den Afstand!
— Mølleren siger, at hun derovre kan det.
— Er du gal at tro saadan Noget!
— Jo, den Gang Mølleren kyssede mig, da vidste hun det, og hun var lige ved at dø af det — for hun taaler ikke megen Sindsbevægelse, saa svag som hun er.
— Har Mølleren kysset dig?
— Jo vel har han det.
— Er det længe siden?
— Aa ikke saa meget længe.
— Var det kanske i forrige Maaned?
— Du vil vel skrive det op i din Kalender, lo hun.
De tav begge i nogle Minutter.
Forestillingen om dette Kys ophidsede Jørgen, og det irriterede ham, at hun fortalte ham det udenvidere, som om der ingen Ting var i Veien. Men ligefrem utaalelig var den foragtelige Sikkerhed, hvormed hun blev ved at staa der over ham, som om han var en gammel Kjærling og ikke en ung Karl, der elskede hende. Hvad Mølleren tillod sig — hvorfor skulde det være ham nægtet? Og idet han med Støvlehælen slukkede den sidste Glød af en ny Tændstik, besluttede han at tage sig sammen for at bryde den Tvang, som hun havde vidst at lægge over ham, slaa Armene om hende og brydes med hende, hvis hun vægrede sig ved hans Kjærtegn.
I det samme lød der en Stemme ude i Haven — en Barnestemme: — »Fa'er!« raabte den.
Lise foer sammen, rettede sig op, og traadte et Par Skridt tilbage.
Det gunstige Øieblik var gaaet tabt, men Jørgen følte ingen Skuffelse — tvertimod: Lettelse. Den umiddelbare Nærhed af hendes Legeme i dette Mørke, der næppe lod ham skjelne det, saa at han kun følte det som et Lufttryk, den havde virket paa ham som en Mare, der giver Feberblod. Han aandede op; men samtidig betoges han af en vag Angst; den havde sneget sig ind med hin Barnestemme, hvis ynkelige, forgrædte Klang endnu gjenlød i hans Øre og virkede paa hans Stemning som en lille Ugles Skrig om Natten mod ondt Veir.
— Det er ligegodt Synd for Hans, yttrede han pludselig.
— Hvad er Synd?
— Jeg mener blot, at hans Moder nu skal dø for ham.
— Ja, Herregud! saadan et sølle Barn græder nogle Dage, og saa er det glemt.
— Det er underligt nok, Lise, men jeg synes ikke at Hans kan lide dig.
— Hvorfor skulde han ikke kunde lide mig? spurgte Lise i en irriteret Tone. Jeg har da ved Gud ikke gjort ham noget Ondt.
— Nei det er rigtig nok — men Hans er ligegodt saa underlig. Veed du, hvad jeg har lagt Mærke til?
— Naa?
— I Begyndelsen, da Trofast var kommen her, saa gav Hans sig ikke synderlig af med ham. Men en Gang, da du bankede Trofast ud af Kjøkkenet med et Kosteskaft, kjælede han for ham og legede med ham hele Dagen, og fra den Tid af render de altid efter hinanden …
— Det er et Par dumme Unger begge to.
— Hør, hvorfor kan du egentlig ikke lide Trofast? han er da ellers en meget ordentligt Hund.
— Den Kjøter! han vælter Alt, hvad han kommer i Nærheden af, og saa er han fuld af Lopper.
— Ja, Lopper har han jo nok svært mange af, indrømmede Jørgen; men det kan han jo ikke gjøre for, og det Andet retter sig vel med Tiden.
— Nei, Pilatus og jeg vi kan slet ikke lide Trofast — vel Pilatus? nei det kan vi ikke, sagde Lise og rullede med Foden Katten rundt paa Gulvet.
Jørgen strøg atter en Tændstik af, denne Gang for at tænde sin Pibe for Alvor og smøge sig ind i dybe Tanker om de politiske Forviklinger i Møllestaten, hvis Resultat samlede sig i følgende Betragtning:
»Ja, hvis Hans var sexten Aar i Stedet for at han kun er sex, saa skulde det jo ikke feile, at Lise kunde faa Krammet paa ham lige saa let som hun kan binde sit Strømpebaand, — men nu troer jeg ligegodt ikke det er fri for, at hun er lidt bange for ham.