Lykkens Blændværk/19
XIX.
Den Tid nærmede sig, da Melitta skulde komme hjem med Barnet. August Maaned var næsten til Ende. De to Ægtefæller havde stadigt vekslet venlige Breve og meddelt hinanden, hvad Smaating de oplevede. Melittas Breve handlede mest om Barnet; Kragh havde maattet skrive om adskillige huslige Affærer: Møbler og Værelser skulde oppudses under Husmoderens Fraværelse. Om hvad der skilte dem, om den dybe Uhygge, der var opstaaet mellem dem, stod der ikke et Ord i Brevene. Dog dette, at ingen af dem turde skrive et Ord derom, var for begge det bedste Bevis paa, at intet var forandret.
En Aften, faa Dage inden Melittas ventede Hjemkomst, sad Kragh alene, da det ringede.
Gæsten var Thurø. Det var nu et Par Uger siden, at de havde mødtes. Siden den Gang Kragh havde set ham gaa over til Tivoli, havde de kun talt flygtigt sammen, naar de traf hinanden paa Gaden, og altid om ligegyldige Ting. Kragh havde ikke paany villet opfordre den anden til nogensomhelst Værensammen, efterat Thurø havde afslaaet hans første Indbydelse og ikke senere var kommet til ham.
Hurtigt og nervøst traadte Thurø ind. Han saa’ bleg og forvirret ud, satte sig, men rejste sig straks, og mens han holdt den Cigar, som Kragh havde rakt ham, utændt mellem Fingrene, sagde han:
»Du, Erik, jeg har noget at fortælle dig.«
»Jeg kan tænke det — saa nervøs du ser ud. Er det noget Alvorligt?«
»Ja, det er saa.«
»Jeg mener: noget Slemt.«
Kragh var nu ogsaa bleven bleg. Han læste paa Vennens forpinte Ansigt en underlig sky Angst, og han grublede over, hvad Forfærdeligt der kunde være hændet.
Thurø tog sig sammen, forsøgte at smile og sagde endelig:
»Naa, slemt plejer man da ikke at kalde det. Men du — Sagen er den — at jeg er bleven gift.«
»Gift!«
Kragh stirrede et Sekund maalløs paa den Andens krampagtige Smil. Thurø gift! Og i det Samme var han fuldstændigt klar over, hvem Damen maatte være.
»Ja, jeg blev gift igaar,« fortsatte Thurø med næsten tonløs Stemme.
Og derpaa satte han sig ned, en lille Smule lettet ved at det Værste var overstaaet, og bestræbte sig nu for roligt at tænde sin Cigar.
»Jeg ønsker dig til Lykke, kære Ven! Men — ja undskyld — hvorfor kommer du egentlig post festum og fortæller mig dette?«
Nu lagde Thurø Cigaren bort og vendte sit pludseligt helt alvorlige Ansigt om mod Vennen. Der var kommet en stor Blidhed over ham, ogsaa en Mands Værdighed. Han talte ganske roligt:
»Tak, fordi du lykønsker mig. Du forstaar nok, at hvis mit Ægteskab var — som dit, var jeg ikke kommet saaledes. Det falder mig meget tungt at sige, hvad jeg nu maa. Jeg kommer for paa en vis Maade at sige dig Farvel. Jeg har ikke søgt dig i Sommer; jeg har godt forstaaet, at du var lidt vred — ja eller i hvert Fald forbavset over min Adfærd, men jeg følte det Uafvendelige komme. Enten maatte jeg tale med dig — dog det kunde jeg ikke — eller ogsaa maatte jeg undgaa dig. Jeg har ikke havt det ganske let — og jeg har trængt meget til dig.«
»Hvorfor kom du ikke?«
Ordene undslap Kragh; han vilde ikke sagt dem, og han følte, de sagde mere end godt var.
Thurø forstod ham.
»Det vilde ikke hjulpet, du!«
Kragh saa’ paa hans forgræmmede Mine. Saa sagde han for at hjælpe ham, men lidt nølende:
»Jeg saa’ dig en Aften for en fem, seks Uger siden: du gik over til Tivoli med en Dame under Armen — er maaske den Dame nu din Kone?«
Thurø blev blussende rød og atter ganske bleg:
»Ja, det er hende — jeg saa’ dig ikke dengang.«
Men saa kunde igen ingen af dem sige et Ord. De sad og saa’ tavse frem for sig.
Kragh forstod imidlertid det altsammen: den altid forelskede og aldrig genelskede Thurø havde endelig truffet en Kvinde, som havde gengældt hans Kærlighed. Han havde først: været glad for hende og saa vænnet sig til hende. Ved hvilke Midler hun havde tvunget ham til Giftermaal, det brød Kragh sig ikke om at vide. Tværtimod! Det skar ham i Hjærtet, naar han betænkte, i hvilket Smuds den fine og gode Fyr, der sad foran ham, havde været nødt til at sænke sig — for hin ulyksalige Drifts Skyld, som ødelagde Menneskene og opretholdt Slægten. Hvad brød han sig om at erfare, med hvilke Kunster hin elendige Kvinde havde narret Vennen ind i sine grove Garn og faaet ham til at skænke hende sit Navn. Hvilken Rædsel — hun, denne fede Skøge skulde bære hans ærlige Navn, og hans Børn skulde arve Moderens slette Sind og opdrages med hendes skidne Tanker!
Dog, Thurø havde sagt det: — det Uafvendelige! Tidligt eller sent — hver Mand og hver Kvinde faldt for hin Guds Magt, der paa engang var Fornyeren og Ødelæggeren.
Han reves ud af sin Tankegang ved Vennens Stemme.
»Har du lidt Whisky?« spurgte Thurø.
Og et Øjeblik efter sad Vennerne tavse igen ved deres Whiskyglas, og Kragh lagde med Forfærdelse Mærke til, hvor lidt Vand Thurø blandede i megen Whisky og hvor tilvant Drikken syntes ham.
Imidlertid maatte Tavsheden brydes, og et Ord var sagt, hvortil Kragh maatte vende tilbage, naar Thurø ikke gjorde det — og det var Ordet Farvel. Kragh tvang sig til at sige:
»Hvad mente du med at sige Farvel? Skal du rejse?«
Thurø lo bittert:
»Ja til Niflheim, hvor Taagen hersker.«
»Aa, hvad er det for noget?«
Thurø blev atter alvorlig:
»Jeg mente, at Melitta, din Hustru, ikke skal omgaas den Dame, med hvem du saa’ mig ved Tivoli. Nej, sig ingenting — for det er unødvendigt — jeg er ganske bestemt, og det er umuligt. Det vilde være skammelig Synd mod Melitta — og jeg vilde ikke lide mindre derved. Madonna Beatrice hører til i Paradiset og Fru Thora — et andet Sted. Lad os ikke tale mere derom! Jeg vil nok besøge jer engang imellem alligevel. Og fortæl mig saa, hvornaar du venter din Kone, og hvad der er passeret dig i Sommer!«
De to Venner sad endnu lidt sammen og passiarede nogenledes utvungent, medens Thurø drak adskilligt.
Han rejste sig døsig ved Titiden og rakte Kragh sin Haand, og hans Blik var næsten ømt.
»Farvel og hils dem,« sagde han og saa’ sig derpaa rundt i Stuen, som om han tog Farvel med den ogsaa.
Da han var kommet hen til Døren, vendte han sig om igen og hans Øjne lyste næsten skalkagtigt:
»Jeg véd, hvad du tænker, Erik!«
»Aa hvad!«
»Du tænker: En Mand over Bord!«
Og netop dette havde Kragh tænkt. Han svarede ikke. Saa tilføjede Thurø ganske alvorligt:
»Og det er netop, hvad der er sket.«
Og dermed gik han. Men Kragh sank sammen, da han var borte. Thurø, Baltzer, han selv — alle dømte, alle vandrende den lige Vej til Ulykken. Kun Frahm gik med oprejst Hoved. Og han var forelsket i Melitta!
Og nu kom Melitta hjem til denne fælles Rædsel.