Lykkens Blændværk/15
XV.
Samme Eftermiddag sagde Melitta til Erik, at hun tænkte i næste Uge at rejse til Jylland.
»Det er tidligere, end du plejer,« sagde han med den trætte Mine, som nu aldrig forlod ham hjemme.
»Vil du have, at jeg skal blive længer?« spurgte hun med lidt Hjærtebanken.
»For min Skyld — nej! Det vil sige, jeg synes naturligvis, det er kedeligt, naar I er borte, men Vejret er jo godt og I maa da helst se at komme afsted i denne Varme. Vi faar nok Regnvejr i Ferien.«
Melitta kunde intet svare. Det var gaaet, som hun tænkte. Og skønt Samtalen skulde fortsættes og den næste Replik laa saa nær, blev der en lille Pavse.
Det var Erik, der brød den. Med sin forpinte Mine sagde han, uden at kunne dække over sin Forlegenhed:
»Gud véd, om jeg kommer derover i Aar! Det vil vist knibe.«
»Tager du ikke tre Ugers Ferie som sædvanligt?«
»Jeg véd ikke. Flemming taler om, at han vil rejse — at han er overanstrængt, og det lader til, at han vil bede mig besørge Kontoret for ham hele denne Sommer.«
»Det var da slemt«, sagde Melitta bedrøvet.
Hun mente det endnu stærkere end Ordene faldt. Det gjorde hende ondt for ham, der skulde være i Byen hele den kvalme Sommer — og hvis det var et Paaskud, gjorde det hende end mere ondt: saa var Bruddet større end hun havde tænkt. Var det ham virkelig imod at tilbringe disse Sommerdage sammen med hende og Dorothea derovre paa Gaarden? Og hun saa’ for sig, hvorledes han tumlede med Barnet i Haven, løb rundt og forskrækkede hende, saa hun hvinede halvt af Glæde og halvt af Angst — medens hun, Melitta, stod leende hos og morede sig over de Tos kameratlige og uskyldige Morskab. Hun mindedes de smukke Aftener, naar de sad i Haven og passiarede saa fortroligt og muntert — var det da alt forbi?
Der blev saa trykkende for hende i det lille Værelse, og Pavsen truede atter med at blive lang. Hun syntes, det ikke nyttede at gaa udenom, og dog — hvad nyttede det at tale?
Endelig sagde hun:
»Det er saa forandret, Erik, altsammen.«
»Jeg véd det nok,« svarede han modløst, »og du maa ikke være vred — det piner mig forfærdeligt.«
»Vred! Hvad skulde jeg være vred over? Men kunde du ikke tale med mig?
»Nej nej!« — han næsten veg tilbage — »det er umuligt. Det Hele er noget taabeligt Vrøvl fra min Side — jeg kommer vel snart over det. Men det plager, mens det staar paa. Det er ligesom Søsyge — forfærdeligt ombord, slet ingen Ting straks man sætter Foden paa Landjorden.«
»Tror du snart, du skal iland?«
Han saa’ ulykkeligt paa hende, men svarede ikke.
»For ser du,« vedblev hun, »naar du er søsyg, saa gynger hele Huset under os, og maaske ogsaa Søsyge er smitsom.«
Han saa’ uforstaaende hen paa hende, men sagde intet. Og hun blev ved at tale med en underlig tynd Stemme, der forskrækkede hende selv:
»Har du ikke lagt Mærke til, at vi er blevne saa ene i den sidste Tid?«
»Ene! Hvordan mener du?«
»Ganske bogstaveligt. Vore faa Venner bliver borte — synes jeg.«
Han svarede med et halvt Smil:
»Er det Rotterne, der forlader det synkende Skib?«
»Aa, Erik,« sagde hun, »hvor gider du sige sligt.« .
»Om Forladelse,« svarede han — »jeg er saa tosset. Men du har vist Ret. Er det dog ikke tilfældigt?«
Det slog hende imidlertid, at hun havde mere Ret, end hun selv havde tænkt. Maaske var Baltzer optaget af Tournéeforberedelser. Men Thurø, han kom jo heller ikke.
Hun svarede:
»For éns Vedkommende tror jeg ikke, det er tilfældigt.«
»Saa! Hvem da?»
»Frahm.«
Han saa’ paa hende, og hans Blik gled søgende bort fra hende, inden han spurgte:
»Hvorfor mener du?«
Hun tøvede.
»Det er underligt at sige — men jeg har ment det rigtigst alligevel.«
»Hvilket?«
»Jeg tror, at Frahm er forelsket,« det kom ganske klart og ligefrem.
Erik blev bleg. Men han spurgte roligt:
»Har han sagt dig det?«
»Nej — ikke med et eneste Ord. Jeg troede at forstaa det gennem noget, han fortalte, og ved hans Væsen. Det var sidst, da jeg besøgte ham med Dorothea. Maaske fik han ogsaa den Tro, at jeg havde mærket en lille Forandring hos ham. Siden har han næsten ikke været her — og jeg vil ikke mere gaa til ham — i hvert Fald ikke foreløbigt. Jeg er forøvrigt overbevist om, at der aldrig vil blive nævnet et Ord om dette mellem os.«
Han sagde med et Forsøg paa at smile:
»Jeg kan egentlig ikke optræde hverken for mig selv eller andre som bedragen Ægtemand efter dette.«
»Det tænker jeg heller aldrig, du skulde komme til,« svarede hun meget alvorlig.
Uhyre sørgmodigt kom det fra hans Læber:
»Der er ingen som du, Melitta — du, er bedre end alle andre.«
Hun rystede paa Hovedet.
Han kunde ikke faa sig til at sige mere. Han forstod, at hun havde fortalt ham dette tildels for at indgyde ham Mod til at bekende sit. Men han kunde ikke. Han følte sin dumme Forelskelse i denne tomme Dukkedame — for andet var hun vel ikke — som rent ud skammelig. Hvor kunde han tilstaa en saadan Barnagtighed til sin alvorlige og kloge Kone! Her sad hun, et Menneske af den allerhøjeste Værd — hel og sikker og vidende og god — og den anden! Hvilken Lidenhed mod denne Styrke! Og dog — og dog forlangte hans Sanser og Nerver ustandseligt som med tusinde Naalestik den andens Nærværelse, Duften fra hendes blonde Legeme!
Han kunde intet tilstaa — intet fortælle. Afgrunden maatte brede sig. Og med Rædsel forstod han, at hvad Melitta havde meddelt ham om Frahm, fjærnede dem endmere fra hinanden. En Fremmed havde trængt sig imellem dem — udfyldt den tomme Plads. Han troede ikke, at Melitta gengældte denne Kærlighed — om hun gjorde det, vilde hun sagt det. Men ligegyldig var Frahm hende ikke — han var hendes nære Ven — og en saa fin Naturs Beundring var ingen Kvinde ligegyldig. Det vilde komme, det Uafvendelige — han vidste ikke hvornaar — men det nærmede sig, krybende, ildspyende, vidtomfattende som en uhyre Midgardsorm, der vilde omslynge dem med sin skællede Krop og i et Favntag klemme dem til Døde.
De talte ikke mere den Aften uden om Hverdagsting.
Men om Natten vaagnede Kragh ved et Skrig, han hørte. Da han fór op, saa’ han i den gryende Dag Melitta sidde oprejst i Sengen og betragte ham med angstfyldte Øjne. Han forstod, at det var ham selv, der havde skreget højt i Søvne og derved vækket baade sig selv og hende. Men Melitta sagde intet — hun lagde sig hurtigt til den anden Side, og han troede at høre hende græde sagte.
Ikke mange Dage efter kørte Kragh sin Kone og sit Barn til Stationen. Det var en raakold Morgen. Varmen var pludselig forsvunden ved Sankt Hansdag, men ingen af dem tænkte paa at opsætte Rejsen af den Grund. De to Forældre sad beklemte og saa’ paa Barnet, der var henrykt, fordi hun skulde rejse, fordi hun kørte i aaben Droske og allermest, fordi hun bar om Halsen en lille Rejsetaske, der var hendes Ejendom ene og alene — hvad hun lod sig forsikre mangfoldige Gange. Hun levede med denne Taske eller rettere den levede for hende, og i hendes altid arbejdende Fantasi byggedes der Forestillinger af den mest omfattende Art. Tasken var straks blevet en Dug-dæk-Disk, hvoraf hun kunde udtage ikke blot Mad til hele Rejsen i Form af en stor Pose Chokolade fra Frahm, — der Dagen i Forvejen havde sagt Farvel og var rejst til Gilleleje — men ogsaa en hel Armé, repræsenteret af Tinsoldater, der kunde forsvare hende og hendes Moder mod de utallige Farer, de skulde gennemgaa. Og medens hun forestillede sig denne Afveksling af Behageligheder og Rædsler, straalede hendes søde lille Ansigt af Rejseglæde. Hun nikkede beundrende til den tykke Kusk og tilbad den elendige Krikke, der i krampagtige Hop trak Vognen. Livet blomstrede omkring hende — selv hævede hun sig stedse rankere som en himmelblaa Blomst fra Jorden, en i sig selv fordybet og dog til Verdens Glæde voksende hemmelighedsfuld blaa Blomst.
Og imens sad de to Forældre, graa og stivnede, i den kolde Morgen.
Paa Stationen var Thurø og Baltzer for at tage Afsked. Man kunde se paa Baltzer, hvilken Umage den tidlige Opstaaen havde kostet ham, medens Thurø bevarede den lidt orlegne Mine, som Melitta havde bemærket hos ham i den sidste Tid. Vennerne trak sig tilbage, da Kragh havde anbragt Melitta og Barnet i en Kupé og stod udenfor Døren, vekslende de sidste Hilsener. Han og Melitta betragtede hinanden med bedrøvede Øjne. Hun rakte Barnet hen til ham, og han kyssede kærligt Dorothea, der et Øjeblik saa’ ud til at skulle briste i Graad. En Hentydning til den elskede Rejsetaske bragte hende dog straks paa Fode igen.
Saa lød Afgangssignalet og Toget satte sig i Bevægelse. Kragh stod sørgmodig og saa’ efter den lille Barnehaand, der endnu et Sekund vinkede ud til ham fra Vinduet. Hans Hjærte sammensnøredes: nu drog Husets gode Aander bort fra ham, og han kastedes ud paa det vildene Hav. Og han kunde dog ikke følge efter dem! Hans Fod var lammet, hans Handlekraft brudt.
Da han kom ind i Ventesalen, var Baltzer allerede forsvundet. Han havde skyndt sig bort. Denne Morgenanstrængelse maatte belønnes med en ekstra Alkoholforsyning.
Men Thurø ventede, og Kragh, der med Gru tænkte paa sin fremtidige tunge Ensomhed, foreslog ham straks, at de skulde spise til Middag sammen den Dag. Til hans Overraskelse undslog Thurø sig med sin forlegne Mine, idet han paaskød et byrdefuldt Arbejde paa Kontoret, hvor en Del af Personalet allerede havde taget Ferie.
Kragh vilde ikke trænge paa, og de to Venner skiltes, idet den andens Forlegenhed nu ogsaa havde grebet Kragh.
Han mumlede for sig selv, da han gik ind mod Kontoret, med komisk Fortvivlelse:
»Er han nu ogsaa forelsket i Melitta?«