Lykkens Blændværk/10
X.
Medens Flemmings Irritation og Utaalmodighed var stigende, hændte det en Aften, at han atter, ligesom efter Fru Baltzers første Besøg, fandt Fru Duncker inde i Dagligstuen, da han henad Ni-Tiden traadte derind. Denne Gang kom hun imidlertid ikke fra Selskab, men for at drikke en Kop Te og sige Farvel, inden hun tog paa Landet. Hun var dog næsten ligesaa udfordrende klædt som dengang — nedringet baade foran og i Nakken og spændt i sit Korset og skydende Brystet frem og vuggende Hofterne. Og hun sad i Sofaen og legte med de to blege Drenge som med to Kattekillinger og talte ustandseligt.
Næppe havde Flemming hilst paa hende og hørt, at hun vilde drikke Te hos dem, førend han diplomatisk sagde:
»Saa faar jeg desværre kun kort Glæde af Fruens Besøg, for jeg skal nødvendigt gaa Klokken ti. Jeg skal træffe en Kollega endnu i Aften — vi skal møde i samme Sag og maa først aftale med hinanden, hvordan vi skal fordele Lys og Skygge.«
Hans Kone lo og sagde spøgende:
»Det lyder net!«
Men Fru Duncker saa’ ud for sig med sine smaa begærlige Øjne og sagde:
»Jeg kommer til at nyde godt af Advokatens Selskab, saalænge jeg er her, for jeg maa ogsaa afsted Klokken ti. Jeg har endnu saa meget at gøre i Aften —«
Og idet hun henvendte sig til Fru Flemming, gav hun en ordrig Beskrivelse af de utallige Ting, som hun endnu havde at besørge, inden hun med frelst Samvittighed kunde flytte ud paa Landstedet. Vel stod det fuldstændigt monteret, men hun maatte nu alligevel have et Par Vognlæs med.
Imedens hun snakkede løs saaledes, var der faret Elektricitet gennem Flemming. Hans List var lykkedes, hans Plan slog til. Hun havde bestemt sig til at gaa samtidigt med ham, og de skulde altsaa følges. Han kom til at køre med hende, som hun dengang havde tilbudt, og saa — ja saa vilde han brænde sine Skibe. Han mindedes de Ord, en Franskmand havde sagt, at om det kun lykkedes én Gang af ti: man skulde altid prøve. Og hans Øjne straalede, og han rettede sig uvilkaarligt og fik igen sin gamle Kavalleriofficer-Holdning.
Men kommer da hendes Vogn Klokken ti, spurgte han sig selv, pludselig angst, har hun bestilt den saa tidligt?
Denne Gaade løstes. Thi et Kvarter efter bad Fru Duncker, om hun maatte benytte Telefonen et Øjeblik. Begge Ægtefæller var diskrete nok til ikke at gaa ud med hende til Telefonen. Men da hun kom tilbage, syntes Flemming, at hendes Øjne mødte hans med et underfundigt Blik.
Han var lidt febrilsk, dog hans Kone mærkede sikkert intet. Hvor skulde hun ogsaa kunne det? Der havde aldrig været Skygge af Mistanke til ham i hendes Sind. Lige saa lidt som det var tænkeligt, at hun kunde være Flemming utro, lige saa lidt faldt det hende ind at tvivle om hans Troskab. Desuden netop Flemmings ægteskabelige Rolighed, paa hvilken hun hin Aften havde modtaget et saa ydmygende Bevis, var hende en Garanti for hans Kølighed overfor andre Kvinder.
Derfor, da Vognen holdt udenfor og Fru Duncker skulde afsted, syntes intet hende naturligere end at Flemming beredte sig til Opbrud. Og da Fru Duncker med velberegnet Forsigtighed spurgte, om Flemming skulde samme Vej som hun, og paa et bejaende Svar tilbød at køre ham det største Stykke, udtalte Fru Flemming sin Glæde herover. Det var rart, at Flemming kunde blive befordret saa godt og nemt i det Regnvejr.
Og saa tog de to Farvel og gik sammen ned ad Trappen, og Flemmings Hjærte bankede stærkt, og han strøg nervøst sin Knebelsbart, medens Fru Duncker sendte en Sky af Parfume op imod ham, idet hun gik foran uden at vende Hovedet.
Denne Gang steg han ind med i Vognen.
Næppe havde han sat sig, førend Fru Duncker med en Beklagelse over Varmen — Vognens Vinduer var lukkede — lod sin Kaabe glide af sig. Hun vendte sig om imod ham, medens hendes Hals lyste i Halvmørket, og sagde smilende, seende ham ind i Øjnene:
»Saa De skulde i Forretninger i Aften, Hr. Advokat!«
Da svandt alle Flemmings Betænkeligheder — han havde ikke været saa særdeles kry, som han gærne vilde, da han lige havde anbragt sig i Vognen — men nu var Vejen aaben.
Han tog hende i en Fart om Livet og kyssede hende paa Halsen.
»Flemming dog!«
Men, nu lod han sig ikke standse og fortsatte sin Sejersgang, idet han førte sine Læber fra hendes Hals, langsomt glidende, hen til hendes Mund.
Hvor de fandt et villigt Bytte. I samme Nu, som Fru Duncker følte hans Mund mod sin, aabnede hun sine Læber og kyssede ham med den yderste Voldsomhed, medens hendes Aande næsten brændte ham med sin tørre Hede. Aldrig i sit Liv havde han følt mere begærlige Kys.
Dog, idet hun graadigt kyssede ham, stønnede hun med en klynkende, barnligt bønfaldende Stemme:
»De maa ikke, Flemming, De maa ikke — — hører De, De maa ikke!«
— og kyssede ham vedblivende som en afsindig.
Men Tiden gik, og Hestenes Trav var hurtigt, og Fruen snart hjemme. Flemming standsede derfor sine Kys og sagde, at han elskede hende.
»Nej, De gør ikke,« svarede Fru Duncker bestemt.
Da den Art Erklæringer altsaa ikke behøvedes, tog Flemming som en praktisk Mand, hvem Sagen syntes i Orden, fat paa det Væsentligste og spurgte, naar de kunde ses og hvor han kunde træffe hende.
Fru Duncker rystede paa Hovedet. De kunde ses hos ham eller hos hende som sædvanligt.
»Det mener De ikke,« sagde han uforstaaende, »skal vi ses i Selskaber hos Dem eller mig eller paa Visiter? Vil De ikke lade mig sørge for et Sted, hvor vi kan mødes? Husk, at jeg er forelsket og De meget dejlig.«
Han nærmede sig hende atter, og hun lod ham nærme sig. Men var forresten urokkelig. Da han trængte paa, erklærede hun overmaade tydeligt, at hun aldrig i sit Liv vilde mødes med ham i Værelser, som han lejede — for det var jo det, han mente. Hun vilde ikke snige sig op til et saadant sjofelt Sted, og hun vilde i det Hele ikke foretage sig noget, der kunde kompromittere Fru Dunckers gode Navn og Rygte. Derimod tilføjede hun venligt, ja kælent, at der kom nok Lejligheder, hvor de kunde træffes alene som nu her.
Han forstod paa hendes Tone, hvad hun ikke vilde, og han blev uhyre slukøret og ikke mindre rasende paa hende.
Men da hun igen nærmede sig til ham og lagde sit Legeme mod hans, maatte han atter kysse hende. Og skønt hun paany bad for sig, kyssede hun selv med samme Brunst og tillod ham mange fortrolige Kærtegn.
Saa rev hun sig løs, og et Minut efter standsede Vognen udenfor det Dunckerske Hus. Mens Kusken knaldede for at Portneren skulde lukke op, maatte Flemming stige ud. Da han udenfor Vogndøren sagde Farvel, nikkede hun til ham elskværdigt smilende og bad ham hilse Fru Bertha. Hendes Ansigt var saa roligt og hendes Stemme saa klar, som om de stod i en Selskabssal fyldt med Mennesker.
Saa kørte hun ind ad Porten.
Flemming stod tilbage og følte sig som om han var udplyndret indtil Skindet. Han var dødsens flov: hun havde moret sig med ham som med hans Drenge. Hvilket infamt Fruentimmer med sit lede Koketteri!
Og medens han, forbitret paa sig selv, langsomt vendte hjemad, gik hans Tanker til Fru Baltzer, som slet ikke var koket og maaske netop derfor —?
Saaledes gjorde dette Eventyr med Fru Duncker ham til et endnu sikrere Bytte for den smukke Leontine.