Lokasenna

Lokasenna eller Lokes skænderi er et kvad i den Ældre Edda.

Lokes skænderi

Ægir, som med et andet navn blev kaldt Gymer, havde gjort ølgilde for aserne, da han havde fået den store kedel som fortalt. Til dette gilde kom Odin og hans kone Frigg. Thor kom ikke, for han var østpå. Sif, Tors kone, var der, og Brage og hans kone Idun. Tyr var der, han var enarmet, Fenrisulven rev hånden af ham da den blev bundet. Så var der Njord og hans kone Skade, Frej og Freja, Odins søn Vidar; Lok] var der, og Freys tjenere, Byggvir og Beyla. Der var mange aser og alfer. Ægir havde to tjenere, Fimafeng og Eldir. Der var selvlysende guldlygter (morild?), og øllet serverede sig selv; det var et meget fredhelligt sted. Ægirs gode tjenere blev lovprist. Loke gad ikke høre på det, og dræbte Fimafeng. Da truede aserne med deres skjolde og skreg rasende efter Loke og jog ham bort i skoven; så genoptog de gildet. Loke kom tilbage og mødte Eldir udenfor.

Loke:
Eldir, sig mig inden du sætter
din fod et skridt frem,
hvad de sejrrige guder nu sludrer om
over Ægirs øl.

Eldir:
Om stærke våben og store bedrifter
sludrer sejrrige guder;
af aser og alfer taler ingen godt om dig
her i Ægirs hal.

Loke:
Jeg vil ind og hilse i Ægirs hal,
lad mig se på stadsen,
gavmildt udstrør jeg gift og intriger,
blander uhumskhed i øl.

Eldir:
Altså, hvis du går til Ægirs drikkegilde
med sjofelheder og sladder,
hver ækelhed du hælder ud over høje magter,
får du selv i synet igen.

Loke:
Hvis du, Eldir dristede dig til ordstrid
os to imellem,
se, da fik du din sag for,
snart fik du svar på tiltale.

Derpå gik Loke ind i hallen. Da de, der sad derinde, så, hvem der var kommet, tav de alle.

Loke:
Loke er tørstig, lang var turen
her til hallen.
Oh aser, en enkelt lille øltår
er temmelig tiltrængt.

Så stille I sidder, sure guder,
har I mistet mælet?
Skaf mig sæde og skænk mig guldøl,
eller vis mig væk.

Brage:
Skaffe dig sæde? Skænke dig guldøl?
Det gør aserne aldrig.
Aserne véd vel for hvem de skal øse
gylden gudedrik.

Loke:
Odin, du glemmer vel ikke en gammel
blod-beseglet broderlig ed?
Du sagde, du aldrig ville smage på øllet
hvis der ikke var bryg til os begge.

Odin: Rejs dig, Vidar, vig pladsen
for Fenrisulvens fader,
hellere end at lytte til hån fra Loke
ved Ægirs ølgilde.

Da stod Vidar op og skænkede for Loke; før han drak sagde han til aserne:

Loke: Vær hilset, aser, vær hilset, asynjer
og alle glimrende guder,
altså undtagen en enkelt af jer,
Brage, dér på bænken.

Brage:
En hest vil jeg gi' dig, en herlig guldring,
et skønt sværd vil Brage skænke,
men hold mund med din misundelse,
væk ikke gudernes vrede.

Loke:
Ædel ganger, armbånd af guld,
hvor sku' du få det fra, Brage?
Blandt alle jer guder er du, Brage, den største bangebuks,
du spæner hurtigst ved synet af et hævet spyd.

Brage:
Jeg si'r dig, hvis ikke jeg sad hér inde
i Ægirs fredhellige hal,
så stod jeg straks med dit hoved i hånden,
så blev vi Lokes løgne kvit.

Loke:
Du er kvik til det kolde bord men knap så rap når det rigtig gælder,
Brage bænkepynt.
Hvis du er vred så vis du kan slås,
du ser temmelig tam ud.

Idun: Brage, jeg ber dig, behersk dig,
for familiefredens skyld,
last ikke Loke, lad ham i fred
her i Ægirs hal.

Loke:
Ti du, Idun, af alle kvinder
kalder Loke dig liderligst;
villigt lagde du hvide arme
om manden der myrdede din bror.

Idun:
Jeg laster ikke Loke
her i Ægirs hal;
jeg ber kun Brage styre sin brandert,
jeg vil ingen voldsom tvekamp.

Gefion:
Hvorfor skal I to aser absolut skændes
her i hallen?
Loke fatter ikke at legen er ude
og ingen elsker ham.

Loke:
Ti du, Gefion, jeg tror du glemmer
men heldigvis husker jeg:
den hvide svend, et sejl gav han dig, og vupti
gled lår over lystig lænd.

Odin: Du er ør, Loke, og afsindig,
at du snakker grimt om Gefion,
hun der skuer slægters skæbne
ganske så godt som jeg.

Loke: Ti du, Odin, tit og ofte
har du kludret i det som krigsgud,
sejr har du givet til sløve gutter
som slet ikke sku' ha' haft den.

Odin:
Vist har jeg kludret med visse krige
og givet sløve gutter sejr,
men otte vintre var du under jorden
som malkekone, som mor,
du tåbelige transvestit.

Loke:
Snak for dig selv, du Samsøs vølve,
du, kender af heksenes kunster.
Forklædt som vølve færdedes du i verden,
du tåbelige transvestit.

Frigg:
Hold jeres historier helt for jer selv,
det rager ikke andre.
Gamle sager glemmes snart,
drop nu det oldnordiske ævl!

Loke:
Ti du Frigg, du, Fjørgyns datter,
du er mildt sagt vild efter mænd,
både Ve og Vile lå i en vis kvindes favn,
begge din ægtemands brødre.

Frigg:
Jeg si'r dig, hvis der sad en søn i hallen
så brav som Balder,
da slap du ikke ud i ét stykke;
voldsom er gudernes vrede.

Loke:
Du siger det selv, Frigg, mine slyngelstreger
skal jeg gerne genfortælle:
jeg har besørget at du aldrig siden
skal se Balder ride til salen.

Freja:
Loke, du er drukken, du ler af dine
ækle adfærdsforstyrrede streger.
Frigg véd jo alt, selvom hun ikke
siger det hele selv.

Loke:
Ti du, Freja, din fremfærd
er alt andet end eksemplarisk,
det véd hver as og alf i Ægirs hal,
du har jo bollet med hele bundtet.

Freja:
Din tunge er syg, tankeløst snakker du,
du ævler dig en ulykke til.
Aserne vredes, og asynjerne,
vi slår dig til krøbling snart.

Loke:
Ti du Freja, du fælt fordærvede
giftige gimpe;
dengang guderne greb dig i gang med din bror,
sikke du da kunne fjærte, Freja.

Njord:
Det er småting at smukke kvinder
muntrer sig med mænd;
utroligt at den ækle kvinde-karl er sluppet ind,
fy føj! en mand der føder børn!

Loke:
Ti du, Njord, natpottemand,
sendt til guderne som gidsel;
Hymers tøser havde dig som tissetrug,
og lod deres vand i din mund.

Njord:
Godt, det er sandt, engang blev jeg sendt
til guderne langvejs fra som gidsel,
men da fik jeg en dreng, uden fjender, dejlig,
den ædleste blandt aserne.

Loke:
Hold op, Njord, opfør dig ordentligt.
Din skam kan ikke mere skjules.
Du avlede den søn med din egen søster,
der findes dog ingen værre udåd.

Tyr:
Blandt alle aser er Frey alene
ridderligst blandt riddere;
Er hun gift eller ugift, over ham græder ingen kvinde,
han bryder alle trange bånd.

Loke:
Ti du, Tyr, det er trist du aldrig
kan forlige folk.
Din højre hånd, jeg husker endnu
da Fenris sled den fra dig.

Tyr:
Jeg savner min hånd, du savner din helveds-hund,
det er jo trist for os begge to;
bæstet er uglad, bundet må den vente
på verdens undergang.

Loke:
Ti du, Tyr, det traf sig at din kone
fik en dreng med farmand hér;
du usling fik aldrig uretten erstattet,
børnepengene blev borte.

Frey:
Jeg ser ulven ligge ved åens udløb
indtil gudernes store strid,
Det kan gå dig selv så galt som dén
med mindre du straks holder mund.

Loke:
For guld har du købt Gymers datter,
selv dit sværd har du solgt;
men når Muspels sønner rider over mørke skove,
står du uden våben, usling.

Byggvir:
Åh, gid jeg var ædel som Yngve-Frey
og lige så stor og stærk,
øretæver sku' jeg uddele til ulykkesfuglen,
jeg sku' knuse alle hans knogler.

Loke:
Hvem er det lille væsen der logrer så vildt
og snippe-snapper?
Altid lurer du bag Frejs ører,
altid klakker du under kværnen.

Byggvir:
Jeg hedder Byggvir, jeg regnes for brav
blandt godtfolk og guder;
Hvilket herligt gilde, her drikker guderne
alle øl med Odin.

Loke:
Ti du, Byggvir, du har aldrig forstået
at give mættende mad til mænd;
når kække mænd kæmpede modigt,
forsvandt du straks i sengehalmens strå.

Heimdal:
Ør er du, Loke, afsindig fuld,
hold nu op med dit ævl,
stop dit bavl, styr din brandert,
før den koster dig livet, Loke.

Loke:
Ti du, Heimdal, dit liv er hæsligt,
et trist job fik du tildelt;
med våd ryg våger du i regnen,
du, gudeverdens gamle vogter.

Skade:
Du gør dig lystig, Loke, men inden længe
skal dit sladder være slut;
knap så kæphøj blir du når guderne kanthaler dig
med din rimkolde søns tarmremme.

Loke:
Selvom jeg blir knap så kæphøj når guderne kanthaler mig
med remme fra min rimkolde søn,
forrest og fremmest var jeg i felten,
da vi dræbte Tjasse, din far.

Skade:
Nå så du var forrest og fremmest i felten,
da I dræbte Tjasse, min far.
Iskolde råd kan du altid
hente fra mine helligsteder.

Loke:
Mere muntert lokkede du for Løv-ø's søn,
da du bød mig om bord i din seng,
nu må det røbes, når der skal redegøres
for vores væmmelige laster.

Da gik Sif frem, skænkede mjød i Lokes glasbæger og sagde:

Sif:
Godt helbred, Loke, grib dit glasbæger
fyldt med ædelt øl;
hende hér må du hellere
indrømme er ulastelig.

Loke:
Så sku' du også være den eneste
kyske gudinde jeg kender;
dog tror jeg der kom hos Tors kone
en enkelt elsker,
og det var ham her, lumske Loke.

Beyla:
Fjeldene skælver, skyerne buldrer,
nu tror jeg Thor kommer hjem,
han sætter slut på hånlig sladder
om godtfolk og guder.

Loke:
Ti du, Beyla, du er Byggvirs kone
og godt fyldt med giftigheder,
fler og fler fjolser kommer i guders flok,
du, øldunstende dulle.

Thor:
Ti du, misfoster, du skal få mærke
Mjølners hårde hug:
jeg skal skille dine skuldres klippeknold fra din hals,
du kommer a' med knoppen.

Loke:
Jordens søn er just kommet ind;
hvorfor truer du sådan, Tor?
du der ikke tør kæmpe når ulven kommer
og æder Odin i ét haps.

Thor:
Ti du, misfoster, du skal få mærke
Mjølners hårde hug:
Jeg kaster dig op og kyler dig østpå
så man aldrig siden ser dig.

Loke:
Du sku' ellers ikke snakke
om dine øst-udflugter;
du, helt, der tog tilflugt i handskens tommel,
man sku' ikke tro du var Tor.

Thor:
Ti du, misfoster, du skal få mærke
Mjølners hårde hug:
jeg rammer dig med Hrungner-dræberen,
så dine knogler knækker grimt.

Loke:
Jeg tænker jeg lever en tid lang endnu
skønt du truer med hamren, Tor;
Skrymers snore var dig for stramme,
du fik aldrig åbnet madposen,
da kom du slemt på slankekur.

Thor:
Ti du, misfoster, du skal få mærke
Mjølners hårde hug:
dræberhamren sender dig durkt
hinsides Hels dødningegærde.

Loke:
Jeg har givet guderne besked
om alt som faldt mig ind,
men for dig alene går jeg ud,
for jeg véd du bruger vold.

Øl gjorde du, Ægir; du skal aldrig mere
brygge den drik igen;
alt hvad du ejer her inde i salen
går op i luer;
og din ryg bli'r ristet.

Hvad der siden hændte Loke

Herefter gemte Loke sig i Fránangs fos i skikkelse af en laks. Dér fangede aserne ham. Han blev bundet med sin søn Nares tarme, idet hans søn Narfe blev til ulv. Skade tog en giftslange og fæstnede ovenover Lokes ansigt; dérfra dryppede gift. Sigyn, Lokes kone, satte sig der og holdt en drikkeskål under giften. Men når drikkeskålen var fuld, bar hun giften væk; imens dryppede der gift på Loke. Så vred og vendte han sig så voldsomt, at hele jorden skælvede af det; det kaldes jordskælv.

Overs. Ole Nielsby, 1993. Må gerne kopieres. Hvis du ændrer i oversættelsen, bør du læse den norrøne tekst først.