Lettre de Mr. de Voltaire au Roi Chretien VII 4. Fevr. 1767
Lettre de Mr. de Voltaire au Roi Chretien VII. à l’occasion d’un Présent, que Sa Majesté avoit fait à l’infortunée famille de Calas, du 4 Fevr. 1767.
Sire
La lettre dont vôtre Majesté m’a honoré m’a fait repandre des larmes de tendresse & de joye. Vôtre Majesté donne de bonne heure des grands exemples. Ses bienfaits penetrent dans des pays presque ignorés du reste du monde. Elle se fait des sujets de tous ceux qui entendent parler de Sa générosité bienfaisante. C’est dans le Nord, qu’il faudra voyager pour apprendre à penser & à sentir. Si ma caducité & mes maladies me permettioient de suivre les mouvements de mon cæur, je vientdrois me jetter aux pieds de vôtre Majesté. Du tems que j’avois de l’imagination, Sire, je n’aurois fait que trop de vers pour repondre à vôtre charmante prose. Pardonnés aux efforts mourans d’un homme qui ne peut plus exprimer l’étendue des sentimens, que vos bontés font naitre en lui. Je souhaite à vôtre Majesté autant de bonheur, qu’elle aura de veritable gloire.
J’ai l’honneur d’être &c.
Pourquoi, généreux Prince, Ame tendre & sublime,
Pourquoi vas-Tu chercher dans nos loiutains climats,
Des cæurs infortunatés, que l’injustrice opprimé?
C’est qu’on n’en peut trouver au sein de Tes états,
Tes vertus ont franchi par ce bienfait auguste
Les bornes des pays gouvernés par res mains:
Et partout, où le Ciel a placé des humains,
Tu veux, qu’on soit heureux, Tu veux qu’on soit juste.
Hélas! Assés de Rois que l’histoire a fait grands,
Chès leurs tristes voisins ont porté les allarmes.
Tes bienfaits vont plus loin que n’ont été leurs armes.
Ceux, qui font des heureux sont les vrais conquerans.
Vers du Comté O.M. Rantzau, à l’occasion des précédens
Ce favori du Dieu, qu’à Delos on revere,
Ne chante Tes vertus, qu’en chantant nôtre bien,
S’il Te peint des humains le monarque & le pere,
Oversættelse:
Stormægtigste Konge!
Det Brev, hvormed Deres Majestæt har værdiget mig, kom mig til at græde af Følelse og Glæde. Deres Majestæt giver tidligen store Exempler. Deres Velgierninger trænge igiennem til næsten ubekiendte Lande af den øvrige Verden. De giøre til Underdanere alle dem, som høre tale om Deres godgiørende Ædelmodighed. Det er i Norden, hvor man bør reyse for at lære at tænke og blive følelig. Dersom min Affældighed og mine Svagheder tillode mig at følge mit Hiertes Drift og Tilskyndelse, saa skulde jeg komme at nedkaste mig for Deres Majestæts Fødder. Den Tid, da jeg havde Geist og Indbildnings-Kraft, skulde jeg havde giort Vers nok, for at svare til Deres Majestæts indtagende ubundne Stiil. Antag i Naade disse magtesløse og ligesom døende Bemøyelser af et Menneske, som ikke bedre kan udtrykke den Vidtløftighed af Tanker og Følelser, som Deres Dyder opvækker i hans Hierte. Jeg ønsker Deres Majestæt ligesaa stor Lyksalighed, som De skal have en sand og virkelig Ære.
Jeg forbliver etc.
O ædelmodig Prints! o høyt og ømt Gemytte!
Hvi vil Du udenlands saa hielpsom understytte
De Stakler, som Uret saa voldsom fældede?
Jo! blant Dit eget Folk er Ingen slig at see.
Saa stor Velgierning vil forplante allevegne
Din' Dyders store Lys til Jordens sidste Egne.
Du ønsker, at enhver, hvor Folke befinde sig,
Vil øve Ret, og hver maa leve lykkelig.
Historien har giort os nok af slige Helte,
Som paa Naboer sig med Sverd og Ild indvelte:
Din Godhed vinder meer', end de ved Krig og Felt:
Hvo Folk Lyksaliggiør, han er en ægte Helt.