Leddehuset

by Cornelia Levetzow

Leddehuset

En lille Spadseretour fra Byen, lige ved Indgangen af Skoven, laae et gammelt forfaldent Huus. Skorstenen sad paa Skraa og Dørhængslen var af Led, hele Huset syntes at hælde mod sin Undergang. Murene vare plettede, og de smaa grønlige Ruder dækkedes baade ude og inde af et Støvlag. Naar Efteraarsstormene strøg hen over Egnen, rystede og knagede Huset i alle Fuger.
»Kanskee det ramler ned og knuser os med det Samme,« tænkte Konen, naar hun vaagnede ved Vinduernes Klirren og Dørenes Klappren, »naa ja, hvad, Ulykken var ikke større!«
Men nu var det Foraarstid, og milde Vinde legede om det gamle Huus. Mostaget lignede grønt Fløjel, og Æbletræets rødknoppede Grene strakte sig helt ud over det forfaldne Stakit. Lige foran, paa den modsatte Side af Landevejen, laae Stranden. En smal, skræntagtig Pynt strakte sig fra Skovsiden ud i Vandet. Den var overgroet med lave Fyrretræer, Slaaen og Brombærranker; høje Siv knejsede mellem det Andet. Spadserende standsede gjerne ved Skovleddet, og der raabtes: »hvor skjønt, hvor ejendommeligt, og saa Leddehuset, noget mere malerisk Forfaldent kan ikke tænkes!« men hørte Konen Sligt, rynkede hun Panden, mønstrede de pyntelige Dragter og havde onde Tanker: »Jeres Tid kommer maaskee ogsaa!«
Der var en Kilde tæt ved, og Folk laante sommetider Glas i Huset, naar der da var Nogen hjemme, men somoftest fandtes Døren lukket. Manden, Ivar Olsen, var Murer; Konen, Bolette, gik paa Tørvemosen, og Børnene, to voxne Døttre, tjente i Byen.
De lysegrønne Bøgeblade tittede nysgjerrigt ud af Knoppernes brunglindsende Hylstre; de længtes efter Solskin og de trængte til Regn, men Himlen havde ogsaa begge Dele i Beredskab. Brændende Sollys vexlede med tykke tordensvangre Skyer. Bolette skyllede Tøj ved Kilden, da de første store, tunge Draaber faldt.
»Nu har vi det, — saa kan man ikke engang faae sin Smule Pjalt tør.« — Det var aabenbart en ny Forurettelse til de mange gamle. Hvorfor skulde ogsaa Alt, altid, gaae hende imod?
Bolette var en høj, mager Kone med svært, mørkt Haar, der dog allerede begyndte at graane. Hun havde ganske kjønne Træk og forstandige blaae Øjne, men et skarpt, vredladent Udtryk, der havde taget fast Sæde i Furerne om den smalle Mund, virkede frastødende. Dragten var pjaltet og tilsmudset.
Suurmulende bar hun det vaade Tøj ind i sit lille mørke Kjøkken. Bordene vare sorte, Gulvet sort, og bedre stod det ikke til inde i Stuen, hvortil Døren stod aaben. Gamle Tøfler, en afreven Kaskjetskygge, Klemmer, Tougstumper og sammenrullede Strømper laae hist og her.
Neppe var Bolette kommen i Ly, før Regnen strømmede ned. Et Øjeblik efter gik en Skikkelse gjennem Skovleddet, og saa bankede det paa Døren.
»Tillad? — tør jeg staae her inde, blot til det Værste er overstaaet?« Stemmen lød frejdig og mild; en middelhøj Pige med friske røde Kinder og klare brune Øjne traadte stille, ligesom spørgende, ind. Regnskærmen drev og Regnslaget drev, men hendes lille hvide Hat med den store glatte Sløjfe havde ikke faaet en Draabe.
Bolette kjendte godt Ansigt og Skikkelse, og vidste, hvad den særegne Dragt betegnede, hun vidste ogsaa, at »Søster Martha« hver Dag, til bestemt Tid, gik sin halve Miil, for at tilsee og forbinde en gammel Kone henne i Udhusene, der laae syg af Kræft og Ingen havde om sig.
»Luk bare Døren!« Stemmen var ikke uvenlig, »men her er fælt inde. Ja, see Dem kun om, jeg veed, hvad De tænker.«
»Jeg tænker, at det er slemt at være ude i saadan et Vejr, og godt at staae i Ly, — og saa takker jeg Dem.« Tonen var spøgefuld, men Blikket inderlig deeltagende.
»De boer paa en skjøn Plet,« sagde hun lidt efter.
»Det tænker jeg aldrig over,« hun saae dog uvilkaarlig ud, »sikke Ruder! nej, det er da næsten for galt, saa Ædderkopperne husere herinde!«
»Udsigten vil unegtelig sees bedre gjennem klare Ruder, men Pintselørdag er da heller ikke endt endnu.«
Konen saae op: »Naar man altid slider for Andre, taber man Lysten til at holde sit Eget.«
Da der intet Svar fulgte, tog Bolette igjen Ordet.
»Dog, det er ikke deri det ligger, men naar man er saa ulykkelig, saa rent ulykkelig, bryder man sig ligelidt om Alt. — De veed vist Frøken —«.
»Søster Martha!«
»Tak, det glemte jeg. De veed vist, hvordan min Mand er?« Stemmen lød bitter og haard, »en Drukkenbolt, rigtig et forfaldent Menneske i alle Maader. Ingenting forslaaer, og Kiv og Strid oven i Kjøbet; han har endogsaa lagt Haand paa mig, det Skarn!« Hun standsede og ventede aabenbart en fordømmende Udtalelse, men Søster Martha taug; de brune Øjne saae medlidende og underlig indtrængende paa hende; saa begyndte hun da igjen:
»Hvem kan have Lyst til at holde pænt Huus, naar saadan En kommer hjem og sviner til og ødelægger, for han slaaer ogsaa itu, naar det kommer over ham.«
»Forstaaer De at tie?«
»Vi er alle Kjød og Blod,« lød det hidsige Svar.
Der blev en Pause; Søster Martha hentede gode Raad der, hvor hun plejede at faae dem, og saa spurgte hun pludseligt:
»Men hvor kunde det ogsaa falde Dem ind at ægte saadan et Menneske?«
Det gav et Sæt i Konen, hun slap Tøjet og traadte nærmere.
»Saadan var han ikke dengang, det maa De rigtignok ikke troe.«
»Saa da var han ordentlig?«
»Det var det pæneste Menneske, Ingen kan sige ham Andet paa. — Jeg var ogsaa, om jeg selv skal sige det, en Stadspige, ellers havde han heller ikke taget mig. Mesterens Enke lod ham saamænd forstaae, at han gjerne kunde melde sig, men han syntes nu engang bedst om mig. — Hvem skulde da have troet!« hun slog Hænderne sammen og stønnede.
»Holdt De ogsaa af ham?«
»Aa, tal ikke derom — jeg kan ikke taale det!«
Men Søster Martha vilde ikke tie: »Holdt De rigtigt af ham?«
»Hvorfor skal jeg tænke paa de Tider?« hun vred sig, »han lignede ikke mere den Mand han nu er, end Amtmandens Bolig ligner Huset her. Rigtig et kjønt Menneske var han, flink og afholdt. — Vi boede i det yderste Huus i Byen, det lille gule med Have udenfor. Der var som blæst allevegne. — Ja De troer mig vel ikke?«
»Jo vist gjør jeg, men hvordan gik det da til? — De skal ikke svare mig, blot tænke over det, tænke paa den Tid. Og saa skal De bede om at det maa blive godt igjen.«
»Nej, for jeg veed at det er umuligt!«
»Det har jeg ogsaa sagt engang, men det blev dog godt alligevel,«
Trods sin Ophidselse studsede Bolette og spurgte:
»Har De ogsaa døjet Noget i Deres Tid, De seer dog saa rolig og glad ud.«
»Jeg sagde jo, at det blev godt. — Skal jeg fortælle Dem det? — Der var En, jeg holdt af, og han holdt ogsaa af mig, vi vare saa lykkelige. Ingen af os havde Forældre eller Sødskende, min Moder var lige død, da jeg lærte ham at kjende. Han var god og kjærlig, dygtig og klog; Fremtiden laae lys og banet foran os, men saa blev han syg, paa et Besøg hos en Slægtning. Det kom pludseligt og heftigt; jeg hentedes strax og fik Lov til at pleje ham.«
Da Søster Martha standsede et Øjeblik, trak Konen en Stol frem, tørte Støvet af med sit Forklæde og skjød den hen til hende.
»Sæt Dem ned; det trætter dog i Længden at staae.«
»Tak,« hun samlede sig og begyndte saa igjen:
»Lægen sagde rent ud, at der var Fare, men jeg troede det ikke, kunde, eller vilde ikke troe det. Han maatte komme sig. Vor Herre nænnede ikke at tage ham fra mig. Jeg var et Barn, og forstod ikke, at Herrens Tanker ikke ere vore Tanker, men at de dog er idel Kjærlighed. Min Ven derimod han forstod det, og han sagde mig, at vi maatte skilles, men at den samme Jesus, der ventede ham i de himmelske Boliger, vilde være hernede hos mig og lyse op i Mørket. Jeg svarede ikke et Ord, det var jo Synd mod ham at give Klagen Lyd, men jeg skjulte mit Ansigt. Hvad skulde jeg her mere? Ingen elskede mig, og jeg elskede Ingen, Livet laae foran mig som en endeløs Ørken. — Da der var gaaet en Stund lagde han sin matte Haand paa mit Hoved. »Lille Pige, det bliver nok godt Altsammen.«
»Ja, naar vi mødes.«
»Ogsaa før.«
»Aldrig, umuligt!« sagde jeg i min Uforstand, men han hævede Stemmen: »aldrig, umuligt, de Ord kjender Gud Herren ikke!« saa sank han tilbage paa Puden, og da Lægen lidt efter kom, fik han et heftigt Hosteanfald. Jeg løftede ham op, lagde Puden til Rette og støttede ham.
»De er en født Sygeplejerske,« sagde Doctoren.
»Er hun?« hans Øjne lyste, »hører Du, Martha.«
Jeg forstod ham strax, men mit Hjerte krympede sig, for jeg manglede Kjærlighed, og dog indsaae jeg, at det var en Udvej, et Liv til at udholde. Min Plads kunde ikke mere være blandt de Glade, men nok hos de Lidende. Da vi igjen blev ene foldede han sine Hænder til Tak: »nu har jeg slet ingen Sorger mere!« saa nikkede han til mig, og lagde sig til at slumre, men jeg knælede ved Sengen og tryglede Gud om at skaane ham for Dødskampens Rædsel. Den Bøn havde jeg ogsaa bedt ved min Moders Leje, og Herren hørte mig begge Gange. — Men da jeg stod ene, vidste jeg hvad jeg vilde, og den Kjærlighed jeg savnede fik jeg, og Glæden fik jeg ogsaa, i Strømme, for det er dejligt at tjene Gud i hans Mennesker. — Og nu maa De troe mig, Kjære, vor Frelser er en mægtig Mand; der er ikke et Forhold saa sørgeligt, uden han kan gjøre det godt igjen, ja bedre, end da det var bedst; der er ikke en Kjærlighed saa død, uden han kan kalde den tillive.«
Bolette rystede vantro paa Hovedet. »Det kan være sandt nok, men ikke her — aldrig i Evighed.«
Søster Martha tog hendes Haand: »jeg maa igjen spørge, har De nogensinde bedt om at det maatte blive godt?«
»Nej, og jeg gjør det ikke heller, for det var ligefrem at gjøre Nar af Gud.«
»Tys! — det er neppe den sande Grund; jeg frygter at De ikke har Villie til at gjøre Deres for at det kan blive godt, og saa kan De jo ikke bede. — Naa, nu er Regnen nok ophørt. Farvel og Tak; Guds Fred komme til Huset!«
I det Døren aabnedes, faldt det klare Daglys helt ind i Stuen. Skoven var nu meget grønnere end før, alle Fugle sang og Solen skinnede. Bolette fulgte den Bortgaaende med Øjet og lukkede saa Døren haardt til.
»Godt igjen? — jo vist, aldrig!« en bitter Latter ledsagede Ordene.
Naa, saa var det nok bedst at faae Tøjet op. Der maatte vel ogsaa fejes lidt ud, for Skams Skyld, siden det var Pintse i Morgen.
Da Konen gik ud med Tøjet, slog en varm foraarsagtig Duft hende i Møde. Pintseliliebusken, der havde forvildet sig ind mellem Havens Ukrudt, stod fuld af Blomster, — en rød Tulipan var der ogsaa. Hvor groede der mange af dem i Haven ved det lille gule Huus! Minderne listede sig over hende.
Hvordan blev han saadan, havde Søster Martha spurgt, ja, hvordan blev han saadan? Og hun huskede en Pintsedag for tyve Aar siden — var det virkelig kun tyve Aar! — da hun i bedste Puds havde været i Skoven med Tømmermesterens Familie. Der var fiin Musik ved Pavillonen, blæsende Instrumenter lang Vejs fra, og mange Mennesker strømmede til Stedet. Hun havde kun Øje og Tanke for En, der kom han! — Blikket sagde: vel mødt, men de talte ikke sammen. Om Aftenen skulde der dandses, men hun, som vidste, at det plejede at gaae vildt til, afslog at blive. Fik være at de kaldte hende snærpet og stolt, saadan var hun nu.
»Aa, ja, det var den Gang!«
Bolette hængte det sidste Stykke, et hullet Forklæde, over Ribsbusken, og gik saa ind igjen, men Tankerne fulgte med og fortalte mere:
Inde i Skoven mødte hun Ivar, han rørte ved Hatten og tog Cigaren af Munden.
»Det kan jeg lide, Jomfru,« sagde han, »De holder paa Dem selv. — Ja, i det Stykke ligne vi da forresten hinanden.«
Hun kunde see ham for sig endnu, rigtig et pænt Menneske, saa rank og velklædt; Øjnene blanke og milde, Haaret krøllet.
Der var ikke Noget at svare, saa hun taug, men han traadte nærmere og spurgte:
»Hvorlænge har Jomfruen tjent hos Amtmandens?«
»Fem Aar,« Bolette var stolt af at kunne sige dette, stolt af sin Dygtighed, stolt af sin Selvstændighed. Fruen, der var udygtig og svag, lod hende raade for Alt.
»Længes De ikke sommetider efter at sætte Fod under eget Bord? for det gjør jeg.« Aa, hvor Fuglene sang! — nu tog han hendes Haand.
»De skal nok have Enken, Olsen, det siger da Folk.«
»Ja, men jeg siger nej, for hun har spurgt mig. — Der er kun En jeg vil have, og denne Ene gaaer her!«
Før de kom til Leddet vare de forlovede.
»Sikken en Rønne,« havde han sagt om Leddehuset, hun huskede det tydeligt, og nu boede de her, og han var saadan, og hun var saadan!
Den lille Spejlstump i Vindueskarmen viste hende et falmet, forgræmmet Ansigt og et purret, uplejet Haar. Den forrevne Kjole havde store Pletter af stivnet Tørvejord. — Det gøs i hende; Tanken paa Fortiden havde pludselig vækket den indslumrede Reenlighedsfølelse. Haanden strakte sig uvilkaarlig efter Sæbe og Vand.
Det var et strengt Arbejde at faae fejet ud, skrubbet og skuret, Huset havde ikke været under grundig Behandling, siden de flyttede ind, for tre Aar siden. Lejen var højst ubetydelig, Mosen laae nær, man var fri for Naboer, derfor havde de valgt denne Bolig.
Ædderkopperne, der havde indrettet sig lunt og godt i alle Kroge, bleve pludselig huusvilde. Bolette var i stærkt Sindsoprør og arbejdede ivrigt, men alligevel næsten mekanisk, da Tankerne gik andre Veje.
Hvordan blev han saadan?
Hvor det var glade Dage. da de satte Bo og kjøbte ind. Godt og solidt skal det være, sagde han, og hun var uudtømmelig i at udfinde hvad de trængte til. »Jeg maa love for Dig,« sagde han glad, »saadan Du tænker paa Alt.« Men da de fælles Sparepenge først vare opbrugte, fremkom beskedne smaa Indvendinger: Det er godt nok at Snedkeren og Kræmmeren vil borge, men skal vi ikke heller vente. Folk, som vi, kan godt leve uden Sopha og Bordtæppe. Men det syntes Bolette ikke, og saa begyndte de med en lille Gjæld.
Ivar murede og hun syede Handsker; var der Selskaber i de store Huse, hjalp hun ogsaa, og tjente en Skilling. Gjælden var lige betalt, da det første Barn kom til. Det var en skrøbelig lille Pige, selv var hun ogsaa svag i lang Tid, der var ikke tale om at gaa frem, men de slog sig igjennem. Manden var virksom og glad, men hun fandt Livet besværligt, og værre blev det, da nok en lille Pige saae Lyset. — Ivar Olsen var vant til at gaae i Kirke hjemmefra og holdt af det, men hun syntes det sled for meget paa Overstykket og den sorte Kjole at gaae hver Søndag, og alene vilde han ikke gaae. De store Højtider var hun altid villig til at følge med ham, og saa spadserede de om Eftermiddagen i Skoven. Christiane kjørtes i en pæn lille Vogn, og Ane Lise rokkede med, saa godt hun kunde; blev hun træt, tog Faderen hende paa Armen. — Ja, det var den Gang! —
Og saa — Bolette holdt inde, hvad nyttede det at tænke derpaa? — men hun slap ikke, Billederne kom af sig selv, et efter et.
Barberens boede ligeoverfor; den lille muntre Kone løb tidt over til hende, dog det syntes Ivar ikke om; hun havde nemlig intet godt Lov paa sig, foer med Sladder og passede ikke sit Eget. Men Bolette følte sig smigret ved Bekjendtskabet, og det var hende en Fornøjelse at sætte Kaffekjedlen over, og bakke op for den livlige, snaksomme Naboerske.
En Dag kom Madam Frandsen ind med straalende Ansigt, og indbød Bolette til sin Søsters Bryllup, der skulde fejres paa Landet hos Forældrene. »Vi To tager saa Vogn sammen; snak Godt for Manden, at han ikke siger Nej.« Og der blev snakket godt for Ivar, men han sagde alligevel nej; et kort, afgjørende Nej.
Bolette var ikke vant til Indvendinger fra Mandens Side. »Naa, saa det er din Kjærlighed!« Hun rejste sig i Trods.
»Tys! saadan maa Du aldrig tale. See paa mig, Boel, vi skal nok faae en god Søndag herhjemme, vi Fire. — See paa mig!«
Men hun vilde ikke see. »Jeg har selv Penge,« sagde hun i opbragt Tone med bortvendt Ansigt, »Du vil da vel ikke forbyde mig at bruge dem?«
»Jeg troede Du tænkte paa at kjøbe en Griis ?«
»Nej, saa tosset er jeg ikke; det blev bare mere Slid, — jeg har saamænd nok i Forvejen.«
Ivar sprang op, Blodet steg ham til Hovedet. Det har jeg ikke fortjent af Dig, sagde Blikket, men Ordene lød: »gjør hvad Du vil.«
Han gik ilsomt hen til Døren, men betvang sig dog endnu engang og standsede: »Betænk hvad Du vælger!« Saa forlod han Stuen, men et Øjeblik efter smuttede Naboersken ind ad Bagdøren. Hun bar en lang Pakke og de urolige brune Øjne glimtede overgivent: »See disse Shawler! tage vi hver et, faae vi stort Afslag. — Palmebort og guul Bund! aa, prøv det bare.«
Og Shawlet laae allerede om Bolettes Skuldre, saadan et havde hun altid ønsket sig.
»Det gjør ikke Noget med Pengene,« hviskede den smilende Frister, »jeg lægger ud. — Nej, hvor De er en nydelig Kone, Madam Olsen! — Vi tage Shawlerne med i et Tørklæde, Frandsen maa heller ikke see mit, før længere hen. Gik det efter hans Hoved, fik jeg Lov til altid at sidde hjemme og mule. — Ja, saa er vi jo halvt om Vognen, ikke sandt?«
»Jo Tak, hvis —«
»Hvis? — giver De nu efter, bliver De en Træl altid.« —
Næste Dag kjørte de til Brylluppet.
Hvor kunde jeg? Bolette standsede Gulvskruppen og hvilede sig paa den. Hun huskede Mandens Blik hiin Morgen; det fulgte hende hele Tiden, et mørkt, uroligt, spørgende Blik.
Fornøjelsen var ikke stor, Kjolen blev revet itu, og det fine Shawl plettet af Vognsmøre. Veninden havde heller ikke Tanke for hende, da hun først var mellem sine Egne. Bolette sad taus og overseet ved Bryllupsbordet.
Det var seen Aften, da de kom tilbage. Manden var ikke hjemme, men Døren stod alligevel aaben; det mindste Barn græd højt.
Lidt efter kom Ivar; det var ikke hans sædvanlige Gang, ikke hans sædvanlige Stemme.
»Seer Du det!« sagde han med en vild Latter.
»Men Ivar dog, hvor har Du været?«
Jeg skulde maaskee blive hjemme, naar Madammen var ude at more sig? jo vist! — nej, man har da ogsaa Venner, man! vi kan nok ogsaa faae en Griis expederet, kan Du troe.« Og han begyndte at synge.
Det var første Gang hun havde seet ham beruset, men det blev ikke sidste. Haarde Ord fra begge Sider; det var ikke det samme Hjem.
Omtrent et halvt Aar efter blev en lille Dreng født. Bolettes Liv svævede i Fare, og Manden plejede hende Dag og Nat. Det var som havde han fattet et andet Sind, for han holdt sig til Hjemmet, ogsaa efter at hun var bleven rask, og Drengen var hans Lyst og Glæde. Naar den gamle Haandlanger viste sig udenfor Vinduet, lukkede det ene Øje, blinkede med det andet, og spurgte: »gaaer Du med,« svaredes gjerne et kort bestemt Nej. Rigtig godt var det dog ikke imellem dem. Bolette syntes han havde forurettet hende, og saa lod hun ham høre hvert Savn hun havde, og hver Besværlighed hun døjede. Sommetider blev han utaalmodig og spurgte: »vil Du drive mig fra Huset.« En og anden Gang gik han ogsaa, og kom sent hjem.
Foraaret efter lejede de en mindre Bolig, helt henne i Havnegyden. Der var ingen Have, knap Gaardsplads, ufredelige Naboer og Beværtningssted lige overfor. Huset laae mod Nord, og Solstraalerne fandt ikke Vej derind. Børnene saae sygelige ud; Kosten var ikke den bedste, og hun holdt dem ikke saa rene og nette, som før. Hendes egen Dragt var heller ikke pyntelig mere, og hun mærkede snart, at de fine Folk kunde have Selskaber uden hende. Det gjorde Sindet bittert, men allermest krænkende var det dog, naar Barberens Kone gik forbi og saae ind, lige ind, uden at hilse.
Naar Ivar kom hjem om Aftenen, klyngede Børnene sig til ham, og han stødte dem ikke fra sig, men legede og tumlede med dem, hvor træt han end var. Den lille Ole var nu især hans Yndling, og det var en stor Sorg for ham, da Barnet blev sygt og døde. De sidste Nætter vaagede de sammen, og hun hørte ham raabe til Gud om Barnets Liv. Selv var hun underlig forstenet i sin Sorg, og da Ivar lagde sit Hoved paa Bordet og hulkede: »Det er for min Synds Skyld, jeg veed det!« saae hun koldt paa ham, og tænkte, at han havde Ret.
Dagen efter løb han vild igjen, druknede sin Kummer i Glasset, kom ophidset og støjende hjem. Næste Morgen vred han rigtignok Hænderne i Anger og Kval, men hvad kunde det nytte?
Da den lille Dreng blev jordfæstet, ringede Klokkerne. Hun syntes det var altfor stor en Udgift, men han sagde: »det er jo den sidste.« Kisten var prydelig og blomstersmykket. De gik sammen bag efter den, og dog var det som gik hver for sig, langt fra hinanden. Præsten havde confirmeret Ivar og kjendte ham godt; det var, som kaldte han paa ham ved hvert Ord i Talen. Bolette syntes ikke der var Noget til hende, hendes Hjerte var koldt og tomt. Huset hjemme var ogsaa underlig tomt. De smaa Piger, der havde været inde kos Naboens, kom dog snart løbende; de havde nye sorte Forklæder paa og Bakkelser i Haanden.
»Fader!« raabte de begge, og krøb op paa hans Skjød. Bolette sad ene ved Vinduet. Ivar saae paa hende.
»Er Du rask?« Stemmen var blød.
»Ja,« hun vendte sig bort.
Han kom nærmere, Haanden laae paa hendes Stol: »Bare Du kunde komme til at græde, din Stakkel!«
»Ønsk det ikke, for kanskee det blev Blod!«
Han gik igjen, lukkede Børnene ud paa Gaden, lagde saa Armene paa Bordet og Hovedet paa Armene, som hans Viis var; hun hørte hvor han græd.
»Bolette, jeg holder det ikke ud! — kanskee lille Ole bliver vor gode Engel. — See paa mig! det skal ikke skee tiere, hører Du? aldrig.«
Han stod oprejst foran hende med udrakt Haand, Ansigtet lyste.
Hun saae det, men al den gamle gjemte Vrede lagde en Iisskorpe om hendes Hjerte, og Øjnene vare kolde og Stemmen haanlig, da hun svarede: »hvem der troer det.«
Manden stirrede et Øjeblik forvildet paa hende, var det muligt? — men i næste Nu svulmede Aarerne i hans Tindinger og Vreden blussede op.
»Hvem der troer det, naa, saaledes! — kan hænde Du faaer Ret, men godt bliver det ikke for Nogen af os.«
Ivar Olsen styrtede bort, og slog Døren haardt i, han var rent ude af sig selv. Men om Aftenen kom han vild og støjende hjem, »hvem der troer det!« vrængede han fælt, og holdt sin knyttede Højre henimod hende.
Siden var det gaaet nedad, altid nedad for dem.
»Hvor kunde jeg?« Bolette standsede Arbejdet og gjentog: »hvor kunde jeg!« Hun sank helt sammen. »Gud hjælpe ham og mig, men godt kan det aldrig blive, aldrig!«
Svalerne kredsede rundt om Huset, Solen tittede helt ind i Stuen, Skoven og den blinkende Strand saaes klart gjennem de rensede Ruder.
Der laae dog vist et Par Gardinstrimler i Dragkisten? jo ganske rigtig; hun havde ikke gidet hænge dem op i disse Aar. — Og der var den lille Vase, hun havde faaet af sin Medtjener, og her Shawlet, det ulykkelige Shawl!
Og Samvittigheden, der havde været inddysset og lagt til Side de mange lange Aar, hviskede sit: skyldig.
Lidt efter stod Vasen midt paa det rødmalede Bord, den var fyldt med Bøgegrene og Pintselilier; Tulipanen nænnede hun ikke at bryde. — Kjøkkenet var nu ogsaa i Orden, og den Bomuldskjole hentedes ind fra Snoren og toges paa. Den blev ikke strøget eller rullet, blot trukket forsvarligt; at den var lidt vaad i Rynkerne, gjorde mindre. Hun længtes efter at komme ud af Mosedragten.
Da Bolette var færdig, saae hun sig om: hvad nu? — der gik en Gysen igjennem hende, nu kom han snart, denne Mand, hun paa en Gang frygtede og foragtede; var det til hans Modtagelse hun havde smykket Hjemmet!
Et Øjeblik efter lød klapprende Træskoe henad Vejen, og en ilfærdig Stemme raabte: »Er Konen hjemme?« — Det var den gamle Haandlanger, en af Fristerne, han var dødbleg og rystede. Bolette forstod strax, at det var en Hjobspost han skulde bringe.
»Hvad er der skeet?»
«Stilladset brasede, og saa —« Haanden betegnede et Fald, »det er bedst Du følger med, kanskee der endnu er Liv. — Ja for den Sags Skyld vil Du vel helst af med ham?«
»Ti!« hun skjød ham tilside og ilede forud. Af og til trængte et hulkeagtigt Skrig sig frem: »aa nej, nej, ikke død, aa nej, nej!« og hun fremskyndte Løbet. Billedet af Ungdomsvennen, ham, hun havde elsket, blandede sig underligt med Billedet af den ødelagte vildfarne Mand fra de senere Aar, og medens hun vaandede sig i Smerte, raaabte det indeni Hjertet: hvor kunde jeg, hvor kunde jeg!
Nu var hun der — Mængden veg til Side, da hun kom, mange Øjne hvilede paa hende, men der læstes kun Velvillie i faa.
Ivar Olsen laae paa en Baare med et Tæppe om sig, Byens nye Læge stod bøjet over ham. Da Bolette kom, saae Doctoren op.
»Er det Konen?« Stemmen var deeltagende, Blikket mildt. Hun nikkede taus.
»Det er vel bedst at bringe ham til Hospitalet?«
»Aa nej, hjem til mig!« Der var en saadan Alvorsklang i Røsten, at Lægen strax gav efter.
»Mon det dog ikke var bedre,« indvendte en gammel surmulende Madamme, men hun afbrødes af Doctorens Ordre.
»Det skal skee som Konen ønsker. — Lad mig see J bære ham stille og forsigtigt, Godtfolk, Skridt for Skridt: — jeg kommer strax.«
En sagte Klynken viste, at der endnu var Liv. Bolette hørte Lyden, hun hørte Alt hvad der hviskedes og mumledes omkring hende.
»Var han svirende?«
»Nej, de sige at Flasken er fuld, han havde endnu ikke rørt den.«
»Doctoren skulde blot vidst, at de leve som Hunde og Katte, saa var han nok ikke bleven bragt hjem.«
»Aa hvad,« lød Svaret, »lige saa godt døe det ene Sted som det andet.«
Endelig var Vejen overstaaet; Bolette aabnede Døren, Mændene satte Baaren ned og bar ham ind. Den vaandefulde Klynken tiltog, medens de løftede ham op og lagde ham paa det kummerlige Leje, der dog i Dag var ordentlig redt og dækket af rene Lagener. Mændene saae sig forundrede om.
»Har I det saa hint, hvem skulde tænkt det? — Er der ellers Noget?«
»Nej Tak, nej,« hun længtes efter at blive ene.
Men da de vare gaaede, og hun virkelig stod ene tilbage hos den Syge, sneg en ubetvingelig Angst sig over hende; »om han nu døde!«
Ivar Olsens Ansigt var tildækket; mon det dog ikke var bedst at tage Klædet bort? hun gjorde det med rystende Haand.
Nej, hvor han saae bleg og blodig ud! — dog det var vist kun Huden, der var skrabet. Hun afvadskede vaerligt Blod og Støv.
Det kolde Vand lod til at gjøre Ivar godt. Han slog Øjnene op, og saae hende lige ind i Ansigtet, men Blikket var uden klar Bevidsthed, dog syntes hun der laae ligesom en Mildhed i det. Næste Nu sank Øjelaaget til igjen. — »Aa blot Doctoren kom!« de faa Minuters Ventetid forekom hende som en Evighed.
Da Lægen omsider havde endt sin Undersøgelse, vovede hun at spørge: »Er der Fare?«
»Ingen overhængende.«
»Gud være lovet!«
Den unge Doctor lagde deeltagende sin Haand paa hendes Skulder:
»Jeg tør ikke skjule, at Tilfældet er alvorligt. Armen er brukket og Been og Ryg slemt forslaaede. Der er allerede Feber, og den vil stige henad Natten. Men vi To vil kæmpe ærligt for at bjerge hans Liv; Plejen har meget at sige, i dette Tilfælde.« — Og saa fik hun sine Ordre: Mixtur, Sovedraaber, kolde Omslag — der maatte vaages hele Natten.
Neppe var Doctoren gaaet, før den yngste Datter kom løbende ind. Det var en lille buttet rødmusset Pige med kjønne brune Øjne og dybe Smilehuller, men nu var Ansigtet ophovnet af Graad, og hun kastede sig hulkende ned foran Sengen.
»Fader, Fader! — aa, han kan ikke engang kjende mig!«
Bolette saae taus til. Børnene havde altid klynget sig til Faderen og tilsidesat hende. Hun havde ogsaa tidt været haard og streng imod dem, men hun havde dog elsket dem og stræbt for dem, Alt hvad hun kunde. Mangen Gang havde det smertet hende, at de foretrak Faderen, men i Dag gjorde det hende godt at see Christianes Sorg, og hun klappede hende venligt paa Haaret.
»Tys, Barn, væk ham ikke.«
»Det er ingen ordentlig Søvn; før slog han Øjnene op og stirrede saa fælt. — Aa nej, sikken en Jammer! — men hvorfor lod Du ham ikke komme paa Hospitalet? — saa var han da bleven ordentlig plejet. Det havde været langt bedre.«
»Hjemmet er dog Hjemmet.«
»Saadan et Hjem!« Christiane hulkede højt, »aa, det arme usselige Menneske!«
»Husk det er din Fader.«
Den unge Pige saae forvirret og urolig hen paa Moderen.
»Troer Du han skal døe? — her seer saa fremmed ud, som havde Du allerede pyntet Huset til Begravelsen. — Nej, hvor han er forandret, siden Rødmen er gaaet bort, og Haaret strøget fra Panden; det er som et andet Menneske. — Fader er jo ordentlig kjøn!«
»Han ligner sig selv fra Ungdommen.« Bolette lagde stille nyt Omslag paa Armen.
»Sikken Besvær for Dig, Moer! jeg synes det er tosset, for hvordan skal I komme igjennem? — ja, her er da min Smule Løn fra første Maj, jeg har ikke rørt den; men saa maa Du ogsaa passe ham godt, og ikke bruge Pengene til Andet, hører Du? — Ja saa løber jeg igjen,« hun standsede i Døren, »der var Noget Du vilde sagt?«
Bolette havde Lyst til at sige: »bed for ham,« men det var ikke let at faae frem, og saa rystede hun blot paa Hovedet.
Lidt efter kom den ældste Datter, en spinkel, lys, stille Pige. Hun var pyntelig klædt og Folk sagde at hun saae stolt ud, men maaskee det kom af at den svære blanke Haarfletning, der var slynget i Knude, tyngede det fine lille Hoved bagover.
»Min Fader, min Fader!« hun knælede foran Lejet i stor Sindsbevægelse, og begyndte saa at anklage sig selv: »Aa jeg gik om ad en anden Gade i Gaar, for ikke at møde ham; han var svirende, og jeg skammede mig for Folk; men nu gjør det mig ondt, at jeg ikke fulgte ham hjem. — Aa, Du kjære Gud, forbarm Dig over ham! — hvor hans Haand brænder, og see Blikket hvor stivt. — Er Du ikke bange for at være her alene, Moder?«
»Vist ikke, men det er Ret Du beder for din Fader, Ane Lise, for nu kan ingen Mennesker hjælpe ham. — Han var ikke drukken, da han faldt; det var Stilladset, der gik itu. — Du maa ogsaa sige til Christiane, at Fader ikke var drukken.«
»Naa det var han ikke? — det er jeg glad for. Hvor her er pænt inde, Moer, hvad har Du dog gjort ved Stuen? — tys, der kommer Nogen; saa gaaer jeg, Farvel til i Morgen!«
I det Samme Ane Lise gik ud, traadte Søster Martha ind. Saasnart Bolette fik Øje paa hende, stillede hun sig, ligesom værgende, foran Sengen: »Jeg vil selv pleje ham!«
»Det tænkte jeg nok,« de milde Øjne saae deeltagende paa den Syge, saa paa Bolettes Ansigt, saa paa Stuen, medens hun vedblev: »min Tid er desuden optaget, men her er noget Linned, en Madrats, lidt Saft og Sodavand, De skulde jo pleje ham rigtig godt, ikke sandt? ingen Tak, jeg er kun Budbringer, det er nok bedst at takke paa rette Sted.«
Hun følte den Syges Puls og strøg Haanden over hans Pande. »Skal jeg hjælpe Dem med at løfte ham? Manden, der bragte Sengklæderne, kan ogsaa tage Haand i.«
Bolette bøjede Hovedet og lod hende raade. Ivar jamrede sig under Flytningen, men da han først hvilede paa Fjedermadratsen, og havde faaet rent Lintøj paa, gled et Udtryk af Lindring over Ansigtet.
»Tak, tusind Tak,« hun greb Diaconissens Haand, »hvor lidt tænkte vi paa dette i Morges. Søster Martha! — troer De at han døer?«
»Jeg veed det ikke, men det veed jeg, at der er En, som er stærkere end Døden, og hans Lyst er at hjælpe. Farvel og Guds Fred!«
Bolette lyttede længe efter de Bortgaaendes Trin; saa begyndte Aftenklokkerne at ringe, de kimede Højtiden ind, Vinden bar Lyden lige hen til hende.
Ivar Olsen laae i en Døs, men hvergang hun byttede Omslag, eller nødte ham til at tage Mixturen, klagede og stønnede han.
Maanen stod nu lige over Stranden og kastede et uroligt flimrende Skjær over de kraftige skumkrandsede Bølger, der syntes at forfølge hverandre op til Kystens Stene. Den ensformige Skvulpen lød ind i Stuen og Maanelyset flød henover Seng og Gulv.
Hvis han nu døde? — aa, det blev aldrig godt, enten han kom sig, eller han døde, det blev aldrig godt! — men hun havde dog Lyst til at faae hans Tilgivelse; Byrden var for svær, hans Liv og hendes Liv, hun mægtede ikke at bære den. — Tys, nu rørte han sig!
»Hvad er det! — hvor er jeg? — aa hvor jeg lider — aa hvor jeg tørster, Vand, Vand, Vand!«
»Her er Vand, — lad mig holde Glasset; — læg Dig saa ned igjen, saadan.«
»Hvor er jeg, hvem er Du?«
»Det er mig, Bolette, — Du er i dit Hjem, Ivar.«
»Løgn, mit Hjem er en Grisesti. — Men jeg synes Du ligner Boel?« Boel var Kjælenavnet fra de gode Dage.
»Jeg er ogsaa Boel,« hendes Stemme var graadkvalt.
»Naa det var da godt.« Lidt efter raabte han: »Aa, nu husker jeg, Stilladset! — jeg slog mig ihjel, eller hvordan var det? — aa nej, nej, det er nok ikke saa let at slippe Livet. Og seer Du,« han hviskede, »det bliver ved alligevel, bagefter, og det er det Rædsomme. — Jeg har hobet det sammen, Dag for Dag, Synd paa Synd, og jeg vidste det var galt, og det græd indeni mig for Børnenes Skyld, men jeg gjorde det dog.« Stemmen slog pludselig om, blev høj og truende: »Har Du Noget, saa giv hid, hvor er Flasken?«
»Her er Vand, — aa nej, Du maa ikke slaae til det, der er Saft i. — Det gjør godt, ikke sandt? — græd ikke saadan, Ivar!«
»Stakkels Bolette!« han saae saa sønderknust og angerfuld ud, at hun ikke kunde tie mere.
»Skylden er min, Ivar, for den Dag vor lille Dreng var gjemt derude, kom Du jo til mig, men jeg skjød Dig bort, istedetfor at støtte Dig. Husker Du? — Ivar, det var Synd.«
»Stor, stor Synd!« han rejste sig i Harme, »see paa mig, saadan et Menneske! — aa, Du skulde ikke have gjort det! — Gaa bort, Kvinde, jeg vil ikke see Dig! — jeg mente det, aa hvor jeg mente det! — Siden har jeg ikke havt en glad Dag; — aa, jeg holder det ikke ud — jeg vil glemme det Altsammen! — hid med Flasken, hører Du?« han sank tilbage med et Skrig; »troer Du jeg skal døe?«
»Jeg troer at hvis Du tilgiver, faaer Du Tilgivelse.«
»Nej, — han vil ikke kjendes ved mig. Han deroppe, nej, nej!«
»Jeg tænker at det netop var for saadanne elendige Menneskers Skyld, som Du og jeg, at han lod sit Liv.« Hun vred Hænderne: »Herre Jesus, see ned til os!«
Men Herren var allerede inde i Stuen; naar Angren er oprigtig, kommer han jo strax.
Ivar laae med Haanden over Øjnene og stønnede, hans Hustru knælede ved Sengen:
»Det er Altsammen min Skyld, for jeg gjorde Begyndelsen!«
»Saa det troer Du jeg vil sige til Herren? nej, Bolette, saadan er jeg da heller ikke — jeg vil ikke skyde Skylden paa Dig, Du faaer nok at svare til endda.« Han taug en Stund og saae sørgmodigt paa hende, »det er mange Aar siden vi talte sammen, Du og jeg.«
»Det er igjen min Skyld, Ivar, for jeg veed godt hvordan Øjne jeg laante Dig hver Gang Du kom i den Graad om Morgenen, og begyndte at anklage Dig selv.«
»Aa ja, hvor vare de foragtelige dine Øjne, sommetider havde jeg Lyst til at slaae Dig ned, men det var da kun en Gang jeg rørte Dig — hu, det er fælt at tænke paa — jeg blev da ogsaa ræd for mig selv, og styrtede ud. — Veed Du hvor jeg gik hen? — til Mosen. Men Ane Lise løb efter mig, kaldte, bad og trak i mig, det var næsten som Barnet ahnede hvad jeg vilde. Siden gik jeg der aldrig mere. — Skulde der kunde være Naade for saadan En?«
»For saadanne To! — jeg troer der er det,« — hun talte hviskende, »var det ikke Naade at Barnet standsede Dig?«
»Maaskee — men jeg fremturede jo.«
Bolette sad med bøjet Hoved; Søster Marthas Ord, dem hun havde spottet, men nu begyndte at forstaae, fyldte hendes Tanke.
»Det kan blive godt endnu, Ivar!«
»Saa Du hader mig ikke? — tal Sandhed!« Øjnene saae helt igjennem hende.
»Jeg raaber til Gud om dit Liv — nu maa Du tro mig! — Læg Dig stille ned, hvis Du kan. Nej, hvor Du brænder. — Her er Draaberne. God Nat, jeg viger ikke fra Stuen.«
Sovedrikken gjorde snart sin Virkning, Øjet lukkedes, Aandedraget blev roligere, den sammenknugede Haand aabnede sig.
Hver Gang hun skiftede Omslaget, stønnede han sagte, men vaagnede ikke. — Om det nu var Dødens Søvn?
»Herre i Himlen, und os en lille Tid, bare en lille Tid. De sige Du er Synderes Ven, forbarm Dig over os!«
Den lyse Foraarsnat var ikke lang nok til at Bolette kunde faae tænkt ud og grædt ud.

Hvor saae han mat og bleg ud i Daglyset: Haaret graanet, Kinderne indfaldne, Trækkene slappe. — Men alligevel, det var dog den gamle Ivar fra fordums Tid med det hjertensgode Udtryk om Munden. — Ja, det Udtryk havde han da egentlig altid havt, selv i sin Fornedrelse, men netop det havde sommetider ægget og opbragt hende.
Bolette hentede skyndsomt en Spand Vand ved Kilden. Luften var saa sval og vidunderlig frisk, Lærkerne jublede i højen Sky, og alle Fuglene inde i Skoven vaagnede med Lovsang.
»Det er rart at have det dejlige Vand saa nær,« tænkte Bolette, »Natten gik da ogsaa bedre, end man skulde troet, og hvor velsignet stille her er!« der var, for første Gang i lang, lang Tid, Tak i hendes Hjerte.
Vandet kogte og Stuen var udluftet og afstøvet da Morgenklokken lød.
Ivar foer op: »Det ringer, hvorfor bliver det ved at ringe?«
»Det kimer Højtiden ind, Pintsesøndag. Naa, hvordan har Du det?«
»Jeg er som knust. — Veed Børnene det?«
»Ja, og Du kan troe der var en Sorg. De kyssede og klappede Dig Beggeto, men Du kjendte dem ikke.«
Han jamrede sig sagte, der var Noget, som pinte mere end de legemlige Smerter.
»Hun er som forvandlet,« tænkte han, »Huset er som forvandlet, men jeg er den Samme, et usselt, elendigt, ødelagt Menneske.«
Opad Formiddagen kom Murmesteren, en svær bredskuldret Mand, med busket Haar, tykke Kinder og mægtig Dobbelthage." Han var velklædt og raslede med Uhrkjæden, medens han talte. Ivar laae i en halv Døs, men hørte dog hvert Ord.
»Lever han?«
»Ja jeg troer, Gud være lovet! at det er lidt bedre.«
Mureren rystede paa Hovedet. »Naar man skal være ærlig, havde det vel egentlig været allerbedst, — naa, jeg kan gjerne tie. Jeg har saamænd ikke Noget mod Manden, uden det Ene, vi Alle veed, men I har da ellers ikke havt det for varmt, det jeg troer. See her er Løverdagslønnen, jeg har lagt lidt Extra til, men saa skal Du ogsaa være god imod ham!«
Bolette bøjede sit Hoved; Datteren havde formanet hende til det Samme, men Ingen vidste hvad hun følte.
Murmesteren saae sig forundret om.
»Her seer jo heel maneerligt ud inde, slet ikke som det Rodenborg, jeg havde tænkt mig. Man kan ogsaa gjøre et Skarn Uret, ja, om Forladelse, lille Madam, det er jo kun saadan en Talemaade.«
Doctoren kom i det Samme, aa hvor det gjorde Bolette godt at see hans venlige, deeltagende Ansigt.
»Naa hvordan gaaer det? — jeg synes næsten De seer sygere ud, end Manden i Sengen, — En Sygeplejerske, der duer Noget, skal spise, drikke og være ved godt Mod. Jeg tør vædde paa at De ikke har smagt en Krumme siden i Gaar Middags.«
Bolette stod i angstfuld Spænding, medens hendes Mand blev undersøgt og forbundet. Lægen saae alvorlig ud.
»Der er ingen Livsfare, men sin Førlighed mister han.«
»Naa saadan — ja, jeg takker Gud alligevel.«
Den unge Doctor nikkede mildt: »De vil gjerne beholde ham.«
»Jeg har saa Meget at gjøre godt igjen, Herr Doctor!« hun maatte sige det.
»Folk fortæller at han holder af Flasken, er det sandt?«
»Han har holdt af den, — men nu troer jeg ikke mere.«
»Naar han er herhjemme vil De maaskee ogsaa kunne passe bedre paa?«
»Han vil nok passe paa sig selv, det nærer jeg ingen Frygt for.« Hun talte ivrigt og bestemt, hendes Mistillid havde styrtet ham, nu skulde hendes Tillid rejse ham igjen. Det var ingen klar Tanke hos hende, men en stærk, umiddelbar Følelse.
Doctor Bang saae alvorlig ud: »Vi vil haabe det Bedste. Foreløbig bliver De ved med Omslag, Mixtur, og Draaber om Aftenen, og glem saa ikke rent Dem selv.« —
»Bolette kom herhen! — er Doctoren gaaet ?«
»Ja.«
»Hør lidt — Du skal ikke trækkes med saadan en elendig Krøbling Livet igjennem! — Send mig til Fattighuset, gjør det strax. — Hvor kan Du sige at jeg ikke vil drikke mere? — jeg vil drikke, for jeg kan ikke lade det være!«
»Jo Du kan, Ivar! Du vil lade det være. Jeg skal nok arbejde for os Begge, arbejde til Blodet springer ud af Neglerødderne, om det behøves. — Men nu skal Du ligge stille og slet ikke tænke.«
Han rystede paa Hovedet og vedblev:
»Og hvis jeg saa dog drikker?«.
»Du gjør det ikke!«
»Ja havde Du talt saadan dengang, saa — men nu! — jeg har ingen Kraft til at staae imod, jeg veed det. Er der Noget i Flasken derhenne i Skabet, saa drikker jeg det, naar Du gaaer ud. Jeg har allerede tænkt paa det; — der kan Du see, hvordan jeg er!«
»Havde din Villie været til at tage det, fortalte Du det ikke til mig, Ivar.«
»Du forstaaer mig ikke, slet ikke. — Jeg har to Villier, det er det Forfærdelige! og den ene er vant til at give efter for den anden, altid. — Er der Noget i Flasken? lad mig see!«
Bolette blegnede, men hun rejste sig ufortøvet og hentede Flasken. »Hjælp Gud,« raabte det i hendes Hjerte.
»Troer Du jeg vil drikke det?«
»Jeg veed, at Du ikke vil.«
Han stødte til hendes Haand: »Kast det bort, men langt bort, jeg taaler ikke Lugten.«
Bolette skyndte sig ud, helt hen paa den anden Side Vejen.
»Hvad gjør Du, Moer?« Christiane stirrede uroligt paa hende, »aa, hold ham nu bare ikke altfor strengt! — Du maa troe han kan ikke undvære det helt. — Min Frue har saamænd givet mig baade det Ene og det Andet med til ham, ogsaa en halv Flaske Portviin; hun mente Du skulde bestyre den, men hvis det bliver paa den Maade, saa veed jeg næsten ikke.« —
»Doctoren maa afgjøre hvad Fader skal nyde. Det var ham selv, der bad mig tømme Flasken. — Nej, hvor det var kjønt af din Frue, baade Æg og Kalvekjød! — alle Folk er saa skikkelige imod os. — Gaa nu ind til din Fader, min Pige.
Da Ivar saae Datteren, skjulte han Ansigtet med Lagensnippen og græd.
»Aa, Fader har Du det saa slemt?«
»Ja, for jeg kan ikke see Jer Børn i Øjnene.«
»Det maa Du ikke sige, Fader, Du har altid været god imod os, urimelig god.«
»Moder har været god, — mit var bare Ord — hun har stridt, stræbt og slæbt.«
»Det er nok sandt, men hun var ikke nær saa god alligevel, — og hvor kunde hun hidse og drille Dig, Nej, Skylden er saamænd ikke paa din Side, Fader, det skal Du aldrig lade Dig bilde ind.«
»Tys, hvor tør Du!«
»Lad hende tale,« Bolette stod i Døren, »det maatte komme, for det er Sandhed. Bryd Dig bare ikke om det, Ivar. — Ja, var jeg død, saa havde det været haarde Ord om en Moder, men jeg lever jo, Gud ske Lov og Tak.«
»Du har saamænd ogsaa døjet Dit, Moder, det er ikke derfor. Du kan da nok vide, at jeg ikke vil saare Dig, — Ved denne Lejlighed har Du jo været mageløs, Det er som var der vendt op og ned paa Alt her i Huset, og, trods den gruelige Ulykke, har jeg ikke været saa glad ved mit Hjem nogensinde før,«
Da Christiane var gaaet, faldt Murer Olsen igjen i Halvslummer, og Bolette puslede stille ude i Kjøkkenet. Hvor tydelig huskede hun ikke en Aften, da hun useet havde hørt Pigebørnenes Samtale. Christiane sagde, at naar hun fik eget Hjem, vilde hun tage Fader i Huset, og gjøre det rigtig godt for ham, men Ane Lise indvendte, at hun altid havde ønsket at have Fader hos sig, Christiane kunde tage Moder, dog det vilde hun ikke, og det endte med Graad. Bolettes Hjerte blev haardt, medens hun hørte paa dem, dog faldt Vreden paa Manden, ikke paa Børnene. O, hvor hun nu forstod det Altsammen!
I Dag var det tyve Aar siden de bleve forlovede! — sikken en Fortid, men Fremtiden skulde blive anderledes.
Bolette slap Arbejdet og faldt paa Knæ lige hvor hun stod. Bønnen havde ingen klare Ord, men den indeholdt et ærligt om Forladelse og en inderlig Tak, saa det var dog en god Bøn alligevel.
»Bolette, luk Vinduet op, og drej mig lidt paa Siden, saadan. — Hør hvor Vognene rumle med de mange glade Mennesker, og see Skoven hvor grøn, og den hvide Slaaentjørn! — Kan Du huske?«
»Ja,« hun gik tæt hen til Sengen, »har Du saa tilgivet?«
»Tal ikke derom, for saa rejser Vreden sig igjen. Jeg har jo sagt, at mit Regnskab er det sværeste.«
»Nej, nej, det var mig der begyndte; Du havde ikke brugt en Skilling udenfor Huset, før det dumme Bryllupsgilde. Hvor kunde jeg ogsaa!«
»Og hvor kunde jeg? — saadan en elendig Pjalt. Børnene bad mig blive hjemme, men jeg syntes Du havde traadt paa mig, og saa vilde jeg tage Hevn, Usselryg, som jeg var. Tro ikke jeg bærer Nag fra den Tid — det er det Andet,«
»Ja, jeg veed det nok, — og Du kan slet ikke glemme?«
»Mit elendige forspildte Liv kan jeg jo ikke slette.«
«Men der er En, som kan.«
»Ja, hvis han vil, men han har manet mig mange, mange Gange, kan Du troe, og jeg har altid sagt Nej.«
»Men denne Gang siger Du Ja. — Skal vi være enige om at sige Ja, Ivar?
»Min Villie er som et brudt Rør — Du maa have Taalmodighed, Bolette!«
»Det vil jeg ogsaa. — Nu skal Du hvile lidt og saa spise en Smule; det er Cathrines Frue, der tracterer.«
»Bolette, jeg troer det er en Drøm! — eller ogsaa har det Andet været en Drøm, en rædsom Feberdrøm. Nej, nej desværre!«
»Drik lidt af Suppen.«
»Tak, — Du ogsaa, vi vil dele lige. — Hvem er det der kommer?«
»Det er mig, Kammerat!« den gamle Haandlanger, med den røde Næse, skubbede sig frem langs Døren; Øjnene sendte listige Blikke til Siden; Haanden gjorde hemmelige Tegn.
Bolette rejste sig op, hun vilde ikke ydmyge Manden ved at sidde som en Fangevogter, men hendes Hjerte skjælvede alligevel.
»Gaa ikke! hvor kan det falde Dig ind at ville gaae?«
»Jeg tænkte Du vilde tale ene med Manden.«
»Vi har ikke Noget at tale om, vi To. — Skammer Du Dig ikke, gamle Niels, over at komme her! jeg veed hvad Du har under Trøjen, og jeg veed ogsaa, hvordan det smager, og hvor en Slurk vilde gjøre godt — vig fra mig!« — Han sank tilbage: »gik han?«
»Ja, han er allerede ude af Syne.«
»Det var dengang,« Ivar trak Vejret tungt, »men kommer han igjen, modstaaer jeg ikke.«
»Næste Gang er det meget lettere at sige Nej, Du skal see, det bliver lettere for hver Gang det siges. — Nu maa Du ligge stille, ganske stille.«
Da Doctoren kom, henad Aften, var Feberen værre, al Sindsbevægelse maatte undgaaes, sagde han.
Det var en urolig Nat; den Syge kastede sig frem og tilbage; det var ikke godt for Arm og Ryg, men hun kunde ikke hindre det. Af og til talte han vildt, og altid drejede Tanken sig om den daglige Kamp, eller rettere, den daglige Given efter. Henad Morgenstunden blev Søvnen dog fastere, og hun fik igjen Stunder til at tænke.
Hvad skulde det blive til? vilde hendes Taalmodighed kunne holde ud, hvis han faldt tilbage til det gamle Liv? vilde hun saa ikke ogsaa? — aa, nej, nej, Vredens knugende Krampe skulde aldrig mere faae Lov til at sammensnøre Hjertet. Nu var hun kun vred paa sig selv, men den Vrede maatte til, den gjorde nok ondt, men dog mere godt.
Henad Daggry faldt Bolette i en tung Søvn, hun havde jo ikke lukket Øjnene i to Døgn. Hovedet laae støttet mod Sengestolpen; Ansigtet var blegt, men fuldt af Fred. Manden vaagnede og saae paa hende.
»Og jeg skulde kaste Sten paa hende, den arme Sjæl!« Han kunde næppe vente til hun vaagnede:
»Boel!«
Han sagde ikke Andet, men det var ogsaa nok.
Næste Dag gik Bolette ud til Mosen og frasagde sig Arbejdet, Hun maatte jo blive hjemme for at pleje Manden.
Forvalteren, en lavstammet, mager Mand, med mørkt Haar, sortsmudset Ansigtsfarve og klare graa Øjne, der tittede betænksomt frem under den vældige Hatteskygge, tog langsomt Piben af Munden:
»Hvad vil I da leve af?«
»Jeg haaber det giver sig! — Forvalteren veed nok, jeg er ikke bange for at tage fat.«
Han nikkede samtykkende, tog saa et Par Drag af den stumpede Pibe, mønstrede hende ligesom overrasket, og sagde derpaa:
»De nye Karle oppe paa Herregaarden har bedt mig skaffe dem en Vadskerkone, der skal jo stoppes og lappes om saadanne Fyre, og vel ogsaa imellem syes Nyt. Var det Noget for Dig?«
»Engang var jeg flink til den Slags — saa jeg haaber nok det gaaer.«
Forvalteren, der var en Mand af faa Ord, nikkede til Tegn paa at Sagen hermed var afgjort, og slentrede saa dampende ind i Huset. Bolette dvælede et Øjeblik, saae sig om, og tænkte efter. — Hun havde tænkt mere de sidste Dage, end hele sit øvrige Liv.
Hvor Lærkerne dog sang! saadan en Jubel havde hun aldrig hørt før. Og der laae Mosen i Solglands med det lyse Bøgekrat bagved. Her var det hun havde gaaet, Dag efter Dag, med bøjet Ryg og bittert Sind. Det var et Trællearbejde, havde hun tænkt, og stirret ned mod Jorden, aldrig opad. Og hun havde regnet den sure Fortjeneste sammen, og altid endte Regnestykket med at der blev for lidt. Men nu disse sidste Dage, da Mangel og Nød truede paa alle Kanter, havde hun slet ikke regnet, kun tænkt paa sin Synd, altid paa sin Synd, Men Herren havde regnet for hende, lagt Brødet til Rette, hvor forunderligt! — Nej, hvor hun vilde arbejde og gjøre sig Umage.
Den blaae Himmel og de hvide fjeragtige Skyer spejlede sig i Mosevandet, Paa dette Sted var det vist Manden havde staaet hin rædsomme Aften! men ogsaa den Gang havde Herren forbarmet sig; kaldt paa ham gjennem Barnets Mund, kaldt paa ham med dets lille svage Haand.

Søster Martha og Doctoren stode i Stuen, da hun kom hjem, Ivar sov.
»Jeg fandt Nøglen under Stenen,« sagde Lægen spøgende, »men De kan være ganske rolig vi har ikke vækket ham. — Naa, fortæl hvor De har været; De seer jo ud som bare godt Nyt.«
Medens Bolette fortalte om den paatænkte Virksomhed sank hendes Mod, for det var jo ikke saadan at faae Kar og Ballier, og hvad der ellers hørte til. Hun havde slet ikke tænkt herpaa i første Øjeblik.
»Jeg haaber Bødkeren vil borge mig noget gammelt Trætøj.« Tonen var betænkelig.
Doctor Bang traadte nærmere: »Bestil hvad De behøver, jeg cautionerer.«
»Men tør Doctoren ogsaa? — ja, ærlige har vi rigtignok altid været, hvor daarligt det ellers stod til med os! — men jeg kan jo kun atbetale ganske smaat, naar vi skal leve.«
»Naturligviis, det er en Selvfølge, — Naa Godmorgen, Murer Olsen! — hvordan gaaer det?«
»Bedre.«
»Lad mig føle Pulsen; — ja, nu tænker jeg nok det Værste er overstaaet.« —
Søster Martha og Doctoren fulgtes til Byen.
»Der er Tømmer i den Kone,« sagde Lægen fornøjet, og De skulde blot vide, hvor jeg er bleven fyldt med Sladder om hende, men jeg holder nu engang mest af at see med egne Øjne og dømme efter egne Erfaringer. Der var noget underlig Stærkt, jeg vil næsten sige Løftet, over hende, da hun kom til Ulykkestedet, og det vandt strax min Sympathi.«
Søster Martha tænkte Sit, men det blev ikke udtalt, derimod sagde hun muntert: »Doctorens Hustru har maaske Ret i sin Paastand, at Roes skjærper Deres Øjne til at see Mangler, hvorimod Daddel ægger Dem til at udfinde Lyssider.«
»Siger min Hustru det? — nej, nu har jeg aldrig kjendt Mage; sikken en lille Forræder !«
»Ja, jeg er nu glad ved at vide det, rigtig glad.«
De vexlede et trofast Forstaaelses Nik, og gik saa hver sin Vej. Men næste Dag bragtes Kar og Ballier, Tørrestænger, Snorer og Klemmer ud til Leddehuset. Der var ogsaa en blank Kjedel og en Fjerding Sæbe, et Læs Brændsel ikke at forglemme.
Bolette fyldte Spand paa Spand af Kildens rige Væld, og satte saa sin første Vadsk i Blød til næste Dags Morgen.
Hvor hun arbejdede, og dog blev der hvert tiende Minut tittet ind til Manden, rettet Pude eller givet Lædskedrik. Kjærlighed er en stærk Drivkraft, det var ikke Besvær, bare Glæde. Og hvor Solen skinnede, og hvor Vinden tørrede; Mage til Beliggenhed gaves ikke.
En eller to Forbigaaende standsede og spurgte om her blev vadsket for Folk, og hun svarede halv tøvende; »ja, saadan i det Smaa,«
Om Aftenen kom Ane Lise i Besøg og hjalp da med Sammenlægningen.
»Jeg har aldrig kjendt Dig før, Moder,« sagde hun.

God Behandling giver gode Kunder; næste Pintseløverdag stod Leddehuset afstivet pudset og malet baade ude og inde. Et Vadskerhus med Ovn, Rulle og et lille Kammer var tømret op bag ved.
Alt skinnede rent og blankt til Festen, men Travlheden var dog ikke endt endnu. Inde i den lille Stue laae rullet og strøget Lintøj i Stabler paa Bord og Stole. Ane Lise, der nu var hjemme og hjalp med Bedriften, ordnede og fordelte i Kurve og Pakker. Ivar Olsen sad i sin højryggede Kurvestol, talte sammen og skrev pyntelige Regninger. Krykkerne stod ved Siden, men langt kunde han ikke komme, hen til Kilden var den længste Rejse.
»Vor Herre har ordentlig bundet og bastet mig,« sagde han, »men det var han nødt til, for han kjender min Svaghed, og jeg har kun at takke.«
Det var Ivars Arbejde at mærke alt Tøjet, og føre Bog. »Vi maa love for Fader,« sagde Bolette med Eftertryk, »han har Dannelsen; hvordan skulde det gaae os uden ham.« Men Ivar rystede smilende paa Hovedet.
»Hør hvor hun snakker!«
Saa trillede Bolette muntert afsted med Tøjet paa Børen. Der laae store nysudsprungne Bøgegrene ovenpaa; de skulde fordeles mellem Doctor Bangs, Søster Martha og Christianes Frue.