Kortspil
KORTSPIL
Dirik og Tomasius boede paa et Kornloft i en af Rigas gamle Købmandsgaarde.
Ejeren Philip Petrowitsch vidste det nok, men sagde intet. Hverken Dirik eller Tomasius stjal, tværtimod var de rene Blodhunde til at holde Pladsen fri for Tyve.
Ejeren Philip Petrowitsch var en rig Mand og en god Mand. Saadan havde han slet ikke noget imod, at Fattigfolk bar det varme Spildevand bort, naar det kom ud gennem Køkkenrenden.
Og om det saa var Ben, Klude og Kartoffelskræl, lod han det samle op af hvem som helst.
Philip Petrowitsch skød mange Katte mellem Aar og Dag med sin sølvbeslagne Riffel, men ikke en beholdt han for sin egen Mund.
"Gud vil ikke, hans smaa Sønnikker skal sulte. Den, der har noget, skal tænke paa den, der intet har!" sagde han og lod de døde Katte ligge.
Og jeg skal love for, han blev velsignet af Fattigfolk, for om der i Riga og andre Storbyer end er mange, der rynker paa Næsen ad Kattesteg, bliver der altid nogle, for hvem det, i Mangel af bedre, netop er en Herreret.
Dirik og Tomasius boede som sagt paa Kornloftet, et mægtigt hvælvet Kornloft med Mad for mange Tusind Munde. Et gammelt glemt Tærskelagen var det fælles Sengetøj, naar de da ikke valgte det lunere og lettere at krybe ind i det bløde, rene Korn.
For Resten var der meget lunt paa det Loft. Kornet maa ikke fryse, saa taber det i Vægt, og saa kan Ejeren ikke faa nok for det i kommende Dyrtid — Philip Petrowitsch spekulerede nemlig altid i kommende Dyrtid.
Men en god Mand var han, og det skulde være en sær Aften, om Dirik og Tomasius, naar de laa i Kornet og lod Kvasflasken gaa fra Mund til Mund, glemte at mindes deres gæstfri Vært.
De to Venner var i alle Maader glade for Tilværelsen.
Dirik stangede Papir og Cigarstumper om Dagen, og Tomasius rodede i Skarnbøtter i et vist Kvarter af Riga, hvor han nu var kendt.
Udbyttet var tilstrækkeligt til, at de kunde drikke sig en Rus i dejlig, krydret Kvas hver Aften.
I alle Aarhundredets Krige havde de deltaget og indlagt sig udødelig Hæder.
Münchhausen var et Barn mod dem i at fabrikere Praleløgne.
Det kom af, at Dirik vilde overbyde Tomasius, og Tomasius til Gengæld overbyde Dirik.
En Gang havde Dirik gaaet paa sin Fod fra Moskva til Petersborg for at bringe et Krucifiks i Sikkerhed mod Røverne, en anden Gang havde han alene stukket over hundrede Polakker ned med et glødende Stegespid.
Men naar Tomasius saa fortalte, hvordan han listede sig midt ind i Hæren, satte Fyrsvamp i Næsen paa Napoleons Hest, saa den stejlede og slog ham af, og hvordan Napoleon bagefter med sin Sabel huggede Hovedet af alle Generalerne, fordi de ikke kunde finde Synderen, blev Dirik alligevel stum et Øjeblik.
Sagen var, at Diriks Moder havde været Marketenderske, og Tomasius havde levet sin Barndom i en krigshærget Egn. Derfra deres besynderlige Krigsviden. Selv havde ingen af dem baaret Gevær eller lugtet Krudt.
De var ikke gifte, de to halvgamle Mænd, men pralede indbyrdes af, at alle Marketendersker, endogsaa i fremmede Hære, havde budt dem Kvas for Kys.
Dirik var en Smule mildt religiøs. Naar han i værdig, omtaaget Tilstand slap Flasken, slog han gerne Kors for sig og mumlede en lille improviseret Bøn:
"Du lille Farlil oppe i de hvide Skyer, du bliver da ikke vred paa en fattig Stymper, fordi han ikke kender Forskel paa godt og ondt. Det tilkommer kun de rige, Farlil. — Men hvis jeg finder en Sølvske imorgen, skal jeg købe dig et Vokslys som en tyk Arm … Du maa ikke tro, jeg lyver, Farlil, som Tomasius, det vantroende Bestie, siger, men min Hukommelse er svag og syg. Det fik den i Krigen for Fædrelandet og den store Czar … Jeg drikker ikke. Husk paa det, Farlil. Men naar Maven ikke faar lidt varmt, gaar der Tyfus i den. Det sagde Krigsdoktoren. — Og Tyfus er en fæl Syge. — Den hellige Jomfru bevare dig, Farlil, oppe i de hvide Skyer! Amen!"
Tomasius grinede af fuld Hals, saa ofte han opfangede noget af Bønnen:
"Ja, du er en fiffig Stodder, er du, Dirik. Du skal nok holde dig til. Se, om en anden En er saa slesk!" —
Nu traf de Marja "Surøje". Hun kom lige fra Fængslet for Gadeoptøjer i Fuldskab.
Kunde de tømme én Kande Kvas, var hun Kvinde for oprejst at at bælle halvanden i sig.
Hendes trinde Modenhed opflammede begge Vennerne til glødende Elskov.
Det kom ved første Blik, de vidste ikke selv at forklare hvordan, og ingen anden kunde begribe det.
Hun valgte Dirik.
For Velanstændigheds Skyld maatte saa Tomasius flytte, men var begribeligvis meget ked af det.
Saa fik Marja en reddende Ide.
I den højre Ende af Loftet, hvor Kornet var fyldt i Sække, rejste hun en hel Barrikade. Bagved den skulde Tomasius ligge, ensom og dog i Selskab.
Midt paa Loftet foran Hejseværket og Lugen mødtes de tre Mennesker og drak og spillede.
Marja Surøje var dreven, hun kendte mere end tyve Kabaler, der alle gik op.
Men naar Kvasflasken var tømt, Kabalerne lagt og Vennerne havde faaet deres aftenlige Sjavs, og Parret Dirik og Marja trak sig tilbage til deres vestlige Loftsende, var det Tomasius, der blev surøjet af Misundelse.
Hvem véd, hvordan Tomasius egenlig bar sig ad med at vinde Marja —!
Kan hænde købte han for Kvas, hvad hans Skønhed ikke kunde fordre; eller kan hænde sagde Marja, som alle andre Evadøtre: Forandring fryder.
Nok er det, en Aften kom Dirik meget sagte op ad Loftstrappen. I en Løgsuppebod havde han truffet en god Ven, der vilde vædde to Potter Kvas om, hvem der kunde smække Storetaaen højst paa en Væg, men uden Støvler. — Dirik smider sine Støvler og sparker op i Højde med sin egen Pande, men i det samme er der En, der driver ham saadan en Sinkadus, at han ligger paa samme Plet, hvor han stod. Væk var Kammeraten, væk var Støvlerne. For Resten var det jo meget uforsigtigt af Dirik, for han havde aldrig i sit Liv set den Kammerat-Kumpan før.
Derfor kom han sagte paa Hosesokker.
Nu nytter det ikke at skjule den sørgelige Sandhed. — Dirik overraskede Tomasius hos Marja, og de to syntes ganske at have glemt Diriks Førsteret.
Til en Begyndelse vilde Dirik mase Vennens Hjerne til Finker og hænge den troløse op ved hendes indvendige Dele, og saa vilde han skyde sig selv; men Marja forhindrede alt dette. — Hun bandte sig ind i den store Czars Øjenstene paa, at hun elskede Dirik lige saa inderlig nu som før.
Tomasius rakte ham en Kvasflaske, og han satte sig grædende og drikkende ned i Kornet.
Frem af Tomasius's Lommehul stak et Spil paptykke, fedtvaade Kort — Marjas Kabalekort.
Endog dem, hendes største Skat, havde hun altsaa givet sin ny Elsker.
Dirik græd hidsigt med knyttede Næver i Lommerne.
"Tag du hende blot, saa kan jeg dø af Sorg. Tag du hende blot Farlil, min Marja, min lille Maane!*
"Nej," hulkede Tomasius, "dig tilkommer hun, og jeg skal drukne min syndige Krop, saa kan I danse paa Graven, I to!"
"Stop nu lidt!" faldt Marja ind, "I glemmer mig. Det er vel mig, der skal vælge! Men da jeg lige godt kan lide jer og ikke maa beholde jer begge to, saa kan I jo spille om mig. Den, der vinder, bliver jeg hos!"
Det var en Idé, som kun Marjas kloge Hjerne kunde undfange.
Den lille Blændlygte blev hængt op under en Bjælke, Kortene kom frem, og Spillet begyndte.
Det var Sjavs.
Tomasius vandt.
For den Nat maatte Dirik altsaa ligge ene og sorgfuld bag Barrikaden, men Marja Surøje var dog saa betænksom at give ham et Godnatkys.
Dirik laa og sukkede himmelhøjt. Han bad til sin Farlil i de hvide Skyer, til Czarens Moder, til alle Helgener og til den blide Madonna, Guds Moder, og alle Bønnerne sluttede han med de Ord:
"Blot jeg kunde faa min lille Marja, mit Hjertes røde Blod, min allerkæreste Maane tilbage, saa lover jeg at finde en Sølvske og købe to Lys, saa tykke som Marjas hvide Arme!"
Nu havde Tomasius den dumme Fejl at være en stor Pralhans og Sladrebøtte, og næste Dag vidste alle Philip Petrowitsch's Folk og mange andre rundt om i Kvarteret, at Tomasius havde vundet Diriks Marja — ved gement Snyderi.
Det kom Dirik for Øre. Heri saa han et Fingerpeg fra Gud og fordrede, at Spillet skulde gaa om.
Han vandt sandelig sin Kone tilbage og fik Lov til igen at bo i den rigtige Ende af Loftet, men allerede næste Dag havde ogsaa han forskertset Lykken ved utidig pralende Snak om Snyderi.
Marja den Surøjede kunde have været Kastebold for de to Rivaler hele Livet igennem, om de og hun ikke en Aften var blevet ført paa Stationen for uhøviske Udtalelser om Czaren.
Spillet den Aften havde ikke haft noget Resultat. Uvisheden, Angst for Straf, Fuldskaben og Kærligheden til Marja gjorde dem rent tossede. De slog hinanden for Panden, og da Slutteren kom, vilde de slaa ham med.
Det blev et længere Pængselsophold.
Samme Dag og samme Time kom Dirik og Tomasius ud.
Men hvor var Marja?
Ikke i en Knejpe, ikke i en Kælderhule var hun at finde. Øvrigheden vogtede de sig vel for at spørge.
Atter flyttede de op paa Petrowitsch's Loft. Han havde saamænd savnet dem, den gode Mand.
"En rig Mand er en udsat Mand," filosoferede han, "hvem Gud giver Mammon, giver han og Fjender. Om nogle Mordbrændere skjulte sig paa mit Loft! —"
Og han sov helt elendigt, lige til Vennerne igen flyttede ind. At Marja ikke flyttede med, kom ham vel tilpas.
"Kvindfolk er uordenlige med Salt og Lys. En Gnist er nok. Mens to Mennesker kysses, kan to hundrede Tønder Korn flamme op. Kvinder ere unøjsomme. Har de en Mand, vil de have to. Har de to, vil de have ti. — Blandt ti Mænd findes altid mindst én Tyv, maaske en Røver, ja maaske en Mordbrænder!"
Naar Dirik og Tomasius laa oppe i Kornet, skar det dem i Øjnene at se Marjas Efterladenskaber: Et Krinolinestel, en laset Knækparasol — fundet i en Skarnspand —, en gul Silkestrømpe uden Fod, en Rulle Bændler, en lille Kamstump og en Ravperle.
De kunde gerne græde! —
Jamænd, laa Kortene der ikke endnu, dèr, hvor hun sidst havde lagt Kabale med dem.
"Ska' vi," spurgte Dirik.
"La' vi," svarede Tomasius.
Og igen spillede de om, hvem der skulde have Marja, naar hun kom til Syne.
Selv om Dirik vandt, behøvede Tomasius nu ikke mere af Velanstændighedshensyn at krybe hen bag Barrikaden eller omvendt.
Af Sorg glemte de at spise.
Kvasflasken sagde selv til, den blev kun tom for at fyldes igen.
Oppe paa Loftet begyndte Rotterne at løbe om allevegne, og Fluerne fløj med rene Flagermusvinger. De havde en frygtelig Kamp med disse Udyr, der blev til Luft, saasnart de fik dem mellem Fingrene.
En maanelys Aften sad Dirik ved Hejseværkslugen. — Han syntes, at hele Gaarden var fuld af Fluer med Flagermusvinger og Rotter saa store som Hunde. Tomasius kunde se akkurat det samme.
Saa gav de to Venner sig til at kaste tunge Kornsække ud af Lugen for at skræmme Udyrene.
Men den gode Philip Petrowitsch lod sine stærkeste Karle binde først Dirik og saa Tomasius til Portstolpen og gav dem egenhændig en Omgang Knudepisk, saa Skummet stod dem om Læberne.
Hvis de kom oftere i hans Gaard, skulde de blive hængte — saadan at slænge med Guds dyre Gaver og Næstens surt erhvervede Ejendom!
I Riga er der en Fattigstiftelse, hvor Affældige, Idioter og Delirister kan faa livsvarigt Asyl. Dertil blev Vennerne bragt.
Man satte dem til at rense Kreosot. Saa længe Dagslyset var fremme, adlød de villigt, men saasnart Skumringen faldt paa, strømmede Minderne ind over dem, de blev vilde og bange, krøb sammen, skreg, og sparkede, og søgte atter hinanden.
De styredes først tilfreds, naar den godmodige Opsynsmand havde laant dem nogle gamle umage Kort.
Saa spillede de paa deres Maade, det vil sige, uden at gøre et ærligt Træk, og ingen kunde begribe, efter hvilke Regler de spillede.
Saa hænder det en Dag, de gaar nede i Gaarden, at de ser Marja Surøje, deres fælles Skat, komme humpende ved to Kæppe.
De blev som himmelfaldne af Henrykkelse, men Marja var ganske kølig.
Hun vilde slet ikke vide af dem at sige. Her i Stiftelsen pillede hun Værk og fik gratis Gudelighed, og det har en godt af paa ens Alderdoms syndige Dage.
Tomasius og Dirik blev staaende paa samme Plet, da Marja var rokket forbi. Deres Lykkes Korthus var væltet, blæst bort.
De var tavse og slappe fra det Øjeblik. Det var, som deres sidste Smule Forstand havde forladt dem.
Men Opsynsmanden, som kendte dem og deres Hjerters Hemmelighed, stak uanmodet Kortene til dem og sagde: "Marja"!
De begyndte virkelig at spille, men lod lidt efter Kortene falde og græd.
Nogle Uger senere skulde gamle Marja Surøje himle.
I den Anledning fik hendes to Tilbedere og Mænd Lov at se hende og sige Farvel.
Længe stod de vemodige og forlegne og saa paa hendes gule udtærede Hekseansigt; men med et sidste lystigt Smil gjorde hun Tegn til Dirik, at han skulde bøje sig ned mod hende, og hun hviskede nogle Ord, hvorefter han glædestraalende kyssede hendes Haand.
Med skingrende Stemme opremsede hun en Bøn, vinkede derpaa ad Tomasius, der ligeledes glædestraalende lyttede til hendes hviskende Afskedsord, bad igen, laa og virrede med Hovedet, lo højt og var død.
Haand i Haand stod Vennerne over Liget, mens Taarerne strømmevis rullede ned paa Lagenet.
Haand i Haand traskede de bort.
Den Aften spillede de med usædvanligt Liv.
"Jeg véd nok, hvad jeg véd," sagde Dirik.
"Bi kuns lidt, Farlil, du véd ikke, hvad jeg véd," svarede Tomasius.
Da Dirik vandt, sprang Tomasius ind paa Livet af ham:
"Du har snydt, har du. Marja sagde før, at jeg skulde vinde, og hun vilde være min i den anden Verden. Og det gælder!"
"Kæltring, Snyder, Bedrager! Du har luret, det sagde hun jo netop, at jeg skulde, for hun holdt mest af mig. Og du ser jo, at det stemmer!"
De brødes, indtil Dirik rallende faldt om, men selv i Dødskampen mumlede han: "Lille Marja, du venter mig nok oppe i de hvide Skyer. Tomasius er en Kæltring, Farlil. Tro ham ikke!"
Tomasius blev ved at spille, men nu, da han var alene, gik det ikke an at snyde. Da han ufravigelig tabte — Dirik laa jo Lig paa Gulvet og der var bælgmørkt i Cellen — hængte han sig op paa Dørstolpen i det Haab at naa Himlen og Marja før Dirik.