Kongens Fald/40
VINTERENS RØST
Kongen havde befalet Kuren paa Taarnet at blæse Velkomstsignal, naar han saa Mikkel komme tilbage. Og godt og vel fjorten Dage efter Afrejsen bekyndte Kuren ogsaa at blæse en Formiddag — men han holdt op midt i, som var han ikke vis i sin Sag. Efter et Øjebliks Tøven tog han fat igen og blæste med fuld Kraft Signalet ud. Mikkel kom ikke ridende tilbage, han var kørende, hans Hest gik bagefter Vognen med tom Saddel. Det regnede.
Port efter Port aabnede sig for Køretøjet og lukkede sig efter det igen, og omsider naaede det ind i Slotsgaarden.
Oppe paa Trappen stod Kong Christiern med Baret paa Hovedet og i sin falmede Skarlagens Kappe. Og paa hver sin Side af Trappen havde han plantet Jakob Spillemand og lille Ide. De stod smukke og tilfredse i Tagdryppet. Jakob skulde stryge en Melodi til Velkomst, han stod med Fjolen parat og hyttede den for Væde under Frakkeopslaget.
Kongen vinkede til Mikkel og lo over hele Ansigtet. Aa, haa haa! Velkommen hjem.
Men Mikkel blev liggende bag i Vognen uden at hilse igen.
Guds Dros! udbrød Kongen altereret og gik til Vognen. Er det galt fat med dig, Mikkel?
Ja det var nok saa. Mikkel laa gusten og med halvt lukkede Øjne, det saa ud, som han var død. Kongen lagde hastig Bagen af sine Fingre til Mikkels Ansigt og fornam, at han var varm endnu.
Lad os faa ham baaret op, befalede Kongen med blege Læber. Jakob, hent Portvagten! Hvor er de henne allesammen, kald paa Berent! Saa! Tag nu ved ham.
Mikkel kom til Live, mens de bar ham op; men han var yderst svag. De fik ham lagt i hans Seng oppe i Taarnstuen, og Kongen satte sig hos ham. Efter en Timestids Forløb begyndte Mikkel at se bedre ud, han fik lidt Farve igen. Nu laa han ogsaa saa godt.
Hvordan er det, Mikkel? spurgte Kongen bekymret.
Jo, Mikkel syntes endda. Men pludselig blev han igen ligbleg og svag. Han var saa bange for, at Kongen skulde begynde at snakke om Ærindet.
Hvor er du syg? spurgte Kongen.
Jeg er lam i venstre Side, læspede Mikkel. Der var noget i Vejen med Tungen.
Hum! Kongen sukkede meget beklemt. De tav en Stund. Mikkel blev snart urolig, han famlede omkring med højre Haand og aabnede Munden, saa paa Kongen og saa fra ham igen. Det laa saa tungt paa ham, det med Ærindet, nu vilde han have det overstaaet. Kongen forstod ham endelig og slog det hen; det kunde de jo altid snakke om. Men Mikkel havde paa Hjemvejen udtænkt en Historie om Udfaldet af Rejsen, den vilde han have fortalt. Kongen skulde ikke vide Sandheden.
Da Kongen saa, at Mikkel absolut vilde af med Besked, søgte han at hjælpe ham:
Du naaede altsaa derned?
Jo, stammede Mikkel forpustet, han saa bort for at skjule, hvor ulykkelig han var. Jo. Men jeg fik ingen Besked. Jeg fik ingen Besked. Jeg blev syg og maatte rejse forinden. Mikkel vendte under hede Taarer Ansigtet mod Væggen.
Naa jaja, sang Kongen beroligende. Jamen det gør ingen Ting, Mikkel. Du skulde slet ikke være sendt afsted. Vi har angret det hver Dag siden. Nu skal du se at blive rask igen.
Kongen talte mange trøstende Ord til sin gamle Fængselskamerat, og Mikkel laa ganske stille i den gode Seng, taknemlig og sønderknust. Noget efter saa Kongen, at han var ved at falde hen, de forgræmmede Træk glattedes. Han for op et Par Gange i Halvsøvne med lukkede Øjne, og Sorgfuldhed og Smærte drog sig over hans Ansigt, saa glattedes det igen langsomt ud, indtil han endelig sov med tomme Træk. Kongen listede forsigtigt fra Sengen og satte sig til at læse.
Næste Dag var Mikkel bedre, og han kom sig nogenlunde. Men rask blev han aldrig mere, han var sengeliggende hele Vinteren og Foraaret til sin Død i Marts Maaned.
Det var en stille Vinter. Kongen ældedes meget i den Tid han gik om Mikkel og saa ham falde sammen.
Men Tiden blev lang for Mikkel. Han kunde alligevel ikke rigtig dø. Livet hang endelig ved ham, nu da han vilde af med det. Nu hævnede det sig. Mikkel havde jo aldrig ladet Livet vederfares Retfærdighed, fordi han hele sit Liv igennem aldrig havde villet dø. Han laa og tilstod det for sig selv i de lange Nætter, naar Kongen sov i sin Seng, og Mikkel var alene med sine vinterlige Tanker. Vinden sukkede dybt og fortroligt udenfor Taarnet som en erfaren, der lyttede til hans Forladtheds Tanker. Den der ikke dør hver Dag, skal aldrig leve. Men Mikkel havde aldrig villet dø.
Kongen lod en Dag lille Ide komme op og fremstillede hende for Mikkel, han tænkte, at nu skulde han blive rigtig glad, naar han saa sit Barnebarn. Men Mikkel vendte Ansigtet mod Væggen. Han vidste ikke af, at han havde noget Barnebarn, han havde aldrig haft noget Barn, han havde ikke været gift. Han var alene. Han laa mere ensom end den, der dør barnløs, han var dobbelt alene. Skønt Ane Mette var den, han holdt af, havde hans Længsel aldrig været hjemme hos hende. Det var gaaet ham saadan, at han mistede netop den Kvinde, han fik!
Saa lod Kongen lille Ide gaa igen.
Og der var de nu, de to Stormere! Kong Christiern, der sprang ud som selve den flammende Utaalmodighed, med uhyre Planer, og blev Skaberen af Danmarks Mangel paa Historie. Mikkel Thøgersen, der med sin suveræne Stolthed og alfavnende Længsel blev Stamfader til en vidtforgrenet, tænkt Slægt. Der sad de i Celle hos hinanden, tilsammen Grundlæggere af et Dynasti i det Blaa.
Den Nat Mikkel døde, vendte hans Ungdoms dybe og vældige Følelse tilbage. Han fik sit Væsens Varme, Hjærtets favre Vaar tilbage i samme Øjeblik som hans Hjærte holdt op at slaa.
Men det var Evigheden, der gik, inden Mikkel naaede saa vidt. Han blev skuffet Gang efter Gang. Ved Midvinterstid saa det endogsaa ud, som han skulde staa det over, han laa helt fyrig i Sengen, og hans Næses røde Kulør var kommen igen.
Kongen begyndte at klapre regelmæssigt med Kruslaagene som før Mikkels Rejse, og de optog den gamle Levevis paa Taarnstuen blot med den Forskel, at Mikkel laa. Kongen sparede ham nu heller ikke længere for Urimeligheder. Han forlangte som før Underholdning af ham, og Mikkel sad henne i Sengen og repeterede sine Historier derude fra Slagmarkerne. Han havde fortalt dem om og om igen, skønt det var mange, han kunde. Mikkel havde været med i alle de store, berømte Slag, der havde staaet i Evropa i den sidste Menneskealder, han havde tjent næsten alle Evropas Fyrster og kunde fortælle Træk om dem, og hvordan de saa ud. Hvad der særlig interesserede Kongen var Slagenes Mekanik, Artilleriet og alt dette, som Mikkel nok havde lagt Mærke til men aldrig hæftet sig videre ved; Kongen kunde spørge ham ud i det uendelige; og Mikkel gravede i sin Hukommelse for at stille Kongen tilfreds.
Mikkel havde en sluttet, fremadskridende Maade at fortælle paa. Historier, han havde fortalt før, berettede han altid nøjagtig med samme Enkeltheder igen, selv om han paa det nærmeste havde opdigtet dem selv første Gang. Kongen bad ham ofte om den og den Historie, som han saa ofte havde hørt, og som det adspredte ham at høre igen.
Naar Kongen vaagnede om Natten, vaagnede Mikkel af gammel Vane ogsaa straks, de kunde da ligge i flere Timer og udveksle fredelig Snak. De laa i hver sin Alkove med Skindene godt op om Hagen og aandede den kolde Luft, der kom ind i Taarnværelset fra Kaminen, naar Ilden var slukket. Maaneskinnet lysnede i de dybe Vinduesnisher gennem de grønne, frosne Ruder. Kongen vendte Sanduret ved sit Hovedgærde. Tiden var lang, og Mikkel maatte komme i Tanker om en ny god Historie, som Kongen ledsagede med sine Naa og Hm, sit Bifald eller sin Hovedrysten.
Om Morgenen var Kongen altid ladet og farlig, saa tav Mikkel og laa musestille, medens Kongen gik og klædte sig paa og væltede Stolene. Berent blev laaset ind tidlig om Morgenen og fyrede i Kaminen, og naar Kulden var dreven ud, stod Kongen op. Han lagde sig straks paa sine bare Knæ paa Stengulvet og bad Morgenbønnen, der rigtignok mange Gange lød som ædende Forbandelser. Naar det var besørget, gik han i Lag med den svære Stenkugle, som han hver Morgen stødte hundrede Gange op over sit Hoved, halvtredsinstyve Gange med hver Arm. Mikkel hørte hans Tællen og hans Fnys, der blev forsonligere efterhaanden som han udmattede sig. Medens han gjorde Toilette, talte han hviskende og hedt med sig selv. Vandet plaskede nu og da paa Gulvet, naar han greb ustyrlig i det. Han pustede truende, og naar Mikkel skævede stjaalent hen til ham, kunde han se ham staa med Haandklædet og tørre sig, rød af det kolde Vand, stivnet om Brynene og om Munden og med vilde Øjekast til alle Sider.
Naar Kongen havde vasket sig, plejede han at læse ondartet behersket i Skriften, til Slaaerne blev taget fra Døren, og Berent viste sig med Morgendrikken, varmt Øl med Nelliker og Ingefær i. Mikkel fik sin Part, og de drak uden at tale sammen. Var Øllet for varmt, smed Kongen Kruset og det hele paa Gulvet.
Kongen gik saa ned en Times Tid eller to og spaserede i Gaarden. Hans fire Tjenere, der skulde ledsage ham, naar han bevægede sig udenfor Taarnet, gik bagved. Kongen morede sig med at træde de hvide Isblærer sønder i Rendestenen, eller han lod sig bringe en Armbrøst og skød efter Kragerne i de rimede Træer udenfor Runddelen. Men naar det hændte, at der var kommen Brev til Kongen, gik han altid ud i Abildgaarden, sendte Tjenerne fra sig og spaserede ene op og ned mellem Træerne. Her havde han vænnet sig til at søge hen, naar Minderne blev levende.
Naar Kongen kom op i Taarnstuen igen, var han blid og kaldte muntert paa Mikkel. Saa begyndte Dagens Spisninger og Andagtsøvelser. Nu da Mikkel laa til Sengs, var der ikke Tale om at spille Kegler mere. Kongen havde ikke desto mindre nok at bestille hele Dagen, han havde endogsaa saa travlt med tusind betydningsløse Ting, at han maatte skynde sig Dagen lang, han skyndte sig uafbrudt. Om Aftenen gik han rigtig træt og gudhengiven til Hvile.
Medens Julen stod paa, blev der festet dygtigt paa Slottet. Kongen sørgede paa det omhyggeligste for, at Mikkel fik noget, som maatte ligge alene næsten hele Tiden. Der gik Dage, hvor Kongen slet ikke var oppe i Taarnet, han sad i den store Vagtstue nede i den ydre Gaard og soldede sammen med Jakob Spillemand og Landsknægtene. Jakob bragte Liv til Huse.
Om Aftenen, naar det led mod Lukketid, kom Kongen krydsende hjem. Han gik bidevind over den ydre Slotsgaard, idet han holdt Kursen mod Porten, og naar han havde sløret sig igennem den, sejlede han nynnende og hikkende over den indre Gaard, hilsede op mod Frostmaanen og gik over Stag, med sin Skygge efter sig paa den hvide Sne.
Jakob Spillemand var ikke ædru een Dag i Juletiden heller. Og Julen varede ved til Paaske.
Over Nytaar blev det et klingrende Frostvejr. Sundet var tillagt, og de milevide Isgulve sukkede og sang om Nætterne. Der var en vanvittig Magt i Isens Drøn. Det var Frostens Lynslag fra Kyst til Kyst, det var Mindelser om forfærdelige, bundne Kræfter.
Mikkel hørte det, hvor han laa. Han vækkede Kongen en Nat, han troede han skulde dø.
Det ringer saa voldsomt for mit venstre Øre, fortalte han isnende kold. Kongen gik op og tændte Lys, han ravede, og Haaret stod ham pjusket om Hovedet, han havde ikke sovet Dagens Rus ud endnu. Da han saa, at Mikkel havde et angstfuldt Udtryk i Ansigtet, tænkte han, at han vel ikke kunde være døende. Det er bare Isen, Mikkel! trøstede han, hvorpaa han slukkede Lysene og kravlede i Seng igen.
Oppe i et Kammer i Slottets vestre Fløj var der en, der hørte de dybe, uhyggelige Skud, en ung Drabant af Slottets Besætning, og han sluttede sig sammenfarende ind til sin stumme Elskede, til lille Ide. Ide hørte ingenting, men hun gren betaget imod sin Ven, naar han saa uforklarligt bange søgte ind til hende. Hun saa ham, der var stor og stærk, pludselig blive sky som ramt af en indre Rædsel og ligge med fattig Mund og syge, raadvilde Øjne. Ide elskede ham, hun kyssede ham. Der kom Ro og Fryd igen i hans Blik, han holdt Ide i sin Favn. De laa i Skinnet af Lyset, der brændte som Guld i Kamret, og han kyssede den hvide, fine Filt paa Ides jomfruelige Bryst.