Kongens Fald/37
PAA SØNDERBORG
Men det blev Foraar og Sommer igen.
Jakob og Ide rejste saa saare. Det var som om hvert Sted i Landet længtes efter dem, de fik mere og mere travlt, skønt de vist næsten havde glemt deres Ærinde. De vandrede om i Landet i syv Aar. Alle Folk kendte dem og tog vel imod dem, naar de kom. Men de var særlig godt kendt i Limfjordsegnen, hvor de trak om en stor Del af Aaret. Der gik siden mange Fortællinger om Jakob Spillemand, som Folk kunde blive ved at huske; hans Viser blev ogsaa trofast sunget i mange Aaringer. Han var en grusselig en, Jakob, synge og spille kunde han; der var Kunster i ham, naar han blev svirende, og det blev han ikke saa helt sjælden. De fortalte om ham, at han havde spillet til Dans en Nat i Lunden ved Bjørnsholm og smagt paa Drammerne, og da han blev funden om Morgenen, var Buen bleven henne for ham; men han var ikke derfor sat fast, han tog sin Kæp og harpiksede den og spillede med den, saa en maatte undre sig. Han var en Torn!
Men saa et Aar kom Jakob Spillemand og Ide ikke til Limfjorden. De blev savnet ogsaa alle andre Steder i Landet, og de indfandt sig aldrig siden.
Jakob var nemlig tilsidst kommen efter, hvor Mikkel Thøgersen, Ides Bedstefader, opholdt sig, og de begav sig sporenstrengs paa Vej til Als. Ide var nitten Aar nu, saa det var paa Tide at faa hende anbragt hos rette vedkommende.
Det var en Dag først i Oktober Maaned at de sejlede over Alssund. Skovene hvælvede sig med falmede Kanter derovre, det røde Slot laa saa bart ud til Stranden. Da de næsten var ovre, fløj en stor Flok snehvide Duer op fra Taarnet og kastede sig ud over Sundet, snart synlige og snart usynlige mod den blegblaa Himmel, Jakob saa efter dem og nikkede til Ide, det var et Møde, der varslede godt. De sad trøstig i Baaden og omfavnede deres Bylter, Jakob saa til sine Træsko, hvor den ene Gjord var sprungen, jo det var paa Tide.
Men de havde ikke straks Held med sig, det blev dem forment at komme ind paa Slottet den første Dag, saa at de maatte søge Herberge i Byen. Næste Dag naaede Jakob saa vidt, at han fik Slotshøvedsmanden, Bertram Ahlefeld, i Tale, og han lovede, han skulde tænke over det. Der er mange Lag at komme igennem, naar man skal ind til Kongen. Endelig den tredie Dag slap de over Vindebroen og fik Lov til at spille for Slottets Folk i den ydre Gaard. Men da de endelig ved Middagstid fik Foretræde hos Slotshøvedsmanden igen, var der kommen det i Vejen, at Mikkel Thøgersen, som de havde Ærinde til, netop laa for at skulle paa Rejse.
De fik ham lige at se. Høvedsmanden tillod dem at gaa ind i Slotsgaarden, og just som de kom, var Mikkel ved at stige til Hest. Den gamle Mand holdt nedenfor Trappen, og to Trin oppe stod Kongen og snakkede til ham. Jakob og Ide blev staaende under Porthvælvingen og vilde ikke gaa frem, saalænge Kongen var der.
Det tog Tid med at faa Mikkel afsted, der var mange Forberedelser. Hesten sparkede og skrabede i Stenbroen, Kongens Stemme gjenlød i den høje Gaard, og det blev ikke til mere. Mikkel Thøgersen var i nye fine Klæder, grønne Hoser og brun Vams, han gik rundt omkring Hesten den ene Gang efter den anden og stak Fingeren ind ved Buggjorden og følte til Hovedlaget; det var en ung, urolig Hest, og Mikkel, der var brudt i Knæene, lod ikke til at være modig ved det.
Nu er du vist færdig, Mikkel, raabte Kongen og lo misfornøjet, se nu at komme op!
Mikkel slog høfligt med Hovedet og sluttede Undersøgelserne. Saa skulde han til det. Svenden, der stod ved Bidslet og holdt Hesten, rakte sig saa langt han kunde for at give en Haandsrækning, han skelede op til et aabent Vindue i Stegerset, gjorde Svenden, hvor et Par forleede Pigeansigter tittede frem. Mikkel fik Foden i Stigbøjlen og hævede sig langsomt og fattet op.
Fald nu ikke ned paa den anden Side! raabte Kongen med et ængsteligt Grin. Nej, Mikkel landede lykkeligt i Saddelen. Og da han sad der, skubbede han Hatten tilrette og vendte med fornærmet Honnør sit hvidskæggede Ansigt op mod Kongen.
Saa Farvel, Mikkel, sagde Kongen lidt rørt. Lad os nu se, du kommer godt hjem igen.
Jo, Deres Majestæt, svarede Mikkel. Han samlede pustende Tømmerne og skød sine hvide Knebelsbarter standhaftig op under Næsen. Saa slap Svenden, og Hesten satte i Trav. Mikkel svajede kraftesløs i Saddelen.
Nej det gaar aldrig godt, raabte Kongen og slog i Gelænderet, nej, nej, nej! Men det gik. Mikkel stindede sig og gjorde sig gældende. Vagten holdt Porten aaben for ham, og han red ganske strunk igennem, forbi Jakob og Ide. Porten lukkede sig straks efter ham igen, og de hørte ham ride over den ydre Gaard og dundre ud paa Vindebroen.
Da der var bleven stille i Gaarden, vendte Kongen sig paa Trappen for at gaa ind. Han stod og sagde noget til sig selv. Da fik han Øje paa Jakob og Ide.
Hvad er I for to? spurgte han og gik ned fra Trappen med Blikket rettet gennemtrængende paa dem. Han stillede sig foran dem og saa fra den ene til den anden, i højeste Grad interesseret.
Jakob svarede ikke, for han gik fra Snøvsen. Ide stod med sit øde, fine Ansigt og saa lige paa Kongen. Han snusede energisk ud af Næsen og saa undersøgende paa dem.
Hvad er I for Folk?
Vi rejser paa Professionen, stammede Jakob. Han hentede Vejret og fik Mod igen. Vi er af det Slav, der kommer meget omkring — den her lille Pige er ellers Datterdatter til ham, der red ud af Porten lige nu.
Hm, naa. En Slægtning af Mikkel. I er kanske kommen for at besøge ham. Saa var det slemt, han just skulde rejse i det samme. Hvorfor snakkede I ikke til ham?
Søde Gud nej. Jakob smilede uhyre høvisk og saa ned for sig og gjorde et rundt Spor i Sandet med Kæppen.
Jaja, sagde Kongen trøstende. De tav, og han saa paa dem.
Jaja, udbrød han igen stærkere. Der er ingen Ulykke sket endnu. Mikkel kommer igen. I kan … I kan blive her saalænge, vi skal snakke med Bertram. Kom I kun denne Vej. Naa saa I spiller?
Jo! Jakob slog glad og undselig paa Violinbælgen, mens de satte sig i Gang. Den gamle Konge gik foran og rømmede sig i ypperligt Lune. Ho! Det skulde nok ordne sig altsammen. Ho, ho!
Og de var henne og forhandle med Høvedsmanden. Jakob og Ide stod sømmeligt i Afstand, mens Kongen talte deres Sag. Bertram Ahlefeld lyttede forbindtlig og med største Ro. Han var meget højere end Kongen, men han bøjede sig ikke, Kongen saa op paa ham og talte ivrigt og gik over paa den anden Side af ham; han fik sin Vilje og takkede varmt, men Bertram Ahlefeld bevarede sin underdanige Kulde.
Kongen gik selv i sine udtraadte Sko over i den ydre Gaard og sørgede for, at Jakob og Ide blev indkvarteret i en af Bygningerne der. Om Aftenen maatte de spille for Kongen inde i Taarnstuen, hvor han for det meste opholdt sig. De blev beværtet med Vin, og Jakob spillede sine Hopsaer med al den Kunst, han raadede over. Det lød saa sært her under Murene. Kongen var tilfreds, han blev vemodig og sad med Haand under Kind. Vokslysene brændte paa Bordet, hvor Spændebogen laa opslaaet.
Vinen begyndte at sætte Sving i Jakob, der fo'r et sygeligt Træk over hans Ansigt, og han gav en ellevild Springdans tilbedste. Ide stod spinkel og pæn ved Siden af Stolen med Trianglen.
I en Pavse spurgte Jakob, hvornaar Mikkel kom hjem igen — saadan hen i Vejret, for at Kongen skulde overhøre det, hvis det var upassende spurgt. Men Kongen svarede ligefremt, at det varede ti—tolv Dage.
Kongen tav herefter, og Jakob mente ikke at burde sige noget. Han spillede, hvad han kunde huske. En Gang da han sad med Fjolen under Hagen og tænkte sig om efter en ny Tone, stjal han sig til at se paa Kongens slappe, ærværdige Træk. Kongen saa op i det samme og bemærkede, at Jakob var en hærget og sammenfalden Mand.
Skal vi ikke have mere? spurgte Kongen hjærteligt, i sine egne Tanker.
Jakob spillede igen og traadte Takt med Hælen! Tju! Det var Træskovalsen.
Kongen beholdt dem hos sig hele Aftenen, han følte sig saa alene, det var første Gang i ni Aar, at Mikkel havde været borte fra Slottet. Kuren blæste Midnat fra Taarnet, inden Jakob og Ide kom fra Audiensen, og da var baade Kongen og Jakob stærkt blissede. Kongen lagde sin Haand paa Ides Skulder, før hun gik, og maalte hendes Skikkelse med en gammel Kenders dristige og forsagende Artighed.
Jakob og Ide blev laaset ud gennem alle Dørene af Slotsforvareren, som var dygtig mut. Vagten nede i Porten havde bedre Humør, han lyste med Lygten paa Ide og saa, hvor hun var fin og hvid. Da hævede han lumskelig Lygten i Vejret, saa at de stod i Mørke, og tog Ide om Hoften med sin store Næve. Hun kastede sig til Side, og der kom et Brøl fra hende, fra Struben, dybt og raat som fra et ukendt Dyr, det gjaldede under Porthvælvingen og hørtes over hele Slottet.
Herre Jesus! Soldaten sank i Knæ og veg baglængs tilbage ind i Porten. Der blev aabnet Lemme og Ruder overalt oppe og nede i det store Slot, og forfærdede Stemmer spurgte søvndrukkent ud, om hvad der var sket. Uroen lagde sig først længe efter, at Jakob og Ide var i Behold i deres Kamre.
Ogsaa Kongen hørte Brølet, han stod ved Vinduet og saa efter Vejret, og han sprang dybt ind i Taarnværelset, Haarene rejste sig paa hans Hoved. Han sneg sig til Døren og strakte en Haand ud og prøvede, om den var lukket, jo den var jo forsvarligt laaset og riglet til. Aa, han trak Vejret dybt, gik skælvende til en Stol og sank om dødelig mat. Saa slog han Bibelen op og satte sig til at læse med Lysene tæt foran sig. En Gang imellem rejste han lydløst Hovedet fra Bogen og stirrede forbi de sydende Lysflammer med stive skræmte Øjne.
Lidt efter lidt blev han rolig, han vovede sig ud fra Bordet, tændte flere Lys og hengav sig taknemlig til Læsningen af Ruths Bog, sad nidkær med sit store hvide Hoved mellem Lysene og læste den ud. Og da han var færdig, meldte den Tanke sig, der altid anfægtede ham, naar han havde været fordybet i Skriften og atter mindedes det timelige: at hans Venner var døde og borte, at de var faldne ham fra allesammen, og at det var længe siden.
Han sad lidt og gravede sig med Haanden i Haaret. Saa slukkede han alle Lysene paa nær tre. Han lagde sig omstændeligt paa Knæ midt i Taarnstuen og bad sine Fadervor, hviskede halvhøjt og længe, til Regnskabet var gjort op. Han gik derpaa i sin Seng, lod Lysene brænde og laa med Hænderne foldet foran sig paa Felden og med rolige, vaagne Øjne.
I denne Stue havde han boet nu elleve Aar. Her var det, han gik som et Rovdyr fra Mur til Mur de første Maaneder, da Indespærringen slog ham med Feber. Her svedte han, her spiste og drak han som en rasende og faldt fuld og gal i Søvn om Aftenen for at vaagne under hvislende Eder om Morgenen. Her gik han sparkende op og ned mellem de dinglende Stole, her sendte han Tinkrusene fra sig, saa de faldt flade ned fra Væggen. Her havde han gaaet og hørt Aandepustet fra sine egne haarede Næsebor.
Kongens Ansigt skiftede Udtryk hele Tiden, mens han laa der i Alkoven og saa frem mod Lysene uden at kunne blive søvnig. Der fo'r Skygger over hans Bryn. Saa laa han igen sagtmodig.
Pludselig lo han, og det var den dybe naadige Latter fra gamle Dage, han var kommen til at tænke paa den unge Kvinde, som Ditlev Brokdorp listede ind til ham her for elleve Aar siden, da han havde lagt sig til Sengs og ikke vilde staa op. Han havde unægtelig været lykkelig ved Pigen, som ogsaa var virkelig køn. Men det var syndigt, det var en grov Overtrædelse. Gud beskytte hende, hvor hun saa var!
Kongen sukkede dybt og saa med et fugtigt Blik ind i Lysene. Om lidt haabede han at falde i Søvn, takket være Vorherre, der frier os lempeligt af Vaade og vender vor Utaalmodighed til Visnen.