Gyldendalske Boghandel – Nordisk Forlag Kjøbenhavn og Kristiania


Kongens Fald.djvu Kongens Fald.djvu/5 187-196

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

ATTER HJEMKOMST

En gammel Mand med Pilgrimenes Hætte over Hovedet og en Muslingskal hængende i en Snor om Halsen naaede op paa Bakkerne søndenfor Graabølle; han foldede Armene om sin Stav og blev staaende lidt, saa ud over Dalen, Fjordarmen og de lave Høje. Det var Mikkel Thøgersen.

Han kom igen hjem. Egnen var uforandret men lavere, syntes han. Det var i September, Solen skinnede køligt. Spurve og Stære fløj i Flokke om Kornstakkene i Byen ovre paa den anden Side Dalen. Nede ved Aaens Udløb laa Mikkels Fødested. Han saa, at der var bygget et stort nyt Hus dernede foruden de gamle. Og der laa Agre, som ikke havde været opdyrket før, helt op mod Brinkerne. Mon Niels er levende? tænkte Mikkel.

Jo Niels levede endnu, men han var en aldrende Mand. Det traf sig, at Niels var alene i Stuen, da Mikkel kom, han sad for Bordenden, søvnig og med Halm og Avner i det graa Haar, han var lige staaet op af sin Middagssøvn. Fluerne mylrede paa Kanten af Ølstoben og fløj surrende i Vejret ved Mikkels Komme.

Da Niels saa sin Broder i hellige Klæder, korsede han sig i Stilhed. Han blev langsomt overrasket og lidt efter lidt glad. Mikkel satte sig stille, de talte smaat af Hensyn til Roen i Huset.

Drengene er henne og sove, sagde Niels. Velkommen, Broder! Er du træt, ja det maa du være — er du ikke tørstig? De skammelige Fluer! Bi lidt.

Niels tappede friskt Øl og satte sig igen til at snakke. Han blev saa inderlig glad. Spørgsmaal og Udbrud vekslede i hans Mund paa den sære stive Maade, der altid havde været ham egen. Han var forresten livligere i Blikket og meget friere end den Niels, Mikkel huskede fra Fortiden; men han havde jo ogsaa været selvstændig Mand paa Stedet nu i mange Aar.

Ja den gamle er jo henne, din og min Fader, udbrød Niels med lav Stemme, da han kom i Tanker om det. Ikke mange Uger efter at du havde været hjemme og set ham, saa kunde vi bære ham ud. Det er vel tolv Aar siden nu. Ja han var gammel.

Mikkel tav. Fluerne summede og løb paa det skurede Bord.

Jeg havde knap tænkt, du skulde komme indom vor Dør mere, Io Niels og undgik Mikkels Blik. Men pludselig saa han grebet paa Broderen: Vi to bliver ogsaa gamle.

Mikkel vendte i Tanker Ansigtet opad og nikkede.

Niels snakkede om andre Ting, han var efterhaanden bleven oplivet. Han rejste sig.

Jamen du er kommen Mikkel! sagde han. Det skal være en Mindedag. Jeg faar kalde paa de andre.

Niels stod udenfor Døren paa Stenbroen og raabte med lystig Stemme paa sine Sønner, tre Navne: Anders, Thøger og Jens. Mikkel sad inde i Stuen og saa sig om og flyttede paa sine mødige Ben. Ja, jo, sang det ude i Laden fra Niels' Sønner, der blev vækket saa brat. Den ene af dem hujede længe i Halvsøvne, som blev han grueligt forskrækket, og Mikkel hørte Niels smaale ude paa Stenbroen. I det samme gik Døren til Frammerset op, og Niels' Kone kom ind. Sønnerne viste sig en efter en, hver med et stort Blik til Pilgrimen paa Bænken. Det var voksne Karle alle tre.

Se jeres Farbroder! sagde Niels fornøjet. Mikkel forskede i de unge Ansigter og genfandt Slægtens Træk i dem alle.

Der kom Mad paa Bordet, og medens Mikkel spiste, sad hele Familjen rundt om ham. Niels saa med Iver paa den hjemkomne og glædede sig ved hans Appetit, Konen og Sønnerne holdt sig sømmeligt tilbage og tav, men de betragtede Mikkel uafbrudt med mægtig og velment Nysgerrighed. Mikkel spiste og svarede paa alt, hvad Niels spurgte om.

Og den store Musling, hvad betyder den?

Den er fra Jerusalem, sagde Mikkel. Vi spiste af den, hvad Folk vilde give os paa Vejen.

Naa se saadan. Niels tav og tænkte sig om. Han saa med ét sky og hjærteligt til Broderen, vilde spørge om en Ting men opgav det, idet han bøjede sig for noget, han ikke forstod. Han sad lidt i Tanker.

Naa ja. Ja du bliver vel ved os nu en bitte Tid. Du skal fortælle os mange Ting, som har set noget.

Niels saa stift frem for sig. Pludselig satte han sig haardt med Ryggen imod Væggen:

Her er ellers noget paa Færde, her paa Egnen, sagde han med sænket Røst, mon du ikke skulde have spurgt noget?

Mikkel saa op fra Maden og rystede paa Hovedet. Men Niels lod ham ved sin Mine forstaa, at det skulde de siden snakke om. De andre vidste, hvad Niels rørte ved, hans Kone saa hurtigt ned med et Udtryk af Frygt, Thøger den ældste Søn blev tæt og vaagen i Trækkene som en Mand paa Spring.

Om Eftermiddagen var Mikkel og Niels ude omkring og se paa Gaarden. Niels smeddede nu ikke meget længere, han havde købt Jord og dyrket op og sad i en stor Landbedrift, Elkærgaarden, som den blev kaldt, var en af de største Ejendomme ved Aaen. En Gang, da de stod stille oppe i Marken, blev Niels pludselig sært urolig men fattede sig samtidigt. Han tog et Straa op mellem Stubbene og talte med en Stilfærdighed, der opskræmmede Mikkel:

Vi er ved og skal have Krig, sagde han. Han holdt inde og stødte Luften et Par Gange ud af Næsen. Saa fortsatte han ganske jævnt:

Ja du kender vel ikke meget til Stillingen, siden du har været saa længe udenlands. Jo, vi skal have Krig, vi andre her paa Egnen, og nu skal du høre …

Hermed gjorde Niels Rede for, hvordan det stod. Ufreden i Landet havde varet for længe. Herremændene holdt Kongen indespærret paa Sønderborg, Kong Christiern, men nu vilde Bønderne i hele Landet have ham ud igen. De vilde tage sig selv til Rette, Vendelboerne havde længe været bestemt paa det, og i Salling var Bønderne ogsaa begyndt at samle sig.

Men vi andre Himmerlændere vil ikke klatte ebag, erklærede Niels, idet han beherskede sig næsten over Evne. Vi har begyndt at skærpe Økserne.

Niels for sig med Haanden over Øjnene, der var bleven hede, og rømmede sig med Voldsomhed.

Kom her, følg med mig, skal du se!

Niels gik i Forvejen hjemad og førte Mikkel ind i den lille Smedje, hvor alt var uforandret som i Thøgers Dage.

Vi har haft meget at bestille i det sidste, hviskede Niels. Men baade Anders og Thøger er dygtige til Hammeren. Vi har skæftet mange Høleer for Folk. Vi har ogsaa faaet Stunder til at sørge for os selv, her skal du se!

Niels hentede en stor nysmeddet Økse frem fra Hjørnet. Bladet spillede endnu i Regnbuens Farver efter Glødningen.

Vi har gjort mange af det Slav, sagde Niels dæmpet. Han rakte ind efter en anden.

Se den her er min egen, kan du kende den? Ja jeg har lagt nyt Staal i den.

Mikkel kendte Øksen, det havde været hans Faders, saa længe han huskede.

Den vilde den gamle ikke skille sig ved, sagde Niels. For den blev taget af Haanden paa vor Bedstefader, da han laa død paa Aagaard Mark i Han Herred. Det er tre og halvfemsindstyve Aar siden. Da var det, Bønderfolk krigede og blev slaaet fordærvet. Det skal vi ikke glemme nu.

Anders, Thøger, Jens! kaldte Niels med usædvanlig Myndighed. Og de tre lange Karle stillede næsten i samme Øjeblik. Da rejste Niels sit uanseelige Hoved og lagde Haanden paa den fædrene Økse. Sønnerne stod rundt om ham og saa ham spændt ind i Ansigtet. Han sagde ingenting, men de forstod ham.

Mikkel slog Øjnene ned. Han vilde ikke se paa Broderen med Krigerhjærtet. Det klædte ham ikke. Og dog følte Mikkel sig bitterligt beskæmmet. Men han mindedes Faderen, der havde været en fornemmere Mand.

I de følgende Dage kom der mange Folk til Niels Elkær med et eller andet Værktøj, der skulde gøres om til et Vaaben. Der blev talt meget, undertiden hidsigt, men i Reglen stille og indeklemt om de forestaaende Ting; Mikkel fik Indtryk af, at Niels havde en hel Del at sige mellem Egnens Folk. Dog var det en anden Mand oppe i Graabølle ved Navn Søren Brok, der var den vedtagne Fører. Gamle Thøger kunde ikke bleven andet end første Mand, havde det været i hans Dage.

Tiderne blev hurtigt urolige. Snart hver Dag saa man en eller anden Rytter flyve paa Landevejen, og man mødte ofte Bønderfolk, som slet ikke var kendt. Saaledes trak Tiden hen, til September Maaned var gaaet.

Vi kunde jo let skaffe dig nogle andre Klæder, sagde Niels en Dag til Mikkel, idet han busede ud med, hvad han længe havde gaaet med. Mikkel smilede.

Hvis du vilde gaa fælles med os. Niels stod og holdt et helt færdigt Sæt Tøj frem imod ham.

Men Mikkel rystede paa Hovedet. Og da han i samme Anledning tænkte sig om, følte han, at han var bleven gammel.

Nej Niels, sagde han alvorlig. Nej, jeg har været i Slag nok i mine Dage, selv om det var paa Steder, hvor jeg ikke havde noget at gøre. Men nu er jeg træt. Der er voksne Folk nu, som var spæde Børn, da jeg begyndte at tjene som Soldat. Nej, skal jeg gøre Kongen nogen Gavn, da bliver det paa en anden Led. Men du kan lade mig blive her og se, hvordan det gaar.

Niels nikkede skuffet men overbevist.

Nu fulgte et Par meget stille Dage. Alt var rede, og man ventede kun. Det var for alle, som maatte Krigen begynde udenfra. Ingen var rigtig klar over, hvordan det vilde komme. Niels vandkæmmede sit tynde, jærngraa Haar hver Dag som til Højtid. Der blev ikke bestilt mere paa Gaarden end nødvendigt. Sønnerne var fra By det meste af Tiden, de holdt til oppe i Graabølle ved de andre unge Karle. Niels Kone bandt Hoser, hun sad Dagen lang som et Menneske, der knap aander, ret op og ned paa Bænken.

I disse Par Dage talte Niels og Mikkel meget sammen om Faderen. Niels gik fra og til og puslede paa Gaarden og fordybede sig i Erindringer om den gamle. Mikkel fulgte ved Siden af i sin hvide Pilgrimskittel og hørte alle Smaatrækkene fra den fremfarne Tid. Niels fortalte levende, naar han kom i Aande, med et eget sagte Lune, og hvert nok saa lille Frasagn nærede Mikkels Fantasi. Selv talte han næsten aldrig.

Saa den sidste Dag berettede Niels noget, han aabenbart havde opsat saa længe som muligt, fordi det angik Mikkel personligt. For godt to Aar siden var der kommen et sært Par ovre fra Salling, og de havde spurgt efter Mikkel. Den ene var en halvgammel, noget Korn forfalden Spillemand, der hed Jakob, den anden var en døvstum Pige, som han havde med sig. Hun var en sær sygelig bitte en. Jakob fortalte, at han havde taget hende til sig, for det ingen anden vilde have hende. Hun var Datter af en Pige, der hed Inger, og saa af en vistnok fornem Mand. Han havde hedt Axel og var bleven slaaet ihjel, han skulde nok ligge paa Graabølle Kirkegaard. Nu vilde Jakob hjælpe den lille Pige til at finde sin Slægt, for at de kunde tage sig af hende. Men hvorfor de nu spurgte efter Mikkel, det var fordi …

Her afbrød Niels Fortællingen og saa paa Broderen som for at forberede ham.

Ja Ane Mette er jo død, sagde han varligt.

Mikkel rørte sig ikke. Det var et Slag for ham. Men det var som havde han ventet det i hundrede Aar, det gjorde ikke ondt. Han havde vidst det, eller hans Sind var selv dødt paa det Sted.

Jo, fortsatte Niels omsider, og det er længe siden. Hun har været død nu i flere Aar. Men nu synes jeg, jeg vil sige dig, hvad den Spillemand kom efter. Han forklarede, at Pigen, der hed Inger, nok var dit Barn med Ane Mette. Saa du er Bedstefader til den bitte Pige, Jakob havde med. Han kaldte hende Ide. De var her nogle Dage, saa rejste de, jeg ved ikke hvorhen.

Niels tav og lod Mikkel summe sig. Og da Mikkel ikke ytrede noget, fortalte han videre:

Se Sagen var vist den, at Steffen i Kvorne aldrig kunde lide Inger, Stedatteren, skønt han jo ellers udstyrede hende redelig, som en Fader vilde gjort. Det gik hende meget elendig; Manden hun fik — som Folk knap vidste hvem var — kom af Dage, ja han gjorde nok saa …

Niels tav og snusede flere Gange, inden han kunde fortsætte:

Næsten inden de havde faaet hinanden, og selv døde hun i Barselseng. Da var det Ide blev født. Men da Ane Mette nu ogsaa døde, vilde Steffen ikke længere sørge for hendes Familje ved Siden af. Saa var det, Jakob Spillemand tog sig af Ide.

Niels tav.

Vi kan ellers vente at se Steffen med alle sine Sønner, naar det nu begynder, oplyste Niels lidt efter i en anden Tankegang. Han fik seks Drenge med Ane Mette, foruden nogle Tøser, store Pløger allesammen og jævngamle med mine.

Det var ude paa Agrene, Niels fortalte dette. Mørket faldt paa. Nu tav de meget længe begge to. Mikkel gik med Hovedet skjult i Hætten. Niels var inde paa Marken og flytte et Par Faar. Da han kom tilbage igen, stod han stille ved Siden af Mikkel og vilde sige noget men kunde ikke.

Hvad vil du sige, Niels? spurgte Mikkel syngende.

Jeg har hørt en Ting fortælle, stammede Niels med stort Besvær. Hvis det er sandt — ja eller det kan være mig ligemeget. Men jeg vil snakke om det, da det maaske kan hænde, vi bliver skilt. Folk i Graabølle har fortalt, at det var dig, der slog ham den Axel ihjel — din egen Svigersøn paa den Maade — for at tage hans Penge Du var i alt Fald paa Egnen i de Dage, men jeg saa dig ikke, du kom ikke ind til vort. Er det sandt, Mikkel?

Ja, svarede Mikkel med den Ro og Trods, som Niels kendte fra gammel Tid, og som han nu ogsaa straks bøjede sig for.

Saa har du haft din Aarsag, sagde han dæmpet og lettet. Det vil jeg ikke forske i. Men du skulde ikke gaaet min Dør forbi. Der er meget, som mig og mine Lige ikke kan sætte sig ind i. Lad os gaa hjem og se til Konens Nadver.

Da de stod udenfor det mørke Hus, hviskede Niels hastigt:

Skulde du leve efter mig, Mikkel, saa kunde du jo holde et Øje med hvad her er.

Ja, svarede Mikkel med en forkommen Røst. De gik ind.