Kong Valdemars Jagt
Tekst: B.S. Ingemann, 1816
Melodi: Niels W. Gade, 1838
Se også På Sjølunds fagre sletter
På Sjølunds fagre sletter
ved Østersøens bred,
hvor skoven kranse fletter
om engens blomsterbed,
hvor sølverkilden glider
nu ved ruinens fod,
dér stolt i gamle tider
en kongebolig stod.
I borgens gyldne sale
sig rørte muntert liv,
der hørtes skæmtsom tale
og lystig tidsfordriv.
Kong Valdemar dér bygged
så fast sit kongehus,
som det hans liv betrygged,
til verden sank i grus.
Der Glædens Kilder fløde
Saa tit med Ornens Blod
Fra Vinteraftenrøde
Til sol i Østen stod;
Men i de lyse Dage,
I Sommer og i Høst,
Led under Bøgetage
Den frie Kongelyst
Med lystig jægerskare
på hviden ganger fløj
den konge tit med fare
hen over stub og høj,
men i den raske glæde,
ved jægerhornets klang
de glemte tit at bede
og høre messesang.
Da rørtes Horn og Bue
Med Kongen Hengsten sprang,
Og fnøs i Solens Lue,
Og sig mod Skoven Svang;
Med lystig Jægerskare
Paa hviden Ganger fløi
Den Konge tit med Fare
Henover stub og Høi.
Som stærke Nordenvinde
De Jægere henfoer,
Da flyede Raaer og Hinde
Som Løv i Stormens Spor;
Men i den raske Glæde
Ved Jægerhornets Klang
De glemte tit at bede
Og høre Messesang.
Tit naar den arme Bonde
Gik over Kirkesti,
De Jægere og Hunde
Foer lysteligt forbi;
De lagde Hegnet øde,
For bange Hind at naae,
Og Agrens gyldne Grøde
Nedtraadt i Støvet laae.
Da sukked arme Bonde,
Og sine Hænder vred;
Men Jægere og Hunde
Ei standsedes derved;
Tit klynked saaret Hare,
Mens Kirkeklokken klang,
Da styrted i den Skare
De Hengste mangengang.
En Hellig Paaskemorgen,
Da Ottesangen lød,
Og af Langfredagssorgen
Den store Fryd frembrød,
Vildt Jægerhornet blanded
Sin Lyd med KLerkers Sang,
Og frygtsom Hare standed
Midt i den Kirkegang.
Da tren mod vilde Skare
Den Biskop, god og from,
Bød i Guds Navn dem fare
Langt fra Hans Helligdom,
Med Kirkens Band dem trued,
Med Gud og Evighed;
Men Kongens Harm oplued,
Han svared stolt og vred:
"Fra mine Fædre raktes
Mig gyldne Krone hen;
Fra Paven Troen bragtes,
Den kan han faae igjen;
Hvis her jeg evig kunde
Ved Jagten fryde mig,
Jeg vilde ei misunde
Vor Herre Himmerig"
"Det Ord du vil fortryde,"
Lød fromme Biskops Røst.
Brat Jægerne bortflyede,
Liig Trækfuglsværm i Høst,
Og stolt af Kongebyrden,
Den hvide Ganger sprang,
Og fnøs ad Sjælehyrden
Og fjerne Ottesang.
I muld for længe siden
Kong Valdemar er lagt,
men sælsomt gennem tiden
går sagnet om hans jagt.
Tit korser arme bonde
sig end på natlig sti,
hvor jægere og hunde
ham suse vildt forbi.
Længst Sølverkilden glider
Nu ved Ruinens Fod,
Hvor stolt i gamle Tider
Den Kongebolig stod;
Men i de Nætter klare,
I Sommer og i Høst,
Som af en Trækfuglskare,
Fornemmes sælsom Røst.
Paa Gangeren den hvide,
Med luftig Jægerhær,
Man seer da Kongen ride
Saa bleg i Natten der;
Saalunde, mon man sige,
Han bøde maa med Nag,
Og vente paa Guds Rige,
Og Dommens store Dag.