Kjærestesorg/1
I.
"Liselyst" var en Villa i gammeldags Stil fra Midten af vort Aarhundrede. En afskediget, adelig født Oberstlieutenant havde kjøbt en Snes Tønder Land som Arvefæste af det adelige Frøkenkloster, og paa denne Lod bygget et Hus i H-form med store lave Værelser og mange Vinduer. Og endda fordrede "Symmetrien" flere, end der skulde bruges. Oberstlieutenantens Sans for det Korrekte fordrede, at der blev malet to "blinde" Fag, hvis Kjønrøgsruder og oliemalede Efterligning af Træværket kun i saare lang Frastand frembragte den tilsigtede Illusion. Efter den oprindelige Ejers Død gik Stedet hurtig fra Haand til Haand. Nu ejedes det af en Gartner. Han havde gjort lyst i den gamle sammengroede Have. Hvor tidligere træhøje Buske og Rodskud af Træer slyngede sig sammen og lukkede tæt om Have og Hus, strakte sig nu Aspargesbede. Deres fjerbuskede Beboere stod opstillede i regelmæssige Geledder. I Jordbærbedene bredte Planterne sig i trænkuskeagtig Lavstammethed og bar rig Frugt til Gavn for Ejeren, til Glæde for hans Kunder og for Skrubtudserne, der sugede smaa runde Huller i det saftige Kjød.
Huset stod nu og saâ frit ud over den lange smalle Skovsø gjennem sine Vinduer paa den forlorne Kvist i hver Fløj. Det var ogsaa kun en Dekoration, ofret paa Oberstlieutenantens symmetriske Sans's Alter, thi disse Kviste havde ingen Værelser, bag deres Vinduer var kun Loftsrum. Men fra dem kunde man se Søen bugte sig ud og ind som en Flod med kokette Vige. I dem syntes Skoven at have Lyst til at spasere lige ud i Vandet; men den betænkte sig lig et kuldskært Pigebarn, der nøjes med at væde Taaen i det kolde Vand.
Der var en firkantet Gaard med smaa Bindingsværkslænger. Hele det lille Komplex laa paa en Sandbanke. Den faldt brat af mod et smalt og fedt Engstykke ud mod Søen. Yderst ude blev det moseagtig gyngende og dannede Overgangen til det rørbevoxede Kystvand. Vandet sivede igjennem sortebrunt Muld, som bovnede op om Rødderne paa nogle store Bøge og gamle Elle. Dem maatte Gartneren ikke hugge; de tilhørte det adelige Frøkenkloster. Dem havde Godsbestyrelsen sørget for at redde for Tid og Evighed. Men paa Engstykket gik Gartner Kjeldsens fem Køer paa Græs. Det saftige Enggræs naaede dem til Knæene, og Jorden gav efter som en Pude under deres Trin. Den bovnede op om Køernes Klove, som den paa Søbredden bovnede op om Trærødderne.
Denne Eng dannede en hyggelig, lun, blæstfri Hulning. Mellem de store Siv var der altid levende med Sus og Raslen, med Rørsangeres Kvidren og Frøers Plasken. Der laa Varmen og kogte de hede Sommerdage og slog om Aftenen ud i hvide Dampe. Dampenes fintvævede Flor bredte sig ud over Siv og Vand, viklede sig om Træstammerne og Køernes Ben. Dampen og Muldjorden blandede deres syrlige Lugt med Køernes Sødmælksduft. Der lød i denne Hulning snart langtrukne melankolske Brøl, snart en skarp stakkat Bjæffen af Husets lille sorte Hund, naar den af og til fandt sig forpligtet til ogsaa at inspicere disse Enemærker, farende frem og tilbage som en Politimand i Funktion, med opadkrummet Hale og spidse opstruttende Uren. Mest vred var den ved Malkningstiden i Juli Maaned Klokken syv om Aftenen, naar Solen kastede sit Billede i Søen, gnistrede gjennem Træer og Sir og spredte hvide øjenblændende Straaler. En Kæmpediamant i mat Selvindfatning!
Nede i Hulningen laa Pigen paa Gaarden, Marie, paa Knæ i det høje Græs paa den fugtige Jord og bearbejdede en brunrød Kos Mælkekilder. Mælken løb som en hvid skummende Strøm ned over de rødbrune store Fingre og straalede med afbrudt Fald snart stærkt, snart blot dryppende ned i den grønne Spands røde Indre, som lignede en graadig drikkende uhyre Mund.
Marie var en stor, næsten karlehøj Pige, blond som Byggen paa Banken, med muntre, naturlige Pande- og Tindingkrøller, med et mere bredt end højt Bryst, med smaa graa spillende Øjne og en Næse, der forholdt sig til den græske Form omtrent som en sjællandsk Tærningekapitæl fra den romanske Tid til en klassisk ionisk Form, eller simplere sagt, den havde i Grunden ingen Form. Og dog saâ hun godt ud. Hun passede til sit Arbejde og stod som en god Staffagefigur i dette Landskab, som om hun var groet op netop af denne Jord med samme Ret som Træerne, Græsset og Sæden. Mens hun malkede, sang hun:
Og Ungersvenden sagde til sin Pige:
Jeg elsker kuns aleneste dig;
vi ere jo hinandens Lige,
og derfor skal du gjengjælde mig.
Og gjør du det ikke, o Pige!
da kan jeg ej beholde mit Liv,
da synker jeg i Dødens kolde Rige,
hvor Skaberen aldrig siger: Bliv!
Da hun havde faaet Ende paa denne tragiske Strofe af sin Vise, slog hun en Latter op, saa det gav Ekko hen over Søen, saa den sorte Hund gøede paa Bakken, saa et Par Frøer af Skræk plumpede helt kluntet ud mellem Rørene. Ja endog Grisen, der beboede et Brædehus paa Bakkehældet, fandt sig foranlediget til ved et Par korte Grynt at stadfæste sin Tilværelse.
Marie saâ den langtvoxede Karl paa Gaarden ligge udstrakt foran hende i Græsset. Der havde han nu for Resten ligget den hele Sommer, saa længe Kvæget havde været ude, og med sine store brune Øjne vexelvis gloet i Luften og paa Marie, sukket og konverseret paa sin Vis, alt mens hans tynde rødlige Skjæg svajede for hver Luftning ligesom Sivene, men i blødere og lydløsere Sus.
"Du er det taav'ligste Stavær, der nogensinde har stukket i Halmen paa et Par Træsko," sagde hun, mens hun lo højere og kaadere end før.
En dyb hæs Basstemme, der ikke syntes at høre hjemme i den spinkle, hulbrystede Krop, den udgik fra, brummede med affekteret Prækedeklamation:
"Jeg har ligget her i mine egne højere Tanker, og de gaar … de gaar op … de … gaar …"
"… Avet om, Niels", sagde Pigen.
"Du lærer aldrig at forstaa mig, Marie."
"Jeg er ogsaa lige glad."
"Og du bryder dig ikke om, hvad der beskæftiger mit indvortes Menneske."
"Nej føj. Det ser vist ledt ud, siden du tager saa mange Apothekersager til at forbedre det med."
"Det, du siger, er ikke fornærmeligt, Marie. Jeg kan godt skjønne paa, at der er Lune og … det, man kalder Ironi i det."
"Er det det samme som Peber og Krydernelliker, Niels?"
"Jeg forstaar meget godt dine Taleformer, Marie, og du udfylder saa at sige min … indvortes Beskaffenhed …"
"Det er noget Sludder! Jeg har aldrig prætenderet paa at være præstelærd."
"Jeg har heller ingen ultreret Agtelse for den golde og ufrugtbare Kundskabsmasse, bestaaende af uensartede Elementer og Momenter. Det, jeg højagter som Menneskehedens eneste Højvelbaarenhedsret, det er det, som sidder derinde, og som er plantet egenhændig af Naturen."
"Hvad er det?" spurgte Marie og gabede.
"Det er … det er … ja, det er … naturligvis …"
"Naa saadan", sagde Marie. "Saa blev jeg da saa meget klogere. Tak for det, Niels!"
Mælken straalede over Fingrene ned i Spanden i vedholdende Strøm, og Latteren tog Ekko ud over Søen.
"Har du Mod til at høre, hvad det er, Marie?" raabte Niels og rejste sig paa Albuerne.
"Hvad Fa'en skulde jeg være bange for?" sagde Pigen, standsede dog sin Malkning og saa paa ham. Hun følte sig ikke saa ganske sikker denne Gang.
Niels læste sig Mod til ud af Malkepigens Holdning og Miner. Han slog sig for Brystet og sagde hult:
"Jeg mener Geni."
"Naa—aa", sagde Marie beroliget og lige saa overlegen som før. "Ja det har du vel nok af, Niels?"
"Hidindtil har jeg immer havt den Tanke, jeg tror det endnu, men … ingen Andre vil tro det."
"Det er da løjerligt. Det har jo alle Markedsbajadser og Komediantspillere, og dem ligner du i de fleste Maader, Niels."
"Tak, Marie, Tak!" Og han rakte Haanden ud imod hende.
"Det er s'gu da ikke Noget at takke for," sagde Marie.
"Tror Du ikke, jeg kan læse den dybere Sammenhængsalvor ud af dine Skjemteord?"
"Jeg mener ikke Andet, uden hvad jeg siger," sagde Marie noget tvært. "Bare Du havde Sjeni til at flytte Kre'turet og kjøre Plov, saa skiftede Du ikke hvert Halvaar og somme Tider hver Maaned."
"Den udvortes Praktiskhed bryder jeg mig ikke det fjerneste om, og jeg anerkjender, at Du maa tale saaledes ud af din Opdragelses Standpunkter og Synsvinkler. Men jeg har kun forlangt den Erkjendelse af Dig, at jeg har det, som jeg kun vil udtale Benævnelsen paa i mere opløftede og højtidelige Momanger. Og det er ikke første Gang, Du siger det."
"Nej, det skal jeg staa ved lige saa tidt, Du vil have det, Niels."
"Og derfor har Du ogsaa gjentagende Gange tilsagt mig, at Du vil følge mig, saalænge vi lever."
"Nej holdt! Det er fejl, Niels."
"Jeg véd vel, Du har sagt: Til Du skal skifte .. men jeg øjner atter det dybere Grundlag."
"Saa?… Det skulde Du nødig. For jeg vil ikke rende fra Kondition til Kondition, som Du gjør."
"Tror Du, jeg betragter min Stilling som Tjenestekarl som infinitiv?"
"Som hvad?"
"Nu … som bestandig vedvarende?"
"Det véd jeg ikke. Naar Du en Gang bliver Overkrigskommissar ligesom den hjulbenede Postmester oppe i Byen, saa kan vi snakke om Tingene i Alvorlighed, som Du siger."
"Kjender Du mit Levnetsløb, Marie?"
"Ja, saa noget nær. For Du har fortalt mig det en tol trej Gange. Ja jeg har rigtignok ikke hørt efter."
"Saa hør da en Gang efter!"
"Det lover jeg ikke."
"Skal jeg da ikke fortælle det?"
"Jo, det kan Du jo godt. Saa gaar den Tid."
Niels, som for laa paa Maven, rejste sig nu paa Hug, lænede Kinden paa Haanden og slog ind i en Foredragstone. Efterhaanden som hans Fortælling skred frem, fik han helt rejst sig og ledsagede den med Gebærder som dem, man ser paa Provinstheatrene af omrejsende Skuespillere. En ikke ringe Rest af midtsjællandsk Dialekt Vibrerede løjerlig gjennem hans tillavede Pathos og boglige Sætningsbygning:
Født af fattige Indsidderfolk, fulde af Retskaffenhed, men uden Begreber om Livets højere Svingkræfter, vakte jeg Skolelærerens Opmærksomhed ved mit lette Nemme og min Lyst til at granske i Tingenes Dybheder. Herpaa skal følgende tjene til Prøve og Bevis, om det end for Ukyndige kunde forekomme at være Digtninger eller Æventyrligheder. Skolelæreren havde læst for os i Bibelen, hvorledes Jakob for at faa al Afkom i Labans Hjorder broget havde lavet Kjeppe til, som paa sine Steder havde Bark og paa sine Steder var afskrabede. Hvad gjorde jeg? Vor Nabo, Husmanden, havde fem hvide Ænder, deriblandt en Andrik, som ogsaa var hvid. Jeg passede paa det Øjeblik, som jeg ikke nu nærmere vil udvikle, og lagde flere saadanne halvskrællede Hesselkjeppe foran Vedkommende. Med stor Opmærksomhed betragtede mine spændte Øjne hver Dag det næste Kuld Ællinger, hver en af dem var, som Digteren siger
saa gul, og rund og ren,
ret som en Æggeblomme, der nylig har faaet Ben,
Men se! da de voxede til, vare de alle hvide uden Undtagelse. Dristig meldte jeg det til Skolelæreren. Han advarede mig for Rationalismen, det vil sige Forstandens Hovmod. Fra den Dag frygtede han mig med Misundelsens Lavhjærtethed og den nedrige Tænkemaades onde Øjne. Præsten var klogere. Sikkerligen har han i Løndom anerkjendt, at jeg kunde blive ham en farlig Kritikker, Konkurrent eller Bedømmer. Han læste med mig, og ved nogle Bønders Hjælp kom jeg paa Højskolen, da jeg i to Aar havde tjent Præsten, mere som Discipel end som Tjenestedreng. Tror Du, Læser, at det var af kristen Kjærlighed, han fik Bønderne til at give mig de gjerrigt og karrigt tildelte Penge? Du fejler da, kjære Læser! Atter af Frygt for min bestandig videre voxende Aandskraftighed, som vilde vide Besked, om Kristus havde maattet leve et Liv ligesom paa denne Klode paa andre Planeter, ifald de beboedes af Mennesker. Se selv og dem, om jeg ikke havde noget Filosofi i min Tankegang? Præsten studsede, men jeg disputerede ham imod, saa blev han vred, hvilket udviser, at han var overvunden. Den Gang gik det første Gang op for min Selvbevidsthed, at Sejren er hos Ungdommen, og at jeg var en større Personlighed end Præsten. Eller, for at jeg skal udtrykke det korteligst: Det var et af de første Hovedstadier paa mit Livs Bane. Hvad lærte jeg saa paa Højskolen? Ingenting. Men det var mig selv, der lærte mig Noget. For jeg lærte at protestere. Jeg protesterede mod dens Danskhed, fordi jeg vilde være Borger af den store Verdenshistorie. Naar Læreren vilde rette mine skriftlige Udarbejdelser, saa protesterede jeg; jeg slog op i Lexikaer og brugte Ord, som den Idiot ikke kjendte. Med Modighedens Kourage blev jeg Defensoren for Midgaardsormen og Loke og Aktoren mod en Slagterlømmel som Thor og en enøjet Bismarck som Odin; ja den Gang kaldte jeg ham en Rikeliøj, for det var, inden Bismarck havde gjort sin Debutentré paa Verdenshistoriens Gene. For den, der er et Geni, han trodser Lovene. Naturligvis blev jeg jaget bort. Jeg vilde da være Folkets Lærer og læste til Skolelærerexamen. Det var et Martyria. Jeg levede af tørt Brød og havde ikke Linned, og jeg maatte slide med noget aandløst Vrøvl i Religion, i Regning, i Pædagogik, paa alle Uaandens stenede Brakmarker. Da jeg sad ved Examenen, modsagde jeg en gammel dum Professor i Historie; jeg sagde, at vores Frederik den Tredie skulde have været halshugget, ligesom Ludvig den fjortende i Frankrig, jeg fik Nul i Historie, men jeg tog det med Overlegenhedens humoristiske Ironi, for jeg havde allerede faaet maadelig i dansk Stil, fordi jeg havde brugt Ord, som de klassisk Dannede vil have Monopoleneret paa.
Da styrtede jeg mig ud i Livet, og jeg skal nok tvinge mig frem til at faa Anerkjendelse af det Stempel, som Naturen haver sat paa min Pande. Thi, naar jeg en Gang faar Tid, skal jeg opskrive. Tanker, som intet andet Mennesker har havt for mig, og som ingen vil faa efter mig. Ej véd jeg endnu, om det skal være paa den poetiske eller paa den prosaiske Stil. Til jeg faar det afgjort, dølger jeg mig i den ene underordnede Situvation efter den anden …
"Saa, nu er jeg færdig med at malke", sagde Marie.
"Har Du forstaaet mig?" spurgte Niels.
"Aa ja! Du maa alstillens have været en farlig Vrøvlebøvs."
"Brava, Marie!" raabte Niels og rakte Haanden ud mod hende. Hun lo, slog til den og sagde:
"Jeg tør knap røre ved saadan en gevaltig Komediantspillernæve, som saadan kan mase hele Sognet."
Niels var denne Gang ikke sikker paa at læse Anerkjendelse bag Maries "ironiske" Form. Han saâ merkt ned for sig, nærmede sig Søen og brød et stort Siv midt over.
"Skal Du bælle sød Mælk i Dig igjen ligesom en anden Kat?" sagde Marie efter ham.
"Den megen Tale har angrebet mine Brystorganer," sagde Niels, mens han gik hen mod Spanden med den nymalkede, varme og skummende Mælk, lagde sig paa Maven i Græsset, stak det hule Rør i Spanden og sugede Mælken graadig op derigjennem. Marie stod med knyttede Hænder i Siden og lo, saa det klukkede lige saa stærkt, som Niels slurfede. Men pludselig udbrød hun:
"Vâr Dig, Niels! Vâr Dig!"
Og da Karlen blev ved med en saadan Iver, at der sivede Mælkedraaber ned i hans Hageskjæg, rev hun med et forsvarligt Ryk det hule Siv ud af hans Haand og kylede det saa langt fra sig, som hun kunde.
Husbonden, Gartner Kjeldsen, knejsede i sin hvide Lærredsdragt og Straahat oppe paa Sandbakkens Mønning. Uden at tage sin korte, næsevarmende Træpibe ud af Munden, sagde han:
"Kanske det er din Mening, Niels, at en Kalv og en Karl er lige Et og det Samme?"
"Hvad behager?" sagde Niels og saâ fornem indigneret ud?
"Det er nok sød Mælk, der behager Dig. Men mig behager det ikke, at Du agerer Toldassistent og numser af Varerne paa den Façon."
Niels søgte at indtage en heroisk Stilling. Husbonden ænsede det ikke, men sagde til Marie.
"Jeg har længe sagt Dig, at det var underlig saa lidt Mælk, vi fik i den senere Tid. Naar vi ikke har Raad til at give hverken Kalve eller Grise Mælk, saa er det jo rart at føde saadan en Klodrian med den som ham der, som ikke gjør Gavn for Føden end sige for Lønnen, for værre Bagbæst har jeg da ikke kjendt i mit Liv. Men af Dig, Marie, havde jeg ikke ventet, at Du vilde være med til det. Ved Du ikke fra din Bibelhistorie eller Lærebog, at Hæleren er lige saa god som Stjæleren?
En Tilsætning af en ridderlig Følelse, sand eller affekteret, gav Niels's Mod et Opsving. Han stillede sig Ansigt til Ansigt med sin Husbond og sagde:
"Det, De der siger, siger ingen Mand med Æresfølelse og Honnør."
"Hvad siger Du … din elendige Hanlus, din …" raabte Kjeldsen hidsig og løftede sin Arm til et Slag. Hans store Haand synes at maatte mase Rygsøjlen itu paa den spinkle, krogryggede Karl. Men, inden Slaget faldt, følte Gartner Kjeldsen sig greben om Haandleddet af en Næve, hvis Styrke han fornam ikke var helt til at foragte. Han blev saa forbavset, at han blev rolig med det Samme. Han sagde uden Vrede:
"Er Du gal, Marie?"
"De vilde dog have fortrudt det, Kjeldsen, om De havde lemlæstet saadant et sælle Bæst, der har ondt ved at tjene til Føden … og det havde jo ogsaa kostet Dem nogle Penge paa Herredskontoret."
"Der er Noget i det, Marie," sagde Kjeldsen. "Fa'en ta'e Tyendeloven!"
Han saâ paa Niels, som nu havde mistet Spændkraften og stod slap og dinglevorn som et knækket Rør. Husbonden sagde:
"Ja … jeg gider ikke røre ved saadan en sjatten Svabert af et Mandfolk. Og jeg burde jo jage Dig bort i Utide, saadan som Du er bleven af dine andre Konditioner. Nu kan Du blive til November; men det er bedst, Du holder dig et hundrede Skridt fra Malkepladsen, mens Køerne er ude, og at Du bliver uden for Døren til Kostalden, naar de kommer ind. Med Dig skal jeg siden tale, Marie!"
Kjeldsen pirrede op i sit Pibehoved, fandt ingen Ild, streg en Fyrstik og tændte Ild paa Resten af Tobakken, hvorpaa han langsomt steg op paa Bakken og forsvandt.
"Hvad siger Du om det, Marie?" sagde Niels.
"Ingen Ting," svarede Marie.
"Naa, ingen Ting! Er det ikke kreperende og krænkende? Fordi mit stakkels Bryst trænger til sød Mælk …"
"Har jeg ikke sagt Dig det saa mange Gange, at det Mælkesjapperi vilde gjøre Dig ulykkelig? Jeg har nu i mange Tider taget Skjændene baade af Kjeldsen og Madamen, naar de sagde, at Mælken svandt, men nu gjør jeg det, min S'æl, ikke mere. Nu kan Du ligge, som Du har redet."
"Ligge, som jeg har redet! Marie! Nej. Jeg har aldrig redet min Seng, for jeg har aldrig ejet en Seng. Nej, min Seng stod redet, før jeg blev til … der nede … dybt nede … der hvor Vandplanterne gror mellem giftigt og slimet Kryb … dér … dér …"
Han pegede ud over Søen.
"Saa skulde Du lægge Dig i din Seng Niels. Den er lige saa vaad, som om Du havde …"
Fortsættelsen kan ikke skrives. Man maa slutte sig til den.
| · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · |
Marie stod smaaleende. Niels tog pludselig
med den knyttede Næve i sit Haar, rev en stor Tot
ud og kastede den langt fra sig. Det gjorde intet
Indtryk paa Marie. Hun sagde:
"Sikken et Ovenskjæg, jeg kan faa, naar jeg klistrer det paa med Kvædesaft, Niels!"
"Mit Liv er forbi," hvinede Niels og satte i Fart ned mod Søen. Marie satte sig ned og var ved at give sig til at nynne en Vise. Niels løb virkelig ud i Søen. Vandet var lavt og gik ham kun til Knæene.
Marie sagde:
"Han kan have godt af at faa vasket sine Ben, det Svinebæst?"
Om nu Niels ikke kjendte Søen eller virkelig var i en saa opspændt Stemning, at han vilde drukne sig, vist er det, at han pludselig dukkede under Vandet. Der var et brat Fald i Søens Bund. Han skreg højt. Marie sprang op og raabte:
"Vil Bæstet drone sig for ramme Alvor?"
Hun blev bange. Med faa lange Skridt var hun nede ved Søen og raabte:
"Niels, Niels, dit Asen! Jeg kan ikke svømme."
Hun blev endnu mere bange. Ved Bredden laa en gammel udtjent Baad med Vand i Knæhøjde … Regnvand fra oven og Søvand fra neden.
Hun smed sig i den, stagede ud med den ene Aare og rakte den anden ud i Søen, hvor hun saâ Niels's Hoved dukke op som en Sælhund. Hun vrikkede Baaden længere ud med en Anstrængelse, som tvang Sveden ud af Pande og Lemmer. Niels fik fat i Aarebladet, hængte sig tungt ved det. Marie halede og halede i Vand til op over Knæene. Besat med Andemad og sejge Vandplanter naaede Niels Baadens Ræling. Havde Marie ikke været saa stærk, at hun kunde stemme imod med Fødderne, og havde Baaden ikke havt Ballast af Lækvand og af Regnvand, havde Niels's Tag sikkert bragt den til at kæntre. Nu lykkedes det ham at bjerge sig.
"Er Du bleven vaad, Marie?" spurgte han.
"Aa — Det er godt, man ingen Buxer har paa. Ellers var det blevet værre endnu," sagde Marie med mat Stemme. Hun var lige ved at falde baglængs om af Træthed og Sindsbevægelse.
Niels gav sig ynkelig, og mumlede:
"Har Du ingen Buxer paa, Marie?"
"Hold Kjæft"! svarede hun … "Hvorfor vilde Du aflive Dig?"
Niels svarede ikke, før Marie med sine sidste Kræfter havde staget Baaden i Land, og de begge stod paa den mudrede Jord. Da sagde han:
"Fordi Du ikke elsker mig, Marie!"
"Sludder"! stennede Pigen, men brast i samme Øjeblik i Graad.
De stod drivvaade og dryppende i den korte Sivallé.
"Kys mig, kys mig, Marie!" bad Niels.
Marie faldt træt i hans Favn og hviskede:
"Var det for min Skyld, at Du vilde aflive Dig?"
Niels svarede ikke. De kyssede og favnede hinanden. Han lænede sit Hoved som et sygt Barn til Maries Skulder.
"Og nu forlader Du mig aldrig mere," klynkede han.
"Nej, lille Niels, nej, lille Niels!"
"Hu, hvor jeg fryser! Jeg tror jeg faar den tyfoidede og den tyføsede Feber", Marie. Jeg er uhyre syg … Og ikke en ordentlig Seng har jeg. Der i det Hummer ved Kostalden trækker det gjennem Lugen og Loftet og Taget. Jeg dør imorgen. Aa, hvem der endda havde en god Seng som din i Pigekammeret tæt ved det lune Kjøkken! Aa, Marie, hvis Du var Doktor, saa vilde Du kunne fornemme, hvordan min Pulsaare er lige ved at sprænges. Ja den ruller og dundrer, Marie. Føl bare! Kan Du føle den?"
"Ja, det er urimeligt, saa den skaber sig," sagde Marie, "for den er helt død. Jeg kan slet ikke føle den."
"Der kan Du selv se, Marie!"
Marie stod og pustede.
"Slip mig saa, Niels!" sagde hun.
"Aldrig kommer Du ud af min Favn, før Du siger, at Du elsker mig."
"Jeg vil sige lige, hvad Du vil, bare Du giver los, for jeg er saa myrderlig træt, Niels, og Du tynger saa farlig paa min ene Axel."
"Altsaa … Du elsker mig."
"Ja, ja, ja. Giv saa los, Niels!"
"Ja, men hvordan skal jeg holde det ud inat i det Hul ved Kostalden?"
"Aa, Niels. Jeg kan godt ligge der. Kryb Du ind ad Vinduet i mit Kammer! Saa kan jeg godt ligge i dit. Slip mig saa!"
"Ja, men saa maa Du "vaagne" mig imorgen Klokken fire. For, naar Madamen ser, at jeg ligger i dit Kammer, saa …"
"Ja, Niels … ja, jeg skal vaagne Dig …"
"Og lidt sød Mælk … hvad? strax imorgen tidlig! Inden Du skummer?"
"Ja, Niels!"
"God Nat, min søde Marie! Aa, lad mig kysse Dig … og …"
"Nej, nej … Saa, for Fa'en, kan Du slippe … ja, jeg slâr … hvis Du krammer mig mere."
Niels gav Slip paa hende, kravlede som en Kat ind gjennem det lave Vindue i Pigekammeret. Marie lagde sig i Karlekammeret ved Kostalden.