Kain pløjed' rask i vår

Kain pløjed rask i vår,
tænkte på det næste,
Abel gik og vogted får,
tænkte på det bedste!

Begge, takkende i høst
Gud for vinterføde,
ofrede med lovsangsrøst
hver sin førstegrøde.

Kain ofrede sin neg,
Abel dæggelammet;
Kains tak var tungeleg,
Abels hjerte flammed!

Herren så af Himlen ned,
strålen kyssed lammet;
Kain blegned harm og vred,
skulle rød sig skammet!

Abel gik og vogted får,
skued solen dale:
Kain gav ham banesår
under vennetale!

Kain! Kain! sagde Gud,
hvor er nu din broder,
du gik med på marken ud,
sønnen af din moder!

Hvor du pløjer, klinte gro
mer end byg og hvede!
Trindt på jord om sjælero
du forgæves lede!

Uden anger, uden bod
Kain gik til grunde,
flygtende fra Gud til Nod;
han var af den onde!

Abel slumrer sødt i løn
Gud ej glemmer sine,
håbets lund er immergrøn,
dér er ingen pine!

Kain pløjede rask i vår
Klik for at forstørre
Navn	Kain pløjede rask i vår
Forfatter	N.F.S. Grundtvig 1839
Komponist	Thomas Laub
Ogg	Kain pløjede rask i vår