Kærligheds og sandheds Ånd

Noder
Klik for at forstørre
Navn
Forfatter N.F.S. Grundtvig, 1837
Komponist Christian Barnekow, 1868
Ogg Lyt her



Kærligheds og sandheds Ånd!
jords og Himmels hjertebånd
knytter du alene;
os forlene dejlig røst,
os opgløde dybt i bryst
dine flammer rene!

Hvor du lyser, mørket flyr,
al uterlighed dig skyr,
spotter med din nåde;
sandhed, som den klare dag,
kranser i dit vennelag
kærlighedens gåde.

I det store sjælebad
og i hjertets drik og mad
du er guddomskraften,
i hver gren og i hver kvist
på det sande vintræ: Krist,
du er leve-saften.

Med en god samvittighed
til de små du daler ned,
skaber rene glæder,
lyser op og renser ud,
til de stå for lysets Gud
i snehvide klæder!

Du, som af den »liden flok«,
svag og bly og bange nok,
gjorde kæmper stærke,
skab nu og af os en hær,
som tør svinge Åndens sværd
under korsets mærke!

Kærlighed til denne jord
ser du, ak, er såre stor,
vildt dens lue brænder;
sluk den ud med duggen mild,
lad os blusse af den ild,
du for Himlen tænder!

På vort eget nat og dag
stirre vi med velbehag,
det forstyrrer freden;
lad os Jesus en og hver
som vort liv og lys få kær!
det går enigheden!


Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.