Junglebogen/Mowglis brødre
Klokken var syv en meget varm Aften i Seeonee-bankerne, da Fatter Ulv vaagnede, efter at have sovet hele Dagen; han kradsede sig, gabede og spilede sine Poter ud, den ene efter den anden for at blive den søvnige Fornemmelse i Tæerne kvit. Mutter Ulv laa med sin store graa Snude tværs over de fire kravlende, pibende Unger, og Maanen skinnede ind i Mundingen af Hulen, hvor de alle boede. »Uh!« sagde Fatter Ulv, »det er paa Tide at gaa paa Jagt igen.« Og han skulde lige til at springe ud og ned ad Bakken, da en lille Skygge med en busket Hale gled ind over Tærskelen og peb: »Held og Lykke være med dig, du Ulvenes Høvding; Held og Lykke og stærke hvide Tænder til de dejlige Børn, saa at de aldrig maa glemme de sultne her i Verden.«
Det var Schakalen — Tabaqui, Snyltegæsten — og Indiens Ulve foragter Tabaqui, fordi han løber med Sladder og stifter Fortræd og æder Klude og Læderstumper fra Landsbymøddingeme. Men de er ogsaa bange for ham, fordi Tabaqui, mere end nogen anden i Junglen, er tilbøjelig til at blive gal, og saa glemmer han, at han nogensinde har været bange for nogen, og løber gennem Skoven og bider alle, som han træffer paa sin Vej. Selv Tigeren løber i Skjul, naar lille Tabaqui bliver gal, thi Galskab er det mest vanærende, der kan ramme et vildt Dyr. Vi kalder det Vandskræk, men de kalder det dewanee — Galskab — og flygter.
»Saa kom da ind og se dig om,« sagde Fatter Ulv kort; »men der er intet at æde her.«
»Ikke for en Ulv,« sagde Tabaqui, »men for saa ringe en Skabning som mig er et tørt Ben et Festmaaltid. Hvem er vi, Schakalerne, at vi skulde vrage og være kræsne?«
Han smuttede hen i den bageste Ende af Hulen, hvor han fandt et Hjorteben med en Smule Kød paa, og gav sig nok saa fornøjet til at gnave paa det.
»Mange Tak for dette gode Maaltid,« sagde han og slikkede sig om Munden. »Hvor de dejlige Børn dog er smukke! Hvilke store Øjne de har! Og det i deres Alder! Aa ja, jeg burde jo sandelig have husket, at Kongebørn er Helte ligefra deres tidligste Tid.«
Tabaqui vidste ligesaa godt som enhver anden, at intet er værre end at sige smukke Ting om Børn, mens de hører paa det; og det morede ham at se Mutter og Fatter Ulvs bekymrede Miner.
Tabaqui sad stille og nød den Fortræd, han havde gjort, og saa sagde han ondskabsfuldt:
»Shere Khan, den store, har skiftet Jagtgrund. Han vil jage mellem Bakkerne her i en Maanedstid, har han sagt mig.«
Shere Khan var den Tiger, der boede ved Waingunga-flodens Bred, fem Mil derfra.
»Det har han ikke Ret til!« begyndte Fatter Ulv vredt.
»I Følge Jungleloven har han ikke Ret til at skifte Jagtgrund uden at give tilbørligt Varsel i Forvejen. Han vil skræmme hvert eneste Stykke Vildt i to Miles Omkreds bort, og jeg — jeg maa jage for to i denne Tid.«
»Hans Moder kaldte ham ikke Lungri (den halte) for ingenting,« sagde Mutter Ulv roligt. »Han har været halt paa det ene Ben ligefra sin Fødsel, og det er Grunden til, at han kun dræber Kvæg. Nu er Landsbyfolkene ved Waingunga vrede paa ham, og han er kommen herhid for at gøre vore Landsbyfolk vrede. De vil gennemstrejfe hele Junglen efter ham, naar han er langt borte, og saa sætter de Ild paa Græsset, og vi og vore Børn maa flygte. Vi er sandelig Shere Khan meget taknemlige!«
»Skal jeg fortælle ham om eders Taknemlighed?« sagde Tabaqui.
»Ud med dig!« snærrede Fatter Ulv. »Ud med dig og jag med din Herre. Du har gjort Ulykker nok for een Nat.«
»Jeg gaar,« sagde Tabaqui roligt. »Der kan I høre Shere Khan nede i Krattet. Jeg kunde have sparet mig den Efterretning.«
Fatter Ulv lyttede, og nede i Dalen, der førte ned mod en lille Flod, hørte han det tørre, vrede, snærrende, syngende Hyl af en Tiger, der intet har fanget, og hvem det er ligegyldigt, om hele Junglen faar det at vide.
»Det Fæ!« sagde Fatter Ulv. »At begynde sit Natte-arbejde med saadant et Spektakel! Tror han, at vore Hjorte ikke er raskere til Bens end hans fede Okser nede ved Waingunga?«
»Hys! Det er hverken Okser eller Hjorte, han jager i Nat,« sagde Mutter Ulv. »Det er Mennesker.« Hylet var gaaet over til en Slags snurrende Brummen, der syntes at komme fra alle mulige Retninger paa samme Tid. Det er den Lyd, som forvirrer Brændehuggere og Tatere, der sover under aaben Himmel, og stundom faar dem til at løbe lige ind i Gabet paa Tigeren.
»Mennesker!« sagde Fatter Ulv og viste alle sine hvide Tænder. »Puh! Er der ikke Insekter og Frøer nok i Dammene til, at han kan lade være at jage Mennesker? Og det oven i Købet paa vor Jagtgrund!«
Jungleloven, der aldrig giver nogen Befaling uden gode Grunde, forbyder alle Dyr at æde Mennesker, undtagen naar man dræber for at vise sine Børn, hvorledes man skal bære sig ad med at dræbe, og selv i saa Tilfælde maa det ske udenfor Stammens eller Flokkens Jagtgrunde. Den virkelige Grund hertil er, at Drabet af et Menneske tidligere eller sildigere hidkalder hvide Mænd paa Elefanter og bevæbnede med Bøsser, og Hundreder af brune Mænd med Trommer, Brandraketter og Fakler. Saa gaar det ud over alle i Junglen. Men den Grund, som Dyrene foregiver blandt dem selv, er, at Mennesket er det svageste og mest forsvarsløse af alle levende Væsener, og at det derfor ikke sømmer sig for ægte Jægere at gøre ham Fortræd. De siger ogsaa — og det er ganske sandt —, at de, der æder Mennesker, bliver skabede og mister Tænderne.
Den brummende Lyd blev stærkere og sluttede med det rungende Brøl, som en Tiger udstøder, idet den springer til.
Saa lød der et Hyl fra Shere Khan — et Hyl, der slet ikke lignede en Tigers. »Han er sprunget fejl,« sagde Mutter Ulv. »Hvad er der i Vejen?«
Fatter Ulv løb et Par Skridt ud af Hulen og hørte Shere Khan mumle og brumme rasende, mens han tumlede om i Krattet.
»Det Fæ har været dum nok til at springe efter Brændehuggerens Lejrbaal og har brændt sine Fødder,« sagde Fatter Ulv med et Grynt. »Tabaqui er med ham.«
»Der er nogen, der kommer op ad Bakken,« sagde Mutter Ulv og spidsede det ene Øre. »Hold dig parat.«
Buskene raslede en Smule nede i Krattet, og Fatter Ulv sank ned i Bagbenene, færdig til Spring. Hvis nogen havde iagttaget ham, vilde han have faaet det vidunderligste i hele Verden at se: en Ulv, der standser midt i Springet. Han sprang til, førend han saa, hvad det var, han sprang efter, og saa forsøgte han at standse sig selv. Resultatet blev, at han foer en fire, fem Fod lige op i Luften og kom ned igen næsten paa samme Sted, hvorfra han var sprungen op.
»Menneske!« snærrede han. »En Menneskeunge. Se en Gang!«
Lige foran ham, holdende sig ved en lav Gren, stod en nøgen, brun Rolling, som lige havde lært at gaa — den blødeste og mest smilehullede lille Fyr, som nogensinde er kommen til en Ulvs Hule om Natten. Han saa op i Fatter Ulvs Ansigt og lo.
»Er det dér en Menneskeunge?« sagde Mutter Ulv. »Saadan en har jeg aldrig set. Bring den herhen.«
En Ulv, der er vant til at haandtere sine egne Unger, kan, om det gøres nødigt, tage et Æg mellem Tænderne uden at knække Skallen; og skønt Fatter Ulvs Kæver sluttede sig tæt om Barnets Ryg, lagde han det ned mellem sine Unger, uden at dets Hud var saa meget som ridset af en Tand.
»Hvor lille! Hvor nøgen, og — hvor kæk!« sagde Mutter Ulv med blød Stemme. Barnet puffede sig frem mellem Ulveungerne for at komme tæt ind til det varme Skind. »Se, se! Han vil have noget at drikke, ligesom de andre. Naa, saadan ser altsaa en Menneskeunge ud. Mon der nogensinde har været en Ulvinde, som kunde rose sig af at have en Menneskeunge mellem sine egne Børn?«
»Jeg har hørt nogle Gange om en saadan Begivenhed, men det er aldrig hændet i vor Stamme, og heller ikke andetsteds, saa længe jeg har levet,« sagde Fatter Ulv. »Han er helt haarløs, og jeg kunde dræbe ham blot ved at røre ved ham med Foden. Men se, han kigger op paa os og er slet ikke bange.«
Maaneskinnet forsvandt fra Hulens Munding, thi Shere Khans store, firkantede Hoved og Skuldre blev stukket ir.d gennem Indgangen. Bagved ham peb Tabaqui: »Herre, Herre, her løb den ind!«
»Shere Khan viser os en stor Ære,« sagde Fatter Ulv, men hans Øjne var meget vrede. »Hvad ønsker Shere Khan?«
»Mit Bytte. En Menneskeunge gik denne Vej,« sagde Shere Khan. »Forældrene flygtede. Giv mig den.«
Shere Khan var sprunget op i Brændehuggernes Lejr-baal, som Fatter Ulv havde sagt, og var rasende paa Grund af Smerten i sine forbrændte Fødder. Men Fatter Ulv vidste godt, at Hulens Munding var for snæver til, at en Tiger kunde komme ind ad den. Selv der, hvor Shere Khan nu stod, var hans Skuldre og Forpoter klemt sammen af Mangel paa Plads, ligesom en Mand vilde være, hvis han forsøgte paa at kæmpe i en Tønde.
»Ulvene er et frit Folk,« sagde Fatter Ulv. »De tager mod Befalinger af deres Stammehøvding, men ikke af nogen stribet Kvægdræber. Menneskeungen er vor — vi kan selv dræbe ham, om vi vil.«
»Om I vil! Hvad bryder jeg mig om, hvad I vil? Ved den Okse, jeg har dræbt, skal jeg staa her og snuse ind i eders Hundehul for at faa, hvad der tilkommer mig? Det er mig, Shere Khan, der taler!«
Tigerens Brøl fyldte Hulen som en Torden. Mutter Ulv rystede Ungerne af sig og sprang frem; hendes Øjne skinnede som to grønne Lamper i Mørket og stirrede lige ind i Shere Khans flammende Øjne.
»Og det er mig, Raksha (Djævelen), som svarer. Menneskeungen er min, Lungri, — min og ingen andens! Han skal ikke dræbes. Han skal leve for at løbe med Stammen og jage med Stammen; og tilsidst — mærk dig det, du Jæger efter nøgne smaa Unger, du Frøæder, du Fiskedræber — skal han jage dig! Pak dig nu, eller ved den Hjort, jeg har dræbt (jeg æder ikke forsultent Kvæg), du skal komme tilbage til din Moder mere halt, end da du kom til Verden, du forbrændte Junglebæst. Gaa!«
Fatter Ulv saa forbløffet til. Han havde næsten glemt den Tid, da han vandt Mutter Ulv i aaben Kamp med fem Medbejlere, — den Gang hun endnu løb med Stammen og ærligt fortjente sit Tilnavn »Djævelen«. Shere Khan kunde maaske have staaet sig mod Fatter Ulv, men Mutter Ulv kunde han ikke hamle op med, thi han vidste, at i den Stilling, han indtog, havde hun alle Fordelene af Terrænet, og hun vilde kæmpe, saa længe der var Liv i hende. Derfor trak han sig brummende tilbage fra Hulens Munding, og da han var vel ude, raabte han:
»Hver Hund gøer i sin egen Gaard! Nu faar vi se, hvad Stammen siger til denne Opfostring af Menneskeunger. Ungen er min, og under mine Tænder kommer den til syvende og sidst, I buskhalede Tyve!«
Mutter Ulv kastede sig pustende ned mellem Ungerne, og Fatter Ulv sagde alvorligt til hende:
»I saa Henseende har Shere Khan Ret. Ungen maa fremstilles for Stammen. Vil du fremdeles beholde ham, Mutter?«
»Beholde ham?« gispede hun. »Han kom hertil nøgen, ved Nattetid, alene og meget sulten; og dog var han ikke bange! Se bare, han har allerede puffet een af mine Unger til Side. Og hin halte Slagter vilde have dræbt ham, og vilde saa være løbet sin Vej til Waingunga, mens Landsbyfolkene vilde have opsporet alle vore Lejer for at hævne sig! Beholde ham? Ja, det vil jeg rigtignok! Lig stille, lille Frø. O du Mowgli — thi Mowgli, Frøen, vil jeg kalde dig — der vil komme en Tid, da du skal jage Shere Khan, som han har jaget dig.«
»Men hvad vil vor Stamme sige?« sagde Fatter Ulv. Jungleloven siger med klare og tydelige Ord, at naar en Ulv gifter sig, har han Lov til at trække sig tilbage fra den Stamme, han hører til; men saa snart hans Unger er gamle nok til at kunne staa paa deres Ben, maa han bringe dem til Stammemødet, der i Reglen afholdes hver Maaned ved Fuldmaane, for at de andre Ulve kan kende dem igen. Efter saaledes at være inspicerede, har Ungerne Lov til at løbe, hvorhen de vil, og indtil de har dræbt deres første Raabuk, gives der ingen Undskyldning for den voksne Ulv af Stammen, der dræber en af dem. Morderens Straf er Døden, hvor han bliver antruffen; og hvis Læseren vil tænke sig et Øjeblik om, vil han indse, at dette er ganske i sin Orden.
Fatter Ulv ventede, til hans Unger kunde bruge Benene en Smule, og saa førte han, den Nat, da Stammen holdt Møde, dem, Mowgli og Mutter Ulv til Raadsklippen, en Bakketop bedækket med Klippestykker og Rullesten, hvor hundrede Ulve kunde finde Skjul. Akela, den store, graa, ensomme Ulv, som paa Grund af sin Styrke og Snildhed var Stammens Høvding, laa udstrakt, saa lang han var, paa Klippen, og nedenfor ham sad nogle og fyrretyve Ulve af alle Størrelser og Farver, ligefra de grævlingefarvede Veteraner, som ganske alene kunde tage det op med en Raabuk, og til de sorte Ynglinge paa tre Aar, som troede, at de kunde gøre det samme. Den ensomme Ulv havde nu i et Aar været deres Høvding. I sine unge Dage var han to Gange falden i en Ulvefælde, og een Gang havde han faaet Prygl og var bleven liggende som død; saa han kendte Menneskenes Skikke og Sædvaner. Der blev kun talt meget lidt ved Raadsklippen. Ungerne trillede rundt mellem hverandre midt i Kredsen, hvor deres Forældre sad, og af og til gik en ældre Ulv roligt hen til en Unge, betragtede den omhyggeligt og vendte lydløst tilbage til sin Plads. En Gang imellem puffede en Moder sin Unge langt ud i Maaneskinnet for at være sikker paa, at den ikke skulde blive overset. Akela raabte af og til oppe fra sin Klippe: »I kender Loven — I kender Loven. Se eder vel for, o Ulve!« Og de ængstelige Mødre gentog Raa-bet: »Se — se eder vel for, o Ulve!«
Tilsidst — og Mutter Ulvs Nakkehaar rejste sig, da Øjeblikket kom — puffede Fatter Ulv »Mowgli Frøen«, som de kaldte ham, ind i Kredsen, hvor han satte sig ned og lo og legede med nogle Smaasten, der skinnede i Maanelyset.
Akela ikke saa meget som løftede sit Hoved op fra Poterne, men blev ved med det monotone Raab: »Se eder vel for!« Et dumpt Brøl hævede sig bag Klipperne; det var Shere Khans Stemme, og han skreg: »Ungen er min. Giv mig ham. Hvad har det frie Folk at gøre med en Menneskeunge?« Akela bevægede ikke en Gang sine Øren; alt, hvad han sagde, var: »Se eder vel for, oUlve! Hvad har det frie Folk at gøre med en andens Befalinger? Se eder vel for!«
Der lød et Kor af dyb Knurren, og en ung Ulv paa tre Aar gentog Shere Khans Spørgsmaal: »Hvad har det frie Folk at gøre med en Menneskeunge?« Nu siger Jungleloven, at hvis der rejser sig nogen Tvivl om, hvorvidt en Unge skal optages i Stammen, maa mindst to af Stammens Medlemmer tale dens Sag, og det maa naturligvis ikke være Forældrene.
»Hvem vil tale for denne Unge?« sagde Akela. »Hvem af det frie Folk vil tale dens Sag?« Ingen svarede, og Mutter Ulv gjorde sig rede til at kæmpe, skønt hun vidste, at det vilde blive hendes sidste Kamp.
Den eneste fremmede, som har en Stemme med ved Stammemødet, er Baloo, den dorske, brune Bjørn, som underviser Ulveungerne i Jungleloven; gamle Baloo, der kan komme og gaa, hvor han lyster, fordi han kun æder Nødder og Rødder og Honning — han satte sig nu over Ende paa sin Bagdel og gryntede.
»Menneskeungen — Menneskeungen?« sagde han. »Jeg taler for Menneskeungen. Der er intet ondt i en Menneskeunge. Jeg er ikke veltalende, men jeg taler Sandhed. Lad ham løbe med Stammen og blive antaget ligesom de andre Unger. Jeg vil selv undervise ham.«
»Vi maa have een endnu,« sagde Akela. »Baloo har talt, og han er vore Ungers Lærer. Hvem vil tale foruden Baloo?«
En sort Skygge sprang ind i Kredsen. Det var Ba-gheera, den sorte Panther, kulsort over hele Kroppen, men Panthertegningen viste sig i visse Belysninger paa hans Skind, ligesom Mønsteret i Silkemoiré. Alle kendte Bagheera, og ingen havde Lyst til at trodse ham; thi han var snild som Tabaqui, kæk som den vilde Bøffel, og hensynsløs som en saaret Elefant. Men hans Stemme var blid som den vilde Honning, der drypper fra Træerne, og hans Skind var blødere end Dun.
»O Akela, og I, det frie Folk,« sagde han med indsmigrende Røst, »jeg har ingen Ret til at trænge mig ind i eders Forsamling; men Jungleloven siger, at naar der opstaar en Tvivl om en ny Unge, som ikke nødvendiggør hans Død, saa kan Ungens Liv købes. Og Loven siger ikke noget om, hvem der maa eller ikke maa betale Prisen for Ungens Liv. Har jeg Ret?«
»Ja, ja!« raabte de unge Ulve, som altid er sultne.
»Hør paa Bagheera. Ungen kan købes. Det siger Loven.«
»Da jeg véd, at jeg ingen Ret har til at tale her, beder jeg eder om Forlov.«
»Tal!« raabte en Snes Stemmer.
»At dræbe en nøgen Unge er skændigt. Desuden kan han jo blive et bedre Bytte for jer, naar han er vokset til. Baloo har talt hans Sag. Nu lægger jeg til Baloos Ord en Okse, en fed, nylig dræbt Okse, som ligger ikke en halv Fjerdingvej herfra, hvis I saa vil optage Menneskeurigen i Stammen, i Overensstemmelse med Loven. Hvad mener I?«
Der blev en Skraalen af mange Stemmer i Munden paa hverandre: »Hvad gør det? Han dør af Vinterregnen. Han bliver brændt ihjæl af Solen. Hvad ondt kan en nøgen Frø gøre os? Lad ham løbe med Stammen. Hvor er Oksen, Bagheera? Lad os optage ham.« Og saa lød Akelas dybe Bjæf: »Se eder vel for — se eder vel for, o Ulve!«
Mowgli var endnu fuldstændig optaget af Smaastenene, og han lagde ikke en Gang Mærke til, at Ulvene kom hen og tog ham i Øjesyn een for een. Tilsidst løb de alle ned ad Bakken for at finde den døde Okse, og kun Akela, Bagheera, Baloo og Mowglis egne Ulve blev tilbage. Shere Khan brølede endnu ude i Mørket, thi han var meget vred over, at Mowgli ikke var bleven udleveret til ham.
»Ja, brøl du kun,« sagde Bagheera i Skægget; »thi den Tid vil komme, da dette nøgne lille Væsen vil faa dig til at brøle i en ganske anden Toneart, — hvis jeg ellers kender Menneskene ret.«
»Det var rigtigt gjort,« sagde Akela. »Mennesker og Menneskeunger er meget kloge. Han kan blive os til Nytte en Gang.«
»Ja vist, han kan blive til Nytte i Nødens Time; thi ingen kan gøre sig Haab om at være Stammens Høvding for bestandig,« sagde Bagheera.
Akela svarede ikke. Han tænkte paa den Stund, der kommer for enhver Høvding, da hans Styrke svigter ham, og han bliver svagere og svagere, indtil endelig Ulvene dræber ham og vælger en ny Høvding — der ogsaa vil blive dræbt, naar hans Tid kommer.
»Før ham bort,« sagde han til Fatter Ulv, »og opdrag ham, som det sømmer sig for en af det frie Folk.«
Og saaledes gik det til, at Mowgli blev optaget i Seeonee-Ulvestammen for en Okse og paa Baloos Borgen.
Nu maa vi springe en ti, elleve Aar frem i Tiden og lade os nøje med at tænke os det vidunderlige Liv, som Mowgli førte mellem Ulvene; thi dersom vi skulde beskrive det hele, vilde det fylde mange Bøger. Han voksede op sammen med Ulveungerne, skønt de naturligvis var fuldvoksne Ulve, mens han endnu var et lille Barn, og Fatter Ulv lærte ham, hvad en Ulv maa have Forstand paa, og hvad alt i Junglen betød, indtil hver Raslen i Græsset, hvert Pust af den varme Nattevind, hvert Skrig af Uglerne over hans Hoved, hver Kradsen af Flaggermusens Kløer i Træerne, hvert Plask af Smaafiskene, der sprang i Dammen, var ligesaa tydeligt og forstaaeligt for ham, som Kontorarbejdet for en Forretningsmand. Naar han ikke fik Undervisning, laa han og sov i Solen, og aad, og faldt i Søvn igen; var han snavset eller varm, svømmede han i Skovdammene; hvis han fik Lyst til Honning (Baloo lærte ham, at Honning og Nødder smagte ligesaa godt som raat Kød), klatrede han op i Træerne efter den, og Bagheera viste ham, hvordan han skulde bære sig ad med det. Bagheera lagde sig ud paa en Gren og raabte: »Kom her, lille Broder!« I Begyndelsen kravlede Mowgli afsted som et Dovendyr, men snart lærte han at svinge sig mellem Grenene næsten ligesaa dristigt som de graa Aber. Ved Stamme-møderne indtog han ogsaa sin Plads paa Raadsklippen, og da han her opdagede, at naar han stirrede stivt paa en Ulv, blev denne nødt til at slaa Øjnene ned, saa morede han sig med at stirre paa dem. Til andre Tider trak han de lange Torne ud af Skindet paa sine Venner, thi Ulvene lider meget af, at Torne og Burrer sætter sig fast i deres Pels. Stundom vandrede han om Natten ned ad Bakkerne til de dyrkede Jorder og kiggede meget nvsgærrigt paa Landsbyfolkene i deres Hytter, men han havde Mistillid. til Menneskene, fordi Bagheera en Gang havde vist ham en stor firkantet Kasse med et Faldgitter, saa snedigt skjult i Junglen, at han nær var vandret lige ind i den, og fortalt ham, at det var en Fælde. Mere end alt andet holdt han af at gaa med Bagheera dybt ind i den mørke, varme Skov, sove hele den døsige Dag, og om Natten se Bagheera dræbe sit Bytte. Bagheera dræbte baade til højre og venstre, naar han var sulten, og det samme gjorde Mowgli — med een Undtagelse. Saa snart han var gammel nok til at kunne forstaa, hvad der blev sagt ham, fortalte Bagheera ham, at han aldrig maatte dræbe Kvæg, fordi han var bleven købt ind i Stammen for en Okse. »Hele Junglen er din,« sagde Bagheera, »og du kan dræbe alle, som du er stærk nok til at dræbe, men for den Okses Skyld, for hvilken du blev købt, maa du aldrig dræbe eller æde Kvæg, ungt eller gammelt, det siger Jungleloven.« Og Mowgli adlød trofast.
Og han voksede og blev stærk, som en Dreng maa blive, der ikke véd af, at han lærer noget, og som ikke har noget i Verden at tænke paa undtagen Mad.
Mutter Ulv sagde ham et Par Gange, at Shere Khan ikke var en, man kunde stole paa, og at han en Gang maatte dræbe Shere Khan; men medens en ung Ulv vilde have husket det Raad hver Time paa Dagen, glemte Mowgli det, fordi han kun var en Dreng — ihvorvel han vilde have kaldt sig selv en Ulv, hvis han havde været i Stand til at tale i noget menneskeligt Tungemaal.
Shere Khan krydsede stadig hans Vej i Junglen, thi efterhaanden som Akela blev gammel og svag, var den halte Tiger bleven fine Venner med Stammens yngre Ulve, der fulgte efter ham for at faa en Bid med af hans Maal-tider, — noget som Akela aldrig vilde have tilladt, hvis han havde følt sig stærk nok til at hævde sin Myndighed i dens fulde Udstrækning. Shere Khan smigrede de unge Ulve og udtalte sin Forundring over, at saadanne smukke unge Jægere vilde lade sig regere af en døende Ulv og en Menneskeunge. »Der siges,« sagde Shere Khan, »at ved Møderne vover I ikke at se ham ind i Øjnene;« hvorpaa de unge Ulve knurrede og rejste Børster.
Bagheera, som havde sine Øjne og Øren allevegne, vidste ogsaa noget om dette, og et Par Gange sagde han Mowgli rent ud, at Shere Khan en skøn Dag vilde dræbe ham; men Mowgli lo og svarede: »Jeg har Stammen og jeg har dig; og saa doven Baloo end er, slaar han nok et Slag eller to for min Skyld. Hvad har jeg da at være bange for?«
En meget varm Dag fik Bagheera en ny Idé; den var fremkaldt af noget, han havde hørt — maaske noget, som Sahi, Pindsvinet, havde fortalt ham; men da Mowgli og han var komne dybt ind i Junglen, og Drengen laa med sit Hoved paa Bagheeras smukke, sorte Skind, sagde denne: »Lille Broder, hvor ofte har jeg sagt dig, at Shere Khan er din Fjender«
»Lige saa mange Gange, som der er Nødder paa den Palme dér,« sagde Mowgli, som naturligvis ikke kunde tælle. »Men hvad saa? Jeg er søvnig, Bagheera, og Shere Khan er ikke andet end en lang Hale og store Ord — ligesom Mor, Paafuglen.«
»Nu er det ikke Tid til at sove. Baloo véd, at Shere Khan er din Fjende; jeg véd det; Stammen véd det; og selv de dumme, dumme Hjorte véd det. Tabaqui har ogsaa sagt dig det.«
»Hoho!« sagde Mowgli. »Forleden Dag kom Tabaqui til mig med noget uforskammet Vrøvl om, at jeg var en nøgen Menneskeunge, som ikke en Gang duede til at grave Jordnødder; men jeg greb Tabaqui i Halen og slog ham to Gange mod et Palmetræ for at lære ham at være høflig.«
»Det var dumt gjort; thi skønt Tabaqui er en Fredsforstyrrer, kunde han have sagt dig noget, som angik dig meget nær. Luk dine Øjne op, lille Broder. Shere Khan vover ikke at dræbe dig i Junglen; men husk, Akela er meget gammel, og snart vil den Dag komme, da han ikke længere kan dræbe en Raabuk, og saa er det forbi med hans Magt som Høvding. Mange af de Ulve, der tog dig i Øjesyn, da du første Gang blev bragt til Raadsforsam-lingen, er ogsaa gamle, og de unge Ulve mener, som Shere Khan har lært dem at mene, at en Menneskeunge ikke bør have Plads i Stammen. Det varer ikke længe, før du bliver et Menneske.«
»Og hvad er da et Menneske, at han ikke maa løbe med sine Brødre?« sagde Mowgli. »Jeg er født i Junglen. Jeg har adlydt Junglens Lov, og der er ikke en Ulv i vor Stamme, af hvis Poter jeg ikke har trukket en Torn ud.
De og ingen andre er mine Brødre!«
Bagheera strakte sig ud i hele sin Længde og lukkede Øjnene halvt. »Lille Broder,« sagde han, »føl under min Kæve.«
Mowgli løftede sin stærke, brune Haand, og lige under Bagheeras Underkæve, hvor de vældige, svulmende Muskler skjultes af de silkebløde Haar, traf han en lille bar Plet.«
»Der er ingen i hele Junglen, der véd, at jeg, Bagheera, bærer dette Mærke — Mærket af Halsbaandet; men alligevel, lille Broder, blev jeg født iblandt Mennesker, og iblandt Mennesker døde min Moder — i Burene ved Kongens Palads i Oodeypore. Dette var Grunden til, at jeg betalte Prisen for dig i Raadet, den Gang du var en lille nøgen Unge. Ja, ogsaa jeg er født iblandt Mennesker. Jeg havde aldrig set Junglen. De fodrede mig bag Jærnstænger af en Blikkasserolle. Men en Nat følte jeg, at jeg var Ba- gheera — Pantheren — og ikke et Legetøj for Mennesker, og jeg brød den tossede Laas itu med et eneste Slag af min Pote og gik bort; og fordi jeg kender Menneskenes Vis, er jeg mere frygtet i Junglen, end selve Shere Khan. Er det ikke sandt?«
»Jo,« sagde Mowgli; »alle i Junglen frygter Bagheera — alle undtagen Mowgli.«
»Aa, du er en Menneskeunge,« sagde den sorte Panther kærligt; »og ligesom jeg vendte tilbage til min Jungle, saaledes maa ogsaa du tilsidst vende tilbage til Menneskene, som er dine Brødre, — hvis du ikke forinden bliver dræbt i Raadet.«
»Men hvorfor — men hvorfor skulde nogen ville dræbe mig?« sagde Mowgli.
»Se paa mig,« sagde Bagheera; og Mowgli saa ham fast ind i Øjnene. Det varede ikke et halvt Minut, før den store Panther maatte vende Hovedet bort.
»Det er Grunden,« sagde han og flyttede sin Pote mellem Løvet. »Ikke en Gang jeg kan se dig ind i Øjnene, og jeg er dog født iblandt Mennesker og elsker dig, lille Broder. De andre hader dig, fordi deres Blik ikke kan møde dit, fordi du er klog, fordi du har trukket Torne ud af deres Fødder — fordi du er et Menneske.«
»Alt dette vidste jeg ikke,« sagde Mowgli mut og rynkede sine tykke sorte Øjenbryn.
»Hvorledes lyder Jungleloven? Slaa først og raab saa. Selve din Sorgløshed siger dem, at du er et Menneske. Men vær klog. Mit Hjærte siger mig, at første Gang Akela forfejler sit Bytte, — og for hver Gang han jager, har han vanskeligere ved at rive Bukken omkuld, — vil Stammen vende sig mod ham og mod dig. Saa vil de holde Junglemøde ved Raadsklippen, og saa — og saa — nu har jeg det!« sagde Bagheera og sprang op. »Gaa hurtigt ned til Menneskenes Hytter i Dalen og tag noget af den røde Blomst, som de dyrker dér; saa vil du, naar Timen kommer, have en stærkere Ven end jeg eller Baloo eller de af Stammen, som elsker dig. Hent den røde Blomst.«
Med »den røde Blomst« mente Bagheera Ilden. Ingen Skabning i Junglen tør nævne Ilden ved dens rette Navn; alle Dyrene lever i dødelig Skræk for den og opfinder Hundreder af omskrivende Navne til den.
»Den røde Blomst?« sagde Mowgli. »Den vokser udenfor deres Hytter i Tusmørket. Jeg skal nok hente noeet af den.«
»Talt som det sømmer sig for en Menneskeunge,« sagde Bagheera stolt. »Husk, at den vokser i smaa Krukker. Hent i en Fart en af dem, og gem den hos dig til Nødens Stund.«
»Godt!« sagde Mowgli. »Jeg gaar. Men er du sikker paa, o min Ven Bagheera« — og han slog sin Arm om Pantherens smukke Hals og saa den dybt ind i de store Øjne — »er du sikker paa, at alt dette er Shere Khans Værk?«
»Ved den brudte Laas, der satte mig i Frihed, det er jeg, lille Broder.«
»Nu da, ved den Okse, for hvilken jeg blev købt, jeg vil betale Shere Khan hans fulde Løn for dette, og maaske endda lidt mere,« sagde Mowgli; og væk sprang han.
»Han er et Menneske. Han er et Menneske helt igennem,« sagde Bagheera ved sig selv og lagde sig ned igen. »O, Shere Khan, aldrig har du jaget siettere, end da du for ti Aar siden jagede denne Frø!«
Mowgli var allerede langt borte. Han løb rask gennem Skoven og Hjærtet brændte i ham. Da Aftentaagen steg, kom han til Hulen, og trak Vejret, mens han saa ned i Dalen. Ungerne var ude, men Mutter Ulv, der laa langt inde i Hulen, kunde høre paa hans Aandedræt, at der var noget i Vejen med hendes Frø.
»Hvad er det, min Søn?« sagde hun.
»Flaggermusesnak om Shere Khan,« raabte han tilbage. »Jeg jager mellem Pløjemarkerne i Nat,« og hau dykkede ind mellem Buskene, ned mod Strømmen, der flød i Bunden af Dalen. Der standsede han, thi han hørte Stammens Jagthyl, Skriget af en jaget Hjort og dennes Snøften, idet den vendte sig om for at tage imod sine Forfølgere. Saa lød der nogle ondskabsfulde, spodske Hyl fra de unge Ulve: »Akela! Akela! Lad den ensomme Ulv vise sin Styrke. Plads for Stammens Høvding! Spring, * Akela!«
Den ensomme Ulv maatte have sprunget og sprunget for kort, thi Mowgli hørte dens Tænder smække sammen og derpaa et Hyl, da Hjorten sparkede den til Side med sit Forben.
Mowgli ventede ikke længere, men foer afsted; og Hylene lød svagere og svagere bagved ham, mens han løb hen over Landsbyens Kornmarker.
»Bagheera havde Ret,« stønnede han, idet han kastede sig i noget Hø udenfor en Hyttes Vindue. »I Morgen bliver den afgørende Dag, baade for Akela og for mig.«
Saa trykkede han sit Ansigt tæt op til Vinduet og iagttog Ilden paa Arnestedet. Han saa Konen staa op flere Gange i Løbet af Natten og fodre Ilden med nogle sorte Klumper; og da Morgenen kom, og Taagen var hvid og kold, saa han et Barn tage en Vidiekurv, der indvendig var dækket med Jord, fyldte den med Trækulsgløder, stikke den under sit Tæppe og gaa ud for at se til Køerne i Stalden.
»Er det det hele?« sagde Mowgli. »Naar en Unge kan gøre det, er der intet at være bange for;« og han gik rundt om Hjørnet, mødte Drengen, tog Kurven ud af Haanden paa ham og forsvandt i Taagen, mens Drengen skraalede af Angst.
»De ligner mig i høj Grad,« sagde Mowgli, pustende paa Ilden, saaledes som han havde set Konen gøre. »Men denne Skabning her dør, hvis jeg ikke giver den Mad;« og han lagde Kviste og tør Bark paa Gløderne. Halvvejs oppe ad Bakken mødte han Bagheera, hvis Pels skinnede med Perlemorsglans af Morgenduggen.
»Akela har sprunget for kort,« sagde Pantheren. »De vilde have dræbt ham i Nat, men de vilde have fat i dig med. De søgte efter dig oppe paa Bakken.«
»Jeg var nede mellem Pløjemarkerne. Jeg er parat. Se her!« Mowgli holdt Kurven med Gløderne i Vejret.
»Godt! Jeg har set Menneskene stikke en tør Gren ned i det dér, og et Øjeblik efter blomstrede den røde Blomst paa Enden af den. Er du ikke bange?«
»Nej, hvorfor skulde jeg være bange? Jeg husker nu — hvis det ikke er en Drøm, — at førend jeg blev en Ulv, laa jeg ved Siden af den røde Blomst, og der var lunt og godt.«
Hele Dagen sad Mowgli i Hulen og holdt sin Ild vedlige ; af og til stak han tørre Grene ned i den for at se, hvad der blev af dem, og tilsidst fandt han en Gren, som han var tilfreds med. Om Aftenen, da Tabaqui kom til Hulen og med uhøflige Ord sagde ham, at han skulde give Møde ved Raadsklippen, lo han saa længe, til Tabaqui løb sin Vej. Og saa gik Mowgli, stadig leende, til Raadet.
Akela, den ensomme Ulv, laa ved Siden af sin Klippe, som Tegn paa, at Værdigheden som Høvding over Stammen nu var ledig, og Shere Khan med sit Følge af Ulve, som han havde fodret med sine Levninger, vandrede aaben-lyst frem og tilbage og tog imod Smiger. Bagheera laa lige ved Siden af Mowgli, og Ildkurven stod imellem Mow-glis Knæ. Da alle var forsamlede, begyndte Shere Khan at tale — hvad han aldrig vilde have vovet at gøre, den Gang Akela stod i sin fulde Kraft.
»Det har han ikke Ret til,« hviskede Bagheera. »Sig det! Han er en Hundesøn og vil blive forskrækket.«
Mowgli sprang op. »Frie Folk!« raabte han, »er Shere Khan Stammens Høvding? Hvad har en Tiger at gøre med vor Høvdingværdighed?«
»I Betragtning af, at Høvdingværdigheden nu er ledig, og da jeg er bleven anmodet om at tale —« begyndte Shere Khan.
»Af hvem?« sagde Mowgli. »Er vi alle Schakaler, at vi skulde krybe for denne Kvægslagter? Stammen alene afgør, hvem Stammens Høvding skal være.«
Nogle hylede: »Stille, du Menneskeunge!« — andre:
»Lad ham tale! Han har holdt vor Lov!« — men til sidst tordnede de ældste i Stammen: »Lad den døde Ulv tale!« Naar en Stammehøvding har forfejlet sit Bytte, kaldes han »den døde Ulv,« saa længe han endnu lever — men det er ikke længe.
Akela løftede sit gamle trætte Hoved:
»Frie Folk, og I med, Shere Khans Schakaler! I tolv Aar har jeg været eders Høvding paa Jagten, og i al den Tid er ikke en af jer faldet i en Fælde eller bleven lemlæstet. Nu har jeg forfejlet mit Bytte. I véd, hvorledes Sammensværgelsen mod mig blev sat i Gang. I véd, hvorledes I lod mig springe som første Mand mod en Buk, for at min Svaghed kunde blive aabenbar. Det var fiffigt udtænkt. Nu har I Ret til at dræbe mig her ved Raads-klippen. Derfor spørger jeg, hvem vil træde frem og gøre det af med den ensomme Ulv? Thi i Følge Jungleloven er det min Ret, at I kommer imod mig een for een.«
Der blev en lang Stilhed, thi ingen af Ulvene havde Lyst til at kæmpe en Tvekamp paa Liv og Død med Akela. Saa brølede Shere Khan: »Bah! hvad har vi at gøre med denne tandløse Tosse? Han er dødsdømt! Det er Menneskeungen, der har levet for længe. Frie Folk, han var mit Bytte fra Begyndelsen af. Giv mig ham. Jeg er ked af denne taabelige Sammenblanding af Ulve og Mennesker. Han har gjort Ulykker i Junglen i ti Aar. Giv mig Menneskeungen, eller jeg vil jage her for stedse og ikke give jer et eneste Ben. Han er et Menneske og Barn af et Menneske, og jeg hader ham helt inde fra Marven af mine Ben!«
Og over Halvdelen af Stammen hylede: »Et Menneske! et Menneske! hvad har vi at gøre med et Menneske? Lad ham gaa didhen, hvor han hører hjemme!«
»Og sende alle Landsbyfolkene efter os?« raabte Shere Khan. »Nej, giv mig ham. Han er et Menneske, og ingen af os kan se ham ind i Øjnene.«
Akela løftede igen sit Hoved og sagde: »Han har ædt vor Føde. Han har sovet hos os. Han har drevet Vildtet sammen til os. Han har holdt hver Tøddel af Junglens Lov.«
»Og jeg betalte en Okse for ham, da han blev antaget. En Okse er kun lidet værd, men Bagheeras Ære er noget, som han maaske vil kæmpe for,« sagde Bagheera med sin blideste Stemme.
»En Okse, der blev betalt for ti Aar siden!« snærrede Stammen. »Hvad bryder vi os om ti Aar gamle Ben?«
»Eller om et Løfte?« sagde Bagheera og blottede sine hvide Tænder. »Med Rette kaldes I det frie Folk!«
»Ingen Menneskeunge kan slaa Følgeskab med Jungle-folket,« hylede Shere Khan. »Giv mig ham!«
»Han er vor Broder i alt, undtagen i Herkomst,« vedblev Akela, »og I vil dræbe ham her? Da har jeg i Sandhed levet for længe. Nogle af eder æder Kvæg. og om andre har jeg hørt, at I, efter Shere Khans Anvisning, gaar ned til Landsbyen i mørke Nætter og snapper Børn bort fra Dørtrinene. Derfor véd jeg, at I er Kujoner, og til Kujoner taler jeg nu. Det er sikkert, at jeg maa dø, og mit Liv er ikke af nogen Værdi, ellers vilde jeg tilbyde det som Offer i Menneskeungens Sted. Men for Stammens Æres Skyld, — en Bagatel, som I har glemt ved at være uden Høvding, — lover jeg, at hvis I lader Menneskeungen gaa bort i Fred, vil jeg, naar min Time kommer, ikke blotte en eneste Tand imod jer. Jeg vil dø uden at kæmpe. Det vil frelse i det mindste tre Liv. Mere kan jeg ikke gøre; men hvis I vil, kan jeg spare eder for den Skam at dræbe en Broder, mod hvem der ingen Beskyldning kan hæves, — en Broder, der er købt ind i Stammen i Overensstemmelse med Jungleloven.«
»Han er et Menneske — et Menneske — et Menneske !« snærrede Stammen, og de fleste af Ulvene flokkedes om Shere Khan, hvis Hale begyndte at bevæge sig.
»Nu ligger Sagen i dine Hænder,« sagde Bagheera til Mowgli. »Vi kan intet mere gøre, undtagen kæmpe.«
Mowgli stod oprejst, med Ildkurven i Haanden. Saa strakte han sig og gabede haanligt lige op i Øjnene paa Raadsforsamlingen; men egentlig var han rasende af Harme og Sorg, thi, som ægte Ulve, havde Ulvene aldrig sagt ham, hvor inderligt de hadede ham. »Hør efter!« raabte han. »Hold op med den Hundebjæffen! 1 Nat har I sagt mig, at jeg er et Menneske, — skønt jeg ellers vilde være vedbleven at være en Ulv blandt eder til mit Livs Ende, — og I har sagt mig det saa ofte, at jeg føler, at I har Ret. Derfor kalder jeg eder ikke længere mine Brødre, men, som det sømmer sig for et Menneske, kalder jeg eder Hunde. Hvad I vil gøre og hvad I ikke vil gøre, tilkommer det ikke jer at sige. Det bliver min Sag; og for at vi kan se desto klarere i Sagen, har jeg, Mennesket, her medbragt en Smule af den røde Blomst, som I Hunde er bange for.«
Han slyngede Ildkurven mod Jorden, og nogle af Gløderne antændte en Tot tørt Mos, som blussede op, mens hele Raadet rædselsslagen trak sig tilbage for de hoppende Flammer.
Mowgli stak sin visne Gren ind i Ilden, indtil Kvistene fængede og knitrede og svang den over sit Hoved blandt Ulvene, der dukkede sig.
»Du er deres Mester,« sagde Bagheera sagte. »Frels Akela fra Døden. Han har altid været din Ven.«
Akela, den barske, gamle Ulv, som aldrig i hele sit Liv havde bedt om Naade, kastede et bønfaldende Blik til Drengen, der stod nøgen, med det lange, sorte Haar bølgende ned over Skuldrene, i Skæret af den flammende Gren, der fik de mørke Skygger omkring ham til at fare sammen og gyse.
»Godt!« sagde Mowgli og saa sig langsomtom. »Jeg ser, at I er Hunde. Nu gaar jeg fra eder til mit eget Folk — hvis det er mit eget Folk. Junglen er lukket for mig, og jeg maa glemme eders Sprog og eders Selskab; men jeg vil være barmhjærtigere, end I er. Fordi jeg har været eders Broder i alt, undtagen i Herkomst, lover jeg, at naar jeg er et Menneske blandt Mennesker, vil jeg ikke forraade jer til Menneskene, som I har forraadt mig.« Han sparkede til Ilden med sin Fod, og Gnisterne fløj til Vejrs. »Der skal ingen Krig være mellem os af Stammen. Men jeg har en Gæld at betale, før jeg gaar.« Og han gik frem til det Sted, hvor Shere Khan sad og blinkede dumt ad Flammerne, og greb ham i Hageskægget. Bagheera fulgte med for alle Tilfældes Skyld. »Op 'med dig, Hund!« raabte Mowgli. »Rejs dig, naar et Menneske taler, eller jeg sætter Ild paa din Pels!«
Shere Khans Øren laa fladt tilbage paa hans Hoved, og han lukkede Øjnene, thi den flammende Gren var meget nær ved ham.
»Denne Kvægdræber sagde, at han vilde dræbe mig i Raadet, fordi han ikke havde faaet mig dræbt, da jeg var en Unge. Se, saaledes og sa al edes prygler vi Mennesker Hunde. Rører du dig, Lungri, jager jeg den røde Blomst ned i Svælget paa dig!« Og han slog Shere Khan i Hovedet med Grenen, og Tigeren klynkede og peb i Dødsens Angst.
»Bah, du svedne Junglekat — gaa nu! Men husk, at naar jeg næste Gang kommer til Raadsklippen som et Menneske, bærer jeg Shere Khans Skind paa mit Hoved. Hvad det øvrige angaar, saa skal Akela leve, saa længe han lyster. I dræber ham ikke, thi jeg vil ikke have det. Og heller ikke vil jeg have, at I skal sidde her mere og række Tunge, som om der var noget ved jer, thi I er kun Hunde, som jeg driver bort — saaledes! Pak jer!« Grenens Ende flammede højt op, og Mowgli slog til højre og venstre rundt i Kredsen og Ulvene flygtede hylende, mens Gnisterne sved deres Pels. Tilsidst var kun Akela, Bagheera og en halv Snes Ulve, der havde taget Mowglis Parti, tilbage paa Stedet. Da begyndte noget at gøre ondt inden i Mowgli, som han aldrig før havde følt det, og han snappede efter Vejret og hulkede, og Taarerne løb ned over hans Ansigt.
»Hvad er det? hvad er det?« sagde han. »Jeg har ikke Lyst til at forlade Junglen, og jeg forstaar ikke dette. Skal jeg til at dø, Bagheera?«
»Nej, lille Broder. Det er kun Taarer, saadan som Menneskene udgyder dem,« sagde Bagheera. »Nu véd jeg, at du er et Menneske og ikke længere en Menneskeunge. Sandelig, for Fremtiden er Junglen lukket for dig. Lad dem kun rinde, Mowgli, det er kun Taarer.« Og Mowgli satte sig ned og græd, som om hans Hjærte skulde briste; aldrig før i hele sit Liv havde han grædt.
»Nu vil jeg gaa til Menneskene,« sagde han. »Men først maa jeg sige Farvel til Moder.« Og han gik til Hulen, hvor hun boede sammen med Fatter Ulv, og han lagde sit Hoved ind til hendes Pels og græd, mens de fire Unger hylede ynkeligt.
»I maa ikke glemme mig,« sagde Mowgli.
»Ikke saa længe vi kan følge et Spor,« sagde Ungerne. »Kom hen til Foden af Bakken, naar du er bleven Menneske, saa skal vi tale med dig; og om Natten vil vi løbe ned paa Pløjemarkerne og lege med dig.«
»Kom snart tilbage!« sagde Fatter Ulv. »O, vise, lille Frø, kom snart tilbage, thi vi er gamle, din Moder og jeg.«
»Kom snart tilbage, du min lille, nøgne Søn,« sagde Mutter Ulv. »Thi, o Menneskebarn, jeg har elsket dig højere, end jeg nogensinde har elsket mine egne Unger.«
»Jeg kommer sikkert,« sagde Mowgli; »og naar jeg-kommer, er det for at sprede Shere Khans Skind ud paa Raadsklippen. Glem mig ikke! Sig til dem i Junglen, at de aldrig maa glemme mig!«
Dagen gryede, da Mowgli gik alene ned ad Bakken, bort til de hemmelighedsfulde Væsener, der kaldes Mennesker.
Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929. |