Junglebogen/Kaa's jagt

by Rudyard Kipling

Det, som nu skal fortælles, hændte nogen Tid, førend Mowgli blev stødt ud af Seeonee-Ulvestammen og hævnede sig paa Tigeren Shere Khan. Det var i de Dage, da Baloo lærte ham Jungleloven. Den store, gravitetiske, gamle brune Bjørn var henrykt over at have en saa lærenem Elev, thi Ulveungerne vilde aldrig lære mere af Jungleloven, end hvad der angik deres egen Stamme og Slægt, og løb bort, saa snart de havde lært Jagtreglen: »Lydløse Fødder, Øjne, som kan se i Mørke, Øren, som kan høre Vindene rejse sig fra deres Leje, og skarpe, hvide Tænder, — det er Kendemærkerne paa vore Brødre, med Undtagelse af Tabaqui, Schakalen, og Hyænen, hvem vi hader.« Men Mowgli var en Menneskeunge og maatte derfor lære en hel Del mere end dette. Stundom kom Bagheera, den sorte Panther, slentrende gennem Junglen for at se, om hans Kæledægge havde gjort Fremskridt, og laa saa og brummede med Hovedet lænet mod et Træ, mens Mowgli opremsede Dagens Lektie for Baloo. Drengen kunde klatre næsten ligesaa godt, som han kunde svømme, og svømme næsten ligesaa godt, som han kunde løbe; og Baloo, Lovens Lærer, lærte ham Skovens og Vandets Love: hvordan man kan kende en raadden Gren fra en frisk; hvordan man skal tale høfligt til de vilde Bier, naar man træffer en Sværm af dem halvhundrede Fod over Jorden; hvad man skal sige til Mang, Flaggermusen, naar man forstyrrer dens Hvile imellem Grenene midt om Dagen; og hvordan man skal advare Vandslangerne i Skovsøerne, førend man springer ud iblandt dem. Ingen af Junglefolket holder nemlig af at blive forstyrret, og alle har de en stærk Tilbøjelighed til at fare løs paa næsvise Fremmede. Mowgli lærte fremdeles »den Fremmedes Jagtraab«, som man altid maa raabe, naar man jager i Junglen udenfor sit eget Om-raade, og som skal gentages højt, indtil det bliver besvaret. Det lyder i Oversættelse: »Giv mig Lov til at jage her, thi jeg er sulten«; og Svaret er: »Saa jag da for Føden, men ikke for Morskab.«

Af alt dette kan man forstaa, hvor meget Mowgli havde at lære udenad, og han blev led og ked af at gentage det samme over hundrede Gange; men, som Baloo sagde til Bagheera en Dag, da Mowgli havde faaet paa Øret og var løbet sin Vej i Arrigskab: »EnMenneskeunge er en Menneskeunge, og han maa lære hele Jungleloven.«

»Men husk paa, hvor lille han er,« sagde den sorte Panther, der vilde have forkælet Mowgli frygteligt, hvis den havde faaet sin Villie. »Hvor kan hans lille Hoved rumme al din lange Snak?«

»Er der noget Væsen i Junglen, der er for lille til at blive dræbt? Nej. Det er Grunden til, at jeg lærer ham alt dette, og det er ogsaa Grunden til, at jeg slaar ham — meget forsigtigt —, naar han glemmer det.«

»Forsigtigt! Hvad kender du til Forsigtighed, du gamle haardpotede Fyr?« brummede Bagheera. »Hans Ansigt er helt forslaaet i Dag paa Grund af din — Forsigtighed! Uf!«

»Hellere maa han blive forslaaet fra Top til Taa af mig, som elsker ham, end komme i Fortræd paa Grund af Uvidenhed,« svarede Baloo meget alvorligt. »For Tiden lærer jeg ham Junglens Mesterord, som vil beskytte ham mod Fugle og Slanger og alle firføddede Jægere, undtagen hans egen Stamme. Hvis han blot husker Ordene, kan han nu kræve Beskyttelse hos alle i Junglen. Er det ikke en Smule Prygl værdt?«

»Naa ja — men pas dog paa, at du ikke dræber Menneskeungen. Han er ingen Træstamme, som du kan skærpe dine sløve Kløer paa. Men hvad er det for Mesterord, du taler om ? Jeg er mere skikket til at yde andre Hjælp end til selv at bede derom« — og Bagheera strakte sin ene Pote ud og saa beundrende paa sine staalblaa, knivskarpe Kløer — »men alligevel kunde jeg nok have Lyst til at høre dem.«

»Jeg skal kalde paa Mowgli, og saa kan han sige dem — hvis han vil. Kom, lille Broder!«

»Det summer i mit Hoved som i et Træ, hvor Bierne bygger,« sagde en gnaven lille Stemme over deres Hoveder, og Mowgli lod sig glide ned ad en Træstamme, meget vred og fornærmet, og tilføjede, da han naaede Jorden: »Det er for Bagheeras Skyld, jeg kommer, og ikke for din, du tykke, gamle Baloo!«

»Det er mig aldeles ligegyldigt,« svarede Baloo, skønt han baade var stødt og bedrøvet. »Saa sig da Bagheera de Junglens Mesterord, som jeg har lært dig i Dag.«

»Mesterordene for hvilket Folk?« sagde Mowgli, glad ved at kunne vise sin Dygtighed. »Junglen har mange Tungemaal, men jeg kan dem alle.«

»En Smule kan du, men ikke meget. Ser du, Ba-gheera, hvor utaknemlige de er mod deres Lærer. Ikke en eneste Ulveunge er nogensinde kommen tilbage for at takke gamle Baloo, for hvad han har lært Ham. Saa sig da Jægerfolkenes Ord, du lærde Mand.«

»Vi er af eet Blod, du og jeg,« sagde Mowgli med Bjørne-Udtalen, som alle Jægerfolkene bruger.

»Godt. Og saa Fuglenes.«

Mowgli gentog Ordene og sluttede med Glentens Piben.

»Og saa Slangefolkenes,« sagde Bagheera.

Svaret var en fuldstændig ubeskrivelig Hvislen, og Mowgli sparkede bagud og klappede i Hænderne af Selvtilfredshed, og sprang op paa Bagheeras Ryg, hvor han satte sig sidelænds, trommede med Hælene paa den glinsende Pels og skar de værste Ansigter ad Baloo, som han kunde hitte paa.

»Det var rigtigt, det var rigtigt! Det var nok en Smule Tamp værdt,« sagde den brune Bjørn kærligt. »En skøn Dag vil du tænke paa mig med Taknemlighed.« Og saa vendte han sig bort for at fortælle Bagheera, hvorledes han havde tigget Hathi, den vilde Elefant, der kender til alle den Slags Ting, om at sige sig Mesterordene, og hvorledes Hathi havde ført Mowgli ned til en Dam, for at han kunde lære Slangeordet af en Vandslange, thi han — Baloo — havde ikke kunnet udtale det, og hvorledes Mowgli nu var sikker mod alle Farer i Junglen, thi hverken Slange, Fugl eller firføddet Dyr vilde skade ham.

»Han behøver altsaa ikke at frygte nogen,« sluttede Baloo, og klappede sig paa sin tykke, pelsklædte Mave af Stolthed.

»Undtagen hans egenStamme,« sagde Bagheera sagte, og tilføjede derpaa højt til Mowgli: »Lad være at knække mine Ribben, lille Broder! Hvorfor danser du saadan op og ned?«

Mowgli forsøgte nemlig paa at faa dem til at høre efter, hvad han sagde, ved at hale i Pelsværket paa Ba-gheeras Skulder og sparke ham haardt i Siden. Da de to skænkede ham deres Opmærksomhed, raabte han netop af fuld Hals: »Og saa skal jeg selv have en Stamme og føre den afsted mellem Grenene hele Dagen.«

»Hvad er det nu for Narrestreger, du lille Drømmer?« sagde Bagheera.

»Jo, og saa skal vi kaste Grene og Snavs ned i Hovedet paa gamle Baloo,« vedblev Mowgli. »Det lovede de mig. Av!«

»Ho!« Baloos store Lab rev Mowgli ned af Ba-gheeras Ryg, og da Drengen laa mellem de store Forlabber, kunde han se, at Bjørnen var vred.

»Mowgli,« sagde Baloo, »du har snakket med Ban-darfolket — Aberne.«

Mowgli skævede til Bagheera for at se, om Pantheren ogsaa var vred, og Udtrykket i Bagheeras Øjne var saa haardt som Sten.

»Du har været sammen med Abefolket — de graa Aber — Folket uden Lov — som æder alt, hvad de finder. Det er en stor Skam for dig.«

»Da Baloo slog mig i Hovedet,« sagde Mowgli, der endnu laa paa Ryggen, »løb jeg min Vej, og saa kom de graa Aber ned fra Træerne og havde ondt af mig. Der var ingen andre, der brød sig om mig.« Han snøftede en Smule.

»Medlidenhed hos Aberne!« fnyste Baloo. »Det er ligesom om jeg vilde tale om Ro i en Bjærgstrøm eller Kølighed i Sommersolen! Og hvad saa mere, Menneskeunge ?«

»Og saa — og saa gav de mig Nødder og rare Ting at spise, og de — de bar mig paa Armene op i Trætoppene og sagde, at jeg var deres Broder og Blod af deres Blod, naar undtages, at jeg ingen Hale havde, og en skøn Dag skulde jeg blive deres Høvding.«

»De har ingen Høvding,« sagde Bagheera. »De lyver, som de altid har løjet.«

»De var meget gode imod mig og bad mig komme igen. Hvorfor har I aldrig ført mig sammen med Abefolket? De gaar paa Bagbenene, ligesom jeg, og slaar mig ikke med haarde Labber, men leger hele Dagen. Lad mig komme op! Ækle Baloo, lad mig komme op! Jeg vil op og lege med dem igen.«

»Hør nu, Menneskeunge,« sagde Bjørnen, og hans Stemme rullede som Tordenen i en hed Nat. »Jeg har lært dig hele Junglens Lov for alle Junglens Folk — undtagen for Abefolket, som lever i Træerne. De har ingen Lov. De er Udskud. De har ikke en Gang deres eget Sprog, men bruger de Ord, som de kan stjæle sig til at høre, naar de lytter og kigger og ligger paa Lur oppe imellem Grenene. Deres Skikke er ikke vore Skikke. De har ingen Høvdinger. De har ingen Hukommelse. De praler og sladrer og siger, at de er et stort Folk og vil gøre Storværker i Junglen, men en Nød, der falder ned fra et Træ, faar dem til at le, og saa er det hele glemt. Vi af Junglefolket har intet med dem at gøre. Vi drikker ikke, hvor Aberne drikker; vi gaar ikke, hvor Aberne gaar; vi jager ikke, hvor de jager; vi dør ikke, hvor de dør. Har du nogensinde før i Dag hørt mig tale om Bandarfolket ?«

»Nej,« hviskede Mowgli sagte, thi der var meget stille i Skoven, nu da Baloo havde holdt op at tale.

»Junglefolket taler ikke om dem og tænker ikke paa dem. De er saare mange, ondskabsfulde, skidne, skamløse, og hvis de har noget bestemt Ønske, saa er det, at Junglefolket skal lægge Mærke til dem. Men vi lægger ikke Mærke til dem, selv naar de kaster Nødder og Snavs ned i Hovedet paa os.«

Han havde næppe talt ud, førend en Hagl af Nødder og Kviste raslede ned mellem Grenene; og de kunde høre Aberne snøfte og hyle og hoppe arrige hid og did i Træerne.

»Abefolket er forbandet,« sagde Baloo, »forbandet af Junglefolket. Husk vel paa det.«

»Forbandet,« gentog Bagheera; »men alligevel mener jeg, at Baloo burde have advaret dig imod dem.«

»Jeg? Hvor kunde jeg ane, at han vilde lege med saadanne skidenfærdige Slyngler? Abefolket! Puh!«

En ny Salve haglede ned over Hovederne paa dem, og de to travede afsted og førte Mowgli med sig. Hvad Baloo havde sagt om Aberne, var fuldstændig sandt. De lever i Trætoppene, og da Dyrene meget sjældent ser til Vejrs, krydser Aberne og Junglefolket ikke hinandens Veje.

Men naarsomhelst Aberne finder en syg Ulv eller en saaret Tiger eller Bjørn, piner og plager de den, og de kaster Grene og Nødder efter alle Dyr for Morskabs Skyld og i Haab om at blive lagt Mærke til. Saa hyler og skriger de meningsløse Sange, og opfordrer Junglefolket til at klavre op i Træerne og slaas med dem, eller ogsaa leverer de rasende Kampe mellem hverandre indbyrdes uden Spor af Grund, og lader de døde Aber ligge lige for Næsen af Junglefolket. De er altid lige paa Nippet til at vælge en Høvding og faa egne Love og Skikke, men det bliver aldrig til noget, fordi de ikke kan huske fra den ene Dag til den anden, og derfor slaar de sig til Taals med det Mundheld, de har lavet: »Hvad Bandarfolket mener nu, vil hele Junglen senere mene,« hvilket glæder dem i høj Grad. Ingen af Dyrene i Skoven kan ,naa op til dem, men paa den anden Side vil ingen af Dyrene tage Notits af dem, og derfor var de saa glade, da Mowgli kom op for at lege med dem og fortalte dem, hvor vred Baloo var.

De havde ikke i Sinde at gøre mere — Bandarfolket har overhovedet aldrig noget i Sinde; men saa hittede en af dem paa noget, som han syntes var en glimrende Idé, og han sagde til alle de andre, at Mowgli vilde være en nyttig Person at have i Stammen, fordi han kunde flætte Kviste sammen til Skærme, der tog af for Vinden, og hvis de fangede ham, kunde de faa ham til at lære dem den Kunst. Naturligvis havde Mowgli, der jo var en Brændehuggers Barn, arvet alle Slags Instinkter, og plejede ofte at lave smaa Hytter af nedfaldne Grene uden egentlig selv at tænke over det; det havde Abefolket i Træerne set ham gøre og beundrede det højligt. Nu, sagde de, skulde de virkelig have en Høvding og blive det klogeste Folk i hele Junglen — saa kloge, at alle andre skulde lægge Mærke til dem og misunde dem. Derfor fulgte de ganske stille gennem Junglen efter Baloo, Bagheera og Mowgli, indtil det var paa Tide at tage en Middagslur, og Mowgli, der skammede sig i høj Grad over sin Opførsel, havde lagt sig til at sove mellem Pantheren og Bjørnen med den Beslutning, aldrig mere at have noget at gøre med Abefolket.

Det næste, han følte, var, at nogle Hænder greb fat i hans Arme og Ben — haarde, stærke, smaa Hænder, — derpaa, at nogle Kviste piskede ham i Ansigtet, — og saa stirrede han ned mellem de svajende Grene, mens Baloo vakte hele Junglen med sine dybe Brøl, og Bagheera sprang opad Træstammen og viste alle sine Tænder. Bandarfolket hylede af Triumf og foer op i de højeste Grene, hvor Bagheera ikke turde følge dem, mens de raabte: »Han har lagt Mærke til os! Bagheera har lagt Mærke til os! Hele Junglefolket beundrer os for vor Behændighed og vor Snildhed !« Saa begyndte de deres Flugt; og Abers Flugt igennem en Skov hører til de Ting, som ingen kan beskrive. De har deres Hovedveje og Tværveje, op og ned, fra halvtreds til halvfjerds eller hundrede Fod over Jorden, og disse Veje kan de gaa selv i Mørke, om det er nødvendigt. To af de stærkeste Aber holdt Mowgli under Armene og svang sig afsted med ham gennem Trætoppene, tyve Fod i hvert Spring. Havde de været alene, kunde de være komne dobbelt saa hurtigt af Sted, men de maatte bære Drengen og det sinkede dem. Saa svimmel Mowgli end var, kunde han dog ikke lade være med at nyde denne vilde Flugt, skønt de Glimt, han fik at se af Jorden, der langt nede, gjorde ham bange, og det frygtelige Sæt, som det gav i ham ved Enden af hver Svingning gennem den tomme Luft, fik Hjærtet til at fare op i Halsen paa ham. Hans Eskorte foer med ham op i Trætoppe, indtil han følte de tynde Kviste bøje sig og knage under dem, og svang sig saa med en Snøften og et Vræl ud og ned gennem Luften, indtil de blev hængende ved Hænder eller Fødder i de lavere Grene af det næste Træ. Stundom kunde han se milevidt ud over den stille, grønne Jungle, ligesom en Mand i en Mastetop kan se ud over Søen, og i næste Øjeblik piskede Grenene og Bladene ham i Ansigtet, og han og hans to Bevogtere var næsten helt nede ved Jorden igen. Og saaledes foer hele Bandarstammen, hoppende og larmende og vrælende og hylende, gennem Træernes Kroner med Mowgli, deres Fange.

En Stund var han bange for, at de skulde lade ham falde; saa blev han vred, men var klog nok til ikke at sætte sig til Modværge, og tilsidst begyndte han at tænke. Først og fremmest gjaldt det om at faa Bud afsted til Baloo ogBagheera, thi han vidste, at hans Venner umuligt kunde holde Skridt med den Fart, som Aberne skød. Det var til ingen Nytte at se nedad, thi han kunde kun se det øverste af Grenene, og derfor stirrede han opad, og højt oppe i den blaa Luft fik han Øje paa Chil, Glenten, der svævede rundt i store Kredse, mens den holdt Øje med Junglen og ventede paa, at et eller andet Dyr skulde dø dernede. Chil saa, at Aberne bar paa noget, og dalede nogle hundrede Alen ned for at se, om det var noget, der var godt at æde. Den peb forbavset, da den saa Mowgli blive slæbt op i en Trætop og hørte ham raabe paa Glenternes Vis: »Vi er af eet Blod, du og jeg.« Grenene lukkede sig over Drengen, men Chil svævede videre til det næste Træ i rette Tid til at se det lille brune Ansigt dukke op igen. »Læg Mærke til mit Spor,« raabte Mowgli, »og meld det til Baloo af Seeoneestammen og Bagheera fra Raadsklippen!«

»I hvis Navn, Broder?« Chil havde aldrig før set Mowgli, skønt den naturligvis havde hørt Tale om ham.

»Mowgli, Frøen. Menneskeungen kalder de mig. Læg Mærke til mit Spo-o-or!«

De sidste Ord skreg han, mens han blev svunget gennem Luften, men Chil nikkede og svævede i Vejret, indtil den ikke saa større ud end et Sandskorn, og der blev den hængende og iagttog Trætoppenes Svajen med sine skarpe Øjne, mens Mowglis Eskorte foer afsted.

»De løber ikke langt,« sagde den og smaalo. »De fuldender aldrig, hvad de begynder paa. Altid skal de have noget nyt at more sig med, de Bandarfolk. Men hvis jeg ellers forstaar mig paa Tingene, saa har de denne Gang skaffet sig en Ulykke paa Halsen, thi Baloo er ingen Fugleunge, og Bagheera kan mere end dræbe Geder, det véd jeg da nok.«

Den hvilede paa Vingerne, med Fødderne trukne op under sig, og ventede.

Imidlertid var Baloo og Bagheera nær ved at gaa ud af deres gode Skind af Raseri og Sorg. Bagheera klatrede, som han aldrig før havde klatret, men de tynde Grene knækkede under hans Vægt, og han faldt til Jorden med Kløerne fulde af Bark.

»Hvorfor advarede du ikke Menneskeungen?« brølede han til stakkels Baloo, som havde sat i et kluntet Trav i Haab om at indhente Aberne. »Hvad Nytte var det til at prygle ham halvt fordærvet, naar du ikke advarede ham ?«

»Skynd dig! Skynd dig! Vi — vi kan maaske endnu indhente dem!« stønnede Baloo.

»Med den Fart, du stiller op? En halvdød Ko kunde jo rende fra dig! Lovlærer — Ungetamper — ruller du saadan afsted en Fjerdingvej endnu, saa revner du. Sæt dig ned og tænk dig om! Læg en Plan. Lad os ikke spilde Tiden med at jage efter dem. Følger vi dem for tæt i Hælene, lader de ham maaske falde.«

»Uuh! Aah! De er maaske allerede bievne trætte af at bære ham og har ladet ham falde. Hvem kan stole paa Bandarfolket? Strø døde Flaggermus paa mit Hoved! Giv mig sorte Ben at æde! Rul mig ind i de vilde Biers Sværme, for at de kan stikke mig ihjæl, og begrav mig hos Hyænerne, thi jeg er den elendigste af alle Bjørne! Uhuhuhu—u! O Mowgli, Mowgli! Hvorfor advarede jeg dig ikke mod Abefolket, i Stedet for at slaa Hovedet i Stykker paa dig? Og maaske jeg har slaaet saa haardt, at han har glemt sin Lektie til i Dag, og saa er han alene i Junglen uden at kunne et eneste Mesterord.«

Baloo slog Labberne over Ørene og rullede sig stønnende frem og tilbage.

»Han kunde da i det mindste alle Ordene for lidt siden,« sagde Bagheera utaalmodigt. »Baloo, du har hverken Omtanke eller Agtelse for dig selv. Hvad tror du, Junglen vilde sige, hvis jeg, den sorte Panther, rullede mig sammen ligesom Sahi, Pindsvinet, og hylede?«

Rudyard Kipling: Jungle-Bogen.

»Hvad bryder jeg mig om, hvad Junglen siger? Han er maaske død nu.«

»Med mindre de lader ham falde ned fra Grenene for Løjers Skyld, eller dræber ham paa Grund af en eller anden ørkesløs Idé, er jeg ikke bange for Menneskeungen. Han er klog og vel oplært, og han har fremfor alt de Øjne, som gør Junglefolket bange. Men han er i Bandar-folkets Magt, og da de lever i Træerne, frygter de ikke for nogen af vort Folk. Og det er en slem Ting.« Ba-gheera slikkede tankefuldt sin ene Forpote.

»Fæ som jeg er! Aa, jeg fede, brune Rodgraver af et Fæhoved,« sagde Baloo og rullede sig op med et Sæt. »Sandt er det, hvad Hathi, den vilde Elefant, siger: »Hver har sin Frygt.« De, Bandarfolket, frygter Kaa, Slangen fra Klipperne. Han kan klatre ligesaa godt, som de kan. Han stjæler Abeungerne om Natten. Deres modbydelige Haler bliver kolde af Skræk, blot de hører hans Navn blive hvisket. Lad os gaa til Kaa.«

»Hvad kan han gøre for os? Han tilhører ikke vor Stamme, thi han har ingen Fødder — men han har de ondskabsfuldeste Øjne af Verden,« sagde Bagheera.

»Han er meget gammel og meget snild. Og fremfor alt er han altid sulten,« sagde Baloo forhaabningsfuldt. »Lov ham en hel Del Geder.«

»Naar han een Gang har ædt, sover han en hel Maaned igennem. Han sover maaske netop for Øjeblikket, og selv om han er vaagen, vil han maaske foretrække at dræbe sine Geder selv.« Bagheera, der ikke kendte ret meget til Kaa, var naturligvis noget mistænksom overfor ham.

»Jamen i saa Tilfælde maa vi to tilsammen da kunne faa ham snakket til Fornuft; hvad, gamle Jæger?« Og Baloo gnubbede sin falmede brune Skulder imod Pantheren, hvorpaa de travede afsted for at søge efter Kaa, Python-slangen fra Klipperne.

De fandt ham udstrakt paa en varm Klippekam i Eftermiddagssolen, i Færd med at beundre sin smukke nye Dragt; han havde levet noget tilbagetrukket i den sidste halve Snes Dage, medens han skød Ham, men nu saa han højst elegant ud, som han laa der, med det store, stumpnæsede Hoved mod Jorden, snoende sit tredive Fod lange Legeme i fantastiske Slyngninger og Krumninger, og slikkende sig om Munden, mens han tænkte paa, hvad han vilde have til Middag.

»Han har ikke ædt endnu,« gryntede Baloo lettet, saa snart han fik Øje paa Slangens smukke, brun- og gul-spættede Dragt. »Han er altid en Smule blind, naar han har skudt Ham, og meget tilbøjelig til at slaa fra sig.«

Kaa var ikke nogen Giftslange — tværtimod, han foragtede Giftslangerne og ansaa dem for Kujoner; hans Styrke laa i hans Favntag, og den, der først var bleven omsnoet af hans vældige Ringe, kunde ligesaa gærne tage Afsked med Livet.

»God Jagt!« raabte Baloo og satte sig paa sin Bag- del. Ligesom alle Slanger af den Stamme var Kaa noget døv og hørte ikke straks Raabet; men da han hørte det, sænkede han Hovedet og rullede sig sammen, parat til at møde enhver Fare.

»God Jagt for os alle,« svarede han. »Aa, er det dig, Baloo? Hvad vil du her? God Jagt, Bagheera. Jeg i det mindste trænger i høj Grad til en god Jagt. Véd I, om der er noget Vildt ude? En Daahind eller en ung Buk? Jeg er ligesaa tom som en udtørret Brønd.«

»Vi er ude paa Jagt,« sagde Baloo i en ligegyldig Tone. Han vidste, at man ikke maa overile sig, naar man taler med Kaa. Han er altfor stor.

»Saa lad mig faa Lov til at være med,« sagde Kaa. »Et Slag mere eller mindre har ikke noget at sige for dig, Bagheera, eller for Baloo, men jeg — jeg maa vente i Dagevis ved en Skovsti eller klavre den halve Nat om i Træerne, blot for at faa fat i en elendig Abeunge. Uf! Grenene er ikke, som de var i mine unge Dage. Det er raadne Kviste og tørre Pinde altsammen.«

»Maaske din store Tyngde kan bidrage til at forklare Sagen,« sagde Baloo.

»Jeg har en anselig Længde — en anselig Længde,« sagde Kaa, en Smule stolt af sig selv. »Men det er ikke Grunden; Skylden ligger hos det Tømmer, der vokser nu til Dags. Jeg var meget nær ved at falde ned, sidste Gang jeg var paa Jagt — unægteligt meget nær ved det — og da min Hale ikke var viklet tæt om Træet, gled jeg, og Støjen deraf vækkede Bandarfolket, som gav sig til at raabe de værste Skældsord efter mig.«

»Fodløse, gule Jordorm,« mumlede Bagheera i Skægget, med en Mine, som om han forsøgte paa at erindre noget.

»Sssss! Har de nogensinde kaldt mig det?« sagde Kaa.

»Saadant noget lignende var det, de raabte ned til os en Gang i forrige Maaned, men vi lagde ikke Mærke til dem. De siger alt muligt — for Eksempel, at du har mistet alle Tænderne og ikke tør give dig i Lag med større Dyr end Kid, fordi —ja, de er unægteligt skamløse, disse Bandarfolk — fordi du er bange for Gedebukkenes Horn,« vedblev Bagheera blidt.

En Slange, og især en forsigtig gammel Pythonslange som Kaa, viser meget sjældent, at den er vred, men Baloo og Bagheera kunde se de store Svælgmuskler paa begge Sider af Kaas Hals bølge og svulme op.

»Bandarfolket har skiftet Opholdssted,« sagde han roligt. »Da jeg kom ud i Solen i Dag, hørte jeg dem huje i Trætoppene.«

»Det — det er Bandarfolket, som vi søger for Øjeblikket,« sagde Baloo, men Ordene blev næsten siddende fast i Halsen paa ham, thi det var første Gang, saa længe han kunde huske, at nogen af Junglefolket havde ladet sig forlyde med, at Abernes Gøren og Laden i mindste Maade interesserede ham.

»Det er utvivlsomt ingen ringe Ting, der fører to saa-danne Jægere — sikkert Høvdinger i deres egen Jungle — paa Bandarfolkets Spor,« svarede Kaa høfligt, bristefærdig af Nysgærrighed.

»Aa,« begyndte Baloo, »jeg er ikke andet end Seeo-nee-Ulveungernes gamle og stundom meget taabelige Lærer i Loven, og Bagheera her —«

»Er Bagheera,« sagde den sorte Panther og lukkede sine Kæver med et Smæk, thi han holdt ikke af at spille den ydmyge. »Sagen er den, Kaa, at disse Nøddetyve og Palmebladsstjælere har stjaalet vor Menneskeunge, som du maaske har hørt Tale om.«

»Sahi (der, i Parenthes bemærket, er lidt for vigtig af sine Pigge) fortalte mig noget om et Menneskevæsen, der var bleven optaget i en Ulvestamme, men jeg troede ikke paa det. Sahi er altid fuld af Historier, som han kun kender halvvejs og fortæller meget daarligt.«

»Men denne Historie er virkelig sand. Det er en Menneskeunge, som der aldrig har været Mage til,« sagde Baloo. »Den bedste og klogeste og kækkeste af alle Menneskeunger — min egen Discipel, som en Gang skal gøre Baloos Navn berømt over hele Junglen; og desuden, jeg — vi — elsker ham, Kaa.«

»Ts! Ts!« sagde Kaa, svajende frem og tilbage med Hovedet. »Jeg véd ogsaa, hvad Kærlighed er. Jeg kunde fortælle Historier, som —«

»Som bør gemmes til en maaneklar Nat, naar vi alle har ædt og er oplagte til at skænke dem den Ros, som de sikkert fortjener,« faldt Bagheera ham hurtigt i Talen. »For Øjeblikket er vor Menneskeunge i Bandarfolkets Hænder, og vi véd, at af hele Junglefolket frygter de kun Kaa.«

»De frygter kun mig, og det har de god Grund til,« sagde Kaa. »Sladrende, taabelige, forfængelige — forfængelige, taabelige og sladrende er Aberne. Men et Menneskevæsen, som falder i deres Hænder, har ikke noget godt at vente sig. De bliver kede af de Nødder, de plukker, og kaster dem fra sig. De slæber afsted med en Gren en halv Dag for at udrette et eller andet stort med den, og saa knækker de den midt over. De kaldte mig ogsaa — var det ikke den gule Fisk?«

»Orm — Orm — Jordorm,« sagde Bagheera, »foruden andre Ting, som min Blufærdighed forbyder mig at gentage.«

»Vi maa minde dem om at tale godt om deres Herre og Mester. Ssssp! Vi maa hjælpe paa deres daarlige Hukommelse. Naa, hvad Vej løb de saa med Ungen?«

»Junglen alene véd det. Imod Solnedgang, tror jeg,« svarede Baloo. »Vi tænkte, at du vidste det, Kaa.«

»Jeg? Hvor skulde jeg vide det fra? Jeg tager dem, naar jeg træffer dem, men jeg jager hverken efter Aber eller Frøer — og heller ikke efter Andemad paa en Dam, for den Sags Skyld. Hsss!«

»Op, op! Op, op! Hallo! Hallo! Se op, Baloo af Seeonee-Ulvestammen!«

Baloo saa til Vejrs for at se, hvor Stemmen kom fra, og fik Øje paa Chil, Glenten, der skød ned mod Jorden, mens Solen skinnede paa Vingernes opadbøjede Kanter. Det var næsten Chils Sovetid nu, men den havde strejfet henover Junglen for at søge efter Baloo og havde ikke kunnet finde ham under det tætte Løv.

»Hvad er det?« sagde Baloo.

»Jeg har set Mowgli mellem Bandarfolket. Han bad mig sige det til dig. Jeg passede paa, og saa Bandarfolket føre ham over Floden til »de kolde Lejer«. Maaske bliver de der en Nat, maaske ti Nætter, maaske kun en Time. Jeg har bedt Flaggermusene holde Øje med dem, saa længe det er mørkt. Det er mit Budskab. God Jagt, alle I dernede!«

»En fuld Kro og en dyb Søvn for dig, Chil!« raabte Bagheera. »Jeg skal huske dig, næste Gang jeg fælder mit Bytte, og gemme Hovedet til dig alene, o du bedste af alle Glenter!«

»Ikke noget at takke for. Drengen kunde Mesterordet, saa det var da det mindste, jeg kunde gøre for ham,« og Chil kredsede igen til Vejrs for at søge sin Rede.

»Han har ikke glemt at bruge Munden,« sagde Baloo og fniste af Stolthed. »At tænke sig, at saadan en lille Fyr husker Fuglenes Mesterord, og det, mens han bliver slæbt afsted gennem Trætoppene!«

»Ja, du bankede det ogsaa forsvarligt ind i ham,« sagde Bagheera. »Men stolt af ham er jeg, — og nu maa vi afsted til de kolde Lejer.«

De vidste alle, hvor det Sted var, men faa af Junglefolkene havde nogensinde besøgt det, thi det, som de kaldte »de kolde Lejer«, var en gammel, forladt By, glemt og begravet i Junglen, og Dyrene bor sjældent et Sted, hvor Menneskene en Gang har bygget. Vildsvinene gør det vel, men Jægerstammerne ikke. Desuden havde Aberne opslaaet deres Bolig der, for saa vidt de overhovedet kunde siges at have nogen fast Bolig, og intet Dyr med Selvagtelse vilde derfor nærme sig Stedet, undtagen naar der var Tørke i Junglen, thi da kunde der endnu findes en Smule Vand i de gamle, faldefærdige Cisterner og V andbassiner.

»Det er en halv Nats Vej herfra, naar vi løber med fuld Fart,« sagde Bagheera, og Baloo satte et meget alvorligt Ansigt op. »Jeg skal løbe, saa rask jeg kan,« sagde han ængsteligt.

»Vi tør ikke vente paa dig. Du maa komme bagefter, Baloo. Kaa og jeg maa løbe, saa hurtigt Benene kan bære os.«

»Ben eller ikke Ben,« svarede Kaa kort, »jeg kan da nok holde Skridt med alle dine fire Ben.«

Baloo anstrængte sig for at skynde sig, men maatte snart sætte sig pustende ned, og derfor overlod de det til ham at komme bagefter. Bagheera foer afsted i en Panthers rappe Galop. Kaa sagde ikke noget, men hvor meget end Bagheera skyndte sig, var den vældige Pythonslange dog stadig ved Siden af ham. Naar de kom til en Bjærgstrøm, fik Bagheera Forspring, fordi han sprang over den, mens Kaa svømmede, med Hovedet og to Fod af Halsen over Vandet, men paa flad Mark indhentede Kaa ham igen.

»Ved den brudte Laas, der satte mig i Frihed,« sagde Bagheera, da Tusmørket faldt paa. »Du løber ikke daarligt!«

»Jeg er sulten,« sagde Kaa. »Og desuden kaldte de mig en spættet Frø.«

»Orm — Jordorm, og gul oven i Købet.«

»Det kommer ud paa eet. Lad os skynde os,« og Kaa gled med Lynets Fart henover Jorden, mens dens sikre Øje fandt den korteste Vej at slaa ind paa.

Abefolket i »de kolde Lejer« tænkte imidlertid slet ikke paa Mowglis Venner. De havde bragt Drengen til den forladte By, og var for Øjeblikket saare vel tilfredse med sig selv. Mowgli havde aldrig før set en indisk By, og skønt denne ikke var stort andet end en Dynge Ruiner, forekom den ham højst mærkværdig og pragtfuld. En eller anden Konge havde for mange mange Aar siden bygget den paa en lille Bakke. Man kunde endnu se Spor af de brolagte Landeveje, der førte hen til de forfaldne Porte, hvor de sidste Splinter af Træet endnu hang fast ved de slidte, rustne Hængsler. Træer var voksede tværs igennem Murene, hvis Brystværn var styrtet ned og smuldret hen, og vilde Slyngplanter hang ud af Taarnvinduerne som svære, hængende Guirlander.

Et stort Palads uden Tag laa paa Toppen af Bakken. Marmorblokkene i Gaardene og Springvandene var revnede og havde røde og grønne Pletter, og selv de svære Stene i den Gaard, hvor Kongens Elefanter havde haft Bolig, var bievne skubbede til Vejrs og sprængte fra hinanden af Græs og unge Træer. Fra Paladset kunde man se ud over de talrige Rækker af Huse uden Tage, der udgjorde Byen, og som lignede en tom Bikage, fyldt med Mørke; man kunde se den uformelige Stenblok, som havde været et Gudebillede, og som stod midt paa en Korsvej; Hullerne og Fordybningerne paa Gadehjørnerne, hvor de offentlige Brønde en Gang havde været, og de knuste Tempelkupler, overgroede af de vilde Figentræers Kviste. Aberne kaldte dette Sted for deres By og lod, som om de foragtede Junglefolket, fordi det bor i Skoven. Og dog havde de intet Begreb om, hvortil disse Bygninger var opførte, eller hvordan de skulde bruge dem. De plejede at sætte sig i en Kreds i Forsalen til Kongens Raadssal, loppe sig og lege, at de var Mennesker; eller ogsaa løb de ind og ud i de ødelagte Huse, samlede Kalkbrokker og gamle Mursten i en Krog og glemte straks igen, hvor de havde gemt dem, sloges og skreg og trængte sig sammen, foer saa pludselig fra hverandre og op og ned ad Terrasserne i de kongelige Haver, hvor de rystede de højstammede Roser og Orangetræerne, blot for at have den Fornøjelse at se Blomster og Frugt falde af. De undersøgte alle Gangene og de mørke Korridorer og de talløse smaa mørke Kamre i Paladset, men kunde aldrig huske, hvad de havde set og hvad ikke; og saaledes flakkede de om, enkeltvis, parvis, eller i hele Skarer, og fortalte hverandre, at nu var de akkurat ligesom Mennesker. De drak af Cisternerne og svinede Vandet til, og saa kom de op at slaas over det, og saa foer de afsted i store Flokke og raabte: »Der er dog ingen i hele Junglen saa kloge og gode og begavede og stærke og elskværdige som Bandar-folket!« Og saa begyndte de forfra igen paa det altsammen, indtil de blev kede af Byen og vendte tilbage til Trætoppene i det Haab, at Junglefolket vilde lægge Mærke til dem.

Mowgli, der var bleven opdraget under Junglens Lov, hverken syntes om eller forstod denne Maade at leve paa. Det var sent om Eftermiddagen, da Aberne kom slæbende med ham til »de kolde Lejer«, men i Stedet for at lægge sig til at sove, som Mowgli vilde have gjort efter en lang Rejse, tog de hverandre i Hænderne og gav sig til at danse rundt og synge deres dumme Sange. En af Aberne holdt en Tale og fortalte sine Kammerater, at Mowglis Tilfangetagelse betød en ny Epoke i Bandarfolkets Historie, thi Mowgli vilde lære dem at flætte Kviste og Kæppe sammen til Skærme mod Vind og Vejr. Mowgli tog da nogle Slyngplanter og begyndte at flætte dem sammen, og Aberne forsøgte at efterligne ham, men det varede kun et Par Minutter, saa tabte de Interessen for Sagen og begyndte at trække hverandre i Halen og springe hid og did paa alle fire og vræle.

»Jeg er sulten,« sagde Mowgli. »Jeg er ukendt med denne Del af Junglen. Giv mig noget at spise, eller lad mig faa Lov til at jage her.«

En Snes Aber sprang afsted for at hente Nødder og vilde Meloner til ham; men paa Vejen kom de op at slaas, saa at de tabte de fleste af Frugterne, og de gad ikke gøre sig den Ulejlighed at bringe ham, hvad der var til- overs. Mowgli var ikke blot sulten, men ogsaa øm i alle Lemmer og vred, og han strejfede igennem den tomme By, idet han af og til udstødte »den Fremmedes Jagtraab« ; men ingen svarede, og Mowgli forstod, at han var kommen til et meget slemt Sted. »Alt, hvad Baloo sagde om Bandarfolket, er sandt,« tænkte han. »De har ingen Lov, intet Jagtraab, ingen Høvdinger — ikke andet end taabe-lige Ord og smaa, tyvagtige Hænder. Hvis jeg bliver dræbt eller sulter ihjæl her, er det min egen Skyld. Men jeg maa forsøge paa at komme tilbage til min egen Jungle. Baloo vil naturligvis prygle mig, men det er da bedre end at rende her og jage efter dumme Rosenblade ligesom Bandarfolket.«

Men ikke saa snart havde han naaet Byens Mur, førend Aberne slæbte ham tilbage, mens de sagde ham, at han ikke vidste, hvor lykkelig han var, og kneb ham for at faa ham til at være taknemlig. Han bed Tænderne sammen og svarede ikke, men fulgte de skraalende Aber til en Terrasse ovenfor de røde Sandstens-Vandbassin er, der var halvt fulde af Regnvand. Midt paa Terrassen laa, halvt i Ruiner, en hvid Marmorpavillon, bygget til Ære for Dronninger, der var døde for hundrede Aar siden. Det hvælvede Tag var delvis styrtet ned og havde spærret den underjordiske Korridor, gennem hvilken Dronningerne havde plejet at gaa herhid fra Paladset. Men Murene stod endnu, byggede af det skønneste, hvide Marmor med Reliefornamenter og prydede med Agat, Kameol, Jaspis og Lapis lazuli, og Maanen, der netop steg op over Bakken, skinnede paa det gennembrudte Stenhuggerarbejde og kastede Skygger, der saa ud som sort Fløjlsbroderi, paa Jorden bagved.

Hvor træt, søvnig og sulten Mowgli end var, kunde han dog ikke bare sig for at le, da Bandarfolket begyndte at fortælle ham, tyve paa een Gang, hvor store og vise og stærke og elskværdige de var, og hvor dumt det var af ham, at han kunde have Lyst til at forlade dem. »Vi er store. Vi er frie. Vi er vidunderlige. Vi er det vidunderligste Folk i hele Junglen! Det siger vi allesammen, og derfor maa det være sandt,« raabte de. »Du har aldrig hørt det før, og du kan bringe vore Ord tilbage til Junglefolket, saa at de for Fremtiden lægger Mærke til os, og derfor vil vi fortælle dig, hvor fortræffelige vi er.« Mowgli gjorde ingen Indvendinger, og Aberne samlede sig i Hundredevis paa Terrassen for at lytte til de mest veltalende af Stammen, der sang Bandarfolkets Pris, og naar-somhelst en Taler standsede af Mangel paa Vejr, raabte de allesammen: »Det er sandt! det siger vi allesammen!« Og Mowgli nikkede og blinkede med Øjnene og sagde ja, naar de rettede et Spørgsmaal til ham, og det løb rundt for ham ved alt dette Spektakel. »Tabaqui, Schakalen, maa have bidt dem allesammen,« sagde han til sig selv, »og deraf er de bievne gale. Dette maa bestemt være dewanee, Galskaben. Mon de aldrig vil lægge sig til at sove? Nu gaar der en Sky for Maanen. Hvis den Sky bare var stor nok, kunde jeg forsøge paa at flygte, mens det var mørkt. Men jeg er saa træt.«

Den samme Sky blev ogsaa iagttaget af to gode Venner, der laa nede i den forfaldne Grav under Byens Mur; thi Bagheera og Kaa vidste godt, hvor farlige Aberne er, naar man træffer dem i stort Antal, og havde ikke Lyst til at løbe nogen Risiko. Aberne indlader sig aldrig i Kamp, med mindre de er hundrede mod een, og der er ikke ret mange i Junglen, der har Lyst til at modtage en Kamp paa de Betingelser.

»Jeg vil gaa hen til den vestlige Side af Muren,« hviskede Kaa, »og benytte mig af den skraanende Jordbund til at gøre et hurtigt Angreb. De vil ikke kaste sig over mig i Hundredevis, men —«

»Jeg véd det,« sagde Bagheera. »Gid Baloo var her; men vi maa gøre, hvad vi kan. Naar den Sky der skjuler Maanen, springer jeg op paa Terrassen, hvor de er i Færd med at holde en Slags Raadslagning over Drengen.«

»God Jagt,« sagde Kaa barsk og gled bort i Retning af Murens vestlige Side; men denne var tilfældigvis den bedst bevarede, og det varede nogen Tid, inden den store Slange kunde finde en Vej op over Stenene. Skyen gled for Maanen, og medens Mowgli tænkte paa, hvad han nu skulde gøre, hørte han Bagheeras lette Fjed paa Terrassen. Den sorte Panther var kommen farende næsten lydløst og slog nu om sig — han var klog nok til ikke at spilde Tiden med at bide — til højre og venstre mellem Aberne, der sad i Hundredevis rundt om Mowgli. Der lød et Hyl af Forskrækkelse og Raseri, men idet Bagheera snublede over de rullende og sparkende Legemer under hans Fødder, raabte en Abe: »Der er kun een! Dræb ham! Dræb ham!« En forvirret Masse af Aber væltede sig bidende, kradsende, rivende og slidende henover Bagheera, mens fem eller seks greb fat i Mowgli, slæbte ham op ad Pavillonens Mur og puffede ham igennem Hullet i det sammenstyrtede Tag. En blandt Mennesker opdraget Dreng vilde have slaaet sig slemt, thi der var godt femten Fod ned til Gulvet, men Mowgli faldt, som Baloo havde lært ham at falde, og kom ned paa Fødderne.

»Bliv du nu dér,« raabte Aberne, »til vi har dræbt dine Venner, saa skal vi lege med dig — hvis ikke Gift-folket har gjort det af med dig forinden.«

»Vi er af eet Blod, I og jeg,« sagde Mowgli hurtigt med Slangernes Udtale. Han kunde høre det rasle og hvisle i Gruset rundtom og gentog derfor Mesterordet for en Sikkerheds Skyld.

»Gansssske rigtigt! Læg jer, alle Slanger!« sagde en halv Snes sagte Stemmer. I Indien bliver enhver Ruin før eller senere en Bolig for Slanger, og den gamle Pavillon vrimlede af Brilleslanger. »Staa stille, lille Broder, ellers træder du paa os.«

Mowgli stod saa roligt, han kunde, kiggede ud gennem Murens gennembrudte Arbejde og lyttede til den frygtelige Larm af den Kamp, der rasede rundt om den sorte Panther — Abernes Hylen og Vrælen, og Bagheeras dybe, hæse Prusten, mens han vendte og drejede sig og sparkede og slog, begravet, som han var, under Dynger af Fjender. For første Gang siden sin Fødsel kæmpede Bagheera for sit Liv.

»Baloo maa være i Nærheden; Bagheera vilde ikke være kommen alene,« tænkte Mowgli; og saa raabte han højt: »Til Cisternen, Bagheera! Spring i Cisternen! Se at naa Vandet!«

Bagheera hørte dette Raab, der sagde ham, at Mowgli var i Sikkerhed, og det gav ham nyt Mod. Tomme for Tomme, under en fortvivlet men tavs Kamp banede han sig Vej til Vandbassinerne. Og i det samme lød fra den Kant af Muren, der var nærmest ved Junglen, Baloos tordnende Krigsraab. Den gamle Bjørn havde gjort sit bedste, men han kunde ikke komme før. »Bagheera,« raabte han, »her er jeg! Jeg klavrer! Jeg iler! Halloho! Stenene glider under mine Fødder! Vent paa mig, 1 forbandede Bandarfolk!« Stønnende kravlede han op ad Terrassen og forsvandt i samme Øjeblik under en Hærskare af Aber, men han satte sig støt ned paa sin Bagdel, aabnede sin Favn, greb saa mange Fjender, som han kunde, mellem Forlabberne, og begyndte saa paa et regelmæssigt Dask-Dask ligesom en Dampers Skovlhjul. Et vældigt Plask underrettede Mowgli om, at Bagheera havde banet sig Vej til Cisternen, hvorhen Aberne ikke kunde følge ham. Pan-theren laa og gispede efter Vejret, med Hovedet lige i Vandfladen, mens Aberne stod i tre Rækker paa de røde Stentrin, dansende op og ned af Raseri og rede til at springe løs paa ham fra alle Sider, dersom han vilde krybe op for at hjælpe Baloo. Da var det, at Bagheera løftede sin dryppende Hage og i sin Fortvivlelse udraabte Slangernes Mester ord og bad om Hjælp — »Vi er af et Blod, I og jeg« — thi han troede, at Kaa var flygtet i det afgørende Øjeblik. Selv Baloo, halvt kvalt under Aberne, som han var, paa Kanten af Terrassen, kunde ikke bare sig for at le, da han hørte den sorte Panther bede om Hjælp.

Kaa havde netop banet sig Vej op paa den vestlige Mur, og det med et Sæt, der havde sendt en hel Murtinde ned i Graven; nu vilde han benytte sig af Terrænforholdene, og rullede sig sammen og op igen et Par Gange, for at være sikker paa, at hver Fod af hans Legeme var parat til Kampen. Imidlertid kæmpede Baloo videre, Aberne hylede rundt om Bagheera i Cisternen, og Mang, Flaggermusen, fløj til og fra og bragte Efterretningen om det store Slag ud over hele Junglen, indtil selv Hathi, den vilde Elefant, gav sig til at trompete, og adspredte Bander af Abefolket kom springende langvejs fra gennem Trætoppene for at hjælpe deres Kammerater i de kolde Lejer, og alle Fuglene i flere Miles Omkreds blev vækkede ved Larmen af Kampen. Men nu kom Kaa susende, rask og kamplysten. En Pythonslange kæmper ved at slaa ligeud med Hovedet, og i det Slag lægger den hele sit Legemes Kraft og Vægt. Hvis du kan tænke dig en Lanse, en Murvædder eller en Hammer paa næsten en halv Tons Vægt, dreven fremad af en koldblodig og rolig Aand i Skaftet, saa har du et svagt Begreb om, hvad Kaa lignede, naar han kæmpede. En fire eller fem Fod lang Pythonslange kan slaa en Mand til Jorden, hvis den rammer ham midt paa Brystet, og Kaa var, som vi jo véd, tredive Fod lang. Han slog tavs sit første Slag lige midt ind i den Hob, der omringede Baloo, — og han behøvede ikke at slaa flere. Aberne adspredtes øjeblikkeligt under Skriget: »Kaa! det er Kaa! Løb! Løb!«

Mange Slægtled af Aber har kyset deres Børn til at være artige med Historier om Kaa, Nattetyven, der kunde liste sig langs med Grenene uden at gøre mere Støj end det voksende Mos, og bortføre de stærkeste Aber; gamle Kaa, der kunde se ud som en vissen Gren eller en raad-den Træstub, og det saa livagtigt, at de klogeste lod sig narre, indtil den visne Gren pludselig greb dem. Kaa var Indbegrebet af alt, hvad Aberne frygtede i Junglen, thi ingen af dem kendte Grænserne for hans Magt, ingen af dem kunde se ham ind i Ansigtet, og ingen af dem var nogensinde sluppet levende ud af hans Favntag. Derfor flygtede de rædselsslagne op ad Husenes Mure og Tage, og Baloo pustede uhyre lettet. Hans Pels var meget tykkere end Bagheeras, men han havde alligevel lidt frygteligt i Kampen. Og nu aabnede Kaa for første Gang sin Mund og udtalte et eneste langt hvislende Ord, og Aberne langt borte, der skyndte sig afsted for at komme Kammeraterne i de kolde Lejer til Undsætning, standsede lamslaaede af Frygt, saa at Grenene bøjede sig og knækkede under dem. Aberne paa Murene og de tomme Huse holdt inde med deres Skrig, og i den Stilhed, der i dette Øjeblik herskede over hele Byen, kunde Mowgli høre Bagheera springe op fra Cisternen og ryste sine vaade Flanker. Saa brød Larmen løs igen. Aberne sprang højere opad Murene, hængte sig rundt om de store Stengudebilleders Halse, hoppede langs med Murtinderne og skreg, mens Mowgli dansede rundt inde i Pavillonen, kiggede ud gennem det gennembrudte Arbejde i Muren og tudede som en Ugle mellem Fortænderne for at vise sin Haan og Foragt.

»Se at faa Menneskeungen ud af Fælden dér; jeg kan ikke mere,« gispede Bagheera. »Lad os tage Menneskeungen med os og gaa. De vil maaske til at angribe igen.«

»De rører sig ikke, før jeg befaler dem det. Ssssstille! Bliv hvor I er!« hvislede Kaa, og atter blev der dødsstille i Byen. Saa fortsatte han, henvendende sig til Bagheera: »Jeg kunde ikke komme før, Broder, men jeg syntes, at jeg hørte dig kalde?«

»Jeg — jeg har maaske udstødt et Raab i Kampens Hede,« svarede Bagheera. »Baloo, er du saaret?«

»Jeg er ikke vis paa, om de ikke har revet mig i hundrede smaabitte Bjørne,« sagde Baloo og rystede alvorligt det ene Ben efter det andet. »Av, hvor jeg er øm!« Kaa, jeg tror, vi skylder dig vort Liv — Bagheera og jeg.«

»Ikke noget at tale om. Hvor er Menneskepurken?«

»Her, i en Fælde. Jeg kan ikke klavre op,« raabte Mowgli. Den sammenstyrtede Hvælvings Krumning var ovenover ham.

»Faa ham væk. Han danser ligesom Mor, Paafuglen. Han træder vore Unger ihjæl,« sagde Brilleslangerne derinde.

»Oho!« sagde Kaa og smaalo. »Han har nok Venner allevegne, den Stump. Træd tilbage, Menneskeunge, og kryb i Ly, o Giftfolk, saa skal jeg bryde Muren ned.«

Kaa saa omhyggeligt efter, indtil han fandt en Revne i Marmoret, hvis Farve viste ham, at her var der et svagt Sted; derpaa slog han et Par lette Slag med Hovedet for at mærke sig Afstanden, og saa løftede han seks Fod af sit Legeme op fra Jorden og afleverede med fuld Kraft en halv Snes knusende Slag. Muren styrtede sammen i en Sky af Støv og Murbrokker, og Mowgli sprang ud gennem Aabningen, styrtede henimod Baloo og Bagheera og slog sine Arme om de to store Dyrs Halse.

»Er du saaret?« spurgte Baloo og omfavnede ham kærligt.

»Jeg er træt og sulten og temmelig forslaaet; men aa, hvor de har mishandlet jer, mine Brødre! I bløder.«

»Det ér der ogsaa andre, der gør,« sagde Bagheera, slikkede sig om Munden og betragtede Abeligene paa Terrassen og rundt om Cisternen.

»Det gør ingenting, nu da du er i Sikkerhed, du kæreste af alle smaa Frøer!« klynkede Baloo.

»Det skal vi senere tales ved om,« sagde Bagheera i en tør Tone, som Mowgli slet ikke holdt af. »Men her er Kaa, som har vundet Slaget for os, og hvem du skylder dit Liv. Tak ham saaledes, som vore Skikke byder, Mowgli.«

Mowgli vendte sig om og saa den store Pythonslanges Hoved svaje en Fod over sit eget.

»Naa, saa det er Menneskepurken,« sagde Kaa. »Hans Hud er meget blød, og han ligner nærmest Ban-darfolket. Tag dig i Agt, lille Menneske, at jeg ikke en Gang i Tusmørket, naar jeg nylig har skudt Ham, tager fejl af dig og en Abe.«

»Vi er af eet Blod, du og jeg,« svarede Mowgli. »Du har frelst mit Liv i Nat. Mit Bytte skal være dit Bytte, hvis du nogensinde er sulten, o Kaa.«

»Mange Tak, lille Broder,« sagde Kaa, hvis Øjne tindrede af Munterhed. »Og hvad kan da en saa tapper Jæger dræbe ? Jeg vilde gærne vide det, for at jeg kan følge med, næste Gang du jager.«

»Jeg dræber ikke noget — dertil er jeg for lille — men jeg driver Gederne henimod dem, der har Brug for dem. Naar du en Gang bliver sulten, saa kom til mig og se, om jeg ikke taler sandt. Jeg kan udrette noget med disse her« — han strakte Hænderne frem — »og hvis du nogensinde skulde blive fanget i en Fælde, kan jeg maaske betale den Gæld, som jeg skylder dig, Bagheera og Baloo. God Jagt for jer alle, I mine Herrer og Mestere.«

»Vel talt,« brummede Baloo, thi Mowgli havde takket paa en meget velopdragen Maade. Pythonslangen lagde et Øjeblik sit Hoved let paa Mowglis Skulder. »Et tappert Hjærte og en smidig Tunge,« sagde han. »De vil føre dig vidt i Junglen, lille Menneske. Men skynd dig nu bort med dine Venner; gaa og læg dig til at sove, thi Maanen er ved at gaa ned, og hvad der nu skal ske, er det ikke værdt, at du faar at se.«

Maanen sank bag Bakkerne, og de skælvende Aber, der krøb sammen paa Murene og Tinderne, saa ud som løjerlige, rystende Skygger. Baloo gik ned til Cisternen for at drikke, og Bagheera begyndte at slikke sin Pels, mens Kaa gled hen midt paa Terrassen og slog Kæverne sammen med et skarpt Smæk, der fik alle Aberne til at stirre paa ham.

»Maanen gaar ned,« sagde han. »Er det lyst nok endnu til, at I kan se?«

Og fra Murene lød, med en klagende Stønnen som Vindens i Trætoppene: »Vi ser, o Kaa.«

»Godt. Nu begynder Dansen — Kaa’s Hungerdans. Sid stille og se til.« Han drejede sig to eller tre Gange i en stor Cirkel, svajende med Hovedet fra højre til venstre. Saa begyndte han at lave Løkker og Ottetaller med sit Legeme og sære ubestemte Trekanter, der gled over i Kvadrater og femkantede Figurer og bugtende Snoninger — stadig med samme Fart, hverken hurtigere eller langsommere, og stadig nynnende en sagte Sang dertil. Det blev mørkere og mørkere, indtil endelig de bevægelige, bølgende Ringe ikke længere kunde ses, men man hørte Skællene rasle.

Baloo og Bagheera stod som forstenede, det brum- mede nede i deres Struber, og Haarene paa deres Hals strittede i Vejret; Mowgli saa forundret til.

»Bandarfolk,« sagde Kaa’s Stemme endelig, »kan I røre Haand eller Fod uden min Befaling? Tal!«

»Uden din Befaling kan vi ikke røre Haand eller Fod, o Kaa!«

»Godt! Kom alle eet Skridt nærmere til mig.«

Abernes Rækker traadte hjælpeløst nærmere, og Baloo og Bagheera gjorde i samme Øjeblik modstræbende eet Skridt fremad.

»Nærmere!« hviskede Kaa, og alle rykkede igen fremad.

Mowgli lagde Haanden paa Baloo og Bagheera for at faa dem bort, og det gav et Sæt i de to store Dyr, som om de var bievne vækkede af en Drøm.

»Lad din Haand blive liggende paa min Skulder,« hviskede Bagheera. »Lad den blive liggende dér, ellers maa jeg vende tilbage — tilbage til Kaa. Aah!«

»Det er jo ikke andet end gamle Kaa, der hvirvler rundt i Støvet,« sagde Mowgli; »lad os gaa.« Og de tre lod sig glide gennem et Hul i Muren, der vendte ud mod Junglen.

»Uf!« sagde Baloo, da han igen stod under de tavse Træer. »Aldrig mere vil jeg have Kaa til Forbundsfælle,« og han rystede sig.

»Han er klogere end vi,< sagde Bagheera, dirrende i alle Lemmer. »Var jeg bleven dér, vilde det ikke have varet længe, førend jeg var sprungen lige i Gabet paa ham.«

»Den Vej vil mange gaa, førend Maanen staar op næste Gang,« sagde Baloo. »Han vil faa en god Jagt — paa sin egen Manér.«

»Men hvad betød da det hele?« spurgte Mowgli, der ikke kendte noget til en Pythonslanges Magt over andre Dyr. »Jeg saa ikke andet end en stor Slange, som gjorde nogle løjerlige Bugtninger, indtil det blev for mørkt til at se noget. Og hans Snude var helt blodig. Hoho!«

»Mowgli,« sagde Bagheera vredt, »hans Snude var blodig for din Skyld, ligesom mine Øren og Flanker og Poter og Baloos Hals og Skuldre er blodige for din Skyld. Hverken Baloo eller Bagheera vil kunne have nogen Fornøjelse af Jagten i lang Tid.«

»Det er lige meget,« sagde Baloo; »vi har Menneskeungen igen.«

»Sandt nok; men han er kommen os dyrt til at staa, baade med Hensyn til Tid, der kunde være anvendt til god Jagt, med Hensyn til Saar og til Haar — min Pels er næsten plukket helt af Ryggen paa mig — og endelig med Hensyn til Ære. Thi husk vel paa det, Mowgli, at jeg, den sorte Panther, blev nødt til at bede Kaa om Hjælp, og baade Baloo og jeg blev saa dumme som Smaafugle af at se paa Hungerdansen. Og alt dette, Menneskeunge, kom af, at du legede med Bandarfolket.«

»Det er sandt, det er sandt,« sagde Mowgli bedrøvet. »Jeg er en ond Menneskeunge, og min Mave er tung af Sorg.«

»Hm! Hvad siger Jungleloven, Baloo?«

Baloo vilde nødig skaffe Mowgli flere Ubehageligheder, men han kunde ikke forvanske Loven og mumlede derfor: »Anger redder aldrig for Straf. Men husk paa, han er saa lille, Bagheera.«

»Vist husker jeg det, men han har gjort Ulykker og maa derfor have sine Prygl. Mowgli, har du noget at sige til dit Forsvar?«

»Nej. Jeg har handlet ilde. Baloo og du er saarede. Jeg fortjener at faa Prygl.«

Bagheera gav ham en halv Snes Rap — rene Kærlighedsklap fra en Panthers Synspunkt; de vilde næppe have vækket en Pantherunge — men for en syv Aars Dreng var det saa alvorlig en Dragt Prygl, som man vel kunde ønske sig fri for. Da det var overstaaet, snøftede Mowgli og rejste sig op uden at sige et Ord.

»Naa,« sagde Bagheera, »sæt dig saa op paa min Ryg, lille Broder, saa vil vi gaa hjem.«

En af de smukkeste Bestemmelser i Jungleloven er den, at naar Straffen er fuldbyrdet, er Forbrydelsen glemt. Der er ingen, der skænder bagefter.

Mowgli lagde sit Hoved paa Bagheeras Ryg og sov saa dybt, at han ikke en Gang vaagnede, da Pantheren lagde ham fra sig i den hjemlige Hule.