Julebesøget

by Cornelia Levetzow

Julebesøget

«Aa, med det Barn har det da ingen Nød,» sagde en fyldig Herre med ligegyldig Stemme, idet han pegede paa en lille sortklædt Dreng, der stod lænet op til et stort Spejl i Hotellets store Stue og saa underlig lille og forladt ud, «der er jo Formue.»
«En Smule Formue er der, men alligevel — kun fem Aar, og ganske ene i Verden! ja, De veed vel, at jeg er hans Formynder.»
Det var en høj, mørk Mand med stærkt udprægede Træk og et Par forstandige, gjennemtrængende Øjne, der talte; han saa just ikke blød ud, men den kraftige Stemme havde dog et Udtryk af Mildhed, da han sagde henvendt til Barnet:
«Drik det Glas Mælk, der staar paa Bordet, min Gut, og følg saa med mig. — Du skal nu holde Dig til mig, Erik, og lyde mig, forstaar Du?»
Drengen tømte stille Glasset, gik derpaa frimodig hen til Formynderen, saa op til ham med sine dybe Øjne og rakte Munden frem til Kys.
«Hvad nu? — nej, Du lille Krabat, saadan gaar det ikke til,» den opadvendte Mund, som Moderen saa gjerne havde kysset, fik et afvisende, men dogvenskabeligt Slag; «lad mig faa Haanden. Du er da ikke af dem, der græde, vil jeg haabe?»
Hvor der laa en Klang af Foragt i de to Ord: af dem.
«Nej!» den Lille pressede Taarerne tilbage, de maatte ikke komme frem, af dem vilde han ikke være. Den store stærke Haand sluttede sig fast om de smaa Barnefingre; Erik fulgte uden at sige et Ord.
Da de kom til Formynderens Hus, en stor Hjørnegaard ved Volden, standsede de.
«Se, her faar Du dit Hjem, i det mindste for det første. — Pil kun op ad Trappen, Du Smaa, og kim paa alt hvad Du kan. Tør Du ikke, lille Klodrian? jeg maa nok have Dig ordentlig rasket op, om vi to skulle trives sammen.»
Inde i Dagligstuen sad Grossererens unge smukke Frue og syede med Silke. Da hendes Mand og Erik traadte ind, spurgte hun i en ivrig, ja heftig Tone:
«Skal det virkelig være Alvor? Du veed, Thomas, hvor grændseløst Du gjør mig imod. — Anbring ham et andet Sted, hos skikkelige Folk naturligvis, saa har Du gjort din Pligt.»
«Han bliver her, jeg vil nok have et Øje med selv, Du kjender min Villie, Elfride, lige Ret med vore egne Børn.»
Det var Herskeren, der talte, skarpt og myndigt, hans Bud maatte adlydes, i det mindste hvad alle ydre Ting angik, Mad, Drikke og Forplejning.
Erik forstod ikke hvad der blev sagt; han saa længe paa den unge Kones kjønne Ansigt, listede saa hen, pillede lidt ved hendes Kjole, for at tildrage sig Opmærksomheden, rørte ved Armbaandet med Slangehovedet og rakte til sidst Munden til Kys. Det skete ikke saa tillidsfuldt som før, usikkert og tøvende, ligesom bedende, kom den lille Mund.
«Du er for stor!» — hun skjød ham fra sig med Kulde, «lad mig dog bare være fri! — aa, der er min søde, søde lille Lise? og Hermann bagefter fra Skolen. — Ja, Drengen kan man da ogsaa sende i Skole, Johnsen, saa er man dog fri saa længe. Synderlig opvakt ser han for Resten ikke ud.»
«Det forstaar Du Dig ikke paa, Elfride! der skal nok blive noget, der duer, af ham, kjender jeg mine FoIk.»
Lille Erik følte den stærke Haand paa sit Hoved, han forstod, at det var en Vens Haand, og han skjød sig ind under den. Men Munden raktes aldrig mere frem til Kys, og der var noget i Barnesjælen, som græd, længtes og til sidst sygnede hen.
Hermann var en lyshaaret, pralende syvaars Dreng, og Lise en lille vissenbleg, pyntet fireaars Pige, Erik saa paa dem, og de saa paa Erik.
«Saa Du skal være her?» Hermann maalte ham fra Top til Taa, «jeg kunde ordentlig tumle Dig, hvis jeg vilde, kan Du tro.»
«Prøv paa det,» Eriks Ansigt blussede, «prøv paa det!»
Den store Dreng sprang til og vilde løfte ham op, men Erik stod som fastnaglet og slog løs, næsten vild af Vrede. Det var hans første Slagsmaal.
«Ret saa!» Faderen traadte til, «bank ham ordentlig af, Erik! — Du store Tamp, jeg vilde skamme mig i dit Sted! — lad det nu være nok, og hold Fred herefter, I to Hvalpe. Nej, Elfride, Du skal ikke kjæle for din Dreng, det var ham, der begyndte.» «Ret saa,» hvor de Ord fik Betydning i Eriks liv, de løde ikke saa sjældent, og altid sporede de ham frem, øgede hans Kraft og hærdede hans Villie. Efterhaanden fik han sin faste Plads i Huset, som ingen gjorde ham stridig. I Skolen var han flittig og dygtig og rede til at forsvare sig baade med Tunge og Arm, naar nogen kom ham for nær. Den lille bløde, forsagte Dreng var ikke til at gjenkjende. Men sommetider vaagnede der dog i Barnets Sind en stærk og levende Længsel efter et rigtigt Hjem, efter Kjærlighed. Han kunde da kaste sig ned paa et afsides Sted, strække Armene ud og hulke ret af Hjertensgrund.
Disse Stemninger kom sjældnere og sjældnere med Aarene, men saa vare de igjen stærkere og bittrere, naar de kom. Efter et saadant Anfald — han regnede det selv for et Anfald — traadte Erik dobbelt kjæk og glad ind i Stuen, af dem, der græd, vilde han ikke være.
Det higende, det bløde, der nu engang laa paa Bunden af hans Sjæl, maatte for enhver Pris skjules, helst knuses.
Den Bøn, hans Moder havde lært ham, var længst glemt, de smaa Morgen- og Aftensange ogsaa. Der i Huset blev aldrig sunget Psalmer, men han lærte mange andre muntre, smukke Sange. Fru Johnsen, der satte selskabelige Talenter over alt andet, begyndte at faa Respekt for ham. Med en Blanding af Misundelse og Beundring saa hun den smukke, kloge Dreng vokse op og udvikle sig fra Dag til Dag. Hermann var og blev en klodset Fyr, fiffig nok paa sin Vis, men ikke til at gjøre Pynt med. Drengenes Veje i Skolen skiltes snart. Hermann ønskede at komme til Handlen; Erik vilde studere, udmærke sig, blive noget stort.
Og Formynderen prædikede Moral for ham paa sin Vis; han prædikede om den pletfri Vandel; den havde han selv ført, uden den var alt andet intet.
«Ve den Mand, hvis Fortid kan rejse sig, som et Spøgelse, og true ham,» sagde han.
Undertiden kom der en gammel Slægtning i Besøg; hun havde været Lærerinde i sine unge Dage og levede nu af Grossererens Godhed. Han gav kun sjældent noget bort, men gjorde han det, var det med rund Haand og uden nogensomhelst Fordring paa Taknemmelighed. Hun havde sit rigelige Udkomme.
«Men Børn,» vovede den gamle Pige en Dag at sige, medens hun tørrede sine Briller og smaahostede lidt imellem, «gaa I aldrig i Kirke? — hvad skal det blive til paa den onde Dag?»
Fru Johnsen saa opbragt paa hende:
«Du ønsker os da ikke onde Dage, vil jeg haabe?»
Grossereren lo; hans Tone var halv spottende, halv overbærende, idet han svarede:
«Klogere bliver man næppe af at gaa i Kirke, Tante Grethe, og bedre ikke heller, efter min Erfaring.»
Den stakkels enfoldige Sjæl rystede paa Hovedet; hun modtog saa meget godt fra hans Haand, bare hun dog til Gjengjæld kunde give ham lidt af sit gode, det han manglede. Bedrøvet rokkede hun hjem, men Grossereren rejste sig og sagde:
»Jeg har nok havt Mistanke om, at hun var en af dem, disse Hellige. Naa ja, hvad, hun har ikke opfundet Krudtet, Stakkel!»
Moderen var vred, skulde man taale Tilrettevisning af saadan et afhængigt Væsen, Hendes onde Lune gik dog over, da Hermann talte efter den Gamle, medens Lise efterlignede hendes rokkende Gang.
Gjøre Nar, det forstode de alle, Faderen paa sin tørre. Maade, Moderen koldt og skarpt, Lise pjattet og Hermann plumpt. Erik blev snart Mester i Kunsten, og det gav ham en vis Overvægt. Hans Sind og hele Tankegang fik, i det mindste paa Overfladen, en verdslig, forstandig Retning. Grosserer Johnsen var stolt af sin Plejesøn.
«Ret saa!» hvor det lød fuldt og stærkt; Formynderens Haand hvilede bifaldende paa den unge juridiske Kandidats Skuldre, «ret saa, min Gut, og til Lykke! — hvad tænker Du nu paa?»
«Først paa at hvile mig, se mig om, kort sagt, leve.»
«Lad gaa, en kort Tid, men hvad saa?»
«Jeg har allerede to Tilbud for Sommeren,» Erik lo muntert, «Sagfører Storm, min gamle Manuduktør, har spurgt, om jeg ikke havde Lyst til en Plads paa hans Kontor, og Agent Busch har indbudt mig til en Udenlandsrejse — til Schveitz og Italien tror jeg nok — i Selskab med sig og sine Døttre.»
«Saa det har han! — jeg vil kun sige Dig een Ting: det er Knald eller Fald med den Mand, og saa minde Dig om, at en Knude er lettere at binde, end at løse. Det første Tilbud synes mig derimod antageligt; Storms Navn har allerede en god Klang, og han har fuldt op af Forretninger. — Gjør som Du vil, Erik, men tænk Dig godt om først.»
«Det har slet ingen Hast; paa denne Side Nytaar vil jeg bare hvile mig.»
Erik slentrede ind i sin Stue og tog Plads ved Skrivebordet. Hans Hvilen bestod egentlig i et andet Studium, et Yndlingsstudium, som han nødtvungen havde opgivet for Juraen. Han var i Smug Sproggrandsker, og der laa hollandske, spanske, italienske, ja selv russiske Bøger — mest Bibler, de vare saa lette at faa fat paa, og saa prægtige til Sammenligning, naar man havde den græske til Rettesnor — paa hans Bord. Erik saa paa Uhret og satte sig derpaa til Rette, som En, der gotter sig til en Lækkerbidsken. Pludselig sprang han dog op, en vigtig Hjælpekilde manglede, han maatte skynde sig at faa den, før Ejeren tog hjem i Juleferien.
«Ja, ham træffer jeg da nok,» tænkte han, «den flittige Fyr. — Hvor kan det være, at jeg aldrig kommer dette Menneske nærmere, og at han dog drager mig saa underligt.»
Det var ikke første Gang, Erik grundede over det Forhold, der havde udviklet sig mellem ham og den unge Skolemand Svend Lange. I alt, hvad der angik Videnskaben syrnpathiserede de; Erik — som paa disse Enemærker var den Lille — saa op til den andens Grundighed, Tænksomhed og friske geniale Opfattelse, medens Svend til Gjengjæld kom ham i Møde med den elskværdigste Redebonhed; men herved blev det. Samtale om andre Ting vilde ikke ret komme i Gang; naar Erik saa ind i det klare, næsten barnlige Ansigt kunde han ikke tale løst og fast, som han plejede, og Svend mødte heller ikke frem med sit. Saa gik Talen da rent i Staa, eller drejede ind paa de kjære Bøger igjen. —
Men hvad var det dog for en Latter, saa overgiven frisk og uimodstaaelig smittende, at Erik, der stod udenfor Døren og bankede paa, imod sin Villie maatte le med. Var det virkelig den stille, indesluttede Svend Lange, der lo saadan?
«God Dag! ah er det Dem!» han spærrede for Døren, der fløj et Udtryk af Raadvildhed over det leende Ansigt, derpaa betænkte han sig og gav Plads.
«Kom kun ind, Anker! — Moder, en Ven af mig, Kandidat Anker.»
«Velkommen i rette Tid,» lød det ham venligt i Møde; Stemmen havde en egen Klang af Oprigtighed; et Par klare blaa Øjne, forstandige og milde paa een Gang, fæstede sig, en Smule forskende, paa ham.
«Svend gjør Nar af min store Anretning,» vedblev hun og pegede paa Bordet, hvor en toppet Tallerken rygende Blodpølser prangede paa den snehvide Dug, «han spørger, om han virkelig skal spise alle dem alene. Nej, det skal Du slet ikke — naa, nu ler han igjen — vi ere tre om Budet, og maaske komme her flere. Tag Plads, de ere saa dejlig varme nu.»
Hun saa meget indtagende og hyggelig ud i sin smagfulde, lidt landlige Dragt; der var en moderlig Ynde og Værdighed over hele Skikkelsen.
Erik havde aldrig smagt saa gode Pølser, forsikkrede han; hun saa igjen vist paa ham.
«Din Ven ligner vor Axel. — Har Du aldrig tænkt paa det, Svend?»
«Jo jeg har, og det mange Gange, men Udtrykket er saa forskjelligt.»
«Er det egentlig saa forskjelligt?»
Erik var ikke ganske tilfreds med den Hovedrysten, der fulgte som Svar.
«Hør Svend,» begyndte Moderen igjen, «Du husker jo nok hvad vi talte om —»
«Javist, lille Moder, men jeg tror ikke, det kan nytte. — Jeg kan lige saa godt sige, hvad det var: Moder spurgte før, om jeg ikke havde Lyst til at tage en Kammerat med hjem til Julen, og nu mener hun, at De maaske — men jeg, som kjender Dem, tror aldrig, det gaar. En Præstegaard midt ude paa Landet, og det oven i Kjøbet ved Juletid, er, hvad vi kunne byde.»
«Men Svend dog, har Du rent glemt, hvad Du sagde?»
«Nej, jeg veed godt, at jeg sagde, den gamle Præstegaard var det dejligste Sted i hele den vide Verden, men det gjælder ikke for ham.»
«Hvor veed De egentlig det?» Erik følte sig opægget.
Svend saa ham lige ind i Øjet. «Jeg vil gjerne have Dem med, tro blot ikke andet. Jeg synes kun, at hele vor Maade at være paa er saa grundforskjellig fra Deres.»
«Ja, nu veed jeg ikke, om jeg er indbudt eller ej,» Erik henvendte sig til Moderen.
«Indbudt, naturligvis. — De rejser ud med min Søn, vi sende den gamle Karosse efter ham som sædvanligt.»
Det var et fornøjeligt lille Maaltid; den glade, oplivede Stemning meddelte sig ogsaa til Erik. Hvad var det, der gjorde Moderens Tale saa tiltrækkende, han kunde ikke ret forklare det; maaske laa det i, at alt hvad hun sagde havde et Præg af at komme indvendig fra, være sagt for Alvor, der var ham uvant. De kvindelige Væsner i hans nærmeste Kreds vare slemme til at sige noget, blot for at sige noget, for at være elskværdige og gjore sig bemærkede. —
Da Erik senere fortalte Grosserer Johnsen, hvorledes han agtede at tilbringe Julen, lo denne.
«Velbekomme Dig, min Dreng! jeg spaar, at Du maa holde for baade til Fromesse og Aftensang. — Det var en sær Fyr i sine unge Dage, Præsten mener jeg. Han var formuende, men valgte dog Præstegjerningen, skjønt det egentlig var hans Fader imod.
«Aa hvad,» Erik talte i sin flotte, lette Tone, «lad mig prøve det med. Agenten har desuden indbudt mig til Bal Juledags Aften; bliver det mig for broget i Præstegaarden har jeg et prægtigt Paaskud til at rejse.»
Grossereren rynkede Panden.
«Ja veed Du hvad, naar Præsten og Agenten stilles sammen, holder jeg alligevel paa Præsten.»
Fru Johnsen og Lise — der nu var en høj kjøn Pige, som klippet ud af sidste Modejournal — gjorde Løjer med Turen og drillede Erik; han blev til sidst ærgerlig og kjed af det, ja, havde næsten Lyst til at opgive det hele.
Blot jeg havde en god Undskyldning, tænkte han endnu Lillejuleaften, medens han var paa Vej til Svends Bolig. Præstegaardsvognen holdt imidlertid allerede udenfor, og Svend stod i Døren omgivet af Pakker og Kurve.
«Det var dejligt, De kom i god Tid! — Fader har sendt sin Pelts til Dem. Vi faa bidende Blæst og Skrupkulde ud ad Landet til, siger Ole. — Se saa, nu sidde vi fortræffeligt, ikke sandt? — alle Sejl til, Ole! vi maa være hjemme før Thetid.»
Hvor han var sjæleglad, det var ham umuligt at skjule det, skjønt han beherskede sig for Eriks Skyld; alene Maaden, hvorpaa han saa sig om og i lange Drag indaandede den tykke Rimtaage, røbede ham. Der var i Hjertensglæde i Stemmens Klang, i de smaa hurtige Spørgsmaal til Ole, der indlededes med et Slag paa den graa Kavaj, ja, selv i den Maade, hvorpaa han holdt Kurven med alle Moderens skrøbelige Herligheder til Juletræet og tittede ind under Laaget. Han kunde næppe sidde roligt paa Sædet som et fornuftigt Menneske. Erik iagttog ham med en vis nysgjerrig Forundring og en Følelse af aldrig at have været rigtig glad selv.
«Her er smukt, ikke sandt? man kommer forbi og igjennem flere Skove. De kan se Furesø, der langt borte, rejs Dem op! — ja, det er en dejlig Vej, Vejen hjem!»
Erik saa ikke synderlig andet end Taage, den indhyllede alt i sit kjedsommelige Slør. Han sad dog lunt og godt i Præstens lodne Pelts, og efter fire Timers Kjørsel var Maalet naaet.
Hundeglam og glade Velkomstraab tog imod dem; Lyset fra Dagligstuevinduerne faldt venligt ud i Gaarden, en varm Luftstrøm bølgede dem i Møde fra den aabne Dør.
«Fader!» Svend sprang lige i Faderens Arme, han havde nær revet ham omkuld, saa i Moderens, og der blev han liggende.
Erik stod, ganske stille; der rørte sig noget af den gamle Længsel i hans Sjæl, den han troede at have rykket op med Rod.
«Velkommen!» Præsten saa ham ind i Øjet med et klart og stærkt Blik, der gik til Bunds.
«Hjertelig velkommen og vær som hjemme,» Moderen tog hans Haand og førte ham ind.
«God Dag, gamle Hanne! og Du, Marie, naa hun har endnu Krøllerne, Moder! — og Ellen, nej, rare lille Ellen, rejs Dig ikke, det er da en Glæde at se Ellen!»
«Ja, er det ikke en mageløs Forandring?» Ellen sad i en Lænestol ikke langt fra Kakkelovnen, to smaa Krykkestokke stode ved. Man maatte rigtignok være inde i Forholdene og vide, hvilket jammerligt lille Væsen hun før havde været, for at kunne prise hendes raske Udseende, men at hun saa glad ud, det var en Kjendsgjerning, det fine blege Ansigt lyste formelig af Fryd.
«Min Plejesøster,» præsenterede Svend, «Husets Skat, vor lille Øjesten, nylig fyldt elleve Aar; Hanne min ældste Søster, ti Aar; Vildkatten her — naa Marie, vær nu skikkelig — fem Aar. En ung Herre paa elleve Maaneder er ikke til Stede. — Vi ere skrupsultne, Moder, og vente Ekstraforplejning.»
Alle Børnene vilde sidde hos Svend, men Svend vilde selv sidde hos Moderen, det var hans Ret, paastod han, og Ellen maatte han have paa den anden Side, for hun skulde smøre hans Mad.
Talen flød let og frit, de nyankomne spurgtes om mange Ting, Erik blev snart oplivet og morsom.
Moderen førte selv Gjæsten ind i hans venlige, hyggelige Værelse. «Vær som hjemme,» sagde hun igjen.
Hjemme! ja dette var et Hjem, men han havde aldrig havt et Hjem, aldrig kjendt et Hjem. Og Længslen rejste sig i Sjælen; den milde glade Stemning, der umærkelig havde listet sig over ham, afløstes af mørke, bittre Følelser.
Hvor de elskede hinanden! — han elskede ingen, intet Baand bandt ham til nogen eller nogen til ham. —
Det var lys Dag, da Erik vaagnede. Hvad var det for Toner?
»Halleluja, Halleluja!»
«Naa, nu skal det nok gaa for sig!» han rejste sig paa Albuerne og lyttede med satiriske Blink i Øjet, men der kom ikke mere, de sidste Akkorder døde langsomt hen. Skuffet og lettet paa een Gang stod han op og klædte sig paa.
«Glædelig Jul, Ane, og selv Tak,» lød det udenfor, «glædelig Jul!»
Han løftede Gardinet op og saa ud. Det var klar Frost og Solskin, Træerne i Alleen og Haven bagved skinnede i snehvidt Skrud; fra Taget hang Istap ved Istap, lysende som Diamanter. En ung Kone kom ud fra Kjøkkenet med et stort Sigtebrød under Armen og et Knytte i Haanden. Hendes lille Dreng — en snurrig, stumpet Fyr, lige saa tyk som lang med et fregnet, rødmosset, glædestraalende Ansigt — travede nok saa trøstigt ved Siden, holdende hende i Skjørterne. Han bar ogsaa et lille Knytte, Grangrene og Honningkager stak ud deraf.
«Glædelig Jul,» lød det igjen, «og mangfoldige Tak, allesammen!»
«Selv Tak, Jens, glædelig Jul! og god Helsen!»
«Glem ikke Blaamanden, Moder!» Svend kom springende, «kjøbenhavnsk Tobak, Gamle, og saa glædelig Jul!»
Saa kom der en Kone, bærende en Krukke fyldt til Randen med Mælk, et Hvedebrød havde hun under Armen og en Ost i Haanden. Tre smaa lyshaarede Børn fulgte hende; de hoppede fornøjede om og viste Moderen hvad de havde faaet, hver især bar en lille Del. Selv var hun klædt i Sorg og saa forgrædt ud.
«Glædelig Jul, Trine,» Præstekonen talte mildt og blødt, «Du veed hvem der ser til Enken og de Faderløse; glædelig Jul!»
Hvor det havde en Klang indvendig fra, men saadan var jo hendes Stemme.
Til sidst kom en gammel indskrumpet Kone med Kyse paa og Stok i Haanden rokkende. Et stort Brød bar hun under den ene Arm, en Ost under den anden, Mælkespanden i venstre Haand, Stokken og et sammenknyttet Tørklæde i højre. Det gik kun smaat fremad, hun følte sig langsomt til Rette med Stokken.
Pastor Lange kom gaaende fra den anden Side, han saa efter hende; i det samme trillede et rødkindet Æble ud af Knyttet og rullede henad Jorden. Hun vendte sig mismodig om, «det var ikke saadan at bøje en gammel Ryg, hvorledes skulde hun faa fat paa det igjen?»
Præsten skyndte sig derhen og løftede det op; han tog Hatten helt af, og rakte den gamle Kone først Æblet og saa sin Haand.
Sollyset faldt paa de to Ansigter, og de udtrykte Kjærlighed, indbyrdes Kjærlighed, det var ikke til at tage fejl af. Erik forsøgte at spotte, men det vilde ikke gaa.
Glædelig Jul! sagde de til hinanden, Lyden kunde ikke høres, men man saa det paa Minerne, det var, som vekslede de Gaver, Manden med det klare aandfulde Udtryk og den gamle enfoldige Kone.
Og Længslen rørte sig igjen, en Følelse af Forladthed kom over ham. Ja han stod udenfor, helt udenfor denne Juleglæde og denne Kjærlighed. Blot han kunde le ad den, men ikke engang det, han kjendte ikke sig selv.
Inde i Dagligstuen sad lille Ellen ved Vinduet og solede sig.
«Har Du det godt her?» spurgte han. «Jeg!» hun rakte sine smaa tynde Hænder i Vejret med et Udtryk af fuldstændig Tilfredshed. «Hvor længe har Du været her?» «Et Aar og to Maaneder. — Før havde jeg det ikke godt;» der gik en Gysen gjennem Barnet.
Lidt efter kom Hanne løbende gjennem Stuen med noget under Forklædet, noget ingen Mennesker maatte se. Hun var en rødmosset, blaaøjet lille Skjælm med dybe Smilehuller og blanke brune Fletninger nedad Nakken, kvik og glad, let som en Fjer og paa Færde alle Vegne. Marie fulgte bag efter, hun saa modfalden ud.
«Jeg maa ingen Steder være for Hannes Hemmeligheder,» sagde hun, «og jeg kjeder mig; der er saa længe til i Aften. Kan Du klippe?»
Den lille buttede Haand rørte ved Eriks Arm; Barnets dejlige Øjne saa spørgende ind i hans.
«Jeg veed det sandelig ikke,» han klappede de bløde Krøller og løftede hende lidt kejtet — han havde aldrig havt noget videre med Børn at gjøre
— op paa sit Skjød, «men jeg skal prøve paa det. Hvad ønsker Du?»
«En Høne med sine Kyllinger.»
«Det kommer jeg vist aldrig ud af,» han hakkede fortvivlet løs med hendes lille butte Saks.
«Axel kunde klippe saa dejligt, Hjorte og Harer, og Kaniner ogsaa. Jeg har en Stork, han har klippet; bagefter malede han den, den har rigtige røde Ben.
— Veed Du,» hun hviskede fortroligt, «hvor Axel fejrer sin Jul?»
Spørgsmaalet berørte ham uhyggeligt, han svarede ganske kort «Nej» og klippede videre paa Hønen.
«Oppe hos Jesus!» — hun iagttog hvad Indtryk det vilde gjøre, opfattede hans Mine paa sin Maade og spurgte ganske medlidende: «Har Du ingen der?»
Moderens Indtrædelse sparede ham Svaret, han sagde blot: «Lille Marie taler om sin Broder.»
«Ja, Gud ske Lov, hun kan huske ham.» Der gik en sky over det glade Ansigt, Hænderne foldede sig uvilkaarligt, «aa det var en forfærdelig, forfærdelig Sorg femten Aar, og saadan en haabefuld Dreng!»
Et eneste Øjeblik, og Lyset kom igjen. «Sorgen har sin Hensigt,» sagde hun stille, «den skal drage os opad.»
Erik følte en moderlig Haand paa sin Skulder: «De ligner ham.»
Ikke i Udtrykket tænkte han straks; hvor kunde jeg ogsaa ligne et Barn fra dette Hjem i Udtrykket.
Da Mørket faldt paa, afløstes den glade Travlhed af en egen festlig Stilhed; kun Moderen var endnu ude og beredte det sidste.
«Nu skulle vi dandse om Juletræet!»
Erik holdt sig tilbage, men han blev draget ind i Kredsen. Ellen humpede med paa sine smaa Krykker; Svend og Hanne holdt hende i Kjolen; det gjorde ikke noget, Moderen blev ogsaa holdt i Kjolen, hun bar jo sin dejlige Dreng paa Armene; med store forundrede Øjne stirrede han paa de mange Lys og rakte efter dem.

«Et Barn er født i Bethlehem.»

Faderen begyndte, og de stemmede alle i.
Erik havde en smuk Stemme og sang gjerne, men dette — nej, han holdt det ikke ud. Med et raskt Tag gjorde han sig fri, og flygtede til det længst bortliggende Værelse.
Tys, der lød Trin, de vilde vist hente ham, men han gik ikke!
Det var Fru Lange, der nærmede sig; hun bad ham ikke komme ind igjen, men spurgte ganske uventet:
«Kan De huske Deres Moder?»
Det var ham en Lettelse, at hun ikke talte om Julen, eller Psalmesangen, eller denslags.
«Jeg husker hende kun dunkelt. — Den Morgen, hun rejste, Moder døde ved et Bad i Udlandet, kom hun hen til min Seng og kyssede mig; hun var klædt i Sorg, jeg følte hendes Taarer paa min Pande.» «Hun har da givet sit lille Barn i Guds Vold.» «De rnaa ikke tale saaledes til mig!» Erik foer heftigt op, «jeg holder ikke dette ud, jeg kjender ikke mig selv, og De, De har ingen Anelse om, hvorledes jeg egentlig er.»
«Før har jeg altid troet,» vedblev han lidenskabeligt, «at det altsammen var Gøgl og Hykleri, eller, i bedste Tilfælde, Blændværk og Drømme, og nu møder det mig som en levende Virkelighed. — Jeg mener ikke, at jeg selv tror, forstaa mig dog endelig, det er ikke det, jeg mener! men jeg kan ikke tvivle om, at De og Deres ere alvorlige, sanddrue Mennesker, jeg tror paa Oprigtigheden af Deres Tro, den møder mig jo som et Liv i Sandhed og Kjærlighed — Jeg kunde ikke synge med, om det gjaldt mit Liv; veed De, hvorledes jeg forekommer mig? som Trolden i Eventyret, der maa flygte for Korsets Tegn.»
«Det var et stygt Billede,» hun tog hans Haand, «jeg vil ikke ligne Dem ved Trolden, der flygter, snarere ved St. Peder, der synker i Knæ og siger: vig fra mig, Herre, jeg er en syndig Mand.»
Nu sang de igjen inde i Salen; de bløde Barnestemmer føjede sig smukt efter Faderens malmfulde Røst. Forunderlig kaldende brusede Tonerne:

Kom, store Livets Fyrste, kom,
Vi være vil din Ejendom,
Se, vore Knæ vi bøje;
Tilbedet og velsignet vær
Af alle Jordens Slægter her,
Som hisset i det Høje!

«Kom ind med!»
«Aa nej, jeg kan ikke, jeg kan virkelig ikke! — jeg tror, jeg bliver underlig, jeg maa ud!»
«Naa ja, der er ogsaa godt, gaa De kun ud under Stjernerne.»
Hun aabnede Døren igjen og bad sagte, som frygtede hun for at forstyrre hans Tankegang — «tag smukt Overfrakke paa, det er saa koldt.»
Denne lille Omsorg, hendes hele moderlige Maade, bragte Bægeret til at flyde over. En Taare tvang sig frem i Øjet, nok en, en til. «Er jeg forhekset!» han stampede.
Det var en stille, klar, kold Aften, Millioner af Stjerner funklede og tindrede. Eriks Tanker brusede, de ligesom frigjorde sig og bleve til Stemmer, der talte, enten han vilde høre dem eller ej.
«Hun har givet sit lille Barn Gud i Vold.» — Mon hun havde gjort det, mon det var det, hans Moder havde gjort hin Morgen?
«Har Du ingen der?» Barnets Spørgsmaal kom igjen; «har Du ingen der?»
«Hvis!» — aa nej, han holdt det ikke ud, de Døde vare døde, borte for altid. —
Psalmesangen tonede fredeligt ud fra Huset, medens han gik op og ned i Gaarden, som en urolig Aand.
Og han tænkte tilbage paa sit Liv, paa hele Livet i Formynderens Hus; havde Sjælen ikke faaet Sten i Stedet for Brød, altid Sten.
Før Konfirmationen havde han havt Skrupler og ogsaa engang sagt; «Hvad skal jeg gjøre, jeg tror ikke hvad Præsten fortæller,» og Formynderen havde svaret: «Det er en mislig Sag, det hele; jo mindre man tænker over de Ting, desto bedre; Du er nødt til at svare som de andre, min Dreng.» —
Da Erik korn ind, bød man hverandre: God Nat, god Nat, og glædelig Jul! Øjnene lyste.
«Tak,» sagde han, «Tak, Tak!» men han gav ikke Ønsket tilbage, han kunde ikke. Hvor utallige Gange havde han før, uden al Tanke, glat væk sagt: glædelig Jul.
Faderens Blik hvilede paa ham, Erik følte, at han blev iagttaget, nu nærmede han sig.
«God Nat,» det dybe alvorsfulde Blik saa ham lige ind i Sjælen, en faderlig Haand lagde sig paa hans Hoved, «Gud give Dem en glædelig Jul!»
Hvad var dog alt dette? — Erik gik op og ned ad Gulvet rystet i sin inderste Grund. Hvorfor kom de ogsaa netop nu i hans Tanker alle disse Bibelsteder, som Englerøster summede de omkring ham.
«Jeg er paa Vej til at gaa fra Forstanden, tror jeg!» mørk i Hu kastede han sig paa Lejet.
Da Erik vaagnede, lød Psalmesangen ind til ham fra Præstens Stue:

Fryd Dig hver Sjæl, han har frelst!
Fryd Dig hver Sjæl, han har frelst!

«Nu begynde de igjen,» tænkte han, men der kom ikke mere. Lidt efter bankede det paa Døren.
«Et Telegram til Dem, vist en Julehilsen.»
Han aabnede det. «Glem ikke Ballet,» stod der blot, og saa Agentens Navn.
Erik sprang hurtigt op, som befriet. Her var en Udvej til at komme bort, bort fra alt dette usynlige, der daarede Sindet og tog Tankerne til Fange. I Hjemmet vilde det bedre lykkes ham at komme til Klarhed med sig selv.
Familien sad om det festlige Morgenthebord, da han traadte ind og fortalte hvad Telegrammet indeholdt.
«Rejser De?» Svends Blik var skarpt.
«Hvis det kan lade sig gjøre, tænkte jeg rigtignok.»
«Jeg tror, der gaar Vogn til Byen i Dag.» Moderen saa mildt hen til ham, «Mølleren tager vist ind for at besøge sin nygifte Datter, og bliver saa Natten over; De kan godt komme med ham. Det er rimeligt, at De ikke vil opgive Ballet, man veed nok hvad et Bal er for Ungdommen. — Ja, De kommer da tilbage, vil jeg haabe?»
Svend saa tvivlsomt ned for sig og sagde ikke et opfordrende Ord; Minen udtrykte; «Han kommer saamænd aldrig tilbage.»
«Tak, at jeg maa komme igjen; endnu kan jeg ikke rigtig bestemme noget.»
«Vil Du fra os?» Marie fæstede et Par bedrøvede Øjne paa ham, «vi skal spille om Pebernødder i Aften, Fader ogsaa; det er meget morsommere end dit.»
Han løftede Barnet op og kyssede hende, underlig blød om Hjertet. Ja, det var høje Tid at komme herfra!
«De kan kjøre med til Kirken; Mølleren bor tæt ved, der skal straks sendes Bud; jeg er vis paa, det vil være ham en Fornøjelse.»
Kirkeklokkens Kimen tonede højt i den klare Frostluft; det stille hvide Vinterlandskab laa for dem i blændende Sollys. Præstekonen sad med en dejlig Grankrands paa Skjødet; Ellen havde ogsaa Plads i Vognen; de andre vare gaaede i Forvejen med Faderen.
«Sid rolig, lille Ellen, Fader vil helst selv løfte Dig ned. — Ah, der er Møllerens Vogn allerede, De kan lige stige ind.» Hun saa ham trofast ind i Øjet: «Farvel og Gud velsigne Dem!»
Erik havde netop taget Plads hos den graahaarede Møller, da Faderen, Svend og de Smaa. kom til. Ellen lagde begge Arme om Plejefaderens Hals, og saa løftede han hende ned, satte ømt og varligt de smaa Krykker til Rette, og aabnede Kirkegaardslaagen,
Mølleren slog Knald, mon Præsten ikke vilde hilse, ikke sige et Ord til Afsked? — jo, midt paa Kirkebakken vendte han sig om, saa fast og tillidsfuldt paa Erik og sagde stærkt: «Vi vente Dem!»
Og Erik følte, at alvorlige Sjæle vare rede til at række ham Haand og vise ham Vej, blot han selv vilde. Det var underligt at staa overfor en Kjærlighed hvis Tilværelse han ikke før havde anet, en uforskyldt ubegribelig Kjærlighed. — Hvorfra stammede den var den maaske en Afglands af den Højestes Kjærlighed. — Den Højeste! — hvor kom disse Tanker fra?
«Det er dejlige Folk,» Mølleren pegede med sin Pidsk paa den sidste Flig af Præstekonens Kjole, «jeg kjender dem, for jeg har trængt til dem i Sorgs- og Sygdomstider.»
Skumringen begyndte at falde paa, da Erik traadte ind i sin gamle Stue; hvor saa den glædeløs, kold og mørk ud. Var det virkelig i Forgaars, jeg rejste herfra, tænkte han, først i Forgaars!
Bøgerne laa paa Skrivebordet, som da han forlod dem. En russisk Bibel, en spansk, den græske. Havde Aanden, som han ikke søgte, som han foragtede, ja benægtede, maaske smuglet sig ind i hans Sjæl og beredt Vejen. Var alle disse Sammenligninger og Grandskninger blevne Midler i Guds Haand?
Han sprang op: det bliver værre og værre med mig! jeg er som spaltet i to!
Selskabsværelserne vare glimrende oplyste; en Summen af mange Fremmede slog ham i Møde. Grosserer Johnsen sad inde i Kabinettet og spillede Skak med en gammel Ven.
«God Aften, Erik, og velkommen! — naa, har Du saa lært dit Fadervor, min Dreng?»
Det spøgende Gjensvar, der ellers altid var rede, udeblev. Nej, her i Huset bades intet Fadervor, det var sikkert nok, men her fandtes heller ikke megen Glæde eller Kjærlighed. — Mon nogen af Gjæsterne bad deres Fadervor? mon han selv rent havde glemt sit Fadervor? — Erik kunde ikke blive de sælsomme Tanker kvit.
«Det var dog godt, Du kom,» Lise trak ham ind i Kredsen, «naa, fortæl nu, Erik, og vær morsom!»
«Tænkte jeg ikke nok, at Du umulig kunde holde det ud der,». Fru Johnsen lo velvilligt, «vi længes efter at høre dine Hændelser, det er vist ganske snurrige Folk, ikke sandt?»
«Aldeles ikke,» hans Blod kogte, «rnen i ethvert Tilfælde spotter jeg nødigt Mennesker, hvis Gjæstfrihed jeg lige har modtaget.»
Formynderen, der gik forbi, slog ham paa Skuldren: «Erik er en honnet Karl,» sagde han, «I skal lade ham i Fred.»
«Han er tvær over den mislykkede Rejse,» lo Moderen, «hvad vilde Du der ogsaa? — Fru Bruhn, gaar De?»
Dette sidste henvendtes til en ældre sørgeklædt Dame med et blegt, forgræmmet Ansigt og ophovnede Øjne.
«Undskyld, men det er bedst, jeg gaar hjem.»
«Bliv dog endelig; enhver kan se, De trænger til at adspredes; De maa ikke saadan give Dem hen til Sorgen.»
«Jeg kan ikke andet! — undertiden prøver jeg paa at adsprede mig, og gaar ud mellem Folk, men det bliver bare værre, og saa er Ensomheden dobbelt trykkende, naar jeg kommer hjem; den er saa forfærdelig! — nej, det bliver saamænd ikke godt, før jeg ligger under den sorte Muld hos mit eneste Barn.» Hun tørrede Øjnene med Kniplingslommetørklædet, tog det kostbare Shavl paa og gik saa ud. Fru Johnsen aandede op.
«Stakkel, hun er trættende med sine evige Klager, og saa sidder hun der som en Dæmper paa Glæden i det hele. Det gjorde mig ordentlig ondt for de andre Gjæster. — En munter Sang, Børn! — Du med, Erik!»
«I Øjeblikket kan jeg virkelig ikke.» — Hans Tanker vare hos den bedrøvede Moder ude i Entreen. Blot en venlig Stemme vilde hviske til hende: »Sorgen har en Hensigt, den skal drage os opad.» Næsten uvilkaarligt gik han derud.
Tjeneren var borte; hun stod og famlede med sin Kaabe, Erik hjalp hende den paa.
«Tak, jeg takker Dem!» hun trak Sløret for, men han saa dog Taarerne falde, Draabe efter Draabe.
«Tør jeg følge Fru Bruhn hjem?» han kunde ikke slippe hende saadan.
«Aa, det behøves ikke, De er alt for artig, paa denne Tid behøves det ikke.»
«Jeg gaar dog ud,» han bød hende sin Arm. Stjernerne lyste store, klare, utallige. Hun gik hurtigt til; de sorte Perler i Armbaandet raslede, hver Gang Lommetørklædet førtes ind under Sløret. Eriks Hjerte brændte, han maatte sige et Ord, et eneste Trøstens Ord, men hvad skulde det være? aa, hvor han var fattig! nærmere og nærmere kom de hendes Hjem, nu stode de der, hun ringede.
«Der er — der er En over Stjernerne; Sorgen kommer fra ham, tænker jeg, og skal føre os til ham!» — det var ikke hans vante Stemme, denne kom underlig dirrende fra Sjælens inderste Dyb.
Et forbavset, halv tvivlende, halv taknemmeligt Blik, et hurtigt Haandtryk, og han stod ene.
Hvad havde han gjort? vidnet om den Gud, han ikke selv troede paa; eller troede han? —
Erik var ikke i Balstemning, men han gik til Ballet alligevel, han vidste ikke selv hvorfor.
Flagrende Baand og funklende Stene, flyvende Lokker og smilende Ansigter, Blomsterduft og Musik; i Baggrunden det rigt smykkede Juletræ. — «Hvad skal Juletræet her,» tænkte han, «hvorfor sige disse arme forvildede Mennesker, med de adspredte, opstillede Ansigter, glædelig Jul til hverandre? Glædelig Jul! i deres Mund betyder det vist Morskab, gode Dage, men ikke engang det er ment, thi de unde ikke hverandre gode Dage.»
«Naar rejse vi saa?» Agenten slog ham venskabeligt paa Skuldren med sin svære hvide Haand, «sidst i April, eller først i Maj, hvad?»
Den smukke lille Julie med de brune Øjne og Smilehullerne saa spørgende op til ham; «sidst i April, ikke?»
«Tak Hr. Agent, men jeg er kommen paa det rene med, at det er Arbejde, jeg trænger til, ikke Rekreation.»
«Hvorledes, De afslaar Indbydelsen!» — det før af Velvillie skinnende Ansigt fik et koldt, frastødende Udtryk, «ja, ja, jeg skal saamænd ikke nøde Dem.»
«Men det ville vi, Therese og jeg,» Julie traadte nærmere, «De maa endelig ikke svigte os, vi have bygget saa fast paa Dem, Kunstkjender, Sprogmand, Historiker — jeg haaber, De føler Dem smigret — en udmærket Forelæser, noget, der er uvurderligt i Regnvejr, en behagelig Omgangsfælle, vi kunne ikke undvære Dem. Papa har nu sit Omraade: de store Bygninger, Værfterne, Børsen, Maaltiderne, og alt det kan være meget godt, men vi, vi kunne ikke undvære Dem!»
«De tager fejl af mig, Frøken Busch, jeg vilde sandelig berede Dem Skuffelse paa Skuffelse.» Erik bukkede høfligt, men afvisende, og gik ind i Sideværelset.
«Hvor De ligner Deres Fader, Kandidat Anker!» Han vendte sig om; det var en lille gammel Dame, der talte, hendes smaa lyseblaa Øjne missede venligt frem under de graa Bryn.
«Virkelig? det har jeg aldrig hørt før. — Jeg har, i det hele, kun hørt meget lidt om min Fader. Kjendte De ham nærmere?»
«Aa nej, men vi saas dog af og til. — Aldrig glemmer jeg en Dag, jeg ringede paa hos Deres Forældre, og han selv lukkede op; hvor saa han dog forstyrret ud, det gode Menneske. Her er da ikke sket noget? spurgte jeg, for jeg tænkte næsten, der var Ild i Huset. «Jo, her er rigtignok sket noget, min kjære Oberstinde, vi have faaet en lille Dreng, lige nu, en dejlig velskabt Dreng, Herren være lovet og takket!» og saa tog han mig saamænd i sine Arme, for han var rent ude af sig selv.»
Herren være lovet og takket! med de Ord var han altsaa modtaget, og Moderen havde befalet sit lille Barn i Guds Vold. Nej, han kunde ikke blive herinde længere.
Der var stille og højtidsfuldt paa Volden, Stjernerne vinkede og drog Blikket til sig. — «I min Faders Hus ere mange Boliger!» Barnets Spørgsmaal: «Har Du ingen der?» lød tredie Gang for ham. Det var, som havde han faaet Fader og Moder igjen.
Og han strakte Armene ud; al den Kjærlighedstrang, der var holdt nede og traadt paa i Aaringer, kom til Live og rejste sig. Men i samme Nu følte han Syndens Vægt, udtalte Dommen over sit eget gudsforladte Liv, og bævede for den Retfærdiges Vrede.
Saa var det igjen, som Frelsens Budskab viftede Fred over hans Sjæl. Hvor underligt var han ikke bleven ført til dette, kaldt paa, hentet langvejs fra. Han bad ikke mere: «Vig fra mig,» nej han raabte: «Kom til mig, Herre! frels mig, hold mig fast!» Og medens han følte sig som den ringeste blandt de ringe, vovede han at tro paa Guds ufortjente, ubegribelige Kjærlighed.
Det var næsten Morgen, før Erik kom hjem, og det var klar, dejlig lys Morgen udenfor og indeni hans Sjæl, da han vaagnede efter et Par Timers vederkvægende Søvn. I en Fart klædte han sig paa og gik ud.
Der var kun faa Folk paa Gaden; en gammel skaldet Herre, med Stok i Haanden, skubbede sig møjsommeligt frem paa det glatte Fortov. Erik bød ham sin Arm; hans Hjerte slog den gamle Mand i Møde; hvad var det dog for en Fryd, det slog jo alle Mennesker i Møde.
«Tak, tusinde Tak! — jeg skulde til Kirken, om det ikke er af Deres Vej.»
«Der skal jeg ogsaa.» Halv sky fulgte han med ind i Guds Hus; Foden havde ikke traadt den Sti siden Konfirmationsdagen.

Vidunderligst af alt paa Jord
Er Jesu Christi Rige,
Dets Herlighed er og saa stor,
At det har ingen Lige.

Usynligt vel som Sjæl og Sind,
Det nemt dog er at kjende,
Alt som en Stad paa Bjergetind,
Der ses til Verdens Ende.

sang Menigheden.
Da Erik kom ud af Kirken, slog en Haand ham paa Skuldren, det var den unge Sagfører Storm.
«God Dag og glædelig Jul! — jeg anede ikke, at De hørte til Kirkefolket, vel mødt!»
Kirkefolket! det gik underligt igjennem ham; turde han ogsaa sige, at han hørte til Kirkefolket?
«Naa, hvad bliver det saa til, har De tænkt nærmere over mit Tilbud?»
Erik svarede blot med et Haandslag, saa var den Ting afgjort; derpaa opsøgte han Mølleren og bad om at maatte følge med tilbage.
«Saa gjerne, jeg kjører efter Middag.» Mølleren maalte ham op og ned, «men er det ogsaa den samme Herre, er det ikke en Broder? jeg synes, De ser yngre ud, yngre og gladere.» —
Grosserer Johnsen sad ene i sit store Arbejdsværelse; svære mørkegrønne Gardiner hang i tykke Folder for Vinduerne. Stuen vendte mod Nord,
Ruderne vare endnu ikke ganske optøede, skjønt Ilden knittrede og Luerne kastede lysende Gjenskin paa det store Pengeskab. Grossereren sad bøjet over
sine regnskaber, som var det en Hverdag. Da Erik traadte ind, løftede han dog straks Hovedet og spurgte ivrigt:
«Slap Du fra det i Gaar, eller har Du bundet Dig til den bandsatte Rejse?»
«Der bliver intet af Rejsen for mit Vedkommende. Jeg har truffet Aftale med Storm, og vil, for det første, arbejde under ham.»
«Ret saa, det kan jeg lide;» han tog igjen fat paa Tallene.
Erik blev staaende og saa paa ham, og hans Hjerte brændte af Medlidenhed. Hvor glædeløse gik Dagene ikke for denne Mand, Manden med den pletfrie Vandel; hvor lidt skjænkede hans Hjem ham; hvor kort og tomt maatte Livet ligge for ham, og Døden hvor haabløs. Og han bad i sit stille Sind: «Herre, hjælp ham, han har været god mod den Forældreløse, saa god, som han kunde være, send ham dit Lys!» — Hvor lyksaligt at have et Sted at ty til om Hjælp for sig selv, for andre.
Grossereren saa forundret op, som vilde han sige: Du er her endnu. Erik traadte nærmere.
«Tak for alt,» sagde han varmt og lagde sin Arm om Formynderens Hals, «jeg glemmer det aldrig!»
«Er vi Kjærlinger?» — Stemmen lød haardt, og Armen blev rystet af, men Erik tænkte: jeg slipper Dig ikke saa let.
Da han var gaaet, og Døren vel lukket, kom der en fugtig Glands i Grossererens Øje, og det brast uvilkaarligt ud: «En løjerlig Fyr, Gud velsigne ham!» han tænkte ikke over hvad han sagde, men sagt blev det.
«Hvor har Du dog været hele den evig lange Formiddag?» Fru Johnsen saa bebrejdende paa ham.
«Og hvordan opførte Du Dig i Gaar, Erik!»
Lise truede med Fingren, «rejse fire Mil for at komme til et Bal, og saa ikke dandse en eneste Dands, ja, ikke engang med Husets Døttre.»
«Jeg fortryder alligevel ikke den Rejse, skjønt det nok bliver lidt koldt i Aften at tage tilbage til Præstegaarden.»
«Tager Du tilbage?» de stirrede paa ham. «Jeg er indbudt til hele Ferien, og tager rimeligvis først hjem med Sønnen.»
Der blev en lille Pavse, derpaa sagde Fru Johnsen drillende; «Saa Præstens Datter er saa smuk?»
«Der er to Døttre og en Plejedatter, de ere alle smukke, hver paa sin Vis. Elleve, ti og fem Aar er Alderen, om det kan interessere.»
«Aa din Skalk, saa er det Lærerinden?» «Jeg har ingen Lærerinde set, er der en, maa hun være rejst hjem i Ferien. — Farvel, Fru Johnsen! — Farvel, Lise! Du har ingen Julegave faaet, men jeg har lidt ny Musik i Baghaanden.»
Grossereren holdt meget af simple smaa Viser og Sange, Erik haabede at kunne smugle en Lysstraale ind i Huset, men varsomt maatte det ske.
Paa Trappen mødte han Hermann; de undgik som oftest hinanden, men i Dag maatte Erik sige ham et Ord, han lignede dog sin Fader i meget.
«Stop Hermann! — jeg vil bare fortælle Dig eet: der er noget hos Dig, jeg holder af, nu veed Du det.»
Hermann studsede, men det gjorde et godt Indtryk han lo:
«Saa det er der virkelig? jeg troede, Du saa dybt ned paa mig fra dit Katheder. — Det er ikke for det, Erik, der er ogsaa et og andet hos Dig, jeg kan lide.» —
Mølleren stod og spændte for, da Erik kom.
«De undskylder nok hvad jeg sagde før,» bad han «da jeg fortalte min Datter, at jeg havde troet, De var en anden, mente hun, det laa i, at Herren, i Mellemtiden, havde faaet et godt Budskab, for hun saa Dem fra Vinduet begge Gange.»
«Jeg har ogsaa faaet et godt Budskab, Møller Hansen, Deres Datter havde Ret.»
Røgen steg lige op fra de mange smaa Skorstene i Landsbyerne. Erik saa paa de fattige Boliger med milde Øjne; han saa paa hver Sjæl, de mødte, med gode, milde Øjne.
Ved Møllen stod han af og gik saa det lille Stykke Vej til Præstegaarden.
Da Hundene begyndte at gjø, toges Gardinet til Side i Dagligstuen, et Øjeblik efter aabnedes Døren.
«Velkommen!» Moderen strøg selv den tunge Kappe af, tog hans Haand mellem begge sine og klappede den kjærligt.
«Lidt varmt vil gjøre godt,» sagde hun, «ja, vi sidde rigtignok allerede ved Thebordet, men Deres Plads staar og venter.»
«God Aften og velkommen!» de omringede ham alle. Svend lagde broderligt Armen om hans Hals, «om Forladelse!» hviskede han.
Erik stod tavs, Ordene vilde ikke frem. Uforskyldt, ufortjent! han bøjede sit Hoved.
«Jeg vil sidde hos ham!» lille Marie skjød kjærtegnende Svend til Side, «var Ballet morsomt?»
«Jeg kan ikke sige det, Marie, jeg tror nok, dit var morsommere.»
Efter Bordet gik de alle, som sædvanligt, til Fortepianoet, kun Faderen stod ved Vinduet og saa ud paa Aftenhimlen; der var en stille Højhed over hele hans Skikkelse.
Erik droges derhen; han maatte aabenbare sig for ham, men hvorledes? — et Øjeblik stod han raadvild, derpaa nærmede han sig: «Glædelig Jul!»
Præsten vendte sig om og tog ham i Favn. «Ære være Gud i det Høje,» sagde han blot. Lidt efter stod Erik i Kredsen; Maries lille bløde Haand listede sig tillidsfuldt ind i hans; Moderen nikkede mildt til ham: syng med! den opslaaede Psalmebog var rede. Straks kunde han ikke, Stemmen blev ligesom borte, men den kom igjen; med fuld og klar Røst sang han det sidste Vers:

Ogsaa ved os skal da Vej for dit Aasyn beredes!
Ogsaa ved os skal det gladeste Budskab udbredes,
Saa overalt,
Under Guds-Navnet paakaldt,
Du skal med Knæfald tilbedes.