Jo, jo gøgleri er en nobel kunst

Jo, jo gøgleri er en nobel kunst
Noder
Klik for at forstørre
Navn Jo, jo gøgleri er en nobel kunst
Forfatter Erik Bøgh
Komponist anonym
Ogg Lyt her



Jo, jo gøgleri er en nobel kunst,
måske den skønneste blandt de skønne!
Ved den kan man skaffe sig guld og gunst
og gøre de smudsigste hoser grønne.
Man bliver feteret
og favoriseret
og rekommanderet og kommer i vejret
ved gøgleri, ved gøgleri.

Vil statsmanden samle et stort parti,
vil kræmmeren vinde uhørte procenter,
vil kunstneren hjælpe sig uden geni,
vil doktoren omringes af patienter,
så er der et ene-
ste middel til tjene-
ste, det er: det pureste, skæreste, rene-
ste gøgleri, -ste gøgleri.

De høje, de gøgler med nådige nik,
de lave med idelig skraben og bukken,
de søde små damer med smil og blik,
de søde små herrer med smægten og sukken.
Selv når prædikanten
går ned fra diskanten
og ender i bassen - så er det minsandten
lidt gøgleri, lidt gøgleri.

Ja, gøgle gør alle i dette land,
men gør det kun slet i det hele taget,
man fusker i kunsten så godt, man kan,
men vi - vi er derimod mænd af faget!
Derfor må det være,
vi holdes i ære
af alle de stakler, som gerne vil lære
lidt gøgleri, lidt gøgleri.