Jakob Badens Levnet – Baden som Student
Baden som Student.
redigérEfter nu saaledes i sin Skolegang tidlig at have givet Prøver paa udmærket Flid, Lyst og Duelighed til Videnskaber, forlod Baden Vordingborgs latinske Skole i Aaret 1750, for ved Københavns Universitet at fortsætte sine Studeringer. Som allerede erindret flyttede Moderen med denne sin Søn til København, hvor hun nu for at understøtte ham opslog sit Enkesæde, efter med Tab at have solgt sin hende af bortdøde Mand opbyggede og hidtil beboede lille Enkebolig i Vordingborg. – Men den kærlige Moders Pension – kun 80 Rdlr. Aarlig – var alt for liden, at den kunde række til i det kostbare København tilstrækkelig at underholde baade hende og Søn, hvis skønt hel faa Fornødenheder, dog altid bleve større ved Universitetet, end de havde været i Skolen. Ogsaa efterlod hun desuden i Vordingborg en anden Søn – den af vort Landvæsen og Agerbrug som især af Udskiftningen og Indretningen paa det Bernstorfske Gods saa fortjente Kammerraad Torkild Baden – der skønt han i det Meste vel maatte efter Moderens Afrejse sørge for sig selv, dog vel stundum fordrede nogen skønt nok saa liden Understøttelse. Efter vort Universitets ikke alt for rigtige Indretning nyde de der Studerende ingen Understøttelse af Stipendier før den saa kaldte anden eller filosofiske Examen er overstaaet. En Fejl der vist har nødet mangt et ungt Menneske til at forlade Københavns Universitet strax i sit første Studenteraar, og derved ofte ganske har standset ham i sine Studeringers Fortsættelse. Men vor unge Baden havde en Mand i København, med hvem han dels ved Slægtskab var noget forbundet, dels troede sig forbundet, da Badens Fader havde været Lærer i hans Faders Hus, og af denne meget elsket for en Søn, som han tog med sig til Vordingborg, og med megen Besvær gjorde ham færdig til teologisk Attestats, hvorfor Faderen havde lovet ham 600 Rdlr., men som formedelst begges strax efter paafulgte Død aldrig bleve betalt. Dette vidste Moderen tilligemed en hendes Ven Raadmand Zimmer i København, en brav Mand. Disse fik derfor den unge Baden overtalt til at gaae hen og opvarte denne Mand, som var Etatsraad Kløcker, en for sin Rigdom og Rang – Ting, som desværre endnu staa i for megen Agt, men stode mere da – anset Mand. Men Hans Velbaarenhed istedet for at fornøje sig ved Synet af en kær Lærers Søn, istedet for at glæde sig over den Lejlighed han fik i Sønnen at kunde gængælde, hvad han skyldte Faderen, bebrejdede vor unge Baden, eller vel rettere dennes Moder som havde ladet ham studere, der et fattigt Barn bedre havde været tjent med, om han nu istedet for Student var vorden Skrædersvend, og raadede derfor Baden heller at søge en Skole paa Landet, da han dog var alt for fattig til længe at kunde opholde sig i København. Dog vor Baden synes allerede meget tidlig at have følt sig, som han siden altid viste, at hans Uvenner og de der ikke nøje kænde ham, vel endog stundum tør have udlagt ham denne Selvfølelse, forenet med en i Karakteren grundet Alvorlighed og Tilbageholdenhed, til Stolthed. Denne Selvfølelse istedet for ved Ydmygelse at svækkes tiltog derimod hos Baden – noget som mig synes er ganske naturligt hos et Menneske, der saa ganske er sig bevidst, at være sin egen Lykkes Skaber, som Baden det er. Den unge Baden derfor istedet for at lade sig nedslaa af en opøjet Slægtnings haanende Modtagelse blev vred, og satte sig for, aldrig tiere at skulle sætte Fod inden saadanne Stormænds Dørre, men fortsætte ved Universitetet sine Studeringer med samme Flid som i Skolen, saa ingen Trang skulle nøde ham at søge slige stolte Folk. Hvor stor imidlertid vor unge Badens Trang maa have været kan sluttes deraf, at som det københavnske Universitets Studentere i den Tid endnu altid bare Kaarde ved Siden, saa havde han engang paa Børstrappen det Uhæld at falde og slaa Hæftet af Kaarden i Stykker; men til strax at faa Kaarden repareret havde han ingen Raad, og gik derfor længe skjulende dette Bræk, ved altid at holde Haanden paa det Sted, hvor Kaardehæftet skulle sidde, til han endelig fik sig samlede saamange Skillinger, som til Kaardens Reparasion behøvedes.
Dog – det varede ikke længe inden vor unge Jacob Badens sjældne Flid ogsaa faldt hans ny Lærere ved Universitetet i Øjnene. Sær fattede da værende Dr. Holm – Professor i det teologiske Fakultet – en saa særdeles Godhed for Baden, at han billig i dennes Biografi fortjener et højt Sted, da Baden – som vist nok flere vore berømte Mænd – maaske ikke skulle være vorden det han blev, naar Holm ikke havde været. Første Anledning til Dr. Holms Godhed for Baden tilskriver denne selv et Spesimen. Thi da Baden, efterat have faaet anden Examen, strax viste sig som en flittig Tilhører paa Holms Kollegier, søgte og fik han ved Holm et af de smaa Universitetsstipendier, i Følge hvis Fundats Stipendiarius skal forfatte et latinsk Spesimen. Vor Baden, i stedet for efter de fleste sine Medstuderendes Skik at lade dette Spesimen forfatte af en ældre Student, hvortil han desuden ikke havde Raad, gjorde selv sit Spesimen saa godt som han kunde. Men Dr. Holm som strax kunde spore, at Spesimenet var forfattet af den unge Baden selv, fattede fra den Tid – vist mindre for Prøvestykkets Godhed, end fordi han heri fandt et ungt Menneske, der selv gad og torde arbejde – en saadan Godhed for ham, at han siden saaledes paa alle Maader søgte at understøtte den trængende Baden, at jeg vel tør sige det skyldes Holm især, at Baden siden kunde for Videnskaberne vorde det han er. Thi Holm – som sagt – tog sig nu særdeles af Baden, oplyste ham om sit Slægtskab med Stifteren af det Elertsenske Kolleg, og Ret til i Følge heraf at nyde dette Stipendium endog før overstaaet teologisk Attestats, hvilken Examen ellers er et af Fundator foreskreven conditio sine qva non for alle dem, som vil nyde Godt af dette Stipendium. Paa Elertsens Kollegium laa da Baden i 4 Aar, og imidlertid cum laude fik sin teologiske Attestats.
Foruden Holm nød Baden som Student og megen Godhed af Møllman, der tit forstrakte vor Baden som flere brave Studentere med Pengelaan, der kunde anses som Gaver, da han aldrig tilbagekrævede dem. Dette uagtet laante Møllman dog paa ny til de samme, ofte endog uden for Laanene at lade sig give Bevis, sigende blot ved at give dem det forlangte Laan: naar I engang gaar min Dør forbi kan I komme ind med Beviset. – Men Beviset udeblev nok som tiest. – Kun ordentlige, i deres Ekonomi nøjagtige, det Baden baade som ungt Menneske og som Mand altid var, glemte ikke at tilstille deres Velgører Bevis for Laanene. Jeg erindrer og at henved 30 Aar efter fandtes i det møllmanske Stervbo flere saadanne uindfriede Beviser fra Mænd som nu sadde i Embede, deriblandt Professorerne Konferentseraad Obelitz og Baden, der og begge som aldrende Mænd indfriede Beviserne med taknemmelig Erindring om deres trængende Ungdoms Vælgører og Understøtter. Den samme Godhed Møllman havde vist vor Jakob Baden, viste han og end større hans ældre Broder Torkild Baden, der nogle Aar efter kom til Universitetet. Thi ikke alene fattede han et saadant Venskab for ham, at Torkild Baden blev hans Sælskabsfortrolige, der daglig maatte gelejde ham paa sine Spadsereturer, men han havde og hans Kommissioner paa Bogauksioner, hvorfor Møllman skænkede ham saamange Bøger, sær Dubletter, at Torkild Baden deraf kunde anlægge en lille Boghandel, hvorved han en rum Tid ernærede sig. Overalt er det unægteligt, at oftest de Professorer ved Københavns Universitet, der med Skrifter og lærde Arbejder gjorde mindst Opsigt i den lærde Verden, bleve ved udmærket Omhu for de unge Studerende nogle af Universitetets de nyttigste Lærere. Holm – Møllman – Obelitz – Riisbrigh – og vel flere ere i den Henseende uforglemmelige Navne, dem vi have at takke for mange vore lærdeste og bedste Embedsmænd i Staten og Kirken, som uden hines Opmuntring og Understøttelse ikke skulle været komne saavidt som de kom. At den som Skribent ellers saa berømte Professor Baron Holberg, skønt en rig Mand og vittig Lærd, der baade fra den alvorlige og latterlige Side vidste med sin Pen at straffe den Pengegerrige, dog ikke viste sig godgørende mod den trængende Student er bekendt nok af flere Exempler, men især det han viste den brave for tidlig bortdøde Mag. Eilskov. Skønt derfor Holberg levede endnu 3 til 4 Aar efterat Jakob Baden var vorden Student, saa nød han dog intet af ham, og talte vel neppe med denne lærde Professor, der uden for sit Qvæstur desuden levede kun lidet for Universitetet, mere end engang ganske kort før Holbergs Død. Holberg havde da udgivet en Tome af sine Epistler, den Baden købte. Men da Holberg var selv Forlægger og selv udsolgte dette som vel de fleste sine Skrifter, saa var og Baden selv oppe hos ham paa sin Sygeseng, for hvilken stod et Bord, hvorpaa flere Exemplarer af dette ny udkomne Skrift vare opsatte, hvoraf, da Baden havde leveret den sængeliggende døende men i Døden endnu pengetørstige Holberg Betalingen, han fik Lov at tage sig et.
Dr. Holm blev imidlertid ved at ynde vor Baden, som vel og ved sine paa Elertsens Kolleg aarlig forfattede Disputatser, forstod ej allene at vedligeholde men og forstørre sin Kredit hos sin Velynder, der i Studenten Baden altid fandt et flittigt ungt Menneske, som baade ville og mere og mere kunde selv tænke og arbejde.