Jagtbreve/25
XXV.
Jylland, i November 1888.
Oktober og November er Klapjagternes Tid. Jagt er det naturligvis; men det er først og fremmest selskabelige Sammenkomster, Jæger behøver man ikke at være, blot man er nogenlunde god Skytte, kan man klare sig, og selv om man er daarlig Skytte, er der ingen Anledning til at blive borte fra en Klapjagt af den Grund: godt Humør, selskabeligt Talent, Conversations- og Danseævner, Begavelse som Taler eller blot i Retning af at være une bonne fourchette er Egenskaber, der bliver fuldt saa højt paaskjønnede som Skydefærdighed. Gamle Venner mødes, Uoverensstemmelser jevnes, Handler sluttes, Partier stiftes: en Epouseur i en Frøken-rig Egn er i Efteraarsmaanederne baade Jæger og Vildt. Sauve qui peut!
I den tidlige Morgenstund kigger Jagtherren ud af Vinduet efter Vind og Vejr, som har den største Betydning: Sjask, Slud, Storm, Sne kan ødelægge den alleromhyggeligst forberedte Jagt og gjøre det Hele til en mislykket Historie, hvorimod høj, fin, klar Luft spaar en glad Dag med fornøjelige Ansigter. Efterhaanden som Gjæsterne — i Jagtdragt — ankommer, hilser de paa Husets Damer og bliver opvartede med en lille Frokost. Saa rykkes der ud, Herrerne sættes af, Betjentene stiller Klapperlinjen op, Hornet klinger — Jagten er begyndt. Snart falder det første Skud, det drøner i Skoven, giver Ekko fjærnt og nær fra Bakker og Skovbryn, som det kastes imod, og følges af Klappernes begejstrede Skrig; og Jægernes Hjærter slaar hurtigere: der høres et Raadyrs Spring i det visne Løv, en Ræv sees luskende, standser og vinder, en opskræmmet Hare kommer busende, et Tiro! forkynder, at der er rejst en Sneppe — og nu gjælder det, hvem Vildtet søger paa, om det er jagtbart (Raaer f. Ex. bliver tidt skaanede) og hvorledes det modtages. Skud falder paa Skud med Raaben og Skrigen, indtil Klapperkjæden støder paa Skyttelinjen; saa er den Saat forbi, Jægerne samles, for at berette om de forskjellige mærkelige Hændelser, forklarer, undskylder, roser, spotter, beundrer — og trækker af til næste Saat.
Klapjagtstiden begynder, medens vi endnu kan faa en og anden Sommerdag, hvor Solen skinner mildt, Blæsten kan ingen Magt faa i den endnu løvrige og derfor lune Skov, Træerne pynter sig til Afsked i den højeste Farvepragt fra det mørkeste Grønne til det Bleggule, isprængt af sorte Hyldebær og Rønens kraprøde Klaser; men Bladene hænger løst paa Stængelen efter Nattefrosten; et svagt Pust svirrer mange af dem til Jorden, og et Par Dage derpaa, naar Vindstød følger paa Vindstød, stærkere og stærkere, naar de tunge, lave graa Skyer vælter sig frem i Lag, saa suser det i Trætoppene, saa knager Grenene, saa jamrer Stammerne ved at gnides mod hverandre, saa danser Løvet og hvirvles op i Skyer, i Bunker og Dynger; og naar Stormen har raset ud, stikker de nøgne Kviste frem, og Skoven staar parat til at tage imod Vinteren.
En 4, 5 Saater kan der naaes inden Frokosten, hvis Alt gaar, som det skal; men det gjør det ikke altid. Ofte er Jagtherren overvældet af Situationen, løber omkring som en Flue i en Flaske, skjælder Jagtbetjentene ud, spørger den ene Gjæst efter den anden, hvad Vinden er, og forandrer Planen derefter. Det sinker. Og Skovfogederne, der leder Klapperlinjen og kjender Skoven som deres Bukselomme, bliver vimse, løber vild, som om de aldrig havde været der før, Linjen splittes, Vildtet bryder igjennem, Halvdelen af Klapperne vender Ryggen til Skytterne og kommer ud, hvor de begyndte.
„Hvad er der ivejen?“ spurgte jeg forleden en fortvivlet, vildfarende, afrøflet Skovfoged, der mismodigt med Hatten i Haanden tørrede det svedige Ansigt.
„Nu kan I jo prøv', om I kan styr' ham. A kan ikke. Han er saa gal, saa gal,“ lød Svaret. — Det var hans Husbond, han talte om.
Men hvad der for en Del Aar siden var Regel: Udskjælden med deraf følgende Forfjamskethed, er nu Undtagelse, dels en Følge af Tidens Aand, der gjør sig gjældende her som i Militairetaten, hvor før en Befalingsmand ikke duede rigtigt, hvis han ikke bandede de mest ubegribelige Eder ved hvert andet Ord og gjorde de mærkeligste Sammenligninger — ikke beregnet for høviske Øren — om sine Undergivne; dels ligger det i, at Herremændene gjennemgaaende er dygtige Jægere, og her i Jylland har de et godt Exempel at følge i Landets største Skovbesidder, Grev Mogens Frijs, der kjender hvert Hjørne af sin Skov bedre end vedkommende Skovbetjent, er inde i Vildtets Vaner og Tilbøjeligheder og forstaar at faa sine Jagter til at gaa punktligt uden Anvendelse af et iltert Ord.
De allerfleste Mennesker er blottede for Stedsans, ikke alene Bysbørn, ogsaa Landboere, hvis hele Liv er gaaet hen i fri Luft. Det er kun Enkelte, hvis Øje ikke blot er et Spejl, som Naturen maa optages i, men hvis Hjerne er en fotografisk Plade, der gjemmer Billedet, det sidder indslaaet, fast, taber ikke i Tydelighed med Tiden, sløves ikke. Naar da, maaske Aar derefter, det samme Billede atter spejler sig i Øjet, trækker Hjernen den gamle Plade frem og med den Ordene fra forrige Gang, selv om de er ganske uden Betydning. Det er Stedsans. Og den er det, mange Mennesker mangler. Heldigvis har de saa undertiden andre erstattende Egenskaber. Jeg husker en Officer, som næppe kunde finde hjem igjen, hvis man tog ham ud paa Nørrefælled og drejede ham rundt; men efter sit Kort kunde han gaa, det var han dresseret til, saa følte han sig i Funktion; han skulde. Det gik ham, som en Dampskibskapitain, jeg en Gang sejlede med paa Sortehavet, der stammede i en saadan Grad, at Tilløbet til en Sætning kunde tage flere Minutter; men naar han skulde give et Kommandoord, f. Ex. ned i Maskinen, var der Ingen mere ordrap og tungelet end han.
Med Frokosten, som i Almindelighed indtages i et Skovfogedhus, følger Damerne — og det kan jo være ret fornøjeligt; men den Passion, de har faaet for at staa med paa Post, er ikke behagelig; de generer kun. Jeg tvivler paa, at den mest glødende Elsker vilde være videre henrykt over at have Gjenstanden med paa Post. Ja! hvis han kunde lade Jagt være Jagt, sætte hende paa en Stub, kaste sig for hendes Fødder, kalde alle Skovens Træer og Himlens Fugle til Vidne paa sin grænseløse Kjærlighed; sværge, ved sin Ære, ved sin Sjæls Frelse, ved sin Trofasthed, ved Gud og Fanden — det var en anden Sag! Men hvad vilde Naboskytterne sige dertil? Han maa pænt passe sin Post, vende Næsen mod Saaten, han kan kun halvhviske med Afbrydelser — det er ikke til at faa noget som helst ud af.
Det faar nu endda passere med Damernes Staaen-med-paa-Post, det varer dog kun en Timestid efter Frokosten; men værre bliver det, naar de finder paa at ville agere Jægere og med Bøssen paa Nakken gjøre hele Dagen med. Geværet klæder ikke det smukke Kjøn bedre end Hæklenaalen os Andre, og hvor fortryllende en velskabt Pige-Læg, som den uforsigtigt opløftede Kjole røber, end kan være, er der intetsomhelst Tillokkende ved med stumpede Skjorter at faa hele Benet præsenteret, lige op til Knæet.
Det er det Kvindeliges hemmelige Kraft: det Anede.
Det er hæsligt at se en Dame løbe rundt efter en anskudt, skræpende Hare eller sætte sig paaskrævs over en smælende Buk for at fange den af; hendes blotte Nærværelse som Skytte ødelægger Stemningen, thi paa Klapjagten maa Ordet være frit, Jægerløgne med Eder og Æventyr er ligesaa anerkjendte som Skipperløgne — og det Galante ligger for den brave Jæger som for en Sømand med et modigt Bryst.
Hele Dagen gaar med i Skoven, og selv om Vejret er smukt, bliver man paa denne Aarstid lidt forfrossen af at staa saa længe stille. Saa er det velgjørende ved Hjemkomsten at træffe Flickarnes Flok om den knittrende Kaminild ved deres Afternoon-tea, at faa en Plads i Kredsen, en Kop fra den rygende Kedel, der er en halv Times Tid levnet til en lille Sladder, inden man skal klæde sig om til Middagen, og ingensteds gaar Passiaren lettere, end hvor Kaminens lunefulde Flammer kaster Skæret ind i den mørke Stue og tegner Silhouetter paa de sorte Vægge, skarpe, forstørrede Profiler, urolige, haandarbejdende Hænder.
Rokken, den flatterende Rok, der kæler for Spindersken, for den lille vævre Fod, der tramper, den slanke Ryg, den svagt bøjede Hals, de fremstrakte Arme, som den tætsluttende Kjole netop lukker om, hvor de begynder at tykne, de lange Øjevipper (dem, Ilden hæver), sænkede, naar Traaden passes, Hovedet, der maa drejes opefter, og Øjnene, der maa slaaes tilvejrs mod Spørgeren; Rokken med den flittige Ten og det snurrende Hjul, der spinder — som Katten — og drømmer — som den — og summer og snakker om Hjelmbusk og Lanse, om Jagtfalk, Visir, Herold, højtbaarne Farver og Knæfald — det hører Altsammen sammen — Rokken, som vore unge Piger for en halv eller en hel Snes Aar siden fandt paa Pulterkamret med Støv fra Bedstemoders Tid og hentede frem, har de nok sat derop igjen. Desværre! Og det har de gjort Uret i. Det gjorde de, fordi de med Rokken kun forbandt én Type, der ikke laa for dem: Margaretha. Glem hende! og tag Rokken frem igjen, den Hjærtetyv! Den stammer fra en svunden Tid, men den er levedygtig endnu, naar dens Traad glider gjennem Fingrene, som vædes paa Tungen, ind i Favnen, smutter Hjærterne med; den staar øverst blandt Haandarbejde, og Haandarbejdet, af forskjelligt Slags, vil, som Værget, enten det er Bue eller Kaarde eller Riffel, være lige tidssvarende, saalænge der findes Fuldt-ud-Mænd og Fuldt-ud-Kvinder.
Og naar de forsvinder, er Kjærligheden et forhistorisk Ord; men først maa Solen kølnes.
Herrerne kan ikke gjøre sig finere til Bordet end med hvidt Halstørklæde — Halstørklædet bør Herrerne anvende særlig Opmærksomhed paa, det er det eneste Klædningsstykke, de har Lov til at bære af ethvert Stof og enhver Farve — og en lille Blomst i Knaphullet; ellers er al Pynt banlyst, og stikker En et Par funklende Diamanter i Skjorte brystet, udsætter han sig for at blive erklæret for at se ud som en Brasilianer. Men Civilisationen er Gudskelov da endnu ikke naaet til at paabyde Damerne uniforme, graabrune Normaldragter, Alt, hvad Jorden ejer, staar dem aabent, Silkeormens fine Spind, Blomstens Duft, Underverdenens gnistrende Stene bejler til Skjønheden, enhver af Regnbuens Farver kappes om Prisen; heldigvis! thi Rødt har kastet sin Ømhed paa En, Blaat paa en Anden — idag, maaske omvendt imorgen; Kunst og Videnskab trygler for Skabningens ypperste Værk, alle Kneb er tilladt for at hæve, hylde, fuldende det Skjønne, for at erstatte det Manglende (en gammel Læge med en halvhundredaarig Praksis — og han havde et Par grumme Øjne, Gubben, griske som en graadig Gribs — har engang betroet mig: „en komplet Mand er en stor Sjældenhed, en komplet Kvinde findes ikke“), for at nærme sig Idealet — alle Kneb, undtagen Malerkosten. Men en blaanende Blyantstreg langs en Aare eller en lille skjælmsk Mouche genialt anbragt — og der hører Indskydelse til, man kan ikke prøve sig frem, den maa kastes paa i et Nu foran Spejlet, paa Overlæben, paa Hagen eller Kindbenet — kan paa ingen Maade regnes ind under Maquillage.
Eftermiddagen er Damernes. Naar de straalende fordeles mellem de brave Jægere ved det bugnende Bord, naar En kviddrer en Romance og en Anden akkompagnerer, naar de yndefuldt og hengivent svinger sig i Dansen paa den oplyste Sals bonede Gulv — er de allerkjæreste. Aftenen er deres, helt og holdent, og den skal de beholde. Perlen, Diamanten, Viften tilhører dem; men de burde lade os ene om Geværet. —
Dog! engang har jeg seet en Kvinde og et Gevær, der passede sammen; de klædte hinanden.
Hun stod paa en Barrikade for Enden af Boulevard des Italiens, ud mod Place de l'Opéra. Fra Boulevard Haussmann, fra Tuilleries-Haven ad Rue de la Paix, der ikke spaltedes af Vendôme-Søjlen: den laa knust paa Stenbroen, og fra Madeleinen ad den store Boulevard rykkede Versailles' Tropper langsomt, støt, ustandseligt fremad mellem Røgen og Luerne fra de brændende Huse omkring. Fra Porte og Kiosker, om Operaens Marmorsøjler og bag dens Gruppe af overgivne Dansere og Danserinder, dem et Dydsmønster — var det et Dydsmønster? — engang slog Saltsyre paa, vel ikke fordi de var nøgne, men fordi de var for nøgne, ud ad Vinduer og Taglemme stak den ene Bøssepibe frem efter den anden, Futtene og de smaa hvide Skyer blev hyppigere og hyppigere, Kuglerne peb og fløjtede, slog i Barrikaden og i Boulevard-Boutikkernes store Spejlglasruder. Hun stod mellem Hjulene af en gul Postvogn, der var stukket ind i Barrikaden og som i Skyndingen, eller maaske fordi den saa sluttede bedre, var vendt paa Hovedet. — Hun stod der tilsølet — det smaaregnede — barhovedet, med nedfaldet Haar og krudtslammede Hænder, med lynende Øjne, spilede Næsebor og fyrede. Hun var skjøn, dejlig, sublime; indtil hun trillede ned af Postvognen, saaret i Brystet — — Nej! i et af Brysterne — skurrer det ikke? — saa hvinede hun gudsjammerligt.
