Jagtbreve/23
XXIII.
Nu er Efteraarstrækket i fuld Gang, de forlader os, den ene Fugl efter den anden, de fryser, kryber sammen, samler sig i Flokke — og sejler saa af.
Først gik Storken. Saasnart Ungerne er udlært af Forældrene, samler Storkene sig i store Skarer, holder Øvelser, de Unge præsenteres for højere Vedkommende og prøves, for at det kan godtgjøres, at Alle kan følge med, at der ingen Efternølere bliver til at forsinke og opholde paa Rejsen; hele Sværmen flyver i Kredse, større og større, højere og højere op, svæver uden Vingeslag, svinger og drejer og svajer og styrer til Højre og Venstre, spredes og samles, ind i Kredsen og ud af den, blandes og søger atter hver sin Plads, efter bestemte Regler som i en Cotillonstur — og sejler saa af.
Gøgen og Nattergalen døde ud, Sangen slukkedes, umærkeligt, borte er de. Og stumme som de er alle Fugle. Det er ikke som i Foraaret, da de skreg i Kaadhed af Kamplyst og Brynde og overvældende Kraft og Haab og Lyst og Længsel, da de kom med Bram og Brask, udfordrende, skrydende, sejrssikre; nu lister de bort, tavst. De kom med Fjeren i Hat og Kaarde ved Lænd; den bejlende Vibe rejste Top, sprang ad Plovfurens Ryg og vilde forsvare den hele Mark; Brushanen pustede sin glinsende Krave op, trak Hovedet ind i den, stak det lange Næb frem og stillede sig, med Halen opad, paa en Sten ved Vandet, som en Riddersmand med dækkende Skjold og nedslaaet Visir og fældet Lanse, parat til Turnering; Modstanderen trak blank; og de Skjønne paa Strandbreddens Sand blussede, som Balkonens Damer, og daaredes som de; thi Prisen var den samme. Urkokken gol i Foraaret, rejste sin Lyre, farvede Kammen purpurrød og slæbte med Vingerne; den sukkende Bogfinke valgte en udgaaet Trætop til Stade, for at Foraarssolen, klar og blændende, ret kunde spille i dens mangefarvede Frierdragt. Nu lister de af Allesammen, skjult, tavse, graa, farveløse (det er Fældetid), søgende Tykningen, i Skumringen, i Graavejr, i Slud og Sjask.
Det er Dagen derpaa.
Viljen er slap og Tanken træt, Modet er saa som saa; Øjet er mat og Hjærnen mæt — det er Dagen derpaa.
Nogle forsvinder, Andre kommer. Der er Gæssene, paa en Snor eller i en Vinkel, med Retning og Afstand som en Trup Soldater, den Enes Vingespids netop saa og saa langt bagved og ud til Siden for den Andens, de flyver støt, jævnt, Terrain-vindende, som det hedder i Militair-Sproget. Duerne, Droslerne og Brokfuglene kommer farende, susende og brusende som den rige Fugl, hvem der vil med, kan hænge paa, de slaar ned, hvor det træffer og lige saa pludseligt op igjen. Vipstjerten, den lille musegraa Rødkjælk med den rustbrune Strube, der holder sig til det tætteste Krat og nysgærrigt spiler Øjnene op og hopper om Den, der søger ind paa dens Enemærker, Havesangeren og Fluesnapperen forsvinder med Fluerne, fordufter som Nattens Dug, er borte, inden man véd deraf. En Foraarsdag at se en nykommen Trækfugl er en Begivenhed; men en Efteraarsdag ikke at se de vante Fugle lægger Ingen Mærke til; man savner dem først, naar de har været saa længe borte, at der er Udsigt til at faa dem tilbage igjen.
Det lakker ad Enden med Svalens halve Aar: den kom ved Majdag. Du husker — tydeligt, som det var igaar — den første Svale. Det var en stille, blid, varm Majdag, den strøg hen over Vandfladen, vendte, atter og atter, lavt fløj den, frem og tilbage, snappede en Flue, gjorde et lille Kast i Luften, kyssede Vandskorpen, tog sig i Flugten et forfriskende Bad i de krusede Bølger — kun en Berøring — og rystede i samme Øjeblik Draaberne af sig med en munter Velkomsthilsen. Det var Rødsvalen, den, Du dér saa, med kløftet Hale, kløftet som Glentens. Den kommer først af Svalerne, kvidrer muntert, fornøjeligt, let og kvikt, den sidder paa aabentstaaende Verandadøre og sladdrer, den er Husfugl, holder til hos Menneskene, den kunde ikke leve uden dem, ialfald ikke hertillands, thi Reden, som klines op ad Væg og Mur, skal have Ly for oven, og derfor er Rødsvalen — eller Forstuesvalen, som den ogsaa kaldes — ikke til at holde ude fra Loft og Gang, den er paatrængende, svipper ind ad Lem og Luge, man maatte dræbe den — — dræbe en Svale!
Kort efter kommer Bysvalen, den holder ogsaa til ved Husene, men udendørs, Reden er lukket, og Digesvalen, en sød lille askegraa Fyr, der boer i Skrænter og Sandgrave. Og endelig Mursvalen, kulsort, næsten kun Vinge, dristig, vild, utrættelig som Flyver, den holder ud med Dagslyset, skærer gjennem Luften, gjør kun engang imellem et Par raske, hurtige Slag, kaster sig hovedkuls, tumler, drejer, stiger, saa at man næppe kan skimte den, slaar som en Drage, Vinden fanger, næsten lige ned til Jorden, snurrer, suser, vrider om Hjørnerne, jager, den ene efter den anden, og hviner dertil. Der er ingen Fugl. der tilnærmelsesvis har den Hastighed, det Mod og Sikkerhed i Flugten, som Mursvalen; men den er ogsaa kun skabt for Luften: kommer den paa Jorden, er den ikke istand til at hæve sig, dens korte Ben, med alle 4 Kløer fremefter, er kun indrettet til at klamre sig fast med til Sprækker og Revner og kan ikke gjøre det nødvendige Stød for at hæve Kroppen saa højt, at de udspilede Vinger kan faa Luft under sig, Fuglen er værgeløs, naar Regnen slaar den ned, og maa omkomme, hvis den ikke kan baske sig hen til en Skrænt, hvorfra den kan styrte sig ud. Vi har Insekter nok til det graadige Dyr, men ofte mangler Bopælen: et Hul højt tilvejrs. Vore Slottes, Herregaardes og Kirkers Tagskæg er tidt stoppet af Understrygning eller Adgangen er spærret af Tagrenden, det er egenlig kun, hvor Mansarde-Stilen med det brudte Tag er anvendt, at alle Mursvalens Ønsker er opfyldt, der, højt tilvejrs, er der fri Indgang, Plads til at springe ud paa Hovedet og god Lejlighed til en Rede under hver Tagsten — hvad Arkitekterne burde skrive sig bag Øret; thi Svalen bringer Held og Hygge.
Nu drager Svalerne af — med de andre.
Farvel! Farvel hver Trækfugl, lykkelig Rejse, Tak for dengang og paa Gjensyn!
Farvel Stork og Stær, Farvel Du lille vævre Rødkjælk.
Du kommer igjen, Du drages mod Nord, op i de Skove, hvor Lykken bor. Naar Solen smiler og Dagene længes, Du kommer: Naturen kan ikke stænges; naar Sneen er smæltet og Skoven staar Brud, Du maa følge Frejas fortryllende Bud. Saa gnaver det Ar, som Du fik ifjor; saa vinker de Steder, hvor Lægeurt gror.
