Jagtbreve/21
XXI.
Norge, i September 1888.
Det er en nødvendig Betingelse, for at der skal være den rette Lise ved Jagten, at der findes Anvendelse for Vildtet. Den halve Fornøjelse bestaar i at vide, at en velfyldt Pose bliver modtaget med Glæde hjemme og at der spørges om, hvad Slags, Vildtet er af. Derfor er det saa rart at komme hjem med en spækket Taske i Sneppetiden om Foraaret, da andet Jagtbart fattes, eller at fælde fint, sjældent Vildt, som f. Ex. Regnspover, aldeles afseet fra, at Jagten paa en saa sky og forsigtig Fugl er vanskelig; derfor er det, man kravler og kryber for at komme en smælfed And, der sidder paa Havstokken, paa Skud, hvorimod man ikke gider rørt sig for en trannet Skallesluger, der dog fordrer samme Anstrængelse. Blandt Havfuglene er det let at skjælne de gode fra de daarlige (lettere end at skjælne spiselige og uspiselige Svampe): de brednæbede er godt Kjøkkenvildt, de spidsnæbede duer ikke.
Men naar man kun bringer gode Madvarer med hjem, skulde man synes, der maatte være Anvendelse derfor; og det er der da som Regel ogsaa: man fælder ikke urimelige Masser i vore Lande og jager ikke i saadanne Udørkener, at der fattes Munde eller Forsendelsesmidler. Dog kan f. Ex. Urfuglejagten tabe i Tiltrækning, fordi man ikke véd, hvad man skal gjøre med det Fældede. Vore Bønder spiser ikke Vildt eller bryder sig i alt Fald ikke derom, og i en varm Sommer — ikke som iaar — kan Fuglevildt ikke taale Forsendelse, ja det hænder, at hvis man paa en brændende Dag pakker unge, løse, lidt haardt skudte Fugle sammen i Tasken, kan de underste være angrebne inden Aften.
Jægerne selv er udmærkede Kunder; og heldigvis steges Vildt ordenligt her i Norden. I det Kapitel — og det er maaske paa Kogekunstens Omraade det eneste — staar vi højt over Franskmændene, der lader Vildtet ligge og trække i Æddike og anden Edder og saa braser det kulsort. Det er Grunden til, at de kan faa Katte serverede som Harer; de kan ikke smage Forskjel. Det er dog saa simpelt at lade alle Kunster fare.
Man maa spise voldsomt, naar man skal holde Kræfterne oppe paa en Urfuglejagt, der i en Uge drives ud over alle Grænser for Maadehold. Frokosten, et Pust paa Jagten, er tarvelig: Smørrebrød og som Gaffelbid (det er Norsk) kold Urfugl med Lysholmer-Akvavit og Frydenlund-Øl til; men Middagen, som man først naaer Kl. 7—8 om Aftenen, er rigeligere: en halv Alen Aal, en Urfugl, et kvart Lam (til sig og Hundene) og en Flaske Rødvin som Grundlag pr. Mand; og man tager dygtigt til sig; dog maa man passe ikke at overlæsses, thi man skal tidligt afsted næste Morgen og være in condition.
Det er ikke som paa vore Klapjagter, der er rene Spisegilder. Tidligere var det ogsaa Drikkegilder, men det er heldigvis gaaet af Mode, og skulde nu en brav Jæger faa et lille Pip ved Middagen, døer han ikke i Synden. Det skal Damerne nok sørge for.
Det var efter Bordet en Dag, da Klapjagten var sat i Forbindelse med Bal, at en af mine Venner, som har le vin communicatif, gik omkring og vaasede.
„Frøken,“ sagde han til en nedringet Skjønhed med Smilehuller i Overarmene, „De har de allersødeste Arme. Tænk! hvem der maatte trykke et Kys paa dem.“
„Kys De Deres egne,“ svarede hun, „De kan dog ikke smage Forskjel.“ — —
Nu er det nok bedst at vende Næsen hjemad, inden Alting: Hunde, Klæder, Fødder, Patroner, Humør er slidt op, og, som det hedder:
At rejse bort en liden Stund og komme hjem igjen,
Saa er man saa kjær for sin lille Ven.
— Mens jeg husker det: Jeg saae paa en Jærnbanestation en stor Postkasse, hvorpaa stod: „Læste Aviser bedes lagte heri til Syge paa Hospitalet.“ Det var værd at efterligne.
