Jagtbreve/16
XVI.
I Juli 1888.
Ild i Bøssen kan man ikke faa paa denne Aarstid — undtagen da paa Skydebanen; og for Mange — og deriblandt for mig — er det utaaleligt kjedsommeligt at skyde til Skive. Det er vor Fejl. Men forresten er det vist hele Nationens Fejl; ialfald driver den det da ikke til Nogetsomhelst.
At Militairetaten i den tvungne, kejtede Stilling med højre Albue tilvejrs — en Stilling, der er lige saa stiv og ubekvem som den reglementerede Rytterpositur: den ene Rytter kan ikke sidde som den anden og ikke ens paa alle Heste, han maa have nogle Cautschuk-Tilbøjeligheder for at kunne falde paa Hesten og fatte om den — at Militairetaten ikke uddanner Skytter eller Parforceryttere, er sikkert nok; og det er heller ikke dens Opgave; ialfald ikke dens Hovedopgave.
Derimod burde vore Soldater jo nok kunne ramme en Skive; men det skulle vi ikke brovte for meget af, ellers gaar det som ifjor ved Kapskydningen i Chicago, hvor det forresten i Retning af Skydefærdighed ikke gik de Danske værre end Nordmænd eller Svenskere — hvis almindeligt Skibbrud kan være en Mildnelse.
I Amerika drives ogsaa Skydefærdigheden af dens Dyrkere — som alle andre Færdigheder af deres — ikke blot som Videnskab, men som Lidenskab; en Mand skyder Aaret rundt Hundreder af Skud dagligt, og saa kan der naaes til, som af Dr. Carver, staaende foran et Spejl med Riffelen paa Skulderen at kunne sætte Kugle paa Kugle i Glasboldte, der kastes tilveirs bag Ens Ryg, hvorimod Betydningen af det: at være forrest eller at komme først, aldeles ikke er gaaet op for os i Danmark; Tid har vi det slet ikke saa knapt om. Selv har vi god Tid til at rejse med Snøvletog og Passager-Dampere paa en 10—11 Miles Fart, og hvis Udlændinge ikke vil spilde deres Tid paa det, staaer det dem jo frit for at rejse uden om Landet. At der skulde være Noget vundet ved at tjene en halv Time paa to Timers Jernbanefart, ansees hertillands for taabeligt, og at det ikke skulde være ganske betydningsløst, enten den røde Hest med Blis eller den brune med Sokker kom foran med et Hestehoved, for latterligt.
For saa vidt er vort aar lige Væddeløb ved Eremitagen uberettiget; men det er en god Anledning til en Skovtur, — og det bliver nok heller ikke sidste Væddeløb denne Gang.
Hvert Aar bekjendtgjøres det som en Hemmelighed, at nu er det sidste Gang — og hvert Aar trækker den Bekjendtgjørelse Publikum.
Heldigvis!
Og i Betragtning af den store uventede Tilslutning bliver saa Bestemmelsen om Ophøret forandret: man vil forsøge endnu næste Aar.
Det var ogsaa Synd og Skam, om Væddeløbene gik ind; de hører nu en Gang med til Kjøbenhavns Sommerfornøjelse, og det vilde efterlade et Savn, om de manglede, med deres Tilhør af kongeligt Optog, Hurraraab, Trængsel, Spænding o. s. v.
Spændingen kan være stor nok; men det er Ogsaavideret, der er Hovedsagen.
Der er Spænding, selv om man ikke har parreret. Det er ikke her som ved Kapsejlads, hvor Ingen (uden maaske de Sagkyndige) har mindste Begreb om, hvorvidt det er den Baad, der kommer først, eller den, der kommer sidst, som sejrer. Den Hest, der kommer først forbi Pælen, har løbet hurtigst og vinder med Rette Prisen, den har noget mere Solidt at holde sig til, end den, der bekranses paa et Dyrskue. Det drejer sig om et Nu, en Brøkdel af et Sekund, Enhver føler Sympati og Antipati, nærer Forhaabninger, er for og imod, mærker Hjærtet banke, selv Den, der ingen Part har i Udfaldet.
Det er Spændingen.
Men Ogsaavideret?
Ja, det er alle de hemmelige Traade.
Størsteparten af den Masse Mennesker er ikke komne for Løbene eller Parréerne, ikke for at se og sees, ikke for Publikums Skyld, men for en Enkelts. Hver for Sin. Og dog er Enhvers Opgave at tiltrække sig Mængdens Opmærksomhed, helst dens Beundring. For den Ene. Et Blik, et Smil, et Ord, sagt lige saa løst som alle de andre, det er Dagens — maaske mange Dages — Udbytte. Se paa Damerne, se paa Toiletterne, om det ikke er rigtigt, se paa Rytterne.
Naar Rytteren — ikke Jockeyen — farer forbi Tribunen, søger han blandt de svejende Hatte og viftende Tørklæder et lille smilende Nik, og imellem Hylene og Hurraerne hører han et Par smaa behandskede Hænders Klap. Han har Brug for Mængdens Hyldest — til den Ene.
Det er som Forfatteren. Han bejler til Offentligheden, han bryder sin Hjærne; den trygler for den store Hob — og han skriver kun for en eneste Læser, der er Læserinde.
Det var engang i Paris, at en Diva, jeg kjendte, en Stjerne, der netop stod i Zenith, sang Zerlina. Bedaarende. At der ud af denne lille Strube kunde strømme saa vidunderlige Toner, saa indsmigrende, saa rene, saa høje, saa fyldige, saa bløde, saa dybe, saa runde, saa fortryllende klangfulde, var forbavsende. Og hun blev feteret, som kun et fransk Publikum kan gjøre det. Dødsstilhed, et enligt Bravo! fra et overvældet Bryst drog et Pust, et Bifaldspust, et Aandedrag igjennem Salen; men først naar Ekkoet fra den sidste Strofe, der dirrende fløj fra Væg til Væg, var død hen, brød Jubelen løs, ud i ustandselig Begejstring. Og hun nejede rødmende.
Efter Forestillingen var vi en halv Snes unge Mennesker, Damer og Herrer, som spiste til Aften sammen.
Da hun traadte ind, gik hendes Hjærtes Udkaarede hen imod hende, greb hendes Hænder og sagde: Tout le monde était enchanté.
Men hun hviskede: Je ne chante que pour toi.
