Jagtbreve/14
XIV.
I April 1888.
Nu er Sneppetrækket i fuld Gang og varer næppe ret mange Dage. Tidligere har man nok kunnet støde paa en og anden forfløjen mager Fyr, men Hovedstyrken er først kommen i de sidste Par Dage. Igaar skød jeg 11 Stykker, og det er godt; thi naar Jægeren rejser 3 Snepper paa en Dags Jagttur, har han ingen Grund til Misfornøjelse. De er fede og holder for Hunden, hvilket tyder paa, at de har gjort et langt Trip om Natten, og de ligger gjærne to sammen, Par om Par, magede, lige parate til at begynde Æglægningen efter Ankomsten til Smaalands fredelige Skovmoser.
Ærligt talt er det en stor Skam at skyde Sneppen paa denne Aarstid. Der burde være internationale Love til dens Beskyttelse; men saa længe der ikke existerer saadanne Love, er Vaarsneppen godt Vildt, og Jagten paa den saa fornøjelig en Sport, som Mark og Skov overhovedet byder.
Der er to Slags Jagt: den vilde, hvor man uden Hensyn til Alder og Kjøn hele Aaret rundt dræber, hvad der kommer for: den drægtige Hun, Moderen bort fra de hjælpeløse Unger; og den civiliserede, hvor Loven til Dyreartens Beskyttelse gjør visse Indskrænkninger i Jagtens Udøvelse.
Sneppen — som Svanen og Gaasen — hører ind under den vilde Jagt, som ellers kun træffes hos barbariske Nationer eller i nysoptagne Lande.
Den ufødte Buffalokalv er, som Lækkerbidsken, Indianerhøvdingens Part udenfor Deling — eller rettere: den var det, thi dette ædle Vildt er nu saa godt som udryddet.
Endnu for en Snes Aar siden fandtes Buffaloerne paa de vidtstrakte Prairier i the far west i saadanne Masser, at Jernbanetogene til San Francisco kunde blive stoppet op af en vandrende Flok; men det gik hurtigt ned ad Bakke med Buffaloen — og Indianeren fulgte efter.
„Lad Indianeren gaa over Mississippi og herske der, saa længe Græsset groer“ — det var Parolen i Aarhundredets Begyndelse. Saa blev Missouri sat istedenfor Mississippi. Men Missouris Vande standsede ikke den fremvæltende, graadige, hvide Menneskestrøm mere, end Mississippis havde gjort det; Broer kastedes over Floden, og snart løb Damphesten prustende over Sletten og gjennem Bjærgene.
Hidtil var Indianeren bleven anset for at være Buffaloens værste Fjende, nu viste det sig, at han var dens bedste Ven. Han dræbte ikke ud over hvad han behøvede til Ernæring og Beklædning — og det kunde Bestanden holde til, Formeringen erstatte. Men de hvide Mænd tog fat paa en helt anden Maade: Buffalojagten blev en Forretning, Jægerne lurede med Baglade-Rifler i Passene, sendte Kugler i Tusindevis ind i Flokkene, dræbte en Masse Dyr, saarede endnu flere, trak Bælgen af de døde Kroppe og lod Kjødet ligge til Føde for Ulvene.
Indianeren jagede Buffaloen med Bue og Pil tilhest, og han mente, hans Pil paa henimod en Alens Længde med Jern- eller Flintespids i den ene og tre Fjerkamme i den anden Ende virkede bedre, naar den sad fast i Dyret, end en Kugle, der slog igjennem det: Smerten ved Bevægelse standsede Buffaloen. Et Par Gange om Aaret drog de Tappre, i Afdelinger paa et Par Hundrede Mand, ud paa Togt med et tilstrækkeligt Antal Kvinder til Hjælp ved Flaaning og Tilberedning af Huderne og til Kjødets Sol-Tørring; thi Krigernes Opgave indskrænkede sig til at forsvare Expeditionen mod Fjender og at dræbe Dyrene. Det gjaldt for Jægerne ikke blot om at være godt beredne, men lige saa fuldt om ved Snarraadighed, Orden og Disciplin at omringe og angribe Sværmen paa rette Maade, at den ikke for tidligt skulde mærke Uraad og tage Farten ud paa Prairien — og saa var den lige saa fortabt som den Grindeflok, der søger Søen. Derfor maatte Chefens Plan ikke krydses, om den skulde lykkes — og vee den, der forbrød sig.
Jeg har i 1873 i Staten Nebraska seet nogle unge Mænd af Nationen Pawnee blive pidskede nøgne, fordi de havde været for ivrige og ved Uforsigtighed og Overilelse skræmmet Flokken.
Af og til slog en hvid Mand sig sammen med Indianerne eller søgte ud paa Prairien, en ivrig Jæger, eller en Forstemt, en Slappet, en Trykket, En, der trængte til Hvile eller Arbejde, eller En, som søgte Ensomhed.
— Thi Sletten har Plads og Livet er skjønt — og frit saa vide som Græs er grønt. Du gjør, hvad Du kan og ei hvad Du maa; Du er Herre saa langt som Sky er graa. Og Himlen blaaner og Græsset gror; og Mismod smelter som Sne ifjor. —
Men Bue og Pil ligger ikke for den hvide Mand: han holder sig til Karabin og Revolver. Dragten er vel af simpelt Stof; men Hatten er krammet op, et rødt Schærf slaaet om Livet, Støvlerne Spore-besatte, og Silkehalstørklædet saa ulasteligt, som Forholdene tillader. I strygende Fart indhenter han den flygtende Buffalo, slaar Tøjlen stramt om Laaret eller fast paa Saddelknappen, Hesten stoppes voldsomt op — og Kuglen er kastet.
Men nu er Buffaloen omtrent uddød.
Ifjor udgik der Ordre fra Washington til de spredte Tropper om at indsende Meddelelse om Buffaloen, og det fremgik af de indkomne Beretninger, at der fandtes en lille Flok paa et Par Hundrede oppe i Yellow Stone Park (hvor de skal være fredede), og en anden paa en Snes Stykker eller to i Texas, nede ved den mexikanske Grænse. Det var det Hele.
Og saaledes vil det gaa overalt og med alt Vildt, hvor Civilisationen med sine fortrinlige Mordredskaber trænger frem, naar ikke Jagten bliver gjort civiliseret ved Lovens stærke Arm. Da de hvide Mænd gik i Land paa Long Island — det er New Yorkernes Amager, Brooklyn er Christianshavn og Kæmpe-Broen, som de største Skibe kan sejle under, er deres Knippelsbro — var den amerikanske Hjort meget almindelig der; men den blev snart udryddet; nu er den indført igjen og trives under Lovens Beskyttelse udmærket. Med Menneskenes nuværende Fangeredskaber betyder Rovdrift Ødelæggelse, saavel for Dyrene paa Landjorden som for Fiskene i Havet og Fuglene paa Land og Sø. —
Endskjønt vi er saa langt henne paa Aaret, er Skovbunden for Størsteparten endnu ikke optøet, derfor ligger Snepperne mest ved Væld og Kilder og i Smaakrat, Purrer og laadne Skrænter med gammelt Græs og Hindbærbuske, hvor Undergrundsvarme eller Solens Straaler har blødgjort den frosne Jordskorpe, og især skal man om Morgenen se godt efter paa de Affald, der skraaner mod Øst: dér er Sneppen ude at slikke lidt Solskin — og den gyldne Regel: at Morgenstund har Guld i Mund, gjælder ogsaa for Sneppejagt. Hen ad Aften bliver gjærne baade Jægeren og Hunden trætte; mere end om Efteraaret; det er Foraarsluften. Men at det er Foraar, mærker man ellers ikke stort til.
Af den første Sneppe stikker Jægeren stolt en Fjer i sin Hat; den næste Dag bliver Fjeren afløst af en Pilekvist med Gæslinger, eller en udsprungen Anemone, eller maaske af en lille bladløs, blomsterbedækket Gren af et vildtvoksende Pebertræ, hvortil vel en eller anden Fugl har tabt Frøet; men iaar staar Træerne nøgne, Skovbunden er stiv og haard og Anemone og Bukkar — som Børnene samler om Foraaret og binder grønne Kranse af, der beholder Udseende og Aroma hele Aaret rundt — er ikke engang begyndt at pible frem og fylde Skoven med Haab og Længsel og Savn og Vellyst.
En Foraarsskov med Buske og Anemoner er de Elskendes Himmerige.
Tørre, solbeskinnede lune Pletter indbyder til Hvile; men derved forsømmes let Jagten — og det er jo for dens Skyld, man er ude — for at se paa de svulmende Knopper og lytte til Lærkens og Bogfinkens Sang, hvorimod Is og Kulde, som vi har det nu, bringer Noget i Posen. Man gaar let, Sneen er smeltet, og Vandet løber ovenud, Jorden, som har tørstet i aarevis, blev snydt for, hvad den havde glædet sig til. Endnu er der Klage i Jorden, og Jægeren skal se sig for, naar han springer over Grøfter og Bække, thi selv om Kanten ser blød og elastisk ud, kan den godt være stivfrossen, glat eller smattet, og man kan komme slemt til Skade.
