Jagtbreve/12
XII.
I Marts 1888.
Det er bedrøveligt at gaa i Skoven for Tiden — vade maa man hellere kalde det; thi Sneen er løs og blød og bærer ikke oppe som ude paa Marken, hvor den er føget sammen i store Dynger og frossen paa Overfladen.
Vi er midt i Sneppetiden — efter Almanakken. Men Bøssen hænger urørt paa Væggen og Hunden blev helst liggende i Kakkelovnskrogen: der er ikke en Sneppe i alle Kongens Riger og Lande. En Snestorm kan Sneppen nok ride af; men en Polarvinter med en halv Alen Sne og der under den stivfrosne Jord, haard, saa at der ikke kan bores et Søm i den, end sige da et Sneppenæb, det er ikke noget for Sneppen, saa venter den heller lidt i Syden og betvinger Længslen efter Rugepladserne.
De kommer nok, Foraarsfuglene, naar Sneen smælter og Længslen vokser, saa kommer de alle paa engang: Stæren, som skulde have været her for længe siden, og der har ogsaa været nogle Stykker i Februar, men de er omkomne eller har gjort et lille Trip sydpaa, som de gjør ved Midsommerstid, efter Druerne ved Rhinen, siger m an; Rødkjælken og Viben følger efter, saa Vindroslen, Musvaagen, og med Glenten er Sneppehærens første Spejdere ifølge, med den hvide Vipstjert kommer Grosset, med Storken de sidste Efternølere.
De trækker — hver Art — paa sin Vis.
Snepperne enkeltvis om Natten, i taaget, diset Luft, om det byder sig, for at undgaa Rovfuglenes Forfølgelser; Droslerne flokkevis, fra Skov til Skov, med Smaaophold paa Græsmarkerne; Meiserne i Selskaber, sladrende og flagrende fra det ene Træ til det andet, søger de Føden undervejs i Rakler og Kogler; Musvaagerne slaar sig helst sammen i Sværme og kredser højt oppe i Luften; Glenterne kommer gjærne parvis; med næsten usynligt Vingeslag og svajende, eftersom den kløftede Hale — Roret — drejes, sejler de med yndefulde Sving og bløde Vendinger gjennem Luften, som en Ellepige over Mosen; men Skovduerne flyver rakt mod Nord, faa eller mange, som det kan falde sig, kort over Jorden, den lige Vej med Il og hastige Vingeslag. Storken staar en skjøn Dag paa Bondens Tag, som var den skudt op gjennem Rygningen, og Svalen, som aldrig viser sig før henimod Majtiden, kommer enkeltvis; først om Efteraaret ser man Svaleflokke.
Efterhaanden fyldes Skoven, tavs fra Vinterens barske Tag, med Liv og Lyst, med Grøde, med Had og Kiv, med brændende Ønsker og vildt Begjær, med ømme Suk og truende Kampskrig. Det lytter vi til, det længes vi mod, det higer vi efter. Og det savner vi nu. Vi savner Stærens fløjtende Toner, Vibens udæskende Hvin, naar den tumler sig i Luften som en Flagermus, Droslens lokkende Trille, Ravnens hæse Kald, Maagens skrattende Skrig, Spurvens Kvidder og Nattergalens sukkende Elskovsdrømme. Thi Jorden er stenfrossen, hver Vandpyt er lukket og Spirekraften holdes nede af et isnende Snedække.
Det gjælder ikke om at tage Livet af Vildtet, det gjælder om at holde Livet i det. Derfor lægger Jægeren Hø ud til Raadyrene; men de vrager det, de gaar omkring og bider Ege-, Aske- og Ædelgranknopperne af og lader det meste af Høet ligge: det er ikke saa meget Sult, de lider af, det er Kulde. Peltsen er ikke nu tæt og varm som ved Juletid, der er ikke Mulighed for at skrabe en tør Liggeplads frem, de friske Spirer, der varmer og nærer, udebliver, Blodet kølnes og Hjærtet mattes og Foden ryster og Livet slukkes. Saa samler Glenterne sig, ofte i Snesevis, om et døende Raadyr, og naar det er for kraftesløst til at kunne værge sig og segner i Sneen, hugger de dets Øjne ud og flænger i Kjødet. Men Ravnene vinder Liglugten paa Miles Afstand og kommer farende, fordriver Glenterne og æder sig oppustede; saa hjælper Ræven dem i Nattens Mørke.
Det hjælper ikke, om Jægeren træffer og fanger det segnende Dyr og bærer det hjem og sætter det i Stalden; det vil i Almindelighed dø, det har faaet for meget. Der er ikke Stort at gjøre. Tætte Plantninger, Bakker, Lyng kan hjælpe Dyret over Nøden, og Jægeren maa indskrænke sig til at lægge Hø og Roer ud og fælde nogle Egetræer, om han kan det — og haabe paa Tøbrud.
Men Vildænderne kan han fore; og han maatte skamme sig, om han tænkte paa at skyde disse Stakler, som der ikke er mere Kjød paa end paa en Kanariefugl, i de enkelte varme Væld og Kilder eller sprudlende Bække, hvor de søger hen for at friste Livet; og han kan sætte Neg ud til Agerhønsene.
Vi er langt henne paa Aaret, det er Ravnenes Rugetid, Harerne skal snart sætte Killinger, og varer dette ved ret længe endnu, bliver det et skralt Jagtaar, det kommende.
