Jacobineren
[1]
[2]
[3]
Saa glædeligt det paa den eene Side er, at see Frieheden gaae frem med vældige Kæmpeskridt i det sydlige Europa – saa glædeligt det er, at høre Friehedens Venner midt under Kampens Bulder og Kanonernes Tordenild, ja selv naar de vaande sig paa den blodfarvede Stridsplads af haarde Qvæstninger – opfordre deres Brødre til Sejer eller Død for den Friehed, til hvilken at forsvare de alle have foreenet sig; - Saa sørgeligt, saa gyseligt er det paa den anden Side for Menneskevennen at betragte, hvorlunde Jordens Mægtige, og de, som ere vante til at herske over Siele og Samvittigheder, frembringe, i det de arbejde paa atter at lægge Frieheden – denne Menneskets helligste Rettighed – i Lænker – de voldsomste Revolutioner, de blodigste Optrin.
[4]
Skræksomt er det Billede, som Friehedens Historie i Frankrig fremstiller for vore Øine, skræksomme de blodige Scener, hvilke den – Aristokraterne modstræbende – Frieheds-Enthusiasme haver frembragt; men – paa den anden Side betragtet, hvilket lærerigt Exempel for Jordens Monarker, for Adelen, for Geistligheden, for den hele Menneskeslægt, at see denne samme Friehed – Trods alle revolutionaire Begivenheder; Trods alle indvortes og udvortes Anfald; Trods alle Rænker, Sammenrottelser, Faktioner – at rejse sit Hoved i Veiret, at triumphere endog i sit sidste Aandedrag – over alle sine Fiender!
Hvad Ære nu for Engellands, for Tysklands, for Preussens, for Spaniens og Hollands regjerende Herrer, at de afgave sig med at foreskrive et frit Folk Love, at de ofrede saa mange uskyldige Menneskers Blod, at de søgte at sætte Splid imellem det brave franske Folk indbyrdes, at frembringe Contra-Revolution, er for at nedstyrte Friehedens evig faste Throne? Med et rædselfuldt Blik maae de nu see tilbage paa deres blodige Værk, skjelve for sig selv, for de frie Franker, for det uendelige Væsen, der aldrig skjenkede dem Tilladelse til, efter eget Behag, efter Luner, at føre
[5]
Millioner af deres Staldbrødre til Slagterbænken, at styrte den halvde Verden i en Afgrund af Ulykker og Elendighed, for at hævne et eeneste Menneskes – en fransk Konges Død. - Man raabe nok saa ofte, og nok saa højt paa sextende Ludvigs Uskyld, hans Fromhed og gode Hierte, - det er allerede tilstrækkeligt til at fælde ham, naar han søger at flygte ud af sit eget Land, bort fra det Folk, han eengang paatog sig at beherske! Man paastaae nok saa ivrigen, at han blev forledet af andre til at gjøre dette Skridt! Det er altid en svag Sjel, som lader sig forlede, og en Konge bør ikke være svag; thi da fortjener han ikke at være Konge, da er Hyrdestaven ham langt tienligere, end det Scepter, Folket betroede i hans Hænder.
At de coaliseerte Magter nu fortryde at have giort et Skridt, som kan have farlige og ødelæggende Følger for dem selv, og deres Stater, er nok neppe at tvivle om; men for alt dette have de sig selv at takke – deres Ærgierrighed, deres Herskesyge, deres falske Politik at takke. Nei klogere mere politiskt handlede een Bernstorff paa den danske Nations Vegne.
[6]
Vel mueligt, at man paa en anden Tid, under andre Omstændigheder og med en bedre Finantse-Forfatning vilde ogsaa her have handlet anderledes, end skeet er; men dette er just Politik, at man snildeligen veed at beregne de Fordel, Staten vinder ved Fred, naar det heele Europa fejder – og de Ulykker, den paa den anden Side paadrager sig ved at indvælte sig i den uretfærdigste og blodigste af alle Krige, i Krig med Frieheden selv – Ulykker, der vorde saa meget føleligere, som Staten ikke er i Stand til at bestride de uberegnelige Udgifter, en saadan Krig fordrer.
Hvad høster nu den forroeste Politiker, Pitt, af sine upolitiske Foretagender? I hvilken uhyre Gield har han ikke styrtet sit Fædreneland ved sin dumme Politik? Had og Forbittrelse paa den eene Side, umættelig Herskesyge og Ærgierrighed paa den anden vare uden Tvivl de visse Drivefiere til hans barbariske Fremgangsmaade imod de, efter Friehed enthusiastisk higende, Franskmænd; men, naar tilfredstilledes, eller naar ville nogensinde disse hans voldsome Lidenskaber tilfredstilles? naar lykkedes, eller naar ville nogensinde hans blodtørstige Planer lykkes ham? Aldrig! - Hver Dag og hvert Øieblik maae dette Fordums Vid-
[7]
under see sine Planer tilintetgiorte, sine menneskefiendske Grundsætninger gaae af Mode, Friehedens Throne at vorde befæstet – og meere end alt dette: Hver Dag og hvert Øieblik omgiver rædsom Frygt hans Siel, Frygt for at vorde berøvet et Liv, hvilket stedse blev anvendt til Britternes Undertrykkelse, til rænkefulde Handlinger, til Friehedens fuldkomneste Tilintetgiørelse i alle Lande.
Uden Tvivl vil man af hvad, allerede er sagt, letteligen kunne giette sig til dette Blads Indhold. Uden Tvivl vil man kunne indsee, at det er bestemt til at nedbryde Aristokratier og Hierarkiet og paa disses Ruiner at oprette Friehedens Tempel, ikke den tøilesløse Frieheds, der udarter til Anarkie, men den fornuftige Frieheds, der grunder sig paa physiske og moralske Love – Saa vigtig endog denne dets Bestemmelse er, og saa befrygtelig den kan forekomme nogle enkelte, der dømme efter Bladets blotte Titel og allerede ved denne troe at have Grund til at lyse Forbandelse over Udgiveren, saa helligen forsikrer denne, at intet, aldeles intet, skal laanes Plads i dette Blad, hvorover enkelt Mand skal finde Aarsag at beklage sig.
[8]
Egentligen er dette Blad ikkun for alle fransksindede. De derfor, som ikke interessere sig for Franskmændene, og ikke ynde deres store Fremskridt mod Friehedens Elysium, behøve ikke at umage sig med at læse det! Ethvert Skrift, som kan ærgre eller forbittre mig, skyer jeg, som den Onde selv. Dog – den menneskelige Nysgierrighed blander sig i Alt, det er derfor ikke troeligt, at endog den ivrigste Aristokrat skulde lade et Blad ulæst, som vil komme til at indeholde adskilligt, der ikke vil komme hans aristokratiske Meeninger aldeles nær. Imidlertid maae det være nok til Udgiverens Retfærdiggiørelse, at han i Forveien har varslet sine Læsere. Finde de sig nu fornærmede, da maae de føre Anke imod sig selv, fordi de paatoge sig at læse et Blad, som var for høit eller for lavt for deres Begreber. Finde de sig derimod fornøiede, vil det dobbelt glæde Udgiveren, der helligen forsikkrer, intet at lade indrykke, som ikke stemmer overeens med hans egen Overbeviisning, som fransksindet.
[9]
Raske vare de Skridt, denne Musernes Yndling gjorde paa Videnskabernes tornede Bane. Varm den Iver, med hvilken han forfægtede Medborgeres Rettigheder. Uudslukkelig luede Friehedens hellige Flamme i hans Bryst. Aldrig saae man ham i Antichamberne blandt hykkelske Sollicitantere. Aldrig hørde man ham paa slavisk Viis at tilbetle sig en glimrende Hæder. Ikke prekær, men ejendommelig var den Hæder, der omstraalede ham. I en adlet Sjel, en dyrket Forstand, et ædelt Hjerte satte han sin Hæder, og denne kunde ingen Nidding, ingen Avindsmand berøve ham;
[10]
thi dens Bygning hvilede paa en klippefast Grundvold. - Han blev ulykkelig – dog nej! en frie Sjel, der reedeligen bruger sine moralske Kræfter og ikke lader sig henrive af Fordommes – ikkun for en slavisk Aand, uimodstaaelige Magt, kan aldrig vorde ulykkelig. - Hans Bevidsthed om gode Hensigter er hans Ledsagerske paa enhver hans Vej. Ikke eet Skridt gjør han paa Livets Bane, uden at igjennemtrænges af den ædle Selvbevidstheds behagelige Følelser. Adskilt fra sin ømme Familie og berøvet prøvede Venners Omgang, vandrer han endda, som frie og uhykkelsk og retskaffen lige sikkert sin fornuftige Bestemmelse i Møde. I Gjenvordigheders Skole dannes han til den ret store Mand, i denne Skole uddannes og fuldkommengjøres end meere hans selvstændige Begreber om Moralitet og evig Friehed, uden hvilken Moralitet aldrig bliver det, den bør være efter vort Væsens Grundbestemmelse. - Men – o! hellige Friehed! - du mistede din varme Talsmand! - Uskyld! - du mistede dit Forsvar. - Voldsmænd! I mistede Eders Skræk – og I
[11]
fryde eder. - Danmark! du mistede en duelig Borger og du beklager hans Tab! -
Væmmeligt er det at høre, hvorledes nogle Zeloter, der koncentrere alle deres Ønsker til dette eene Hoved-Ønske: Selv at vorde lykkelige paa den heele Menneskeslægts Bekostning – ved enhver, for Frankerne gunstig, Begivenhed forbittrelsesfulde tilkjendegive deres Misundelse, og ere formastelige nok til at udkaste blodige Planer, af hvilke efter deres Formeening, Forsynet burde betjene sig, for at styrte de frie Gallier i grændseløs Elendighed; - ret ligesom det ikke var vigtigt for den heele Menneskehed, at Friehedens Throne eengang blev grundfæstet – paa Volds og Undertrykkelses og Uretfærdigheds Ruiner blev grundfæstet; - og – er det da saa saare vanskeligt for den upartiskdømmende Fornuft at indsee den uskatteerlige Nytte, Frankernes Vaabenlykke
[12]
kan have og nødvendig maae have for den – hidindtil under Slaveaag, sukkende – Menneskeslægt? Vi ville, om mueligt, overbeviise disse Friehedens Bagvaskere om den velgjørende Indflydelse, Franskmændenes bestandige Sejervindinger kunne have paa den heele fornuftige Verden.
Da Frankerne begyndte det store Værk, som dagligen meere og meere nærmer sig til Fuldkommenhed, da de besluttede at løsrive sig af de tunge Lænker, i hvilke de hidindtil var holdte, da deres Øjne aabnedes for al den Vold og alle de Mishandlinger, under hvilke de længe taalmodigen havde veenet sig, troede neppe nogen, eller i det mindste meget faae, at de saa heldigen skulde have sat sig i Besiddelse af den Friehed, hvilken de endnu ikke kjendte uden af det blotte Navn; - mindre troede man, at den franske Throne – omgjerdet og beskyttet af Kanoner og Musketter – skulde have faldet saa hastig, som den gjorde, for Frieheds-Vennernes ubetvingelige Vælde – men – det skeede – og alles Øjne vare henvendte paa de Vendinger, Frieheden tog i sin første Barndom,
[13]
paa dens Fremgang i sin Ungdom, paa dens yderligere Udvikling i sin seenere Alder. - Naturligviis maatte Revolutioner, voldsomme Revolutioner foregaae denne pludselige Overgang fra et fuldkommen nedtrykket og mishandlet, til et aldeles frit Folk. Naturligviis maatte de øvrige Jordens Beherskere, der nu øjensynligen saae, at den Hellighed og Ukrænkelighed, der hidindtil tillagdes deres Personer, i Grunden var intet, uden Lygtemænd, ved hvilke man søgte at vildlede Folkene fra deres Rettigheder, - blive meere opmærksomme paa sig selv – paa deres privilegium exclusivum til at handle vilkaarligt, til at undertrykke og ophøje efter eget Indfald, ikke efter den strængeste Retfærdigheds hellige Lov. - For derfor at holde sig i stedsevarende Besiddelse af dette Privilegium, grebe de til Vaaben imod de franske Republikanere, og meente, at det vilde være dem en let Sag atter at bøje dem under Aaget, i Besynderlighed paa en Tid, da der i deres eget Land opstode adskillige Partier, af hvilke det eene væbnede sig imod det andet, det eene be-
[14]
krigede det andet med al den Rasenhed, man ved en Revolutions Begyndelse veed at tænke sig. - Men deres Evner svarede ikke til deres gode Villie. Deres Hensigter forfejlede. De Planer, de havde udkastet til deres Hensigters Opnaaelse, bleve, uagtet deres forfærdelige Trudsler, *) tilintetgiorte – men – Franskmændene sejre eller døe. Herlige Beslutning af eder, brave Franker! Taknemmelige erkjende vi det uendelige Meget, I have gjort for den nærværende, som den tilkommende Menneskeslægt. Selv have I opofret eder, for at betrygge Efterslægten for Voldsomheder, liige de, under hvilke I selv saa længe have maattet sukke; Selv vove I alt – indtil eders sidste Draabe Blod, for at indgyde de nuværende og de kommende Regentere meere Ærbødighed, mere Agtelse for det souveraine Folks Villie, end de hidindtil have viist.
-*) Man erindre sig Hertugen af Brunsvigs Trudsel med at marschere lige til Paris og røve der og plyndre, dersom Frieheds Vennerne ikke ydmygeligen bukkede sig under Aaget! -
[15]
Hvad vilde Følgen blive, dersom Frankerne skulde være uheldige nok til at tabe, hvad de hidindtil have vundet? Hvad blev Følgen, dersom de frække Tyranner, der sammenrottede sig imod dem, skulle afvriste dem Friehedens Palme? - Unægtelig denne : Disse samme Tyranner vilde med fordoblet Kraft søge at underlægge sig et Folk, der er bestemt til at vorde frit. - Fleere vilde træde i deres Fodspoer. Menneske- og Borger-Rettigheder vilde ikke agtes. Landflygtig, for evig Landflygtig vilde sund Fornuft, Friehed og Moralitet blive. - Overtroen vilde atter rejse sit Hoved. - Troe paa Regenternes Ufejlbarhed og Ministrenes Redelighed og Adelens Kompetence til alle Statens vigtigste Embeder vilde da inden føje Tid grundfæste sig i alles Hjerter, lige saa let, som man hidindtil haver næret en blind Troe paa Treenheden og fleere mysteriøse Lærdomme i vores Religion. - Er det da ikke vigtigt for Menneskeslægten, at Frankerne sejre og sejre bestandig?
[16]
Af dette Blad udgaaer ugentlig 2 halve eller et heelt Ark. Subskription imodtages hos Hr. Boghandler Reistrup paa Østergade. For dem, som ikke subskribere, koster ethvert halvt Ark 2 Sk.
[17]
Det er skjændigt af Dem, min Herre! at De paatager Dem Bestyrelsen af saa infamt et Blad, som Deres Jacobiner lader til at ville blive. Veed De da ikke at alle Konger ere, som Paulus haver sagt, forordnede af Gud! og veed De ikke, at Kongerne have lange Hænder? Jeg bør troe at De veed alt dette. Og dog har jeg, ved at eftertænke, at De udgiver et Ugeblad, som De behager at kalde: Jacobineren, paa den anden Side Grund til at troe, at De endnu ikke veed det, i det mindste tør jeg bestemt sige, at De ikke veed hvad for ubehagelige Følger, det kan have forbandelse
[18]
Dem, at sætte Dem selv i Unaade hos en vis Højærværdighed. De er uden Tvivl aldeles uvidende om, hvad Indflydelse denne Mand har, og hvormeget han kan bidrage saavel til deres timmelige som evige Vel.
Ikke er jeg i mindste Maade competent til at rekommendere ham hos Dem; thi sandt at sige, har han ikke hjulpet mig et eneste Skridt fremad imod min Lykkes Himmel; men af paalidelige Folk veed jeg positiv, at han ikke er et ringe Organ i den saakaldte Lykke-Verden – og De lægger Dem friskvæk ud med ham, og enhver anden, der ikke tænker som han, det er at sige, som ikke er Jacobiner. - Selv er jeg langt fra at være det, derfor ynder jeg ogsaa ikke enten Titlen, eller Indholdet af Deres Blad. - Hvorfor kan De ikke ligesaavel være Rojalist som Jacobiner? Ved det første vinder De Hæder og Ære, naar De ved det sidste skaffer Dem alle Jordens Kejsere og Konger, alle Aristokrater og Hieraker paa Halsen. -
[19]
Jeg har selv førhen været enfoldig nok til at tænke som De, men lykkeligviis tog min Tænke maade, før det endnu var for silde, en gandske modsadt Vending, og jeg kan forsikkre Dem, at jeg ikke fortryder det, thi - - -
O! Jeg kunde fortælle Dem, min Herr Jacobiner, store og forunderlige Ting om mig selv, ikkun jeg torde, og hvorfor tør jeg ikke? er der vel nogen Skam i at være sin Rojalisme bekjendt? Velan, for at bringe Dem paa fornuftige Tanker, vil jeg, som snarest, igjennemløbe min gandske Levnets-Historie for Dem, og jeg vædder, De for Eftertiden i det mindste søger at holde Deres jacobinske Grundsætninger hemmelige. - Jeg var, min Herre! en fattig Dievel, der hver Dag med største Rajson kunde spørge: hvad skal jeg æde, hvad skal jeg drikke og hvormed skal jeg klæde mig? men med alt dette var jeg, tvertimod al Politik, en ivrig Demokrat. Dette vedvarede en Deel Aar, og mine Vilkaar bleve stedse de samme -.
[20]
Vel sandt! jeg havde undertiden den Fornøjelse, at høre mit Navn nævne med Ærbødighed i jacobinske Selskaber, og øverst stod jeg paa Demokraternes Liste, men paa den anden Side var jeg hver Dag plaget af Skrædere, Skomagere, Spiseværter, etc. og tilsidst behagede det disse Plageaander, at sætte Jacobineren ved Vingebenet – Slutteriet var nu min Verden og en Lampe, som jeg lod tænde om Aftenen, og undertiden om Dagen, var min Soel. - Gandske fornøjet var jeg just ikke med dette Liv; thi jeg elskede Friehed over alle Ting, og hvo som paastaaer at man er gandske frie i Slutteriet, lyver paa min Ære, og overalt røber, at han aldrig har været der.
Tvende Sommere og Vintere bleve tilbagelagte, uden at min traurige Skjæbne mildnedes; imidlertid forgik mig alle Frieheds Griller, og nu tænkte jeg ikkun paa, at insinuere mig hos dem, der havde noget at sige ved det franske Hof, det er paa god Dansk, hos Adelen, eller som De ministrenes
[21]
Hr. Jacobiner! behager at kalde dem, Aristokraterne. Dette Project, der i sig selv var Dumdristigt nok for en bekjendt Friehedsmand at fatte, lykkedes dog alligevel, og inden føje Tid ophørde ikke allenest min Arrest, men jeg blev endog prostitueret hvad siger jeg ? constitueret – Bye- og Herreds-Foged. - I dette Fag kunde jeg nu ingenlunde ret bestaae bede egen Hjelp. - Jeg lagde mig derfor en Fuldmægtig til, der havde lige saa mange Kneb i Hovedet, som der gives Dage i Aaret. - Ved ham begyndte jeg at blive ret lykkelig; thi – endskjønt han snød mig, magede han det dog saaledes, at jeg stedse var ved Skillingen. Kort: i Henseende til ham, kan jeg passeligt anbringe Ordsproget: Naar det regner paa Præsten, drypper det paa Degnen. - Jeg svævede altsaa i Fryd og Glæde, saalænge det behagede Forsynet at lade Fuldmægtigen leve; men aldrig saasnart var Aanden udfaren af ham, før ubevidste Creditorer indfandt sig, og spændte mig for det, min Hr. Fuldmægtig paa mine Vegne havde debiteret. Selv fik hans Arvinger efter ham 10000 Rdlr., som nu ogsaa kan være det
[22]
samme. Men det allerværste var, at man paa samme Tid kom efter nogle Kanillerier, hvilke han paa min Bekostning havde begaaet. Let saae jeg, at det ikke vilde være meget vanskeligt at skaffe gjeldende Beviser tilveje. I Frygt altsaa for at blive i Naade entlediget fra mit Byefoged-Embede – thi jeg maatte naturligviis staae til Ansvar for det, der var skeet i mit Navn og paa mine Vegne – opbød jeg alle Kræfter: det er: smigrede, bukkede dybt, bestak Kammertjenere og deslige, for at faae et Toldinspecteur-Embede, der just i samme Tid var vacant. Det lykkedes, som man let kan tænke; og inden kort Tid samlede jeg mig, ved Hjelp af en grumme sparsom, eller rettere sagt: gjerrig Kjelling, en stor Hob Penge. Nu kjøbte jeg mig, slet ikke for andet, end for at have den Fornøjelse, at see min Præst og andre store Herrer gaae ved min venstre Side, en Conferentsraads Titel. Endskjøndt min Kone for Rangskattens Skyld havde en heel Deel derimod, overvejede dog alligevel Fruenavnet hiin, - om jeg saa maae kalde den – lidenskabelige Svaghed.
[23]
Nu var jeg da tilstæde ved alle Conferencer, indtil den fordømte Revolution vendte op og ned paa alle Ting. Naturligviis kunde keg ikke undgaae den almindelige Skjebne; men maatte, fordi jeg havde frasnydt Staten en Deel Penge, som Jacobinerne havde Sigte paa, smukt pakke sammen, og flygte. Til al Lykke blev min Kone guillotineret, før jeg reiste, saa jeg paa en beleilig Tid blev befriet fra dette Huuskors.
Jeg lever nu af mine tilsnydte Penge, og er, det forsikkrer jeg Dem, min Herre! i enhver Henseende frank og frie, endskjøndt jeg er langt fra at være Jacobiner. Hvor jeg for Resten op holder mig i den store vide Verden, kan være Dem det samme. Jeg har omdøbt mig selv, og lever ganske incognito. Endog min Tittel har jeg – som maaskee vil forekomme Dem utroeligt – givet Slip paa.
Dette er Alt, hvad jeg for denne Gang kan have den Ære at opvarte Dem med, min Herr
[24]
Jacobiner. Kjert skal det imidlertid være mig, ifald jeg ved disse faae Linier har bevirket Deres Omvendelse fra Jacobinisme til Rojalisme. De vil, som jeg før har sagt, ikke komme til at fortryde det.
Lev vel! og tænk undertiden paa den, der før hedde
Jeg synes, De skulde forandre Tittelen paa Deres Blad; thi det Ord: Jacobiner er overalt meget forhadt. Det medfører Ideen om tøilesløs Friehed, som det dog ikke lader af Deres første Nummer, at De er nogen synderlig Elsker af.
[25]
Endskjøndt Deres Levnetshistorie aldeles ikke interesserer Udgiveren, og maaskee vil have end mindre Interesse for dette Blads ærede Læsere, anseer han det dog for sin Pligt at unde den Plads i det Blad, som han har den Ære at være Udgiver af. Saa meget mere paaligger ham denne Pligt, som der indeholdes Adskilligt i Deres Biographie, der ikke gjør Deres Karakteer megen Ære, og overalt røber saare liden Patriotiskhed, just derfor fortjener at anføres til en Afskye for alle dem, der endnu ikke ere fordærvede nok til at tænke og handle i Overeenstemmelse med Deres afskyelige Principer.
De siger, f. Ex., at de blev Rojalist, fordi De derved kunde vinde Dem – saa kaldet – Ære. Hvad andet kan vel uddrages deraf, end at De har besiddet en meget svag Siel, der ikke blev fast ved sine Grundsætninger, og dernæst, at De med Deres Finantsers usle Forfatning blev en nedrig Hykler, og, endskjøndt de forud vidste, at Deres Forstand og Deres Kundskaber ikke strakte
[26]
sig ret vidt i noget Fag, indsmigrede og indhyklede De Dem dog i Embeder, hvilke De lod bestyre ved andre, fordi De ikke selv var de Forretninger, disse medførte, voxen? Er der noget crimen læse majestatis & rationis til, er dette nok uden Tvivl det største, naar man, for at bringe sine Finantser i god Stand, søger under Retskaffenheds og Ærligheds Maske at tiltrygle sig et Embede, hvilket man ikke uden ved en Lejesvend kan bestyre – og, hvad sige? - Ved en Lejesvend! hvor sjeldent er det ikke at treffe een af disse, der er i Stand til at bestyre et Embede tilgavns? Om De endogsaa virkeligen kunne, blader Deres egen Interesse sig alt for meget ind i Bestyrelsen, til at de skulle ville.
At det i monarkiske Stater, efter Emigrantens Ord, er mueligt at hæve sig paa en bedragerisk Maade til en ufortjent Værdighed, troer Udgiveren af den meget naturlige Aarsag, at Monarkerne ere Mennesker og kunne ikke, som Mennesker kige ind i saadanne Skjelmers Hjerter, der
[27]
have anvendt Deres Livstid paa at udspekulere, hvorledes de best kunde sættes i Stand til at snyde Staten. Monarkerne ere derfor undertiden men ikke, alletider – at undskylde, naar enten Partiskheden sidder paa Landets Domstole, eller Vanvittighed og Ufornuft træder op, for at tale Guds Sag, eller Uretfærdighed, Ukyndighed, Ondskab og flere Laster ledsage Statsbestyrernes Foretagender. For saavidt ere Regenterne ikke at undskylde, som de blint hen overlade til de øverste Statens Embedsmænd, hvad og hvorledes de ville handle. Ved bestandigen at gaae frem paa saadan en Maade, indsnige sig tusinde Uordner, der aldrig, end ikke ved Trykkefriehedens Hielp, kunne blive bekjendte for Monarken. En stor Mand, der engang har behaget at skjenke en fattig Djevel af Client sin Naade, kan, uden at det skal blive kundgjort, udrette overmaade meget for ham. Dette er alt for bekjendt, til at Udgiveren behøver at opholde sig længe ved Beviser derfor. Han forlader altsaa denne Post i Hr. Emigrantens Brev, og troer for Resten at have lagt tydeligen for Dagen, at det røber en
[28]
svag Sjel og et slet Hjerte at være Royalist af lutter Interesse.
Hvad den Deel i Deres Brev, min Hr. Emigrant! angaaer, at Udgiveren skulde forandre Titelen paa Bladet, da forsikkrer denne, at han, i det Øjeblik han valgte den, ikke havde Hensyn til den Foragt, der nu hviler over Ordet: Jakobineren; men eene og aleene til den Værdighed, med hvilken i Udgiverens Tanker de fleste Jakobinere ved den franske Revolutions Begyndelse forfægtede Friehedens Sag.
Og hermed forlader han Dem, beklager for Resten, at De ikke tør være Dem selv og deres Rang bekjendt.
[29]
For faae Dage siden fik jeg det daarlige Indfald at følge den almindelige Slendrian og lade mig rulle til Dyrehaugen i en holstensk Vogn, hvor jeg, formedelst Mængde af smaa og store Mennesker, der sadde tet proppede paa hinanden, blev saa forklemmet, at jeg endnu føler Værk i alle mine Lemmer. Naturligviis ventede jeg, som saa mange flere, der at nyde Fornøjelser og Glæder i deres ganske Fylde, endnu meere: jeg ventede at see Alskens Friehed og Lighed iblandt den store Vrimmel, som havde tyet dertil fra alle Kiøbenhavns fiire Hiørner.
Efterat have moeret mig selv ved de behagelige og afvexlende Udsigter, der aabnede sig for mit Øie under Veis, kom jeg da, - destoværre! alt for tidlig – Dyrehaugen, igiennemtrængt af alle Glædens livelige Følelser over de skiønne
[30]
Scener, der da, efter de meest levende Beskrivelser, skulde ligesom kappes om at henrive mig i Beundring; men til min store Forundring fandt jeg – naar jeg undtager Emlias Kilde – intet, aldeles intet, som kunde henrykke mig mere paa dette, end et andet Sted i Naturen, og – neppe fandt jeg saa meget engang. Aarsagen dertil ligger klar for hver fornuftig. Min Opmærksomhed forstyrredes af Gøglere, af Trommeslag, af elendig Musik, af Lirendreierie, af Comoedie-Udraabere, af tydske Vindhase, af Luddere, der undertiden i Teltenes Forgaard behagede at knyste og vinke saa eftertrykkeligt, som de vel torde. Jeg ledte der, som andre Steder, efter den beskedne Friehed og Liighed, men fandt den ingensteds. Den tøilesløse og væmmelige kunde jeg maaske have fundet i visse Telte; men til disse vovede jeg ikke at nærme mig. Jeg frygtede saavel for mine Penge, som mit Legeme; thi begge Slags ere uden Tvivl paa Sirenernes Opholdssteder udsatte for slemme Ting. Kort: jeg var beklagelsesværdig i enhver Henseende, endskjøndt ingen beklagede mig.
[31]
Ingen, uden den tankeløse kan saa letsindigen opofre en heel Dag, saaledes troer jeg i det mindste, og denne Troe er ikke blind, men grundet paa reen Erfaring. Allerede har jeg tilbagelagt en Deel Aar, men aldrig kan jeg sige med Sandhed nogensinde at have ennueret mig saa meget, som ved denne Dyrehavs-Reise – og aldrig, saa længe jeg lever, skal jeg i Kildetiden martre min Siel saa gruesomt, som den blev martret denne Gang ved denne Kildereise.
Det Familie-Selskab, der havde behaget at indbyde mig, vorder jeg derimod stor Tak skyldig; thi – hvor meget de biedroge til at forsøde mig de martrende Timer, jeg i Dyrehaven maatte fordøie, er ubeskriveligt. Uskiønsom, yderst uskiønsom maatte jeg være, dersom jeg ikke erkiendte dette, men med alt dette kunde min Siel, der forventelsesfuld havde underholdt sig med noget stort, ikke tilfredstilles. Jeg søgte Friehed, beskeden Friehed, men fandt den ikke. Overalt, hvor jeg henvendte mit Øie, sporede jeg, i Stedet for Friehed Aristokratie.
[32]
Stolteligen fremvandrede Adelsjunkeren med sin Donna, og Vee mig! ifald jeg havde vovet at kaste et bliidt Smiil til hende. Martialsk traadde røde Kioler frem og den heele ganske Forsamling maatte træde af til højre eller venstre. O! ærbødige Ydmyghed! - Jeg børe stedse lade Stolthed, din Medbeilerske, træde mig paa Nakken, ifald jeg agter at vorde lykkelig. Men Friehed saae jeg alligevel ganske artig at resolvere iblandt det man kalder – smukke Kiøn. Ingen Teltene – ikke alle sprang, og dandsede og fiasede man af alle Kræfter med disse levende Slanger. Der herskede just Friehed, Endskjøndt denne Friehed er i mine Tanker for overspændt. Undseelighed og Ærbarhed ere de første Egenskaber, der bør findes hos et Fruentimmer; savnes disse hos en Pige, vil jeg sige med Dalton: Saadan een og een halv Skilling ere toe Bagateller.
Længe træt af disse Syner, der vare saa meget meere ubehagelige, som de ikke vare formodede, kom jeg da endelig atter paa Hiemveien og hvor inderligen jeg takkede Forsynet, da jeg begav mig til Hviile, er ikke tænkeligt foruden den, som har havt den Fornøjelse at konversere Damerne fra Kl. 8 om Morgenen, indtil Kl. 10½ om Aftenen, og det i Dyrehaugen.
Af dette Blad udgaaer ugentlig to halve eller et heelt Ark, som herefter bliver Subskribenterne tilbragt.