Jærnet/3/1
TREDJE KAPITEL
Hovslagene hamrede på Isen, en eneste Trommen, forude og bagved; Hestenes Manker fløj som sorte Faner. Solnedgangs-Skyerne brændte ude over Yngshytta Skovhøjder, og Luften skumrede af Sne.
Men Steffan sad nedpakket i Bjørne-Pelsen, med Basliken om Ørene og Gede-Handskerne under Skindfellen. Tømmerne gyngede over hans Hoved fra Farbroders Hænder.
I Kanen dér forude, som nu, mørk og lodden, strøg forbi Skäktøen sad Susan og Brynte, og i den, de hørte bag sig, kom Olof og Adrian, og alle kørte de til Julegildet hos Gudmoder Hulda på Djursäter, i År som alle andre År, til den store Midvinter-Fest.
Endnu var det kun den 12. December, og Fader og Moder, Borgmester du Pont, Adrians Forældre, Patron Thorlander og de hundrede andre Gæster skulde først komme i Morgen eller den 24de. Men for Børnene begyndte Julen fra gammelt Sancta Lucia-Aften.
I to Uger skulde han og Susan, Dag efter Dag, være sammen, under samme Tag og imellem de samme Vægge — løb hun så end med Brynte og Olof ud på Søen og op i Bjærgene på Skøjter og Skier, hun kom dog tilbage, når Lysene kaldte bag Djursäters mange Ruder, for på Ovnpuderne i Gudmoder Huldas Stue at høre hende og Bror af Ekestam eller nogen af de andre »Knægte«, der tilfældigvis boede dér, snakke sammen eller fortælle om gamle Dage, om Gilder, Fester og Krige. Og hver Nat skulde de sove, Væg om Væg, i det hvide Gæstehus i Gården.
Jo, den Evighed, som Märta Moll altid læste om hos Rosenius: den fuldkomne Mættelse og Hvile, som Steffan søgte, den skulde han finde på Djursäter — i fjorten Dage …
Han lukkede Øjnene. Fartens Træk isnede om ham — lydløst, svævende bares han frem mod hende, mod Lykken!
»Lyst ifor og mørkt ibag!« — bag ude i Skoven svandt Ensomheden, Hadet og Brøden — de biede dér igen, såvist som Lindormen på Stenen, men var derfor de tvende Ugers Sødme mindre sand?
»Carpe diem!« stod der over Farbroders Dør på Idet, og han vilde plukke den — som en Vallon, og spise sig mæt for altid.
Han slog Øjnene op. Hele Yngens islagte Sø strømmede mod ham, med Holme og Øer som sorte Tuer og med Odder og Næs som lave Skykæder — en dunkel Rotunde, fyldt af Hestehovenes Trommeslag.
Lykken — jo, den var hans som de andres, nu han vidste, hvad den var: Luen i Värmeskogen, Festen i Midvinter-Natten! Og han knugede Hænderne om sit Eje: Øjeblikket, det umistelige, Levebrødet til de lange År på Morgongåfva!
En Lyd nåede hans Øre, knap hørlig, sukkende sig frem som gennem selve Søen.
»Farbroder,« han lyttede under Basliken, »hvad er det?«
»Det?« Farbroders Stemme lo, »sover du, Steffan? Kender du ikke Pumpeværkerne i Persberg?«
Steffans Hænder slappedes —. Pumpeværkerne i Persberg, den aldrig ophørende Knirken og Klagen af Gruberne, »Bjærget«s Suk gennem femhundrede År …
Søen, som de nu foer henover, lette som Fugle, Dybet, der bar dem .. på Sommerdage glødede det rødt: én Grube af Malm, »Bjærget«s Blik gennem blå og solskinnende Bølger …
Men — han knugede atter de bristede Hænder — som det Blik nu stængtes bag Is og Mørke, stængede han sit Øje og Øre! Som Vallonerne, de Fremmede på »Bjærget« der havde deres Hjem i Fernebo, sagde han sig fri, blot dette Nu, for Del i den Jord, som måtte føde sin Skæbne af sit Hjærte, som Mennesket, i gamle Cillufs Viser, af Soten i Siden.
O fri — ved Festen! som de andre, fri for Pligt og Samvittighedsnød, for Had og for Angst: Vallon — og lyksalig!
Hesten gjorde et Spring — en Skikkelse dukkede frem, som groet ud af Isen, jordlav, svulmende af en mægtig Pose over Ryggen …
Farbroders Stemme kaldte:
»Zefyr! Zefyr!«
Og hilste: »God Aften, Elias Bjur!« og atter strøg kun Horizontens Skovrand hen, og hamrede Hestehovene deres Fanfare. Men Steffans Hænder løsnedes påny, lempeligt, afmægtigt.
Døve sit Øre, blinde sit Øje for Jordens Røst, for dens Blik, et Nu eller Livet, her på mons ferri? Umuligere end at løse sig af dets Tyngde! Men fries for sin Part i dets Grund? Å jo, om Jærnet vil, så hastigere end du ønsker!
Manden dér med Posen, Elias Bjur, og Morgongåfva —
»Farbroder,« han vendte sig, rystende til Fingerspidserne af Dybets Kulde, trods Pelsen, trods Gedeskindshandskerne, som Märta Moll havde lagt i Vand i flere Timer til Turen over Søen, »Farbroder, er det — er det, som Brynte siger, at finder en Skattesøger Jærn under Morgongåfva, er Jorden ikke mere Faders eller min?«
Farbroder så på ham, uvillig, under den spidse, sorte Pelshue og de sorte, flagrende Lokker.
»Ja, ja,« nikkede han kort, »det véd du jo! Helgeandsholmens Beslutning: hvad der ligger dybere end Ploven går, er Kronens — fælles Eje,« Anselm smældede med Pisken.
Fælles Eje —: alles Frugt, alles Dom … en Frugt, en Dom til Døden …
»Blev du bange for Elias Bjur?« spurgte Farbroder, og han lo. »Den Skattesøger er ikke farlig — for Morgongåfva!« han nynnede sorgløst. »Frygt ikke, det er jo ikke Jærnet, han leder efter.«
»Farbroder,« sagde Steffan dæmpet — Sukket fra Persberg derovre, Pumpeværkets Knagen og Vindernes Skrig, trængtes nærmere og nærmere, »Farbroder, fortæl om ham og om Patron Jacob.«
»Om Elias og Jacob? dem kender du jo så godt som jeg! dem har du jo besøgt mange Gange med mig!«
»Fortæl alligevel, Farbroder!« bad Steffan sagte, »å fortæl!« han lukkede Øjnene og lyttede.
»Nå ja, gærne det!« lo Farbroder, »var alle Skattefindere som de to!« hans Stemme løftede sig, som altid, når han kunde berette om »Bjærget«s Menneskeskæbner. Å, hvor mange havde han ikke givet Steffan at bære, og dog bad han nu selv om disse to!
»Altså: Elias Bjur tjente som sin Fader på Svarthyttan, Patron Jacobs Ovn, Pihlhjärtarnes gamle Brug — som Bælgdreng, som Smed, som Masmester: ernærede, under Blod og Sved, sin Hustru og sine Børn af Jærnets knappe Nåde — til Svarthyttan »nedblæstes«, og han stod dér, med Et sluppet af det Åg, der havde spændt ham og hans Slægt så hårdt, at hver hans Muskel var krummet efter det, og nu nægtede at lempe sig efter Skovhuggerens Øxe eller Bondens Spade. Hans Kammerater drog ud at øge Tiggerhorderne på Värmlands store Tatervej, men han stred Kampen for at holde sit Hjem og sig og sine oppe, holde den Grund fast, som Jærnet havde sagt ham op!
Til Hustru og Børn var omkomne af Blodgang og Lungesot, af Overanstrengelse og Mangel, og han blev en af de mange her på »Bjærget«, som, døv og blind for hver levende Lyd, ene spejder, ene lytter efter en Hvisken fra en Broder bag Digerdøden, om de Skatte, som han ejede, men som nu forsvundne sover, måske kun en Tomme fra det Sted, hvor ens Kære døer af Sult!«
Farbroders Stemme begyndte at brænde, som den Aften han sang Jærnet dets høje Vise.
»Jamen Farbroder,« bad Steffan, »Elias søger jo ikke Jærnet?«
»Nej, nej, netop!« Farbroder nikkede, indtrængende, »han så dets Ansigt, den Gang det vendte sig fra ham, så sin egen og sines Dom! Og dets Slave fra tålmodige År svor at kuldkaste den ved en højere: at frelse Mennesket fra den ved Underet! Og i fyrretyve År har han nu søgt hin mystiske Åre af Sølv, som en Gang løb gennem hele mons ferri, fra Hornkullen og Torskebäcken her ved Yngen til Hammarelven derhjemme, slyngende sig gennem Långbanens Gruber til Lahäll og Getberget, hvor dens Kilde jo endnu springer midt i Jærnet — søgt den for, som Moses, at slå dens Væld af Klippen til det vansmægtende Folk — ja, for at iskænke Jærnet den Drik, som det rækker sin Moder, Jorden: Undergangen ved sit eget Foster!«
Farbroders Stemme var nu patetisk, som når han stred »Folkets« Sag mod Patronerne — eller som den Aften, da han sang Jærnet dets Sang … »Poeten på Bjærget« …
»Og Patron Jacob!« spurgte Steffan.
De kørte Lyden fra Persberg nærmere og nærmere — Jordens Suk over sit Foster, sin Drabsmand .. som Slumrede hernede i Dybet, der har Farbroder og ham til Festen.
»Patron Jacob?« bad han.
»Ja han —« Farbroder vendte sig og pegede med Svøbens korte Skaft ind mod Kysten, hvor i Fyrreskovenes puklede Mur, i et Udhug mod Søen, Svarthyttans sprungne Ovnkrans hældede.
Røde Funker fra Gårdens brustne Ruder brændte i Solnedgangens blodige Skumring — en Ovn og en Arne, hvori Jordens Ild forlængst gik ud, og som Himlens forgæves søgte at tænde …
»Derovre sidder han og venter på Slakkerne af alle de Malme, som hans gamle Tjener og Hyttemester, Elias, under sin Søgen efter Sølvet har hugget op og nu slæber til ham.«
»Og af dem,« Steffan stirrede tilbage mod den slukte Ovnkrans, »vil han skabe Guld?«
Farbroder nikkede. »Netop! af Jærnet vil han skabe det! klogere end de Gamle, som vilde vinde det af Mercurius, Svovl, Salt og Kamfer. Hå,« han rykkede hæftigt i Zefyrs Tømme, »at Patronerne ikke forstår — og gruer over hans og Elias'es Søgen efter Guldet og Sølvet på mons ferri! Men lad nu de to af Mars'es egen Ovn tappe ham og Patronerne Skarntydebægret!«
Patron Jacob — Jacob Pihlhjärta van Garney, af Pihlhjärtarne på Svarthyttan … den sidste Mand af en Slægt, der gennem Hundrede af År havde tjent Jærnet — den sidste og forkastede Vallon og hans Drøm …
Mærket fra sin Fødsel, ved 1760'ernes Fallit, som i ét År berøvede Pihlhjärtarne deres gennem Sekler samlede Rigdomme, havde Patron Jacob kæmpet den afsindigste Kamp af alle: Kampen mod Jærnet! Med de gulnede Privilegier i sin Hånd stridt for sin Slægts og dens Stempels: det pilstungne Hjærtes, Ret, tiltryglet sig »Jærnkontoret«s og Nabopatronernes — frem for alle Gudmoder Huldas — Støtte, kastet sig over hver ny Opfindelse: Franche-Comté Metoden, de Uhr'ske Svejseovne — og hver Gang grebet fejl, sået det lånte Guld i Ovnen og høstet det i Støbeformen som ujævnt Råjærn og usvejsede Slakker.
Til Jærnet udtog sin Dom over den Genstridige: smeddede ham fast til »Bjærget« ved Afsindets Lænke: ved Håbet om, som Elias Bjur, i dets Skød at kunne finde det Våben, hvormed det skulde sprænges!
»Ikke sandt, Steffan,« Farbroder drev bestandigt hæftigere og hæftigere på Zefyr, som joges også han af Sukket, det bestandigt stærkere fra Persberg, fra Søens Dyb, »de Gamles Drøm, Hermes Trismegistos', Raimundus Lullus', Irenäus Philolethos': hin himmelske »hvide« og »røde« Tinctur, som skulde åbne »det hermetiske Æg«, Døren til »Kongens lukkede Palads«, — tapper vi af Jorden selv, for at fordrive »det uædle Malms Sygdom« og genføde det som »Jordens ældste Søn«: Guldet, »Solen uden Klæder«!
Som Patron Jacob sanker vi alt Jærnets Affald, alle de Slakker, som Elias Bjur i sin Søgen efter Sølvet slæber sammen fra Gruber og Ovne: de Stumper og Skår, som Børnene og Kvinderne, der skyller Malm histovre i Persberg Havn, rejser Slakkebjærgene af — og forventer med ham »den røde Løve«s Spring over det brustne Jærn, over dets brudte Lov!«
Ja, hint Spring — det var Vallonernes eget! Eller hvad var Jacob Pihljärtas Trods mod Flogiston og Syre mod deres imod Guds Ordet: »Torn og Tissel …«? Tro kan flytte Bjærge … Flytte, men ikke forvandle …
Men Steffan? Han begærede jo ej længer Året, ej Århundredret, kun Nuet, Luen: Jærnets befriede Sjæl — den lovlige Lykke! Men — var den lovlig?
Det eneste Ulovlige her i Jærnets Rige! det som undte kun én Lykke: Krigen, det blodige Gilde, Blôtet til det selv på de Trælle, hvem ene Hverdagens grå Lyst tilstedtes: Labbhiens Søvn efter femten Timers Trældom, biende femten nye … Ja, ja, hør nu:
»Steffan, hvor kunde den Drøm drømmes — uden netop her på »Bjærget«, af en »Bjærget«s Søn? »Den røde Løves Spring, Solen uden Klæder!« Husk »Storhedstiden«, skabt af Jærnet — hvor flammede ikke Guld, Sølv og Kobber for dens Øjne! Hvor fråsede de ikke, Slagmarkens Sønner, i Slaraffenlandets Retter! »Sølv- og Guldmalmsminer, Svovlbjærge og Bjærge i Norrland, fulde af Diamanter, somme som Mandshoveder, andre tredobbelt så store«, som det anførtes i Landshøvding Mörners Syvårs-Indberettelse til Dronning Kristina.«
Farbroder svang sin Pisk, Steffan nikkede.
Til Fabellandets: Dæk dig Bord! Appetiten på Guldet endte i Poltava, i »de Svenskes Kirkegård«, for Jærnets rå Hug: Hertil og ikke videre! — Tsar Peter mod »den rasende Dreng«: Karl den XII … Ulovlig? Ja, ulovlig hver Lykke, hver Fest i Järnbäraland!
Men da: Lovbruddet, »det hellige Lovbrud«, som Farbroder forleden slyngede Hadar Böös i Ansigtet, da de stredes om 1848, Folkeopstandenes År — var det Sejren, den røde Løves Spring?
En Pyrrhos-Sejr, et Dødsspring? Nu, beruste det derfor mindre?
Og den Tid, som Farbroder helst af alle talte om, og hvorfra han havde hentet sin Magister-Konferens: Dronning Kristinas — Æstetikernes og Filosoffernes — »hint gyldne Døgn mellem År af Jærn«, lærte det ikke, som det videre hed i Disputatsen, med Göran Stiernhielms Ord: »de svenske Sanggudinder for første Gang at synge«? ja, gav det ikke Sverrig Görans Sang og hans Gravskrift: »Vixit, dum vixit, laetus?«
Jo, hvor kunde den Drøm voves uden af Bjærgmands Sønnen, Göran, der drev Guld ud af Jærn, Sang af Sorg? Ja, »lev glad, mens du lever!« Giv mig de tvende Ugers Fest — og jag mig så nøgen fra Morgongåfva! Kanhænde jeg da bærer, dulgt i min Hånd, det Våben, der skal besejre dig: Sang af Sorg! Guld af Jærn! for mig og for Verden!
»Farbroder,« han lukkede Øjnene, »hvad var det, Jacob Pihlhjärta sagde den Aften i Fjor, da du fandt ham i Snestormen ude på Yngen og bar ham ind til Gudmoder Hulda?«
»Den Aften?« Farbroders Stemme ivrede, »å Steffan, jeg kom fra Kristinehamn over Gammel Kroppa og fandt ham, halvdød og sneblind i sine Laser, drivende for Stormen som Ravnene! Og å, da han vågnede igen derinde ved Huldas Bål, hvor han en Gang i unge År havde skæmtet med andre Unge, Patroners Sønner og Døtre, den Gang han endnu var én iblandt dem, blandt Jærnets Børn …«
»Ja, Farbroder, sig mig, hvad han da sagde?«
»Hvad han sagde — å,« Farbroder skubbede utålmodigt Huen fra den blussende Pande, »han svor jo, at det Guld, som Hulda og de andre havde givet ham, at det var Lån til Gud. »Og hvo er Ham lig i Gengældelse? Forvent den nu, I alle, gennem mig! ej Fødsel, kun Genopstandelse! Ti se!« og hans skeletagtige Hænder rystede, røde af Ild og Rust, »Guldet er det Ældste på Jorden, det ene Uforgængelige, ufortærelig i Luft som i Lue, Grundvæsnet i alt! Nu ruger Slangen på det i Kongens dunkle Palads, gør Gud til sin Medskyldige, udklækker i selve Spisen sine Æg: Trældom og Krig og Død! Men han skal genfødes, sig selv igen, Livsånden, Helsen og evigt Liv! Af den knuste Slange, af det helbredte Jærn!«
Å Steffan, Steffan, han drømte jo, at de, Hulda og han, skulde sidde igen om Arnen og skæmte blandt alle dem, af hvem nu ene de to var tilbage, at ingen skulde fryse mer på »Bjærget«, fordrevet fra sit Hjem til Fattigdom, Afsind eller Grav! at »Bjærget«s Ild skulde varme alle i Evighed … ja, at Jordens Sygdom: Jærnet, skulde helbredes til Guld, at magnum magisterium, al Skabningens Suk, Guds Mening med det Skabte var løst. »Ja, det er om føje fuldbragt!« råbte han.«
Magnum magisterium — »Øen ingensteds«, Kansler Thomas Morus' »Utopia«, som Morbroder, unge Jens Wahl, skulde forklare sin Samtid — da han faldt for Krigen, i Eckernförde Fjord … Guds Mening med det Skabte — Jacob Pihlhjärtas Tro, hans Helbredelse af »det Syge«: ikke Fødsel, kun Gcnopstandelse …
Hvor mange Aftner havde Steffan ikke siddet med Farbroder foran Jacobs Ovn derovre i Svarthyttan, og set Patronen hælde alle de Skår, som han Dagen rundt havde slæbt hid fra Persbergs Slakkebjærge, i sin Ild og med lysende Øjne bie Pactolos, Guldets Strøm, af Skarnet!
Forleden havde Farbroder bragt ham et Udklip af »Göteborgs handels- och sjöfarts tidning», i hvis Føljeton der løb en Roman af en ny Digter, Victor Rydberg, hvem Farbroder begejstret spåede en stor Fremtid. »Fribytaren på Ostersjön« hed den, og fortalte om Middelalderens Guldmageri, om »Hemligheternas ugn«. Men Farbroder havde ikke læst for Jacob Dommen over Adepternes Afsind, men den eneste Sætning: at fandt en Fremtid Midler, hvorved de »usammensatte« Stoffer kunde opløses i Bestanddele, da blev Alkymien en Mulighed påny.
Hvor meget den Sindssyge forstod af Ordene, kunde Steffan ikke skønne. Men som han sad dér, svøbt i sit Hår og sit Skæg og sin lange Kåbe, på Randen af Ovnen, under Kvaderstenene og Jærnankrene, der forsvandt over ham i Tagets Skyggegrotte, i det flagrende Skær af det Pjaltebål, der skulde genføde Lykken, Solen uden Klæder — forstod Steffan, hvorfor Farbroder vilde læse de Ord for ham, trods Faders Bønner: at ene i den Drøm kunde Jærnets Forbandede leve!
Ja han, som altid i Angst havde hørt Farbroder bestyrke den Gales Håb ved sine Fortællinger om hint Guld, som Gudmoder Hulda på sine lange Rejser, med egne Øjne havde set i Dresdens Naturaliekabinet, og som ikke var Grube- eller Flod-, men menneskefrembragt, »filosofisk« Guld — forstod nu, at skulde »Bjærget« frelses, måtte det være ved Miraklet!
Det gav et Sæt i ham. Se dér i Sneen, i de Spor af Grubestøvler, af Jærnslæders Meder og Kulfragter, der fra Persberg Gruber til Ovnene ved Gammel Kroppa drog sig tværs over Søen — som Menneskenes, Jærnets Bæreres Vandring over »Bjærget«, — se: et Par Sandaler, et Par nøgne Fødder … Zegoels, den ukendte Guds! Guld af Jærn, Salighed på »Bjærget« — de Gales, Vallonernes, Drøm — og Frelse!
»Å Farbroder, fortæl Sagnet om Getöen dér!«
»Om Getöen?« Farbroders Stemme sank forbavset, »du er jo umættelig på Fortællinger i Aften, Steffan! — skønt du kender dem alle! Hvad vil du nu høre det Sagn for?«
»Det skal jeg fortælle dig siden, Farbroder — hvis blot du nu vil fortælle.«
Farbroder lo. »Jeg er virkelig nysgerrig, og derfor fortæller jeg, hvad du finder på! Altså, min Søn: En Bonde sejlede en Aften hjem herover Yngen. Men ved Vinternässet blev han anråbt af en kæmpestor Kvinde, som kaldte ham Nabo, skønt Bonden ikke kendte hende. Hun bad ham tage sig om Bord, og Bonden roede da ind efter hende, og de sejlede sammen, til de nåede ud for Getöen dèr. Da rejste Kvinden sig, og før Bonden kunde slippe Årerne, væltede hun først en Pose, der skraslede tungt som af Malm, og dernæst sig selv ud over Rælingen, idet hun råbte:
»Agt min Sang som Tak for Færgefart:
»Här har furan stått,
men hon har fallit!«
Og Bonden begreb og gravede på Getöen, og Grubeejerne inde på Bredden sandede, at han fandt Roden, og de kun Grenene — Udløberne fra Grubestammen her.«
Sukket fra Persberg — nu nåede det hans Øre som hans Hjærte, værgeløse bægge: Jærnets Råb, som intet Blod kunde døve, ingen Glemsel slippe blot Livets mindste Nu — dets aldrig tiende Råb, dets Kalden på sin Tjener, dets Trussel mod sin Fjende …
»Nå, er du tilfreds?« spurgte Anselm.
»Nej, Farbroder —« tilfreds? O, Gud! »sig mig de Ord, du den Gang citerede, af Sophia Brenner.«
»Sophia Brenner? jeg!« lød det forbavset, »og hvilken Gang?«
»Jo, om Jærnet — den Aften, da du og Fader stredes om Jærnet, på Morgongåfva.«
Farbroder lo — lo ad den Aften! — som han havde glemt — —
»Det husker jeg virkelig ikke! Jeg foretrækker nemlig den første Sappho for »den anden«! Men bi lidt, det må vel sagtens være Damens Ord om de skjulte Malme,« han ramsede, skanderende med Pisken:
»Hos dem, som med besked om mineraler skrifvit,
der har man märkt, att slikt gemenlig upptäckt blifvit
på slumpvis. Sällan hörs, att någon verldslig slug
har letat sådant upp ell' skaffat fram med trug!«
Steffan nikkede — o nej, List eller Vold mod Jærnet! List eller Vold for at vinde det — eller fly det …
Nej, Sagnet om Kæmpekvinden »Bjærget«s Barn, der gav Mennesket, sin »Nabo«, sin Skat — og Jærnet dets Tjener … Eller Sagnet om Ridder Hr. Peder Porse, Manddraberen, der i Magnus Smeks Dage flygtede hid til de aldrig før betrådte Skove; som sov hver Nat på en ny Ø i de store Søer, at lege han rejste som Frimand fra Rige til Rige — eller at dølge sig for den blodige Skygge, der forfulgte ham …
I syv År hørte han sit eget stakkede Andedræt og Skovens evige. — Trætoppenes Spørgen og Svaren hverandre, samme uforståelige Bud, som nu fyldte Steffans Øren, Kaos'es Mumlen.
Men en Aften nåede han Riddarholmen, og mødig af Suset, af sin Flugt og sin Søgen, sov han ind, ene med Vandet og Klipperne, og fornam som de Jærnet gro i sine Årer. Og vågnede om Morgnen og så, at han i Søvne havde sledet Moslaget bort, det skøre Blomsterdække, der skjulte Urgrunden: det blottede Jærn …
Blodskyldens Mand, ved sin Brøde Vidnet om dets Vælde, fik sin Løn — og Jærnet sin Vilje. Hr. Peder ilte til Kongen og købte sig Fred ved Buddet om sit Fund. Og Värmeskogens første Træ faldt for Øxen og »Bjærget«s første Grube brødes — Fostret åbnede sit Øje og bandt de Levende ved sit Blik, Jorden havde fået sin Herre.
»Ta' Bjærg! Ta' Bjærg!« råbte gennem mange Nætter en Røst fra Bjærgene i Nordmarks Sogn — til en Modig ikke dulgte sig under Dynen for den bydende Røst, men søgt op mod den og fandt Tabergs Gruber …
»Nå, Steffan, fik du nu nok af Sagn og kan fortælle mig din Hemmelighed?« spurgte Farbroder.
Nok af Sagn? Ja nok af Sandhed! Og — min Hemmelighed? å Farbroder, ingen kan forstå den så godt — og så lidt som du, »Poeten på »Bjærget««, Vallonernes Vallon!
»Ja Farbroder, fortæl mig nu kun tilsidst, hvorledes Thrond Thorlander, Bryntes Fader, fandt Jærnet?«
»Å, han —« Farbroder gjorde en utålmodig Bevægelse, »den Historie er mindre morsom end de andre! Men — det er den sidste, så hør da (den er heldigvis kort!): En Dag da Trællen i Falu Gruber, i »Sverriges Lykke« og »Guds Gavers Rum«, endelig fri og oven Jorden, men mørkevant og krummet af Grubetaget, fra Guds høje Himmel og lyse Dag, søgte ind under Fyrrenes Grene, fandt hans Blik, som intet så af Guds gyldne Tegn i Solskinnet og Løvet, den eneste Hieroglyf, som det forstod at tyde: Jærnets — Leptiten, trængt med en Flig ind i Granitmassen, hvor ingen havde tænkt at søge. Og nu sidder han i du Pont'ernes Sæde, endnu knap koldt af dets gamle Ejer, ved den Ovn, der slugte ham.« Svøben hvinede hen over Zefyr. »Dér har du ikke Sagnet, men Sandheden om Jærnet!« kom det hvast.
Steffan nikkede. Tak Farbroder, den har jeg hørt før af din Mund! Ej »verldslig slug«, kun »slumpen« … Malmsøgerne, Skattefinderne — de tavse, bøjede Mænd, som han mødte i Smeddenes Labbhi, på Savolaxhyttan og Thorshyttan, i Jægernes og Kulsviernes Hytter, men mest i Morgongåfvas Folkestue, på den med Vold lukte Grund — de vidste nøje, at intet Geologkort og ingen Nål, men kun deres egen Lytten, langmodig og årelang, kun deres egen Fod, skovvant og ledet af Huldre eller Dragedukke, af Jordens Børn, kunde lede dem frem til dens Skatte — til deres Grav …
Og siden hin Aften, Farbroder, da du sagde mig Sandheden og sang din egen Digtersjæl fri af den, har jeg, Dag og Nat, set dem flakke om mellem Fyrrestammerne ved Hemtjärnet, og en grå Skikkelse lede dem — Farfader, der vil give sin Jord tilbage til Jærnet!
»Farbroder,« sagde han, »finder en Malmleder en Dag Jærn under selve Husene, får han altså Ret til at rive Morgongåfva ned — efter Helgeandslovens Beslutning?«
»Aha!« Farbroder fløjtede, »derfor spurgte du! Nej!« udbrød han hæftigt, beredt til Kamp, »200 Favne fra Huset giver Loven fra i Fjor ene din Fader Retten!«
»Ja, men Pligten til selv at bryde — inden 3 Måneders Forløb,« nikkede Steffan med lukkede Øjne.
»Sølv skal der ligge,« ivrede Anselm, »langs Hammarelven og Kythyttabækken. Men der er groet Skov over Hertug Karls Sølvovne og Glemsel over Årerne. Og Jærn — der findes jo knap Helleflint, Grønsten eller Dolomit, und — — undtagen under selve Husene …«
Farbroder standsede, og Steffan nikkede atter — undtagen under selve Eventyrslottet, Broder Anselm, under dit og Moders — og, o Gud! mit Hjem, Vallonernes Bo i Järnbäraland!
Morgongåfva, mit Hjem, min Barndoms Legestue, mit Ly for Brynte — og for Susan, gror Jærnet under det, som alle siger, rejser det sig en Dag og bærer, som Samson, dets Porte bort og lader alle Vinde spille …
Farbroder, siden hin »Jærnets største Dag« på Savolaxhyttan, siden jeg i Drømme favnede Susan — og vågnede ene og voxen, har jeg hørt de Vinde spille, har jeg ligget nøgen på Jærnets Grund!
Steffan foer sammen — et Råb som fra selve Søen, fra Dybet:
»Se Lysene! Se Lysene!«
Susans Stemme, begærlig og blodhed i Mørket. Han bøjede sig forover mod Røsten, der blev ved og blev ved, grådig og hed af Begær, af Triumf, midt i Mørket, midt på Søen:
»Se Lysene! Se Lysene!«
Og bagved Adrians og Olofs Røster:
»Se Lysene! Se Lysene!«
— Råbet, han havde hørt fra Barn, her i Farbroders Slæde, når han i de Besøgendes store Flok nåedes af et pludseligt Lys, når løftede Hænder og Piske raktes mod pludselige Blink gennem Fyrreskoven, hvis Mulm, Mil efter Mil, havde gydt sig om ham og hans Rejsefæller:
»Se Lysene! Se Lysene!«
Lysene fra den Gårds Ruder, de have søgt — eller den, de, kørende vild i Natten, havde nået … Råbet, som da skræmte hans Hjærte af en Bedøvelse som Bjørnens i Hiet, og mellem glade og befriede Stemmer lod det svimle efter den Kåbe påny, hvorunder de alle havde været sagte og døende Åndedræt som hans eget, i Andagt og Drøm …
»Se Lysene! Se Lysene!« Skovlandets Råb på sin egen Undergang: på den lysnende Øxe! Ja, ja — den Undergang, der var Sejr! Hør, hør hendes Stemme, et Springvand af Blod, farvende Himmel og Jord røde!
Nuet, den Nat da han drømte hende i sin Favn og mærkede sig voxen …: Døgnfluens Surr i Skoven, mer brændende end alle dens Trætoppes evige Sus — Livets Døds- og Sejrssang: Nuet!
Se dér i det stride Skovmørke, borende sig frem gennem Fyrrene og Stenene, en Blinken af Lys, af alle Djursäters Ruder, spejlede favnelangt, Glimt ved Glimt, i Isen — et Lansegitter, en Vagt om Festens Gård!
Blodet brast ud i Steffans Årer, koghedt, som omskabtes han, Steffan Choräus, i et Nu til sine Rejsefællers Lige, til Vallon.
Ja, se Lysene! se Lysene, vi tændte på »Bjærget«! Nej — som »Bjærget« selv tændte for os, at lokke os i sin Favn — til at forgå i dens Ild ..!
Nu, og hvad så? Springet gennem Luen, er det ikke vort? før Faldet i Ovnen … Hvor tændes en Ild som her på »Bjærget«?
O, ind i dens Glød! til Luerne suger mig ned — og Sejren er ukrænkelig! Ja, Brødre i Miraklet: Zegoel, Jacob og Elias, I begærer Evigheden som Sejrens Forvisning, jeg Døden: undres I, om jeg vinder, mens I .. Er mit Begær Lovbruddet? Nej, nej: Lovens Fyldest! Luen, Jærnets befriede And, der danser over det, sit Nu! — til Jærnet stivner, den evige Død …
Se Lysene! Se, Jærn: Festen i dit Rige, mons ferri!
»Hallo!« Farbroder svang Svøben over Zefyrs dansende Hoved, »flyv, Zefyr, flyv!«
Ja, flyv: Vestenvind! som din Broder Boreas hin Nat, flyv fra Fenris og Fimbull over mons ferri til dets Frugt: Lys af Mørke, Guld af Jærn! Gudmoder Huldas millionrige Hjem, hvor de af Guden Forstødte gemmer sig, de af ham Forløste trodser ham på hans egen Grund — et Nu .... for i det næste at forgå til hans Ære!
Han holdt sig med rystende Hænder fast i Kanens Karm.
Susan, du Jærnets Blomst, dets røde Guld! Kuglen på dit Bryst, Finneskuddet fra Mørket, lad det falde! Din Blomst skal skinne, dit Guld skal gløde i Nat — og for evigt i mit Minde!
Jærn, se jeg, den Eneste på »Bjærget«, der véd, at du er Jordens ældste Søn, Grundvæsnet i alt, det eneste Uforgængelige, at intet Sølv eller Guld og intet Nuets Spring skal købe os løs af dig — jeg har glemt dig i Nat: du er ikke til! Eller — o mere! Jeg husker dig for at spørge dig: Hvor er din Brod?
Sukket fra Persberg — herud for det høje Næs kærede Mørket, som gennemkresedes Luften af jamrende Fugle, ja stønnede Fiskene under Isen af Dybets Nød. Skæret fra det evige Bål derinde, ved Grubernes Nedgang, det som ikke havde været slukket i 500 År, flakkede som en flammetunget, lynladet Sky, åndet op af Jorden og forsmået af Himlen — Manddraberens Bål … Den røgbeske Os, Pustet fra Gruberne, fra Jordens Mund, slog herud.
Og dér, forbi Slakkebjærgene, Skakttårnene, de glidende Kærrer, de drejende Heste, de op og ned dykkende Mennesker, gennem dette Landskab, synligt i Luerifter, stænket af Gnister, befolket af Skygger, drog »Polhems Kunsten« Pumpeværkets Dødninge-Allé af rokkende Stænger, skydende hverandre op af Dybet, til Grubeblusset, trængende, Ryg bag Ryg, hinanden ind i Mørket — og en Fjerdingvej ude kæmpende sig frem af det igen, Stang ved Stang, rokkende langs Solnedgangens blodige Strime, stampende og gyngende, ét Skridt frem og ét tilbage, bærende imellem sig den Trærende, hvori Vandet fra Gruberne sugedes op og skyllede hen, glimtende gennem Fakkelskin, mod Målet: Fossehjulet ved Horrsjön, der, næret af Strømmen fra Jordens Året, rev Malmen af dens Side i Dampkranerne og gød den i Støbeskeen i Yngshyttans Bål, der virrede bag Bjærgåsen.
Men herude sang Stemmerne, sang nu hans egen:
»Se Lysene! Se Lysene!«
I et Ryk svingede Kanen, og det mangfoldige Suk fra hint Tog, der drog gennem hint Landskab, krænget op af Jorden, at tømme dens Trældom og dens Døgn i bundløse Kar, sank bag Elgøens Ryg. Kun en Mumlen, som fra Hakkerne i Skafnäs-Gruben, der rakte herud under Søen. Kun Ildskyen, dirrende over den Plet, der havde løftet sit Vidnesbyrd — og sit Varsel for døve Øren .. og for hans, der hørte, men kun for at vinde dobbelt Styrke til Råbet: »Se Lysene! Se Lysene!« Jorden havde krænget sin Vrange i sig, nu gik Farten til Himmels!
Ja, se af Fyrreskovens Gab, af dens sorte, tandede Kæber svævede frem et Stjærnekor, en Verden af Lys i og over Dybets Spejl af Is! Dunkle Skikkelser strøg forbi, knap synlige for Lysvældet deroppe — Gudmoder Huldas Fiskere, der ved Vågerne lurede på Kvabber til Lucia-Dagens Smörgåsbord … Holmen med »Broderskabet«s hvide Tempelgrav dæmrede hen … En Surren af Stemmer, af Hundeglam og Hestevrinsken, en Atmosfære af hed Aske, kogende Gryder, opvarmede Rum …
Stjærne sprang fra Stjærne, ordnende sig i nye Billeder: Hus fra Hus, Etage over Etage, Rude for Rude — Opkørslens hvide Bånd gled ud af Porten. Lille og mørk ilte Susans og Bryntes Slæde op ad det, slugtes af Lysbålet og forsvandt …
Susan! Susan! jeg kommer efter! brænder op som du derinde!
Bag dem, som et Ekko af Susans stadige Råb, lød Adrians og Olofs Røster.
Og nu, med mankevajende, stejlende Hoved, med Portens Lysvifte som Vinger over sig, vild af Lys og af de nære Staldes Lugt, rev Zefyr Farbroder og Steffan ind i Skæret, ind i Larmen af Hundes, Hestes og Menneskers Velkomsthilsner, i Virvarret af skinnende Ruder og oplyste Døre, af snedækte Tage, med Ildskær flygtende over Mønning bag Mønning, af Jærnskorstene, kommende og svindende i hvid Damp, af Gæste-Pavilloners Flagstænger og hvide Fløje, Laders og Staldes skællede, mønjerøde Vægge, Nattstugans Kampestens-Tårn over Stolpeboder og Klokkestablers Hætter og, midt i Lysfloden fra Hovedbygningens Portal, det knejsende »Julekors«, bugnende af Halm og brændende af røde Tøjhjærter …
Og dér, under Hovedhusets fire Stokværks Lysrækker, løftede i Midtertårnet som et Ildspir ind i Himlen, under Dørhvælvets Våbenskjold og Sentens: »Ille terrarum mihi praeter omnes angulus ridet«, stod Gudmoder Hulda, lille og snehvid, i sin brusende Krinoline, med Slørets Sky over Hovedet og viftede dem Festen i Møde.
Midt i Gården holdt de nu, i Lyset fra alle de små og store, isdækte Ruder, der funklede rundt om dem, fra Tagskæg til Kælderglug, ja fra Nattstugans Tårn, hvis Ugleøjne brændte gennem det gamle Skytstræs Grene, Slægten Jacobschölds hellige Eg, der borede sine Rødder i Stugans Gråstens-Syld og snoede sin Krone om dens Kastel og Svalegange af Kærnetømmer.
O ja se: Djursäters ældste Hus, Faderen til alle de andre, strålede af Jul — for hvilken Gang? Julen selv, den urgamle! Lystårnet, friet af Midvinter-Nattens Lindorm!
Gennem Larmen af Hundene hørte Steffan Susans og Bryntes travle Stemmer, Råbet fra Olof og Adrian, der nu svingede ind under Port-Laternen, Kalden på Staldkarlene, som løb frem og tilbage mellem Snedriverne med flagrende Lygter, i deres røde Lappehuer, blå Veste og gule Bukkeskinds-Buxer, Kommando-Råb fra Gårdsfogden, Måns Kruse, og fra Margit Jomfruland, den norske Oldfrue, der fra Væverhusets Trappe, med Favnen fyldt af Lagner og Fåreskind, på sit Gudbrandsdølsk skreg på Pigerne, som med flyvende Fletninger og Skørter sprang ud og ind mellem Kælderdøre og Stolpeboder.
Uden at røre sig sad Steffan i al Dyrenes og Menneskenes Larm, i Dampen — fra Køkkener, Sovekamre og Stalde — der hvirvlende i Lysvifternes Center kogte op om de mørke Vægge og grå Mure og mødtes med Røgen, som slog ned fra Tagenes Bjærgkæder af Sne, der med Jærnskorstenenes forrustede Stubbe, Ås bag Ås hegnede ham og Julens Gård inde.
Og i Hovedhusets Dør Gudmoder Hulda, »Frau Holde,« Julens Fe …
Hans Hænder i de stivfrosne Vanter løsnede sig, lempeligt, som derude på Yngen, men nu ej for at slippe sin Skat i Søens Dyb af Jærn, nej for at fylde de åbne Flader med hint Vand, som Farbroder talte om, at Moses gav Israels Folk at drikke — Vældet, der sprang af Klipper …
Og svimlende fornam han det flyde fra sit eget Hjærte — nej, fra hint Barns før Faldet i Tårnet, før Sygdommens Nætter, før Samtalerne derhjemme, før Jærnets største Dag: den voxne Alder — Barnet fra Djursäters mange Jule, genfødt blandt Stalde, Mennesker og Dyr …
Intet Spring, ingen Flamme — kun et Smil: Guds Vilje … Et Nu — nej, en Evighed, som Barndommen, som Lykken …
Dér strålede deres Hjem, »Børnenes Gæstehus« mellem Nattstugans Sokkel og Badhuset —: de fire, småfeltede Vindver, det blå Tag af Glafva-Skiffer, de snørklede Gavle og Bislagets Hvilebænke. Og bag dets Mønning Parkens puklede Fyrrekroner som hvide Skymasser over nedsneede Gudestøtter og Solringe og snestille Gange …
Et øde Glimt af Yngen med »Broderskabets Tempel«: Gravhøjen over Gudmoders Fæstemand og hendes syv Brødre, dræbte af Sverrigs tre sidste Krige …
Men — Urnen derude med de otte Navne, fortalte den ikke i Aften Eventyr om Helte, som for de Børn, der fjærne Sommeraftner havde lyttet på Templets Marmortrin? Og smeddedes ikke i Aften, som den Gang, de Heltes Sværd af travle Dværge histovre, hvor Nattedybet brændte rødt?
Var man ikke i Gudmoders Gård, i Värmlands troende Hjærte?
Jærn, jeg spørger ej: Hvor er din Brod? ti jeg har aldrig smagt den! Jeg glemmer dig ikke, ti jeg har aldrig vidst, at du er till Värmland, jeg er dit Barn: jeg er Vallon! Og se deroppe alle Värmers Gudmoder! Hvor enkel en Sejr: kun et Åndedrag, et Smil — Helsen selv, Lykken!
Han stirrede pludselig, hans Øjne stivnede — dér, midt i Gårdens Lysrige, en Grav af Mørke ..: et Dobbelttag, tre skoddestængte Vinduer, en låset Dør … et Hul ud i Natten, et Skud af Mulm herinde … »Monseigneurs« Hus!
Låset — hvilken anden Dør i Värmland låses vel, Nat eller Dag?
»Monseigneur«, »Franskmanden på Djursäter« — Hullet i dets, i Värmlands Mur, ud til Døden og Verden …
Hvem var han? Hvorfra kom han? Intet Menneske uden Gudmoder vidste det! End ikke hendes nærmeste Venner: Fader, Farbroder, Bror af Ekestam eller Onkel Biskop i Karlstad. I hendes lukkede Kalesjekane kom han hertil for tyve År siden, med Gudmoder, fra hendes sidste lange Europa-Rejse, forsvandt ind i Huset dér og sås siden kun hin ene Gang om Året, Juleaften, ved Gildet, der samlede hele Värmland — gusten som en Mumie, i en Sky af Allongeparyk, i skarlagenrød Frakke, i Knæbenklæder og Kårde … midt i Juleaftnen, i Vallonernes Fest, et Vidne om hin Basun, som vakte de Ældste af Barnesøvnen, et Varsel for de Yngste om dens Genkomst: det franske Rædselsår 1792—93 …
»En Blodhund af en Sansculot! Et Udskud fra Saint Antoine!« skummede Hadar Böös, »Jacques le Roux selv!« »Eller en Syndebuk for Slægtsleds Forbrydelser, en Prins af Blodet,« drømte Farbroder, »Dauphinen selv, den forsvundne Louis XVII …«
Ja, ja — Mychowitz: et Sekel og dets Lære! Ormen inders i Festens røde Æble!
»Men Steffan dog, skal du ikke af Tøjet og op til Gudmoder Hulda og ha' Lakridsmælken?«
Susans Ansigt lo lige ind i hans, blussende i Uvejrshættens Skind, med åben Mund og det gule Hår frosset fast om Kinderne.
Farbroder var forlængst, i et Spring, forsvundet ind i Stimlen, Steffan hørte hans Stemme le og juble derinde, og Zefyr skrabede utålmodigt i Sneen, fnysende efter Kammeraterne, de lune Stalde og de fulde Krybber.
Han vilde smile, han vil ånde: hin lette Sejr. Men — »Broderskabets Tempel« derude, Monseigneurs Hus herinde — og Ildskyen fra Persberg, dér ret over Magasinets Snetag …, den underjordiske Brand op af selve Muren om Julens Gård, om Skatkamret, om Josefs Forråd i det hungrende Ægypten …
»Susanna!« stønnede han, i Bøn, i Klage.
»Liden Steffan, kom så!« hun bøjede sig leende, greb ind under ham og løftede ham pustende et Stykke op af Bjørnetæpperne, »kom!« hun råbte og vendte Hovedet, »kom, så bærer vi Steffan ind! Han kan ikke selv gå!«
Nej, Susan, nej, jeg kan ikke selv, jeg er for tung, af Jorden …
Ja kom, kom, Kammerater fra jeg var Barn, her fra Djursäters Jul, kom og bær mig ind i den! Ti jeg kan ikke selv gå! Bær mig ind til Barndommen, til Frau Holde, til Helbredelsen, til Lykken!
Og nu — råbende, leende — Bryntes, Olofs og Adrians Ansigter om ham — blå Øjne, røde Kinder og Munde …
Han svævede, tyngdeløs med Et, fri af »Bjærget«. Han lo og råbte, Kulden foer om ham, om hans Ben, om hans Hals og Hjærte, foryngende det fra Morgongåfva og Sotteseng, fra Jærnets Sot: Gigtgassen, der ældede Hyttemestren og hans Karle til Graven — genfødende det af hin årle Kulde, som ingen Dybets Ild havde brændt …
Og op ad Trappen gik det, båret af en Storm, af Kræfter, han måtte lyde: Kammeraternes Arme, hans egen Drift!
Lydig mod Skaberen, skyldfri bares han, ej troløs mod det bagved! Ti der fandtes intet bag! ingen Fortid, kun en Fremtid, et Nu: en Evighed!
Og dér, under »Ille terrarum —« under Jacobschöldernes opgående Sol og den hellige Jacobs løftede Arme i Våbenskjoldet, lo Gudmoder Huldas Ansigt, rosenrødt under Hårets og Slørets hvide Rim, i evigt blomstrende Ungdom.
»Velkommen, Børn! Velkommen! Nu kom Julen til Huse!«
Ja, nu kommer den! Djursäter var ej Julen, de bragte den derind, i det århundred-gamle Hus — de, Børnene, »Solen uden Klæder«, Guld af Jærn — Guds ubesmittede Skabninger, uden Skyld som Monseigneurs, uden Viden som deres under »Broderskabets Tempel«, uden Angst for det Kommende — der skulde gro af dem, og aldrig få en Mychowitz' Ansigt! Ti: Synden og Døden? Aldrig hørte Ord!
O Gud ja, han var Barn, han søgte ej Julens Frelse, han var den selv! »den hellige Morgenstund, bebudet af Profeter!« De Voxne, Officerer og Jærnpatroner — hvor kunde de, tyngede af Våben og Lænker, komme, før Børnene havde blæst Julens nye Morgen ind?
O saligt: være Barn, alts Kim, Grundvæsnet — Undret, Sejren over Jærnet, som Elias Bjur og Patron Jacob søgte, som Zegoel varslede: lykkelig og derved gørende andre lykkelige! Jordens Frelse ved Eventyret!
»Drik så!«
Gudmoders ringfunklende Hænder løftede den forgyldte »Velkomst« mod dem, og Mund ved Mund om den brede Kalk drak de, pustende og grådigt, den Drik af varm Mælk og opløst Lakrids, der til enhver anden Tid, efter enhver anden Rejse gennem Vinterens Kulde og Mørke, var ham som de andre en ulidelig Lede, men her i Djursäters Tårnhal, mellem de røgbrune Vægmaleriers nøgne, gigantiske Gudelemmer og flagrende Gevandter, i Skæret fra Brændebålet i den murede Ovn, i Lugten af ormædt, oliet Træ, af Lædertapeter og mange parfumestænkede, ovnhedede Værelser, i Gårdsrummets Ånde af Sne og Mad og Gødning — var Julen selv: dens Dåb af Varme efter al Midvintrens, al Värmeskogens Frost!
Se deres Ansigtet, blussende, leende, med sugende Munde rundt om Skålens Rand, og over dem Gudmoder Huldas Ansigt — nej »Frau Holdes« — Feen, om hvem hun fortalte, at hun med sit Smil vågede over »Barnebrøndene«, »Kinderbrunnen« i Zürich, Halle og Brügge — Livets egen Fe …