Jærnet/2/4
Han ilte ind ad Døren under Våbenskjoldets forvitrede
Stentavle og de basunblæsende Engle, i den trange,
mørke Forhal med Elsdyrshovederne og Panelerne.
Et Lys gled ned over Gelænderet og Trappens mange hulslidte, drejende Egetrin. Märta Moll gik forbi deroppe, sortklædt, med det hvide Hovedlin, den tunge Fletning over Skuldren og Lyset i den udrakte Hånd.
»Märta«, han sprang op ad Trinene, med to i hvert Sæt, »Märta, fortæl, å fortæl i Aften om den Gang, da I rejste, du og din Fader!«
Märta standsede og skyggede med Hånden for Lyset, seende ned på ham. Hendes Ansigt, så fyldigt og friskt, skønt så blegt og alvorligt, og den tunge, lange Fletning af Guld … »Madonna«, sagde Farbroder, »en jordisk Madonna«.
Ja, Märta Moll, »der også kunde hedde Maria«, sagde Farbroder — den fromme og den huslige, hun som styrede og ledede dette vældige Hus og altid dog kun lyttede ved Jesu Fødder, Datteren af den tro Kunstmester, den frie Vandrer, der tjente og lød — hun måtte kunne svare ham: Er dette Guds Vilje — Sixtens og Lucas Jægers Sår, Olles blinde Øjne og døve Øren, Barchäus' Flugt fra hans gamle Hjem? er disse Tjenerkår fornødne, Himmeriges Pris?
»Märta, vil du fortælle?«
Han standsede, åndeløs, på det øverste Trin og så op i hendes belyste og beskyggede Ansigt under Hovedlinets hvide Bånd.
»Men Steffan«, hun smilte — å det Smil, det sjældne, det havde været hans Barndoms eneste Varme! — »er du ikke femten År og skal til Karlstad Gymnasium næste År og blive Student? Det var jo den Gang, du var Barn —«
»Ja Märta«, Steffan klemte Hånden hårdt i Gelænderet, »netop! Jeg er ikke længere Barn og vil vide —«
»Hvad?«
»Hvad Gud mente med os, da —«
»Da?«
»Han kaldte os her ind til Fernebo«,
Han lyttede selv ved sit Herreds Navn — her på »Bjærget«: det fjærne Bo! … Märta Moll så på ham, under Håndens Skygge, hun nikkede vagt:
»Det kan jeg ikke fortælle dig, Steffan. Det må du selv erfare derude«.
Men Steffan rystede hæftigt på Hovedet.
»Nej Märta, her gror Jærnet, og her —«
»Her?«
»Her bor Vallonerne«.
»Og synes du de søger Gud?« Märta Moll strøg Lysets Tande. Hendes Stemme kom kold.
Steffan så på hendes Øjelåg, sænkede under de strenge Bryn — en Nonne … og Vallonerne! Hendes Hjem i »Paradis« — og hendes Møder på Landevejene … Han nikkede hæftigt.
»Ja, det, er det jeg vil vide!«
»Hvilket?«
»Om de søger Gud — eller flygter for ham.«
Märta Moll stod lidt, så sagde hun, med ét fraværende og blidt:
»Jeg kan gærne fortælle, Steffan, vi er ene i Aften. Men svare dig kan kun Gud selv«.
Steffan nikkede: Gennem os, Menneskene, som han skabte!
Märta Moll gik hastigt frem gennem den mørke Korridor, med Hånden løftet skærmende for Lyset, som viftede Loftsbjælkerne og Egetræsskabene frem og atter slap dem i Mørket bag Steffan. —
De sad i hans Barndoms Kammer, på den Løjbænk, han bares ind på, da han atter kunde hvile uden Jærnkorsettet, og hvorfra han med glippende Øjne havde mødt Dagen, de brusende Birketoppe og de baskende Skader, efter Vintrens Nat af Skodder, Spiddelys og Træormes Gnaven. Og han støttede som den Gang sit Hoved mod Märta Molls Skulder, med sin Hånd i hendes.
Men nu brændte Birkebålet i den åbne, hvide Kamin, og dets Skær flagrede over Panelernes blegede Guldlister og Møblernes snoede og kuglede Ben. Og Mørket bag den lave Rude tætnedes af Fyrrekroner og Vinterskyer.
Og han skulde ej længere i Drøm lytte til et Eventyr, men årvågen til selve Livet: »Bjærget«s derude, ej længere fjærnt og ham, der skulde dø, uvedkommende, men nært, som Skovens Sus, som Blodet i hans Øren, gavmildt og nådeløst krævende ham, der skulde leve og stå til Regnskab for et Liv.
»Men Märta«, han så op på hende — hendes Pande glødede dér i Ildskæret, yngre, mer levende end før i Lyset og i Dagen, nu Barndommen og »Paradis« var nær — »fortæl først om »Paradis«, om Björkudden, og så om Rejserne i Järnbäralandet og dem, I mødte dér!
Märta Moll så hen for sig, de vågne Øjne gled bort som i et Slør, den hårde Hånd om Steffans lindede. Hendes Røst kom, knap hørlig, men kendt i hvert Ord, og foroverbøjet, med Åndedrættet gemt i hendes Skød, lyttede Steffan …
Og frem steg Næsset, Björkudden, af Värmeskogens Dyb,
af Glafsfjordens klare Vande, med den gamle, røde Gård
mellem mørke Graner og hvide Birke, under Grønsværstaget,
med mossede Udhuse og Stolpeboder, i Sus af Vinde og i
Lullen af Bølger fra det uendeligt Fjærne, som her omsider
fandt Hvile.
I de græsgroede Spor kom Märta og hendes Fader kørende. For sidste Gang sprang hun af og åbnede den sidste Grind, og ved den grøntgroede Tærskel, hvor Bedsteforældrene, hvidhårede og milde tog imod, mens de solgyldne Birke dyssede over Taget, og Fjorden blånede gennem Løvet, endte Årets uendelige Vej.
Hjemme — hjemme fra de altid nye Kamre, de mugne, kolde Rum, de altid nye Lyde af Fosser og Bælge, den nye Mad, de nye Mennesker! Hjemme i de kendte Stuer med de gule Lerkaminer, de tapetbetrukne Loftsbjælker og Væggenes bibelske Træsnit fra Nils Magnus Lundh i Örebro, med Dalurets Stemme, der fyldte det gamle Hus i Sommernattens Skær af Perlemor, her yderst på Næsset, bag Grinden, som Birkevidjen bandt …
— Bedsteforældrenes og Faders Åndedræt sov endnu i Stuens Em af Balsaminer og Gyldenlak. Men på Tå sneg Märta over det enebærstrøede Gulv, forbi Alkovedørenes Roser og Liljer, og i et Spring stod hun ude i Gårdens Græs, i et Gys for den dybe Dug om de nøgne Knæ, ét med Mossets og Bregnernes Lugt af Urtid.
Og til Halsen i Løv af Æbletræer og Fyrre, Birke og Graner, Vedbend og Jordbær, med Håret og Skørtet dryppende, med Fodsålerne suget af Dynd, isnet af Sten, kildret af Grannåle trængte hun sig fra Skovnatten ud til Fjordens Morgendis.
Mötterudshøjdens sorte Kegle svævede ene i et Hav af Hvidt, Bølgerne brast som Blærer i Sandet. Hun glippede, klam i Øjne og Øren, smøg i et Åndedræt af Klæderne og ned i Vandet, og stirrede gennem dets tunge, grå Kulde, stum som en af dets Stene og ventende som de.
Og Tågen Spandt Vandene frem, sølvblanke, vuggende, Stendysser og Fyrreholme — sugede dem bort og spandt dem frem påny. Fugle hvislede over Disen.
Snehvid og lille stod Elgå Kirke pludselig under Skovene histovre. Hendes våde Isse glødede med Et af Sol.
Og i et Frydeskrig sprang hun op i Birkens Grene, og nøgen svang hun, svøbt i dens og sit eget Hår, mod Hjemmets Horizont.
Milevidt spejlende Sunde, dampende Åser, Prikker af Skibe, Røgstøtter af Gårde og Brug, Bjærgtinder ind i det Usynlige — Fjolen, Fjolen, »Paradis«!
Og fra Solen forsvandt hun ind i Skoven igen, våndende sig mellem Fyrrenes Marter-Ris, bidende af de umodne Æbler og nippende af de vilde Jordbær, ene og nøgen, med Fader og Bedsteforældrene det eneste Menneske på Næsset — hjemme!
»Märta! Märta!«
Faders Røst og fjærne Ekkoer fra usete Bugter og Sunde! Hun smuttede i Klæderne og løb gennem Løvet.
Og over det røde Davrebord, med den norske Øllebrød og Sandosten, lød nu Bordbønnen af »Mose och Lambsens wisor«, Georg Lybeckers fromme og forbudte Bog:
»Nu kommer du igen, du milde himlavän
och utaf land och strand
bereder mig min mat
och fyller upp mitt fat
utaf din rika hand.
Välan! i Herrans namn
och af hans nådes famn
vi taga nu vår spis.
Se'n skall af hjertans grund
vår ånde, själ och mun
sig öppna till Guds pris!«
— Om Eftermiddagen sad hun og Fader yderst på Næsset og hørte Bølgerne hviske om deres Langvejsfærd: om Kattegattets Storme og vilde Vande, om Bohuslåns Klipper og Skær ved Kungelf, om Götaelvs grønne Enge og røde Gårde under grå Klipperygge, om Vänerns vejløse, blæsende Indhav, om Sivene og Ættehøjene ved Säffle, om Hare- og Björnö- og Glafsfjordens Skove og Øer og mange, hundredårige Brug, om Hvilen her i Björkenäs' Skygge, i Värmeskogens Inderste.
Med Hagen i Hænderne, med bøjede Hoveder lyttede de.
Længst inde fra Sulvik kom Jössefossens Kogen, en dæmpet Hammer fra Elgå Brug … Og fra den anden Vig, Kyrkviken, en Rullen af Vogne, der svandt med Brisen over Fjorden — Bud fra en fortryllet By, Arvika, i Skovene. Og Elgå Kirke stod derovre med sin Spejling, stille som et Syn, der vilde svinde, om man strøg Hånden over Øjnene, men som dog altid stod.
Lyttende sad de i den dybe Hvile, under de hvide Birke og de mossede Fyrre, ene med Bølgerne, der som de var Värmlands Børn og Jærnets Tjenere; der bar det på de brede, flade Pramme fra Faktorie-Stedet inde i Sulviken, ved Terges gamle Offerkilde, hvor de tungt belæssede Kærrer med dampende Heste og sortsmudskede Mænd dukkede ud af Stiernes Mørke med Læs fra Brugene dybest inde under Norge eller højest i Finnskovene: fra Nedre og Övre Adolfsfors, fra Fredros og Treskog, fra Lyred og Bortan i Gunnarskog …
Ja, se dér ud forbi Klättholmens Fyrrebuket styrede de, fem i Tallet, de klodsede Pramme, tørnende sammen, drejende for de firkantede Sejls vage Pres, mod Bergsvik og Räfösund, til Glafvas og Hillringsbergs, til Stömne og Sölje Jærnværkers Brygger, til Vejene fra Lenungshammar og fra Brugene i Nordmark.
Og tro og flittige efter den korte Frist herinde, Rejsens Begyndelse og Slutning, drog Vinde og Bølger de lange Veje tilbage, ad Hare- og Björnöfjord til Låka og Byelv, til Vänerns Fyr og Göteborgs Kajer — som Märta og hendes Fader i Morgen skulde køre gennem Grinden ud at tjene for Jærnet påny, for Värmlands Herre.
Om tusinde År hviskede Bølgerne, om Sekler i hans Tjeneste. Om Olof Trätäljas Gravhøj i Sifhälla, hvor Børnene nu legede og med den hule Hånd søbede Vandet af Offerhulen i dens Top. Og om de Dage, da Bølgerne bar ham selv, det første Menneske i Värmeskogen, Træfælderen med Øxen i Hånd, den landflygtige Prins af Ynglingaætten, på hans Bejlerfærd mod Solveg, Halfdan Gulltands Datter i Solöar Kongerige. Om Gudehov i Väsby og Odenstad, om Håkons, Ladejarlernes Fader, og Atle hin Smales og deres Vikingers frygtelige Stævne, da Ejvindr Skaldaspiller sang, og Blodet flød til Vänern og blandede dens Vande med rødt, om Snækkerne, der slumrede på Fjordens Bund eller opfiskede, rundt om i Värmlands Gårde som Chatoller rummede sene Slægters fredelige Skatte.
Om Stier under Stafnäs' hvide Pile, hvorad Pilgrimsskarer messende drog uden Stav eller Sko mod Gladisvall hellige Kloster, og hvor nu kun Hyrdepigens nøgne Fod løb, og hvor hendes spæde Røst kaldte ad Kvæget i Rørene. Om de talrige Herregårde og Brug i Gillberga brede Dal, der lavstammede og røde, fra de høje Skove og de vildtgroende Parker skuede ud over den glidende Strøm. Om Vestibulen til Björnö Gård, hvor alle de henfarne Ejeres Portrætter skuede ned, fra Värmlands Foged Peder Olsson, der delte Grænseskel i Värmeskogen — og gav Björnö dets endeløse Skove, til Crispin Löwenhielm, der løb fra Värmlands Bord med en Træske og kom igen at søbe dets Mad med en Ske af Guld, den første af urolige og hjemkære Jösser.
Om Sven Hilding på Hillringsberg, der faldt for Piccolomini ved Breitenfeld i Trediveårs-Krigens Dage; om Karolinen på Berg, Carl Palmfelt, som fangedes ved Niepr og trællede i Tobolsk i fjorten År; om Gustavianen på Fors, Major Carlstén, Helten fra Muhengini By. Om Kanonerne, som Bølgerne slæbte til Gustaf Mauritz Armfelts Hær ved Eda — tredsindstyvepundige Mørsere mod Hunger og Frost og Tyfus! Om Georg Adlersparres Proklamation til Västra Armé, der læstes den Dag i Dag i Ökne Gæstgivergård: om det hardt tilintetgjorde Fædreland … om Jærnet og dets Lege …
Og Bølgerne hviskede for Märta og hendes Fader, der lyttede, om de Navnløse og Glemte, om de vexlende Slægter, der havde færdedes bag Gårdenes lange Vinduesrækker og skuet ud mod Skyernes og Trækfuglenes Dragen gennem den ensomme Dal. Om Børnenes nøgne Liv mellem Sivene i Leg med Bævere og Oddere; om Sønnernes og Informatorernes Vinken fra de hængende Karme, der drog til Uppsala Universitet; om Døtrenes Elskovsmøder i Syrénlysthusene, om Anna Lisa Lilljebjörns og Erik Gustaf Geijers på Odenstad og Laura Tegnérs og Edgrens i Kila. Om Markedsfærder og Slægtsbesøg i Firspandskarosser, der læssedes på Færgerne og vandtes ned til Landevejen fra Karlstad, som endte mellem Birke og Siv over for Vejen fra Norge. Om lange År, henvandrede under åben Himmel, hendrømte i vuggende Både, henspillede ved Violin, hendansede på Gæsteri, her hvor de sad én Familie fra Gård til Gård. Om Alderdommens sidste, ensomme Timer, når Trinene genlød i de øde Stuer, og de rindende Øjne søgte ud over Elven, som åndede gennem den hjemlige Dal med det vadende Kvæg og de kendte Gårde et Budskab om Målet, det ukendte Hav bag Värmeskogen.
Ja, »Paradiset«s Bølger hviskede om et Liv i Frihed og legende Glæde, et Vallonernes Liv — men hviskede også om ét i gloende Ovne, i røgomhyllede Smedjer, skjulte bag Herregårdenes Parker; om aldrig tiende Hamre, om altid kværnende Hjul; om Barndom grå som Ovnenes Aske, og Alderdom, der aldrig gennem Labbhiens Hornrude så Solen skinne over det grønne Gillberga.
Om dem, der i Fællig med »den svenske Industris Fædre«, Paschilius Dionysius Chenon og Louis de Geer de Chaynée, drog herind i de fremmede Skove — og som fik Hestens Rolle foran Jærnets Triumfkærre, Valloner også de … Hør Smeddenes Navne derude: Anjou, du Bois, Boivie, Drougge, Pousette, de Bourgh — Søn efter Fader, fra År 1600, hamrende foran Essen … Som de la Tuange, van Ferren, Poignant, Nauclér, Kolthoff, Rhodin: tronende for Enden af fyldte Gildesborde, dansende i Spidsen for den Langdans, der slyngede gennem Dalen sin Kæde af Ungdom og Musik …
Ja, Valloner alle — som Sibalon, den vældige Smed, Samson på Hillringsberg, der en Dag slængte Essens gloende Jærn gennem Herregårdens Rude, bandt Forvalteren under Hamren og brød Smedjen ned over sit Hoved og begravedes under dens Ruiner …
Men tys — Spiddelysene brænder over Bordet under Björkenäs' lave Tag. Med bøjet Hoved, med foldede Hænder læser Fader Salme 308:
»Kristen, var för Herrens skull
mänsklig ordning undergifven!
Fullgör, glad och kärleksfull,
denna lag, i ordet skrifven:
»Frukta Gud,« är Kristi lära,
»och därnäst din konung ära!«
Og næste Morgen sad Märta og hendes Fader i den tohjulede Karre med Værktøjskisten og nikkede Farvel til Morfader og Mormoder dér under Tagskæggets Mos. Og Grinden åbnede sig bag Fyrrene, og Paradis-Drømmen var endt. Det gik ud i Järnbäraland påny — at for Herrens Skyld lyde Menneskenes Orden. —
— Märta og hendes Fader kom kørende højt oppe over Klarelvsdalen, ad den nye Landevej gennem Södra Finnskoga, fra Letafors, Värmlands nordligste Jærnbrug, hvor Fader havde tilset Stälovnen og repareret den Widholmske Bælgmaskine.
Slæbebremsen skreg i Vejens stejle Fald. I den dybe Stilhed kun dens Gniden og den lille Bjærgfinkes ensomme Pippen, de to Lyde, der altid havde ledsaget Märta og hendes Fader på deres Færden heroppe. De havde for en Time siden forladt Letafors' statelige, hvide Bygninger, rygende Ovne og malende Møller og Arbejderby, spejlet med det grønne Skovøde i Leten Sø, og senere kun haft den græsgroede Landevej mellem de hængende Birke og mørke Fyrre for sig.
Det var hen i August og allerede Høst her i de høje Skove. Forude lyste Løvet gulligt, gennem den blikstille Luft sitrede visne Blade ned. Rødbrogede Svampe, Tyttebær og Multebær blussede mellem de mossede Klippeblokke. Nu og da vaktes Märta og hendes Fader af deres Tanker ved det fjærne Sus af Fuglevinger højt oppe i det skyløse Himmelblå.
Märta begyndte at synge, sagte og klart som den lille Bjærgfinke, Wallins Salme for Vejfarende, hendes og Faders Rejseledsager:
»I Herrens namn far jag åstad
och år i Gud i trygg och glad.
Jag skils från mina och mitt hem,
jag dig, o Gud, befaller dem!«
Fader var sprunget af Vognen, ti her hældede Vejen afgrundsdybt over Vingäng Sæter og Herregård. Hjulbremsen skreg, hans magre Hænder og Skuldre spændtes mod Fadingen, Hesten stemmede Benene mod Faldet.
Her slæbte Kærrerne nede fra Elvens Pramme Jærnet op til Bruget, en Mil i uafbrudt Stigen, og her, i de dybe Hjulspor, ihjelkørte Bønderne fra Bjurberget hvert eneste År deres Heste. De var pligtige at fragte Trækullet fra Milerne og Jærnet fra Elven. Og Loven af 1811 brød ingen, der vilde redde Hytte og Jordlod i de Skove, der en Gang var deres, men som Kronen skænkede Bruget. Så måtte da Hesten, den tro Kammerat, den eneste Hjælper i Tolvmileskovene ofres. Og her i disse Bakker blev den det.
Mårtas Stemme sitrede, men hun blev ved at synge, ti hun vidste, at det var Faders Ønske. Og over hans bøjede Hoved med det sorte, krøllede Hår og Skæg og den hvide, hule Kind sang hun Forbønnen for ham og sig, for hver af Jærnets vandrende Tjenere:
»Värdes, gode Gud, bevara,
våra vänner i vår bygd!
Hjälp dem i all nöd och fara,
slut dem i ditt milda skygd!
Värdes mild hos alla dröja,
som, att vinna dagligt bröd,
hafvet eller jorden plöja:
var, o, Herre, allas stöd!«
Fader så op på hende og smilte med de gulbrune Øjne — Faders lille, usikre Smil — —
I det samme åbnede Skoven sig tilhøjre, og under dem lå den milelange Dal med Elvens lyse, slyngede Bånd, streget af de tusinde drivende Tømmerstokke, under Bjærgenes Rækker af vældige, sorte Skovtinder. Den østre Kysts sølvgrå Gårde i Landsbyernes Klynger, og Holmbergs og Branäs' Fyrremure lukkede over Flodens vestre Bred.
Endnu en Drejning, og Elven borede sig endnu nogle Mile bort mellem Fjældene, svindende som en Sølvtråd i den dybe Dal. Fastnäs, Ennarbolshammaren, Ekesberget og Aurenaberget mørknede Himlen derude med svimle Kroner, Lider og Åse, mens de sneklædte Bjærge i Dalarne svævede i hvide Skyer over Ransby Skovene, og neden under Vingängsjöens halvtredsindstyve Holme svømmede, og Ofvansjöbygden hvilte, de grå Bønders Hjem.
Dér boede Ejerne af de endeløse Skove, hvis mørkegrønne Filt gennemdroges med gule Bånd af »Ulfvelöpene«, de afsledne Sandskrænter, hvorad Tømmerstokkenes vilde Stod Vintertide jog ned, med Skovhuggeren ridende på sig, et Dødsridt mod Elvens Is.
Ja, det var dette Land de berejste, og som de bad Gud velsigne deres Færd igennem!
Hun lempede sin Hånd hen over Faders, mens hun sluttede Bønnen:
»Gud, din allmakt oss ledsage,
att vi nå en önskad hamn!«
Hvor ofte havde hun ikke, rundt omkring på Brugene eller i Gårdene, hvor de overnattede, hørt Kvinderne sige til Fader, eller senere, da hun var blevet større, hviske det om Aftnerne, når de troede, hun sov på »gjället«, Sengestedet oppe under Loftet, mens de samledes om Talglyset: at det var Uret af ham at føre hende med på de evindelige Rejser i alle Årstider og Vejrlig. Var det noget for en lille, ung Pige?
Hun smilte — å, de skulde vide, at kun her i Verden vilde hun være, her på Vognen, som Faders Hånd støttede, under hans Ulveskindspels i Vintrenes Snefald, ved hans Side på Bådtoften i Sommersolen — ja, kun her! end ikke på Björkenäs, i »Paradis«, hos de to Gamle!
Ikke noget for hende? Hvad andet skulde der være for hende end at følge og trøste Fader i hans Ensomhed og hans Sorg over Moder, der døde, den Gang hun fødtes, og som hun af Gud sendtes til at erstatte?
O, vidste de, hvor lykkelig hun var, når hun kørte forbi deres trygge Gårde bag Grinder og Hegn, mens de tændte deres Lys derinde, og Regnen blindede hendes Øjne på den mørke Skovvej herude, og hun og Fader skulde se at finde frem til en eller anden Stue langt henne, til Søvnen på Ovnbænken i en Finnes Røghytte, i Loftssengen i en Kulsviers eller Soldats, i Kalveskindslagnerne hos en Storbonde eller bag Sparlagnet i en Brugs- eller Herregård — men altid sammen og ene to!
»Hun kan jo intet lære!« klagede de. Hun smilte. I Husforhørs-Protokollen stod ved hendes Navn, i samtlige Kolonner Karakteren A+ ved decologus som ved coena Domini og baptismus — derhjemme hang jo »Hustavlen« med de 10 Guds Bud på Væggen, og endnu aldrig var hun blevet Svar skyldig, hverken på questiones Svebilii, Syndsbekendelsen eller Davids syv Bodssalmer. Præsterne kunde bare spørge … Men de spurgte sjældent, for de vidste, at Fader, ligesom de gamle Morforældre derhjemme, var »Læser«, var Tunborgianer og ej begærede Almagtsriget, men Nåderiget, og havde sin Værktøjskasse fuld af de forbudte Bøger: af Nohrborgs: »den fallna människans salighetsordning«, Elias Wolkers: »Det andeliga presterskapet«, Rutströms »Sions sånger« og Bålds »Passionsugen«, fromme Betragtninger og Salmer, som de læste højt af, når de i deres Hviletimer sad ved Søernes eller Elvenes Bredder, mens Hesten bedede med løste Tøjler, og Vinden hviskede i Løvet.
Dér lærte hun også at stave og skrive efter Cramér, at regne efter Falck, og Historie og Geografi efter Ekelund, Cnattingius og Sköldberg, eller efter hvad Fader huskede af den store Tuneld, som stod på Hylden derhjemme på Björkenäs.
O, ingen havde det som Fader og hun! de behøvede slet ikke at tale sammen, de kunde blot se på hinanden eller røre hinandens Hånd, så vidste de Besked. De havde jo vænnet sig til at tie på de ensomme Skovveje og Elve, blandt de fremmede Mennesker, der ikke forstod dem og ikke syntes om dem, fordi de ikke, lig alle andre Värmlændingeo og da særlig Jösser, var glade for Dans og Musik og verdslige Sange, men som dog ikke kunde undvære Fader. Han var jo Värmlands dygtigste Bygmester og havde forlængst været »Bergkonstmästare«, om ikke »Jærnkontoret«s Herrer havde stået ham imod for hans Herkomst af Almuestand og hans Tro som Sekterer.
Hvor dygtig Fader var, det vidste alle, men ingen uden hun og de to Gamle på Nässet, hvor han var vis og god.
Hun smilte til ham, som han nu atter svang sig op i Kærren, og Hesten i rask Trav førte dem ned ad over Vingäng øde Sæter, med de allerede stængede, barkklædte Boder og Stalde, ad Broen over den skummende Vinga Bæk, med Herregårdens Gavl mellem Løvet, mod Elven, der dyb og bred og blank ligesom steg og steg dem i Møde med sit blanke Spejl — til de holdt i Færgelejets Sand, og Tømmerstokkene drev dem forbi, en for en eller i Stimer, i lydløs Strømmen hen over Brødre, der var strandede mellem Breddens Bådstene, hvor de rustne Ringe bandt de rykkende Eger, eller gennemsivede var sunkne ned på den krystalklare Elvs Leje af Sand. Færgemandens Hus kiggede frem histovre mellem Birkene med røde Vægge og hvide Vinduesrammer, og oppe bag det, på den halvt fuldendte Vej gennem Dalen, røg det blåt af andre Gårde.
De var atter mellem Mennesker, og som altid da vexlede de endnu et Blik, som en Tak for den fælles Ensomhed.
Og Fader satte Hænderne for Munden og brød Tystheden med sit høje Råb:
»Færge! Færge!«
Det gav Ekko hen under de skovklædte Mure, hvor Vandet strømmede blåt eller blundede mørkegrønt i Vigene, Klarelvens talløse Bugter.
›Færge! Færge, ohøj!«
Og så vuggede de da på den store Elv, Sverrigs største, som 56 Mile lang, fra Nässfjäll og Fämundsjö i Norge, under mange Navne: Trysil, Storan, Klaran og Göta randt Värmland, Vänern og Götaland igennem, at tømme i Havet sine rene Vande, sine Skatte fra Bjærge og Skove: Jærn og Træ — Guds egen Fodsti gennem Urskovene, Pulsåren, der vakte det sovende Värmland, og hvis Sitren nemmedes selv i dets skjulteste Krog.
Som Märta Moll nu gyngedes her af den ilsomme Strøm, med Hest og Køretøj, og de frem og tilbagetravende Færge. folk med deres Trægaffel tvandt den dryppende Jærnkæde om Hjultrissen, slappende den på den ene Bred og spændende den på den anden, med de nøgne Fødder klaskende i det våde Dæk, fornam hun om sig det lange Træk at Floden, dens dybe Ånde fra Jordens Inderste, fra Bjærgenes Sne, fra Skovenes Grønne og Fossernes uophørlige Kogen, fra utallige Hjul i Savværker og Møller, i Kæmpebrugene, der Dag og Nat hvileløst malede Jærnet og Træet, som den bragte.
Hun knælede på Færgen, med Panden og Hænderne dukkede i Vandet, som flød hun selv med i den rastløse Strøm. Aldrig følte hun sig fri og aldrig bunden som her på disse vældige Vande, Jærnets Tjenere og Evighedens Bud, Udsendinge fra Malmens og Guds Hjærte.
Tømmerstokke tørnede mod Færgen, dukkede under og forsvandt, Hestens Manke og Märtas Hår flagrede i Brisen, Skumstænkene hvidnede i Solrøgen under de blånende Skove. Vingäng utallige Holme, Bjærgmurene, Himlen sejlede med —
Færgen skurede i Sandet, og alt hvilte atter. Kun Elven ilte, kaldende, vinkende dem, som en Gang Olof den Hellige til Kors- og Krigstog mod Nerike og Vestergyllen, at omvende og erobre — —
Pilebuskene i Engene blæste. Her mødtes fordum ved Botvidsmesse Pilgrimsskarerne — fra Sverrig på Færd mod Olofs Grav i Nidaros, og fra Norge mod Sankta Birgittas i Vadstena — og ved Mickelsmesse igen på Vejen tilbage til Døgnets Dont. Og her stod endnu Vingengene fulde af dybe Gruber efter de Danse, som de trådte, Favn i Favn, i Syndefrihed og Mjødrus …
Og om Engene lå Gårdene, énetages, sølvgrå af Ælde, med Vinduers og Døres Rundbuer og Tages Hvælv. Derinde gemtes Runestave og Rosenkranse fra de Dage og Pergamenter med Messenoder og Munkestil. Men Flinteøxer hang i Ovnspjældets Snor til Værn mod Graim, Hök og Bold, de ældste Beboere her i Elvdalen, der ej undte Efterkommerne det blidere Liv. Uforståelige Ord på Latin råbte fra Børnenes Munde under Legen, Striden og Bønnerne mellem Sommerens Blomstermylder eller mellem Vinterens Dragklæder og Vægstokkenes bibelske Malninger i Blomster og Løvværk.
Højt over Tagene, lagte med Sten for Høststormene, langt ude i det fjærne Blå kløftede sig, i Ömtberget og Slettnehammar, Porten ind til Norge, »Verdens Ende« for Menneskene i de grå Gårde og for Märta og hendes Fader med. Ti derud igennem, til det fremmede Rige, førte aldrig deres Vej. Men foran snoede den sig, i utallige Bugter: Elven, lysende hvid, spejlende Himmelstriben mellem de skumrende Tinder, Vejen til Järnbäraland.
Men for i Aften forlod Märta Moll og hendes Fader den og drejede ned gennem den mørknende Birkeallé, mod Dalby Præstegård på Bredden, hvor de skulde overnatte. Hos Pastor Rudenius var de altid velkomne, han var jo en Frafalden som de, en »Læser«, hvis Embedsbrødre mere end én Gang havde forklaget ham for Domkapitlet, og som kun kunde takke Biskoppens Beskyttelse for, at han endnu sad i denne Præstegård — eller det, at den ikke attråedes af nogen anden …
Ja, se dér stod han selv på Trappen i Vadmelsvams og Skaftestøvler, hjemkommen fra Besøg i sit Kald: Timileskoven, Värmlands nordligste, stort som Visby Stift. Men hans Ansigt lyste under de blodige Rønne, som havde han ikke færdedes ad Kreatur-Stier, under kolde Bjærge, over Moser og Elve, i Hiifolkenes Tømmerhytter og Finnernes Røgstuer, men i Sol og høje Sale.
Nu fik han Øje på dem og gik dem hilsende i Møde:
»Velkommen, Broder Moll, velkommen!«
Sent på Aftnen stod Märta Moll ved Vinduet under Barktaget og hørte Faderen og Rudenius tale dernede om sidste Hæfte af Rosenii »Pietisten«. Hun åndede den blikstille Luft, der alt her, så højt mod Nord, smagte af Rim. Svindende hen som en natlig Sky tronede Branäs mod Himlen.
I den dunkle Tysthed kun de alvorsfulde Stemmer dernede, kun Elvens ilsomme Strømmen, en Tømmerstoks Dunken mod en Sten, en bange Pippen i Engene af Dalrypen.
Et pludseligt Flammeskær, hæse Råb, en tung Skuren — Under Fakkelild trak en Flok Fryksdalinger en forsinket Jærnpram op ad Elven. Hun så de lavstammede, mørke Skikkelser bevæge sig mellem Luerne, den røde Røg bølgede over Branäs. Hun hørte Pramkarlens klagende Råb fra Floden. Så var de borte i Skovene, i Elvens Drejning.
Og atter stod kun Branäs' sorte Sky, atter lød kun de alvorsfulde Røster dernede og Rypens fortabte Klynken i Engene, atter åndede kun den høstlige Luft — en Anelse af Vinter.
Men Tømmerstokken dunkede fanget ved sin Sten, higende fra den trange Dal, mod sine Brødre, ud at svinge sin Ege i Värmlands kværnende Hjul eller gynge som Planke i dets Dansesale …
Næste Eftermiddag, i den skrå Sol, kørte de ned ad mod Osebol Færge. De havde hele Dagen fulgt Landevejen langs Klaran, over de skummende Bielve, Likåen, der i fordums Dage fragtede Kisterne gennem de stiløse Skove til det nu overgroede Kapel, og Femtåen, som i hvide Vandfald kogte langt hen i Hovedelvens lyse Vande, mens Stangjærns-Hamrene dunkede, og Melmøllen brummede inde i Bjærgkløften.
Snart kørte de dybt nede, hvor Tømmerstokkene drev, og Jærnprammene skoddedes op mod Strømmen med lange Stave, med Kæmpeårer og trukket af syngende Mænd på Trækkestierne, snart højt oppe under Fjældsiderne, hvor Elven sås i sit kommende og svindende Løb gennem den uendelige Dal, med Herre-, Officers- og Bøndergårdenes hvide, røde og grå Prikker på Næsstumperne, i Engstrimlerne eller Skovenes Fyrrereder.
Ene Bjærgfinkens Pippen spurgte heroppe mod den fjærnblå Horizont, Løvet suste langmodigt, og Vildbækkene sprudlede i de hule Trærender, hvoraf Hesten drak mellem dansende Myg. Gennem Augustdagen kom en Lugt fra de dybe Skove, af Gær, en Em fra frysende Skjul, hvor Solen aldrig skinnede, og Sneen biede Året rundt de næste hvide Fnug. Nede fra Dalen bar Vinden hid de fjærne Slag af Banketræer fra Kvindernes Vaskepladser, og Osen af deres Ild. Eller spredte Stemmer — fra Flöterne, fra Elvchefens Båd eller Tømmerhandlernes og Købmændenes Pramme.
Det var »Sätersöndag« — Dagen, da Dalens Døtre, der hele Somren havde levet på Sætrene, ene med Kvæget, efter at Fæboderne nu var stængte, og de klokkeklemtende Køer drevet hjem til Staldene, viste sig i Kirken igen. I Långaf kørte de gennem Kirkegængernes festlige Skarer, som flokkedes på de grønne Tun under Kirkens høje Spir — store, statelige, lyse, Skovenes og Bjærgenes Børn i deres gamle Dragter: Mændene i knælange Frakker, kantede med røde Bånd og med røde Lapper på Skuldrene, røde, toradede Veste, gule Elghudsbuxer, udsyede Strømper og Skindkasketter over det lange, rundklippede Hår; Kvinderne i blå Vadmelstrøjer med opadbøjede Skød under Fårepelse, rødbræmmede Skørter, med gule Bukkeskindsremme i Skoene og Halm flettet i Håret.
I tause Flokke, med Salmebogen svøbt i de blomstrende Tørklæder, med Isopkvisten mellem Fingrene stod de og ventede, Husfædrene og -Mødrene og de unge Karle.
Og nu rullede Langvognene frem, læssede til Randen med Sæterpigerne, der denne Dag kørte, mens Husbondsfolket gik —: leende, rødmende Ansigter, flagrende, gule Fletninger, spraglede Skørter og Hovedduge.
Og Kirketunet blev levende af viftende Skindkasketter, Lommetørklæder og Salmebøger, en Råben og Leen, en Stimlen og Rækken Hænder ud.
Pastor Rudenius, som var kørt denne Mil til sin Kirke med Märta og hendes Fader, så smilende til i sin mørke Dragt og med Biblen ved sit Bryst. Han så Husfædrene rulle Brændevins-Ankeret frem og vidste, at det skulde tømmes under Præknen til Knerk- og Sandostene, som Pigerne bragte, til Sukkeret, som Karlene til Gengæld trakterede med. Han så Pigerne med Hyrdetaskerne af spundet Kohår og Birkebarkstejnerne med Bladguldssiderne i Bæltet række Lébåndet, flettet af Birkerødder, udsyet med hvide og røde Trådduske, til Knøsene, og han vidste, at de Unge Natten før denne Solskinsmorgen havde slumret sammen på hendes Soveplads på Tagsparrerne over Stalden.
Men han vidste også om endeløse, ensomme Timer histoppe i Sæterstuen, om Malkningens og Kærningens Møde, om Søgen efter bortløbne eller mosegåede Køer, om Augustnætter med Bjørnenes Knurren, med Ulvenes og Lossernes Glam. Og han vidste om det Bånd, som Karlen nu fæstede ved Leens Knag, at dets søde Natteminde vilde ildne Armen i dens trælsomme Mejning mellem Græsskrænternes Kampesten og Fyrrerødder. Og hans Ansigt lyste blidt mod hans gæstevenlige, muntre og karske Folk, der værnet af de Skove, der gjorde dem rige som Fyrster, lød Biblens Ord, arbejdede i deres Ansigters Sved, betalte deres Skat i Rovdyrshuder og ej kendte Forskel på en Femhundreddaler-Seddel og en Femogtyveskillings-Lap.
Men et Glimt af Harme, af rådløs Vrede foer mod en svær Mand i stiv Bydragt med Halsbind og blommet Vest og Pengekat hængende over Armen, der langsomt og smilende nærmede sig ad Vejen mod dem af Bønderne, som ejede de mægtigste Skove: Elov Magnusson i Uggleheda og Elias Bjur på Aspberget i Höljes, hvis Skove gik over mere end 120,000 Tønder Land — Manden fra Norge, fra Göteborg eller Uddeholm, den Fremmede i Elvdalen, Opkøberen af dets Skove, dets Hjem og dets Lykke, Tidens og Mammons Bud.
Fader vendte sig på Vognfjælet og så efter ham. Timileskoven, Tolvmileskoven — hvert År skingrede nye Savmøller, drev nye Horder af Tømmerstokke i Elven, med nye Brugsmærker huggede i Nakken — men altid: norske, Göteborgske eller Uddeholmske. 60,000 Tylfter Tømmer sejlede sidste År derude, styrede fra Roden ud mod Havet, mod Holland og Frankrig, lod de endnu små og fjærne nøgne Pletter tilbage deroppe på Bjærgene og drev »de grå Bønder«s Sønner fra de Gårde, som Fædrene gennem hundreder af År ej forlod, til Norrlandskørsler for Fremmede. Mens Husbondssædet varmedes af den Göteborg-Forvalter …
Fader sukkede, og med Hovedet bøjet fornam Märta, at de dog var dette Lands Børn og dets Fjender og Sorger deres.
Længere nede i Dalen, i Ny Sogn, mødte Märta og hendes Fader mange fremmede Rejsende, men ingen farlige som hin Bymand, alle Bjærgets og Skovens Børn, Vallonerne, de navnløse Vandrere.
De mødte Bissekræmmeren, »Knallen«, en Dalkarl, en Vestgöte eller kanske en Numedöling, en Normand, stræbende under sin store, sorte Lædersæk med de utallige Remme og Spænder. Og i Flokkevis Pigerne fra Mora, på Vejen hjem under Høstsolen, fra Sommerens Vandring Sverrig rundt med Skræppen fyldt af de fine Hårarbejder, der, i Ringens Form, indviede så megen Elskov og, i Kransen om Silhuetten, favnede så megen Sorg — Livets og Dødens Piger, lyse og kyske, Festen hvor de kom hen, i Bondehytte som Herregård, i deres farverige Dragter og hvide Hovedlin.
Og »Ämbetsmännen« kom, Värmlands vandrende Håndværkere, i Hobevis eller én for én: Nøglesmedden med sin kørende Ambolt og Stålringen på sit Bryst, hængende fuld af Låse; Malungskarlen, Pelsskrædderen, alt nu på Færde, med Elghudsrullen under Armen og Ryggen krummet under Skind; Skomageren med svensk-, engelsk- og egebarket Læder og Knipper af spundet og beget Skogarn; Maleren, nede fra Jönköping, med Farvepotter og Pensler så lange, at han støttede sig ved dem, og, en enkelt Gang, Mureren, en sjælden Fugl heroppe, hvor der fandtes nok af Sand, men Ler kun i Midskogen. Og Pariaen blandt dem alle, den arme, sorte Skorstensfejer, listende med Bøjle, Kost og Ring mellem de lyse Birke, skyet selv af Fanter, og nedpruttet på alle Gårde, hvis Ovne af Kampesten sagtens holdt en Smule Skorstensild ud.
Ja Fanter mødte de — Vognlæs af stirrende Øjne og Urskove af Hår, af gumlende Kællinger, skældende Mænd og halvnøgne Piger og Børn, af Geder og Grise, Kaffekedler og Slibesten … Huse på Vandring, Menneskeheden på Opbrud og Landsflugt, med Duften fra Assaria Land, fra Indus og Ganges, fra Himalajas Rod.
Märta så efter den skingrende og hujende Horde, til dens Skarlagens-Kasteklæder, Kobberørenringe og Guldbrokades-Skørter, Lækattehuer og nøgne Lemmer, dens Stemmer i Jordens første Sprog, forsvandt i Hvirvler af Støv.
»Det var gamle Kalles Følge,« sagde Fader, »»vanha Koarlen joukko«. Gud lede dem hjem!«
Hjem til Smyrna, til Levant og Hellespont, til Morgenland fra det yderste Hav, hvor syv Århundreders Pilgrimsfærd endte? nej, Jorden rundt syv Århundreder igen — Folket fra Eden og Babel …
Märta så frem ad Vejen, under Bjærgskovens solskinnende Hæld. En sort Skydstavle dinglede histhenne på sin Stang, med Milenes Cifre, og uendeligt tjærnt i Disen mellem Åstrandsberget og Ennarbolshammaren, hvidnede som en Tråd Vejen i Eksherred, hvorad Sverre Præst og hans halvfjersindstyve Birkebeiner drog, på Jagt efter Krone og Ære. O, den ældgamle Vej gennem Dalen, langs Elven, Krigeres, Handelsmænds, Pilgrimmes — Vejen omkring Jorden, efter Eventyr, Penge og Gud …
Nu standsede Fader og hilste på deres nærmeste Fælle, Bælgmageren, som travede frem med sin Værktøjskasse på Nakken, de mange Træprøver i Bæltet og Modelérskrinet og Tegnerullen under Armen.
Han kom fra de vældige Uddeholmsværker ved nedre Klarelv: Munkfors, Deije og Mölnbacka og fortalte, med Grævlingeskinds-Huen skudt i Nakken og Messingbrillerne på Næsen, om de nye Bælge, som engelske Ingeniører var ved at stille op dernede.
»Bælge af Jærn!« stammede han og fægtede med de stumpede Fingre, »hvad skal de så med Bælgmager mer?« og han stirrede trist gennem de irrede Glarøjne. »Og Varmblæst laver de, hvor én nu kommer — lige siden David af Uhr byggede den første ved Brefvens Brug … De sparer Kul, siger de — men de sparer også Bælgmager!«
Fader pillede med Pisken ved Hestens Nakketræ.
»De får bedre Ovngang,« sagde han dæmpet, »bedre Jærn — og mere.«
»Ja,« Bælgmageren løftede Hovedet, »én får ikke tænke på sig selv — og trøste sig med, at én er gammel.«
Fader nikkede, og Märta så på de to, som var grånede i Jærnets Tjeneste, og af hvilken den ene nu stod ved sin evige Afsked.
»Meget vil, ændre sig her i Värmland, Mester Moll,« sagde Bælgmageren, »den varme Blæst vil kanske snart blæse de Patroner bort, der nu blæser ad mig … Men — bedre Jærn og mere — så får ingen klage.«
»Hej, ohøj! o hiv, o høj!« sang det fra Elven.
Stampende i de sandede Skrænter hev en Skare mørkhudede Fryksdalinger, foroverludede under Rebene, en vældig Pram, ladet med Jærn til Randen, op mod den stride Strøm.
»O hiv! O hoj!«
Fryksdalingerne, de uroligste af alle Värmlændinge, de i tusindvis gennem det ganske Sverrig Omkringvandrende, de hvis Kvinder og Oldinge ene fik skøtte Agerstykkerne derhjemme, spændte her for Jærnet …!
Det var Hvitsandsboer, fra de endeløse Sandsletters ensformige, tyste Fyrreskove og Dværgbirkens Hjem på de høje Bjærge.
Og nu — et Råb, en broderlig Hilsen: forbi Faders Køretøj og Bælgmageren skridtede med lange, tunge Fjed en Klynge Grubetømmere fra Fryksände og Sunne Sogne, »Bønderne«, som Grubekarlene smædende kaldte dem — og på hvis Arbejde med Underbygning og Afstivning af Stollerne deres og hele Värmlands Liv beroede! De kom fra Timileskovene nu, dér havde de udsynet de Stammer, der ene var stærke nok til at bære Malmen oppe, og de ene kyndige nok til at tildanne. På de Bjælker, på de bøjede, sorte Nakker hvilte »Bjærget.«
»Stackars Hymer« hed Prammen derude, som svajede, tørnede mod, kørte fast på Stenene og haledes løs igen, duvende og rokkende frem med sin Last. Stakkels Hymer, som Fader læste om hos Afzelius og Ling, af hvis Kæmpekrop de høje Guder skabte Himmel og Jord …
Men nu jublede en Stemme, en Violin gnidrede:
Upp genom luften, bort öfver hafven,
hån öfver jorden i stormande färd!
Morgonens drottning med rosiga stafven
vinkar oss ut i den vaknande verld!
Upp till de brusande
böljornas lek!
upp till de susande
lundarnes smek!
Människan, djuren i qvalmiga nästen
lyssna med om till vindarnes dån,
Vi sväfva frie till himmelens fästen,
komma med budskap igen derifrån!
I Galop, med flagrende Fjerbusk og daskende Kårde, med Tøjlerne om Halsen og Violinen under Hagen jog en »Grøn«, en Officér af Jægerkoret forbi i sin dinglende Karriol, stænket af Vejskarn fra Hjulnav til Ruf, med en langhåret, fløjlsjakket Fyr, der truttede Melodien gennem sine hule Hænder, ved Siden af på det pjaltede Sæde: en rejsende Portrætmaler fra Danmark eller Tyskland, hvis Malerkasse og Staffeli dansede Hopsa bag på »rapphönan«. Den magre og pjuskede Krikke med de vældige Knokkelben sprang, de usmurte Hjul hvinte. De to var på Farten efter et Måltid Mad og en Snaps, et Slag Kille og en Seng, for i Nat eller for et År, som det faldt sig … »De skal til Letafors, de som jeg — men de er velkomne, Spillekanterne …« Bælgmageren tørrede med den lemlæstede Hånd over sit Arbejdsskrin.
»Til den nye Vind blæser også dem bort!« sagde Fader — og nikkede Farvel.
Inde på det græsgroede Tun i Ambjörby Skydsstation, under de krogede Birke, holdt en anden Karre med en »Blå«, en Furér eller en Fændrik af Regimentet, med sin bredpullede Kasket og falmede Epauletter, ivrigt forhørende en gråskægget Kaptejn, som med det gule Kårdebælte spændt løs fra den tykke Vom skrævede på Dørtærskelen til Gæstgivergården, om hvorvidt han havde truffet Præsten i Ekshärad hjemme? eller Herskabet på Hjältin? eller Jægermestren i Tönnet?
Også han havde en Kammerat ved Siden af sig, en duknakket, gråhåret Gamling, der med en luvslidt Skindsæk klemt mellem Knæene stirrede forknyt hen for sig, og med rystende Hånd drog den grønlige Frakke med den snuskede Snip sammen om sig mod Trækken fra Elven — »et Consistorii Skydsøg«, »en Rejsepræst«, der tredsindstyve År gammel, skuffet for tredsindstyvende Gang i sit Håb om eget Præstekald, var på Færd mod sit tredsindstyvende Vikariat, sin tredsindstyvende Overordnede, Kirke og Hjem.
Henne ved Høboden jodlede en ukrainisk Skærsliber, slibende Furérens Huggert og Gæstgiverens Køkkenkniv omkap, trædende sit Hjul, så det brune Vand sprøjtede.
»Siger Bro'r, at de har skudt Bjørn i Grafol? hå ja — men hm, de har slagtet hos Bergenskölds, og brygget på Vingäng og —« Furéren talte rådløs på Fingrene Dalens tyve Herresæder, Brugene, Officérs- og Præstegårdene.
Men Præstens Ansigt lyste pludselig op, Furéren standsede sin Tællen, og Kaptejnen gav et Råb fra Døren.
Ind i Gården, under Skydstavlen, svingede, i Hælene på hverandre, to Lågvogne, forrest en Brændevinskører fra Norge, og bagest en Sildevogn fra Uddewalla.
»Er det ikke det, jeg siger!« råbte Kaptejnen gnidende sig i Hænderne, så »Babelstårnet«, den høje Hue kuldsejlede på hans Øre, »hvad hører sammen, kommer sammen!«
Men Furéren svang sin nyslebne Huggert over Skærsliberens Hoved og intonerede:
»Drick ur ditt glas,
se döden på dig väntar!«
mens Præstens rystende Hænder søgte ind i hinanden til Takkebøn.
Gennem F lokke af vandrende Væverpiger, af Urmagere i Rustninger af dikkende og spillende Ure, af Tiggere og Musikanter af alle Arter, af Studenter, der travede frem mod nye Informator-Pladser nåede de nu i den skrå Aftensol Osebol Færge.
Ved Elfdals Kompagniets Trosbod, ovre på den anden Bred, var der ét Røre af Soldater og Rodeholdere, af Regiments-Tøjmestre- og Skrædre, af Mønsterherrer og Kaptejner. De nye Uniformer leveredes og prøvedes, det var »tredje År«, og Bondekærrer holdt i lange Rækker derovre med Rodekisterne. Kompagnichefens Røst drønede over Elven:
»Flink bli't for tyk? Ja, la' gå! men Granat bli't for lang? jeg benægter! efterdi Granat er fyrretyve Rodeholder Nr. 10, Hökesberget, leveret Arbejdsdragter i Vadmel — vèd den Æsel ej, at kgl. Majestæt har befalet Stof af samme Art som til Livmunderingen? Og, Guds Død, gule Passpoaler! vèd han ej, de skal være brandenburgske nu? Bedst Fanejunker Sellblad snakker lidt med ham! Skrædder Nr. 7, Niclasson, 3 Rigsdaler banco 7 Skilling for Snörs Mundering! Er han forrykt? Kender han ikke Taxten? eller tænker han at spille Halløj med selve Monderingskommissionen, med Landshøvdingen og Kommersråd Norrström på Trossnäs? Fanden ta' mig, 1 Rigsdaler 8 Skilling for Våbenfrakke med Nummer og Skulderstrop, 18 Skilling for Lærredsbuxer, 20 for Teltdugs, Halvklædesstibletter 10 Skilling 8 runstycken. Guds Død, jeg skal la' ham smage Johan Ulric Cedercronas Stok, Krabasken, min Ven! er han end nok så meget Skrædder, skal han få sine 10, så godt som nogen »Knægt«! Hva'? krymper Tøjet? O I Æsler for Herren! havde vi haft sådanne Guds Buxer i 1808 og 9, ved Ögården, Hökpäs og Umeå — vi skulde ha' javet Barclay de Tolly og Kristian Fre'rek ad Mongoliet og Skagerak til! Men med Enderne ud af Buxerne gik vi, med bare Tæer og — højst uanstændigt — — —«
Den tordnende Stemme tabte sig i Løvets og Elvens Susen. Solen brændte rødt i Hvitsands og Östmarks Bjærge over Hufvudfjäll og Ränneberg, alle Troldes Bo. Vejen hang foran dem som et Bånd over de frygtelige Bakker i Grafol, »Tummelberget«, de værste i hele Värmland.
Men de skulde ikke til Helgå Brug ved Brattefallet, så lidt som de havde besøgt Femtåens eller Likåens Hamre.
De som alle Uddeholms Brug tilsåes i Våren og måtte vente, til de atter kom i Elvdalen. Nu skulde de ad Fryken til.
Nede foran dem flød Elven blank og bred, fuld af røde Aftenskyer. Og hist ovre snoede Vejen sig gennem de hvide Sandskrænter, ind i Ruskåsberget, Højdeskovene mellem Klarans og Fryckens dybe Dale.
Og atter gyngedes de på den hvileløse Elv, mellem drivende Tømmerstokke og jagende Svaler, i Ildskæret af røde Skyer og Skumringsmørket af Skove. Flodens fordums Bredder ragede op i dens Sensommers Lavvande,
Trækken fra Gemmenes Vinter og Kølens fjærne Sne strøg over Märta og hendes Fader og den klukkende Færge. En Sværm af gule Birkeblade flagrede mod Strømmen. I de skyggesorte Vige under Fjældsiden skræppede Ænder uroligt. Vandet lyste af en Bævers Flugt. Højt oppe peb, langt og gennemtrængende, Fiskeørnen.
Når de atter drog over denne Elv, vilde Skrænterne og Bådstenene skumme i Tøbruddets Flod eller blåne af Häggstrømmen — ja, da vilde den vilde Hæg blomstre, og Pileraklerne støve gult, og de blomstervrimlende Enge svømme i Duft af Løg og Mandel og danse af Guldsmed og Libelle her i »liljeconvaljernas land«, En ny Vår vilde vandre gennem den evige Dal. Men da vilde Fader være et År ældre og mange Hår mere grå, og ingen Bælgmagers Brilleglas glitre dem i Møde, men alt noget være forandret i Värmland …
Men nu da de var vundet op over den lange og stejle Bakke fra Osebol og langt nede bag sig hørte Færgens Trisse svinde med Grå- og Sortændernes Klage, og skimtede Vejen tåge hen for sig i Skoven, flyttede de tæt til hinanden, biende dens Tysthed og Mørke.
Hvert af Hestens Hovslag i det dybe Græs bar dem ind til det, som ene de to vidste. Selv Bjærgfinken var forsvundet, og over Fyrrenes tætte Toppe drog kun Skyerne hen. Men i den grønlige Skumring skred en Elgtyr over Vejen, med det kronede Hoved sænket, mimrende med sin tykke Mund på en gammel Hemmelighed. Vuggende på de grå Ben ænsede den ligeså lidt dem som de små. Myg, der sværmede om dens krumme Næse, og gik ind i Stammernes Tusmørke som dets rette Beboer.
Fader så efter den. »Om bare en Måned eller to«, nikkede han, »må den op på de høje Fjælde, hvor Sneen bærer, den er for stor og tung. — Men nu går den jo her som Kongen.«
Dybt inde hostede Hornuglen: Bjærghundens Glam. Her var det jo, at Forvalteren fra Vägsjöfors mødte Skovenes Dronning, Råhanda, og vandt hendes Elskov. Til han en Dag forsinkede sig ved Sømleverancen og på deres Mødested fandt hende ældet af Længsel til en gammel, grå Kvinde, der vendte ham Ryggen og lod ham ene. Endnu flakkede han sindsyg i Skovene og søgte sin og den Eviges Ungdom.
Der åbnede sig et lille Hul i den dystre Skovmur — de holdt ved Skovvogterens Stavhegn.
Hytten lå derinde som en Sten, sammensunken under Fyrrene, mellem Klippeblokke og Ener — en Finnesvedje, hvis Grundlægger forlængst var omkommet af Nød eller for Øvrighedens Hånd.
Uden at tale derom stod de af, som altid når de kom her forbi, åbnede Grinden, der skreg jamrende i den dybe Stilhed, og gik ad den fodslidte Sti mod Hytten.
Skovvogteren, der var Enkemand, var med sin Søn på Udsyning af Kulsviertræer. Datteren, Elisif, stod ene i Døren, med Hårets hvidgule Manke om Skuldrene, nøgen i Aftnen og Kulden under sin rustbrune Kjole, der stumpede over Albuer og Knæ. Hendes Øjne vendtes sorte og tomme mod dem, de jordede Tæer krummede sig over Tærsklen.
Elisif var blind og stum, men de vidste, at hun kendte dem — ti havde hun ikke længe her i Hytten hørt deres Vognhjul komme, og skelnede hun ikke deres Trin?
De fik hendes Hånd i deres, slap og kold som et Ligs, og dukkede ind i Røgstuen, hvor Fyrrestammer sortnede bag alle Ruder, og Kæmpeovnen lyste hvid, ind i den sure Røglugt, der tågede Rummet endnu dunklere og prikkede deres Øjne med Søvn.
Lydløs gled Elisif med Spanden i sin Hånd til Brønden. Gennem den åbne Dør så de hende, uden et Øjebliks Svigten, svæve frem mellem Klippestene og Enebærkrat.
Nu hang hun, med de blinde Øjne opspilt, i Brøndens høje Vippe, slingrende som en Hængt, med sit stride, lyse Hår, sine nøgne Arme og Ben. Og uden Vaklen og Søgen ilte hun lydløs tilbage med den tunge Spand.
Mens de drak af de små Birkebarks-Bægre, sad hun på Ommen under Ovnen, ubevægelig, med Hænderne i Skødet og kryssede Fødder og Ansigtet vendt lyttende mod Loftsbjælkerne, hvis begede Mørke fyldte Rummet som selve Søvnens sorte Tåge.
De talte ikke til hende, ti de vidste, at hun agtede kun sin Faders og Broders Stemme. Men de rørte til Tak den slappe, kolde Hånd. Og da de atter sad ude på deres Kærre, så de hende stå i Døren, næsten nøgen og ene i i den sorte Skov.
»Fader«, hviskede Märta, »at hun ikke er bange — så ene her …«
»Bange?« Fader smilte. »Hende rører ingen i Värmland, selv ikke den værste Fant. Før turde han anfalde Altertavlen i Ekshärad. De tror, hun er Skogsråen selv.«
Langsomt svandt Kærren ind i Skovens og Nattens stadigt tættere Mørke, kun Hestens Pusten, kun Hjulets Knirken. Et hvidligt Glimt af Järnbergsjön — et Øje, der flygtigt så dem og lukkede sig til Søvn igen, ligegyldigt som Elgen før.
En næsten slukt Strimmel Himmel deroppe — og Hesten fandt Vej frem i Mulmet, så sikkert som Elisif.
Men da Holmtjärnet var passeret, og den sidste halve Mil tilbage, fornam Märta og hendes Fader, i Stumheden, i Blindheden, den uhørlige Dunken af Vägsjöfors' Hamre, den usynlige Glimten af dets Kedler og Fyr.
Og nu — dér slog Bålet fra Smedjerne ud, dér strålede Lysene fra Arbejderhytterne og Herregården, dér tordnede Hamrene, og pustede Bælgene i Fossebruset, dér stimede sværtede Skikkelser og Ansigter om dem, dér spejlede de sig alle, med ildspyende Esser, Skorstene og sorte Gavle i Nedre Brockens Spejl, i Krans af de natlige Bjærge — Og dér råbte Brugspatron Lyrholms Bas dem Velkommen:
»Halløj, Kunstmester, I kommer tilpas! »Dynerne« skred under Stokjærns-Hjulet, og nu står min Sæl selve Bælghjulet!«
— Nogle Uger senere, efter Besøg på Hvitsands, Östmarks og Lekvattnets Brug, kørte de ned langs Fryken, dette Timeglas af Søer, med dets Bånd af Jærnværker. Snart tætte, røde Byer ved Mundingen af de sydende Elve, under de hængende Fosser og de hueagtige Fjælde, i Skyer af Røg, i Uvejr af Ild og Hamre og Save, i Stimlen af Smede, Flötere, Opkøbere, Malm- og Kulkørere, Tømmer- og Kornflåder. Snart små og bortgemte, inde i Fryksändes og Gräsmarks Urskove, bag øde Fjældvande, for Enden af næsten utilgængelige Stier, hvor Smedjen var rejst inde i Bjærgets Hule, som Jætternes, og hvor den eneste Hammer lød som Kains Slag mod Ørknens Stene.
En Dag holdt de på Broen ved Sunne og så ærbødige og stille mod den røde Gård bag de løvgule Linde og under det spidse Kirkespir, højt på Skrænten over Sundet, Övre- og Mellem-Frykens Forbindelsesled.
Dér sad jo bag den blanke Ruderække Anders Fryxell og skrev sine »Berättelser ur svenska historien«, dér skabtes Värmlands Kvædet:
»Ack Värmeland, du sköna, du härliga land« —
Bog, som gaves i hver Bondedrengs Hånd.
Sagte drog Luftningen gennem det sivgroede, birkehængte Sund, fra den øvre Sø til den nedre, viftende over deres Hoveder, legende med de glødende Rønne i Præstegårdens Have og de hundrede vilde Duers Kurren fra Kirketårnet, slettende sine Spor i Vandet.
Et Gardin flagrede fra det åbne Vindue i Gavlen, en Fløjte lød, prøvende midt i Senhøsten Arrhén von Kapfelmans: »Våren är kommen —«
Så var Jean Jacques Fryxell for Øjeblikket hjemme, i det lille Rum, der her, som i alle Gårde, altid stod Rede til »Farbroder Adonis«, til Värmlands mest elskede Søn og største Døgenigt, der ejede sit Hjem i hundrede Pigehjærter og under Värmlands skønne Himmel, Fryxellstammens golde og tilbedte Skud.
Og som Fader fortalte om Olof Trätaljas Folk, der nåede helt herop og ryddede Skov, om Hannibals- og Krabbefejdernes uforfærdede Bønder, om Herrerne på de gamle Brug, de arrede Krigere fra Trediveårskrigen og Karl den XIIs Togter, om den Klang af Skovøxer og Sværdslag, af Smeddehamre og Violiner, Danse- og Vandresange, der stod omkring de trende Søer, følte Märta, at de holdt i Värmlands Hjærte, i Vallonernes Hjem.
Et Timeglas var disse Søer, og Menneskeliv havde rundet igennem dem i festlig Il: Fryksdalingens Liv — Officérens, Tømmerfløterens, Jærnkørerens, Eventyrerens, den vandrende Håndværkssvends!
Hver Vår drev mer end tusinde ud at vandre, som Bølgerne fra Sø til Sø. Hvor løb i Landet en Vej, som ikke en Fryksdaling kom travende ad, lille, mørk og gnistrende, fuld af Nyfigenhed og Vovemod — som selve Svensken havde løbet i Gustaf Adolfs og Karl den XIIs Hæle Europa rundt …
Jo, her skulde Värmlandssangen synges, og Värmernes Historie præntes, Sangen om de sorgløse Sjæle og Vovehalsenes Epos!
Og her i Broen mødtes de mange Veje: vest på hjem til Arvika, til »Paradis« på Björkenäs, hvor de endnu ikke turde komme; øst på til Nedre Klarelvsdal og Nyed Bergsag, hvor Gildesviolinerne tav så lidt som Stangjærns-Hamrene; nord på til Finnskovenes og Sevedsbergets Ubygder og ensomme Hjem; syd på til Vänerlandet, Herregårdenes og Handlens, hvor Bygd alt ryddedes i Ane hin Gamles Dage, hvor Kristinehamn og Karlstad lå, hvor al Jærnet og Tømret drog ud og Skibene ind fra Kattegat —: Landshøvdingens, Biskoppens, Generalernes Residens, Värmlands Lærddomssæde og Hof.
Der havde Märta Moll og hendes Fader intet at søge. Nyed Brugene såvel som »Bjærget«s, Karlskogas og dem nede ved Björneborg havde de besøgt i Våren.
Nu drog de langs Mellan-Frykens vestre Bred, gennem Emtervik og Fryksände Sogne, over Norselven, ned mod Vänern, der hilste dem for første Gang på. Slottsbroens Færge, med Syn af uoverskuelige Vande, med Pust fra usynlige Kyster —: det vældige Indhav.
De åndede hurtigere og friere, som de skvulpedes her af de urolige Bølger, Skovene lå bag dem, de øjnede kun Vande, de vuggede ved Värmlands Port. Brisen fra Verden derude blæste dem om Pande og Hjærte.
Og fra nu af, efter at de var nået gennem Svänkevikebakkernes dybe Hulkløft, kom de ret ind i det vandrende Värmland. Flokke af Håndværkere og Spillemænd, Sløjdere og Bissekræmmere og Vagabonder. Men navnlig af »Knægte«: »blå« og »grønne« Officérer, de altid farende, »Kavallererne i Gårdene,« piskende af Sted i de højthjulede, kurveflettede Køretøjer, grå fra Hjulring til Vadsæk og Kasketskygge af alle Vejes Skarn, leende af fuld Hals ad det sidste Eventyr, på Jagt efter det næste, skrålende den sidste Vise fra »Filikromen« eller Sangen fra »Värmlands-Tidningen« i den skæmtefulde Dialekt:
Å jänta å ja', å allt uppå landavägen,
å ja'
å jänta å ja', å allt uppå landavägen!«
mens Spillemanden nede på Vejen snappede Fedlen eller Klarinetten af dens Pose og valsende bag Giggen gned og fløjtede Melodien til:
»Å däjli som ljusan dagen ho var —
mett hjârte, hvar tog dä vägen?«
Særlig på Gårdspladserne inde i Malöga, Göstakrog eller Afvelsäter Gæstgivergårde, under de gamle, mosgrode Trævægge, i de lavloftede, enebærstrøede Stuer, vrimlede det af Folk, der spiste og drak, dansede, sang og lo, knaldede med Dørene, skraslede ud og ind gennem Grinderne i Kærrer og Vogne af alle Størrelser og Former: Bønder, der fulde vendte hjem fra Säffle eller Åmål, Arbejdere fra Lilljendals Glasbrug, Handelsmænd og Opkøbere fra alle Provinser. Men også her først og fremmest »Knægte«, de Karlstad Officérer, med eller uden Uniform, med eller uden Hest og Køretøj, ja Frakke og Hat, alt som de havde været heldige til i det sidste Slag Biribi eller Farao, men altid lige glade, lige vilde.
Ti løb ikke Landevejen dér bag den buklede Rude, og lå der langs den én Gård, en Herremands, Brugspatrons eller Præsts, hvor ikke Dørene stod på Gab, Dynerne og Bordene ventede?
Skyggede Sörmon Mørkeskov i Nord og Afvelsäter Ødeskov i Syd, uden Mennesker og Stier, med Ulvehyl og Risvårde over myrdede Brødre? Nu, var da ikke Næsset, Värmlands Näs, nær — Herregårdenes Stimmel, dér hvor Fanden tabte Halvdelen af sit Læs Adelige i By og Resten i Bro; hvor under Hjälleskates Eg hundrede Brødre kunde skåle; hvor Dansen gik fra Gården Sund til Rosenborg yderst ude, fra Morgen til Aften, til man valsede på Strømpelæsten, til så gladelig en Melodi, som Nonnerne ude på Lurö i Vänern fordums bedrøveligen havde sjunget?
Gud have Tak, at den Onde ej nåede sin Hensigt med det Læs, som han havde sanket fra det ganske Värmland: at køre Vallonernes Slægt i Havet! da havde vel han og hans Kedsomhed hersket på, »Bjærget«!
O sig mig, hvor fandtes et Gæstekammer i det hele Len, Nord og Syd, Øst og Vest, der står tomt én Dag til Ende? Og så skulde man sørge, fordi man ikke ejer en Tolvskillingslap i sin Lomme, ikke en Hue på sit Hoved og ikke det mindste Rum i Verden, der er ens eget! Blir man Døgnet til Ende eller Året rundt i den Gård, hvor man falder ind, man er lige velkommen! En Bid Palt og en Slurk Brændevin er overalt tilrede, Violiner lyder ud fra alle Døre, Sangen bærer man i sin Strube og i sin Baglomme Silfverstolpes Visebog, gamle Farbror Munters: »Vid bålen« og Fredmans Epistler!
Ens Løn er 50 Rigsdaler, ens Tjenestetid en Måned eller to: Gilder i Karlstad Frimurerloge eller i Officérsbarakken på Trossnäs Felt, hvor man mødes med gode Venner, som man ellers med stort Besvær må piske Landet rundt for at tømme en Dragonpuns med!
Røgen fra Kridtpiber og Cigarer, man huggede fra sin sidste Vært — kende min Ven: Dos Amygos! — drev i Skyer under Bjælkeloftet, og ud gennem de åbne Vinduer, til Birkene og de gumlende Heste jublede Koret:
»Sörj ej den gryende
dagen förut!
Njut af den flyende
hvarje minut!«
Krøben op i sin Krog stirrede Märta på de syngende, fægtende, ravende Skikkelser, gennem Tågen af Tobaks- og Mad- og Punseos.
Det var hendes og Faders Landsmænd, Värmlands Folk, som hin Fryxells Vise besang:
»de sorgsna — dem ge de på båten!«
Hun kendte dem her fra Kroerne, fra Landevejene, fra Brugene, når Bruset af Dansen og Klangen af Skålerne fra Hovedbygningen, gennem Stønnet af de hvileløse Bælge og Skriget af de rastløse Kulkærrer, nåede over til Smeddenes Labbhi, hvor Fader sad og ved det evige Bål læste for de hulbrystede, sammensunkne, stumme Arbejdere af Haqvin Spegels: »Guds werk och hvila«.
»Kraftiga äre tin ord, titt nampn är höjt öfwer allas,
stoor uti råd och mächtig i dåd tu, Herre, må kallas…«
Hun så Ansigter for sig, belyste af Hyttekransen eller af Grubekarlens Fyrrefakkel i den bælgmørke Stolle — Ansigter fra de sorte Skove dér i Nord, fra Finnernes Røgstuer og Skovhuggernes Rishytter og Kulsviernes Huler. Hun så Elisif blind og stum og ene i sin Lytten. Hun hørte Bælgmagerens Suk: »De er velkomne, Spillekanterne, jeg ikke.«
Og de blodige Strofer fra »Sions Sånger« kom hende på Læben. Da pludselig to alvorsfulde Stemmer talte sammen i Dalby Præstegård i Elvdalen om Guds Leden alle Sjæle hjem, om Opstandelsen i hans Barmhjærtighed fra Jordens korte Forvirring, dens Leg eller Kval …
Og hun smilte til Fader, hvis Øjne så på denne Stues Mennesker med samme forladende Mildhed som Pastor Rudenii på Sætersøndagens Bønder: alle det store Skovlands Børn, de altid Syngende og Vandrende — om Sangen så, var af »Mose och Lambsens wisor« eller af »Aftonquist-handbock«, om Vandringen gik mod Jerusalem eller Babel …
Men hvor vel følte hun sig ikke, når de — efter Besøgene ved Dalslands Brug, på Gustafsfors og Lennartsfors eller de kongelige Baldersnäs og Billingsfors, Uggla'ernes og Wärn'ernes og Posser'nes orangerihegnede Slotte, hvor de tropiske Zoners Skatte og de kontinentale Hovedstæders And og Skønhed samledes til Fest i de høje Sale, hvor Christina Egyptia Bonaparte, Prinsesse af Canino, den store Napoleons Broderdatter, herskede — langs Lelången eller Stora Lee nåede op i Nordmarkens øde Skove, hvor de på de tilgroede Stier kun mødte Kul- eller Jærnkørere fra de små Hamre, eller Bønder i deres grå Vadmel og med et Hestekobbel efter sig, på Vej til Årjeng Marked.
De strøg stumme Märta og hendes Fader forbi uden Hilsen og Smil. Folkene herinde kendtes lidet i det øvrige Värmland, de regnedes halvvejs til Norge. Det var dem, der ingen By vilde have i deres Skove, men lod den udstukne Plads ved Töcksmark Kirke gro til igen. De beskyldtes for Smugleri og Bedrageri i Hestehandlen, for Drikkeri i Smugkroerne og for uægte Børn. Hver en af dem var Nidvisedigter, og ingen kendtes herinde uden ved et Øgenavn.
Med deres Heste jog de frem med Skrig og Svøbeslag som selve Jehu, ved Kapkørslerne på Kristiania Fjord eller i Kristinehamns Varnumsvik i Februar- eller Fastingsmarkederne, den eneste Gang de sås uden for deres egne Grænser, vækkende Ubehag ved deres bidske Grovhed og Latter ved deres norske Dialekt og lange, hægtede Frakker: »gråsäckerna.«
Ja, alle var grå herinde, de kaldte Fader i hans sorte Dragt »Præsten«. Og her var skummelt og uvejsomt.
Djurskog og Åselskog og Järnskog — Fader huskede en Tid, da her ikke fandtes én Kørevej i det ganske Herred, og endnu kun sjældent knirkede Hjul dem i Møde. Den frostsorte Høst fra de stenede Jorde slæbtes hjem på Meder af unge Træer. Mangen en Nat måtte Märta og hendes Fader skjule Hestene i Skoven og selv søge Leje i Gårde, til hvis Tun knap synlige Fodstier klatrede.
Heroppe fra så de over sorte Skovkamme, grå Rullestensåse og lange, Hodagtige Søer, der syntes at hige imod Syd i den blodigtrøde Aften. Dage igennem ledte de sig ene frem mellem skyhøje Stammer, over Fyrremoser og gennem Bjærgkløfter, hvor Ispiller rejste stumme, evige Orgler af forlængst henfrosne Bækkefald, langs fredløst plaskende Søer, hvorover en Snestorm foer, nu som i Juli, da de sidst kom her forbi, og hvori Jættebroer af Kampesten fra bægge Kyster rakte deres Stumper mod hinanden som af Ensomhedens Længsel, Jutulbroer, bygte af Riser i svundne Sekler.
Bøssen veg ikke fra Faders Side, her var fuldt af Ulve herinde, af Losser, af Overtro og Angst og døde Dage. Her gik Plovfurer, og passeredes Agerstriber fra før Digerdøden, her steg Skud af Osmundssmedjers Slakker, og på Højderne Ruiner af Klostre og Borge, med Sagn om Dronninger af fremmede Lande; her brændte Ild over myrdede Mænd og over sunkne Skatte, over glemte Dages Lykke og Synd; her fandtes rustne Nøgler, større end Mennesker nu kunde løfte, til Døre, der i Midnattens Time knagende oplod sig, men ved Hanegal og Morgenrød slog i som selve Tidens Porte.
Fra en Klippe i Foxen så de Grænsen til Norge, et hvidt og bølgende Bånd over Bjærge og Dale, svinde i det dunkle Fjærne — Vejen fra Ishavet til Skagerak, Asgårdsrejens Rendebane, fejet åben hver Sancta Sucianat, som et evigt Sår mellem Brødrefolkene.
Få var Husene i Nordmark, grå og med øverste Stokværks Ruder tilspigrede med Brædder, ingen Herregårde og Tårnene i Kirkerne stumme. Deres Klokker havde ringet som Skovenes eneste Stemmer i fjærne År, men sunget, omstøbte til Kanoner, deres Liv ud i Ukraines Snestepper. Eller de tav i Mosedynd, sænkede for Fjenderne i de Grænsefejder, der, uendelige som Grænsen selv, strakte sig fra Birkebejnarne til Karl Johan, og aldrig genfundne af de følgende Slægter — Klokker, forstummede som Kapellets i Lönnskog, der overlodes til Kaos af Reformationens Vrede, og hvis brudte Korring og Helgenbilleder, hun og Fader kom til i Vildnisset.
Men i Torrskog kimede de viede Malme endnu stedse over de Hestehuder, som Bønderne dér, trods Bispers og Prælaters Forbandelser, førte til Tors gamle Offerplads.
Men i Holmedal tav de ved Brasens Legetid, ti Hr. Arvidius Arvidi Svala befol det 1782, at den liflige Fisk ej skulde forstyrres i sin priselige Formeren sig! Og det Folk, der glemte sine Kirkeklokker, respekterede end den Dag i Dag Hr. Arvidii Appetit.
Jo, i dette Land så fremmed for det øvrige Len fandt de dog Spor af Värmland! Märta og hendes Fader kom til Huse, der gabede med åbne Døre mod Skoven, så tomme, som var Beboerne ej blot på Rejse til Åmål, til Vinger — Kongsvinger — i Norge eller stora sta'n, Kristiania — men havde Digerdøden end en Gang vandret gennem disse fordums så folkerige Sogne. Og de sov uhindret i opredte Senge og spiste og drak af Hårdbrød og Buska, ugæret Øl, stillede frem på gæstfrie Borde, om Vandrere skulde komme.
Og se, inde på Skovstierne ved Bön kom en Kvinde dem i Møde, strålende mellem Fyrrene som en Sol af de mange Skørters glade Farver i purpurrødt og grønt og Hovedklædets stive Krone — et Barn af Österwall Kirkeby på Klippen over Töcken Sø og alle de Skove, der var dens: Dværgestaden med Kirkespiret trængt mellem de ældgamle Huse omkring det lille Torv, Væg ved Væg, med Svalegange og mangefarvede Ruder, med oliemalede Drag- væv af bibelske Scener, med kunstfuldt broderede Hynder på vægfaste Egebænke — hvor en Gang selve Karl den XII sov en Nat i det sidste af sine År … et Ararat i fjendefyldte Skove, den mindste og tryggeste Landsby i det tabte Rige.
Hendes Hår lyste som Guldkæden om hendes Midie, hendes Hud som Birkenes deroppe på Klinten og Munden rødmede som en Drue af Blod, Slægtens i de otte Huse, som var hele Landsbyen, Nordmarkens ældste og rigeste, hvis Skatte regnedes i sexchiffrede Tal- Hun hilste mildt med hvide Tænder.
»Guds Fred og god Dag!«
Jo, de var dog i Värmland herinde!
Og ved Björklången lyse Sø, med Skillingsmarks hvide Kirke langt borte i Skovblået bag Odder og Øer, mødte de den store Landevej fra Norge — Vejen til Arvika og Björkenäs, til »Paradis«, hvor de atter en lille Stund skulde hvile og lytte til Birkene og Bølgerne, bag den sidste Grind, i den dybe, dybe Ro.
— Men der var også vinterlige Veje i Värmland, Veje under Skyhimle, så tunge at de skjulte Bjærgene, at de fyldte Højskovene med fygende Nat — blinde og sporløse Døgn, i hvis Bund Slæden krøb hen uden Håb og uden Viden, hvor al Lyd og al Tanke druknede i Fyrretoppenes Kogen, i Lossernes og Ulvenes forfølgende Glam, i Striden for at redde sit Kød af Frostens og Vilddyrets Gab.
Der var daglange Kampe med issky Heste, der, jagede af nedvæltende Sne, stampede baglæns, drivende Slæde og Passagerer ud af Vejene til Foget, der rasede over Afgrundene. Fader sled i Hestens Mule, og ustandseligt raslede Märta med den Lænke, der i disse Dage lå i hver Slæde, til at skræmme Dyret frem.
Der var ihjelfrosne og ihjelbidte Lig, som man væltede over, af Mennesker og Dyr. Der var nedsneede Hytter i Finnskovene, på hvis Dør man slog sin Kno til Blods i Håb om Ly og Varme — og fik Dødens hule Hallo til Svar fra Stuer, hvis Beboere lå døde af Sult og Frost.
Der var Vildelser og Syner af Angst og Mørke, hendøende Drømme om evig Søvn; der var Fimbulsvintres Afsind og Verdensundergangs Delirier.
I en sådan Nat ude på Søen Värmeln endte deres lange Rejse.
De var komne fra Vänern, op over Grumsfjorden, forbi Edsholms Slot på den sorte Fyrrehøjde, hvor Märta i den knygende Sne syntes at se den onde Fru Rangela hvileløs Bakke blandt Ruinerne, mens Fader fortalte om Engelbrekt Engelbrektsson og Peder Ulfson Roos og deres Kampe mod Fogeden Herman Gissler, og nåede nu i den bestandigt voxende Storm, fra Borgvik, hvis Lancashire- og Svejseovne Fader havde tilset, forbi Vandfaldene ud i Värmeln.
Oppe i det trange Värmskogssund foer Sludet mod dem, som skulde de og Hesten kvæles i deres egen Ånde. Luften var sprunget i Tusinde hvirvlende Stumper mellem de sorte Skove. Fader havde hele den Tur ikke været sig selv; nede på Borgvik Brug havde han måttet lade Bælgmageren ene om Arbejdet og kun mægtet at lægge Modelérpindene op for ham. Ingensinde før var det hændet. Bælgmageren, Fridolin Backa, havde skottet til ham gennem Brillerne.
Märta var bekymret og vilde, at de skulde søge Ly på Strand, hvis ældgamle, røde Huse skimtedes gennem Foget. Men det var endnu kun ud på Eftermiddagen, og Fader vilde videre, de tre Mil op til Brunsberg Jærnværk, der led hårdt i Kampen med det store Borgvik og ej kunde tage Tabet ved sin Ovn, der skullede.
Märta bad for sig: her ved Strand var det jo, at Värmlands Apostel, den hellige Torger, ihjelsloges. Fader havde så tit lovet hende, de skulde tage derind på denne Lenets ældste Gård …
Men Fader svarede febrilsk, at de måtte nå Brunsberg, ja Rinnfors Brug i Aften, så at de i Morgen kunde tage Reinholdsfors, Morianefors og det nye Segerfors ved Racken Sø. Alle de Brug sad ilde i det, den mindste Fejl eller Forsømmelse ved Driften kunde koste dem Tilværelsen! De fik ikke længere Kredit fra Göteborg. Det var allerede Januar, og til Marts, til Fasting, måtte de have Jærnet rede! Ingen vidste, når han kom igen.
Sandelin på Segerfors, der havde kæmpet i otte År for at rejse sit Brug, skulde han miste det nu? Desuden, Fader længtes hjem, til Björkenäs, bag Grinden. ja, han var træt, men han havde ingen Efterfølger, der kendte både gamle og nye Maskiner som han. Fridolin Backa havde kludret med Gassvejsesovnen på Borgvik …
Englands Stenkulsovne truede Patronerne, ja hele Sverrig, Priserne faldt — svensk prima jærn måtte sælges billigere end engelsk Puddeljærn. Men Tolden steg og steg, alt mens Lancashire mindskede sit Trækul og skabte Jærn, blødere og jævnere end vort, Verdens ædleste. Mistede vi både Export og Ry, hvad da?
Faders Hænder rystede om Tømmerne, hans Kinder brændte, mens Øjnene søgte flammende Vej gennem Snehvirvlerne. Han måtte se de Brug efter, siden — —
Og Märta, der altid blindt havde lydt sin Fader, tav, men lyttede skælvende til hans stønnende Åndedræt.
Og videre stred de sig opad mellem de utallige Holme, hvis mørke Fyrre og Oldtids Dysser styrede mod dem som under Sneens brusende Sejl — Värmskogens hjärta, Gullholmen, Enträdsholmen, Krokstadöen, Adelöen — og de øjnede alt forude, over Skärmnäs, Fågellekens svimle Tinde, ja skimtede Snerøgen rødne af Brunsbergs Højovn og fornam Dunket af dets Hamre — da et Skrig nåede dem langt borte fra, et Nu —
»Hørte du?« Fader skød Ulveskindshuen fra Øret og strammede Tøjlerne.
Märta vidste, hvad det betød og stammede: »Nej«, nu så nær ved Kyst og Hus.
Men i det samme kaldte Skriget igen, som under selve Isen, i yderste Nød.
»Jo, jo! det er ved Slorud, ved Gullsby-Elven, Vågerne dér — de kører i — Det er Jærnkørerne fra Nollby — og de må frem, det er det fattigste af Brugene. Fossen ved Skålsøerne løb tør, og Smeddene sad og græd ved det tomme Fald. Jeg så det selv. Min Mester, Bengt Branzell, og jeg gravede Sandvolden igennem, vi skulde nybygge Hamrene, men Vandet løb den modsatte Vej, og om Morgnen var Søen tom. Hamren måtte flytte. Det er min Skyld, min og Branzells. Jeg var ung den Gang, men —«
»Jamen, Fader«, Märta klamrede sig til hans Arm, »de kender Drivisen som du, de kan springe af og —«
»Jamen Jærnet! Jærnet!« Fader sled i Hesten, der stræbte mod Land, »det må til Borgvik! Arfwidsson skylder Schagerström og Helin! Går det til Bunds, er han færdig. Og det er Sønnerne selv, der kører, de slipper aldrig Læsset! de véd, hvad det gælder, før går de ned!«
»Så skynd dig, så skynd dig dog!« råbte han til Hesten, hvid i Ansigtet, med skinnende Øjne og Skum om Læberne.
»Nej, Fader, nej!« Märta kastede sig over hans Arm, »du er syg, du kan ikke!«
Men med et Blik på hende, fuldt af Forfærdelse, rev han sig løs, mumlende: »Det er min Fejl, jeg må gøre den god igen,« og tvang Hesten rundt.
Den stejlede og udstødte et Skrig, der blandede sig med det histude fra og Faders Stemme, som løftede sig til det Yderste, slyngende sin Trøst og Advarsel ud mod Stormen:
»Mod Vest! Mod Vest! mod Kirken! Vi kommer!«
Og frem gik det påny, et Par hundrede Alen, hvorunder Råbene kaldte og søgte, slyngende sig i hinanden som et Par Hænder i højeste Angst — da Hesten med Et kastede sig til Siden og med Snuden mod Isen jog ind i Læ, hvor Skæret af Ovnene virrede, og Hamrene dundrede.
Fader rev i dens Tøjler, hængende sig bagover og slyngende sit Råb gennem Foget. Et Ryk — og han brast forover, med Brystet mod Slædekanten, i en Fos af Blod, kvalt i sin sidste Kalden.
Det vildfarne Skrig skingrede endnu en sidste Gang, så lød ene Märtas Jamren og Hestens rasende Hovslag.
Slæden tørnede mod Bredden, mod en Fyrrestamme. De slængtes hovedkuls ud, langt bort fra hinanden.
Dér fandt Inspektøren på Brunsberg dem. Han havde hørt Råbene og med Smeddene søgt herned. Märta var besvimet, men Fader fastfrosset i sit eget Blod, dræbt af Vintren, falden på sin Vej.