Islands Højesterets dom 25. oktober 2001 nr. 129/2001

by Islands Højesteret

Højesterets dom 25. oktober 2001 nr. 129/2001

Guðbergur Ingólfur Arnarsson og
Sjóvá-Almennar tryggingar A/S
(højesteretsadvokat Ólafur Axelsson)
mod
Ragnheiður Arna Arnarsdóttir
(højesteretsadvokat Jóhann H. Níelsson)
og
Ragnheiður Arna Arnarsdóttir
mod
Guðbergur Ingólfur Arnarsson
Gunnsteinn Már Þorsteinsson og
Sjóvá-Almennar tryggingar A/S

Erstatning. Accept af risiko. Motordrevne køretøjer. Personskade. Spirituskørsel. Præcedens. Retspraksis. Skyldfordeling. EØS-aftalen. EFTA-domstolen.

R krævede erstatning på grund af skade som hun pådrog sig som passager i GA’ s bil, men føreren, GÞ, var under påvirkning af spiritus. Med hensyn til politiets beskrivelse, analysen af alkoholindholdet i blodet samt GÞ´s forklaring hos politiet ansås det godtgjort, at R måtte have været klar over at GÞ var spirituspåvirket. Det fandtes endvidere bevist at ulykken skyldtes hans påvirkethed. I sagen var der delte meninger om hvorvidt R havde accepteret en risiko, som burde føre til at hun havde forspildt sin ret til skadeserstatning. Ved afgørelsen i sagen blev der taget hensyn til Højesterets domspraksis på det heromtalte område, foruden at der blev taget hensyn til EBE-direktiver om harmonisering af lovgivningen angående køretøjers ansvarsforsikringer og en rådgivende udtalelse som EFTA-domstolen havde givet til Norges Højesteret den 17. november 1999 i forbindelse med en lignende sag. Det fandtes ikke at den domstolsdannede regel i islandsk erstatningsret om at en passager der accepterer risikoen at køre med en spirituspåvirket fører medfører tab af ret til erstatning, er i strid med det materielle indhold i de anførte direktiver. Det blev fremhævet i forbindelse med den rådgivende udtalelse fra EFTA-domstolen at man var klar over at der var forskel på de islandske og de norske regler om erstatning ved færdselsulykker. - - - I betragtning af udviklingen af erstatningsretten her i landet samt i andre lande fandtes der ikke længere grundlag for at fastholde islandsk domspraksis, hvorfor sagens udfald byggede på regler om skadelidtes egen skyld i færdselslovens §88, stk. 2. R fandtes at have udvist grov uagtsomhed. - - - Erstatningen til hende blev derfor nedsat i medfør af færdselslovens § 88, stk. 2 og hun måtte bære 2/3 dele af sin skade selv. Dissens.

I pådømmelsen af denne sag har deltaget højesteretsdommerne Garðar Gíslason, Guðrún Erlendsdóttir, Gunnlaugur Claessen, Haraldur Henrysson, Hrafn Bragason, Markús Sigurbjörnsson og Pétur Kr. Hafstein.

Hovedappellanterne har appelleret denne sag til Højesteret den 5. april 2001 og påstår principalt frifindelse af kontraappellantindens krav, subsidiært at det bliver nedsat - - -

Kontraappellantinden appellerede sagen den 2. maj 2001 og nedlagde principalt påstand om at hovedappellanterne bliver in solidum dømt til at betale kr. 5.479.145 med morarente - - -

Kontraindstævnte Gunnsteinn Már Þorsteinsson har ikke blandet sig i sagen for Højesteret.

I.

I herredsrettens dom er givet en fremstilling af sagen samt dens søgsmålsgrunde og anbringender. Det fremgår heraf at sagen drejer sig om kontraappellantindens krav om erstatning for skade som hun pådrog sig som passager i bilen R-9748 i Vestfjordtunnelen den 1. november 1997. Bilens fører, kontraindstævnte Gunnsteinn Már, var spirituspåvirket. Tvisten angår spørgsmålet om hvorvidt kontraappellantinden måtte have været klar over dette eller ej. Såfremt det faktisk havde været tilfældet, er der også tvistighed om hvorvidt hun havde accepteret denne risiko, der fører til at hun taber ret til erstatning.

Der er ikke i sagen uenighed om vurdering af erhvervsevnetab eller det talmæssige grundlag for kontraappellantindens kravspecifikation, men derimod om det tidspunkt hvorfra morarenten begynder at løbe.

II.

Ifølge Højesterets dompraksis har dens skøn helt siden i året 1969 været det, at den person som kører med en spitituspåvirket fører, ikke kan kræve bilejeren, føreren eller ansvarsforsikringsselskabet om erstatning for den skade som køretøjet volder, såfremt han vidste eller måtte have vidst om førerens påvirkethed samt at der er årsagssammenhæng mellem denne og ulykken. Herom henvises der blandt andet til Højesterets dom af 24. oktober 1996, domssamlingen d.å. side 3120. Fra kontraappellantindens side gøres gældende at den domspraksis som er opstået på dette område, er i strid med EU´s direktiver nr. 72/166/EBE, 84/5/EBE og 90/232/EBE, men de har i henhold til protokol nr. 35 til EØS-aftalen gyldighed i henhold til national ret og i henhold til § 3 i lov nr. 2/1993 om det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde bør love og regler fortolkes, såvidt de finder anvendelse, i overensstemmelse med EØS-aftalen og de regler som den bygger på.

I herredsretten findes en skildring af de tre direktiver, som er lige blevet nævnt. Den første, som er fra 24. april 1972, handler i henhold til overskriften “om harmonisering af medlemslandenes lovgivning om ansvarsforsikringer ved brug af motordrevne køretøjer, og om pligten til at vedligeholde en sådan forsikring overfor et sådans ansvar.” Det andet og det tredje direktiv, der er henholdsvis fra 1983 og 1990. kommer i tillæg til det første til nærmere udfyldning og forklaring. Disse direktiver indeholder en instruks til medlemslandene om at sørge for at der findes forsikringer, der dækker erstatningspligt, der opstår på grund af personskade eller tingskade som køretøjet volder ved brug af det. Det må anses klart at hensigten med disse er at sikre at skadelidte kan fra assurandøren få betalt erstatning, som han er berettiget til efter erstatningsreglerne. Den skadelidte skal ikke behøve at finde sig i indsigelser fra assurandøren om forhold, som falder ind under direktiverne. EB-domstolen har fortolket § 3, stk. 1 i det første direktiv således, i sag nr. C-129/94 Ruiz Beráldez [1996] ECR I-1829, at der ikke må i betingelserne for køretøjers lovbefalede forsikringer indsættes bestemmelse om, at assurandøren i nogle tilfælde, specielt når føreren er spirituspåvirket, ikke er pligtig til at betale erstatningskrav fra tredje mand for personskade eller tingskade, som det ansvarsforsikrede køretøj volder.

De foran anførte direktiver kan ikke blive fortolket på en sådan måde at de indeholder instruks om at ansvarsforsikring betaler erstatning til skadelidte, ud over det som han har erstatningskrav på ifølge loven i medlemslandet. Denne opfattelse har blandt andet støtte i en præjudiciel sag fra EB-domstolen af 14. september 2000 i sagen nr, C-348/98 Mendes Ferreira og Delgado Correira Ferreira [2000] ECR I-6711, som drejede sig om fortolkning af det andet og det tredje direktiv om forsikring af køretøjer. Heri er anført at bestemmelsen i § 3, stk. 1 i det første direktiv, sådan som den er blevet forklaret og fyldiggjort med det andet og det tredje direktiv, forpligter medlemslandene til at sørge for, at der at der bliver forsikret mod erstatningsansvar på grund af de køretøjer, som for største delen befinder sig inden for dets dækningsområde, og heriblandt foreskrives bl.a. hvilken slags skader og hvilken skadelidte forsikringen skal omfatte. Derimod siges intet i bestemmelsen om, hvilken slags ansvar, objektivt ansvar eller skyldansvar, forsikringen skal omfatte. Det er i de enkelte medlemslandes magt at udforme erstatningsregler for skade som køretøjer volder. På den anden side er de pligtige til at sørge for, at forsikring mod erstatningsansvar, som opstår i henhold til national ret, er i harmoni med de tre førnævnte direktiver.

III.

I herredsretten er beskrevet den rådgivende udtalelse som EFTA-domstolen afgav til Norge Højesteret den 17. november 1999 i sagen Storebrand Skadeforsikring A/S mod Veronika Finanger. I den sag behandledes blandt andet bestemmelserne om erstatning i den norske bilforsikringslov, som i væsentlige træk er forskellig fra bestemmelserne i færdslelsloven nr. 50/1987 herom. Ifølge de norske bestemmelser gælder der ikke objektivt erstatningsansvar hos bilejeren, men derimod findes der bestemmelser om trafikkforsikring til gunst for skadelidte. Hovedregelen er den at skadelidte får et direkte og selvstændigt krav mod trafikkforsikreren, selv om betingelser for erstatningskrav ikke anses at være til stede i henhold til erstatningsreglerne. Trafikkforsikringen er således en slags ulykkesforsikring, som betaler erstatning i medfør af reglerne om skadeforsikringer. Ejeren og føreren af køretøjet kan endvidere blive erstatningspligtige efter loven, men kun i tilfælde hvor de anses at bære skyld. Der findes en særlig bestemmelse i § 7 i den norske lov om accept af risiko, d.v.s. bortfald af en passagers erstatningsret, der frivilligt indlader sig med risikoen, blandt andet hvis han var klar over eller burde havde vidst at føreren var under påvirkning af spiritus eller andre stimulerende eller euforiserende stoffer.

I Norges Højesterets dom af 16. november 2000 i førnævnte sag blev der lagt til grund, at det havde været EFTA-domstolens skøn, at den førnævnte regel i § 7 i den norske bilforskringslov ikke ansås for at være en egenskyldsregel som var en del af de nationale erstatningsregler, men var derimod en ulovlig fritagelse for forsikringsbeskyttelse. EFTA-domstolens udtalelse blev lagt til grund og lovregelen fandtes at være i strid med de oftenævnte direktiver. Derimod fandt retten at den norske lovbestemmelse ikke kunne tilsidesætte i sagen, idet en slig afgørelse ville være enstydig med at direktiverne havde direkte retsvirkning og gik forud for love som er vedtaget på den i grundloven foreskrevne måde af kongen og parlamentet i forening.

IV.

I henhold til § 88, stk. 1 i færdselsloven skal den der er ansvarlig for et registreringspligtigt motordrevet køretøj erstatte skade som det volder selv om skaden ikke hidrører fra svigt eller fejl i køretøjet eller førerens uforsigtighed. I bestemmelsens stk. 2 siges at erstatning for personskade eller tab af forsørger kan bortfalde eller nedsættes, hvis skadelidte eller afdøde forsætlig eller groft uagtsomt har medvirket til skaden. I loven findes ikke nogen bestemmelse, ifølge hvilken det indebærer at en passagerer som indfinder sig i at køre i bil hos en spirituspåvirket fører, mister sin ret til erstatning. En sådan regel er derimod blev dannet gennem præjudikater hos Højesteret. Den er blevet anvendt når der tages stilling til erstatning på grundlag af færdselslovens §§ 88 og 90. Lovens § 91 indeholder instruks om at betaling af erstatning, der er blevet fastsat på grundlag af de førnævnte artikler, skal være sikret med en ansvarsforsikring hos et anerkendt forsikringsselskab. Når alt dette tages i betragtning sammen med de forhold, som er anført under II. og III. i dommen, findes der ikke at den førnævnte erstatningsregel om risikoaccept er i strid med EU´s direktiver om harmoniseret lovgivning om køretøjers ansvarsforsikringer. Med hensyn til EFTA-domstolens præjudicielle udtalelse af 17. november 1999 så er der også taget i betragtning den forskel som findes på de islandske og de norske regler om erstatning for færdelsuheld.

Når dette er sagt findes der ikke anledning til at overveje eller behandle yderligere de anførte direktivers stilling vis-à-vis islandsk ret.

V.

Som det er tidligere udtalt så har de sidste årtiers domspræjudikater medført, at den som indlader sig med en spirituspåvirket fører som han er klar over eller burde vide at var påvirket, fortaber sin ret til erstatning hvis han kommer ud for en skade. Når man ser på den udvikling som er sket her i landet samt i andre lande må det tiltrædes at der er grundlag for revision af denne regel. Det foreligger at i adskillige lande, som har bygget på de samme principper i erstatningsretten om accept af risiko hvad dette angår, er man gået bort fra disse. Dette f­ørte blandt andet til at i Danmark valgte man den udvej, at bestemmelsen om egen skyld, der kan sammenlignes med § 88, stk. 2 i den islandske færdselslov, nu finder anvendelse på accept af risiko, men den danske lovgivning har i betydelig grad været et forbillede ved udformning af islandsk lovgivning på dette område. Det må haves i tankerne at bevæggrunden for at man sætter sig ind i en bil hos en spirituspåvirket fører kan være vidt forskellig, samt forholdene iøvrigt, således at det er naturligt at hvert enkelt tilfælde bedømmes særskilt. Som tidligere anført indebærer § 88, stk. 2 at erstatning kan nedsættes eller bortfalde hvis skadelidte har medvirket til skaden forsætligt eller ved grov uagtsomhed. Domstolenes tidligere retspraksis om at accept af risiko, som beskrevet her, førte til bortfald hvilket er tidligere forklaret, ikke byggede på en lovfæstet regel men var derimod begrundet på generelle holdninger og lære indenfor erstatningsretten og dette førte så til en domspraksis, som har været anset for at være bindende. Når det som er skrevet overfor har været gennemgået, findes der ikke længere at være grundlag for at fastholde denne. I henhold til dette vil sagens udfald afgøres af reglen om skyld i § 88,stk. 2 i færdselsloven.

VI.

Det bør tiltrædes med herredsretten under henvisning til dens præmisser, at kontraappelantinden måtte have været klar over at kontraindstævnte Gunnsteinn Már, som hun fik til at køre bilen for sig fra Flateyri til Bolungarvík natten til den 1. november 1997, var under påvirkning af spiritus. Desuden stadfæstes dommens konklusion om at biluheldet skyldtes hans beruselse.

Kontraappellantinden udviste således grov uagtsomhed da hun overlod føringen af en bil, som hun rådede over, til en mand som hun ikke kunne undlade at bemærke at var beruset i betydelig grad, og herefter at køre med ham som passager. Hendes andel i ulykken var derfor betydelig. Erstatningen til hende bør nedsættes på grundlag af § 88, stk. 2 i færdselsloven og det findes når alle sagens forhold tages i betragtning, at hun må selv bære 2/3 dele af skaden. Der er ikke uoverensstemmelse om erstatningskravets talmæssige grundlag. I henhold til dette bør hovedappellanterne dømmes til at betale kontraappellantinden 1.862.382 kroner. Der er ikke stillet krav om rente i henhold til § 16 i erstatningsansvarsloven nr. 50/1993, hvorfor disse ikke tildømmes. Det findes rigtigt at morarente betales fra 1. februar 2000, sådan som påstået, og som er nærnere beskrevet i domsslutningen.

- - -

T h i   k e n d e s   f o r   r e t:

Hovedappellanterne Guðbergur Ingólfur Arnarsson og Sjóvá-Almennar A/S bør til kontraappellantinden Ragnheiður Arna Arnarsdóttir, in solidum betale 1.826.382 kroner med morarente i henhold til kap. III i renteloven nr. 25/1987 - - -

D i s s e n s

af

Hrafn Bragason

Jeg er enig med dommerflertallet om kap. I., V. og VI. om at i betragtning af udviklingen af erstatningsretten her i landet som i andre lande så findes det rigtigt at opgive regelen om at lade erstatningsretten bortfalde hos den, som kører i bil hos en spirituspåvirket fører, der byggede på Højesterets domspraksis, men havde ikke støtte i lovgivningen. Jeg er desuden overens med det resultat at sagens udfald kommer til at afgøres på grundlag af reglen om egen skyld i § 88, stk. 2 i færdselsloven nr. 50/1987 og den skyldfordeling som er foretaget af dommerflertallet. På den anden side finder jeg det ikke nødvendigt, når dette resultat foreligger, at tage stilling til hvorvidt den gængse domspraksins er i strid med direktiver nr. 72/166/EBE, 84/5/EBE og 90/232/EBE. Jeg anser det ikke sikkert at reglen om accept af risiko er i harmoni med disse direktiver og at EB-domstolens præjudicielle udtalelse af 14. september 2000 i sagen nr. C-348/98 Mendes Ferreira og Delgado Correira Ferreira [2000] ECRI-6711 er rigtigt forstået til støtte heraf, hvilket kan sluttes af kap. II., III. og IV. i dommerflertallets votum.

- - -