Islands Højesterets dom 22. november 2001 nr. 228/2001

by Islands Højesteret

Højesterets dom 22. november 2001 nr. 228/2001

Beecham Group p.l.c.
(højesteretsadvokat Magnús H. Magnússon)
mod
Omega Farma ApS
(højesteretsadvokat Steingrímur Gautur Kristjánsson)

Varemærker. Konkurrence. Forretningsskik.

B som havde fået varemærket SEROXAT registreret for medicin mod sindsygdom, protesterede imod at O fik lov til at registrere varemærket PAROXAT for samme slags medicin på grundlag af forvekslingsfare, som han mente at var til stede ifølge § 14, stk. 1, nr. 6 i lov nr. 45/1997 jf § 22 i samme lov. Mærkerne fandtes at være forskellige såvel fonetisk som visuelt. Begge lægemidlerne var receptpligtige og i betragtning af regler om udstedelse og ekspedition af recepter, mentes der at være ringe fare for at specialister ville forveksle sådanne medicinnavne. Varemærket fandtes ikke at indebære forvekslingsfare i forståelse af § 14, stk. 1, nr. 6 i lov nr. 45/1997 jf § 4, stk. 1, nr. 2 i samme lov.

I pådømmelsen har deltaget højesteretsdommerne Guðrún Erlendsdóttir, Hrafn Bragason og Pétur Kr. Hafstein.

Appellanten indankede denne sag til Højesteret 20. juni 2001. Han påstår indstævnte dømt til at være uberettiget til at bruge varemærket PAROXAT ved markedsføring af den medicin som han fremstiller og sælger nu under dette varemærke. Han påstår indstævnte dømt uberettiget til at bruge denne medicin som han sælger under varemærket PAROXAT i den tabletform (hvad angår tabletternes form, størrelse og farve) som han nu bruger. - - -

Indstævnte påstår stadfæstelse af herredsrettens dom - - -

I.

Som det fremgår af herredsrettens dom indgav appellanten en ansøgning hos Patent- og varemærkestyrelsen om registrering af varemærket SEROXAT for medicin mod sindssygdomme, medicin i klasse 5 i det internationale vare- og tjenesteregister ifølge NICE konventionen, i overensstemmelse med § 16 i lov nr. 45/1997 om varemærker, og det blev registreret som nr. 132/1990 den 1. marts 1990. Appellanten begyndte at bruge det i året 1993. Indstævnte indgav den 18. september 1998 en ansøgning hos Patent- og varemærkestyrelsen om registrering af varemærket PAROXAT for samme slags medicin som SEROXAT, og det blev registreret som nr. 1378/1998 den 30. december 1998. Appellanten protesterede imod registreringen den 18. marts 1999 på grund af forvekslingsfare, som han mente at var til stede ifølge § 14, stk. 1, nr. 6 i lov nr. 45/1997 jf § 22 i samme lov. Indstævnte begyndte at sælge medicinen i året 2000. Eftersom sagen nu føres ved retten blev behandlingen af sagen vedrørende kontradiktion stillet i bero hos Patent- og varemærkestyrelsen, indtil en afgørelse foreligger i retssagen, jf § 20, stk. 2 i lov nr. 45/1997.

II.

Parternes varemærker angår den samme slags medicin, som er receptpligtig medicin mod sindssygdom. Begge lægemidlerne indeholder det aktive stof Paroxetin, der er et appellativ. Appellativet nyder ikke beskyttelse som et varemærke, og medicinproducenter kan markedsføre det under appellativet.

Selv om begge varemærker består af fire orddele hvoraf to er enslydende, må det iagttgaes at det er den første orddel som får trykket i islandsk udtale, og de er forskellige såvel fonetisk som visuelt. Borgerne har ikke fri adgang til denne medicin idet den må ordineres af en læge og ekspederes af en farmaceut. Det er meget præcise regler som gælder om udstedelse og ekspedition af recepter jf §§ 7 – 14 og §§ 34 – 36 i bekendtgørelse nr. 421/1988 om recepters udformning og udstedelse, deres ekspedition og mærkning, og patienter har intet valg i denne forbindelse. Det må antages at der er lille risiko for at specialister vil forveksle sådanne mærkninger, foruden at der henvises til nummeret på recepten. I henhold til det anførte anses indstævnte varemærke ikke at være forveksleligt i forstanden af § 14, stk. 1, nr. 6 i lov nr. 45/1997 jf § 4, stk. 1, nr. 2 i samme lov.

Appellanten påstår at indstævntes virksomhed er i strid med §§ 20 og 25 i konkurrenceloven nr. 8/1993. Det findes ikke at der er tale om en utilbørlig fremstillingsefterligning hos indstævnte, selv om hans tabletter i udseende ligner appellantens tabletter i høj grad, men han har ikke eneret på tabletproduktion. Medicinens emballage er meget forskellig, som dog er ikke af større betydning, idet medicinen ikke sælges i håndkøb, og der er tale om receptpligtig medicin som tidligere forklaret. Der findes intet at være fremkommet der tyder på at indstævntes produktion har været i strid med god forretningsskik eller at han har foretaget sig noget som er utilbørligt eller upassende overfor forbrugernes interesser, jf §§ 20 og 25 i lov nr. 8/1993.

I henhold til det anførte bør den appellerede dom være at stadfæste.

- - -

T h i   k e n d e s   f o r   r e t:

Herredsrettens dom bør ved magt at stande.

- - -