Islands Højesterets dom 21. juni 2001 nr. 17/2001

by Islands Højesteret

Højesterets dom 21. juni 2001 nr. 17/2001

Statens Låneinstitut
(højesteretsadvokat Sveinn Sveinsson)
mod
Íslandsbanki FBA A/S
(højesteretsadvokat Karl Axelsson)

Banker. Gebyr. Statsgaranti. EØS-aftalen. EFTA-domstolens rådgivende udtalelse.

Parterne var ueninge om hvorvidt Í skulle betale garantigebyr af lån som blev optaget hos Den Nordiske Investeringsbank, og hvorvidt den sidstnævnte var at anse som en udenlandsk part i statsgarantilovens forstand. Højesteret sluttede sig til herredsrettens resultat om at den islandske bestemmelse i aftalen om oprettelsen af banken burde fortolkes således at bankens retslige stilling i de enkelte medlemsstater var den samme som hos kommensurable nationale låneinstitutioner. Det fandtes ikke at kunne lægges til grund at banken var udenlandsk i den forstand som tillægges loven om statsgarantier. Dette resultat førte til, at det ikke ansås nødvendigt at behandle søgsmålsgrundene som Í fremsatte, hvorvidt den omstridte lovbestemmelse om statsgaranti var i harmoni med EØS-aftalens regler eller ej, men Í havde udbedt sig rådgivende udtalelse fra EFTA-domstolen om dette punkt.

I pådømmelsen har deltaget højesteretsdommerne Garðar Gíslason, Guðrún Erlendsdóttir, Haraldur Henrysson, Hrafn Bragason og Ingibjörg Benediktsdóttir.

Appellanten indankede sagen til Højesteret 15. januar 2001. Han påstår indstævnte dømt til at betale ham gæld på 26.732.156 kroner med nærmere anført morarente - - -

Indstævnte nedlægger påstand om stadfæstelse af herredsrettens dom - - -

Som forklaret i herredsrettens dom handler parternes tvist om hvorvidt indstævnte – som tidligere var Industrilånefonden – som låntager var pligtig til at betale statsgarantigebyr af lån som var optaget hos Den Nordiske Investeringsbank i Helsinki som om den sidstnævnte var en udenlandsk bank i den forstand som dette tillægges i § 8, stk. 1 i lov nr. 37/1961 om statsgaranti, jf lov nr. 65/1988. I herredsretten er anført de søgmsålsgrunde og anbringender som parterne har fremført om denne tvist, men om sagens omstændigheder og beløb er der ingen tvist.

Regeringerne i Island, Danmark, Finland, Norge og Sverige fik hjemmel hos de respektive parlamenter i året 1976 til at ratificere staternes aftale om oprettelse af Den Nordiske Investeringsbank, der var blevet undertegnet i København den 4. december 1975 i et eksemplar på dansk, finsk, islandsk, norsk og svensk. Konventionens bestemmelser fik lovgyldighed i hvert af landene og alle teksterne skulle være lige gyldige.

I konventionen om bankens oprettelse og dens vedtægter er dennes formål opgivet at yde lån og garanti på bankvilkår og i henhold til generelle nationaløkonomiske synspunkter, men dog med det for øje at iværksætte investeringsplaner og styrke eksport til gunst for Norden. I bestyrelsen sidder 10 medlemmer, 2 fra hvert af landene. I § 5 i den islandske del af konventionen hedder det:

„ Banken skal nyde de samme rettigheder i medlemslandene til konventionen som juridiske personer som driver lignende virksomhed.

Banken skal være fritaget for alle slags betalings- og udlånsbetingelser som er forhindrende eller bebyrdende for banken i at opfylde sine forpligtelser.

Bankens aktiver og indtægter skal være fritaget for direkte beskatning.

Banken skal være fritaget for stempelafgift og offentlige gebyrer på grund af låneaftaler, hvor banken er skyldner. Pålægges sådanne afgifter, bør de refunderes på forlangende.”

Som beskrevet i herredsrettens dom er der ikke fuld harmoni mellem den islandske tekst på den ene side og den danske, norske og svenske tekst på den anden side om ordlyden af denne bestemmelse. Det tiltrædes med herredsretten at når der henses til teksten på dansk, norsk og svensk bør den islandske tekst fortolkes således at bankens retsstilling i de enkelte lande bør være den samme som hos kommensurable nationale låneinstitutioner, til trods for at det er klart af den førnævnte bestemmelse at banken nyder privilegier i hvert af landene, f.eks. fritagelse for skatter og afgifter. På grund af dette og når bankens rolle i hvert af landene tages i betragtning samt deres samarbejde, og eftersom loven er særlovgivning der går forud for de generelle bestemmelser om inddrivelse af statsgarantigebyret i ældre og yngre love om statsgaranti, kan det ikke godtages at banken er en udenlandsk bank i lovens forstand i § 8, stk. 1 i lov nr. 37/1961, sådan som den blev ændret med lov nr. 65/1988. Forpligtelser overfor den findes derfor ikke at falde under bestemmelsen. Allerede af denne grund bør den appellerede dom stadfæstes. Derfor er det unødvendigt at behandle indstævntes anbringende om at § 8 i lov nr. 37/1961 ikke er i overensstemmelse med reglerne i EØS aftalen, som blev lovfæstet her i landet ved lov nr. 2/1993. Derimod havde indstævnte fuld anledning til at begære at der indhentedes rådgivende udtalelse fra EFTA-domstolen om dette anliggende.

- - -

T h i   k e n d e s   f o r   r e t:

Herredsrettens dom bør ved magt at stande. - - -