Hvem sidder der bag skærmen?
Hvem sidder der bag skærmen
med klude om sin hånd,
med læderlap for øjet
og om sin sko et bånd?
Det er såmænd Jens Vejmand
der af sin sure nød
med ham´ren må forvandle
de hårde sten til brød.
Og vågner du en morgen
i allerførste gry
og hører ham´ren klinge
på ny, på ny, på ny -
det er såmænd Jens Vejmand
på sine gamle ben,
som hugger vilde gnister
af morgenvåde sten.
Og ager du til staden
bag bondens fede spand
og møder du en olding
hvis øje står i vand, -
det er såmænd Jens Vejmand
med halm om ben og knæ
der næppe véd at finde
mod frosten mer et læ.
Og vender du tilbage
i byger og i blæst
mens aftenstjernen skælver
af kulde i sydvest
og klinger hammerslaget
bag vognen ganske nær,
det er såmænd Jens Vejmand
som endnu sidder dér.
Så jævned han for andre
den vanskelige vej
men da det led mod julen
da sagde armen nej
det var såmænd Jens Vejmand
han tabte ham´ren brat
de bar ham over heden
en kold decembernat.
Der står på kirkegården
et gammelt, frønnet bræt;
det hælder slemt til siden
og malingen er slet.
Det er såmænd Jens Vejmands
hans liv var fuldt af sten
men på hans grav - i døden,
man gav ham aldrig én.
Klik for at forstørre | |
Navn | |
Forfatter | Jeppe Aakjær, 1905 |
Komponist | Carl Nielsen, 1907 |
Ogg | Lyt her
|
Wikipedia-link | Jens Vejmand |
Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929. |