Hvad Farmor fortalte
Hvad Farmor fortalte
Farmor tog et Stykke Brød op, som min lille Søster havde tabt, pustede paa det, strøg det let af med Haanden og spiste det.
«Hvorfor gjør Du det, Farmor? giv det dog heller til Fuglene.»
Hun saa op med sine milde blaa Øjne. «Jeg gjorde det netop, fordi det faldt paa Jorden; jeg gjorde det for at vise Brødet min Ærbødighed.»
Martha, min ældste Søster, slap sit Haandarbejde.
«Har Du ikke altid havt gode Dage, Farmor? Har Du nogensinde sukket for Brødet?»
«Naar man har det, Du kalder gode Dage, Martha, glemmer man let hvad for en Velsignelse Brødet er. En Tid i mit Liv glemte jeg det»
«Det kunne vi bestemt have godt af at høre,» jeg saa bønligt op til Farmor.
«Skade Eder kan det vel ikkel» —Hun tav lidt, det var, som gjennemgik hun noget i Tankerne, før hun begyndte:
«Der skulde være et stort Kostumebal hos en af Ministrene, og dengang betød en Minister noget, maa I tro, jeg var bedt med og glædede mig ubeskriveligt; jeg var vel dengang atten Aar, eller saa omtrent.
Tante Amalie, en Kusine af fader, der styrede Huset efter min Moders Død, var lige saa optaget af Festen, som jeg selv. Hun ordnede min Dragt, og jeg maatte gaa og neje for hende; hun havde været med i sin Tid og forstod sig paa sligt.
«Hvormed skal jeg besætte Halvkjolen?» spurgte jeg.
«Naturligvis med Kniplinger. — Skade, at min
Fod er daarlig, ellers gik jeg selv med Dig, Vælg
nu med Overlæg, Martha, og spar ikke, man fortryder
aldrig de Penge, der sættes i Kniplinger.»
«Jeg har endnu en god Del tilbage af den Sum, Fader gav mig, Tante, og skal ikke spare.» Fader stod i Entreen, han vilde ogsaa ud. «Kan min søde Pige gaa en lille Tur med mig,» spurgte han, idet han løftede min Hage op og saa mig ind i Øjet paa sin kjærlige Maade.
«Aa nej, lille Fader, Du veed, hvor travlt jeg har i disse Dage!» jeg løb ned ad Trappen og ud paa Gaden.
I kunne bestemt ikke lide mig, Børn? jeg var heller ikke værd at holde af, det er vist.
Udvalget af smukke Kniplinger var saa stort, at det faldt vanskeligt at bestemme sig; til sidst traf mit Øje dog et Stykke, som stak alle de andre ud.
«Ja, vil Frøkenen gaa saa højt, raade vi ubetinget til disse, se blot hvor elegante, og saa ere de for Evigheden, bogstavelig for Evigheden. Paa Kniplinger skal man aldrig spare, det fortrydes bagefter.»
Det samme havde Tante sagt; blot jeg nu havde saa mange Penge, lidt forknyt spurgte jeg om Prisen.
Det var en Rest, jeg skulde faa Afslag, naar jeg tog det hele. 80 Kr., i Grunden var det Spotpris, men med faste Kunder gik det ikke saa nøje. Kniplingerne lagdes i Folder og holdtes frem for mine blændede Øjne. Jeg rystede min lille Perlepung — den havde tilhørt Moder — ud paa Bordet, det raslede og trillede, men der var alligevel kun 50 Kr. og nogle Øre.
«Det gjør ikke en Smule; det andet kan godt blive staaende. De unge Damer faa deres Penge maanedsvis, vi kjende det nok, det er jo en ren Bagatel.»
«Men kan jeg faa dem byttet, hvis det skulde være?» Samvittigheden var ikke ganske rolig, derfor tog jeg dette Forbehold. Fader var en velhavende Mand, men ingenlunde egentlig rig, og skjønt han var rundhaandet imod mig, hadede han dog Ødselhed.
«Bevares ja, men De bytter dem saamænd ikke.»
Fornøjet tog jeg den lille Pakke i min Haand; Tante Amalie skulde rigtignok se, at jeg kunde kjøbe Kniplinger uden hende.
«God Dag, Martha;» idet jeg kom ud af Butiken, tog en høj ung Mand Hatten af for mig. I første Øjeblik kjendte jeg ham ikke, i næste løb jeg tilbage og indhentede ham. Det var en Langtudebeslægtet, men hans og min Moder havde været Veninder, næsten som Søstre, og da Moder levede, kom vi daglig sammen. Ogsaa senere saas vi jævnligt, dog i det sidste Aarstid var Omgangen ligesom brudt. Hvorledes var det egentlig gaaet til? der var jo ikke en Smule imellem os.
«Paul, jeg kjendte Dig ikke straks!» — han vendte sig om og saa underlig alvorligt, næsten bedrøvet paa mig, «Du er bleven saa høj og saa forandret, synes jeg. I have det da godt?»
«Vi have ikke havt det godt, Martha,» der var noget paa een Gang bebrejdende og tilbageholdende i hans Væsen, «Moder har været syg hele Efteraaret og Vinteren; nu er hun dog, Gud ske Lov, bedre.» «Det gjør mig inderlig ondt; jeg har ikke anet, at Tante var syg.»
«Du har ikke været hos os, Martha!» «Du heller ikke hos os!»
«Nej, det er sandt; vi ere hver gaaede sin Vej.» Han gik hurtigere; jeg havde ondt ved at følge. O, hvor saa han dog utilgængelig ud, og vi havde været saa gode Venner før; men jeg fortjente det, havde jeg ikke rent glemt dem i al denne Tid. Jeg vovede næsten ikke at sige noget; han var saa rolig og alvorsfuld; jeg syntes, han var bleven meget ældre, ligesom rent vokset fra mig.
«Paul,» begyndte jeg dog igjen, «tør jeg følge med hjem og hilse paa din Moder?»
«Ja Tak! det vil glæde Moder at se Dig. — I den første Tid længtes vi — længtes Moder meget efter Dig, og plagede sig med at udfinde Grunden til din Udeblivelse. Nu tænker jeg næsten, hun har slaaet det af Hovedet.»
Jeg var til Mode, som havde jeg mistet noget, der aldrig kunde faas tilbage. Mit Udtryk maa have slaaet ham, thi han standsede og sagde venligere: «Bedre sent, end slet ikke, lille Martha, Gud være lovet, at Moder er saa meget raskere.»
De boede oppe paa fjerde Sal i et stort smukt Hus. Det var en Kvistetage, men Værelserne vare lyse og venlige, og altid havde de fuldtop af Blomster; Tante Thora behøvede blot at stikke en Gren i Jorden, saa groede den. Smukke Malerier hang paa Væggene; det var Pauls Fag, han kunde tegne, før han kjendte Bogstaver, forsikkrede hans Moder. «Bliv lidt, jeg vil dog melde Dig!»
Tante Thora sad i en stor Lænestol ved Vinduet og badede sig i den første Foraarssols Straaler; hun var pakket ind med Rejsetæppe om Fødderne, og Puder alle Vegne. Et lille Bord stod ved Siden med et Glas Vand, indsukkrede Appelsinskiver paa en Underkop, og en smuk lille Vase fuld af Vintergjække. Hendes blide Ansigt saa ganske bevæget ud.
«Men Martha, hvordan er dette egentlig gaaet til? — jeg har savnet Dig saa meget, jeg har længtes saadan efter Dig. — Havde Du rent glemt os?»
«Jeg vidste ikke, at Du var syg, Tante Thora!» hendes lille fine, magre Haand blev kysset i oprigtig Anger, «hvorfor har Paul ikke fortalt, at Du var syg?»
«Jeg bad ham sige Eder det, men han vilde ikke,» Blodet foer op i den blege Kind, «Paul er en underlig Fyr, han har sine egne Tanker, og dem tør man ikke røre ved.»
Hun sagde ikke mere, men jeg gjættede Meningen. De havde kun lidt, og vi havde meget, de kunde ikke søge os op. Jeg blev mere og mere bedrøvet.
«Du skulde vide hvad Paul har været for mig,» vedblev hun, «baade Nætter og Dage har han plejet mig, og alt, hvad der kunde kvæge og styrke, har han skaffet til Veje. — Hvorledes fandt Du hans Udseende?»
«Omtrent som før,» Det var en Usandhed, men saa spændt og ængsteligt hun saa paa mig, vovede jeg ikke at sige Sandheden.
«Han arbejder alt for utrætteligt. Der er nu hans store Stykke, det lægger Beslag paa alle hans Tanker, hans Sjæl er i det, men foruden giver han Timer baade her og der, og er Tegnelærer i en Skole. — Og saa mig at passe oven i Kjøbet; mange Gange tænker jeg, det er mere, end et Menneske kan udholde. Fik han saa endda lidt Adspredelse, men det er der ikke Tale om. Gid Du kunde lokke ham hen til Eder en Aften;— din Fader holdt engang af ham!»
«Det gjør han endnu, Tante Thora; Fader sætter Paul højt, men han har saa mange Ting at tænke paa, jeg burde have mindet ham; det er ene og alene min Skyld. — Jeg forstaar ikke selv, hvorledes Dagene ere gaaede!»
Hun klappede mig paa Hovedet, og jeg følte, at jeg havde tabt langt mere, end de, ved at blive borte og unddrage mig hendes kjærlige, moderlige Øje.
«Jeg vilde gjerne sige Farvel til Paul.»
«Gaa kun ind til ham, lille Martha; det gjør ikke noget, at han bliver forstyrret, han hænger alt for haardt i.»
«Kom ind!» Paul sprang op, da jeg aabnede Døren; han skyggede for Staffeliet, saa jeg ikke kunde se hans Stykke. Før havde han altid vist mig sine Arbejder; det havde været en stor Glæde; jeg følte mig ligesom udelukket.
«Hvad synes Du om Moder!» spurgte han.
«Godt, man kan tydelig mærke, hun er i Bedring. — Men Du ser selv daarlig ud, Paul!»
Han gjorde en utaalmodig Bevægelse, som var det ikke noget at tale om.
«Besøger Du os ikke snart?» «Tak, jeg kommer ingen Steder, — jeg har ikke Tid.»
«O, Du anstrenger Dig alt for meget, det kan ikke gaa an!»
Han saa paa mig med et underligt Blik, saa selvstændigt og stolt. «Brødet, Martha!» sagde han blot, og saa lukkede han mig ud.
Mit Hjerte sank. Hvor tidt havde jeg ikke hoppet let og glad ned ad disse Trapper; Paul plejede at raabe efter mig: kom snart igjen, rigtig snart! for vi omgikkes næsten som Sødskende. — Og nu! men det var min Skyld altsammen, og meget mere end det havde jeg paa Samvittigheden; det stod ikke godt til med mig, følte jeg.
Da jeg var yngre, levede jeg stille hjemme, og gjorde mig Umage for at være lidt for andre, og paa min barnlige Vis stræbte jeg at gaa i Moders Spor og udfylde hendes Plads en lillebitte Smule. Men i den sidste Tid var mit eget Jeg ligesom vokset op over alt andet, og Tankerne havde drejet sig om det, bestandig om det; jeg blev bange for mig selv.
Der gik jeg med min kostbare Stads; den lille lette Pakke var pludselig bleven tungere, end jeg kan udsige.
«Brød!» en spæd, skjælvende Haand rørte ved min Kaabe, et blegt, indfaldent Barneansigt stirrede op til mig: «Brød!» det lød næsten som et Skrig.
Hvad skulde jeg gjøre? — paa Hjørnet tætved boede en Bager, jeg trak den lille pjaltede Dreng derind.
Lad mig faa et Franskbrød og et Sigtebrød, det største De har. — Du kan begynde med en Bolle, min Dreng!» jeg aabnede Pungen, der var ikke en Hvid i den.
«Desværre jeg har ingen Penge med! — siden skal jeg betale, det gjør vel ikke noget?»
«Undskyld, men jeg kjender ikke Damen, og her kommer saa mange, vi indlade os aldrig paa sligt!»
Hun lagde Brødene ind paa Hylden igjen og bemægtigede sig Bollen, som Barnet allerede havde grebet. Det gik igjennem ham, det hvide kom saa underligt frem i Øjet.
«Min lille Dreng, vil Du vente her? — vil Du love mig ikke at gaa, før jeg kommer?»
Han lovede det sløvt; han havde ikke synderlig Tro til mig mere, kunde jeg mærke.
«Du kan vente udenfor Døren,» sagde Jomfruen..
Jeg gik ikke, men fløj til Kniplingshandlerens. «Aa De maa tage disse tilbage, endelig! De lovede det selv; vær saa god og skynd Dem lidt!»
«Vi lovede at bytte, unge Dame!»
«Men jeg skal slet ingen Kniplinger have, blot Pengene tilbage, 50 Kr.»
De troede vist, at der havde været en forfærdelig Scene hjemme, jeg saa, de stak Hovederne sammen.
«Naa ja, for denne Gang skal vi gjøre det. — Men vil Frøkenen ikke beholde Kniplingerne alligevel? de kunne jo blive betalte med smaa maanedlige Afdrag.»
Jeg afslog det hurtigt, puttede Pengene i Pungen og ilede bort. Bare han ikke var gaaet! — nej, der stod han ganske rolig med halvlukkede Øjne, taalmodig støttet til Muren. Det lille skarpe Ansigt lysnede, da jeg kom, men han var dog langtfra tryg endnu.
«Begynd med Bollen!» det var næppe udtalt, før han havde fortæret den; anden Gang skulde den ikke tages ud af Munden, saavidt det stod til ham.
«Hvor mange ere I derhjemme?»
«Moder og de tre Smaa, — ikke Fader!» han stirrede sært paa mig.
«Kan Du bære mere?»
«Aa ja, jeg kan bære meget mere!»
Han saa ud, som var han rede til at gaa med hele Butiken.
«Jeg følger med, min lille Dreng! — endnu blot fem Julekager; dem kan jeg selv bære.»
Tre Kroner for det altsammen. O, hvor Brød dog fylder mere end Kniplinger!
Saa gik vi da alt hvad vi kunde begge to. Det var en lang Vej; Barnet havde jammerlige, halvopslidte Sko, der aldrig havde passet ham. Saalen var løs, Hælen klapprede og klapprede, til sidst faldt den af, det var altid en Lettelse, vi kom hurtigere af Sted, da den var borte.
«Er det i dette Hus, I bo?»
«Ja, i Forhuset,» svarede han med en vis Stolthed, «saa højt op man kan komme; men vi maa gaa forsigtigt, for der mangler Trin tre Steder. Sommetider falder nogen ned paa Hovedet.» Det lille Ansigt skar en løjerlig Grimace, det var vist hans Smil.
«Nej, ikke den første Dør, heller ikke den anden, den tredie!» han talte frejdigere og begyndte at se glad ud.
«Hvad mon de ville sige derinde?»
Et mørkt Kappegardin hang for det lille Vindue, Kakkelovnen røg, der var halvmørkt i Stuen; i første Øjeblik kunde jeg intet skjelne.
«Brød!» tre Børnestemmer — den ene ganske spæd, næsten lallende — raabte: «Brød, Brød!» seks smaa Hænder straktes imod Broderen.
En høj, bleg Kone, der var indhyllet i en sækagtig Mellemting af Trøje og Kaabe af ubestemmelig Farve, rejste sig nu fra Stolen, hvor hun vist havde siddet og blundet, og stirrede paa mig.
«Nej dog, hvor kommer Damen fra?» spurgte hun.
«Jeg mødte Deres lille Dreng, og saa tænkte jeg, noget Brød kunde smage de andre ogsaa. — Det er en rar lille Dreng.» — Jeg vidste ikke hvad jeg skulde sige.
«Man kan ikke have dem anderledes,» sagde hun mørkt; derpaa vedblev hun, forfølgende sin egen Tankegang, «vidste jeg dog bare, hvordan jeg skal faa ham i Jorden!»
Jeg har rimeligvis set forfærdet ud, thi det gik pludseligt op for hende, at en Forklaring var nødvendig. «Min Mand, mener jeg,» hun pegede paa Sengen, hvor Gardinerne vare trukne for.
«Har De kun denne ene Stue, ligge de alle her?» spurgte jeg gysende.
«Ja vi gjør, og jeg skal saamænd aldrig klage, bare vi faa Lov til at blive her, men 6 Kr. om Maaneden er ikke lidt for en Enke.»
6 Kr. om Maaneden! — Deres Husleje Aaret rundt var mindre end Kniplingerne til en Halvkjole.
Børnene rakte igjen de smaa Hænder frem, og jeg fyldte dem. Den største Dreng saa nu tillidsfuldt paa mig, som man ser paa en gammel Ven.
«De maa endelig ogsaa spise, endelig!» jeg forsøgte at paanøde Moderen en Julekage.
«Tak, maa jeg gjemme den? — Føden bliver som Træ i min Mund, jeg er vist ikke rask. Naar man saadan vaagner, Nat efter Nat, bliver man ganske underlig. — Til sidst ønskede jeg bare, at det snart maatte faa en Ende, for jeg kunde ikke holde det ud. Han har været en god Mand imod mig, men jeg kunde ikke holde det ud! — da det saa var ovre,» hun pegede grædende hen paa Sengen, «fortrød jeg alligevel, at jeg tænkte det, for en lille Tid endnu havde man vel holdt det ud.» «Brugte De Læge?»
«Ja vi gjorde; her var en og skrev noget op, men det hjalp aldrig en Smule.» «Har her ingen Præst været?»
«Præst? nej, her har saamænd ikke, for vi kjende ingen. Hvad skulde det ogsaa nyttet, Fader var ikke ved sin Forstand de sidste otte Dage.»
Hun bøjede sig ned og puttede en lang tynd Gren ind i Kakkelovnen, de tre Fjerdedele stak ud, men hun skjød, i Talens Løb, til den, efterhaanden som den osende brændte op. Et lille Forraad lignende Grene laa paa Gulvet.
«Kan Du ikke spise op, Hans? naa, det er nok første Gang i lang Tid! — ja, vi maa rigtignok takke Damen, for den sidste Skorpe blev saamænd tæret i Morges, og jeg ejer ikke en Skilling. Lidt Mælk til den mindste skulde vi ogsaa gjerne have, men ingen vil borge os mere.» Hun saa usikkert hen til mig.
«Løb efter Mælk, Hans! her har Du Penge.» Jeg tømte min Pung ud paa det haltende, rødmalede Bord, jeg rystede den; Pengene trillede raslende mellem hverandre.
«De skal have det alt,» sagde jeg til Konen, «gid der var mere!»
Det var daarligt handlet, ville fornuftige Folk sige, og det var det maaske ogsaa, barnagtigt og ubetænksomt, men var Kniplingskjøbet dog ikke endnu daarligere? — Jeg er aldrig bleven saa klog, at jeg har fortrudt hvad jeg gjorde.
Konen stirrede forbavset paa mig, hun saa ikke glad ud, kun forbavset. Pludselig fik hendes stakkels kummerfulde Ansigt ligesom et højere Udtryk.
«lille Dame,» sagde hun, «maa De ogsaa? — Det kan vist aldrig gaa an!»
«Det er mine egne Penge, og aldrig har jeg anvendt Penge bedre,» lød mit Svar.
«Saa velsigne Dem da Gud, gode unge Dame!»
hun samlede Pengene sammen og dækkede dem med begge Hænder, «jeg er færdig til at tro, det hele er en Drøm.»
Hans fulgte mig ned; han varede for hvert Trin; til sidst stod han i Gadedøren og viftede med sin lille forrevne Kaskjet.
O, hvad var det dog for en Nød og Jammer!
Herre, jeg takker Dig, at Du sendte mig til dem, raabte det inden i mig, Herre, jeg takker Dig!
At det, netop i dette Øjeblik, forundtes mig at udføre denne lille Kjærlighedstjeneste, tog jeg som et Tegn paa, at alt var slettet, og at jeg, med frejdigt Mod, kunde begynde forfra. —
«Lad mig se Indkjøbet!» Tante Amalie stak Hovedet ud i Entreen, hun kunde ikke vente, til jeg kom ind.
«Jeg har opgivet det hele, Tante, jeg tager ikke til Ballet.»
«Er Du syg, Martha?» hun betragtede mig forskrækket.
«Nej, men jeg har tabt Lysten; — Den kjære Tante Thora har været meget syg; jeg var lidt deroppe og fik alvorligere Ting at tænke paa.»
«Det er da det naragtigste, jeg endnu har hørt, at ville blive hjemme, fordi en Tante har været syg. Jeg forsikkrer Dig, lille Ven, om det var mig selv, der ikke blot havde været, men var syg, vilde jeg raade Dig til at gaa. — At en ung Pige kan faa saadanne Nykker!»
«Kusine,» Fader traadte til, han talte bestemt, næsten strengt, «jeg finder ikke, at Nykker, i dette Tilfælde, er et betegnende Udtryk. Vi Gamle — undskyld, men imod hende ere vi da gamle — bør være forsigtige med, hvad vi opelske hos de Unge og hvad vi søge at kvæle hos dem, Ansvaret er ikke ringe for vort Vedkommende. — Saa Tante Thora har været alvorlig syg? — kom ind med mig, Martha!
Min søde Pige!» Fader tog mig paa Skjødet, «det glæder mig, at Du, af Deltagelse for andre, kan opgive saadan en Fest. — Jeg sad netop og tænkte paa Dig og gjorde Dig Uret i mit Hjerte; det forekom mig, som var Du i den sidste Tid lidt udadvendt, lidt adspredt, ikke ganske som før. — Græd ikke, Martha! Fader siger jo, han gjorde Dig Uret.»
Jeg skjulte mit Hoved ved Faders Bryst, bekjendte, at jeg havde været egenkjærlig, forfængelig, fordringsfuld, men at jeg nu vilde vende tilbage og begynde forfra.
«Det kan jeg lide,» han strøg mit Haar fra Panden og kyssede den, «vi skal sige til vor Sjæl hver eneste Morgen: nu gjælder det at begynde forfra.»
«Maa jeg bringe en Flaske Vin til Tante Thora, Fader? en rigtig udmærket Vin, som kan give hende Kræfter.»
«Hun skal faa den bedste, jeg ejer, der er ikke mange, som har Mage til den. — Kunde man blot støtte dem paa anden Maade, men den Paul er ikke til at komme nær.» Jeg sagde intet, men tænkte i mit stille Sind, at det var min Skyld, vi havde mistet vor Ret til at hjælpe dem. —
Det var halvmørkt, men jeg listede dog alene derhen; Flasken bar jeg i min Muffe. Paul lukkede op, han vilde næppe tro sine Øjne.
«Martha! er det virkelig Martha?»
Der kom en underlig Frygtsomhed over mig, han stod der alvorlig og spørgende, bad mig ikke engang komme ind.
«Mon Tante ikke kunde lide et lille Glas Vin til sin Frokost? Fader ønskede saa gjerne, hun skulde drikke denne; det er ægte god gammel Portvin.»
«Moder faar Vin hver Dag, det har hun gjort i længere Tid. I Gaar kjøbte jeg igjen en Flaske Portvin til hende; her staar den uden at være trukket op. — Tak din Fader mange Gange, og Tak selv, at Du kom, men hun er forsynet.»
Jeg vovede ikke at sige et Ord af Frygt for, at Graaden skulde bryde løs.
«Tak,» sagde han igjen og lagde saa til, «skal jeg ikke følge Dig, det er blevet noget sent?»
«Paa ingen Maade, det er ganske lyst udenfor.» Jeg ilede bort.
O, det var ikke smukt, ikke ædelmodigt, at skyde til en Haand, der raktes i Kjærlighed. — Var det virkelig Paul, min kjære Barndomsven, der, stolt som en Konge, betød mig, at han ikke behøvede os. Jeg havde forskyldt meget, men dette var dog for haardt; jeg kunde ikke glemme eller forvinde det smertelige Indtryk. —
I kunne nok tænke, Børn, at jeg snart igjen fandt Vejen op til mine fattige Venner. Alle de smaa Ansigter straalede mig i Møde, men Brødet fik aldrig mere saa god Afsætning som første Gang, Gud ske Lov og Takl
Moderen havde nu igjen Tid til at sy Skjorter for Kræmmeren; utrættelig sled hun fra tidlig Morgen til sildig Aften. Naar Hans først kunde blive Avisdreng, skulde det nok hjælpe; det var Fremtidshaabet, hvortil Familien saa hen. — Faders ældste Frakke forvandledes til en hel Dragt til Hans.
«Nu ser han ud som et Herskabsbarn,» erklærede Moderen, første Gang han havde den paa, idet hun gav hans lille tjavsede, vandkæmmede Haar et Strøg opad med den flade Haand; «hans egen Fader vilde ikke have kjendt ham.»
Mine aflagte Klæder havde for lyse Farver, vare for lette, eller for elegante til at kunne anvendes. Jeg kjøbte derfor nyt Bomuldstøj og fik travlt med at sy smaa Bluser og Kjoler. Lige saa doven jeg før havde været, lige saa flittig blev jeg, og Tiden, der før mangen Gang, naar vi intet aparte havde for, sneglede langsomt hen, fik pludselig Vinger.
«Det er dejligt,» sagde Fader, «at vide, hvor man kan træffe Dig. Der er kommen saadan en Ro i Huset, næsten som i Moders Tid. — Men Du er ung, og Ungdommen har sin Ret, det maa vi aldrig glemme.»
Tante Amalie var ikke tilfreds. «Jeg begynder at føle mig tilovers,» sagde hun.
Vi tav. Tante var en velstaaende Pige, der kunde søge sig et Hjem hvorsomhelst. Det endte da ogsaa med, at vi skiltes, i al Venskabelighed.
Tante Thora kom sig Dag for Dag. Jeg besøgte hende en sjælden Gang, naar jeg vidste, Paul var i sin Skole. Jeg vilde nødig træffe Paul; jeg var vred paa ham, jeg var bange for ham, vort sidste Møde laa som en Sky over mit Liv.
Hver Gang jeg kom paa Gaden, mødte jeg en eller anden Skikkelse, der var mærket af Sorgen eller Nøden. Er Øjet først aabnet for Livets mørke Side, gjættes meget af smaa Tegn, man før tankeløs gik forbi. Ve os, naar vi i Glæden glemme, at der er andre, som lide, da staar det kun slet til med vor Kjærlighed !
En Eftermiddag midt i April ringede det hurtigt og stærkt paa Gangdøren. Folkene vare ude, Fader
fik sig en lille Lur i sin Lænestol; Jeg lukkede selv op. Det var Paul, han saa underlig forstyrret ud.
«Har Du den Vin endnu, lille Martha?» spurgte han uden al Indledning, «jeg vilde gjerne have den.»
«Det er da ikke værre med Tante?» Jeg blev angst.
«Det er bedre, meget bedre! — Du holder af Moder, kan jeg mærke.»
Jeg forstod mig ikke paa ham; hans Øjne skinnede saa klare, og saa saa han slet ikke stolt ud, tvertimod, han stod der som en Bedende.
«Det var Vinen! — den skal sætte Kronen paa Værket, jeg tror, den vil gjøre Moder rigtig godt.» Han traadte et Skridt nærmere: «det var skrækkeligt, at jeg ikke tog den, Martha, ondt, hovmodigt! kan Du tilgive mig? — hvor turde jeg holde det Kjærlighedsbæger, Du rakte, fra Moders Mund! — og saa sagde Jeg ikke et hjerteligt Ord til Tak, fordi Du kom, og saa fulgte jeg Dig ikke hjem. — Vil Du alligevel give mig Vinen, Martha?»
Jeg hentede den uden at sige et Ord; vi saa paa hinanden.
«Har Du været paa Udstillingen?»
«Endnu ikke; — er dit Stykke der?»
«Det kom der i Forgaars og er allerede solgt. Jeg fik det at vide for en Time siden; saa løb jeg straks op til Moder, og nu til Dig. 800 Kr. har min Fisker bragt mig, — det kunde dog være, at jeg blev til noget!» — han saa igjen paa mig, nu vovede jeg ikke at se paa ham.
«Hvis?»
Han sagde ikke mere, og jeg svarede ikke et eneste Ord, men fra det Øjeblik var jeg hans trolovede Brud, vi følte det begge.
Fader kom nu til, han lykønskede Paul varmt; «Inden man veed et Ord af det, er Du vel Professor, skal vi se!» — derpaa kaldte han ham en haardnakket, stivsindet, storsnudet Knægt, og tog ham til sidst i Favn. —
«Er dette Vinen, Martha?»
«Vil Du have en Flaske til, min Gut? — ja, har jeg den, skal Du faa den. — Ah, det var godt, jeg ser, den staar her; Pigebarnet har fundet den rette.»
Saa mærkede Paul da, at jeg ikke havde sladdret af Skole. —
Næste Morgen smuttede jeg alene op paa Udstillingen, jeg var saamænd den første, der blev lukket ind. Det varede ikke længe, før jeg fandt en Fisker, der sad foran sin Dør, solede sig og saa ud over Stranden. Mon det var af ham? det var vist et rigtig godt Billede, men jeg ønskede alligevel, at det ikke var hans. Nok en Fisker med Kurv paa Ryg og et polisk Smil, det var ikke af Paul, det turde jeg dø paa. Men dette — jeg havde naturligvis kun Øje for Fiskere — dette maatte det være!
Høj og rank, brunet af Sol og Vind, fribaaren, mandig og kjæk stod den unge Fisker parat til at skyde sin Baad ud i de fraadende Bølger.
Jeg kjøbte en Katalog, ganske rigtig, hans Navn!
Det Aar fik jeg Fader til at abonnere.
Og Tiden gik, vi saas kun sjeldent, vi talte ikke meget sammen, men vi stolede paa hinanden. Paul rejste til Italien; jeg fik ingen Breve, ja, lidt Lod og Del i Moderens Breve fik jeg jo nok. Først da han kunde byde mig et Hjem, talte han til Fader.
Den fejrede unge Kunstner var lige saa fordringsløs og beskeden, som den fattige Yngling havde været stolt. Ja, det behøver jeg da ikke at fortælle, Stolthed tror jeg er det sidste, nogen vil bebrejde Eders Farfar.
Der er ikke mere, Børn! I vide nu Grunden, hvorfor jeg er lidt stridig med min Paaklædning, og hver Gang en ny Kjole skal syes, har en Kamp at bestaa med Syjomfruen. Smukt, stærkt Stof, af en smuk, varig, til Alderen passende Farve, ordnet i smukke Folder, er, hvad jeg forlanger. Paul holder af min Dragt. «Du gamle Kone har Øje for det maleriske,» siger han saamænd endnu. — I unyttigt og kostbart Paahæng, efter Døgnets lunefulde Smag, har jeg ingen Lyst til at sætte mine Penge. Jeg omgjør det bestandigt i Brød, jeg kan ikke andet; Kvaster og Fryndser, Kniplinger og Smykker gjør jeg i Brød. Sammenlign en stor Kurv fuld af velsignet sundt og nærende Brød, som utallige smaa Hænder ere rede til at gribe, med noget jammerligt Flitterstads, der kan rummes i en Haand.
Jeg kan ikke lade være at kysse Brødet, naar det falder paa Jorden, for jeg kjender dets Værd.