Humanitetens Indflydelse paa den ældre romerske Keiserlovgivning

by Frederik Schiern

Humanitetens Indflydelse paa den ældre romerske Keiserlovgivning

(1852)

[78]

De encyklopædistiske Forfattere, der havde saa stor Indflydelse paa Forberedelsen af den ældre franske Revolution, og som alle, med større eller mindre Fjendskab, fornegtede den kristne Kirkes Lære, lode det ikke beroe ved at forfægte, at barbariske Tiders Overtro fra Begyndelsen af havde vidst at klæbe Levninger af sig faste til denne Lære; men de gik endog saa vidt, at de yttrede Tvivl om, hvorvidt de udvortes Virkninger af de Kristnes eiendommelige Tro overhovedet af Historien overvejende burde kaldes heldbringende. Paa den samme Tid, som de i Almindelighed, og stundom ikke utræffende, ironiserede den ældre Maade, hvorpaa atten Aarhundreders gode og store Frugter uden videre Sigtelse bleve tagne til udelukkende Indtægt for Kristendommen, alene fordi de fleste af dem havde viist sig indenfor »Kristenhedens« geographiske Grændser, — paa den samme Tid foreholdt de derhos en Række Skrække-billeder af Kirkens Historie, saasom Kristendommens Forhold til Naturvidenskaberne og den Modtagelse, som Videnskabens ædleste Fremskridt baade førend og efter Galilæi saa ofte

[79]

maatte nyde af Kirken, Kjætterudryddelserne og Religionskrigene, de uendelige Forfølgelser af Jøder og Vantroe, det kristne Roms Tilstande under Pave Alexander VI. og Borgiaerne, Mexikanernes og Peruanernes forfærdelige Mishandling af deres »rettroende« Erobrere, Torturens kirkelige Uddannelse i Middelalderen eller den hellige Inkvisitions »Troesgjerninger« (autos-da-fe), der, som man gjerne oplyste, i en eneste af Spaniens Provindser, i Løbet af sexten Aar, kunde brænde tyvetusinde Mennesker. Tilsvarende Virkninger af Reformatorernes Tro glemtes ikke heller over Katholicismens mørke Sider: At en Troende, som Calvin, lod Servet brænde, og at en ellers saa mild Karakteer, som Melanchthon, maatte troe dette rigtigt, ere Træk, som Encyklopædisterne sjeldent have glemt at tage med. Og de samme Træk er det da, der senere, da Revolutionen endelig var udbrudt, maatte afgive Texten for alle de talrige Taler i antikristelig Retning, som endnu vedbleve at lade sig høre, efterat Revolutionens Saturnalier vare overstaaede, efterat Bevægelsen var bleven mattere, og efterat Reaktionen af det Gamle nu atter var begyndt at komme frem med nye Petitioner om Gjennemførelsen af den katholske Kultus og af Fædrenes Religion. »Deres Fædres Gud«, udbrød Lamarque endnu i de Femhundredes Raad, i sin Tale om Kristendommens Virkninger, »deres Fædres Gud! det var Philip den Åndens, Carl den Niendes, Catharine af Medicis Gud; det er i hans Navn, at man har besluttet og udført Korstogene, den sicilianske Vesper, Bartholomæusnatten og Dragonaderne« (1).

Den samme Takt, der saaledes lod Encyklopædisterne fortrinsviis hente deres Vaaben fra Kirkens sildigere Tider,

(1) Lamarque's Ord den 18de Juli 1797 i de Femhundredes Raad, i Réimpression de l'ancien Moniteur. XXVIII, 744.

[80]

har omvendt oftere bragt Apologeter af Kristendommen til helst at gaae tilhage til dens første Åarhundreder. Thi medens den afskyelige Intolerance, om den endog ogsaa allerede i denne Periode ei har undladt at skjæmme den kristne Regjerings Lovgivning, dog her fremtræder langt sjeldnere og mindre afskrækkende, kom paa den anden Side deels Kristendommen netop her i Berøring med en under en ualmindelig politisk Overgangstid og særegne Forhold overordentlig løsnet Sædelighed, og deels er der vel, som man endog kan see antydet af Gajus selv, overhoved neppe blevet fundet et andet hedensk Folk, hos hvilket Fædrenemagten (patria potestas) nogensinde har været i den Grad overdreven, som hos Romerfolket. En æret Forfatter, hvis Oplysninger af Kirkens Historie i dens første Åarhundreder (1) have fremkaldt de her følgende Betragtninger, har indenfor den nævnte Tidsgrændse ikke villet fremstille Kristendommens Virkninger i Almindelighed; han har forbigaaet dens Indflydelse paa Videnskabens og Konstens Skjæbne, paa Romerrigets Forsvar og nationale Karakteer, og i andre Henseender, hvorimod han har bestræbt sig for saa klart og fuldstændigt som muligt at paavise Kristendommens Indvirkning paa den »sociale« Forfatning fra dens Stiftelse til Justinian. Ved den »sociale« Forfatning forstaaer Forfatteren særligen Forholdet til Barnet, til Kvinderne, til Tjenerstanden, og til Ulykkelige, hvorhos han har tilføiet nogle Bemærkninger om Forholdet mellem Regent og Undersaatter.

(1) Lind, Kristendommens Indflydelse paa den sociale Forfatning, fra dens Stiftelse til Justinian, oplyst af Kiikefædrenes Skrifter, Konciliebestemmelserne og de keiserlige Love. Et Bidrag til Sundskab om Kristendommens Virkninger i Almindelighed. Kbh. 1852.

[81]

Forfatteren siger selv om sit Skrift: »Det drager saa meget for Lyset, der er værdt at kjende, at jeg tør gjøre Regning paa, at det vil finde nogen Paaskjønnelse«, og han slutter Bogens Fortale med disse Ord til sine Læsere: »de kunne, som jeg har antydet, finde Mangler ved den; men de ville ikke lægge den hen uden Tilfredsstillelse«.

Naar der dog, med al Paaskjønnelse af Forfatterens Tendents, maatte findes Læsere, der, efter at have gjennemgaaet Bogen, ikke aldeles have opnaaet den Tilfredsstillelse, som Fortalen lover, da turde Grunden neppe saameget være at søge i Formen, skjønt denne vistnok tildeels maa kaldes noget afskrækkende og trættende, som deri, at Skriftet mindre synes at kunne ansees for »et Forsøg i en ny Betning«, end den velærværdige Forfatter selv har antaget. Den Tanke, der ligger til Grund for hele Skriftet, er at tilveiebringe et Beviis for den kristne Troes heldige Indflydelse paa de sociale Forhold, ved at sammenholde de keiserlige Loves Bestemmelser med Skriftstederne, Kirkefædrene og Koncilierne; men denne Tanke kan neppe kaldes aldeles ny, i det mindste naar man ogsaa vil see ud over vor egen Litteraturs Omraade. Den er i England ikke bleven forbigaaet i nyere, dog mere populaire Skrifter (1), og har andetsteds allerede forlængst fremkaldt lærde Monographier af forskjellige fremmede Forfattere, af Rhoer (2), af Meysenbug (3)

(1) Jvnfr. The temporal beneflts of Christianity exemplified in its iniluence on the social constitution of mankind. By Bobert Blakey. Lond. 1849. — On the state of Man before and subsequent to the promulgation of Christianity. Lond. 1851.

(2) Bhoer, Dissertationes de effectu religionis christianæ in juris prudentiam Bomanam. Groningæ. 1766.

(3) Meysenbug, De christianæ religionis vi et effectu in jus civile. Gottingæ. 1824. 4.

[82]

og af Troplong (1), af hvilke Monographier den sidstnævnte dog ikke er forbleven ukjendt af vor Forfatter, men i større Grad end dennes, holder sig til Skriftstederne alene. Derimod ere sildigere og mere i det Enkelte gaaende Frembringelser af Frankrigs historiske Litteratur, der efter Troplongs Afhandling have berørt forskjellige Sider af denne samme Sag, og som i enkelte Henseender vilde have kunnet lette og fuldstændiggjøre Forfatterens Studier, blevne fremmede og ubenyttede for hans Arbeide. Det maa være nok her at minde om Pelletans forskjellige Afhandlinger om Lighedslæren og Lighedsbestræbelsen hos Kirkens Fædre, om Wallons store Priisskrift om Slaveriet i Oldtiden og om dets Afskaffelse, om Biots Undersøgelser af de forskjellige Grunde, der konkurrerede ved Slaveriets Afskaffelse i Occidenten, om Naudets Fremstilling af de offentlige Fattigunderstøttelser førend Constantin, om Moreau-Christophes Sammenligning af Miseren hos Oldtidens og Nutidens Folk (2). Der skal iøvrigt herved ingenlunde forringes den danske Forfatter den fortjente Ære af ogsaa at have fremdraget forskjelige Bestemmelser, navnlig af Koncilierne, som ellers ikke af Andre findes tagne med, men »et Forsøg i en ny Retning« turde hans Arbeide neppe kunne kaldes.

Medens der vistnok ikke kan være Tvivl om, at den christne Kirkes Virksomhed har bidraget til forskjellige ædle Menneske-

(1) Troplong, De l'influence du christianisme sur le droit civil des Romains. Paris. 1843.

(2) Til disse Værker og Afhandlinger ere senere komne to Priisskrifter, der i det samme Aar, som det danske Skrift udkom, bleve kronede ex æquo af Académie francaise, nemlig C. Schmidts Essai historique sur la société civile dans le monde Romain et sur sa transformation par le christianisme (Strasbourg. 1853), og E. Chastels Etudes historiques sur l'influence de la charité durant les prémiers siécles chrétiens. (Paris. 1853.)

[83]

rettigheders Anerkjendelse i den keiserlige Lovgivning efter Constantin, er der imidlertid et andet, hertil sig knyttende Spørgsmaal, som næsten er ladet udenfor Omtale. Der kan nemlig spørges om den Aand, der aabenbarer sig i Lovgivningen efter Constantin, og som er saa forskjellig fra Republikens haarde Ret, skal betragtes som en ny og ukjendt Frugt af en Humanitet, hvorom de hedenske Lovgivere inden Kristendommens Antagelse ikke havde havt nogen Anelse, eller, om den billigere og humanere Retning ikke allerede tidligere findes betegnet i Lovgivningen, og nu kun fortsattes og fuldkommedes. Og det sidste turde da, hvad Hugo allerede lærte i Retshistorien, uden dog videre at motivere sin Dom, vistnok antages at være Tilfældet. Ligesom der endnu i alle, i Navn eller i Virkeligheden, kristne Lande finder en Kamp Sted mellem de bestaaende Lovgivninger og høiere Retsideer, der stræbe at gjøre sig gjældende, saaledes havde det Samme ogsaa været Tilfældet længe førend Keiser Constantins Regjering. Længe, meget længe havde den gamle Ret allerede tabt en Grund, som den høiere Billighed indvandt for sig, den gamle civile Ret veg stedse mere tilbage for de dog endnu altid hedenske Prætorers Edikter og hiin naturlige Ret, som endog kunde lade Ulpian udsige, at alle Mennesker ere lige.

Og denne nye mildere og humanere Retning viser sig ogsaa førend Constantins Tid i de samme Kredse af Keiserlovgivningen, hvortil Forfatterens Skrift indskrænker sig. Ligesom det er den, der har udvidet Retten til at testere til Kvinderne, og befriet dem fra tutela legitima af Agnaterne, hvis Myndighed beskjæres til alle Sider, saaledes var det ogsaa den, der tillod de myndige Sønner selv at bestyre og at borttesta-mentere deres særlige Eiendomme, og forbandt Familiefædrene til ikke at testere saaledes, at de derover glemte deres Børn,

[84]

medens den tillige lod de forældede Rettigheder bortfalde, ifølge hvilke Børnene kunde afhændes, bortgives og i Tilfælde af Forseelser endog straffes paa Livet af deres Forældre. Det er den samme Aand, som senere møder i Lovgivningen efter Constantin, der allerede lod lex Petronia forbyde vilkaarligen at sælge Slaver til Kamp mod de vilde Dyr, selv om de ikke havde forbrudt sig; der allerede paa Neros Tid overdrog Øvrigheden at anstille Forhør over Slavers mulige Mishandling af deres Herrer, og paalagde den at sætte Skranker for Grusomhed, Vilkaarlighed og Gjerrighed med Hensyn til deres Underholdning; der derpaa lod Hadrian forbyde Herrerne at udøve nogensomhelst vilkaarlig Halsret over deres Slaver, et Forbud, som af Antoninus Pius senere skjærpedes; der ogsaa bragte Hadrian til at afskaffe de underjordiske Fængsler; der lod Domitian erklære Kastration for en Forbrydelse mod det Offentlige; der under forskjellige Keisere tillod Slavernes Optagelse i den frie Mands hæderligste Stilling, i Krigerstanden, medens en Slaves Indskrivelse blandt Soldaterne tidligere havde kostet ham Livet; og som lod en Præskriptionstid med Hensyn til Herrens Rettighed over Slaver, som i længere Tid havde været skilte fra ham, fastsættes af Diocletian, af den Keiser altsaa, der selv, ifølge Aurelius Victor, havde været slavefødt, og hvis Ophøielse paa Keiserthronen, under denne Forudsætning, bedst betegner Frigjørelsen fra de gamle Fordomme. Til de samme Tider begunstigedes Slavernes Frigivelse ved andre keiserlige Love, saasom ved Claudius's Lov, der bød, at de syge eller gamle Slaver, der vare forladte af deres Herrer, ipso jure skulde være frie; ved Vespasians Lov, ifølge hvilken en Slavinde, hvis Kydskhed uretteligen var bleven krænket af Kjøberen, ipso jure skulde være fri, og betragtes som en liberta af Sælgeren; ved Trajans Lov, ifølge hvilken en Slave, naar blot

[85]

hans Herre havde appelleret til Prætoren i Anledning af hans Frigivelse, men senere ikke havde indstillet sig, ikke destomindre skulde være fri; ved Antoninus Pius's Bestemmelse om Tvangssalg af de Slaver, der mishandledes af deres Herrer; ved Marcus Aurelius's Love, ifølge hvilke en under Betingelse af Frigivelse solgt Slave, allerede efter Udløbet af den aftalte Tid ipso jure skulde være fri og en libertus af Kjøberen, medens en Slave, hvem Frihed engang var lovet, under Betingelse af en Sums Erlæggelse, senere ikke skulde kunne miste denne Frihedsret. Og saa talrige bleve overhovedet nu Frigivelserne, at man, som Niebuhr har bemærket, paa Gravminderne fra de første halvtredie Aarhundreder af vor Tidsregning næsten træffer ti libertini nævnte for een ingenuus (1). Der udkom fremdeles lige fra Augustus's, Tiberius's og Domitians's Regjeringstider og indtil Keiser Philippus og hans Efterfølgere, en Række af keiserlige Forordninger imod Tidernes Ukydskhed, for at vanskeliggjøre Skilsmisser, at standse Ægteskabsbrud, at forebygge Børns Fordærvelse og at tilintetgjøre unaturlige Udsvævelser, Love, der ligefrem svare til de senere kristne Regjeringers Forsøg paa ved Befalinger og Straffe fra oven at bekjæmpe Usædelighed. Og endelig — naar Marcus Aurelius allerede søgte at indskrænke de blodige Gladiatorkampe, naar Fattigforsørgelserne reguleredes, og Keiserregjeringen oftere tilbød de Uformuende rentefrie Laan, naar der, ved Siden af den store Mængde af offentlige Bade for Uformuende, under Hadrian, Antoninus Pius, Marcus Aurelius og Alexander Severus paa Regjeringens Bekostning oprettedes of-

(1) Vorträge über römische Gesch. an der Universität zu Bonn gehalten von B. G. Niebuhr. Herausgegeben von M. Isler. Berlin. 1846—48. III, 273.

[86]

fentlige Skoler i Rom og rundt omkring i Provindserne; naar allerede Alexander Severus, eller maaskee Sjælen i hans Regjering, Ulpian, derhos grundede Legater for Børn af uformuende Forældre, der ønskede at benytte hine; naar de keiserlige Regjeringer deels selv grundede milde Stiftelser for hele Italien, deels opmuntrede til at testamentere Kommunerne Legater til Underholdning af gamle udlevede Folk, eller til Børns Opdragelse og Underviisning — saaledes som Plinius allerede havde bidraget dertil for sin Hjemstavn Como —; naar vi finde syge Soldater satte i Pensioner af den keiserlige Regjering, der betaler for deres Pleie og Underhold; naar Alt dette vides og betænkes retteligen, synes det dog vistnok rigtigst at maatte anerkjendes, at den Humanitet, som fremvises af Lovgivningen efter Constantin, og som ikke har noget Sidestykke i Republikens Tider, derimod ikke kan siges at aabenbare nogen sær uventet eller synderlig paafaldende Modsætning til den Retning, der i den nærmest foregaaende, hedenske Deel af selve Keiserregjeringen allerede var kommen tilsyne.

Hvad nu hele dette Phænomen angaaer, der lige saa vel lader os see humane Love under Fordærvelsen førend Constantin, som under Fordærvelsen efter hans Tid, da synes det for en fordomsfri Betragtning ikke at behøve synderlig Forklaring. Thi ei at tale om, at jo ogsaa Tidsrummet førend Constantin kjendte ædle Fyrster, og at paa den anden Side han selv og flere af hans »guddommelige« Efterfølgere vare nogle underlige Kristne, er det en besynderlig Opfattelse, naar selve Keiserne overhovedet, uden videre Indskrænkning, stundom endnu tænkes som Forfattere af hele Lovgivningen. Under fiere af de slettere eller sløve Fyrster kunde Statsmænd og Jurister dengang fortsætte og forbedre Lovgivningsarbeidet paa den samme Maade, hvorpaa det Samme, under tilsvarende Forhold, har været,

[87]

eller endnu er Tilfældet i saa mange kristne Stater. Og naar vi — længe førend den stoiske Phiiosophi, i »den for Menneskehedehen lykkeligste Epoke af Roms Historie« (1), i Antoninernes Tidsalder, selv sees at bestige Keiserthronen — med positiv Sikkerhed vide, hvorledes endog under en Neros Tyranni en Stoiker og Retskyndig som Thrasea Pætus, den »helligste« (2), „den mildeste Mand« (3), kunde seire paa Lovgivningens Omraade og i den offentlige Morals Interesse (4), kan det overhoved ikke undre, at Tilhængerne af den ædle og faste, stoisk dannede Opposition, der allerede under Julier og Flavier bestandigt gik ved Siden af Fordærvelsen, for hvilken Thrasea, efter Tacitus's Udtryk, var et Forbillede af »den personificerede Dyd« (5), og som »troede sig født, ikke for sig alene, men for hele Verden«, ei heller som Statsmænd og Jurister forlode Skuepladsen uden at have efterladt een eller anden Frugt af den praktiske Reformtendents, der kun af Ministre som Tigellinus og Mucianus lagdes dem til Last.

Denne Humanitetens kjendelige Fremgang allerede i den ældre Deel af den romerske Keiserlovgivning har aabenbart generet nogle af de nyere Forfattere, der tidligere have dvælet ved Kristendommens Forhold til Lovgivningen efter Constantin, og til hvilke ogsaa vor danske Forfatter maa henføres. Det er ikke uden Interesse at see, hvorledes man har søgt at rede sig ud af Sagen ved at opstille flere forskjellige, ja man

(1) Hegewisch, Uber die fur die Menschheit gliicklichste Epoche in der Romischen Geschichte. Hamburg. 1800.

(2) Sueton. Dom. c. 10.

(3) Plin. Ep. VIII, 22.

(4) Tac. Ann. XV, 20.

(5) „Virtutem ipsam". Tac. Ann. XVI, 21. Jvnfr. W.A.Schmidt, der Stoiker und Staatsmann Thrasea Pätus, i samme Forfatters Gesch. der Denk- und Glaubensfreiheit im ersten Jahrhundert der Keiserherschaft und des Christenthums. Berlin. 1847. S. 352—377.

[88]

kan sige stik modsatte Forklaringer. Den ene bestaaer deri, at medens den vil, at Retfærdighed og Kjærlighed bør forbeholdes som Motiver for Lovgivningen efter Constantin, skal derimod Humaniteten i de hedenske Keiseres Love i Reglen kun tænkes fremkaldt ved forskjellige materielle Hensyn. Medens vi kun vilde være tilbøielige til ogsaa at benytte en slig Forklaringsmaade i de Tilfælde, hvor udtrykkelige Data talte for den, som t. Ex. ved Lex Julia et Papia Poppæa, lader denne Betragtningsmaade omvendt kun Formildelserne gjælde som isolerede Undtagelser, hvor der kan tilveiebringes et positivt Beviis for deres ædlere Motiver. Det tør saaledes antages, at Ingen vil finde, at saadanne manglede, da Kamplegene i Viennæ definitivt undertryktes under Trajan, da Junius Mauricus ledsagede sit Votum med Ønsket om, at de ogsaa maatte kunne ophæves i Rom, og da et andet af Raadets Medlemmer, C. Plinius, udtrykkelig som Motivet anfører deres demoraliserende Karakteer (1). Men jeg formoder derhos, at ogsaa, hvor et sligt Beviis vistnok er umuligt, efterdi Motiverne ei ere blevne opbevarede, vil hiin humane Retning i den hedenske Tid dog hos Flere finde billigere Øine. Naar det t. Ex. under Marcus Aurelius forbydes at bruge andre end sløvede Sværd ved Gladiatorkampene ; naar en italiensk Matrone under Hadrian straffes med fem Aars Forviisning for at have mishandlet sine Slavinder; naar Trajan grunder sin store Stiftelse for fattige Børn, i hvilken Anledning han paa en af Mønterne fremstilles togaklædt

(1) „Quum sententiæ perrogarentur, dixit Junius Mauricus, quo viro nihil firmius, nihil verius, non esse restituendum Viennensibus agona. Adjecit: Vellem etiam Romæ tolli passet." —„Placuit agona tolli, qui mores Viennensium infecerat, ut noster hic omnium". Plin. Epist. IV, 22.

[89]

rækkende Kornax til Smaadrenge i en Kvindes Arme; naar Antoninus Pius til Minde om sin Hustru, den ældre Faustina, grundede et nyt Legat for de fattige »faustinske Drenge og Piger«; naar Marcus Aurelius i Anledning af sin Gemalindes Død oprettede en lignende Stiftelse for »de nye faustinske Piger«; naar Alexander Severus opkalder en tilsvarende Stiftelse for »de mammæiske Børn« efter sin Moder; hvorfor skulde man da herved blot see »materielle Hensyn« som Motiver, og ikke snarere den samme humane Aand, som i de kristne Tider? Naar talrige Indskrifter paa Gravminderne fra de tre første Aarhundreder vidne for os, baade om mange Slavers Pietet mod deres gode Herrer, og tillige om Herrers milde Ihukommelse af deres afdøde Slaver, naar vi endnu have et eget Brev, hvori en bekjendt romersk Forfatter saa smukt som muligt tolker sin uegennyttige Sorg ved forskjellige Slavers Dødsfald, hvorfor skulle vi da ei troe, at den Humanitet, der ei lod private Mænd glemme de Døde, ogsaa kan have besjælet den offentlige Lovgivning ved dens udisputeerlige Formildelser mod de Levende?

Den anden Maade, hvorpaa de Forfattere, der have beskjæftiget sig med Kristendommens Indvirkning paa den romerske Keiserlovgivning, have villet bortforklare den Humanitet, der allerede viser sig førend Constantin, er endnu mere karakteristisk. Den bestaaer lige omvendt i et Postulat, hvorefter de hedenske Jurister allerede skulle have været halve Kristne. Fremgangsmaaden er her væsentligen den samme som den, hvorefter en tydsk Forfatter endog har phantaseret over »det Kristelige hos Tacitus«(1), eller som den, hvorefter en anden

(1) Bötticher, Prophetische Stimmen aus Rom oder das Christliche im Tacitus. Hamburg. 1840. B. I—II.

[90]

i det forrige Aarhundrede i en egen Undersøgelse har drømt om at kunne stemple Epictet som Kristen (1), ikke saa meget, fordi hans Herres Navn ogsaa i Skriften findes nævnet blandt Kristendommens første Adepter (2), som paa Grund af hans forædlede Moral, eller som den, ifølge hvilken efter flere ældres Exempel en nyere tydsk Forfatter i en egen Afhandling ogsaa har antaget Seneca for at have været vunden for Kristendommen af Apostlen Paulus (3), ikke saa meget af Hensyn til de ydre Berøringspunkter, der kunne tænkes at have sat dem i aandelig Berøring med hinanden (4), eller af Hensyn til den

(1) Muller, De Epicteti christianismo. Chemnitii. 1724. 4.

(2) „Broderen Epaphroditus, min Medarbejder og Medslrider". Phil. II, 25. IV, 18.

(3) Gelpke, De familiaritate, quæ Paulo apostolo cum Seneca philosopho intercessisse iraditur verisimillima. Lipsiæ. 1812. 4.

(4) Det er bekjendt, i hvor nær Forbindelse Seneca levede med det keiserlige Hof, og i Pauli Brev til de Philippenser hedder det (IV, 22), at „alle Hellige hilse Eder, men meest de af Keiserens Huus". Præfectus prætorio, Burrhus, kjende vi som en Ven af Seneca, og om Pauli Ankomst til Kom hedder det netop, at „der vi kom til Rom overantvordede Hovedsmanden Fangerne til Øversten for Livvagten" (Aet. Apost. XXVIII, 16). Senecas ældre Broder, til hvem han helliger sine Afhandlinger de ira og de vita beata, som han i Brevet de consolatione til deres Moder Helvia i Almindelighed omtaler som en Mand, der ved sin Flid havde banet sig Vei til ansete Embedsposter (honores), og om hvem han vidner (Nat. quæst. 1. IV, præf.): „Nemo enim mortalium tam dulcis est, quam hic omnibus", heed Junius Annæus Gallio, og i Apostlernes Gjerninger hedder det (XVIII, 12—16): „Men der Gallion var Landshøvding i Achaia, stode Jøderne samdrægteligen op imod Paulus, og forte ham for Domstolen og sagde: „Denne vil overtale Folket til en Gudsdyrkelse mod Loven". Og der Paulus vilde oplade Munden, sagde Gallion til Jøderne: „Dersom det var nogen Uretfærdighed eller Misgjerning, I Jøder, vilde jeg, som billigt er, anhøre Eder. Men er det en Strid om Lære og Navne og om den Lov, som I have, da seer selv til, thi jeg vil ikke være Dommer over disse Ting". Og han drev dem fra Domstolen". Et nyere Værk af Amédée Fleury (Saint Paul et Sénéque, Recherches sur les rapports du philosophe avec l'apôtre

[91]

kristne Betydning, hvori Seneca bruger enkelte Ord, som »Kjødet«, »den hellige Aand«, »den evige Salighed« (1), som paa Grund af den Analogi mellem Senecas Ideer og mange Skriftsteder især hos Paulus, der allerede i Kirkens første Aar-hundreder var saa paafaldende, at den dengang gav Anledning til at opdigte en formelig Brevvexling mellem Philosophén og Apostlen (2), og at senere Senecas Ord endog findes paaberaabte af det andet Koncilium i Tours (3). Paa lignende Maade gjør, efter Forgjængernes Exempel, især Troplong en Anskuelse gjældende, som ligeledes gives Medhold af den danske Forfatter, og hvorved man søger at sætte i Rette, at ved Siden af den kristne Troes direkte Indvirkning paa den romerske Lovgivning fra Constantins Dage, skulde den allerede tidligere have vidst ogsaa at gjøre sig indirekte gjældende paa samme. Da Hedningenes gode Sider ikke længer turde gjøres til Laster, laa det nær at døbe dem ved Hjælp af en nyere Opfattelse,

(note fortsat fra forrige side)et sur l'infiltration du christianisme naissant à travers le paganisme. Paris. 1853. T. I—II), der gaaer i samme Retning som Gelpkes Afhandling, lægger ogsaa Vægt paa, at et af Senecas Breve (Epist. CIV) udtrykkeligen omtaler en „Domini Gallionis" Ophold i Achaia; men Tillæget Herren synes dog i alt Fald bedre at passe paa en anden end Broderen, maaskee paa den Rhetor af Navnet Gallion, der blev viist i Landflygtighed under Tiber (Tac. Annal. VI, 3), og til hvem Ovid har stilet en af sine Elegier (Ep. ex Pont. IV, 11).

(1) „Illi (scil. animo) cum hac carne grave certamen est, ne abstrahatur". Consol, ad Marc. c. 24. — „Non est summa felicitatis nostræ in carne ponenda". Ep. 74. — „Sacer intra nos spiritus sedet, malorum bonorumque nostrorum observator et custos". Ep. 41. — „Quæramus, quid nos in possessione felicitatis æternæ constituat". De vita beata. c. 2.

(2) Disse Breve ere trykte hos Fabricius, Codex apocryphus Novi Test. Hamburgi. 1703. p. 880 sq.

(3) „Aliqui laici, dum diversa perpetrant adulteria, hoc quod de se sciunt, in aliis suspicanlur, sicut ait Seneca, pessimum in eo vitium esse, qui in id, quo insanit, ceteros putat furere". Sacro-sancta concilia. Ed. a Ph. Labbeo et G. Cossartio. Venet. 1728. VI, 538.

[92]

der i Virkeligheden dog maa siges at staae tilbage for den gamle hos Baldus, naar denne yttrede, at Ediktet quod metus causa maatte være indgivet Prætoren af den Helligaand selv. Thi endog uden Hensyn til, at de hedenske Jurister, som bekjendt, netop forfulgte de Kristnes eiendommelige Tro med de samme Dødsstraffe, som de kristnede Lovgivere snart skulde anvende mod Hedningerne, — har Amédée Thierrys fortræffelige Meddelelser til det samme franske Akademi, hvori Troplong i sin Tid oplæste sin Afhandling, forme entligen efterviist, hvorledes den Lighedsbevægelse, som havde bragt hele den gamle Verden til imod Roms Republikanere at tage Parti for Keiserregjeringen, lige fra Begyndelsen af stedse blev denne mere klar og bevidst; og han har aabenbart godtgjort, hvorledes navnlig det uhyre Fremskridt, der tilsidst kunde lade Caracallas Regjering erklære hele den frie Menneskeslægt for romerske Borgere, gjennemførtes uden nogen Paavirkning af Kristendommen i kirkelig Forstand (1). Naar man ikke vil blive staaende ved hele denne Tidens Retning mod Lighed i Almindelighed, kan Æren for de endnu hedenske Lovgiveres humane Fremskridt vistnok kun tillægges hine formildede Stoikere (2), der allerede pristes af den hellige Hieronymus (3), og som Stats-

(1) Amédée Thierry, Histoire de la Gaule sous la domination Romaine. Paris. 1840.Vol. I, Introduction. p. 21—350.

(2) Ortloff, Ueber den Einfluss der stoischen Philosophie auf die römische Jurisprudenz. Erlangen. 1797. Jfr. Girands Ord: „Je ne chercherai done pas, quelle a pu élre pendant les trois premiers siécles l'influence du christianisme sur le droit; on a souvent confondu, à cet égard, l'anthropologie des stoiciens avec la doctrine chrétienne, et cette anthropologie élait elle-méme hostile à l'idée chrétienne telle qu'on la comprenait alors, quoiqu' aujourd'hui, à quinze siécles de distance, on puisse s'y méprendre". Histoire du droit francais au moyen âge. Tome I. Paris. 1846. p. 294.

(3) „Stoici nostro dogmati in plerisque concordant". Comment. in Isaiam. cap. XI.

[93]

mænd og Jurister af Skjæbnen fandt sig stillede snart ved gode og snart ved slette Regenters Side, men der aldrig tillode at glemme Lighedsretningen, og derved have gjort ogsaa den hedenske Keiserregjering lige saa karakteristisk ved en »humanere« Lovgivning for det Almindelige, som ved dens slette og tyranniske Handlinger imod Enkelte (1). Naar det hedder under den hedenske Keiserlovgivning, at »Trældom er imod Naturen«, at »Naturen stiftede et Slægtskab mellem os», at »efter Naturretten ere alle Mennesker lige«, at »ifølge Naturretten fødes alle frie«, da er dette vistnok et" mærkværdigt Fremskridt fra hine Tider, da Aristoteles erklærede, at »det er indlysende, at Nogle ere af Naturen frie, og Andre af Naturen Trælle« (2); men dette Fremskridt i Retsphilosophien kan ligefrem udledes af tilsvarende Steder hos Seneca og de andre yngre Stoikere, ligesom de tidligere fremhævede humane Træk af den hedenske Keiserlovgivning have godtgjort, at disse nye Ligheds- og Friheds-Ideer ikke heller blot forbleve tomme Theorier.

De, der ikke formaae at anerkjende nogen skarp Grændse mellem en inhuman og en human Periode af Keiserlovgivningen, kunde iøvrigt derfor dog gjerne antage, at de bedre Love i Virkeligheden førend Gonstantin havde havt en relativt ulige ringere Indflydelse, end de bedre Love fra Tiden efter hans Regjering. Dette kan have været Tilfældet, men Beviset er neppe nogensinde blevet ført. Naar det overhoved hører til de vanskelige Problemer at konstatere Lovenes virkelige Indvirkning paa den objektive Sædelighed, da gjælder dette allerhelst om hine ældre Tider, om hvilke vi nu maae savne saa mange Oplysninger. At ogsaa Keiserne efter Constantin saa

(1) „Humanitatis intuitu". Dig. 1. XL, tit. 4. 1. 4. „Humanior interpretatio" Dig. 1. XXVIII, tit. 4. 1. 3.

(2) Aristot. Polit. I, 2.

[94]

ofte ere nødte til at gjentage deres Love; at det indtil langt ind i Middelalderen vedblivende fandtes nødvendigt at fremkomme med nye Rækker af Lovbestemmelser mod de forfærdeligste Udsvævelser og Forbrydelser (1); at ogsaa kristne Herrer vedbleve at kalde paa deres Slaver ved, som endnu stundom i Nordamerika, at pibe eller at smælde med Fingrene, eller alle lignende Træk tyde imidlertid dog ikke paa nogen ualmindelig Fremgang, og skjønt det vistnok tør ansees for altfor stærkt, naar Niebuhr kaldte det det ulykkeligste for Verden og for Kristendommen selv, at allerede Constantin gjorde den til Statsreligion, er det dog altid mærkeligt, at en Mand med hans Læsning kunde vove at dømme saaledes: »In den frühern Zeiten hatte das Christenthum allerdings auf viele Einzelne sehr vortheilhaft gewirckt, seitdem es aber in Masse angenommen wurde, hörte die auserwählte Gemeinschaft auf, und es hatte gar keinen Einfiuss mehr auf die Sitten. Es ist merkwürdig wie leichtfertig damals ganze Ortschaften christlich wurden, geråde wie wenn man einen andern Regenten proclamirte, durch und durch bleiben die Leute so schlecht wie zuvor« (2). Af de kirkelige Forfattere troede i det mindste Salvian i Sædelighed at maatte sætte de kristne Romere dybt under de indvandrende Germaner, aldeles paa samme Maade, hvorpaa Tacitus med Indignation tre Aarhundreder tidligere havde fordømt de hedenske Romeres Sæder i Sammenligning med deres germanske Naboers.

(1) Bedolliére, Histoire de la vie privée des Francais. Paris. 1847—49. I, 315 sq„ II, 77 sq., III, 317 sq.

(2) B. G. Niebuhr, Vortrage über römische Geschichte. III, 337.