Hertugen/5
V.
Men i det Aar, som gik, havde Hertugen rent glemt Frøkenens Tilværelse. Selv en Sommerdag, da han, liggende bag i en Arbejdsvogn, kjørte forbi Sognets Kirke og saâ "kjøbstadklædte", pyntede Folk stige ud af lukkede Vogne og parvis spasere højtidelig gjennem den buxbomkransede, grusbelagte Gang paa Kirkegaarden, hørte Sang lyde ud fra Kirken og hørte Karlen, der kjørte Arbejdsvognen, sige ud i Luften: "Ded er Forvalteren fra Løvegaard, som har Bryllup med Forpagterens Datter paa Oldengaarden … han faar lige godt mange Penge, og han skal have Forpagtningen efter hendes Fader", selv da gjorde Hertugen sig ingen Tanker om Noget. Han rejste sig op og gloede efter Folkene og Vognene, men lagde sig strax ned igjen, skumplede videre og faldt snart i Søvn, uagtet han blev stødt, saa Indvoldene dirrede i ham.
En Dag kort efter sin tredie "Nedvisning", da Hertugen havde opdaget, at hans Husbond var kjørt ud, listede han sig efter Sædvane ind i Stuerne for at foretage sin hensigtsløse Gjennemstrejfning. Han saâ sig om som en Kat, der gaar paa Rov. Han gottede sig over den dejlige Kakkelovnsvarme, der hang ned over hans Hoved fra Bjælkelofterne og lumrede ham om Ørene. Hans Mund aabnede sig grinende af Velvære; han skuttede og kløede sig med Vellyst paa Ben og Arme, knappede den røde Trøje op og lod Varmen stryge ind under Skjorten paa det bare Bryst, men det skete i Løb.
Han var fra Dagligstuen kommen ind i "Mandens" Stue bagved denne. En Tapetdør stod paa Klem til et Sideværelse. Hertugen aabnede den forsigtig; men, da han befandt sig paa Tærskelen, gav han et Brøl fra sig, vendte om, løb gjennem et Par Stuer og sprang ud i Gaarden gjennem et aabent Vindue. Han løb som en Hare, der forfølges som en Hund, vovede sig ud i Møllerenden trods Vandets Kulde, krøb ind i den Længe, den løb igjennem, og skjulte sig i en stor Stabel Høvlespaaner i Huggehuset. Der laa han, skjælvende som et Espeløv, og en taareløs Hulken gjennemrystede hans Krop.
Og dog havde han ikke set Andet end en bleg, forgræmmet Pigeskikkelse sidde med et Haandarbejde ved et lille Sybord. Men hun havde set paa ham med saadant et sært Øjesyn, og det gjorde ham dødsangest. Nu huskede han Kagerne, Hvedebrødet og de visne Blomster, og Minderne tyngede paa ham som et Mareridt. Han laa længe i Dyngen og sled den ene Høvlespaan efter den anden itu mellem sine Tænder.
Hvis Nogen havde spurgt Hertugen, hvad han fejlede, vilde han ikke have kunnet svare, selv om han havde villet, men han havde rimeligvis kylet ham det første det bedste, han havde ved Haanden, lige i Hovedet.
Dagen efter saâ han hende spasere ved Faderens Arm i Haven. Hun standsede hvert Øjeblik og hostede. Hertugen laa boret ind i Krattet paa Landevejen, der laa højt over Haven. Han saâ, at hun var "kridene hvid" i Ansigtet, og saa var det farligt, saa hendes Øjne skinnede.
Skulde der vanke en Kage den Dag? Hertugen havde kun et saare svagt Haab, men kunde ikke ret klare sig, hvorfor Udsigten forekom ham saa tvivlsom. Dagen skred, og Kagen udeblev.
Hertugen luskede flere Gange forbi hendes Kammervindue. Han saâ hende ikke. Ej heller stod der som før et Glas med Blomster i.
Næste Dag fik Drengen et Indfald; det var sjældent, at Sligt hændte. Han stjal et Ølglas fra Borgestuen. Med det skjult under sin Trøje listede han sig ind i Haven, samlede nogle Asters og Georginer og andre tarvelige Rester af Aarets Flora, fyldte Glasset med Vand fra Møllesøen, bed Stilkene over og stoppede de store Blomster ned i Glasset, saa de sad saa tæt og fast som Sild i en Fjerding. Saa lurede han paa, naar Frøkenens Vindue blev staaende aabent, efter at den rengjørende Pige havde forladt Værelset om Morgenen, og anbragte det plumpe Ølglas med dets fortvivlede Indhold i Karmen, som han naaede ved at kravle op paa Husets kønrøgbestrøgne Kampestenssokkel, sprang ned igjen og grinede himmelhøjt af Glæde over sin Bedrift.
Blomsterne stod den næste Dag paa samme Plads. Hertugen fornyede dem paa samme Maade, og saaledes gik det i nogle Dage. Men Kagerne og Hvedebrødet udeblev. Dog kunde Drengen ikke bekvemme sig til den Hævn ikke at levere Blomster. Han rodede trolig op Alt, hvad han kunde finde af den Slags. Frøkenen saâ han aldrig.
En Morgen, da han kom med sine Blomster, var Vinduet lukket og Gardinet nedrullet. Som en Kat krøb han langs med Muren, snusede, lyttede og skottede. Der var ikke noget at se af hans Blomsterkost fra Gaarsdagen. Hertugen fornam en underlig Lugt i sin Næse. Hvad var det for Noget? — Jo, nu kunde han huske, at der lugtede ligesaadan i Kjøbstaden, hvor han havde været to Gange, ud fra et Hus med nogle store Kastanietræer foran, og som de kaldte "Appeteket". Hertugen syntes, at det var en "nydelig" Lugt.
Om Aftenen sagde Bryggerpigen ved Nadveren i Borgestuen:
"Simpelt er det med hende. De siger, at hun harker baade Lever og Lunge op. Det er ligegodt Forvalterens Skyld ovre paa Løvegaard."
"Ded er novet Vrævl", bemærkede Mads Røgter. Hun har væ't klejn, lige fra hun blev født, men ded ka' Ingen a' Jer huske. Madamen … for den Gang var Manden ikke bleven til ded, som han nu er … men Madamen … for saadan blev hun kaldt i de Tider … hun græd manne (lange sine modige Taarer, over det at Føden slet ikke kunde kjendes paa den Tøs."
"Det er lige godt Forvalterens Skyld ovre paa Løvegaard", vedblev Bryggerpigen standhaftig.
"Æh—bæh!" vrængede Mads Røgter, "saadant Novet tror Fruentømmer altid. Næ—j … saadant novet Vrævl dør s'gu Ingen af."
Hertugen sneg sig ud i Gaarden. Hvor meget han havde forstaaet, véd Ingen, men det var sagtens nok til hans Brug. Han voltigerede over paa den bekjendte lille Trekant. Der var Lys bag det nedrullede Gardin til Frøkenens Kammer. En Skygge bevægede sig frem og tilbage. Et Par Hænder tegnede sig sorte og store paa Rullegardinets hvide Grund. Hertugen krøb op paa Sokkelen efter først at have taget sine Træsko af. Han klinede Øret til Vinduet. Han kunde høre den samme tørre og skarpe Hoste, som han havde hørt for en Uges Tid eller længere siden ude i Haven.
Hertugen gik ikke ned i Kostalden til sin Baas den Aften. Han krøb ind i Hundehuset til Merian og sov hos ham. Næste Morgen blev han opdaget af en af Karlene, ligesom han krøb ud af Hundehuset. Det var en Morgendæmring med knagende Frost og blegblaa Himmel, hvorpaa Maanen endnu stod som et latinsk C af Sølv.
"Hvad Fa'en! Har du sovet i Hundehuset, Hertug?" spurgte Karlen og lo.
Hertugen lo igjen uden at svare.
"Fryser du ikke derinde?"
"Nej, ded er grovt, saa jeg svedes", svarede Hertugen.
Han fik et Par Nakkedrag af Røgteren, fordi han havde sovet over sig. Men han søgte samme Natteleje næste Nat og mange Nætter derefter. Bestandig saa han Gardinet gulne bag Ruden i Lysskjæret, bestandig bevægede de sorte Skyggehænder sig bag ved det; tidt kom ogsaa en skarp Fruentimmerprofil frem. Apothekerlugten blev stærkere og stærkere, tilsidst kunde Hertugen mærke den helt hen i Hundehuset.
En Aften hen imod Jul var det et fælt Fygevejr, da Hertugen kom ud i det trekantede Stykke Gaardsrum. Sneen piskede ham om Ørene, tvang sig ind under hans opstaaende Uniformskrave og løb smeltet ned ad Hals og Bryst.
Flere Skygger, flere Hoveder, flere Par store Hænder bevægede sig bag det gulrede Rullegardin. Hertugen hørte Tale og Skridt inde i Kammeret.
En Vogn kom rumlende ind i Gaarden. Alle tre Porthunde istemte en forfærdelig Gøen. Hertugen gik om Hushjørnet, saâ en Lygte i Indgangsdøren og en Mand med Pelskrave op over Ørene stige ned ad en Trappe, som Kokkepigen satte til Vognen. Hertugen kjendte paa "Doktorstolen", hvis Remme knagede, da der blev taget fat i den, at det var den samme Mand, som i Foraaret var kommen kjørende, da en af Karlene laa syg.
Drengen græd bitterlig. Hans Taarer smeltede det stride Snestøv, som piskede ind i hans Øjne. Saa krøb han atter op paa Grundens Kampestene uden for Frøkenens Kammervindue.
Døren aabnedes og lukkedes, flere dæmpede Stemmer lød derinde. Saa lød der Hulken, der steg og atter sank. Flere Skygger saas paa Gardinet. Vognen rullede igjen ud af Gaarden under Hundenes Gøen, som saa gik over i en Tuden, og Vinden hvinede, og Sneen piskede som rasende, ind mod Stuelængens Væg.
Lyset slukkedes i Kammeret.
Vidste Hertugen, hvad der var sket? Det er ikke godt at vide. Men han gik ikke ind til Morian den Nat. Han satte sig paa Jorden lige uden for det mørke Vindue, krøb sammen som et Pindsvin, mens Vinden hvinede, Sneen rislede, og Isen knagede i Møllerenden.
Han kom ikke til sit Arbejde den næste Morgen. Mads Røgter fandt ham frossen ihjel uden for det Stykke Stuelænge, vi kjende. Samme Nat var Frøkenen død. Røgteren blev bange og hentede en Karl, som hjalp ham med at bære Hertugen væk. Morian gøede først som rasende, derpaa stak den Snuden lige op i Luften og tudede. Sneen havde sølvbroderet Brystet paa Hertugens røde Trøje, saa den lignede en Husarofficers Dolman.